Home Tags Kommune

Tag: Kommune

33 procent færre er hjemløse i Esbjerg Kommune

0

Årets hjemløsetælling fra VIVE er positiv læsning i Esbjerg Kommune, hvor antallet af hjemløse er faldet til 113 mod 169 ved sidste tælling i 2019. Det er et fald på 33 procent, og målet om at komme ned under 100 hjemløse inden 2025 er tættere på end nogensinde.

Foto: Colorbox

Arbejdet med at afskaffe hjemløsheden i Esbjerg Kommune går over al forventning. Delmålet om at komme ned under 100 hjemløse i 2025 er snublende tæt på allerede her i 2022, blot et år efter den nye hjemløsestrategi er vedtaget i byrådet.

”Det er virkelig glædeligt at se, at vores fokus på at nedbringe antallet af hjemløse her i kommunen virker. Det er virkelig godt arbejde af vores medarbejdere, der knokler for at hjælpe nogle af vores allermest udsatte borgere med at få tag over hovedet og ikke mindst blive i egen bolig,” siger Jakob Lykke, formand for Borger & Arbejdsmarkedsudvalget.

Det er VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, der i uge 6 har lavet den store nationale hjemløsetælling. Det er denne optælling, der viser, at antallet af hjemløse borgere i Esbjerg Kommune nu er nede på 113. Det er det næstlaveste antal hjemløse siden VIVE begyndte deres hjemløsetællinger i 2007.

Nye arbejdsmetoder giver pote

”Vi har i de seneste år haft stort fokus på Housing-first metoden, hvor vi sætter den enkelte borger i centrum. Vi hjælper både de borgere, der er i risiko for at blive hjemløse, og så hjælper vi med at finde en bolig, hvis en borger er blevet hjemløs,” forklarer Lise Willer, direktør for Borger & Arbejdsmarked og fortsætter:

”Med Housing-first metoden tager vi hånd om de problemer, den enkelte kæmper med, så vi også hjælper borgeren med at blive i egen bolig. Det er et kæmpe samarbejde på tværs af vores Forsorgshjem, Skjoldbo, Voksenstøtten, vores rådgivere, Hjemløseenheden, Jobcentret, Borgerservice samt ikke mindst boligorganisationerne og det hele sker i tæt samarbejde med vores gode, frivillige samarbejdspartnere. Det er virkelig dejligt, at det hårde arbejde nu også kan aflæses i tallene allerede efter et års indsats og koordinering,” siger Lise Willer.

113 hjemløse, hvoraf kun de 3 bor på gaden, er meget tæt på det laveste antal borgere uden tag over hovedet i Esbjerg Kommune, siden VIVE begyndte at lave den nationale hjemløsetælling tilbage i 2007, hvor antallet var 109. Dermed ser det ud til, at stigningen i antallet af hjemløse i Esbjerg Kommune er vendt.

Arbejdet med helt at afskaffe hjemløsheden i Esbjerg Kommune på sigt fortsætter med den nye Hjemløseenhed i front:

”Èn hjemløs er én for meget. Derfor arbejder vi videre for på sigt helt at kunne afskaffe hjemløsheden her i kommunen,” siger udvalgsformand Jakob Lykke.

FAKTA

Hjemløse i Esbjerg Kommune

  • 2022: 113
  • 2021: (udsat til 2022 pga. corona)
  • 2019: 169
  • 2017: 182
  • 2015: 136
  • 2013: 144
  • 2011: 130
  • 2009: 128
  • 2007: 109
KILDE: VIVEs, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, hjemløsetælling

Målmænd vinder håndboldkampe

0

Man siger, at målmænd vinder håndboldkampe. I så fald trak Team Esbjergs unge keeper Amalie Milling sig sejrrigt ud af mødet med sine tidligere holdkammerater fra København Håndbold i Blue Water Dokken onsdag aften.

Med en redningsprocent over 40 var Milling det store lyspunkt i Team Esbjergs på papiret sikre sejr på 31-23.

Da Andrea Hansen bragte gæsterne foran 9-8 efter 18 minutters spil, kunne hun ikke vide, at der skulle gå 12 minutter, før københavnerne igen fandt vej til netmaskerne og reducerede hjemmeholdets pauseføring til 13-10.

Det var i de 12 minutter Amalie Milling blomstrede op med flere store redninger. Hu blev hjulpet godt på vej af et stærkt forsvar, hvor Kathrine Heindahl og Kristine Breistøl udgjorde en solid midterakse. Redningsprocenten var på det tidspunkt oppe på 55.

Det var selvsagt de 12 minutter, cheftræner Jesper Jensen hæftede sig ved, da han efter kampen blev spurgt om, hvor tilfreds han var. Og det var Milling og forsvaret han fremhævede.

Amalie Milling var valgt til kampen frem for mere rutinerede Rikke Poulsen ud fra devisen om, at det er en større fordel for målmanden at kende skytterne end omvendt.

Men hun har stået godt hele sæsonen, og det samme gælder Rikke, så jeg er fortrøstningsfuld omkring målmandspladsen, sagde Jesper Jensen.

Det haltede lidt mere i den anden ende af banen. Træneren ærgrede sig lidt over, at der manglede fem procent i intensitet, men forklarede det med, at det kan være svært at sætte sig op til en onsdagskamp i ligaen oven på en storkamp i Champions League om søndagen.

_ Og så er bagspillerne ikke spillet ordentligt sammen, fordi flere af de bærende kræfter har været plaget af skader. Men det giver plads til nye spillere. I denne sæson satser vi på at kunne spille bredere end i sidste sæson, da vi kørte igennem med en smal trup, lød det fra Jesper Jensen.

Kampen i tal

Team Esbjerg – København Håndbold 31-23 (13-10).

Målscorere, Team Esbjerg: Henny Reistad 6, Beyza Türkoglu 5, Anne Petersen 5, Mette Tranborg 4, Vilde Mortensen Ingstad 3, Nora Mørk 3 (2), Kathrine Heindahl 2, Kaja Kamp 1, Michala Møller 1, Kristine Breistøl 1.

Topscorer, København: Silje Brøns 6 (1).

Udvisninger: Team Esbjerg 2, København 5.

Tilskuere: 1780.

Sammen om sundhed

0

Esbjerg Kommune inviterer i september og oktober til ni møder, hvor man sammen med borgerne vil sætte fokus på, hvad der skal til, for at såvel børn som personer i den erhvervsaktive alder og seniorer kan trives i hverdagen og leve et godt liv. Svarene skal indgå i arbejdet med en ny sundhedspolitik.

Forud for en ny sundhedspolitik skal borgermøder i Esbjerg, Bramming og Ribe skabe dialog om, hvad der skal til for at trives i hverdagen og leve et godt liv.

Hvad er sundhed for dig? Det spørgsmål vil Esbjerg Kommune rigtigt gerne høre borgernes mening om, inden en ny sundhedspolitik for årene 2022-2030 skal udvikles. Derfor inviterer kommunen nu til hele ni borgermøder, hvor den enkelte har mulighed for både at høre oplæg om og give sit syn på, hvad der skal til for at trives i hverdagen og leve et godt liv.

Ser frem til dialog

– Sundhed spiller en vigtig rolle for den enkelte borgers trivsel og livskvalitet. En ny sundhedspolitik skal medvirke til, at både børn, unge, personer i den erhvervsaktive alder og seniorer får de bedste muligheder for at sundt og aktivt liv. Men skal den nye sundhedspolitik, som vi skal i gang med at udvikle, omsættes til praksis, er det afgørende, at den bliver til i samspil med dem, som den vedrører. Derfor glæder jeg mig meget til dialogen med borgere om, hvad sundhed er for dem, og hvad vi bør være opmærksomme på, når vi udvikler en ny sundhedspolitik, siger formand for Sundhed & Omsorgsudvalget i Esbjerg Kommune, May-Britt Andrea Andersen.

Allerede før sommerferien har kommunen været i dialog om emnet med unge på 16-24 år. På de borgermøder, som nu holdes i september og oktober, gælder det sundhed for henholdsvis børn, personer i den erhvervsaktive alder og seniorer.

På baggrund af dialogen med de unge og dialogerne på efterårets borgermøder vil arbejdet med en ny sundhedspolitik blive sat i gang. Den nye sundhedspolitik skal sætte kursen for, hvordan man i de kommende år sammen styrker livskvaliteten og sundheden for alle i Esbjerg Kommune.

Sådan kommer man med

Interesserede kan se tid og sted for alle borgermøder og tilmelde sig på www.esbjerg.dk/sundhedspolitik.Kontakter

May-Britt Andrea Andersen, formand for Sundhed & Omsorgsudvalget, 
Esbjerg Kommune, tlf. 53 10 50 09 

Arne Nikolajsen, direktør, Fritid Sundhed & Omsorg, Esbjerg Kommune, 
tlf. 23 47 71 28
Billeder

Forud for en ny sundhedspolitik skal borgermøder i Esbjerg, Bramming og Ribe skabe dialog om, hvad der skal til for at trives i hverdagen og leve et godt liv.

Foto: Colourbox.

Esbjerg Kommune skal have ny direktør for Teknik & Miljø

Direktør Erik Jespersen har sagt op og forlader Esbjerg Kommune med udgangen af september.

Direktør for Teknik & Miljø Erik Jespersen – foto Esbjerg Kommune.

Erik Jespersen, der har været ansat som direktør for Teknik & Miljø ved Esbjerg Kommune i tre år, har fået nyt job. Den 1. oktober starter Erik Jespersen som direktør ved By & Kultur forvaltningen i Odense Kommune.

Erik Jespersen har blandt andet været med til at omsætte byrådets ønsker og visioner.

“Jeg vil gerne ønske Erik Jespersen tillykke med det nye job i Odense. Vi har været meget glade for at arbejde sammen med Erik Jespersen, der har været med til at videreudvikle mange spændene projekter i Esbjerg Kommune, og som har haft et rigtig godt samarbejde med Esbjerg Byråd”, siger Jesper Frost Rasmussen, der er borgmester i Esbjerg Kommune.

Kommunaldirektør Rikke Vestergaard har også været meget glad for samarbejdet med Erik Jespersen.

“Erik Jespersen har bidraget med mange nye ideer og tiltag til Teknik & Miljø. Erik Jespersen har bidraget til et godt samspil i direktionen, og jeg er sikker på at Odense Kommune også vil få stor glæde af Erik Jespersens mangeårige erfaring og kreative ideer”, siger Rikke Vestergaard.

Ansættelsen af en ny direktør til Teknik & Miljø bliver sat i proces nu, og stillingen vil blive slået op hurtigst muligt.

Tag til International dag på Torvet

0

Lørdag den 13. august kl. 11-16 mødes hele verden på Torvet i Esbjerg. Det er nemlig tid til den ottende udgave af det populære arrangement International Dag, som hylder mangfoldigheden og mødet mellem kulturer.

Foto: Esbjerg Kommune

En international markedsplads med mad, oplevelser og underholdning fra alverdens lande. Det er, hvad Torvet bliver omdannet til, når International Dag rykker ind på Esbjergs centrale plads lørdag den 13. august kl. 11-16. Esbjerg er nemlig en international by, og det sætter International Dag et positivt fokus på. Her har tilflyttere fra andre lande mulighed for at møde både hinanden og de lokale esbjergensere og skabe en fælles oplevelse, hvor nysgerrigheden og lysten til at blive klogere på hinandens forskellige kulturelle baggrunde er i centrum.

Ferie i mange lande på én dag

Dagens festlige program byder på kunst, dans og modeshows fra alle verdenshjørner, og i boderne på markedspladsen kan gæsterne smage på spændende egnsretter. Esbjerg International Community står for en børnebod med kulturelle aktiviteter for de små, ligesom der bliver børneyoga på scenen. Igen i år er Axel Boisen konferencier, og også denne gang vil han sørge for at skabe god stemning på Torvet.

”Det er lidt ligesom at være på ferie i mange lande på én og samme dag og samtidig skaber det en stolthed blandt de internationale frivillige deltagere i boderne og på scenen,” siger Charlotte Kaarsberg fra Mosaikken – Det Multietniske Aktivitetshus.

Nye netværk er med

International Dag begyndte som et mindre arrangement i 2013 og er siden vokset til en stor event, som trækker gæster til fra hele regionen. Både på scenen og i boderne finder man Esbjergs internationale borgere, som også er strømmet til igennem årene. I år deltager Dansk Rumænsk Forening og dansk-ukrainsk forening i Esbjerg som to nye netværk, mens også gengangere fra fx Latinamerika, Thailand, Vietnam, Eritrea og Palæstina er klar på Torvet.

”Det er godt at sætte fokus på, hvor internationale vi faktisk er i Esbjerg, og det oplever man til International Dag. Den stemning vil vi gerne dele og styrke, fordi det gør, at os, der er internationale, men har boet i Esbjerg i længere tid, kan være stolte af byen og kalde den for hjem,” siger Nicole Hogan, som er tilflytter fra Australien og selv arbejder med kommunens internationale borgere i Esbjerg Kommunes Tilflytterservice.

International Dag bliver arrangeret i et tæt samarbejde mellem Esbjerg Festuge, Esbjerg Kommunes Tilflytterservice, Bydelsprojekt 3i1, Mosaikken – Det Multietniske Aktivitetshus, Jobcenter Esbjerg og Stengårdsvejssekretariatet.

Foto: Esbjerg Kommune

Foto: Esbjerg Kommune

Politiet er med ved Tall Ships Races på havnen i Esbjerg

De kommende dage forventes der et stort antal mennesker til The Tall Ships Races 2022 i Esbjerg. Syd- og Sønderjyllands Politi er med på havnen for at sørge for sikkerheden under arrangementet, ligesom politifolkene vil være synlige og yde en tryghedsskabende indsats ved begivenheden. Politiet har under arrangementet etableret en midlertidig politistation på D Lauritzensvej 10.

De mange mennesker på havnen i fire dage kan give nogle trafikale udfordringer i byen, især når det gælder parkering. Det vil fra torsdag til og med søndag være gratis at parkere på Skibhøj, Velbækvej 46, 6700 Esbjerg, hvorfra der kører gratis shuttlebusser til Esbjerg Havn. Til de tohjulede er der gjort 1000 cykelparkeringspladser klar ved Adgangsvejen 5, Britanniavej 2 og Trafikhavnskaj 21, på græsarealet bag InterCargo.

Gode råd hvis du vil til arrangementet:

Har du mindre børn med på havnen, vil det være en god ide at skrive et navn og et telefonnummer på en voksen på barnets arm med kuglepen eller vandfast tusch. Så har vi nogen at ringe til, hvis vi finder et bortkommet barn.

Det vil være en god ide at lade din hund blive hjemme. Efterlad den ikke i en varm parkeret bil et sted i byen.

Hvis du mister eller finder genstande ved arrangementet, kan du henvende dig i behandlerteltet på Trafikhavnskaj ved Skrågade.

Hent appen” Vestkysten” eller orienterer dig på hjemmesiden http://tallshipsesbjerg.dk/

Falsk betjent narrer værdier fra ældre

0


Syd- og Sønderjyllands Politi advarer mod en tricktyv, der narrer værdier og kreditkort fra ældre borgere.

Syd- og Sønderjyllands Politi advarer nu mod en tricktyv, der udgiver sig for at være fra politiet og franarrer ældre mennesker deres værdier og kreditkort.

”Vi vil gerne opfordre til, at man straks kontakter os, hvis man bliver kontaktet af denne tricktyv”, siger politikommissær Dennis Holst.

Mandag blev en ældre kvinde fra Haderslev ringet op af manden, der påstod at være fra politiet. Manden fortalte kvinden, at der var tyve på spil og bad hende samle alle værdier, så ville han komme og afhente dem og tage vare på dem. Ved 21-tiden dukkede manden op på kvindens bopæl på Thrigesvej i Haderslev og tog alle hendes værdier og kreditkort med sig.

Gerningsmanden beskrives som en mand af dansk udseende, 20-25 år og 175-180 cm høj, spinkel af bygning. Han talte dansk og var iført kasket, sort regnjakke og mørke bukser.

Tirsdag forsøgte en ukendt person på samme facon at få udleveret effekter fra en anden ældre borger i Haderslev. I dette tilfælde blev det ved forsøget, da det ikke lykkedes tricktyven at snyde den forurettede.

Det lykkedes dog senere på tirsdagen. Klokken 18 franarrede en tricktyv en borger på Øster Vedsted Vej i Ribe værdier med samme fremgangsmåde. Her beskrives gerningsmanden lidt ældre, omkring 30-40 år.

”Vi kontakter ikke borgere på denne måde og vil gerne opfordre borgerne til ikke at udlevere effekter, men i stedet kontakte os på 1-1-4, så tager vi os af sagen”, siger politikommissær Dennis Holst, der opfordrer eventuelle vidner til at kontakte politiet.

Så ring til Syd- og Sønderjyllands politi på 1-1-4, hvis du oplever noget mistænkeligt eller har oplysninger i sagen – for eksempel, hvis du har set gerningsmanden og på den måde kan hjælpe med opklaringen.

Tyske sundhedsmedarbejdere vælger Esbjerg

Esbjerg Kommune mangler sundhedsfaglige medarbejdere, og derfor gør kommunen nu en særlig indsats for at tiltrække tyskere til kommunens sundheds- og ældreområde. Den første tyske sygeplejerske, Nadine, har netop sagt ja til at starte på et nyt job og nyt liv i Esbjerg.

I Esbjerg Kommune forventer man, at antallet af ældre over 80 år stiger fra knapt 6.000 i 2022 til over 8.000 i 2032. Og mens der bliver flere ældre, er der samtidig stor mangel på uddannet arbejdskraft, der kan give seniorborgerne den pleje og omsorg, der er behov for. Det har fået Esbjerg Kommune til at kigge mod nabolandet, Tyskland.

– Vi mangler medarbejdere i vores ældrepleje, og der er stor interesse fra dygtige tyskere, der allerede er uddannet social- og sundhedsmedarbejder eller sygeplejerske, og som ønsker et andet arbejdsliv end det, de har i Tyskland.

Formand for Sundhed & Omsorgsudvalget i Esbjerg Kommune, May-Britt Andrea Andersen.

Det er især den mere afslappede livsstil, de gode arbejds- og lønforhold og et bedre skolesystem, som giver tyskere lyst til at vælge Danmark og Esbjerg til.

Stor interesse allerede inden kampagne

En markedsføringskampagne, som skal tiltrække tyske medarbejdere til Esbjerg, er lige på trapperne. Men allerede inden kampagnen er skudt i gang, har et enkelt Facebook-opslag fra en af kommunens social- og sundhedsassistenter, der selv har tysk baggrund og har arbejdet i kommunen i mange år, ført til, at de første ni tyskere, der er uddannet enten social- og sundhedshjælper, social- og sundhedsassistent eller sygeplejerske, har været til en indledende samtale eller er på vej til det.

- Flere af de tyske ansøgere kan allerede forstå og tale noget dansk. Fordi vores sprog og kultur minder meget om hinanden, virker det til, at de hurtigt tager sproget til sig. Enkelte har allerede søgt og opnået autorisation, og i det hele taget er der tale om dygtige mennesker, som på alle måder viser, at de gerne vil Danmark – og Esbjerg, siger direktør for Fritid Sundhed & Omsorg i Esbjerg Kommune, Arne Nikolajsen.

Nadine har valgt Esbjerg

En af dem er tyske Nadine på 27 år, der er uddannet sygeplejerske. Hun er på baggrund af det nye initiativ allerede på vej til Esbjerg Kommune og starter fra august i et introduktionsforløb på 20 timer om ugen på klinikken på plejehjemmet Skovbo i Esbjerg. Kommunen sørger selvfølgelig for at lære Nadine op, så hun i den første tid går med danske sygeplejersker og kan øve sig i sproget og samtidig være en del af en dansk arbejdssammenhæng.

– Jeg glæder mig til at starte i mit nye job og blive en del af et godt fagligt fællesskab med gode kolleger. Og så ser jeg også frem til at få lidt mere tid til at leve og opleve, når jeg flytter til Esbjerg. Jeg ved, at I i Esbjerg og Danmark er gode til at skabe balance mellem arbejdsliv og fritid, fortæller Nadine.

Som en del af initiativet vil de tyskere, der er interesserede i et arbejde i Esbjerg Kommune, blive tilbudt sprogundervisning, ligesom kommunens bosætningskonsulenter står klar til at hjælpe med alle de praktiske ting, der er forbundet med at flytte, f.eks. at finde en god bolig, skole og daginstitutionsplads. Også tilbud om sociale netværk er en del af hjælpen til de nye, tyske tilflyttere.

Foto: Esbjerg Kommune

Esbjerg Kommune bliver en del af Hjem til Alle alliancen

0

Alle har brug for et hjem, og Esbjerg Kommune er klar til at gøre en ekstra indsats for at stoppe hjemløshed blandt unge i Danmark. Derfor har kommunen tilsluttet sig Hjem til Alle alliancen

Hjemløshed blandt unge skal afskaffes, derfor indtræder Esbjerg Kommune nu i Hjem til Alle alliancen. Foto: Colourbox

Siden byrådet vedtog den nye hjemløsestrategi i august sidste år, så er det gået stærkt med at få implementeret de mange nye tiltag for at få udryddet hjemløsheden i kommunen.

Nu er kommunen klar til at tage endnu et skridt for at bidrage til at stoppe hjemløshed blandt unge i hele Danmark. Derfor er Esbjerg Kommune indtrådt i Hjem til Alle alliancen – en alliance af 18partnere på tværs af sektorer med et fælles mål om at stoppe hjemløshed blandt unge i Danmark.

”Alle unge mennesker i Danmark skal have et sted, de kan kalde deres hjem, og det er en meget vigtig samfundsopgave at stoppe hjemløshed blandt unge. Derfor er jeg stolt af, at vi i Esbjerg Kommune nu træder ind i Hjem til Alle alliancen, hvor vi kan bidrage med den viden vi selv har samlet på området, samtidig med at vi skærper vores evne til at finde og opsøge potentielt hjemløse unge,” siger Jakob Lykke, formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget i Esbjerg Kommune.

Direktør i Hjem til Alle, Kira West, byder Esbjerg Kommune velkommen i alliancen:

”Vi er utroligt glade for at få Esbjerg Kommune med i alliancen. Kommunerne har en helt afgørende rolle i arbejdet for at stoppe hjemløshed blandt unge, særligt i de kommende år, hvor hjemøseaftalen fra Christiansborg skal omsættes til lokal handling. Eftersom Esbjerg Kommune allerede er en visionær Kommune, der har sat strøm til en ambitiøs hjemløsestrategi, er det oplagt at de er med i alliancen, som nu vil stå endnu stærkere.”

En omstilling af hjemløseindsatsen

Hjem til Alle alliancen arbejder, ligesom Esbjerg Kommune, på at stoppe hjemløshed ud fra Housing First tankegangen.Grundtanken i Housing First er, at mennesker i hjemløshed hurtigt skal sikres adgang til bolig med støtte i egen bolig.

Med den seneste hjemløseaftale fra Christiansborg er der nu på national plan lagt op til netop det; at der i højere grad er fokus på at sikre mennesker hurtig adgang til bolig frem for lange herbergsophold. Derfor bliver alliancens opgave i de kommende år også særligt at understøtte implementeringen af aftalen ude i kommunerne.

FAKTA

Hjem til Alle

Hjem til Alle alliancen opstod ved, at fire aktører i alliancen (Bikubenfonden, Realdania, Helsefonden og Københavns Kommune) i 2016 tog initiativ til at samle centrale aktører om – i fællesskab – at løse det komplekse problem med hjemløshed i ungdommen.

Alliancen blev derefter formet af engangerede deltagere fra alle relevante sektorer, og med et fælles mål om at stoppe hjemløshed blandt unge i Danmark.
Læs mere om alliancen her

Esbjerg Kommune: Som et af de første i landet får Esbjerg Kommunes Biblioteker bæredygtigt stempel

Eleverne fra 5.C på Fourfeldtskolen Bohr er rykket ind på Hovedbiblioteket for at arbejde med mindre ulighed.

Foto: Esbjerg Kommune

Landets ti første biblioteker har netop fået certifikat i verdensmålene, og ét af dem er Esbjerg Kommunes Biblioteker, der går aktivt ind i den grønne omstilling og inddrager både verdensmålene og borgerne i arbejdet.

Børnene fra 5.C på Fourfeldtskolen Bohr har for en stund flyttet skoledagen ind på Hovedbiblioteket i Esbjerg. FN’s verdensmål nummer 10 om mindre ulighed er centrum for deres forløb hos Verdensmålshuset GenIn, og nu skyder børnene løs med gode ideer til, hvad biblioteket kan gøre for at komme uligheden til livs.

Det passer perfekt med den bæredygtige profil på Esbjerg Kommunes Biblioteker, der i selskab med kun ti danske biblioteker har fået et særligt certifikat for deres arbejde med verdensmålene. På bibliotekerne i Esbjerg Kommune spirer det med ideer og nye tiltag, og bibliotekerne er allerede vigtige lokale mødesteder. Derfor har de et godt afsæt for at inspirere borgere og lokalsamfund i den grønne omstilling, der er markant på dagsordenen i Esbjerg Kommune.

Jakob Lose

”Det er en stor gevinst, at bibliotekerne går forrest i den bæredygtige udvikling, og verdensmålscertifikatet er både et skulderklap og en motivation til at fortsætte den gode stil. I sin natur er bibliotekerne bæredygtige, når materialerne cirkulerer mellem borgerne og genbruges et utal af gange, og de bidrager også til mindre ulighed ved at sikre lige adgang til kultur og viden til alle kommunens borgere,” siger formanden for Kultur & Fritidsudvalget, Jakob Lose.

Verdensmål til konkret handling

Oveni har Esbjerg Kommunes Biblioteker sat en række aktiviteter i gang, der omsætter verdensmålene til konkret handling. Det gælder fx samtalesaloner og workshops, der gør deltagerne klogere på temaerne i verdensmålene, og arrangementer, hvor borgerne kan dele tøj, ting, planter, viden og interesser. Samtidig har bibliotekerne rettet et stort fokus mod samarbejde og partnerskaber med ildsjæle, virksomheder og organisationer, fordi det styrker udviklingen for alle parter at slå kræfterne sammen.

Vil du læse mere om Esbjerg Kommunes Bibliotekers aktiviteter og arbejde med FN’s verdensmål, så se med her:
www.esbjergbibliotek.dk/tags/sammen-om-verdensmaal