Home Tags Håndbold

Tag: Håndbold

Team Esbjerg er et stort skridt på karrierevejen

0

Patrick Petersen, 29 år, er tiltrådt som ny assistenttræner i Team Esbjerg. Sjællænderen har senest været cheftræner for Skovbakken Håndbolds 1. divisionsherrer i tre sæsoner og vælger nu at satse på karrieren som håndboldtræner på fuldtid. Han afløser Ana Razdorov Lyø, der i fire sæsoner har indgået i trænerteamet med cheftræner Jesper Jensen.

– Det har været en svær beslutning, for jeg kan lide mit civile job på en rigtig god arbejdsplads, men min arbejdsgiver har vist forståelse for, at dette er en unik mulighed for mig. Team Esbjerg har været inde i en beundringsværdig udvikling, hvor klubben gennem mange år har taget skridt for skridt til nu at tilhøre den europæiske elite, samtidig med at der er et stærkt bagland, og organisationen er fulgt med. I det miljø kan jeg blive stærkere som træner, og jeg vil bidrage med mine perspektiver og hjælpe Jesper og Team Esbjerg med at opnå de mål, klubben ønsker, siger Patrick Petersen.

Han spillede ungdomshåndbold i hjembyen Ringsted, men valgte efter et USA-ophold at gå trænervejen, da han i 2013 flyttede til København for at indlede studiet i International Business på CBS. Inspireret af den senere talentchef og nu assistenttræner i GOG, Mikkel Voigt, blev han ungdomstræner i Frederiksbergklubben BK Ydun og fortsatte i Ajax København sideløbende med at være talenttræner i DHF’s Region Øst. 

I 2019 rykkede han til Aarhus for at tage kandidatuddannelsen cand.merc. Innovation Management & Business Development og blev samtidig seniortræner i Skovbakken, først en sæson i 3. division og dernæst tre sæsoner i 1. division. 

Patrick Petersen er storebror til Ikast-playmakeren Simone Petersen, hvis personlige egenskaber Jesper Jensen kender til som landstræner, og uden at det har været afgørende, har familieskabet styrket indtrykket af, at han menneskeligt vil passe ind i Team Esbjergs kultur. 

– Patrick scorer højt på de parametre, vi lægger vægt på, og gennem de samtaler, vi har haft, har vi fået en rigtig god fornemmelse af ham som menneske. Også håndboldmæssigt fornemmer vi, at han deler vores filosofi med sin interesse for detaljer i spillet og at tage initiativ og prøve ting af for at forbedre præstationerne. Jeg går ind i min syvende hele sæson som cheftræner, og Patrick kan med sin baggrund bidrage med nye impulser til teamet, siger Jesper Jensen.

Den nye assistenttræner har indgået en foreløbig etårig aftale, hvilket flugter med cheftrænerskiftet i Team Esbjerg i sommeren 2024, da den svenske kvindelandstræner, Tomas Axnér, afløser sin danske landstrænerkollega, Jesper Jensen. Tomas Axnér skal sætte sit eget hold, men hvis samarbejdet med Patrick Petersen udvikler sig som forventet, vil han være kandidat til at fortsætte på sin post. Indtil videre vil han lægge al sin energi i at yde sit bedste i kontraktperioden, men afviser ikke muligheden for at fortsætte i Team Esbjerg.

– Jeg vil nu koncentrere mig om at yde en god arbejdsindsats med fuld dedikation i Team Esbjerg. På håndboldbanen er jeg tilhænger af at udfordre modstanderne ved at ændre rytmen i spillet og angribe med tempo. Og så er jeg meget bevidst om at omsætte de fejl, der opstår undervejs, i hurtig læring, siger Patrick Petersen, der er DHF-diplomtræner og dermed har den højeste nationale træneruddannelse.

Patrick Petersen har en måneds opsigelse i stillingen som Product Manager i konsulenthuset Ennova og vil derfor i august dele sin tid mellem de to job. Han bor i Aarhus med sin kæreste, Marie, der indleder sit sidste år på tandlægestudiet, og han forventer i løbet af 2023 at rykke bopælen til Esbjerg.

Foto: Team Esbjerg

Sejr og Team Esbjerg kan skimte semifinalen

0

Med sejre til Team Esbjerg og Ikast i første runde er slutspilspuljen allerede ved at knække over. Og hvis esbjergenserne kan gå hen at tage endnu en sejr over København Håndbold på fredag, står holdet på tærsklen til at kalde sig semifinalist i Kvindeligaen.

Men at få to point over København er lettere sagt end gjort. Holdet fra hovedstaden har altid været et mandskab, der har kunnet sætte en kæp i hjulet på alle, men flere ting taler imod at det bliver i dette opgør, de kommer til det.

For Team Esbjerg kommer ind til opgøret med en skræmmende styrke. Holdet har ramt en form og et niveau, der ser aldeles uhyggeligtud for modstanderen. Storsejrene er nærmest kommet på stribe, og holdet har ikke set sig tilbage. Og at ramme den form, netop som hele sæsonen kulminerer, er vitalt. Det har også været et mål for holdet lige fra sæsonens start.

– Det tager altid tid at lære hinanden at kende, og det har vi været bevidste om fra start. Vi har ikke ledt efter et quickfix til næste kamp, når det ikke er gået vores vej, og vi er hele tiden kommet tættere på. Vi er glade for at være det sted, hvor vi er nu, og de ting, som vi har, har vi en god tro på også virker om en måned, siger cheftræner Jesper Jensen.

Holdet føler, at de står stærkt til kampen mod København. En sejr vil også sende dem seks point foran fredagens gæster med fire kampe tilbage, samtidig med at de vil være bedre indbyrdes, idet Team Esbjerg var bedre placeret i grundspillet.

– Vi går ind til kampen med en fornemmelse af, at hver gang vi vinder en kamp, sætter vi et hold af. Vi vil også næsten kunne sætte København af ved at være seks point foran dem, og det skal vi gå efter. Så kan vi håbe på, at Ikast Håndbold vinder deres kamp, så der er to store favoritter til at gå i semifinalen. Vi kan derefter kigge på næste mål, som er at vinde puljen, så vi kan få en eventuel tredje kamp på hjemmebane i semifinalen, siger cheftræneren.

Hvordan kommer der så to point på kontoen, så holdet kan få den fornemmelse? København viste i grundspillet et stærkt forsvar og et angreb ledet af Stine Jørgensen, der scorede næstflest mål i grundspillet. De endte dog med at tabe stort på hjemmebane til Ikast i første runde af slutspillet, og derfor søger de sikkert en bedre oplevelse i dette opgør. Men heldigvis er Team Esbjerg et sted, hvor de er svære at røre.

– Vi ved, at når vi spiller bedst, står vi i en situation, hvor det er os selv, der bestemmer, hvem der skal vinde kampen. Vi er et jaget bytte, og andre hold kan spille frit mod os. Vi har dog en ro, i det vi laver, og vi er gode til at spille hinanden gode, siger Jesper Jensen.

Kampen bliver uden Michala Møller, der er i gang med genoptræningen efter hun brækkede foden for nogle måneder siden. Marit RøsbergJacobsen sad over i Silkeborg med småskavanker, men hun forventes i spil fredag.

 

 

 

 

 

Team Esbjergs trup til kampen i Kvindeligaenslutspil pulje 2 mod København Håndboldfredag den 21. april kl. 18.30 i Blue Water Dokken:

Målvogtere: Anna Kristensen og Amalie Milling

Venstre fløj: Sanna Solberg og Beyza Irem Türkoglu 

Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Anne Tolstrup Petersen

Streg: Kathrine Heindahl, Vilde Mortensen Ingstad og Kaja Kamp

Bagspillere: Kristine Breistøl, Julie BøeJacobsen, Nora Mørk, Henny Reistad og Mette Tranborg

Jesper Jensen stopper i Team Esbjerg næste sommer

0
Håndbold, Kvinder, Team Esbjerg - SønderjyskE 34:29

 

Jesper Jensen har valgt at stoppe som cheftræner i Team Esbjerg, når hans nuværende, toårige kontrakt udløber 30. juni 2024. Han vil til den tid have været på posten i lidt over syv sæsoner med indtil videre to danske mesterskaber, et europæisk gennembrud med deltagelse i EHF Champions Leagues Final4 og flere titler med Team Esbjerg. Derudover har han siden marts 2020 været landstræner for det danske kvindelandshold.

– Det har været en vanskelig og voldsom beslutning, for intet har ændret sig i forhold til Team Esbjerg, hvor jeg fortsat er meget glad for at være. Men at have to så fede job har en pris over tid, og jeg vil hellere slutte fem år for tidligt end et halvt år for sent. Der er ikke nogen dramatik i mit ophør, jeg opfylder min kontrakt og har valgt at optræde respektfuldt over for klubben og give god tid til at finde min afløser, siger Jesper Jensen, 45 år.

Han har ikke oplevet noget pres fra hverken Dansk Håndbold Forbund eller sin familie for at opgive det ene af jobbene, men har mærket, at mennesker omkring ham har bekymret sig for, om presset ved at have to så udadvendte og resultatorienterede poster ville blive for stort.

– Der har været perioder, hvor jeg har syntes, det var hårdt. Men det er en lille smule for meget over for alternativet, at det er meget for lidt. Jobbet som landstræner er med høj intensitet og fokus på resultater to en halv uge ad gangen. At være klubtræner er et mere langsigtet projekt med en hverdag, hvor jeg kan snakke og nørde med spillerne, og det kommer jeg til at savne. Jobbene har på den private front haft omkostninger i form af, at jeg har måttet melde afbud til utallige mærkedage hos familie og venner. Der er flere nejer end jaer i den branche, siger Jesper Jensen.

Team Esbjergs ledelse tager Jesper Jensens beslutning til efterretning og glæder sig over, at samarbejdet langt fra er slut endnu. 

– Nu er der sat en slutdato, men vi har fortsat mange opgaver og triumfer foran os sammen. Jespers forhold til klubben er velkendt og symbiotisk, og han fortsætter sit arbejde med at udvikle spillerne og kulturen i både denne og næste sæson. I mellemtiden har vi heldigvis god tid til at finde en kvalificeret afløser. Vi har et godt ry i håndboldverdenen, og jeg er overbevist om, at cheftrænerjobbet i Team Esbjerg vil være interessant for rigtig mange dygtige trænere, siger bestyrelsesformand Bjarne Pedersen.       

Begge parter kan sagtens se for sig, at samarbejdet genoptages om nogle år. 

– Nu skal vi foreløbig vinde så meget som overhovedet muligt med Team Esbjerg, bygge videre på kulturen og bevæge klubben yderligere fremad. Dette er ikke kun et job, dertil betyder klubben og holdet for meget for mig. Team Esbjerg er en fantastisk arbejdsplads, siger Jesper Jensen.

Foto Niels Husted

 

 

 

 

 

Rikke Iversen fortsætter sin danske odyssé i Esbjerg

0

Team Esbjerg handlede hurtigt for at tiltrække en kvalificeret erstatning, da det stod klart, at norske Vilde Ingstad efter syv sæsoner i klubben ønskede at prøve noget nyt. Den danske landsholdsspiller, Rikke Iversen, havde ikke indgået en ny kontrakt med Odense Håndbold, og nu har hun indgået en treårig aftale med Team Esbjerg gældende fra 1. juli 2023 og frem til 30. juni 2026.

Foto: Privat

– Jeg følte, at jeg skulle prøve noget nyt og havde overvejelser om både Danmark og udlandet, da Team Esbjerg meldte sig på banen. Jeg kender Jesper Jensen som en enormt dygtig træner, der kan være med til at udvikle mig yderligere, og jeg glæder mig til at blive udfordret af dygtige spillere i et andet håndboldmiljø. Og så kan jeg blive tæt på min familie i hovedstadsområdet og Ikast, siger Rikke Iversen, 29 år og 54 landskampe.

Frederiksberg-pigen har efter ungdomsklubberne Virum-Sorgenfri og Lyngby HK ikke været bange for at flytte rundt i landet for at udvikle sig som håndboldspiller. Først tre sæsoner i Nykøbing F. Håndbold, dernæst fem sæsoner i Silkeborg-Voel KFUM og senest to sæsoner i Odense Håndbold med danske mesterskaber, deltagelse i EHF Champions League og et gennembrud på landsholdet. Især hendes forsvarskvaliteter har været iøjnefaldende. 

- Det har været en vild udvikling fra tiden i Silkeborg-Voel, hvor ingen rigtig vidste, hvem jeg var, til en topklub, Champions League, landshold og slutrundedebut. Det er noget af det fedeste at få lov til, og jeg ved nu, at jeg kan være med blandt de bedste. Jeg håber at blive dansk mester med Team Esbjerg, og at klubben kommer til at opleve endnu en Final4, siger Rikke Iversen.

De ambitioner deler hun med Team Esbjergs cheftræner, Jesper Jensen, der har en klar idé om, hvad den hårdføre stregspiller kan tilføre en ellers stjernespækket trup.

– Rikke var en fantastisk mulighed for os, en kapacitet, der med sin vildskab, hårdhed og kynisme passer perfekt ind i, hvad vi gerne vil udvikle. Hun er en rigtig dygtig stregspiller og en vanvittigt dygtig forsvarsspiller, hård og konsekvent i alt, hvad hun gør. Vi har et fint hold, men er også lidt pæne. Rikke kommer med lidt mere street og stiller høje krav til sig selv og holdkammeraterne, især i kampsituationer, hvor hun vil modvirke, at vi drysser point væk unødvendigt, siger Jesper Jensen. 

Trods den kompromisløse tilgang til spillet befinder Rikke Iversen sig efter cheftrænerens vurdering værdimæssigt på samme bundlinje som de øvrige spillere, blot på en anden måde. Hun er følsom, tænker meget over tilværelsen og har truffet et bevidst valg om et miljøskifte.  

Rikke Iversen har, før håndboldkarrieren tog fart, boet i Sverige og Frankrig, hvor hendes far var udstationeret for IBM, og siden blev det til en dansk odyssé. I tiden i Silkeborg-Voel 

 

 

 

 

 

uddannede hun sig til folkeskolelærer og nåede at undervise på Voel Skole og VUC i Silkeborg, inden Odense kaldte. Til januar begynder hun på en akademiuddannelse i ledelse.

– Jeg nyder at spille håndbold, men har også en idé om, at de studier, der skal bringe mig videre i livet, skal jeg have klaret ved siden af. Jeg har en kæmpedrøm om at åbne min egen efterskole, hvor jeg vil forberede eleverne på det store spring mellem 9. klasse og gymnasiet. Jeg er selv ordblind, og jeg vil gerne give de unge et år, hvor de udvikler sig mentalt og fysisk, så de får styrke til at nyde gymnasietiden, siger Rikke Iversen. 

Når hun nævner lokationen Ikast, skyldes det, at storesøster Sarah Iversen spiller samme position i Ikast Håndbold, og deres forhold er meget nært. Det samme gælder Chow chow-hunden Emma, der følger med til Esbjerg. Racen beskrives som viljestærk og stædig.

Team’erne tog en træningskamp

0

Team Esbjerg var bundholdet fra Ringkøbing overlegen på alle parametre i ligakampen i Blue Water Dokken, og sejren på 35-16 kunne sagtens have været større.

Gæsterne fulgte med lidt held nogenlunde med i de første ti minutter. 5-3 stod der på måltavlen blandt andet fordi, Team Esbjerg sendte flere afslutninger forbi mål. Dog ikke så mange som Ringkøbing Håndbold, der savnede skudkraft fra distancen og derfor søgte stregen eller fløjene. 

8-3 stod der, da Ringkøbings træner, Jesper Holmris, midt i halvlegen tog en timeout. Den benyttede Esbjerg-træner Jesper Jensen til at sende sin norske stjerne Henny Reistad på banen, og så var for alvor forskel på de to hold. Legende let så det ud, hver gang hun afsluttede, og hun nåede inden pausen op på seks mål – det samme som Ringkøbing. Hun scorede blandt andet halvlegens tre sidste mål til 17, 18 og 19-6.

Ringkøbing-Skjerns Dagblads udsendte sad og rystede på hovedet i pausen.

_ Så dårligt plejer de ikke at spille, men det er Esbjergs fortjeneste. Ringkøbing kan slet ikke finde vej gennem deres forsvar. Det er den store forskel, lød John Thomsen rimelige analyse af 1. halvleg.

Efter pausen prøvede Jesper Jensen flere ting af. Det var ikke af overdrevet respekt for modstanderen, at Team Esbjerg stillede op med et 5-1 forsvar med Kaja Kamp som den fremskudte spiller. De norske landsholdsspillere Kristine Breistøl og Vilde Mortensen Ingstad kom slet ikke på bane, ligesom Henny Reistad startede på bænken.

I stedet udgjorde Julie Bøe Jacobsen, Michala Møller og Mette Tranborg i lange perioder bagkæden, og især sidstnævnte gav efter en halvsløj start på kampen prøver på sit potentiale.

Også Rikke Poulsen, der fik anden halvleg i målet, spillede sig op i løbet af halvlegen dog uden at komme i nærheden af Amalie Millings høje redningsprocent før pausen. Milling havde også de bedste betingelser.

_ Kampen forløb, som vi gerne ville have det. Vi fik vist den kynisme, som gjorde, at kampen hurtigt var afgjort, og vi kunne spare på kræfterne, sagde Jesper Jensen efter kampen.

_ Når vi kun lukker seks mål ind i første halvleg, behøver vi ikke spille på modstanderens præmisser, men i stedet prøve nogle ting af som 5-1 forsvaret og syv mod seks-spillet. Og vi kunne give pause til de, der spillede landskampe i sidste uge, og i stedetgive meget spilletid til andre.

Kampen i tal

Team Esbjerg – Ringkøbing Håndbold 35-16 (19-6).

Mål, Team Esbjerg: Henny Reistad 9, Mette Tranborg 5, Kaja Kamp 4, Julie Bøe Jacobsen 4, Marit Røsberg Jacobsen 4 (1), Michala Møller 2, Kathrine Heindahl 2, Beyza Türkoglu 2, Vilde Mortensen Ingstad 2, Anne Petersen 1.

Topscorer, Ringkøbing: Alberte Simonsen 4.

Udvisninger: Team Esbjerg 1, Ringkøbing 1.

Tilskuere: 2118

Målmænd vinder håndboldkampe

0

Man siger, at målmænd vinder håndboldkampe. I så fald trak Team Esbjergs unge keeper Amalie Milling sig sejrrigt ud af mødet med sine tidligere holdkammerater fra København Håndbold i Blue Water Dokken onsdag aften.

Med en redningsprocent over 40 var Milling det store lyspunkt i Team Esbjergs på papiret sikre sejr på 31-23.

Da Andrea Hansen bragte gæsterne foran 9-8 efter 18 minutters spil, kunne hun ikke vide, at der skulle gå 12 minutter, før københavnerne igen fandt vej til netmaskerne og reducerede hjemmeholdets pauseføring til 13-10.

Det var i de 12 minutter Amalie Milling blomstrede op med flere store redninger. Hu blev hjulpet godt på vej af et stærkt forsvar, hvor Kathrine Heindahl og Kristine Breistøl udgjorde en solid midterakse. Redningsprocenten var på det tidspunkt oppe på 55.

Det var selvsagt de 12 minutter, cheftræner Jesper Jensen hæftede sig ved, da han efter kampen blev spurgt om, hvor tilfreds han var. Og det var Milling og forsvaret han fremhævede.

Amalie Milling var valgt til kampen frem for mere rutinerede Rikke Poulsen ud fra devisen om, at det er en større fordel for målmanden at kende skytterne end omvendt.

Men hun har stået godt hele sæsonen, og det samme gælder Rikke, så jeg er fortrøstningsfuld omkring målmandspladsen, sagde Jesper Jensen.

Det haltede lidt mere i den anden ende af banen. Træneren ærgrede sig lidt over, at der manglede fem procent i intensitet, men forklarede det med, at det kan være svært at sætte sig op til en onsdagskamp i ligaen oven på en storkamp i Champions League om søndagen.

_ Og så er bagspillerne ikke spillet ordentligt sammen, fordi flere af de bærende kræfter har været plaget af skader. Men det giver plads til nye spillere. I denne sæson satser vi på at kunne spille bredere end i sidste sæson, da vi kørte igennem med en smal trup, lød det fra Jesper Jensen.

Kampen i tal

Team Esbjerg – København Håndbold 31-23 (13-10).

Målscorere, Team Esbjerg: Henny Reistad 6, Beyza Türkoglu 5, Anne Petersen 5, Mette Tranborg 4, Vilde Mortensen Ingstad 3, Nora Mørk 3 (2), Kathrine Heindahl 2, Kaja Kamp 1, Michala Møller 1, Kristine Breistøl 1.

Topscorer, København: Silje Brøns 6 (1).

Udvisninger: Team Esbjerg 2, København 5.

Tilskuere: 1780.

Super Cup giver de første pejlemærker

0

Sæsonen bliver skudt i gang på tirsdag med et brag af en kamp. Odense Håndbold venter i Sparekassen Danmark Super Cup, hvor vinderen af Kvindeligaen møder vinderen af Santander Cup. Disse to blev i fjor henholdsvis Odense og Team Esbjerg: De to stærkeste hold i Danmark.

Det er også det første trofæ, som klubberne skal spille om, og det er næppe eneste gang, at netop disse to mandskaber krydser klinger i jagten på medaljer og hæder. Et trofæ vil altid pynte, men der er tale om titlen med mindst betydning, erkender cheftræner Jesper Jensen.

– Det er de to bedste hold fra sidste sæson, som mødes i en optaktsturnering, så det er klart den mindste titel, som vi skal være med til at spille om. Men prestigen i at have kvalificeret sig ved at vinde ligaen eller pokalturneringen er stor, og derfor er det også kun de bedste hold, som spiller i Super Cup, siger Jesper Jensen.

Team Esbjerg tager til Aalborg for at vinde, men cheftræner gør også en dyd ud af at fortælle, at holdet ikke er helt oppe i tempo endnu. Opstarten har været hård med skader og triste resultater – senest med et nederlag til Nykøbing F. Håndbold.

Derfor bliver kampen også brugt til at få værdifuld kamptræning ind i holdet, som hen over sommeren blev tre nye ansigter rigere. Disse tre – Amalie Milling, Anne Tolstrup Petersen og Julie Bøe Jacobsen – skal finde sig til rette på banen og i kulturen i Team Esbjerg.

– Opgøret kan bruges til mange ting. Den er med til at give de første pejlemærker på, hvor langt vi er kommet, og hvor langt der stadig er op. Vi har valgt at tage det med ro i opstarten, da det er en lang sæson. Vi er ikke på 90 procent endnu, men det er vi bevidste om. Vores mål er at slå Odense i slutningen af sæsonen, ikke i starten, siger Jesper Jensen.

Og derfor bliver opgaven mod Odense også meget hård. De forsvarende mestre har knoklet i opstarten, hvor de blandt andet har mødt Györi i en træningskamp. Det får også Jesper til at tro på, at det bliver en svær kamp.

– De har et supergodt hold, og de har samme styrke og spiller på samme måde som i sidste sæson. De har en stærk vinderkultur, hvor de går all in uanset modstanderen, og det var også årsagen til, at de kun tabte ét opgør i grundspillet sidste år. Man får aldrig noget foræret, men vi er en af dem, der på toppen kan slå dem, men ikke hvis man spiller på 90 procent, siger cheftræneren.

Desværre må Team Esbjerg også undvære Henny Reistad, som har brækket en finger. Dinah Eckerle kommer heller ikke i aktion og Sanna Solberg er gravid. 

 

 

 

 

 

 

Team Esbjergs trup til kampen i Sparekassen Danmark Super Cup mod Odense Håndbold tirsdag den 23. august kl. 18.30 i Gigantium, Aalborg: 

Målvogtere: Amalie Milling og Rikke Poulsen

Venstre fløj: Beyza Irem Türkoglu 

Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Anne Tolstrup Petersen

Streg: Kathrine Heindahl, Vilde Mortensen Ingstad og Kaja Kamp

Bagspillere: Kristine Breistøl, Julie BøeJacobsen, Michala Møller, Nora Mørk og Mette Tranborg.

Team Esbjerg henter en af fremtidens målvogtere

0

Team Esbjerg styrker målvogterteamet med et at landets største talenter, Amalie Milling, der skifter fra København Håndbold på en treårig aftale gældende til 30. juni 2025. Den 22-årige Hørsholm-pige debuterede på A-landsholdet som 18-årig i 2018 og indgår i bruttotruppen.

Foto: Team Esbjerg

– Jeg fik et tilbud fra Team Esbjerg, der er en interessant klub med dygtige spillere, og som spiller med i Champions League. Det er det rette sted at udvikle mig i træning og kamp, og så vil jeg vinde kampe med klubben, siger Amalie Milling. 

Hun fik sin håndboldopdragelse i de lokale klubber, HUK Håndbold og Hellerup IK, inden hun i 2018 skiftede til København Håndbold, hvor hun allerede i sin første sæson fik kampe i EHF Champions League. Som målvogter har hun udviklet sig under de erfarne kolleger, Johanna Bundsen og Emily Stang Sando, der har en fortid i Team Esbjerg.

– Vi er sårbare på målvogterpositionen, hvor Dinah Eckerle har været ude i forberedelserne, og vi er nødt til at gardere os. Da muligheden for at tilknytte et af de helt store talenter til klubben opstod, slog vi til. Vi har de seneste tre-fire år været meget rundt for at kigge efter målvogtere, og der er relativt få på verdensmarkedet, siger cheftræner Jesper Jensen.

Han ser frem til at komplementere teamet med en anden målvogtertype, da Amalie Milling med sine 184 cm er noget højere end de nuværende, Rikke Poulsen og Dinah Eckerle, og med sin rolige og afventende stil bevæger sig på en anden måde i målet. Hendes talent blev tidligt spottet, idet hun foruden otte A-landskampe har spillet 31 Y-landskampe og 37 U-landskampe.  

Amalie Milling er ikke skræmt af at rykke fra barndommens Nordsjælland og sin nuværende bopæl på Frederiksberg til den modsatte del af landet, Esbjerg.

– Det bliver nyt og spændende for mig. Jeg har hidtil ikke befundet mig så meget i Jylland bortset fra i håndboldhaller. Jeg tror, skiftet vil give mig lidt mere ro og vægt på det sportslige. Der vil komme op- og nedture, men jeg glæder mig meget til at udvikle mig og lægge pres på mig selv, siger hun.

Hun er lige kommet hjem fra et træningsophold med København Håndbold i Lalandia Billund og sætter nu kursen tilbage mod samme destination, hvor Team Esbjerg i de kommende dage forbereder sig til den nye sæson. 

Amalie Millings mor har spillet håndbold i mange år, og hun er i hele karrieren blevet bakket op af sine forældre. Ved siden af håndboldspillet studerer hun sundhed og informatik på Københavns Universitet på Østerbro.

Team Esbjerg indgår forlig med Estavana Polman

0

Team Esbjerg Elitehåndbold A/S har indgået et forlig med Estavana Polman, som indebærer, at stjernespilleren med virkning fra 30. juni 2022 frit og uden begrænsninger kan indgå ny kontrakt med en klub i ind- eller udland.Hendes aftale med Team Esbjerg løb oprindelig i endnu en sæson.

Bestyrelsesformand Bjarne Pedersen oplyser, at flere modeller til en løsning har været på bordet, så parterne kunne skilles og lægge sagen bag sig. Team Esbjerg var indstillet på at leje Polman ud til en anden klub og sikre hende samme løn som i kontrakten, og såfremt hun ville til en klub i udlandet, ville man frigive hende.

Estavana Polman har imidlertid ikke været interesseret i, at Team Esbjerg Elitehåndbold A/S skulle være en del af løsningen, og derfor har parterne nu, via Spillerforeningen, indgået et forlig, hvor man skilles med virkning fra 30. juni 2022. 

Det er ligeledes aftalt, at spillerlicensen udleveres øjeblikkeligt, således at EstavanaPolman kan indgå kontrakt med en ny klub i Danmark eller udlandet. Team Esbjerg Elitehåndbold A/S har ikke stillet nogen begrænsninger, hverken i forhold til klubber i Danmark eller udlandet.

– Det har været en langstrakt og ubehagelig tid for både klubben og Estavana Polman. Vi har i hele forløbet ageret under hensyntagen til klubben og den måde, hvorpå vi driver vores klub. Vi har en vision, en målsætning og ikke mindst en stærk kultur, som vi værner om. Samtidig har det ligget os på sinde, at Estavana skal kunne komme videre med sin karriere, siger Bjarne Pedersen.

Bestyrelsesformanden pointerer, at Team Esbjerg Elitehåndbold A/S har opfyldt de kontraktlige forpligtelser under hele forløbet. Estavana Polman kom til klubben i sommeren 2013 og har udviklet sig til en af den danske kvindeliga og det stjernespækkede hollandske landsholds største profiler. De seneste to sæsoner har dog været præget af alvorlige knæskader. 

– Team Esbjerg ønsker det bedste for EstavanaPolman og takker for de mange oplevelser og fantastiske præstationer, hun har været levereti sin tid i klubben. Uden Estavana havde klubben næppe været, hvor vi er nu, siger Bjarne Pedersen.

Team Esbjerg giver intet ved dørene trods sikret førsteplads

0

Hvis man troede, at Team Esbjerg ville spare spillere i et hårdt program mod Brest Bretagne Handball, så skal man på andre tanker. Opgøret i DELO EHF Champions League har ingen betydning for danskerne, der har sikret førstepladsen, men det får ikke holdet til holde lidt igen af frygt for træthed senere på sæsonen.

I sejren over Ringkøbing i midtugen fik holdt nemlig hurtigt lukket kampen, og det gav cheftræner Jesper Jensen muligheder for at give flere spillere fri, og mange af dem spillede således ikke det sidste kvarter af opgøret. Holdet var nemlig opmærksom på, at der ventede en udfordring af en hel anden kaliber denne weekend. Og når det er mod et hold i den absolutte top, så gør det kampen på søndag endnu sjovere.

– Vi var klar over, at der kom en fed kamp på søndag, og derfor fik flere spillere tid til at sidde lidt over mod Ringkøbing. En topkamp mod Brest kilder meget mere i maven end en udekamp i ligaen mod et bundhold, fortæller Jesper Jensen.

At Team Esbjerg har spillet sig i en situation, hvor de to sidste kampe af gruppespillet ingen betydning har, er stadig lidt svært for cheftræneren at forstå, men det fortæller også meget om, hvor stort et skridt holdet har taget op mod den europæiske top. Tidligere har det handlet om at stoppe modstanderens våben. Nu handler det også om, hvordanmodstanderen stopper Team Esbjergs.

– For et halvt år siden ville jeg have sagt, at der er mange ting, der skulle lykkes, hvis vi skulle vinde gruppen. Men vi har også bevist, at vi har noget at skyde med. Vi er nummer et, og det har vi spillet os til. Det er lidt en surrealistisk fornemmelse, når man ser på de hold, som vi har distanceret, siger Jesper Jensen.

Samtidig gælder det også om at nyde det, for det var tæt på, at holdet overhovedet ikke kvalificerede sig til DELO EHF Champions League i år. Derfor er det vigtigt, at man udnytter chancen for at spille mod de bedste i verden, når man endelig har muligheden.

– Hvert år kæmper vi for at spille Champions League, og når vi endelig gør, ville det være skørt ikke at bruge muligheden for at teste sig selv. Vi går ind til kampen med fokus på at maksimere vores præstation. Mod Ringkøbing kunne vi godt sætte den et gear ned, men det kan vi ikke i Champions League. Samtidig er Brest også ved at finde den form frem, som gjorde, at de kom i finalen i sidste sæson, siger cheftræneren.

Til kampen er Marit Malm Frafjord stadig tvivlsom, men resten af holdet er klar til møde et fransk mandskab, der består af en håndfuld olympiske mestre fra Frankrig, samt tidligere 

 

 

 

 

 

 

 

Herning-Ikast-profil Helene Fauske. Glem heller ikke tidligere Team Esbjerg-spiller Sandra Toft i målet.

Team Esbjerg har aldrig vundet over Brest Bretagne Handball i de tre kampe, de har mødt hinanden. Men én gang skal være den første.

 

Team Esbjergs trup til kampen i DELO EHF Champions League Gruppe A mod Brest Bretagne Handball søndag 13. februar kl. 16.00 i Blue Water Dokken: 

Målvogtere: Rikke Poulsen og Dinah Eckerle

Venstre fløj: Sanna Solberg-Isaksen og Beyza Irem Türkoglu 

Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen

Streg: Kaja Kamp og Vilde Mortensen Ingstad

Bagspillere: Kristine Breistøl, Henny Reistad, Annette Jensen, Michala Møller, Estavana Polman, Line Myers og Mette Tranborg.