Jørgen Bjørslev takker af som underviser
”Der skal være nogle til at fremføre musikken, ikke blot som håndværkere, men med kunstnerisk beherskelse og dyb forståelse, som samtidig i stand til at formidle musikken, viderebringe den til vore medmennesker, til kommende generationer, tale til hjertet, skabe glæde, og – måske endda – trøst, tro og håb. Det er og bliver vores helligste opgave i samfundet, som udøvere, som undervisere”.
Sådan siger guitarist og docent Jørgen Bjørslev, der efter imponerende 51 års ansættelse har valgt at stoppe sit virke på Syddansk Musikkonservatorium, hvor hans navn i årtier været synonym med hovedfaget klassisk guitar.
Jørgen blev selv uddannet på det daværende Vestjysk Musikkonservatorium og allerede i 1975 fik han ansættelse som underviser samme sted, blev docent i 1980 og udgjorde herefter hurtigt en central skikkelse i konservatoriets faglige udvikling. Efter sin solistdebut i 1982 videreuddannede han sig blandt andet hos den legendariske andalusiske guitarist Andrés Segovia. Fra 1986 til 1991 fungerede Bjørslev som prorektor og var med til at præge institutionens uddannelsesprofil ikke mindst i form af et omfattende udviklingsarbejde, som gjorde musikformidling til et særkende for konservatoriet i Esbjerg. Her var Jørgen en nøglefigur i udviklingen af nye undervisningsformer og projekter, der skulle ruste musikstuderende til at arbejde aktivt i samfundet og nå nye publikumsgrupper.
”Denne bredere forståelse af musikerrollen, hvor den professionelle musiker ikke blot skulle være udøvende kunstner, men også formidler, projektudvikler og kulturiværksætter, er en tilgang der stadig er et særkende på Syddansk Musikkonservatorium. Ja, faktisk får de samfundsrettede aktiviteter nu ekstra fokus, når nye studieordninger træder i kraft efter sommerferien. På den måde lever Jørgens tankegods videre i institutionen”, fortæller rektor Claus Skjold Larsen, der samtidig retter en tak til en af konservatoriets centrale figurer gennem et halvt århundrede.
Guitaren som omdrejningspunkt
Som underviser har Jørgen Bjørslev selvsagt haft stor indflydelse på dansk guitarkultur. Flere fremtrædende guitarister, herunder medlemmerne af Scandinavian Guitar Duo, har studeret hos ham og fremhæver hans betydning for deres udvikling. Men betydningen rækker imidlertid langt ud over de navne, der er blevet offentligt kendte; gennem næsten fem årtiers undervisning har han sat et markant præg på udviklingen af dansk guitarpædagogik og det klassiske guitarmiljø som sådan:
”Det der fylder mest, når jeg skuer tilbage over alle årene, er taknemmelighed for den lange række studerende, jeg har haft under mine vinger. De har været ”the salt of the earth” i mit virke – dedikerede, parate til at gå gennem ild og vand for at nå deres drømmes mål”, siger Bjørslev om sit mangeårige underviservirke.
Et andet markant bidrag til dansk musikliv var grundlæggelsen af Sønderho Guitarfestival i 1986. Festivalen blev den første klassiske guitarfestival i Danmark og tiltrak gennem næsten 30 år nogle af verdens førende guitarister. Bjørslev ledede festivalen frem til 2015.
Barok, jazz, blues og folkemusik
Som udøvende musiker har Jørgen Bjørslev haft en international karriere som klassisk guitarsolist og kammermusiker, og i den forbindelse også indgået i en lang række duoer og ensembler med fløjtenister, violinister, sangere, cembalister, osv. Han har desuden gjort sig bemærket som barok-, jazz-, blues- og folkemusiker og er stadig aktiv i folkemusikensemblet Det Yderste Hav, som nyfortolker musiktraditionen fra Sønderho på Fanø, hvor Jørgen også er bosiddende.
Alt i alt har Jørgen sat et imponerende aftryk på dansk musikliv som koncertguitarist, underviser, festivalleder og formidler. Syddansk Musikkonservatorium ønsker at takke ham for en enorm indsats.
PR-foto fra https://bjorslev.dk/

+45 6311 9900 · info@sdmk.dk · www.sdmk.dk




