Nu tilføres der lokale kræfter og penge i bygninger og logistik på Esbjerg Havn. E. Bank Lauridsen Holding A/S køber 10 procent af havnens ejendomsselskab. Det er helt i tråd med havnens strategi om at tilknytte mere engagement, finansiering og kompetencer med interesse i havnens videre udvikling.

Det familieejede investerings- og ejendomsselskab E. Bank Lauridsen Holding A/S, med base i Esbjerg, køber
10 procent af havnens ejendomsselskab. Et selskab som blev udskilt i 2024 netop med ønsket om at
tiltrække eksterne kræfter.
”Vi har haft et ønske om at involvere flere parter i aktiviteter på havnen til at understøtte vores arbejde
med infrastrukturen. Det vil øge eksternt engagement, skaffe finansiering og sætte flere kompetencer i spil,
så vi fremover kan sætte endnu flere projekter i gang,” siger Dennis Jul Pedersen, direktør på Esbjerg Havn.
Esbjerg Havn er i øjeblikket i gang med 5. etape af sin havneudvidelse. Denne udvidelse omfatter et nyt
areal på 74 hektar, der inddrages fra søterritoriet, samt et tilstødende område på 19 hektar, hvilket samlet
giver en udvidelse på 93 hektar. Projektet forventes færdiggjort ved udgangen af 2025. Samtidig bliver der
bygget flere nye lagerhaller for at imødekomme efterspørgslen.
”E. Bank Lauridsen Holding A/S bliver vores første medejer og vi er utroligt glade for, at det bliver netop
dem. De er lokale med stor aktivitet og interesse i byen, havnen og dens videre udvikling,” siger Dennis Jul
Pedersen. Beslutningen om at investere blev formelt godkendt på et byrådsmøde.
Klare perspektiver
Hos E. Bank Lauridsen Holding A/S er man ligeledes tilfredse det nye samarbejde. Virksomheden
konstaterer, at Esbjerg Havn har en nøgleposition indenfor offshore aktiviteter i Nordsøen, og de ser klare
perspektiver i den fremtidige udvikling på det område. Samtidig passer investeringen godt ind i E. Bank
Lauridsen Holdings strategiske målsætning i forhold til ejendomsinvesteringer generelt.
”Vi har et ønske om at sprede vores portefølje af investeringer i ejendomme, og vi ser et stort potentiale på
Esbjerg Havn. Samtidig er havnen drevet af visionære og ordentlige mennesker. Vi ser frem til, at vi
sammen kan understøtte den generelle udvikling på havnen, og i øvrigt bidrage med vores erfaring
indenfor ejendomsudvikling, investering og drift,” udtaler Per Bank Lauridsen på vegne af familien bag
selskabet.
For Esbjerg Havn er dette første skridt i strategien om at involvere eksterne parter i udbygningen af
havnen. Derfor ventes det, at flere investorer vil indtræde i ejerkredsen af havnens ejendomsselskab.
”Der er mange gode grunde til at vækste sammen. Det har vi planer om at flere skal deltage i,” siger Dennis Jul Pedersen.