Giv børnene en stemme
Jeg er netop kommet hjem fra en politisk debataften, hvor emnet var fremtidens familiepolitik. Fire politikere, der alle stiller op til det forestående kommunalvalg, gav os forældre lov til at debattere og komme med ideer til fremtidens politik inden for familieområdet i Esbjerg Kommune.
Store drømme
De fire politikere delte deres drømme for familieområdet. ”Lad os nytænke hele børnepasningsområdet. Der er brug for innovation!” lød det fra en drømmende politiker, og jeg nikkede anerkendende til hvert et ord. Det er godt, at der er politikere, der drømmer og har ambitioner på vegne af vores børn og familier.
Men det slog mig også, at mange forældre, der har børn i kommunens dagtilbud, er holdt op med at drømme store drømme. For det eneste vi drømmer om er, at de helt fundamentale behov hos vores børn bliver mødt.
Er det ikke en falliterklæring, at noget, der burde være så selvfølgeligt; nærvær og voksenkontakt, er det vi forældre går og sukker efter?
Når nærvær er en mangelvare
I kommunens vuggestuer, børnehaver og på folkeskolerne er ressourcerne ofte så få, at børnene ikke oplever nok af det nærvær, vi alle ved er fundamentet for deres trivsel og udvikling.
I effektiviseringens navn tænker kommunens politikere i stordrift, kvantitet og produktionsniveau. Tænk, at New Public Management, der ellers efterhånden bandlyses af så mange, lever i bedste velgående ude i vores institutioner. På sygehusene måler vi formålsløst på, hvor mange syge borgere vi får igennem systemet, frem for at være optaget af, hvor mange syge borgere, der rent faktisk bliver raske. Men er vi ikke alle enige om, at det er det sidste, der skaber egentlig værdi?
På samme måde virker det til, at kommunens politik tager udgangspunkt i, hvor mange børn vi kan stuve sammen på en stue, og hvor mange pædagoger vi kan spare væk. Ambitionen er ikke at udvikle børnene, blot at opbevare dem. Men hvem kigger på konsekvenserne af undernormeringerne? Hvem sætter sig i børnenes sted? Hvem spørger, hvad der skal til for, at vores børn trives og udvikler sig til velfungerende samfundsborgere.
Et nedslag i virkeligheden
Min ene datter nåede (desværre) at gå nogle uger i en kommunal vuggestue. Det sluttede brat en tidlig fredag eftermiddag, hvor jeg fandt min datter grædende i et hjørne på en voksenforladt stue sammen med 10-12 andre vuggestuebørn. Hun havde høj feber, men ingen havde set hende, trøstet hende eller taget hendes varme trøje af. Den dag lovede mig selv aldrig at udsætte hende for det omsorgssvigt igen.
På vejen ud af stuen mødte jeg den stakkels pædagogstuderende, der var dagens vikar (den faste pædagog var sygemeldt med stress). Jeg spurgte hende vredt, hvorfor hun ikke havde ringet efter mig eller i det mindste taget min datters trøje af. Hun svarede opgivende: ”Det hele er lidt hektisk i dag. Jeg har desværre ikke nået det” og fortsatte ind på stuen, hvor flere ildebrande ventede.
I dag går mine børn i privatskole og i privat børnehave, for jeg har ikke tillid til, at kommunen kan løfte opgaven. Jeg ved, at pædagogerne vil og kan, men ressourcerne skal og må følge med.
Giv familierne en stemme
I aften har jeg mødt politikere, der tør drømme stort. Politikere, der også er forældre, og som ønsker at se en forandring inden for det familiepolitiske område.
Min drøm er, at vi begynder at inddrager børnene og forældrene i den familiepolitik, kommunen udarbejder. At vi, børn og forældre, får en stemme. Som der blev sagt under debatten i aften: ”Hvem spørger egentlig børnene?” Børnene, familierne, burde have mulighed for at komme til orde. Det er trods alt dem, det hele handler om.
I Esbjerg Kommune har vi et Udsatteråd og et Handicapråd, hvor repræsentanter for socialt udsatte og handicappede giver deres mening til kende, udvikler ideer, opsøger eksperter og udfordrer de beslutninger, politikerne træffer. Men hvad med os forældre? Og hvad med vores børn? Hvor kan vi få lov til at komme til orde? Hvordan kan vi få politikerne i tale – også efter valget?
Måske kunne et skridt i den rigtige retning være at etablere et Familieråd, der tvinger politikerne til at lytte til dem, der taler børnenes sag.
Skrevet af en mor – Susanne Hartvig
