Fra den 5. august til den 11. september gennemfører politiet en modernisering af hovedindgangen til politigården i Kirkegade i Esbjerg.
Arbejdet skal give et mere tidssvarende og indbydende indgangsparti, men borgere kan fortsat benytte hovedindgangen under hele byggeperioden.
Politiets ekspedition holder åbent som normalt, og besøgende vil fortsat have adgang til bygningen, selv om håndværkerne er i gang.
Der vil desuden fortsat være en dørtelefon ved indgangen, så borgere uden for den normale ekspeditionstid kan komme i kontakt med en medarbejder.
Politiet beklager de gener, som byggearbejdet måtte medføre, og takker for borgernes forståelse i perioden.



