Patrick Petersen, 29 år, er tiltrådt som ny assistenttræner i Team Esbjerg. Sjællænderen har senest været cheftræner for Skovbakken Håndbolds 1. divisionsherrer i tre sæsoner og vælger nu at satse på karrieren som håndboldtræner på fuldtid. Han afløser Ana Razdorov Lyø, der i fire sæsoner har indgået i trænerteamet med cheftræner Jesper Jensen.

– Det har været en svær beslutning, for jeg kan lide mit civile job på en rigtig god arbejdsplads, men min arbejdsgiver har vist forståelse for, at dette er en unik mulighed for mig. Team Esbjerg har været inde i en beundringsværdig udvikling, hvor klubben gennem mange år har taget skridt for skridt til nu at tilhøre den europæiske elite, samtidig med at der er et stærkt bagland, og organisationen er fulgt med. I det miljø kan jeg blive stærkere som træner, og jeg vil bidrage med mine perspektiver og hjælpe Jesper og Team Esbjerg med at opnå de mål, klubben ønsker, siger Patrick Petersen.

Han spillede ungdomshåndbold i hjembyen Ringsted, men valgte efter et USA-ophold at gå trænervejen, da han i 2013 flyttede til København for at indlede studiet i International Business på CBS. Inspireret af den senere talentchef og nu assistenttræner i GOG, Mikkel Voigt, blev han ungdomstræner i Frederiksbergklubben BK Ydun og fortsatte i Ajax København sideløbende med at være talenttræner i DHF’s Region Øst. 

I 2019 rykkede han til Aarhus for at tage kandidatuddannelsen cand.merc. Innovation Management & Business Development og blev samtidig seniortræner i Skovbakken, først en sæson i 3. division og dernæst tre sæsoner i 1. division. 

Patrick Petersen er storebror til Ikast-playmakeren Simone Petersen, hvis personlige egenskaber Jesper Jensen kender til som landstræner, og uden at det har været afgørende, har familieskabet styrket indtrykket af, at han menneskeligt vil passe ind i Team Esbjergs kultur. 

– Patrick scorer højt på de parametre, vi lægger vægt på, og gennem de samtaler, vi har haft, har vi fået en rigtig god fornemmelse af ham som menneske. Også håndboldmæssigt fornemmer vi, at han deler vores filosofi med sin interesse for detaljer i spillet og at tage initiativ og prøve ting af for at forbedre præstationerne. Jeg går ind i min syvende hele sæson som cheftræner, og Patrick kan med sin baggrund bidrage med nye impulser til teamet, siger Jesper Jensen.

Den nye assistenttræner har indgået en foreløbig etårig aftale, hvilket flugter med cheftrænerskiftet i Team Esbjerg i sommeren 2024, da den svenske kvindelandstræner, Tomas Axnér, afløser sin danske landstrænerkollega, Jesper Jensen. Tomas Axnér skal sætte sit eget hold, men hvis samarbejdet med Patrick Petersen udvikler sig som forventet, vil han være kandidat til at fortsætte på sin post. Indtil videre vil han lægge al sin energi i at yde sit bedste i kontraktperioden, men afviser ikke muligheden for at fortsætte i Team Esbjerg.

– Jeg vil nu koncentrere mig om at yde en god arbejdsindsats med fuld dedikation i Team Esbjerg. På håndboldbanen er jeg tilhænger af at udfordre modstanderne ved at ændre rytmen i spillet og angribe med tempo. Og så er jeg meget bevidst om at omsætte de fejl, der opstår undervejs, i hurtig læring, siger Patrick Petersen, der er DHF-diplomtræner og dermed har den højeste nationale træneruddannelse.

Patrick Petersen har en måneds opsigelse i stillingen som Product Manager i konsulenthuset Ennova og vil derfor i august dele sin tid mellem de to job. Han bor i Aarhus med sin kæreste, Marie, der indleder sit sidste år på tandlægestudiet, og han forventer i løbet af 2023 at rykke bopælen til Esbjerg.

Foto: Team Esbjerg

Leave a Reply