Femte etape af havnens udvidelser er nu færdig og 570.000 nye kvadratmeter havneareal står klar. Det svarer til godt 80 fodboldbaner.
Foto: Esbjerg Havn
Der er flyttet godt fire millioner kubikmeter sand fra sejlrenden, som er brugt til at bygge det nye havneområde.
”Denne udvidelse er afgørende for, at vi i endnu højere grad fremover kan løfte den grønne omstilling og sikre de bedste rammer for virksomhederne på havnen,” siger Dennis Jul Pedersen, direktør for Esbjerg Havn.
Tre områder driver særskilt behovet for en udvidelse af havnen: udskibningen af havvind, etableringen af Danmarks første CO2-terminal og håndteringen af modulært gods har betydet, at mere areal har været nødvendigt.
Her i 2025 begynder arbejdet med de første projekter, der udspringer af helhedsplanen for Bymidte Vest. Kom til informationsmøde den 2. april for at høre mere.
Illustration fra Gründl Haahr: Ny oplevelse af Havnegade på vej, når dele af Kleveparken realiseres.
Esbjerg Kommune inviterer alle interesserede til informationsmøde om de konkrete projekter i Bymidte Vest, der bliver sat i gang i år.
Projekterne involverer anlægget af Kleveparken langs Havnegade. Derudover skal en ny grøn identitet udfoldes på den sidste del af Kongensgade Vest for Stormgade. Samtidig får fodgængere og cyklister bedre vilkår i Stormgade, når de bevæger sig fra Bomholts Plads og videre til Kongensgade.
På mødet vil der også være en kort præsentation af helhedsplanen for området. Planen blev vedtaget i november 2024 og er resultatet af en grundig proces med borgerinddragelse, hvor borgere, foreninger og grundejere har bidraget med vigtige perspektiver. Nu er tiden kommet til at omsætte planerne til handling, og derfor præsenteres de første skridt, som foregår i Havnegade, Stormgade og Kongensgade på informationsmødet.
Alle er velkomne torsdag den 2. april 2025 kl. 15.30-17.00 på Esbjerg Hovedbibliotek i Storm P-salen. Her vil stadsarkitekt Morten Harder byde velkommen, hvorefter de første projekter præsenteres herunder etableringen af Kleveparken og de nye belægninger i Kongensgade og Stormgade samtidig med at planen for området bliver gennemgået. Der vil også være mulighed for at stille spørgsmål til projekterne.
Beboere blev evakueret fra deres lejligheder i aftes efter trusler mod politiet.
En patrulje fra Syd- og Sønderjyllands Politi blev i forbindelse med en politiforretning mandag aften truet af en beboer i en lejlighed på Sportsvej i Esbjerg. Beboeren truede med at skyde betjentene.
Da betjentene vurderede, at manden var i besiddelse af et ægte våben, blev beboerne i opgangen evakueret. Da den 54-årige beboer efterfølgende rakte ud efter våbnet, råbte patruljen ham an. Da beboeren ikke reagerede på dette, affyrede patruljen et varselskud. Ingen kom til skade og den 54-årige mand blev derefter anholdt og sigtet for trusler. Beboerne kunne derefter vende tilbage til deres lejligheder, og Syd- og Sønderjyllands Politi aflægger i dag beboerne i den evakuerede ejendom et tryghedsbesøg.
Det viste sig efterfølgende, at der var tale om en hardball-pistol.
”Politiet tager alle sager med skydevåben alvorligt. Ofte kan politiet i situationen ikke vurdere, om der er tale om en hardball-pistol eller et farligt våben. Derfor tager vi de nødvendige forholdsregler af hensyn til både borgernes og betjentenes sikkerhed. Vi opfordrer derfor til stor omtanke i omgang med hardball eller attrapvåben. Det vil være meget tragisk, hvis politiet bliver tvunget til at anvende vores våben, og nogen kommer til skade – og det bagefter viser sig, at der var tale om et ufarligt våben,” siger politiinspektør Gert Bisgaard.
Da der ikke var tale om et ægte våben, bliver den 54-årige ikke fremstillet i grundlovsforhør, men han er fortsat sigtet for trusler mod politiet.
Nu tilføres der lokale kræfter og penge i bygninger og logistik på Esbjerg Havn. E. Bank Lauridsen Holding A/S køber 10 procent af havnens ejendomsselskab. Det er helt i tråd med havnens strategi om at tilknytte mere engagement, finansiering og kompetencer med interesse i havnens videre udvikling.
Foto: Esbjerg Havn
Det familieejede investerings- og ejendomsselskab E. Bank Lauridsen Holding A/S, med base i Esbjerg, køber
10 procent af havnens ejendomsselskab. Et selskab som blev udskilt i 2024 netop med ønsket om at
tiltrække eksterne kræfter.
”Vi har haft et ønske om at involvere flere parter i aktiviteter på havnen til at understøtte vores arbejde
med infrastrukturen. Det vil øge eksternt engagement, skaffe finansiering og sætte flere kompetencer i spil,
så vi fremover kan sætte endnu flere projekter i gang,” siger Dennis Jul Pedersen, direktør på Esbjerg Havn.
Esbjerg Havn er i øjeblikket i gang med 5. etape af sin havneudvidelse. Denne udvidelse omfatter et nyt
areal på 74 hektar, der inddrages fra søterritoriet, samt et tilstødende område på 19 hektar, hvilket samlet
giver en udvidelse på 93 hektar. Projektet forventes færdiggjort ved udgangen af 2025. Samtidig bliver der
bygget flere nye lagerhaller for at imødekomme efterspørgslen.
”E. Bank Lauridsen Holding A/S bliver vores første medejer og vi er utroligt glade for, at det bliver netop
dem. De er lokale med stor aktivitet og interesse i byen, havnen og dens videre udvikling,” siger Dennis Jul
Pedersen. Beslutningen om at investere blev formelt godkendt på et byrådsmøde.
Klare perspektiver
Hos E. Bank Lauridsen Holding A/S er man ligeledes tilfredse det nye samarbejde. Virksomheden
konstaterer, at Esbjerg Havn har en nøgleposition indenfor offshore aktiviteter i Nordsøen, og de ser klare
perspektiver i den fremtidige udvikling på det område. Samtidig passer investeringen godt ind i E. Bank
Lauridsen Holdings strategiske målsætning i forhold til ejendomsinvesteringer generelt.
”Vi har et ønske om at sprede vores portefølje af investeringer i ejendomme, og vi ser et stort potentiale på
Esbjerg Havn. Samtidig er havnen drevet af visionære og ordentlige mennesker. Vi ser frem til, at vi
sammen kan understøtte den generelle udvikling på havnen, og i øvrigt bidrage med vores erfaring
indenfor ejendomsudvikling, investering og drift,” udtaler Per Bank Lauridsen på vegne af familien bag
selskabet.
For Esbjerg Havn er dette første skridt i strategien om at involvere eksterne parter i udbygningen af
havnen. Derfor ventes det, at flere investorer vil indtræde i ejerkredsen af havnens ejendomsselskab.
”Der er mange gode grunde til at vækste sammen. Det har vi planer om at flere skal deltage i,” siger Dennis Jul Pedersen.
Både når det gælder borgernes trivsel og kommunens udvikling, er kultur- og fritidslivet en stærk drivkraft i Esbjerg Kommune. En ny rapport fremhæver områdets positive betydning for fællesskab, mangfoldighed og identitet.
Foto: Esbjerg Kommune
I Esbjerg Kommune har kultur- og fritidslivet positiv betydning for både borgerne og kommunens udvikling. Det viser en ny rapport, der bl.a. bygger på en spørgeskemaundersøgelse, som 2189 borgere i Esbjerg Kommune har deltaget i på tværs af køn, alder og bopæl.
Overordnet set giver deltagerne i undersøgelsen udtryk for, at de er glade for at bo i Esbjerg Kommune. Mere end halvdelen svarer, at de enten i høj grad eller i meget høj grad synes, at Esbjerg er en god kommune for dem, og heraf peger 39 procent på kulturlivet som en af årsagerne til deres tilfredshed. Knap en tredjedel af borgerne ser i høj eller meget høj grad Esbjerg som en oplevelses- og kulturby, mens 42 procent svarer, at de i nogen grad gør det. 22 procent af deltagerne opfatter i mindre grad eller slet ikke Esbjerg som en oplevelses- og kulturby.
Samtidig peger rapporten også på, at kultur- og fritidslivet skaber værdi for kommunen, både når det gælder økonomi og beskæftigelse, så området er med til at styrke væksten.
Mange vil gerne betale mere for kultur
Konsulentfirmaet Silverlining Research står i samarbejde med Esbjerg Kommune bag rapporten ”Kultur- og fritidslivets værdi for borgere og samfundet i Esbjerg Kommune”. Undersøgelsen taler ind i Esbjerg Kommunes strategiske investering i oplevelser og kultur, som byrådet besluttede at satse på efter en omfattende og inddragende proces i 2021-2022. Det centrale mål er at skabe vækst og tiltrække flere borgere til Esbjerg Kommune, som skal være et fyrtårn for oplevelser og kultur.
Den tilgang bakker rapportens konklusioner op om, og faktisk tilkendegiver 66 procent af deltagerne i undersøgelsen, at de ville være villige til at betale mere i skat for at opretholde det kultur- og fritidsliv, som de oplever i dag. Samtidig scorer kulturens betydning for mangfoldighed og identitet højt, lige som borgerne ser stor værdi i kultur- og fritidslivets fællesskaber.
Oplevelser skaber energi og glæde
Den nye rapport har netop være på dagsordenen i Kultur & Fritidsudvalget, og formanden, Jakob Lose, ser mange positive takter.
”Grundlæggende viser rapporten, at kultur- og fritidslivet skaber positiv værdi for Esbjerg Kommune og har stor betydning for mange af borgernes glæde ved at bo her. De oplevelser, vi får i kultur- og fritidslivet, skaber energi, glæde og fællesskab i vores liv og hverdag, og det tegner godt for den kurs, vi har sat for at markere Esbjerg Kommune på landkortet som et attraktivt sted at bo og leve,” siger Jakob Lose.
Efter en række justeringer er Esbjerg Kommunes telefonrobot fra mandag igen klar til at tage telefonen, når borgerne ringer.
Fra mandag 13. januar 2025 er det igen telefonrobotten, der svarer telefonen, når borgerne ringer til Esbjerg Kommune. Foto: Colourbox
Med telefonrobotten slipper borgerne for telefonkø og kan få hjælp døgnet rundt. Robotten er designet til hurtigt at finde svar på de fleste spørgsmål. Hvis robotten ikke kan hjælpe, bliver borgerne nu automatisk stillet videre til en medarbejder.
”Da vi lancerede telefonrobotten i første omgang, havde især vores ældre og borgere med særlige behov svært ved at bruge den, derfor fjernede vi den, og i samarbejde med Ældrerådet, Ældresagen og Handicaprådet har vi nu gennemgået telefonrobotten på ny og lavet en række nye tiltag og justeringer, så telefonrobotten nu kan vende tilbage og give en endnu bedre service til borgerne,” fortæller Jens Erik Morthensen, borgerservicechef i Esbjerg Kommune.
De nye muligheder
Med relanceringen får borgerne mulighed for at fravælge robotten fra starten af opkaldet og i stedet komme i kø til at tale med en medarbejder. Så hvis man ikke ønsker at tale med en robot, så kan man i kommunens normale åbningstid vælge telefonkøen. Nye justeringer sikrer også, at borgerne altid bliver viderestillet til en medarbejder, hvis robotten ikke forstår deres henvendelse.
”Vi genindsætter telefonrobotten, fordi den er med til at give borgerne en ekstra service, for den kan svare på en række spørgsmål uden man behøver vente i en lang telefonkø. Den kan også svare på spørgsmål om aftenen og natten, hjælpe med at booke tid til fx nyt pas og så hjalp den allerede første gang over 60 procent af borgerne, den fik i røret uden de behøvede tale med en medarbejder,” fortæller Jens Erik Morthensen.
Et godt samarbejde
Den tætte dialog med Handicaprådet, Ældrerådet og Ældresagen fortsætter også efter telefonrobotten igen er tilbage på pinden.
”Samarbejdet fortsætter med løbende møder og justeringer, så vi hele tiden sikrer den bedste service for vores borgere og vi glæder os til at høre borgernes oplevelser med den opdaterede løsning, ” siger Jens Erik Morthensen.
Telefonrobotten svarer igen på borgernes opkald fra mandag 13. januar 2025.
Fra 1. januar 2025 kan alle borgere i Esbjerg Kommune låne en elcykel helt gratis og teste, om den klimavenlige transportform passer til hverdagen.
Via ordningen man kan gratis låne en elcykel i en sammenhængende periode på 30 dage.
Esbjerg Kommune har indgået et nyt samarbejde med to cykelhandlere i Esbjerg N og Ribe, som gør det muligt for borgere at låne en elcykel eller en ladcykel med el i op til 30 dage.
Ordningen er målrettet dem, der gerne vil skifte bilen ud eller undvære bil nummer to – og ønsker at prøve kræfter med en grønnere transportform, før de investerer i en elcykel selv.
I alt er der fire elcykler og to ladcykler med el til rådighed, fordelt på de to cykelhandlere. Projektet er planlagt til at løbe frem til udgangen af 2028. Ordningen skal give flere borgere mod på at vælge cyklen i stedet for bilen, når de har prøvet den gratis i en måned.
“Elcykler er et oplagt valg for mange, der vil have et klimavenligt og økonomisk alternativ til bilen. Mange overvejer at prøve en elcykel, men ved ikke helt, hvad de går ind til. Ved at låne en elcykel i en måned får man en bedre fornemmelse af potentialet i hverdagen,” siger formand for Klima & Miljøudvalget Jørgen Ahlquist.
Ordningen er gratis at benytte, dog skal der betales et depositum på 500 kr., som returneres, når cyklen afleveres i god stand.
En del af Esbjerg Kommunes grønne ambitioner Elcykelprojektet er både forankret i kommunens Cykelplan 2022-2026 og i ambitionen om at blive CO₂-neutral i 2030.
Som led i denne indsats ønsker kommunen at sætte cykelfremme på dagsordenen og lave handlinger, der fremmer grøn transport og gør det nemt og attraktivt for borgerne at vælge cyklen i hverdagen.
Børn og unge i Esbjerg Kommune kan glæde sig til nye, spændende bøger og et stærkere samarbejde mellem skoler og folkebiblioteker om formidling af bøgerne. 1.490.000 kr. i tilskud fra Slots- og Kulturstyrelsen skal få flere børn til at læse mere.
Nye bøger skal bidrage til at styrke læselysten hos kommunens børn og unge. Foto: Esbjerg Kommune.
Helt nye og indbydende bøger, som skoleeleverne selv er med til at udvælge, skal øge elevernes appetit på bøgernes forunderlige verden. Bøger kan både underholde og gøre os klogere. Med nye bøger om aktuelle temaer om børneliv og verden omkring os skal ca. 600 elever i 5. og 6. klasse fordelt på 13 folkeskoler i Esbjerg Kommune vedligeholde eller genopleve læseglæden. Det sker i en tid mellem barn og teenager, hvor skærme og mange andre aktiviteter konkurrerer om elevernes opmærksomhed.
Et tilskud fra Slots- og Kulturstyrelsen på hele 1.490.000 kr. gør indkøbet af de nye bøger muligt og skal samtidig styrke samarbejdet mellem skoler, skolebiblioteker og folkebiblioteker om formidlingen af bøger og læseglæde.
Understøtter adgangen til litteratur
– Det er vigtigt, at vi understøtter børn og unges adgang til litteratur i deres hverdag og stimulerer deres læseglæde både i og uden for skolen. Derfor hilser vi Slots- og Kulturstyrelsens tilskud meget velkomment. Med det får vi mulighed for at øge adgangen til fysiske bøger og gennem et tværfagligt samarbejde mellem skole, skolebibliotek og folkebibliotek målrettet at formidle bøgerne til både det enkelte barn og fællesskaber af børn og unge, siger formanden for Børn & Skoleudvalget i Esbjerg Kommune, Diana Mose Olsen.
Konkret vil eleverne i de deltagende 5. klasser i foråret 2025 blive inddraget i udvælgelsen af bøger. Derefter kan de, når de starter i 6. kl. i efteråret 2025, se frem til at nyde lækre, nye bøger og en spændende formidling af dem. Læselyst, motivation, engagement skal bl.a. styrkes gennem læseklubber, læsebuddies, hvor elever i 6. kl. fortæller om deres yndlingsbøger til 5. kl., og booktalks på biblioteket for elever og lærere.
Tilskuddet på 1.490.000 kr. kommer fra Slots- og Kulturstyrelsens pulje Et styrket samarbejde mellem skoler og folkebiblioteker om bøger og læseglæde.
En gennemgang af ti klagesager i Familierådgivningen i Esbjerg Kommune viser, at der er fejl og mangler i sagerne. Det er dybt beklageligt overfor de berørte børnefamilier, hvis sager nu er sendt videre til Ankestyrelsen, men desværre det vi forventede, siger konstitueret direktør.
Foto: Colourbox
Der skal større fokus på tværfagligt samarbejde, en tydeligere vurdering af målgruppen, inddragelse af principsager fra Ankestyrelsen og en mere stringent inddragelse af børn og forældre i Familierådgivningen.Det er nogle af konklusionerne i rapporten fra det private konsulentfirma Klindt Consult, der har gennemgået ti af klagesagerne.
”Det er frustrerende læsning, der viser, at vi ikke har gjort det godt nok. Det skal ændres hurtigst muligt, og derfor har vi iværksat en masse nye tiltag, så vi kan få rettet op på tingene. Heldigvis viser rapporten også, at flere tiltag allerede er ved at vise en positiv effekt,” siger Pia Niemann Damtoft, konstitueret direktør i Borger & Arbejdsmarked.
Hun henviser til, at resultatet af rapporten finder, at blandt andet arbejdet med at inddrage børn og unge i deres sager er under positiv udvikling og har været det hen over hele efteråret 2024.
Rapporten med de ti klagesager er den anden ud af tre rapporter om tingenes tilstand i Familierådgivningen, hvor arbejdsmiljørapporten fra Mindwork allerede i oktober satte gang i nye arbejdsgange.
Voksne er mere tilfredse end børnene
Arbejdet med at spørge 100 voksne, børn og unge om deres møder i Familierådgivningen er også netop afsluttet, og denne rapport viser, at langt størsteparten er tilfredse med deres møder i Familierådgivningen.
Her fortæller blandt andet 96 % af de adspurgte voksne, at de efter mødet i Familierådgivningen ved, hvad der nu skal ske. Tallet for børnene er på 70 % Ligesom 96 % af de voksne mener, at det der bliver talt om på mødet, er vigtigt. Tallet for børnene er her 78 %.
Til sammen tegner de forskellige rapporter et billede af Familierådgivningen, hvor der er små lyspunkter, men også stadig en del at arbejde videre med.
”Der er stadig lang vej til vi er i mål, men vi har allerede sat gang i mange nye processer og det er rart at se, at nogle af de første er begyndt at vise spirer af noget godt,” siger Pia Niemann Damtoft.
Allerede i februar 2025 skal alle medarbejdere i Familierådgivningen på et todages kursus i tabt arbejdsfortjeneste, så familierne fremover kan få den bedst mulige hjælp i disse sager.
Ligesom der er sat gang i at opbygge Familieakademiet, et uddannelsesforløb for samtlige rådgivere, der består af moduler, hvor der sættes fokus på nogle af de emner, som rapporterne understreger, at der er brug for opkvalificering indenfor.
Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website. Hvis du fortsætter med at bruge dette site vil vi antage, at du er indforstået med det.