Efter næsten fire årtier med pigtråd, nostalgi og dansemusik bliver Esbjerg 60’er Fest 2027 den sidste – med The Rocking Ghosts og Group BUSSTOP på scenen.
Lørdag den 3. april 2027 bliver der sat et markant punktum for en mangeårig og højtelsket musiktradition i Esbjerg. Esbjerg 60’er Fest afholdes for sidste gang, når EGF Hallen danner rammen om en aften med to bands, der har dybe rødder i dansk 60’er- og 70’er-musik.
Fire årtier med 60’er-musik
Den første 60’er-fest blev afholdt allerede i 1989 i Kartoffelpakhuset på Trafikhavnen i Esbjerg. Siden har arrangementet tiltrukket et stort publikum – ikke blot fra lokalområdet, men fra hele Danmark.
– Det har været nogle fantastiske år med fed 60’er-musik. En ren nydelse. Det utrolige er, at det ikke kun har været publikum fra lokalområdet, men fra hele Danmark, siger Søren Højberg, der gennem alle årene har været den absolutte drivkraft bag festen.
The Rocking Ghosts
I 2027 skydes Esbjerg 60’er Fest i gang med et brag kl. 19. På scenen står The Rocking Ghosts, som gennem mere end seks årtier har været en del af dansk pigtrådshistorie. Bandet har blandt andet spillet på kendte spillesteder som Hit House, Giraffen og Dansetten og har delt scene med Cliff Richard & The Shadows. Blandt gruppens mest kendte numre er ”Oh, Oh, What a Kiss” og ikke mindst klassikeren “Belinda”
Group BUSSTOP
Også Group BUSSTOP er på programmet, som af mange bliver vurderet at blive et at de bedst spillende 60’er bands herhjemme. Musikerne har rødder i blandt andet Teenmakers, Haimons, Group LSD og Def Cisum og samler årtiers erfaring med musikken fra 60’erne og 70’erne.
Ingen fest uden god mad
Sulten kan stilles ved en af de foodtrucks, der vil servere mad af god kvalitet umiddelbart ved indgangen til EGF Hallen.
For Søren Højberg – en af den danske musikscenes absolutte veteraner – er tiden nu kommet til at afslutte traditionen.
– Før eller siden skal festen stoppe – uanset hvor god den er. Jeg er efterhånden blevet 76 år, så jeg tænker, at det er på tide at takke af, siger Søren Højberg afslutningsvis.
Billetter kan købes her:



