Plan & Byudviklingsudvalget skal i næste uge behandle en sag, der tilgodeser ansatte med en arbejdsplads i betalingszonen. I samme ombæring får håndværkere adgang til en ny ordning i tillæg til den bestående.

Lige om lidt fejrer betalingsparkeringen i Esbjerg midtby et års fødselsdag, og ved indførelsen af ordningen blev der også taget beslutning om en evaluering på dette tidspunkt. Det er på den baggrund, at politikerne i Plan & Byudviklingsudvalget nu skal tage stilling til, om to nye ordninger skal implementeres. Ordningerne henvender sig til ansatte i betalingszonen fx medarbejdere i Kongensgade og håndværkere, der parkerer i zonen for at udføre arbejde. Som forslaget er beskrevet i dagsordenen for udvalgsmødet, vil begge grupper få mulighed for at købe licenser, der skal lette hverdagen.

”Vi har lyttet til dem, der arbejder i Esbjerg midtby og som gerne vil parkere tæt på deres arbejdsplads. Med denne ordning udvikler vi et nyt tilbud, som kommer de medarbejdere i møde. Det samme gør sig gældende for håndværkerne, der udfører arbejde og som har brug for at kunne parkere tæt på”, siger formand for Plan & Byudviklingsudvalget, Henning Ravn.

Kan man dokumentere arbejdsadresse i betalingszonen, får man adgang til at købe et årskort gældende til P-huset i Danmarksgade til dæk 5 og opefter. Ifølge forslaget vil årskortet koste 2.000 kr. per år, hvilket er ca. halvdelen af hvad en lignende ordning koster i fx Vejle og Aalborg. En håndværkerlicens til gulpladebiler indregistreret af en virksomhed vil koste 1.500 kr. per år og give adgang til parkering i betalingszonen.

Parkeringskapaciteten skal udnyttes bedre

Parkeringshuset i Danmarksgade åbnede den 29. maj 2020, men en måling af kapaciteten i huset fra juli til december i 2021 viser, at der i gennemsnit står over 200 ud af 350parkeringspladser ledige i huset. Derfor vil årskortet møntet på ansatte i første omgang kun omfatte p-huset.

”Årskortet vil være en attraktiv ordning for medarbejdere med arbejdsadresse i betalingszonen. Mange benytter p-pladserne lige udenfor betalingszonen, men årskortet giver adgang til et centralt sted, hvor der med stor sandsynlighed er ledige p-pladser, og når p-huset får flere brugere, vil det være med til at aflaste fx Museumspladsen og gaderne lige udenfor zonen”, vurderer Henning Ravn.

I første omgang vil Esbjerg Kommune sætte 150 årskort til salg, og om et år vil ordningen skulle evalueres. Hvis ordningen viser sig at være populær, overvejer Esbjerg Kommune også at inddrage parkeringshuset i Borgergade Vest.


Foto: Esbjerg Kommune

Leave a Reply