En mørk tunnel er blevet til et farverigt vartegn. Torsdag den 9. oktober indvies kunstværket i tunnelen under Degnevej.
Når tunnelen under Degnevej officielt åbnes igen torsdag den 9. oktober, bliver det med et helt nyt udtryk. Den tidligere mørke passage er forvandlet til et kunstværk, der både skaber identitet, tryghed og stolthed i det Internationale Kvarter.

Kunstværket Vores Veje Mødes er skabt af billedkunstner Eva Steen Christensen og realiseret i et samarbejde mellem Esbjerg Kommune og Statens Kunstfond. Inspireret af noget så enkelt som papirservietter og musetrapper har Eva Steen Christensen skabt et legende og dynamisk univers, hvor farver og former mødes på tværs af tunnelen. Resultatet er en stærk æstetisk oplevelse helt i tråd med kvarterets udvikling.
Fra tunnel til vartegn
Renoveringen af tunnelen og etableringen af kunstværket har stået på siden maj. I den periode er der også arbejdet med at skabe bedre tilgængelighed til tunnelen og med at åbne op for grønnere og mere trygge stiforløb i Portalparken.
”Vores Veje Mødes bliver et vartegn, som binder kvarteret sammen. Tunnelen under Degnevej er en hovedfærdselsåre, som mange benytter hver eneste dag, og med kunstværket bliver den daglige tur forvandlet til en oplevelse. Det er et eksempel på, hvordan kunst kan løfte hverdagen” siger Henning Ravn, formand for Plan & Byudvikling, som glæder sig til at være en del af indvielsen.
Officiel indvielse
Indvielsen finder sted torsdag den 9. oktober kl. 15.00-17.30 i Portalparken. Alle interesserede er velkomne til at deltage.
På indvielsesdagen byder programmet på taler fra Statens Kunstfond, Esbjerg Kommune og kunstneren Eva Steen Christensen, der sammen udgør den officielle åbning af værket. Der bliver serveret en let anretning fra Vores Spiselige Kvarter, mens Kristian Rusbjerg – kendt som en af Danmarks bedste harmonikaspillere – sætter den musikalske ramme for arrangementet og bidrager til den festlige stemning.
Efterfølgende kan man tage med på en guidet tur i KvartersLoopet og høre mere om nogle af de andre markante kunstværker i området.
En del af noget større
Vores Veje Mødes er en hjørnesten i det kommende KvartersLoop, et sammenhængende stiforløb i det Internationale Kvarter. Her skal kunst, natur og klimaprojekter tilsammen danne ramme om et kvarter, hvor fællesskab og bæredygtighed går hånd i hånd.
Indvielsen af Vores Veje Mødes føjer et nyt lag til de mange kunstneriske oplevelser i kvarteret og styrker helheden i områdets udvikling.





