1. november 2025 ændres postnummeret 6818 Årre til 6705 Esbjerg Ø for den del af Grimstrup Sogn, der siden 2007 er en del af Esbjerg Kommune. Det sker efter ønske fra Grimstrup Lokalråd.
Borgere i den del af Grimstrup Sogn, der er en del af Esbjerg Kommune, kan nu se frem til at få et postnummer, som afspejler tilhørsforholdet til Esbjerg Kommune. Foto: Esbjerg Kommune.

Lige siden 2007, hvor en del af Grimstrup Sogn i forbindelse med kommunalreformen valgte at blive en del af Esbjerg Kommune, har Grimstrup Lokalråd arbejdet for at få ændret postnummeret for området til et postnummer, der afspejler tilhørsforholdet til Esbjerg Kommune. Og det er nu lykkedes. Fra 1. november 2025 ændres postnummeret 6818 Årre til 6705 Esbjerg Ø for den del af Grimstrup Sogn, der er en del af Esbjerg Kommune.
Postomdeling, pakkedistribution og registreringer hos offentlige myndigheder vil derefter ske med det nye postnummer.
– Jeg er glad for, at vi nu sammen med Grimstrup Lokalråd er lykkedes med at få ændret postnummeret efter borgernes ønsker. Esbjerg Kommune har hele tiden bakket op om dette ønske. Det giver god mening at ændre postnummeret, så der skabes klarhed om, hvilken kommune området hører til. Det vil forhåbentlig betyde, at borgerne undgår de praktiske udfordringer, som har været forbundet med det nuværende postnummer, siger borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen.
Et stærkt lokalt ønske
Grimstrup Lokalråd glæder sig også over, at man nu sammen med Esbjerg Kommune er nået i mål med det længe nærede ønske om at ændre postnummer:
– Vi er glade for, at vi endelig med kommunens hjælp har fået ændret postnummer, så det nu er helt tydeligt for alle, at Grimstrup er en del af Esbjerg Kommune – og ikke Varde. Vi vurderer, at de mange fordele på den lange bane ved ændringen langt overstiger de gener, som ændringen kortvarigt naturligt nok vil medføre, siger Elizabeth Weis, Grimstrup Lokalråd.
At der er gode grunde til at ændre postnummeret, fremgår bl.a. af, at borgere i Grimstrup har oplevet at blive udskrevet fra en sygehusindlæggelse med behov for hjemmepleje, som fejlagtigt bestilles af sygehuset hos hjemmeplejen i Varde Kommune, fordi borgerne har et postnummer, som relaterer sig hertil. Det betyder, at borgere udskrives til deres hjem uden at få den hjemme- og sygepleje, de har behov for.
Flere borgere i Grimstrup har oplevet manglende indkaldelse af skolebørn til undersøgelse hos sundheds- og tandplejen, fordi det nuværende postnummer har kategoriseret dem som hørende til Varde Kommune.
Endelig meldes der også om vigende salg af ejendomme og byggegrunde og lavere huspriser i området, idet postnummeret associeres med Årre, som ligger i Varde Kommune.
Tilladelsen til at ændre postnummeret for den del af Grimstrup Sogn, som hører under Esbjerg Kommune, er givet af Trafikstyrelsen.





