Home Tags Borger

Tag: borger

Jubel på sygehuset over stor søgning til ny lægeuddannelse

Mange studerende har her til morgen fået svar på, om de er kommet ind på drømmestudiet. SDU, Sydvestjysk Sygehus og de øvrige samarbejdsparter kender dermed de konkrete tal for søgningen til første hold lægestuderende, som kan søge direkte ind på at afslutte medicinuddannelsen i Esbjerg. Der er fuldt hus!


I september 2022 åbner den nye kandidatuddannelse i medicin i Esbjerg. Satsningen vil øge antallet af studieretninger i det fine studiemiljø i byen og forhåbentlig have positiv effekt på lægedækningen i Sydvestjylland.

De studerende, som søger ind på lægeuddannelsen ved SDU i år, har som de første direkte kunnet vælge at gennemføre kandidatdelen (de sidste år) af uddannelsen i Esbjerg.

’De 32 pladser er besat til holdet, der starter her i 2024, og det betyder fuldt hus!’ fortæller administrerende sygehusdirektør på Sydvestjysk Sygehus, Per Busk.

’Det er en fantastisk nyhed. Det er jo højaktuelt at drøfte, om man kan have succes med at justere i balancen mellem hvor mange uddannelsespladser der udbydes i de største byer og i resten af landet. Det er svært at se dette som andet end et tegn på, at det KAN lykkes at få søgning til attraktive uddannelser uden for København, Aarhus og Odense’, fortsætter Per Busk. ’Men vi har også arbejdet benhårdt for det’, siger han.

Esbjerg-kandidaten har været på ønskelisten hos 1389 ansøgere, og har både været søgt som kvote 2 og kvote 1.Traditionelt bruges opgørelser over karakter-gennemsnit, hvis man vil sammenligne uddannelsers tiltrækningskraft, og her har den nye Esbjerg-kandidat skubbet til den traditionelle rangliste ved at kræve højere snit end medicinuddannelser i Aarhus og Aalborg.

’Vores tanker og ambitioner på de studerendes vegne har mødt genklang’ konkluderer lægelig direktør på Sydvestjysk Sygehus, Anna-Marie Bloch Münster. ’Vi har lagt mange kræfter i at bygge vores uddannelse op, så der er lagt mest muligt vægt på klinik-nær læring i trygge rammer. Det er centralt at lette overgangen fra livet som stud.med til livet som cand.med og at forberede de studerende til det ansvar, der følger med rollen som læge’.

’På den ene side kan vi juble over at det i den grad er lykkedes at sætte vores uddannelse på landkortet, men lad os heller ikke glemme, at der er næsten 100 studerende, der kunne tænke sig at komme med på holdet, men som ikke fik en plads. Om alt går vel er de studerendes kraftige signal om at vælge den klinik-nære læring med til at påvirke også de uddannelser, de ender med at få. Det håber jeg’, tilføjer administrerende sygehusdirektør Per Busk.  

De 1389 ansøgere til de 32 pladser på Esbjerg-kandidaten kan sammenlignes med, at SDU har haft 2852 ansøgere til 338 pladser på Odense-kandidaten.

illustration over søgning til de tre første årgange på kandidatuddannelsen i medicin i Esbjerg

Denne figur viser forløb for de tre første årgange på Esbjerg-kandidaten. Forløbet for årgang 3 er anderledes, fordi de kan vælge Esbjerg-kandidaten allerede inden de starter deres bachelor i Odense. Det er årgang 3, der nu (som første årgang) er tal fra. De røde stjerner markerer, hvornår studerende får mulighed for at vælge Esbjerg.

Arbejdet med at etablere en lægeuddannelse i Esbjerg foregår som et samarbejde mellem Syddansk Universitet, Region Syddanmark, Sydvestjysk Sygehus, Sygehus Lillebælt, Sygehus Sønderjylland, Psykiatrien i Region Syddanmark samt almen praksis.

Fakta:

  • 32 studerende har fået plads på medicin med kandidat i Esbjerg fra 2024
  • 1389 har søgt ind
  • 126 af disse har haft netop denne kombination af bachelor i Odense og kandidat i Esbjerg som deres førsteprioritet.
  • Gennemsnittet for optag i Esbjerg gennem kvote 1 landede på 10,3. Dette kan sammenlignes med 10,5 i København, 10,4 i Odense, 10,2 i Aarhus og 10,1 i Aalborg

1734 tilbydes en studieplads på UC SYD

Faldet rammer specielt de fire store uddannelser til sygeplejerske, lærer, pædagog og socialrådgiver. De udgør ca. 74 pct. af alle studerende på UC SYD, og i år er der et samlet optag på 1223 mod 1382 i 2020. Det svarer til et samlet fald på 11,5 pct.

Foto: UC SYD

På landsplan er antallet af optagne på de fire store velfærdsuddannelser faldet med 4 pct. fra 2020 til 2021, og det svarer til 576 færre optagne. Optaget er faldet mest uden for de fire største byer. Her er faldet 7 pct. mod et fald på 1 pct. inden for de fire største byer, hvor 74 pct. af alle studerende er optaget.

Fald i hele Danmark – brug for en national strategi

Faldet i søgningen til velfærdsuddannelserne er en tendens, der er tydelig i hele Danmark – og som tallene viser specielt tydelig uden for de store uddannelsesbyer.

– Søgningen til velfærdsuddannelserne understreger, at der nu og i stigende grad i de kommende år vil mangle uddannede til velfærdsprofessionerne og særligt til de største, som også Damvad Analytics dokumenterer i deres analyse fra maj i år – Behovet for velfærdsuddannede i 2030. Den viser, at der om under ti år vil mangle flere end 35.000 lærere, sygeplejersker, pædagoger og socialrådgivere i Danmark. Den viser også, at der i Sydjylland alene vil mangle 4200 velfærdsuddannede i 2030. Der er brug for en samlet, national rekrutteringsplan for at rette op på problemet, siger rektor Alexander von Oettingen.

– Ellers vil manglen på professionsuddannede især ramme de grupper, som velfærdssamfundet i særlig grad skal støtte og hjælpe på vej – børn i daginstitutioner og skoler, unge, ældre, syge og sårbare. Men vi er stadig forhåbningsfulde. Vi vil arbejde på at få fyldt vores ledige studiepladser. Sidste år fik vi et stort efteroptag, så vi nåede 2113 studerende, som var det højeste antal optagne på UC SYD i fem år. Det var specielt uddannelserne til lærer, pædagog og socialrådgiver, der fik flere studerende i efteroptaget, og vi tror på lignende tal i år.

Det største fald på UC SYD er sket på socialrådgiveruddannelsen, som tilbyder 185 en studieplads i år mod 252 sidste år – et fald på 27 pct. Læreruddannelsen følger med 234, der tilbydes en studieplads, mod 263 i 2020. Det svarer til et fald på 11 pct. Sygeplejerskeuddannelsen oplever et fald på 9 pct fra 287 tilbudte studiepladser i 2020 til 261 i år og pædagoguddannelsen et fald på 6,4 pct. fra 580 tilbudte pladser i 2020 til 543 i år.

Hvor der altså i år er større eller mindre tilbagegang for alle de fire store uddannelser på UC SYD, var der sidste år en lille fremgang på pædagoguddannelsen, en større fremgang på uddannelserne til sygeplejerske og lærer og status quo på socialrådgiveruddannelsen.

På den positive side er den nye uddannelse til sundhedsadministrativ koordinator, der afløser lægesekretæruddannelsen, kommet godt fra land med tilbud til 35 ansøgere om en studieplads.

Se en oversigt over alle ledige studiepladser her: ucsyd.dk/ledige-studiepladser.

Esbjergs arbejdsgivere havde styr på de unges rettigheder

Der var heldigvis styr på tingene på langt de fleste arbejdspladser, da Jobpatruljen besøgte Esbjerg og omegn med 3F’s forbundssekretær som frivillig og TV Syd i hælene.

I Juli besøgte Jobpatruljen Esbjerg, Ribe og omegn som led i den informationskampagne, der skal give unge bedre forhold på deres fritidsjob.

Jobpatruljen er en landsdækkende aktion skabt af HK og 8 andre fagforbund. I Esbjerg besøgte patruljen 82 virksomheder, og aktivisterne fik mange gode samtaler med unge i fritidsjob.

I Esbjerg var 3F’s forbundssekretær Henning Overgaard med rundt på virksomhederne, ligesom patruljen også havde selskab af journalister fra TV Syd, som producerede et indslag om Jobpatruljens arbejde.

– Det var rart at opleve, at flere arbejdsgivere gerne ville indgå i en sparring med os om, hvordan man skaber de bedste vilkår for fritidsjobbere. Som arbejdsgiver for en ung, der måske har sit allerførste møde med arbejdsmarkedet, har man et stort ansvar for, at dette møde bliver en god oplevelse. Og det ansvar tager de fleste arbejdsgivere heldigvis gerne på sig, siger HK Sydjyllands ungdomskonsulent, Angelika Thøgersen, der står i spidsen for den sydjyske del af Jobpatruljen.

Jobpatruljen består af grupper af engagerede unge mennesker, der gerne vil bruge lidt af deres sommerferie på at skaffe andre unge bedre løn- og arbejdsvilkår.

Foto af 3F’s forbundssekretær Henning Overgaard, som tidligere har siddet i byrådet i Esbjerg, var med på Jobpatrulje i Esbjerg.

Læs også mere på www.jobpatruljen.dk

Esbjergs bygningsarv er unik!

Ny særudstilling på Esbjerg Museum fortæller hvorfor.

De fleste esbjergensere ved, at Esbjerg er andet end havn og fiskeri, men de færreste ved til gengæld, at bygningerne i det centrale Esbjerg er udpeget til unikke på landsplan. Det er de, fordi der ikke andre steder findes så mange huse samlet, som alle repræsenterer én bestemt arkitektonisk stilart, nemlig historicismen. Den ny udstilling på Esbjerg Museum, “ESBJERG – alle tiders bygningskultur”, fortæller hvorfor man finder en så unik samling i netop Esbjerg.

’Pionerbyen’ Esbjerg opstod på få årtier efter havnenes anlæggelse fra slutningen af 1860’erne. De første årtier var præget af stor aktivitet, der ligefrem udviklede sig til et sandt byggeboom. I 1880’erne og 90’erne kom byggeriet og jordopkøbet ud af kontrol, og tiden er blevet kendt som Esbjergs ’amerikanske’ periode. Det hele endte med et brag i 1890’erne, men tilbage stod en by der var skudt op inden for relativt kort tid, og som derfor bar tydeligt præg af den stilart, der var moderne i perioden: Historicismen. Flere borgere har bidraget til udstillingen med fotos af Esbjergs mange historicistiske detaljer. Disse er fanget af Henriette Thomsen Andersson i Finlandsgade.

Historismens har nogle fantastiske træk” fortæller museumsinspektør Mette Slyngborg. Hun står bag udstillingen og glæder sig over at kunne dele fortællingen om Esbjergs unikke bygningsarv på Esbjerg Museum. ”I dag kommer arkitekter fra hele landet for at se bygningerne i det centrale Esbjerg, for det er et af de eneste steder i landet, hvor man kan se et byrum, der i den grad er præget af netop den stilperiode.”

Den eventyrlige stil
Det karakteristiske ved historicismen er, at alt var tilladt. Man lånte med arme og ben fra andre stilarter og perioder, og det giver en detaljerigdom, som i dag kan virke næsten helt eventyrlig. I løbet af 1920’erne og 30’erne gik man væk fra at bygge på den måde. Man ønskede enkelthed og anså nu den store detaljerigdom og stilsammenblanding som smagløs. Måske derfor er der gået mange år, før man for alvor har fået øjnene op for Esbjergs særpræg.


”I dag vil det dog ikke være forkert at sige, at Esbjerg har nogle af de samme kvaliteter, der gør en by som Ribe så attraktiv. Den ensartethed i stil, der gør, at vi finder Ribes byrum så harmonisk og historisk autentisk, kendetegner faktisk også de centrale dele af Esbjerg – her befinder vi os bare i en anden periode, men om 200 år, vil den være lige så unik. Det er også derfor vi skal passe godt på den”, siger Mette Slyngborg med en mere alvorlig mine.

Skal museet ind i debat?

Når Esbjerg Museum vælger at sætte fokus på Esbjergs bygningskultur netop nu, hvor der også foregår en debat om, hvordan byen skal udvikle sig i fremtiden, er det fordi det er aktuelle spørgsmål. Udstillingen er også tænkt som et input til debatten om, der skal være højhuse i det centrale Esbjerg, og hvis der skal, hvor høje de så skal så være – eller om vi helt skal holde os fra at bygge højt midt i bykernen?
Nogen vil måske spørge, om et museum overhovedet have en mening om den slags.
Men det skal museet bestemt mener Lulu Anne Hansen, som er leder af Historie og Formidling ved Sydvestjyske Museer. ”Som kulturhistorisk Museum har vi en forpligtelse til at varetage de kulturhistoriske interesser i byen – det står faktisk i loven. Det centrale Esbjerg er udpeget til særligt bevaringsværdigt kulturmiljø både af Slots – og Kulturstyrelsen og af Esbjerg Kommune, så fra et kulturhistorisk synspunkt er det selvfølgelig noget, man skal passe rigtigt godt på. Selvfølgelig skal der være plads til diskussion af, hvordan vi gør, så Esbjerg også kan udvikle sig fremadrettet, men vores rolle er også at give esbjergenserne et kulturhistorisk og fagligt informeret grundlag at debattere på.”

I udstillingen kan man netop blive klogere på, hvad der karakteriserer bygningskulturen i Esbjerg. ”Bygningskultur er jo sådan et lidt fagligt begreb”, siger Mette Slyngborg, ”men egentlig handler det jo bare om, hvad der karakteriserer bygningerne, og i Esbjerg er det altså historicismen, der dominerer. Det er faktisk lidt sjovt at tænke på, at noget som der i mange år er blevet set lidt ned på, nu er blevet anerkendt.”
I udstillingen viser bl.a. en masse megaprints af detaljer i byen, hvad man kan kigge efter, når man bevæger sig igennem Esbjerg, men der er selvfølgelig også blevet plads til at fortælle noget om de andre stilarter, der i Esbjerg som andre steder har sat deres spor. Udsigt fra taget af Broen i Jernbanegade mod Kongensgade. Foto: Peter Langwithz Smith

Fakta
Mette Slyngborg havde sit 25-årsjubilæum som museumsinspektør i 2020. Hun har været projektleder på flere af Sydvestjyske Museers seneste projekter, og så blev hun i 2018 af kulturministeren udpeget til Det Særlige Bygningssyn, der er Slots- og Kulturstyrelsens rådgivende udvalg i spørgsmål om bygningsfredning og -bevaring. Endelig har hun i flere år haft plads i Esbjerg Kommunes Byfond.

Udstillingen kan ses af offentligheden i Esbjerg Museums åbningstid fra den 17. juli til den 31. oktober næste år.

Udstillingen er støttet af Esbjerg Kommunes Byfond og Kirk & Kløgt.

To fotografer har hjulpet med fotos af byen:
Peter Langwithz Smith og Poul Madsen.

Philip Skovgaard fra ”10 Fingers” har leveret ny skrifttype.

Fem borgere har bidraget med fotos af byens bygningsdetaljer: Henriette Thomsen Andersson, Johannes Sonnichsen, Karsten Sonnichsen, Lisa Waldhaus og Niels Ole Egebjerg Kirk Jessen.

Tre borgere interviewes på film om deres syn på byens udvikling: Indretningsarkitekt Michael Langaa, formand for Esbjerg Kommunes Byfond, arkitekt Helene Plet og socialrådgiver og cand.soc. Line Britt Madsen

Udstillingen består af fotos, film og tekster og rummer en 3D-printet model af byen, hvis løse elementer gæsterne kan flytte rundt med, så de skaber forskellige by-udtryk.

Se en kort præsentationsvideo på Esbjerg Museums Facebookside:

https://fb.watch/6qrXDv16tS/

Udstillingens udgangspunkt er, at en by rummer fortid, nutid og mulige fremtider, og at en levende by er i konstant forandring. Byens fremtid afhænger af nutidens beslutninger.

Esbjerg Museums åbningstider:

1/7-31/8
mandag – onsdag: 13-16,
torsdag – søndag: 10-16

1/9-30/6
tirsdag – onsdag: 13-16,
torsdag – søndag: 10-16

Efterårsferie og vinterferie
tirsdag-søndag kl. 10-16

Priser: Voksne 65,- Børn <18 år gratis

Massevis af gratis ferieoplevelser i Musikhuset Esbjerg

Inden der går alt for meget ferie i den, vil jeg lige tippe jer om alle de gratis arrangementer og aktiviteter, vi har på programmet i løbet af sommeren – og som i naturligvis er meget velkomne til at komme og deltage i, med eller uden familien.

 

Man er naturligvis også hver eneste dag hjertelig velkommen til at tage børnene med forbi Musikhuset og lade dem soppe i bassinet på Henning G. Kruses Plads, mens forældrene nyder en kop kaffe eller en kold øl i vores nye BIG-designede loungemøbler

 

Musikhusets orienteringsløb

GRATIS: I sommerferien inviterer Musikhuset Esbjerg indenfor til orienteringsløb. Her får du og din familie eller dine venner lov til at opleve de hellige haller, komme bag kulisserne og udforske de områder af huset, der normalt ikke er tilgængelige for offentligheden.

Orienteringsløbet er gratis at deltage i, og det giver jer en unik mulighed for at opleve Sydvestdanmarks største kulturhus på en måde, I ikke er vant til. Samtidig får I også på en sjov og anderledes måde mulighed for at lære en masse om husets historie og arkitektur.

Som i ethvert godt orienteringsløb foregår løbet i Musikhuset således, at I får et kort udleveret, og herefter skal I finde de poster, der er lagt ud. I Musikhusets orienteringsløb gemmer der sig små historier og spørgsmål ved posterne. Ved at svare rigtigt på spørgsmålene er I med i konkurrencen om et gavekort til Musikhuset Esbjerg.

Orienteringsløbet er for alle – unge som gamle, esbjergensere som turister. Dog går ruten rundt i Musikhuset op og ned ad trapper og gennem lange gange, så man skal være godt gående for at kunne gennemføre løbet. 
Løbet begynder i Kulissen, Musikhusets hyggelige café. Her får I udleveret den brochure, I skal tage med jer for at kunne gennemføre turen gennem Musikhuset. I brochuren er ruten, I skal følge, beskrevet, og brochuren indeholde også de spørgsmål, I skal besvare undervejs.
Husk at medbringe coronapas.

Tid: Alle dage indtil den 8. augustkl. 11-17. Det tager cirka en time at gennemføre.
Sted: Musikhuset Esbjerg

 

Yoga med livemusik

GRATIS: Efter en længere corona-pause er vi tilbage med vores Yoga med livemusik sammen med yogalærer Gavin Rutherford og musiker Sten Elten. Det bliver let hatha yoga, alle kan være med til, som dyrkes til ambient instrumentalmusik, der tilpasses yogaen.

I løbet af timen føres du gennem en sansevækkende yogarejse, som hjælper til at slippe spændinger i kroppen samt fremme stabilitet, mobilitet og balancen.

Timen afsluttes med en oase af meditative toner og dyb afspænding.

Musikhusets café, Kulissen, har åben, så du efterfølgende kan nyde en kop kaffe eller juice og få en god start på lørdagen.

Så tag din yogamåtte og gode ven under armen, og kom til en dejlig, afslappende omgang yoga i Musikhuset.

Du kan leje en yogamåtte på dagen for 25 kr. – betales via Mobilepay.

Det er gratis at deltage, men antallet af pladser er begrænser og deltagelse kræver billet.

Husk at medbringe coronapas.

Tid: 3. juli og 7. august, begge dage kl. 11:00

Sted: Musikhuset Esbjerg, Hovedfoyer

 

Familietræning

Kom og træn med, når vi er klar med familietræning på pladsen foran Musikhuset – hele familien er inviteret med til en skøn formiddag.

Til familietræning får du aktiveret hele kroppen med styrke, balance, konditionstræning, stræk, sjov og ballade. Og der er også rig mulighed for at synge med på den gode musik, vi spiller.

Du vil blive guidet gennem træningen af Henriette Nørgaard Jensen fra Movements by Laekkerbuks, der siden 2011 har undervist i de fleste former for holdtræning, arbejdet på La Santa Sport og har en stor passion for bevægelse for alle. Det er vigtigt, at det føles godt og at hver ny træning er en ny oplevelse.

I det (forhåbentligt) gode sommervejr foregår træningen på pladsen foran Musikhuset Esbjerg, Henning G. Kruses Plads.

Træningen er fra 5 år og op, og alt du skal huske er en måtte eller et håndklæde at ligge på.

Tid: 14. juli, kl. 11:00

Sted: Henning G. Kruses Plads (foran Musikhuset Esbjerg)

 

Løbecykelbane

Musikhuset Esbjerg forvandler foyerområdet og til en miniput-by fyldt med liv og glade dage, som en kørebane for løbecykler baner vejen igennem.

Så tag din løbecykel under armen, og kom og oplev en lille version af Esbjerg By.

Har du ikke en løbecykel, har vi en, du kan låne. Ribe Cykellager har nemlig udlånet et par løbecykler, som kan lånes på skrift.

Husk at medbringe coronapas.

Tid: 19.-25. juli, alle dage kl. 11:00-17:00

Sted: Musikhuset Esbjerg og Henning G. Kruses Plads

 

Fyraftenskoncert: Flat Bop
Christoffer Find, Chris Falkenberg og Gunnar Ringøen er de tre musikere, der har samlet sig i det klassiske trioformat med orgel, trommer og saxofon. Soupe de Loop er navnet på deres debutalbum, som de udgav i 2019, og titlen her lægger op til forskellige associationer. Men mest af alt er det en vrøvletitel, der understreger bandets legelyst. Endnu værre bliver det med det kommende album, der udgives i 2021 under titlen El Butcho. Og hvad betyder det så? Svaret findes (måske) til næste koncert.

Genremæssigt bevæger trioen sig inden for jazzen med tråde til funk, soul og blues, og som er komponeret i moderne arrangementer.

Koncerten er gratis, og du møder bare op på dagen.

Tid: 6. august, kl. 16:00

Sted: Henning G. Kruses Plads (foran Musikhuset Esbjerg)

Tak for den store opbakning Bramming: Faren er drevet over

Esbjerg Kommune skylder en stor tak til alle borgere i Bramming, der tog opfordringen alvorligt og i løbet af denne weekend lod sig teste for at stoppe et større corona-smitteudbrud.

Over 1500 borgere i Bramming har brugt en del af weekenden på at lade sig PCR-teste, efter at Esbjerg Kommune torsdag eftermiddag med stor bekymring kunne konstatere et større smitte-udbrud af corona.

”Vi vil rigtig gerne sige tak for den store opbakning, vi har fået fra borgerne i Bramming, og vi er glade for at kunne fortælle, at nu er faren for smittespredning drevet over,” fortæller Arne Nikolajsen, direktør for Sundhed & Omsorg i Esbjerg Kommune.

Alarmklokkerne begyndte at ringe hos Sundhedsmyndighederne, da omkring 20 borgere fra Bramming torsdag var blevet konstateret smittet med corona. Derfor gik den store indsats med at få PCR-testet så mange borgere som muligt i gang.

Til trods for at over 1500 borgere har ladet sig teste i Bramming hen over weekend, er kun yderligere to borgere blevet konstateret smittet med corona, og derfor anser Esbjerg Kommune og Sundhedsmyndighederne, at der nu er styr på smittespredningen i Bramming.

Det betyder, at tingene nu igen kan vende tilbage til mere normale tilstande i Bramming.

”Folk i Bramming kan igen følge de almindelige procedurer for testning, hvor det er folk, der ikke er vaccineret, der løbende lader sig teste,” forklarer Arne Nikolajsen.

Se alle teststeder i Esbjerg Kommune her

Esbjerg Kommune: Attraktioner står sammen og modtager 1 mio kr. Til markedsføring og udviklingsplan

Det er en hård tid for turismeerhvervet, men særligt er attraktionerne i Ribe og Esbjerg ramt af manglende gæster. Det har fået Destination Vadehavskysten til at samle de store attraktioner i Esbjerg Kommune til et hastemøde for at udlede, hvordan man i fællesskab kan afhjælpe situationen.

Foto: Torben Meyer, Esbjerg Kommune

I et samarbejde mellem attraktionerne, Esbjerg Kommune og Destination Vadehavskysten har man udviklet en langsigtet markedsførings- og udviklingsplan, der kan afhjælpe den usikre situation og sikre attraktionerne flere gæster både i sommeren 2021 og på længere sigt.

”Vi må alle stå sammen for at hjælpe vores attraktioner i den her tid, for vi har alle sammen brug for, at de også er her på den anden side af Corona. Derfor har vi valgt, at Esbjerg Kommune støtter op med 1 million kroner til at markedsføre alle vores spændende museer og kulturinstitutioner, så vi kan hjælpe med at få gæsterne tilbage, siger Jesper Frost Rasmussen, borgmester i Esbjerg Kommune.

COVID19 har skabt en ændret adfærd hos de besøgende og markedsførings- og udviklingsplanen skal være med til at sikre attraktionernes fremtid og samtidig styrke Vadehavskysten som destination.

“Vi er meget pressede økonomisk pga. de manglende gæster og er usikre på, hvordan sommeren bliver. Derudover har COVID19 medført en ændring i gæsternes adfærd og attraktionerne er ikke top of mind i en hverdag, hvor det at tage på café eller ud og shoppe er blevet en større oplevelse i sig selv. Vi er derfor mindst lige så bekymrede for fremtiden”, udtaler museumsdirektør Flemming Just, Sydvestjyske Museer.

Det er derfor med stor glæde, at Esbjerg Kommune har bidraget med 1 million kr. til initiativet, der skal være med til at sikre attraktionernes overlevelse på længere sigt.

“Det er meget stærkt at attraktionerne står sammen og ønsker at komme igennem denne svære situation i fællesskab. Vi er meget afhængige af, at vi har nogle særlige oplevelser til vores gæster, så de har lyst til at besøge vores destination. Vi støtter derfor op med alt det vi kan, i en situation som denne”, siger destinationschef Hans Peter Folmann.

Destination Vadehavskysten skal eksekvere markedsførings- og udviklingsplanen, der ligger i tråd med destinationens arbejdsopgaver.

Farvel til byggehegnet ved Jerne Station

0

Forpladsen ved Jerne Station er klar til indvielse. Det sker onsdag den 14. juli kl. 14, og alle er velkomne til at være med.

I december åbnede Jerne Station, og godt et halvt år efter står en spritny forplads klar til at byde togpassagerer velkommen og sende dem godt afsted på rejsen.

Arbejdet med at etablere forpladsen måtte i første omgang vente på stationens færdiggørelse, fordi området har fungeret som midlertidig byggeplads. Derfor kunne arbejdet først gå i gang i februar 2021. Esbjerg Kommune har stået for at etablere forpladsen, mens selve stationen har været et projekt i regi af Banedanmark.

Formand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen er klar til at klippe den røde snor til den nye forplads.

”Forpladsen skal fungere som en god og funktionel velkomst til alle, som bruger den kollektive transport. Indretningen skal virke indbydende og gøre det nemt at tage toget, så flere får lyst til at bruge forbindelsen”, siger Søren Heide Lambertsen, som glæder sig til indvielsen onsdag den 14. juli kl. 14.

Ny forplads taler til flere brugergrupper

Forpladsen taler især til behovet hos alle kombinationsrejsende. En ny buslomme sørger for nem og hurtig forbindelse mellem bus og tog, mens passagerer i bil kan blive sat af i det nye kys og kør-område med korttidsparkering. På forpladsen er der indrettet overdækket cykelparkering, hvor cyklister kan få luft i hjulene og fylde drikkedunken op.

”Forpladsen står som en vigtig investering, der støtter op om flere af kerneemnerne i Vision 2025. Det handler både om at skabe attraktive boligområder, forbedre vilkårene for de studerende og selvfølgelig øget tilslutning til den kollektive trafik, der skal hjælpe med at gøre Esbjerg Kommune CO2 neutral i 2030”, siger Søren Heide Lambertsen.

For at gøre trafikafviklingen ved stationen så smidig og sikker som muligt, bliver der efter sommerferien gennemført tiltag, som har fokus på den krydsende trafik over Skolebakken. Derfor bliver der lavet to hævede flader, fortov og afstribninger på Skolebakken, og i den forbindelse etableres der også en hastighedsdæmpende 30 km zone mellem Præstebakken og Mellemvangs Allé.

I løbet af efteråret bliver prikken over i’et sat, når planter og buske får lov til at forskønne området. Af hensyn til planternes levedygtighed plantes de på det mest optimale tidspunkt, hvilket ikke er i sommerperioden.

Esbjerg Kommune: Socialpsykiatrien flytter sammen til gavn for borgerne

0

Fremover er hjælpen kun et telefonopkald væk for borgere i Esbjerg Kommune. For uanset om det er verden, hverdagen eller økonomien, der pludselig er blevet en uoverskuelig størrelse, så er medarbejderne i Kontakten klar til at hjælpe.

Hanne Bøjlund Andersen, tilbudsleder af Kontakten og Ulla Ankersø (th.) tilbudsleder af Voksenstøtten i Esbjerg er flyttet sammen på Østergade 81-83 i Esbjerg. Her er de klar til sammen med deres medarbejdere at tage imod alle borgere i Esbjerg Kommune, der har brug for hjælp. Foto: Esbjerg Kommune

Socialpsykiatrien i Esbjerg Kommune rykker kræfterne sammen. Både fysisk på nye adresser i både Ribe og Esbjerg, hvor de forskellige tilbud til voksne bliver samlet under samme tag – og under samme navn.

Tidligere var de mange tilbud til voksne i socialpsykiatrien som blandt andet Kraftcentret og Voksenstøtten spredt ud over en masse forskellige adresser, men nu bliver alle samlet på Tangevej 10 i Ribeog på Østergade 81-83 i Esbjerg.

”Der bliver fremover blot én indgang for alle borgere. Det er uanset om de kæmper med psykiske problemer, pludselig har fået en hjerneskade, har problemer med økonomien eller har en anden problemstilling i deres liv, som de ikke selv kan løse. Nu skal man ikke lede efter, hvor man kan få hjælp til lige præcis sit problem. Nu er der kun én indgang, og det er Kontakten, fortæller Hanne Bøjlund, tilbudsleder af Kontakten.

Nyt navn – hurtigere hjælp

Udover at kræfterne samles under samme tag, så skifter det tidligere tilbud Kraftcentret navn til Kontakten. Voksenstøtten beholder sit navn, men vil være for de borgere, der har brug for et længerevarende forløb for at komme tilbage på sporet. Fremover vil Kontakten derfor altid være det sted, hvor hjælpen starter.

Fusionen af tilbud til voksne indenfor socialpsykiatrien sker til gavn for borgerne:

”Borgerne skal gerne mærke, at de får et sammenhængende tilbud, samt hurtigere får den hjælp, der er brug for. Har de brug for et længerevarende forløb, så sker det under samme tag og med mennesker, som borgeren allerede har mødt. Det ser vi også som en stor fordel for borgerne,” siger Ulla Ankersø, tilbudsleder af Voksenstøtten, Østergade 81-83 i Esbjerg.

Ingen problemstilling er for stor eller lille til, at man som borger kan henvende sig til Kontakten.

”Vi er altid klar til at hjælpe, uanset hvor stort eller lille problemet virker. Så vi kan kun opfordre borgerne til at ringe, hvis de har brug for hjælp, siger Trine Hansen, tilbudsleder af Voksenstøtten på Tangevej 10 i Ribe.

FAKTA

Har du brug for hjælp?

Kontakten er indgangen for alle med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller sociale problemer. Alle borgere over 18 år kan få støtte, hvis de har udfordringer i deres hverdag.

Hvis du har brug for støtte, skal du henvende dig på telefon: 7616 4985

Hvis du har behov for længerevarende støtte, vil der kunne søges om et Voksenstøttetilbud efter endt forløb i KontaktenKontakter

Hanne Bøjlund Andersen, tilbudsleder af Kontakten og Ulla Ankersø (th.) tilbudsleder af Voksenstøtten i Esbjerg er flyttet sammen på Østergade 81-83 i Esbjerg. Her er de klar til sammen med deres medarbejdere at tage imod alle borgere i Esbjerg Kommune, der har brug for hjælp.

I Ribe er bl.a. Kraftcentret og Voksenstøtten flyttet sammen på Tangevej 10. Kraftcentret har skiftet navn til Kontakten og er fremover alle borgeres indgang, hvis de har brug for hjælp til at klare hverdagen. På Tangevej 10er der bl.a. åbnet en café, hvor alle er velkomne til at komme og få en snak.

Esbjerg Kommune: MitID afløser NemID: Skift først når du får besked

0

Den digitale udvikling er ved at løbe fra NemID, og derfor skal alle med NemID snart skifte til MitID, hele Danmarks nye digitale ID. Du får besked, når det er din tur til at skifte.NemID bliver til MitID. De første danskere har fået besked om, at det er tid til at skifte. Men man kan ikke skifte, før man får besked på det fra sin bank.

I løbet af det næste års tid skal alle, der har NemID skifte til det nye digitale ID, MitID. Med MitID styrkes sikkerheden for, at man ikke kan udnytte andres digitale identitet.

Det er dog vigtigt, at du ikke foretager dig noget, før du får besked om, at nu er det din tur til at skifte til MitID. Alle får automatisk besked, når det er tid til at skifte.

Der kan sagtens gå lidt tid, før det bliver din tur, så det er med at finde tålmodigheden frem, forklarer Jan Gammelgaard Bjerg Mortensen, kontorchef i Borgerservice i Esbjerg Kommune:

”Der er rigtig mange, der skal skifte fra NemID til MitID, og vi kan sagtens forstå, hvis folk er utålmodige for at skifte. Men det er vigtigt, at ingen gør noget, før de får besked på, at det er deres tur. Alle får direkte besked enten fra deres bank eller via digital post,” fortæller Jan Gammelgaard Bjerg Mortensen.

Overgangen til MitID

Selvom du får MitID, skal du beholde dit NemID lidt endnu. Der kan nemlig i en periode være steder, hvor du stadig skal bruge NemID. Men bare rolig, du får automatisk besked, når der ikke længere er brug for NemID.

MitID lever op til de nyeste, internationale standarder for sikkerhed. Du kan derfor færdes trygt på nettet med MitID. Men du skal dog stadig passe godt på dit kommende MitID.

Hvorfor erstattes NemID?

NemID er en sikker løsning i dag, men MitID er et mere tidssvarende ID, der gør os klar til fremtidens digitale muligheder og udfordringer.

Du kan bruge MitID til alt det, du tidligere har brugt NemID til, fx logge på netbanken, læse post fra det offentlige eller købe ind på nettet. Det er muligt at få MitID fra man fylder 13 år.

Få svar på alle dine spørgsmål om MitID her.

NemID bliver til MitID. De første danskere har fået besked om, at det er tid til at skifte. Men man kan ikke skifte, før man får besked på det fra sin bank.

Med MitID er det helt slut med det gamle nøglekort på papir. I stedet er det muligt at få en gratis kodehusker, en lidt større kodeoplæser eller blot bruge en app på mobilen.

Kodehuskeren er ganske gratis at få.