Der var store smil, nysgerrige blikke og masser af hestekræfter på programmet, da Lastbiler for Børn igen i år besøgte Esbjerg.
Foto: Dekra

Lørdag formiddag samledes en række frivillige lastbilchauffører med deres køretøjer ved Esbjerg Sygehus, hvor børn og familier fik mulighed for at komme helt tæt på de imponerende lastbiler. Arrangementet havde særligt fokus på de indlagte børn, som ikke skulle bevæge sig langt for at få en oplevelse ud over det sædvanlige.
Interessen var stor, og både lokale familier, lastbilentusiaster og truckspottere lagde vejen forbi pladsen ved sygehuset. Her kunne gæsterne opleve de mange lastbiler på nærmeste hold, komme op i førerhusene og få en snak med chaufførerne.
Ligesom sidste år bød arrangementet på aktiviteter for børnene med blandt andet beredskabet og en gynge hængende i en kran. Kombinationen af store lastbiler, aktiviteter og frivilligt engagement skabte endnu en gang en helt særlig stemning.
Dagen begyndte hos DEKRA i Esbjerg, hvor chaufførerne samledes til morgenmad, inden de i samlet kortege kørte mod Esbjerg Sygehus. Den lange række af lastbiler gennem byen blev bemærket af mange og markerede starten på en dag med fokus på fællesskab, frivillighed og oplevelser for børnene.
Lastbiler for Børn er en frivillig organisation, der besøger sygehuse over hele landet for at skabe glæde og gode oplevelser for børn og deres familier. Besøget i Esbjerg blev endnu et eksempel på, hvordan frivillige kræfter og lokale samarbejdspartnere kan gå sammen om at skabe minder, der rækker langt ud over selve dagen.




