Med sejre til Team Esbjerg og Ikast i første runde er slutspilspuljen allerede ved at knække over. Og hvis esbjergenserne kan gå hen at tage endnu en sejr over København Håndbold på fredag, står holdet på tærsklen til at kalde sig semifinalist i Kvindeligaen.

Men at få to point over København er lettere sagt end gjort. Holdet fra hovedstaden har altid været et mandskab, der har kunnet sætte en kæp i hjulet på alle, men flere ting taler imod at det bliver i dette opgør, de kommer til det.

For Team Esbjerg kommer ind til opgøret med en skræmmende styrke. Holdet har ramt en form og et niveau, der ser aldeles uhyggeligtud for modstanderen. Storsejrene er nærmest kommet på stribe, og holdet har ikke set sig tilbage. Og at ramme den form, netop som hele sæsonen kulminerer, er vitalt. Det har også været et mål for holdet lige fra sæsonens start.

– Det tager altid tid at lære hinanden at kende, og det har vi været bevidste om fra start. Vi har ikke ledt efter et quickfix til næste kamp, når det ikke er gået vores vej, og vi er hele tiden kommet tættere på. Vi er glade for at være det sted, hvor vi er nu, og de ting, som vi har, har vi en god tro på også virker om en måned, siger cheftræner Jesper Jensen.

Holdet føler, at de står stærkt til kampen mod København. En sejr vil også sende dem seks point foran fredagens gæster med fire kampe tilbage, samtidig med at de vil være bedre indbyrdes, idet Team Esbjerg var bedre placeret i grundspillet.

– Vi går ind til kampen med en fornemmelse af, at hver gang vi vinder en kamp, sætter vi et hold af. Vi vil også næsten kunne sætte København af ved at være seks point foran dem, og det skal vi gå efter. Så kan vi håbe på, at Ikast Håndbold vinder deres kamp, så der er to store favoritter til at gå i semifinalen. Vi kan derefter kigge på næste mål, som er at vinde puljen, så vi kan få en eventuel tredje kamp på hjemmebane i semifinalen, siger cheftræneren.

Hvordan kommer der så to point på kontoen, så holdet kan få den fornemmelse? København viste i grundspillet et stærkt forsvar og et angreb ledet af Stine Jørgensen, der scorede næstflest mål i grundspillet. De endte dog med at tabe stort på hjemmebane til Ikast i første runde af slutspillet, og derfor søger de sikkert en bedre oplevelse i dette opgør. Men heldigvis er Team Esbjerg et sted, hvor de er svære at røre.

– Vi ved, at når vi spiller bedst, står vi i en situation, hvor det er os selv, der bestemmer, hvem der skal vinde kampen. Vi er et jaget bytte, og andre hold kan spille frit mod os. Vi har dog en ro, i det vi laver, og vi er gode til at spille hinanden gode, siger Jesper Jensen.

Kampen bliver uden Michala Møller, der er i gang med genoptræningen efter hun brækkede foden for nogle måneder siden. Marit RøsbergJacobsen sad over i Silkeborg med småskavanker, men hun forventes i spil fredag.

 

 

 

 

 

Team Esbjergs trup til kampen i Kvindeligaenslutspil pulje 2 mod København Håndboldfredag den 21. april kl. 18.30 i Blue Water Dokken:

Målvogtere: Anna Kristensen og Amalie Milling

Venstre fløj: Sanna Solberg og Beyza Irem Türkoglu 

Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Anne Tolstrup Petersen

Streg: Kathrine Heindahl, Vilde Mortensen Ingstad og Kaja Kamp

Bagspillere: Kristine Breistøl, Julie BøeJacobsen, Nora Mørk, Henny Reistad og Mette Tranborg

Leave a Reply