Esbjerg fB henter Nicolai Blicher hjem

18-årige Nicolai Blicher er ny mand i Esbjerg fB’s førsteholdstrup, idet venstre-backen har underskrevet en aftale for de næste tre år. Han har senest været...
Home Tags Kommune

Tag: Kommune

Kultur- og fritidslivet er en gevinst for Esbjerg Kommune

0
Img 7993 1

Både når det gælder borgernes trivsel og kommunens udvikling, er kultur- og fritidslivet en stærk drivkraft i Esbjerg Kommune. En ny rapport fremhæver områdets positive betydning for fællesskab, mangfoldighed og identitet.

Foto: Esbjerg Kommune

I Esbjerg Kommune har kultur- og fritidslivet positiv betydning for både borgerne og kommunens udvikling. Det viser en ny rapport, der bl.a. bygger på en spørgeskemaundersøgelse, som 2189 borgere i Esbjerg Kommune har deltaget i på tværs af køn, alder og bopæl.   

Overordnet set giver deltagerne i undersøgelsen udtryk for, at de er glade for at bo i Esbjerg Kommune. Mere end halvdelen svarer, at de enten i høj grad eller i meget høj grad synes, at Esbjerg er en god kommune for dem, og heraf peger 39 procent på kulturlivet som en af årsagerne til deres tilfredshed. Knap en tredjedel af borgerne ser i høj eller meget høj grad Esbjerg som en oplevelses- og kulturby, mens 42 procent svarer, at de i nogen grad gør det. 22 procent af deltagerne opfatter i mindre grad eller slet ikke Esbjerg som en oplevelses- og kulturby.

Samtidig peger rapporten også på, at kultur- og fritidslivet skaber værdi for kommunen, både når det gælder økonomi og beskæftigelse, så området er med til at styrke væksten.

Mange vil gerne betale mere for kultur

Konsulentfirmaet Silverlining Research står i samarbejde med Esbjerg Kommune bag rapporten ”Kultur- og fritidslivets værdi for borgere og samfundet i Esbjerg Kommune”. Undersøgelsen taler ind i Esbjerg Kommunes strategiske investering i oplevelser og kultur, som byrådet besluttede at satse på efter en omfattende og inddragende proces i 2021-2022. Det centrale mål er at skabe vækst og tiltrække flere borgere til Esbjerg Kommune, som skal være et fyrtårn for oplevelser og kultur.

Den tilgang bakker rapportens konklusioner op om, og faktisk tilkendegiver 66 procent af deltagerne i undersøgelsen, at de ville være villige til at betale mere i skat for at opretholde det kultur- og fritidsliv, som de oplever i dag. Samtidig scorer kulturens betydning for mangfoldighed og identitet højt, lige som borgerne ser stor værdi i kultur- og fritidslivets fællesskaber.

Oplevelser skaber energi og glæde

Den nye rapport har netop være på dagsordenen i Kultur & Fritidsudvalget, og formanden, Jakob Lose, ser mange positive takter.

”Grundlæggende viser rapporten, at kultur- og fritidslivet skaber positiv værdi for Esbjerg Kommune og har stor betydning for mange af borgernes glæde ved at bo her. De oplevelser, vi får i kultur- og fritidslivet, skaber energi, glæde og fællesskab i vores liv og hverdag, og det tegner godt for den kurs, vi har sat for at markere Esbjerg Kommune på landkortet som et attraktivt sted at bo og leve,” siger Jakob Lose.

Telefonrobotten vender tilbage med en række forbedringer

0
Img 7825 1

Efter en række justeringer er Esbjerg Kommunes telefonrobot fra mandag igen klar til at tage telefonen, når borgerne ringer.

Fra mandag 13. januar 2025 er det igen telefonrobotten, der svarer telefonen, når borgerne ringer til Esbjerg Kommune. Foto: Colourbox

Med telefonrobotten slipper borgerne for telefonkø og kan få hjælp døgnet rundt. Robotten er designet til hurtigt at finde svar på de fleste spørgsmål. Hvis robotten ikke kan hjælpe, bliver borgerne nu automatisk stillet videre til en medarbejder.

”Da vi lancerede telefonrobotten i første omgang, havde især vores ældre og borgere med særlige behov svært ved at bruge den, derfor fjernede vi den, og i samarbejde med Ældrerådet, Ældresagen og Handicaprådet har vi nu gennemgået telefonrobotten på ny og lavet en række nye tiltag og justeringer, så telefonrobotten nu kan vende tilbage og give en endnu bedre service til borgerne,” fortæller Jens Erik Morthensen, borgerservicechef i Esbjerg Kommune.

De nye muligheder

Med relanceringen får borgerne mulighed for at fravælge robotten fra starten af opkaldet og i stedet komme i kø til at tale med en medarbejder. Så hvis man ikke ønsker at tale med en robot, så kan man i kommunens normale åbningstid vælge telefonkøen. Nye justeringer sikrer også, at borgerne altid bliver viderestillet til en medarbejder, hvis robotten ikke forstår deres henvendelse.

”Vi genindsætter telefonrobotten, fordi den er med til at give borgerne en ekstra service, for den kan svare på en række spørgsmål uden man behøver vente i en lang telefonkø. Den kan også svare på spørgsmål om aftenen og natten, hjælpe med at booke tid til fx nyt pas og så hjalp den allerede første gang over 60 procent af borgerne, den fik i røret uden de behøvede tale med en medarbejder,” fortæller Jens Erik Morthensen.

Et godt samarbejde

Den tætte dialog med Handicaprådet, Ældrerådet og Ældresagen fortsætter også efter telefonrobotten igen er tilbage på pinden.

”Samarbejdet fortsætter med løbende møder og justeringer, så vi hele tiden sikrer den bedste service for vores borgere og vi glæder os til at høre borgernes oplevelser med den opdaterede løsning, ” siger Jens Erik Morthensen.

Telefonrobotten svarer igen på borgernes opkald fra mandag 13. januar 2025.

Lån en gratis elcykel af kommunen

0
Img 7747 1

Fra 1. januar 2025 kan alle borgere i Esbjerg Kommune låne en elcykel helt gratis og teste, om den klimavenlige transportform passer til hverdagen.

Via ordningen man kan gratis låne en elcykel i en sammenhængende periode på 30 dage.

Esbjerg Kommune har indgået et nyt samarbejde med to cykelhandlere i Esbjerg N og Ribe, som gør det muligt for borgere at låne en elcykel eller en ladcykel med el i op til 30 dage.

Ordningen er målrettet dem, der gerne vil skifte bilen ud eller undvære bil nummer to – og ønsker at prøve kræfter med en grønnere transportform, før de investerer i en elcykel selv.

I alt er der fire elcykler og to ladcykler med el til rådighed, fordelt på de to cykelhandlere. Projektet er planlagt til at løbe frem til udgangen af 2028. Ordningen skal give flere borgere mod på at vælge cyklen i stedet for bilen, når de har prøvet den gratis i en måned.

“Elcykler er et oplagt valg for mange, der vil have et klimavenligt og økonomisk alternativ til bilen. Mange overvejer at prøve en elcykel, men ved ikke helt, hvad de går ind til. Ved at låne en elcykel i en måned får man en bedre fornemmelse af potentialet i hverdagen,” siger formand for Klima & Miljøudvalget Jørgen Ahlquist.

Ordningen er gratis at benytte, dog skal der betales et depositum på 500 kr., som returneres, når cyklen afleveres i god stand.

En del af Esbjerg Kommunes grønne ambitioner
Elcykelprojektet er både forankret i kommunens Cykelplan 2022-2026 og i ambitionen om at blive CO₂-neutral i 2030.

Som led i denne indsats ønsker kommunen at sætte cykelfremme på dagsordenen og lave handlinger, der fremmer grøn transport og gør det nemt og attraktivt for borgerne at vælge cyklen i hverdagen.

Læs mere og book din elcykel her: https://www.esbjerg.dk/energi-og-miljoe/klima/vaer-med/dig-der-bor-her/laan-en-elcykel

Foto: Esbjerg Kommune

Milliontilskud skal styrke læseglæden ved Esbjerg Kommunes børn

Img 7688 1

Børn og unge i Esbjerg Kommune kan glæde sig til nye, spændende bøger og et stærkere samarbejde mellem skoler og folkebiblioteker om formidling af bøgerne. 1.490.000 kr. i tilskud fra Slots- og Kulturstyrelsen skal få flere børn til at læse mere.

Nye bøger skal bidrage til at styrke læselysten hos kommunens børn og unge. Foto: Esbjerg Kommune.

Helt nye og indbydende bøger, som skoleeleverne selv er med til at udvælge, skal øge elevernes appetit på bøgernes forunderlige verden. Bøger kan både underholde og gøre os klogere. Med nye bøger om aktuelle temaer om børneliv og verden omkring os skal ca. 600 elever i 5. og 6. klasse fordelt på 13 folkeskoler i Esbjerg Kommune vedligeholde eller genopleve læseglæden. Det sker i en tid mellem barn og teenager, hvor skærme og mange andre aktiviteter konkurrerer om elevernes opmærksomhed.

Et tilskud fra Slots- og Kulturstyrelsen på hele 1.490.000 kr. gør indkøbet af de nye bøger muligt og skal samtidig styrke samarbejdet mellem skoler, skolebiblioteker og folkebiblioteker om formidlingen af bøger og læseglæde.

Understøtter adgangen til litteratur

– Det er vigtigt, at vi understøtter børn og unges adgang til litteratur i deres hverdag og stimulerer deres læseglæde både i og uden for skolen. Derfor hilser vi Slots- og Kulturstyrelsens tilskud meget velkomment. Med det får vi mulighed for at øge adgangen til fysiske bøger og gennem et tværfagligt samarbejde mellem skole, skolebibliotek og folkebibliotek målrettet at formidle bøgerne til både det enkelte barn og fællesskaber af børn og unge, siger formanden for Børn & Skoleudvalget i Esbjerg Kommune, Diana Mose Olsen.

Konkret vil eleverne i de deltagende 5. klasser i foråret 2025 blive inddraget i udvælgelsen af bøger. Derefter kan de, når de starter i 6. kl. i efteråret 2025, se frem til at nyde lækre, nye bøger og en spændende formidling af dem. Læselyst, motivation, engagement skal bl.a. styrkes gennem læseklubber, læsebuddies, hvor elever i 6. kl. fortæller om deres yndlingsbøger til 5. kl., og booktalks på biblioteket for elever og lærere.

Tilskuddet på 1.490.000 kr. kommer fra Slots- og Kulturstyrelsens pulje Et styrket samarbejde mellem skoler og folkebiblioteker om bøger og læseglæde.

Klagesager i familierådgivningen viser fejl og mangler

0
Img 7480 1

En gennemgang af ti klagesager i Familierådgivningen i Esbjerg Kommune viser, at der er fejl og mangler i sagerne. Det er dybt beklageligt overfor de berørte børnefamilier, hvis sager nu er sendt videre til Ankestyrelsen, men desværre det vi forventede, siger konstitueret direktør.

Foto: Colourbox

Der skal større fokus på tværfagligt samarbejde, en tydeligere vurdering af målgruppen, inddragelse af principsager fra Ankestyrelsen og en mere stringent inddragelse af børn og forældre i Familierådgivningen.Det er nogle af konklusionerne i rapporten fra det private konsulentfirma Klindt Consult, der har gennemgået ti af klagesagerne.

”Det er frustrerende læsning, der viser, at vi ikke har gjort det godt nok. Det skal ændres hurtigst muligt, og derfor har vi iværksat en masse nye tiltag, så vi kan få rettet op på tingene. Heldigvis viser rapporten også, at flere tiltag allerede er ved at vise en positiv effekt,” siger Pia Niemann Damtoft, konstitueret direktør i Borger & Arbejdsmarked.

Hun henviser til, at resultatet af rapporten finder, at blandt andet arbejdet med at inddrage børn og unge i deres sager er under positiv udvikling og har været det hen over hele efteråret 2024.

Rapporten med de ti klagesager er den anden ud af tre rapporter om tingenes tilstand i Familierådgivningen, hvor arbejdsmiljørapporten fra Mindwork allerede i oktober satte gang i nye arbejdsgange.

Voksne er mere tilfredse end børnene

Arbejdet med at spørge 100 voksne, børn og unge om deres møder i Familierådgivningen er også netop afsluttet, og denne rapport viser, at langt størsteparten er tilfredse med deres møder i Familierådgivningen.

Her fortæller blandt andet 96 % af de adspurgte voksne, at de efter mødet i Familierådgivningen ved, hvad der nu skal ske. Tallet for børnene er på 70 % Ligesom 96 % af de voksne mener, at det der bliver talt om på mødet, er vigtigt. Tallet for børnene er her 78 %.

Til sammen tegner de forskellige rapporter et billede af Familierådgivningen, hvor der er små lyspunkter, men også stadig en del at arbejde videre med.

”Der er stadig lang vej til vi er i mål, men vi har allerede sat gang i mange nye processer og det er rart at se, at nogle af de første er begyndt at vise spirer af noget godt,” siger Pia Niemann Damtoft.

Allerede i februar 2025 skal alle medarbejdere i Familierådgivningen på et todages kursus i tabt arbejdsfortjeneste, så familierne fremover kan få den bedst mulige hjælp i disse sager.

Ligesom der er sat gang i at opbygge Familieakademiet, et uddannelsesforløb for samtlige rådgivere, der består af moduler, hvor der sættes fokus på nogle af de emner, som rapporterne understreger, at der er brug for opkvalificering indenfor.

Energnist: 16 kommuner går sammen om fremtidens affaldsforbrænding

Img 7475 1

Med dannelsen af Energnist A/S tager 16 kommuner et stort skridt sammen mod en mere bæredygtig, effektiv og konkurrencedygtig affaldshåndtering til gavn for både borgere, virksomheder og miljøet.

Den nye bestyrelse for Energnist A/S
Foto: Jesper Voldgaard

De 16 kommuner bag Energnist I/S, som i mange år har drevet affaldsenergianlæg, som de fleste kender som forbrændingsanlæg, i Kolding og Esbjerg, har besluttet at omstrukturere deres samarbejde i lyset af ny lovgivning, der træder i kraft 1. januar 2025. Resultatet er etableringen af Energnist A/S – et selskab, der er gearet til at imødekomme fremtidens krav og muligheder.

Fra kommunal drift til kommerciel styrke
Fra 2025 skal affaldsenergianlæg drives på kommercielle vilkår, og kommunerne kan ikke længere forvente automatisk at kunne forbrænde deres eget restaffald på egne anlæg. Energnist A/S er skabt for at sikre, at både kommuner og borgere fortsat har adgang til effektiv og miljøvenlig affaldshåndtering, samtidig med at selskabet kan konkurrere på det nye marked.

“Energnist A/S er vores fælles løsning på fremtidens udfordringer inden for affaldshåndtering,” udtaler Jesper Frost Rasmussen, borgmester i Esbjerg Kommune og leder af den politiske styregruppen bag projektet. “Med fokus på bæredygtighed og innovation er vi overbeviste om, at Energnist bliver en vigtig drivkraft i den grønne omstilling.”

CO2-fangst og grøn innovation
Energnist A/S vil drive affaldsenergisanlæggene i både Esbjerg og Kolding, hvor banebrydende bæredygtige projekter allerede er i gang. Et af de mest ambitiøse tiltag er udviklingen af en CO2-fangstløsning på anlægget i Esbjerg.

”Bæredygtighed er en hjørnesten i Energnist A/S,” siger Johannes Lundsfryd Jensen, borgmester i Middelfart Kommune, og fortsætter: “CO2-fangstprojektet er et konkret eksempel på, hvordan vi kan vende en udfordring til en kommerciel mulighed og samtidig reducere miljøpåvirkningen og bidrage til en grønnere fremtid.”

Klar til det kommercielle marked
Den erfarne strategiske rådgiver Kamma Eilschou Holm bliver ny bestyrelsesformand for Energnist A/S. Hun fremhæver, at selskabet er solidt rustet til at navigere i det kommercielle marked.

“Energnist A/S er skabt med ambitionen om at levere både effektiv drift og bæredygtige løsninger. Vi er klar til at tilbyde kunderne konkurrencedygtige og miljøansvarlige alternativer til håndtering af restaffald,” siger Kamma Eilschou Holm.

Fordele for samfundet og borgerne
Sammen med sin kerneopgave – affaldshåndtering med høje miljøstandarder – er Energnist A/S også forpligtet til at give tilbage til samfundet.

Med etableringen af Energnist A/S sikres en fremtidssikret platform for affaldshåndtering, der forener innovation, effektivitet og bæredygtighed.

Borgmestrene i de 16 ejerkommuner har givet håndslag på at sikre, at Energnist vil være en vigtig aktør i den grønne omstilling og selskabet konstant vil arbejde på at udvikle løsninger, der bidrager til en cirkulær og klimavenlig fremtid.

Fakta om Energnist A/S

De 16 ejerkommuner:

  • Billund, Esbjerg, Fanø, Fredericia, Hedensted, Herning, Holstebro, Ikast-Brande, Kolding, Lemvig, Middelfart, Ringkøbing-Skjern, Silkeborg, Varde, Vejle og Viborg.

Den nye bestyrelse:

Den nye bestyrelse i Energnist A/S har konstitueret sig som følger:

Formand: Kamma Eilschou Holm, Næstformand: Ib Lauridsen, borgmester, Ikast-Brande Kommune. Den øvrige bestyrelse består af Kenneth Jørgensen, CFO i Verdo, Anne Marie Søe Nørgaard, medlem af Byrådet i Herning Kommune, Jacob Bjørnskov Nielsen, medlem af Byrådet i Middelfart Kommune, Jakob Ville, medlem af Byrådet i Kolding Kommune, Henning Ravn, medlem af Byrådet i Esbjerg. Jan Fletcher Hansen og Haije van der Weij træder ind bestyrelsen som medarbejderrepræsentanter.

27 foreninger i Esbjerg Kommune kan se frem til tilskud på i alt godt 1,5 mio. kroner i 2025

Img 7474 1

1.591.100 kr. bliver i 2025 uddelt fra Esbjerg Kommunes fritidskulturelle pulje til gavn for 27 foreninger i hele kommunen. Kultur & Fritidsudvalget har fordelt næste års tilskud til en lang række projekter, som især tilgodeser børn og unge.

Den fritidskulturelle pulje uddeles fortrinsvist til børn- og ungeforeninger
Foto: Esbjerg Kommune

27 foreninger i Esbjerg Kommune kan til næste år se frem til at få et økonomisk tilskud på i alt 1.591.100 kr. Pengene skal give forholdene for foreningernes medlemmer et løft i form af enten nye eller renoverede anlæg eller indkøb af nye rekvisitter til foreningernes aktiviteter. Midlerne kommer fra kommunens fritidskulturelle pulje, som Kultur & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune netop har godkendt fordelingen af for 2025.

Udvalget har givet tilskud fra den fritidskulturelle pulje til en række foreninger med aktiviteter inden for bl.a. sport og idræt, spejderliv og amatørteater. Tilskuddene går blandt andet til renovering af el og lys, fornyelse af vintersikring, renovering af en udendørs ridebane, nyt tag, en ny bålhytte, udskiftning af sikkerhedshegn og udvidelse af fitnesslokaler. Tilskud til indkøb af blandt andet bordtennisborde, musikinstrumenter, førstehjælpsdukker og sceneborde er der også blevet plads til i årets fordeling af puljemidler.

Opbakning til foreningslivet 

– I Kultur & Fritidsudvalget er vi rigtigt glade for at kunne bakke op om kommunens foreningsliv med støtte fra den fritidskulturelle pulje. De mange gode aktiviteter, som foreningerne under Esbjerg Idrætsråd, Fritidskulturelt Samråd i Esbjerg Kommune og Esbjerg Amatørteater Råd tilsammen står for, fortjener al den opbakning, de kan få. Sammen kan vi skabe rammer for det gode fritidsliv for alle i vores kommune, siger formand for Kultur & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune, Jakob Lose.

Fokus på børn og unge

Udvalget har i år fået 54 ansøgninger om tilskud. 36 ansøgninger falder inden for de principper for fordeling, som gælder for midlerne fra den fritidskulturelle pulje, og heraf har det været muligt at imødekomme 27.

Midlerne fra den fritidskulturelle pulje fordeles fortrinsvist til foreninger for børn og unge og til foreninger, der ikke har modtaget tilskud året før. Samtidig sikres der ved fordelingen en geografisk spredning i hele kommunen, ligesom hver forening kun kan få tilskud til én ansøgning.

Frosset ude af kommunen – Vi Elsker kommer ikke til Esbjerg

Vi Elsker I Esbjerg 2024
Vi elsker i Esbjerg 2024

Den populære festivallinje Vi Elsker, som er kendt for at fejre de største hits fra 90’erne og 00’erne, kommer ikke tilbage til Esbjerg i 2025.
Da Suset tog den dato, vi ellers havde lagt os fast på, var det ligesom at få det sidste søm i ligkisten for os, siger Riffi til Yesbjerg.

Bag festivalen står den visionære Riffi Elnegaard Haddaoui, som har været med til at skabe og udvikle konceptet. Riffi er kendt for sin passion for musik og hans evne til at skabe unikke oplevelser for publikum. Med en række ikoniske hits og en fantastisk atmosfære, kunne festivalen have været en af årets største begivenheder i Esbjerg.

Unfair konkurrencevilkår

Siden juni måned har der ikke været forsøg på dialog mellem Esbjerg Kommune og Vi Elsker, som føler sig uretfærdigt behandlet.

Det kan vi ikke konkurrere med, det er simpelthen for svært. Det har været dybt uretfærdigt, vi har aldrig oplevet en lignende forskelsbehandling i de kommuner, vi har besøgt rundt omkring i Danmark og verden, og vi kan ikke konkurrere på de vilkår, når vi starter med at være 2,5 million bagud hvert år i forhold til en anden festival.

Riffi Elnegaard Haddaoui

Håber for Esbjerg at kommunalvalget kommer til at handle om kultur

Det vil være vanskeligt for festivalarrangører at overleve i kommunen, hvis konkurrencen ikke bliver mere retfærdig og imødekommende.
Hvis der opstår nye politiske strømninger, skal man aldrig udelukke muligheden, påpeger Riffi over for Yesbjerg.

Der er brug for politikere, der tager hensyn til kommende festivaler.

Nu har vi mistet Vi Elsker, hvad er det næste vi mister, kan man spørge sig selv? Er vi rustet til at være en kultur og oplevelsesby, eller sparker vi os selv på skinnebenet i forsøget? Vi er tvunget til at lave en mere fair festivalkultur i Esbjerg, hvis vi fortsat vil kunne tiltrække såvel nye oplevelser som nye tilflyttere.

Tak for dansen

Vi ønsker, i skal danse videre i Odense, siger Riffi, som også planlægger busser fra Esbjerg til Odense, når festen åbner op i Kongens Have lørdag den 23. august.

Når en festival som Vi Elsker forlader byen, betyder det mere end blot en skuffelse for festivalgængerne. Foreningerne som agerer medhjælpere på festivalen mister også et godt tilskud i foreningskassen.

Der er kun tabere, når en kulturevent som Vi Elsker forlader byen.

Fotos fra Vi Elsker Esbjerg 2024 af Christina Simonia

Rapport danner grundlag for forbedring af arbejdsmiljøet i Familierådgivningen

0
Img 6844 1

Der er problemer med arbejdsmiljøet, og tonen i Familierådgivningen har været hård, det konkluderer arbejdsmiljørapporten fra det eksterne rådgivningsfirma Mindwork. Derfor er der allerede nu sat flere ting i værk for at forbedre arbejdsmiljøet i afdelingen.

Arbejdsmiljørapport giver godt afsæt til forbedringer i arbejdsmiljøet i Familierådgivnignen i Esbjerg Kommune. 

Foto: Colourbox

I juni vedtog Social & Arbejdsmarkedsudvalget en genopretningsplan for Familierådgivningen. Med planen fulgte en undersøgelse af arbejdsmiljøet i afdelingen, som det eksterne rådgivningsfirma Mindwork har lavet for Esbjerg Kommune.

91 % af medarbejderne i Familierådgivningen har deltaget i undersøgelsen. Den høje svarprocent sætter en tyk streg under den store opbakning medarbejderne i Familierådgivningen udviser i arbejdet med at rette op på forholdene. Rapporten peger på tre højrisikoområder, der nu skal arbejdes med: Stress, vold og trusler og krænkende handlinger og mobning.

En tredjedel af medarbejderne i Familierådgivningen har nemlig følt sig stresset og været påvirket af det i løbet af den sidste uge og hele 60 % den sidste måned.

22,5 procent af alle medarbejdere har oplevet krænkende handlinger og mobning, og to tredjedele fortæller, at det stammer fra enten en kollega eller en leder.

Mens hele 40 procent af medarbejderne indenfor det sidste år har oplevet vold eller trusler i deres arbejde.

”Den interne krænkende adfærd skal stoppe med det samme. Det vil vi simpelthen ikke se,” siger konstitueret direktør i Borger & Arbejdsmarked, Pia Niemann Damtoft og fortsætter:

Sårbart arbejde

”Rapporten sætter en tyk streg under, at Familierådgivningen arbejder med familier, der er i krise og ikke altid kan få de ydelser, som de ønsker. Samarbejdet er skrøbeligt og sårbart. Derfor er det også ekstra vigtigt, at medarbejderne har et godt arbejdsmiljø, hvor vi har det godt med hinanden, så vi kan give familierne den bedste mulige behandling,” siger Pia Niemann Damtoft.

Oveni det hele viser rapporten, at medarbejderne har været under massivt pres på grund af den store mediebevågenhed de sidste måneder, hvilket også har påvirket arbejdsmiljøet negativt.

”Jeg glæder mig til, at vi kan se fremad, nu vi har fået belyst, hvor vi skal sætte ind. Der er et stort arbejde foran os, hvor vi skal have genoprettet tilliden og indarbejdet nye arbejdsgange, så alle føler sig trygge i deres arbejde i Familierådgivningen,” siger Pia Niemann Damtoft.

Arbejdet er i gang

Med genopretningsplanen fra juni er der allerede igangsat arbejde med en ny mentorordning og antallet af sager pr. sagsbehandler er sat ned. Fremover bliver der et større fokus på kompetencer og efteruddannelse af medarbejdergruppen. Ligesom der netop er slået en teamlederstilling op på handicapområdet, så medarbejderne også på dette område, har let adgang til den sparring, de har brug for.

Rapporten viser desuden, at medarbejderne finder stor mening i deres arbejde, og mange beskriver, hvordan gode kollegaer og oplevelser med et godt kollegialt fællesskab har stor betydning for både trivsel og løsning af opgaverne.

”Den del skal vi have styrket, og jeg har stor tillid til, at alle medarbejderne i Familierådgivningen er klar til at se fremad, så vi kan gøre det sammen,” siger Pia Niemann Damtoft, konstitueret direktør i Borger & Arbejdsmarked.


 

Ingen tilskadekomne i regnen – Se læsernes vilde billeder

0
Img 6273 1

Store mængder nedbør skabte oversvømmelse flere steder – ingen meldinger om tilskadekomne.

Motorvejen er åben igen. Andre steder giver vandet fortsat problemer, og veje er lukkede. Vær særligt opmærksom i trafikken.

De alle læsernes billeder her

Fotos fra Michael Sp Pedersen

Fredagens store mængder nedbør resulterede i oversvømmelser i specielt Esbjerg Kommune, enkelte steder i Vejen Kommune og i Varde Kommune.
Syd- og Sønderjyllands Politi har i den forbindelse arbejdet tæt sammen med Vejdirektoratet, Sydvestjysk Brandvæsen og Region Syddanmark om at løse de problemer, der opstod. Det er sket i regi af den Lokale Beredskabsstab.

Nogle bilister blev fanget i vandmasserne og måtte forlade deres køretøj i vandet. Det var blandt andet tilfældet på motorvejen samt Vestkystvejen. Enkelte af dem havde brug for hjælp til at komme derfra, hvilket vi sammen med øvrige myndigheder bistod til. Sydvestjysk Brandvæsen har fået 7 udkald til den opgave fredag i Esbjerg Kommune samt 1 udkald lørdag i Varde Kommune. Til ét udkald havde passagerer i fire biler brug for assistance til at komme derfra. 

Alle personer blev hjulpet ud af vandmasserne.

Syd- og Sønderjyllands Politi har ikke modtaget anmeldelse om tilskadekomne i forbindelse med oversvømmelserne.

Politiet er blevet kontaktet cirka 300 gange af borgerne om problemer med vandmængderne, og her drejede cirka 100 henvendelser sig om motorvejen, der var oversvømmet og derfor lukket.
I den forbindelse strandede mange bilister samt lastbiler på motorvejen. Da motorvejen var spærret af, blev trafikken vendt, så bilisterne først kunne komme derfra, og dernæst blev lastbilerne vendt, så de også kunne køre derfra. Lørdag formiddag blev de strandede biler på motorvejen fjernet, hvorefter den først åbnede i det vestgående spor og dernæst det østgående. Den var fuldt åben igen omkring klokken 10.

Fredag aften var et boligområde i det nordlige Esbjerg i fare for oversvømmelse, efter en lokal regnvandssø var løbet over på grund af den store mængde nedbør. Med vandafspærringer lykkedes det Sydvestjysk Brandvæsen at lede størstedelen af vandet udenom boligerne – også hjulpet af, at vandstanden i løbet af natten faldt.

En strækning omkring Esbjerg af Vestkystvejen er fortsat lukket på grund af vand på kørebanen. Vi arbejder på at gøre vejen farbar igen.

Syd- og Sønderjyllands Politi har sammen med øvrige myndigheder været travlt beskæftiget med at håndtere problemerne og ikke mindst sørge for skiltning og afspærring af de pågældende veje og områder for at undgå, at flere kom i problemer. Vi har, som det ser ud nu, arbejdet på i alt 45 lokationer i Esbjerg Kommune, 8 i Vejen Kommune og 5 i Varde Kommune. Vandet bevæger sig fortsat og kan dermed skabe flere problemer andre steder.

Blandt de større skader er en bro beliggende på Ålbæk Møllevej i Ålbæk kollapset, og vejen vil derfor være lukket i en længere periode.
Det samme er tilfældet på en strækning af Spangsbjerg Møllevej i Esbjerg, hvor vejen er undermineret. Det vil også kræve genetablering, før den igen er farbar.
I Esbjerg omkring krydset Kjersing Ringvej og Østre Gjesingvej, hvor vejen går under jernbanen, vil der også være spærret i længere tid, da området ligger meget lavt. Her holder en lastbil fortsat på tværs i vandmasserne.

Flere veje er derudover fortsat spærrede på grund af oversvømmelse. Vi opfordrer til at være meget opmærksomme i trafikken, følge skiltningen til alternative ruter og ikke mindst respektere de afspærringer, der er sat op.

WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com