Home Tags Borger

Tag: borger

Nationalt esports-samarbejde smitter positivt af på skoler i Esbjerg

Et partnerskab mellem en af verdens førende producenter af gaming gear SteelSeries og esports-organisationen Tricked Esport er gode nyheder for tre lokale skoler.

På Bakkeskolen Cosmos, Esbjerg Ungdomsskole og Rybners foregår der undervisning i Esport flere gange om ugen. I denne periode er skolernes lærere for en stund skiftet ud med undervisere fra esportsorganisationen Tricked Esport, der foruden at drive en række professionelle esportshold og fem esportscentre også underviser i esport på skoler flere steder i landet.

Tricked Esport har netop har indgået en samarbejdsaftale med den verdensledende producent af gamingudstyr SteelSeries, hvilket meget vel kan smitte positivt af på de tre skoler i Esbjerg.

”Samarbejdet med SteelSeries kommer i høj grad til at underbygge og forstærke de muskler, vi kan lægge i vores tilstedeværelse på Bakkeskolen Cosmos, Esbjerg Ungdomsskole og Rybners. Mere konkret betyder det, at skolerne kan få nogle meget konkurrencedygtige priser på alle de bedste produkter, og at det samlede set-up kommer til at foregå på samme præmisser som for et professionelt esportshold. Som undervisere kan vi kun være glade for at få adgang til nogle af markedets bedste produkter, fordi det giver spillerne en oplagt mulighed for at blive bedre,” siger Victor Bruun de Neergaard, COO i Tricked Esport.



Hos SteelSeries glæder Esport Coordinator Rasmus Parelius sig til at støtte op om ambitionerne og talentudviklingen blandt lokalområdets børn og unge med interesse for esport.



”Vi vil være med til at bygge fundamentet for, at gaming og esport bliver en naturlig del af danske unges sportstilbud. Det handler blandt andet om at afmystificere området, så forældrenebliver trygge ved deres børn interesser. Der hersker en fordom om, at børn og unge, der gamer, sidder på et mørkt værelse og ikke taler med nogen. I virkeligheden kan gaming være enormt socialt og en lige så god måde at få venner som ved at spille fodbold eller håndbold – og faktisk er dele af undervisningen fysisk træning, fordi esport kræver stor koncentration og udholdenhed,” fortæller Rasmus Parelius.

Steelseries leverer blandt andet produkter fra den prisvindende Arctis-serie, som består af trådløse headset specifikt designet til gaming samt verdens første gamingmus med såkaldt optisk magnetisk switch. Det gør musen ekstremt pålidelig og præcis og betyder, at den er som skræddersyet til esport, hvor selv den mindste fejl kan koste sejren.

Tricked Esports professionelle hold, esportscentre og skolesamarbejder dyster i blandt andet CS GO, Fortnite, FIFA og League of Legends. Organisationen har i alt 60 esportsundervisere ansat til udelukkende at undervise danske børn og unge i esport.

Om SteelSeries
SteelSeries er et gamingbrand, der går forrest på markedet med produkter kendetegnet af kvalitet, innovation og målrettethed. Virksomhedens lidenskab er drivkraften bag den fortsatte introduktion af nye teknologier, der er uundværlige for enhver dedikeret gamer, som har viljestyrken til at tage kampen op mod de bedste. I kraft af sponsorater og partnerskaber med nogle af verdens mest velkendte og respekterede brands støtter SteelSeries den fortsatte vækst af professionelle gamingturneringer, eSportsligaer og gamingbranchen som helhed.

Foto: Gaming Steelseries

Esbjerg Kommune bliver en del af Hjem til Alle alliancen

0

Alle har brug for et hjem, og Esbjerg Kommune er klar til at gøre en ekstra indsats for at stoppe hjemløshed blandt unge i Danmark. Derfor har kommunen tilsluttet sig Hjem til Alle alliancen

Hjemløshed blandt unge skal afskaffes, derfor indtræder Esbjerg Kommune nu i Hjem til Alle alliancen. Foto: Colourbox

Siden byrådet vedtog den nye hjemløsestrategi i august sidste år, så er det gået stærkt med at få implementeret de mange nye tiltag for at få udryddet hjemløsheden i kommunen.

Nu er kommunen klar til at tage endnu et skridt for at bidrage til at stoppe hjemløshed blandt unge i hele Danmark. Derfor er Esbjerg Kommune indtrådt i Hjem til Alle alliancen – en alliance af 18partnere på tværs af sektorer med et fælles mål om at stoppe hjemløshed blandt unge i Danmark.

”Alle unge mennesker i Danmark skal have et sted, de kan kalde deres hjem, og det er en meget vigtig samfundsopgave at stoppe hjemløshed blandt unge. Derfor er jeg stolt af, at vi i Esbjerg Kommune nu træder ind i Hjem til Alle alliancen, hvor vi kan bidrage med den viden vi selv har samlet på området, samtidig med at vi skærper vores evne til at finde og opsøge potentielt hjemløse unge,” siger Jakob Lykke, formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget i Esbjerg Kommune.

Direktør i Hjem til Alle, Kira West, byder Esbjerg Kommune velkommen i alliancen:

”Vi er utroligt glade for at få Esbjerg Kommune med i alliancen. Kommunerne har en helt afgørende rolle i arbejdet for at stoppe hjemløshed blandt unge, særligt i de kommende år, hvor hjemøseaftalen fra Christiansborg skal omsættes til lokal handling. Eftersom Esbjerg Kommune allerede er en visionær Kommune, der har sat strøm til en ambitiøs hjemløsestrategi, er det oplagt at de er med i alliancen, som nu vil stå endnu stærkere.”

En omstilling af hjemløseindsatsen

Hjem til Alle alliancen arbejder, ligesom Esbjerg Kommune, på at stoppe hjemløshed ud fra Housing First tankegangen.Grundtanken i Housing First er, at mennesker i hjemløshed hurtigt skal sikres adgang til bolig med støtte i egen bolig.

Med den seneste hjemløseaftale fra Christiansborg er der nu på national plan lagt op til netop det; at der i højere grad er fokus på at sikre mennesker hurtig adgang til bolig frem for lange herbergsophold. Derfor bliver alliancens opgave i de kommende år også særligt at understøtte implementeringen af aftalen ude i kommunerne.

FAKTA

Hjem til Alle

Hjem til Alle alliancen opstod ved, at fire aktører i alliancen (Bikubenfonden, Realdania, Helsefonden og Københavns Kommune) i 2016 tog initiativ til at samle centrale aktører om – i fællesskab – at løse det komplekse problem med hjemløshed i ungdommen.

Alliancen blev derefter formet af engangerede deltagere fra alle relevante sektorer, og med et fælles mål om at stoppe hjemløshed blandt unge i Danmark.
Læs mere om alliancen her

Sunset Boulevard i Esbjerg Ø genåbner i nye lækre lokaler

0

Fremover kan gæster hos Sunset Boulevard på Strandby Kirkevej 4 nyde godt af en totalt nyrenoveret restaurant. Den 30. juni kl. 10:00 åbner franchisetager, Kim Dahl, for dørene til restauranten med et stærkt åbningstilbud. Der er nemlig gratis Snackburgere til de første 50 gæster i restauranten.

Sunset Boulevard på Strandby Kirkevej 4 åbner for dørene den 30. juni efter at have gennemgået en renovering. Det betyder blandt andet, at restauranten er blevet indrettet med danske arkitekttegnede møbler, og fremover kan de burgerhungrende gæster nyde deres frisklavede måltid i helt nye, lyse og lækre omgivelser.

Det er franchisetager, Kim Dahl, som selv bor i lokalområdet, der tager imod gæsterne fra Esbjerg på genåbningsdagen.

Det er altid spændende at åbne dørene for en restaurant og så ovenikøbet i mit eget nabolag. Jeg glæder mig til igen at kunne byde gæsterne velkomne, og nu i vores helt nye og lækre omgivelser,” siger Kim Dahl.
 

Den hyggelige atmosfære omkring måltidet, har været vigtig for indretningen af den nye restaurant, og maden vil stadig være de frisklavede burgere og sandwiches, som vi kender Sunset Boulevard for.

Restauranten har åbent fra klokken 10.00-22.00, og der er gratis Snackburgere til de første 50 gæster i restauranten*. Derudover kan man fra åbningsdagen til og med den 3. juli købe en Crispy Chicken eller Hamburger Deluxe menu til kun 49kr**, hvis man spiser den i restauranten.

Sunset Boulevard har været blandt danskernes foretrukne restaurantkæder siden åbningen i 1996, hvor den første restaurant åbnede. Siden dengang er det gået stærkt for den danske restaurantkæde, som har taget kampen op mod de store internationale fastfood-kæder.
 

Åbningstilbud:

*Gratis Snackburger til de første 50 købende gæster (kan kun indløses ved kassen)

**Crispy Chicken og Hamburger Deluxe Menu til 49kr (kun gældende for spisende gæsten i restauranten fra d.30/6-3/7 (ikke takeaway), og kan kun indløses ved kassen.
 

Om Sunset Boulevard  

Sunset Boulevard er Danmarks største danskejede fastfood-kæde. Den første Sunset Boulevard-restaurant åbnede i Odense i 1996. I dag har man 41 restauranter spredt ud over hele Danmark samt en enkelt i Grønland og en på Færøerne. Sunset Boulevard serverer et udvalg af burgere, sandwiches, salater, pommes frites og desserter.          Kontaktinformation

Charlotte Nordland

Mail: charlotte.nordland@gknordic.com

Mobil: 4128 3767

Social media icon

Sunset Boulevard – Kongensgade 31-33 – 6700 Esbjerg – Telefon: 75 45 32 66 – Email: kontakt@sunset-boulevard.dkVis i browserAfmeld udsendelser

The Rigs Festival er klar med nyt lineup

0


The Rigs Festival er nu klar til at præsentere alle artisterne til Esbjerg nye en-dagsfestival, der løber af stablen lørdag den 18. juni 2022 på Dokken City Beach.


Lineuppet til The Rigs Festival byder på alt fra groovy R&B, til rå og upoleret rap, men fællesnævneren for dem alle er, at det er ildsjæle der brænder for deres musik og som leverer et brag af en koncert!
Emil Bror, der som et ekko af 70’erne, viser os, at det stadig er okay at drømme. Er man til kunstnere som Charlie XCX eller MØ, så vil man være helt på rette hylde ved det hyperpoppede festfyrværkeri som Katlah leverer. Gaffa har i starten af 2022 kronet den danske rapper, sangskriver og producer Timur, som en af landets absolut bedste beatmagere. Og når dag bliver til nat, får Ruby Sky gulvet til at gynge under publikum, med deres beskidte beats og fængende melodier.


Kort sagt – hvis de her bands og artister ikke allerede er på yndlings playlisten, så vil de helt klart være det efter, at man har været til The Rigs Festival.


Udover et varietet musikprogram byder The Rigs Festival også på andre aktiviteter. Gæsterne kan blandt andet selv udfolde deres kunstneriske talent som graffitimaler på den store graffitivæg. Har man mål-øje og et konkurrence-gen kan man sammen med vennerne deltage i kævle-turnering på pladsen eller udfordrer studiekammeraterne med en omgang slå-søm-i. Alt sammen til stemningsmusik fra DJ’en, der spiller.
Bliver man tørstig er der selvfølgelig råd for det. Baren har gode priser og når sulten melder sig, er der sørget for foodtrucks lige ude foran pladsen.
Når festivalen slutter og man ikke er klar til at slutte festen, er der sørget for en shuttlebus, der gratis kører gæsterne op til Skolegade.

Billetten til The Rigs Festival giver derudover også en gratis øl eller cocktail på Rustik efterfølgende.

Foto: Rigs

Åbent hus på arkæologisk udgravning på Facebook-grunden


Sydvestjyske Museer inviterer til åbent hus på den sidste af de arkæologiske udgravninger på Facebook-grunden i Andrup.

Museet har fundet 9000 år gamle spor efter jægere fra den såkaldte Maglemosekultur.
Det er et sjældent fund i Sydvestjylland, fordi jægerfolkene foretrak at bosætte sig tæt ved kysten, som dengang lå langt ude i Nordsøen.
Herfra har de tilsyneladende haft jagtekspeditioner langt ind i landet til udspringet af den nuværende Kvaglund Bæk, hvor de indsamlede store mængder af hasselnødder og jagede storvildt i skovene.

Foto: Sydvestjyske museer

Flere tusinde år efter jægerfolket forsvandt, slog de første stenalderbønder sig ned i Andrup stort set samme sted. Arkæologerne finder her utydelige spor af deres huse samt rester af flintredskaber og keramik.  

Alle interesserede er velkomne til at besøge udgravningen  og evt. forsøge sig med at finde flint og flintredskaber efterladt af de første mennesker i Esbjerg-området.  

Praktisk 

Hvornår?
fredag d. 17. juni kl. 13:00-16:00 og onsdag d. 29. juni kl. 10:00-15:00

Tilmelding
Interesserede bedes tilmelde sig hos museumsinspektør Michael Alrøe Jensen på miaj@sydvestjyskemuseer.dk.
Tilmeldingen er ikke bindende, og arrangementet er gratis.  

Adgang
Der er adgang til udgravningen fra Nordskrænten, hvor der 300 meter øst for Esbjerg Motorvejen er en port.
Følg derfra stikvejen til museets skurvognsplads, hvor der er mulighed for parkering.  

Medbring
Gummistøvler og eventuelt en regnjakke, hvis du har lyst til at hjælpe arkæologerne med at finde flint.
Arbejdet involverer en hel del vandsprøjt og i værste fald mudder. 

Esbjerg Kommune: Som et af de første i landet får Esbjerg Kommunes Biblioteker bæredygtigt stempel

Eleverne fra 5.C på Fourfeldtskolen Bohr er rykket ind på Hovedbiblioteket for at arbejde med mindre ulighed.

Foto: Esbjerg Kommune

Landets ti første biblioteker har netop fået certifikat i verdensmålene, og ét af dem er Esbjerg Kommunes Biblioteker, der går aktivt ind i den grønne omstilling og inddrager både verdensmålene og borgerne i arbejdet.

Børnene fra 5.C på Fourfeldtskolen Bohr har for en stund flyttet skoledagen ind på Hovedbiblioteket i Esbjerg. FN’s verdensmål nummer 10 om mindre ulighed er centrum for deres forløb hos Verdensmålshuset GenIn, og nu skyder børnene løs med gode ideer til, hvad biblioteket kan gøre for at komme uligheden til livs.

Det passer perfekt med den bæredygtige profil på Esbjerg Kommunes Biblioteker, der i selskab med kun ti danske biblioteker har fået et særligt certifikat for deres arbejde med verdensmålene. På bibliotekerne i Esbjerg Kommune spirer det med ideer og nye tiltag, og bibliotekerne er allerede vigtige lokale mødesteder. Derfor har de et godt afsæt for at inspirere borgere og lokalsamfund i den grønne omstilling, der er markant på dagsordenen i Esbjerg Kommune.

Jakob Lose

”Det er en stor gevinst, at bibliotekerne går forrest i den bæredygtige udvikling, og verdensmålscertifikatet er både et skulderklap og en motivation til at fortsætte den gode stil. I sin natur er bibliotekerne bæredygtige, når materialerne cirkulerer mellem borgerne og genbruges et utal af gange, og de bidrager også til mindre ulighed ved at sikre lige adgang til kultur og viden til alle kommunens borgere,” siger formanden for Kultur & Fritidsudvalget, Jakob Lose.

Verdensmål til konkret handling

Oveni har Esbjerg Kommunes Biblioteker sat en række aktiviteter i gang, der omsætter verdensmålene til konkret handling. Det gælder fx samtalesaloner og workshops, der gør deltagerne klogere på temaerne i verdensmålene, og arrangementer, hvor borgerne kan dele tøj, ting, planter, viden og interesser. Samtidig har bibliotekerne rettet et stort fokus mod samarbejde og partnerskaber med ildsjæle, virksomheder og organisationer, fordi det styrker udviklingen for alle parter at slå kræfterne sammen.

Vil du læse mere om Esbjerg Kommunes Bibliotekers aktiviteter og arbejde med FN’s verdensmål, så se med her:
www.esbjergbibliotek.dk/tags/sammen-om-verdensmaal

Ukrainske flygtninge står i kø for at få et job i Esbjergs virksomheder

0
Two businessmen handshaking, congratulating on promotion. Close up.

I Esbjerg Kommune starter Tilflytterservice og Jobcentret med at hjælpe de ukrainske flygtninge i arbejde allerede inden de har fået opholdsbevis, og det har allerede sendt 32 ukrainere ud på arbejdsmarkedet.

De ukrainske flygtninge bliver hjulpet godt på vej mod at finde deres nye arbejdsgiver blandt de mange virksomheder i Esbjerg Kommune. Foto: Colourbox

32 ukrainske flygtninge er allerede godt i gang hos deres nye arbejdsgivere rundt i hele Esbjerg Kommune. Fire af dem er startet hos Blue Water Shipping i Esbjerg:

”Vi vil rigtig gerne være med til at integrere de mennesker, der er havnet i en meget ulykkelig situation på grund af krigen, og vi oplever en gruppe mennesker, der har fine kompetencer og en lyst til at komme i gang hos os og bidrage til vores forretning. Så det er et godt match for os,” forklarer Jan Hjortlund, kommunikationschef hos Blue Water Shipping.

Skaber kontakt

Esbjerg Kommunes Tilflytterservice og Jobcenter har succes med at hjælpe de ukrainske flygtninge ud på arbejdsmarkedet, der er nemlig mange ting, de kan hjælpe med, allerede før de ukrainske flygtninge har fået deres opholdsbevis:

”Vi og Jobcentret hjælper både med få lavet et CV, hjælper med idéer til, hvilke virksomheder de kan opsøge, giver dem information om jobsøgningskulturen i Danmark og hjælper dem med at blive oprettet på Jobnet,” fortæller bosætningskoordinator Pia Enemark fra Tilflytterservice.

En anden del af succesen med at få de ukrainske flygtninge ud på arbejdsmarkedet ligger også i Jobcentrets opsøgende arbejde med at skabe kontakt til så mange virksomheder som muligt, så Jobcentret kan formidle ukrainske jobansøgere til.

Virksomheder er velkomne 

”Vi forsøger at række ud til så mange virksomheder som muligt, men virksomheder er naturligvis også meget velkomne til at tage fat i os. Vi viser gerne de forskellige CV’er og vejleder omkring de forskellige muligheder der er for at ansætte ukrainere,” fortæller Pia Damtoft, jobcenterchef hos Esbjerg Jobcenter.

De ukrainske flygtninge, der er kommet i job, har både fået fuldtidsjob, der matcher deres uddannelse og erfaring, andre har fået ufaglærte jobs eller deltidsjobs, men søger fortsat fuldtidsstillinger, som matcher deres kompetencer.

Alt i alt er der ca. 100 ukrainere, der gerne vil finde et arbejde her i kommunen.


FAKTA

De ukrainske flygtninge, der har fået jobs i en virksomhed i Esbjerg Kommune, har fået følgende typer jobs: Rengøring, Kantine, Chauffør, Ingeniør, Account management, Controller, Pædagogisk assistent og Opvasker/afrydder.

Jobsene fordele sig indenfor følgende typer virksomheder:

Hotel, Rengøring, Børnehave, Landbrug, Café, Supermarked, Shipping og Teknisk produktion.

Esbjerg Kommune sætter lokal hjælp i gang som følge af situationen i Ukraine

0

Gennem en række initiativer vil Esbjerg Kommune støtte mennesker, der kommer hertil fra Ukraine. Også lokale borgere og virksomheder kan via hotlines få hjælp og vejledning i forbindelse med situationen i Ukraine.

365 borgere i Esbjerg Kommune kommer fra Ukraine. Både for dem og for mange andre borgere og virksomheder i kommunen kan situationen i Ukraine give anledning til spørgsmål og behov for vejledning. Samtidig ønsker flere borgere at hjælpe flygtninge fra Ukraine. Derfor opretter Esbjerg Kommune nu en række tiltag, som kan hjælpe de mennesker, der kommer hertil fra Ukraine, og også støtte de lokale, der måtte have brug for råd og vejledning som følge af situationen i Ukraine.

– Den svære situation i Ukraine påvirker os alle, og vi skal som kommune selvfølgelig være parate til at yde den nødvendige hjælp til de mennesker, der kommer hertil fra Ukraine. Også lokale børn, unge og deres forældre og vores veteraner kan have behov for støtte i situationen, ligesom lokale virksomheder med ukrainske ansatte kan efterspørge vores råd og vejledning. Derfor sætter vi nu flere indsatser i gang med netop det formål, siger borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen.

Hotlines til børn, unge og veteraner

Særligt børn kan være påvirket af krigen i Ukraine. Derfor har Esbjerg Kommune oprettet en hotline, som børn, unge og deres forældre kan bruge, hvis et barn er påvirket af situationen i Ukraine. Her, på tlf. 76 16 35 08, kan man på alle hverdage kl. 8.00 – 14.00 tale med en professionel, der er vant til at tale med børn og unge. 

Også som veteran kan udviklingen i Ukraine påvirke og give behov for en snak eller anden hjælp. Veteraner og deres pårørende kan døgnet rundt ringe til kommunes veterankoordinator på tlf. 24 59 73 77.

Hjælp i Borgerservice og Jobcenter

Nytilkomne ukrainere kan få svar på spørgsmål om indrejse m.v. i Esbjerg Kommunes Borgerservice, og Jobcenter Esbjerg står parat med råd og vejledning om jobmuligheder til både ukrainere og lokale virksomheder.

Også i kommunens Tilflytterservice arbejdes der på at få tilknyttet en lokal ukrainsk medarbejder, som kan hjælpe nye ukrainske medborgere til rette, når de kommer til Esbjerg.

Stil en bolig til rådighed

Mange lokale borgere har også allerede givet udtryk for, at de gerne vil hjælpe i forhold til situationen i Ukraine. Derfor opretter Esbjerg Kommune nu en mulighed for at melde ind til kommunen, hvis man som frivillig, privat borger ønsker at stille en bolig til rådighed for ukrainske flygtninge. Det kan man gøre via kommunes hjemmeside på www.esbjerg.dk/ukraine. Her kan man også læse mere om alle de øvrige indsatser.

Ny parkeringsordning forbedrer parkeringsmuligheden for ansatte i midtbyen

0

Plan & Byudviklingsudvalget skal i næste uge behandle en sag, der tilgodeser ansatte med en arbejdsplads i betalingszonen. I samme ombæring får håndværkere adgang til en ny ordning i tillæg til den bestående.

Lige om lidt fejrer betalingsparkeringen i Esbjerg midtby et års fødselsdag, og ved indførelsen af ordningen blev der også taget beslutning om en evaluering på dette tidspunkt. Det er på den baggrund, at politikerne i Plan & Byudviklingsudvalget nu skal tage stilling til, om to nye ordninger skal implementeres. Ordningerne henvender sig til ansatte i betalingszonen fx medarbejdere i Kongensgade og håndværkere, der parkerer i zonen for at udføre arbejde. Som forslaget er beskrevet i dagsordenen for udvalgsmødet, vil begge grupper få mulighed for at købe licenser, der skal lette hverdagen.

”Vi har lyttet til dem, der arbejder i Esbjerg midtby og som gerne vil parkere tæt på deres arbejdsplads. Med denne ordning udvikler vi et nyt tilbud, som kommer de medarbejdere i møde. Det samme gør sig gældende for håndværkerne, der udfører arbejde og som har brug for at kunne parkere tæt på”, siger formand for Plan & Byudviklingsudvalget, Henning Ravn.

Kan man dokumentere arbejdsadresse i betalingszonen, får man adgang til at købe et årskort gældende til P-huset i Danmarksgade til dæk 5 og opefter. Ifølge forslaget vil årskortet koste 2.000 kr. per år, hvilket er ca. halvdelen af hvad en lignende ordning koster i fx Vejle og Aalborg. En håndværkerlicens til gulpladebiler indregistreret af en virksomhed vil koste 1.500 kr. per år og give adgang til parkering i betalingszonen.

Parkeringskapaciteten skal udnyttes bedre

Parkeringshuset i Danmarksgade åbnede den 29. maj 2020, men en måling af kapaciteten i huset fra juli til december i 2021 viser, at der i gennemsnit står over 200 ud af 350parkeringspladser ledige i huset. Derfor vil årskortet møntet på ansatte i første omgang kun omfatte p-huset.

”Årskortet vil være en attraktiv ordning for medarbejdere med arbejdsadresse i betalingszonen. Mange benytter p-pladserne lige udenfor betalingszonen, men årskortet giver adgang til et centralt sted, hvor der med stor sandsynlighed er ledige p-pladser, og når p-huset får flere brugere, vil det være med til at aflaste fx Museumspladsen og gaderne lige udenfor zonen”, vurderer Henning Ravn.

I første omgang vil Esbjerg Kommune sætte 150 årskort til salg, og om et år vil ordningen skulle evalueres. Hvis ordningen viser sig at være populær, overvejer Esbjerg Kommune også at inddrage parkeringshuset i Borgergade Vest.


Foto: Esbjerg Kommune

Esbjerg Kommune, Bo trygt og Syd- og Sønderjyllands Politi afholder det digitale borgermøde mandag den 21. marts kl. 19.30 – 20.00.

0

Esbjerg Kommune, Bo trygt og Syd- og Sønderjyllands Politi inviterer til et digitalt borgermøde om forebyggelse af indbrud mandag den 21. marts kl. 19.30-20.00.

I løbet af bare 30 minutter bliver du klædt på til, hvordan du med få værktøjer kan forebygge indbrud i din bolig og skabe øget tryghed i dit lokalområde ved at være en aktiv nabohjælper.

Kort om programmet:

  • Fakta om antallet af indbrud i Esbjerg Kommune
  • Sådan sikrer du din bolig
  • Nabohjælp – godt naboskab med fokus på at forebygge indbrud
  • Bestiller du det næste indbrud? Undgå at købe hælervarer og gør tyven arbejdsløs

Borgermødet foregår via Teams, og du kan via chatten stille spørgsmål, som du får svar på, efter oplæggene.

– Heldigvis er der historisk få indbrud i disse år. Så det er ganske trygt at bo i Esbjerg Kommune. Men ser vi på udviklingen i forhold til andre europæiske lande, kan vi stadig bringe tallet endnu længere ned, pointerer vicepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsessektion. 
  
– Det kan lade sig gøre, hvis vi hver især er bedre til at sikre boligerne mod ubudne gæster samt i fællesskab går sammen om at være aktive nabohjælpere. Det kræver ganske lidt af den enkelte, men har en stor effekt. Og ved at bruge den halve time på at deltage i det digitale borgermøde er vi allerede godt i gang, tilføjer han.

Læs mere om forebyggelse af indbrud i Esbjerg Kommune.