Home Tags Fremtid

Tag: Fremtid

Første skib i Skandinavien tanker grønt på Esbjerg Havn

Flere og flere tager hensyn til klimaet og tanker med biodiesel, som er produceret på grundlag af raps fra danske marker – det gælder busser, lastbiler og flere andre.
Det kommer også til at gælde skibe, og i går tankede skibet Key Bora op med ren biodiesel. Det er første gang i Skandinavien, at et skib skal sejle på ren biodiesel.

KeyBora

Foto: Christina Simonia Straarup

Biodiesel en del af den grønne omstilling

Biodiesel produceret på raps er et omkostningseffektivt bidrag til at nå målet om 70% CO2-reduktion i 2030, i en situation, hvor fremskrivningerne viser, at der især indenfor den tunge transport, i mange år vil være en betydelig andel af dieseldrevne køretøjer. Rapsproduktionen er cirkulær, og alt biomasse anvendes i produktionskæden. Det primære produkt er foderkager, men også glycerin til den farmaceutiske industri. Biodiesel udgør kun
20% af markens biomasse. Dermed er biodieslens produktion med til at styrke dansk foderproduktion og undgå øget sojaimport fra bl.a. Sydamerika.

bio

Hvad er biodiesel?

Dansk 1. generations-biodiesel fra Emmelev har en certificeret 72% CO2-reduktion sammenlignet med fossil diesel. Biodiesel kan anvendes direkte i biler og maskiner, der i dag kører på fossile brændstoffer, og kan øjeblikkeligt bidrage til CO2-reduktionen fra transportsektoren, uden at der skal opbygges ny infrastruktur eller udskiftes materiel. Det gælder den tunge transport, busser, tog og arbejdsmaskiner mv.

Biobrændstof er afgørende for overgangen til avancerede biobrændstoffer

Med øje for at vi på lang sigt ønsker at erstatte de nuværende biobrændstoffer med avancerede biobrændstoffer, bør der investeres i udviklingen og produktionen af disse. Emmelev A/S producerer i dag avanceret biodiesel, men yderligere udvikling og investering kræver en forudsigelig klimapolitik og med kendte regulatoriske rammer over en mindst 5-årig periode. Samtidig er det en forudsætning, at der i de mellemliggende år skabes et marked, hvor virksomhederne kan finde afsætning for de produkter, som allerede forefindes, og som skal skabe grundlaget for udvikling af nye og avancerede biobrændstoffer.

Grafik: Emmelev

Fakta:

• Biodiesel iblandes al den almindelige fossile diesel, som tankes på de danske tankstationer, som et resultat af et EU-direktiv. Men faktisk er det muligt at bruge 100 procent biodiesel i motorer – til gavn for klimaet. Fortrængningen af CO2 er på 83 procent.
• Emmelev A/S producerer biodiesel på grundlag af danske GMO-frie rapsfrø. Der findes også anden dansk produktion af biodiesel samt storskala-produktion i bl.a. Tyskland, Polen og Sverige.
• I Danmark er forbruget af diesel til offentlig transport på godt 150 mio. liter om året. Erstattes denne fossile olie af biodiesel, vil CO2-besparelsen være ca. 300.000 ton om året.

Nyt smukt hjem til Esbjergs nye elbusser

Et nybygget busdepot bliver hjemsted for de 29 elbusser, når de begynder at køre i Esbjerg. På Kattegatvej går byggeriet nu i gang, og det skal stå færdigt til december 2021.

Administrerende direktør for Sydtrafik, Lars Berg, borgmester Jesper Frost Rasmussen og udvalgsformand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen tog i fællesskab det første spadestik til det nye busdepot.
Administrerende direktør for Sydtrafik, Lars Berg, borgmester Jesper Frost Rasmussen og udvalgsformand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen tog i fællesskab det første spadestik til det nye busdepot. Foto: Esbjerg Kommune

Esbjergs grønne omstilling bliver endnu mere synlig i de kommende måneder. På en mark i det nordlige Esbjerg skal der bygges et busdepot, som også indeholder de nødvendige lade-faciliteter til de kommende elbusser. Busdepotet indeholder 46 busholdepladser, og heraf optager de nye elbusser 29 pladser, mens der også bliver plads til seks regionale busser. Chaufførerne kan se frem til nyindrettede omklædnings- og pausefaciliteter.

”Det er et kæmpe skridt for den kollektive trafik i Esbjerg og den grønne omstilling, at der nu bygges dedikerede faciliteter til de nye elbusser”, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Sammen med udvalgsformand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen og administrerende direktør for Sydtrafik, Lars Berg, tog Jesper Frost Rasmussen i dag det første spadestik til det nye busdepot. Med tre spader blev byggeriet officiel erklæret for igangværende.

Busdepotet har fundet vej til Kattegatvej, fordi placeringen er optimal i forhold til at betjene ruterne i Esbjerg. Det betyder, at kørslen fra start/slut på rute til busdepot uden passagerer, den såkaldte tomkørsel – holdes på et minimum.

” CO2-udledningen fra den kollektive trafik reduceres med 70 %, når elbusser betjener bybusnettet. Den besparelse bidrager til vores overordnede ambition om at være en CO2neutral kommune i 2030,”siger Søren Heide Lambertsen.

Det samlede busdepot koster ca. 42 mio. kr. at opføre. Det er vurderingen, at Esbjerg Kommune ved selv at bygge anlægget, reducerer risikoen for busoperatørerne, og dermed holdes prisen på busdriften nede.

K.G. Hansen og Sønner vandt i begyndelsen af november udbuddet om at opføre det nye busdepot. Fem firmaer havde budt ind på opgaven. COWI har fungeret som rådgiver på projektet.

Fodbold for fremtiden

0

Fodbold og fællesskab er nøgleordene, når Esbjerg Forenede Boldklubber, Uddannelseshuset og DBU Bredde søsætter Fodbold for Fremtiden. Et beskæftigelsesprojekt, som har til formål at hjælpe en udsat målgruppe af ledige i alderen 18-29 år ind i samfundets fællesskaber.

Uddannelseshuset starter projekt Fodbold for Fremtiden som et led i velfærdsalliancen mellem DBU (Dansk Boldspil-Union) og Esbjerg Kommune.

Velfærdsalliancen gælder for perioden 1. januar 2020 – 31. december 2023 og skal være med til at understøtte Esbjerg Kommunes indsatsområder som visionskommune i Bevæg dig for livet, styrke foreningslivet i kommunen og få flere og nye målgrupper i kommunen til at dyrke motion.

I 26 uger er de unge mænd og kvinder en del af et aktiveringsforløb, som indebærer fodboldfitnesstræning to gange om ugen. Desuden vil deltagerne løbende opleve forskellige, inspirerende oplæg. Det vil være aktiviteter rettet mod ordinær beskæftigelse og uddannelse. Virksomhedsrettede aktiviteter, studievejledning, jobsøgningskursus, oplæg om sund livsstil, viden om deltagelse i frivillige foreninger og inspiration til træneruddannelse og dommeruddannelse. Deltagerne vil også blive indkaldt til samtaler med henblik på at få et større netværk og blive klædt på til fællesskabet i erhvervslivet, på uddannelsesinstitutionen og i fodboldklubben.

Målet er at have fodbolden som udgangspunkt for arbejdet med at dyrke motion, udvikle sociale kompetencer og give mental timeout og succesoplevelser for unge i alderen 18 – 29 år.

Projektet er en helhedsorienteret og tværgående indsats, hvor fællesskab, rummelighed og stabilitet er omdrejningspunktet for at hjælpe de unge borgere og skabe et endnu stærkere velfærdssamfund.

Fodbold for Fremtiden er metodeudviklende. I et værdifuldt samarbejde mellem tre forskellige aktører hjælpes en særlig målgruppe tilbage i samfundet med fællesskab, glæde, inspiration og motion. Fodbolden er en ny vej at bevæge sig i beskæftigelsesindsatsen.

Fodboldfitnessaktiviteterne vil foregå på Gl. Vardevej i Esbjerg.

Samtidskunstner skal fortælle historien om Nordsøens liv og mennesker

Esbjergs offshoreliv og -historier bringes på land, når kunstmaler Mathilde Fenger sammen med Esbjerg Kommune, Total og Dansk Undergrunds Consortium med et stort kunstprojekt skaber en byrumsudstilling og et læringsprojekt for kommunens 4.- 6. klasser.

Foto: Mads Schmidt Rasmussen

Kunstprojektet Nordsøens Liv og Mennesker sættes i værk samtidig med genopbygningen af Tyra-feltet i Nordsøen og skal give både esbjergenserne og byens mange internationale gæster et indblik i offshorelivet både til havs og på land.

Samtidig skal kunst- og læringsprojektet formidle historien bag Esbjerg som EnergiMetropol. Med både kunst og undervisning vil byens børn og unge blive ført ind i Esbjergs udvikling fra fiskerisamfund til en by med offshoreindustri, innovation og højteknologi.

Der findes næppe den esbjergenser, som ikke er klar over, at byens historie og udvikling er tæt forbundet med olieeventyret i Nordsøen.

Men hvad ved vi egentlig, alle os, som ikke har sat benene på en boreplatform, men blot set riggenes tårne, når vi kører langs havnen? Nok i virkeligheden ikke ret meget.

Få ting til at ske

Esbjerg Kommunes borgmester, Jesper Frost Rasmussen, er meget begejstret for perspektiverne i projektet:

“Projektet byder både på kunstneriske og læringsmæssige oplevelser, men er også en vigtig brik i dokumentationen af en helt central del af Esbjergs historie. Tyra er så at sige den del af Esbjerg, som esbjergenserne ikke kan se, og kun de færreste oplever. Jeg glæder mig også over det nytænkende og tætte samarbejde mellem Total, kunstner Mathilde Fenger og Esbjerg Kommune, som jeg synes viser nye veje for, hvordan vi sammen kan få ting til at ske”,siger Jesper Frost Rasmussen.

Også formand for Kultur & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune, May-Britt Andrea Andersen, glæder sig over samarbejdet:

”Projektet er for det første en fremragende mulighed for at anskueliggøre Esbjergs offshorehistorie i børnehøjde. Men det er også en enestående lejlighed til at kunne arbejde med kunstneriske processer på vores skoler og gennem det nye læringsmateriale åbne en ny verden for mange børn. Det er sjældent, at vi har mulighed for at følge denne proces fra første skitse til færdigt maleri, men det kan vi altså nu takket være dette samarbejde”,siger formand for Kultur & Fritidsudvalget, May-Britt Andrea Andersen.

En helt ny måde at opleve på

Formand for Kultur & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune, May-Britt Andrea Andersen, projektkoordinator Jens Olesen, kunstner Mathilde Fenger, projektdirektør Morten Hesselager Pedersen, Total, og borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen, ved starten på kunstprojektet Nordsøens Liv og Mennesker. Foto: Mads Schmidt Rasmussen

Der findes næppe den esbjergenser, som ikke er klar over, at byens historie og udvikling er tæt forbundet med olieeventyret i Nordsøen.

Men hvad ved vi egentlig, alle os, som ikke har sat benene på en boreplatform, men blot set riggenes tårne, når vi kører langs havnen?

Derfor ser jeg som formand for Kultur- og Fritidsudvalget dette projekt som en fremragende mulighed for at åbne en fjern verden for byens borgere – både børn og voksne, på en helt ny måde.

Formand for Kultur & Fritidsudvalget May-Britt Andrea Andersen

Malerkunsten kan nemlig noget, som fotos og video ikke kan. Maleriet kan gennem kunstnerens øjne, valg og penselstrøg sætte fokus på lige præcis det, der er helt centralt, fortsætter May-Britt Andrea Andersen.

Det er Danmarkshistorie

Den danske kunstner Mathilde Fenger vil med otte store oliemalerier skildre Nordsøens liv og mennesker, og hun har allerede gennemført sikkerhedstræning forud for en snarlig researchtur offshore. Samtidig er det også vigtigt for kunstneren at få livet inde på land med i sine kunstneriske samtidsskildringer, og hun vil i den kommende tid tale med lokale med indsigt i Esbjergs historie og dens udvikling.

”Dette bliver et vidnesbyrd om et lokalsamfund, der er omdrejningspunkt for dansk energiproduktion og offshorevirksomhed. Om arbejdspladser, kolleger, mennesker, byen Esbjerg, alt sammen med dét omdrejningspunkt, at det både finder sted derude, hvor himmel og hav går i ét – og inde på land. Det er danmarkshistorie”, siger Mathilde Fenger.

Mathilde Fengers værker indgår i en byrumsudstilling, som skal turnere i Esbjerg i 2022-2023, og billederne skal hænges op flere steder i Esbjerg Kommunes bygninger. Esbjergs borgere inviteres i den forbindelse til at bidrage til at skabe udstillingen ved digitalt at dele deres personlige historier og fotos fra eller om livet på Nordsøen med hashtag #Nordsoeensliv.

“Kunst er en fascinerende vej til at give og få indsigt i en anden verden – og samle mennesker omkring en fælles identitet og historie – uanset alder, baggrund, køn og nationalitet. Kunsten får mennesker til at stoppe en anelse op – og samtidig lever kunsten bedst, når den også kommunikeres via digitale medier og former og ikke mindst til læring og uddannelse”, forklarer Mathilde Fenger.

Formidler Esbjergs innovationskraft og kreativitet

Energiselskabet Total er sammen med DUC partnere i projektet og bidrager økonomisk med 1 million kroner. Esbjerg har været basen for Totals Nordsø-operation i et halvt århundrede, hvor byen, virksomheden og aktiviteterne på Nordsøen har været i en rivende udvikling. Sammen med byen tager DUC-partnerne endnu et udviklingsskridt, når Tyra genopbygges, da mange lokale virksomheder og esbjergensere er involveret i projektet, der skal sikre dansk naturgasforsyning og samtidig reducerer Tyra-feltets klimaaftryk.

”Esbjerg er vores hjemby, og dens borgere har været altafgørende for hvert et skridt, som vi har taget. Vi er meget stolte af at gå sammen med Esbjerg Kommune og i samarbejde med dygtige Mathilde Fenger fortælle historien omkring Nordsøens liv og mennesker. Nordsøen er mange af mine kollegers andet hjem, og byrumsudstillingen giver dem mulighed for at give deres venner og familie et indblik i det liv, som de ellers kun hører om. Vi har levet af Esbjergs innovationskraft og kreativitet, og læringsforløbet giver den kreativitet og viden videre til en ny generation, som måske ovenikøbet har forældre, som arbejder på Nordsøen”, siger Morten Hesselager Pedersen, projektdirektør for Tyra-genopbygningen.

OM KUNSTPROJEKTET NORDSØENS LIV OG MENNESKER

  • Mathilde Fenger maler otte store oliemalerier, som afsløres i sommeren 2022.
  • Samtidig inviterer Esbjerg Kommune til en udendørs byrumsudstilling med udgangspunkt i malerierne og historier fra livet offshore.
  • Byrumsudstillingen er mobil og skal efterfølgende turnere i kommunen og på skoler.
  • Med udgangspunkt i malerierne og Mathilde Fengers arbejde udvikler Esbjerg Kommune et læringsmateriale til folkeskolernes mellemtrin. Materialet vil både give mulighed for at arbejde med kunstneriske og kreative processer, men også med Esbjergs offshorehistorie og med de muligheder og udfordringer, havet giver os.

OM MATHILDE FENGER

  • Mathilde Fenger er mesterlæreuddannet kunstmaler og mest kendt for sin store maleriserie fra Afghanistan (Frederiksberg Slot) og hovedværket Transition (Frederiksborg Slot) om Danmarks forsvars indsats i Afghanistan.
  • Mathilde Fenger har i de seneste år portrætteret H.M. Dronningen, ligesom hun har skabt et dobbeltportræt af H.M. Dronningen og HKH kronprinsessen.
  • Derudover har hun også skildret Hjemmeværnet i 14 store malerier.
  • Mathilde Fengers engagement i samtiden og samfundet er intensivt, og hun er en af de få kunstnere, der skildrer store danske og internationale samfundsbegivenheder.

OM TYRA-GENOPBYGNINGEN

  • Total er Tyra-feltets operatør på vegne af Dansk Undergrunds Consortium (DUC) – et partnerskab mellem Total (43,2 %), Noreco (36,8 %) og Nordsøfonden (20 %)
  • DUC-partnerne har investeret 21 mia. kroner i genopbygningen, som er den største olie- og gasinvestering nogensinde i den danske del af Nordsøen.
  • Tyra er Danmarks største naturgasfelt, og feltet er center for forarbejdning og eksport af mere end 90 % af naturgassen produceret i den danske Nordsø. Produktion og eksport fra feltet blev lukket i september 2019.

Grønne skraldebiler i Esbjerg

0
grønne skraldebiler
Mandag den 21. september, rullede 22 spritnye skraldebiler ud på Esbjerg Kommunes veje og gader.
De nye skraldebiler kører på biogas og er CO2-neutrale. Dermed sparer Esbjerg Kommune miljøet for mere end 600 tons CO2 om året i forhold til den tidligere brug af dieselbiler.
Med de nye skraldebiler tager Esbjerg Kommune endnu et skridt på vejen mod en grøn omstilling.
Foto: Esbjerg Kommune, Torben Meyer

Borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen, tog sammen med transportminister Benny Engelbrecht de ny skraldebiler nærmere i øjesyn, før de første gang blev taget i brug.

22 spritnye skraldebiler rullede i går, mandag den 21. september 2020, for første gang ud på gader og veje i Esbjerg Kommune fra deres base hos Marius Pedersen A/S på Måde Industrivej i Esbjerg.

Udenpå er bilerne blå, men indvendigt er de supergrønne. Bilerne kører på biogas, som er produceret i Danmark på affald fra husholdninger, landbrug og industri. De er CO2-neutrale, og i forhold til de tidligere dieseldrevne skraldebiler betyder det, at Esbjerg Kommune sparer miljøet for mere end 600 tons CO2 om året.

Borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen, tog sammen med transportminister Benny Engelbrecht de ny biler nærmere i øjesyn, før de første gang blev taget i brug.

Grøn løsning bidrager til at nå klimaaftalens mål

Esbjerg vil være en grøn kommune, der går forrest og viser det gode eksempel på at tage ansvar for klimaet. De nye, grønne affaldsbiler er endnu et positivt skridt på vejen i den grønne omstilling og et vigtigt bidrag til at nå klimaaftalens ambitiøse mål om at reducere udledning af CO2 med 70 procent. Jeg er meget glad for, at transportminister Benny Engelbrecht i dag har valgt at komme på visit, så vi kan fortælle ham om vores massive satsning på grøn omstilling og energi, sådan som det også kommer til udtryk i vores kommende el-bybusser og på Esbjerg Havn.

Borgmester Jesper Frost Rasmussen

Transportminister Benny Engelbrecht har set frem til at se og høre nærmere om Esbjergs grønne løsning på affaldsområdet: – Jeg er rigtig glad for, at Esbjerg Kommune netop har indgået en klimasamarbejdsaftale med regeringen, som den 8. kommune i landet. Vi kommer kun i mål med målsætningen om en CO2-reduktion på 70 pct., hvis alle arbejder sammen. Her er kommunerne en meget stor og vigtig aktør, og Esbjerg viser i den grad vejen både med de kommende elbusser og nu med skraldebiler på biogas, siger transportminister Benny Engelbrecht.

I valget af nye skraldebiler er der lagt vægt på, at bilerne på alle måder belaster miljøet mindst muligt og i mindst muligt omfang giver anledning til støj, røg og lugtgener. Når skraldebilerne kører på biogas i stedet for diesel, slipper både renovationsmedarbejdere og borgere, som opholder sig nær bilerne, også for partikler fra dieseludledningen og lugten af dieselos. Samtidig bruges el ved komprimering af affaldet, og det betyder, at støjniveauet herfra er lavt.

Esbjerg Kommune inviterer til grønt fremtidsværksted

0

I Ribe, Bramming og Esbjerg inviteres alle interesserede til workshops om, hvordan de grønne områder i kommunen skal udvikles. Park, skov og friluftsliv er i centrum på de tre grønne fremtidsværksteder i uge 39.

Foto: Esbjerg Kommune

Til næste år skal Esbjerg Kommune være klar med en ny sektorplan for park, skov og friluftsliv. En sektorplan dykker ned i et bestemt tema for at vise retningen og dermed også den fremtidige udvikling. For at sikre et godt resultat, inviterer kommunen brugerne på banen.

”Under corona-krisen har oplevelser i naturen haft en kæmpe revival, og det kan sagtens få indflydelse på, hvordan fremtidens grønne områder skal planlægges og indrettes. Det kunne være meget spændende at få input fra garvende naturbrugere så vel som novicer ud i friluftslivet. På de kommende fremtidsværksteder er der plads til alle”, siger formand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen.

Netop corona får også indflydelse på afviklingen af de tre fremtidsværksteder. Det gældende forsamlingsforbud skal respekteres, og derfor bliver pladserne fordelt efter først-til-mølle-princippet. Man kan tilmelde sig mødet i Bramming onsdag den 23. september kl. 17-19, mødet i Ribe torsdag den 24. september kl. 17-19 eller mødet i Esbjerg lørdag den 26. september kl. 11-13. Tilmelding skal ske til vejogpark@esbjergkommunne.dk.

Fremtidsværkstederne vil byde på en kort gåtur i det grønne kombineret med besøg på forskellige stande, som handler om bl.a. bæredygtig by, sundhed, friluftsliv, klimatilpasning og biodiversitet.

Esbjerg Havns ambitiøse fremtidsplaner får stor ros af klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen

Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen har i dag været på besøg i Danmarks største havn – målt i kvadratmeter – for at høre mere om, hvordan Esbjerg Havn vil bidrage til at nå klimaaftalens ambitiøse mål om at reducere udledning af CO2 med 70 procent. Ministeren havde stor ros til Esbjerg Havn, der nu udvider med yderligere 1,3 million kvadratmeter for at kunne håndtere opsætningen af de mange nye vindmølleparker og en energiø i Nordsøen.

Ørsteds regionsdirektør for havvind i Kontinentaleuropa, Rasmus Errboe, fortæller om Esbjerg Havns vigtige rolle i realiseringen af klimaplanen til klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen og borgmester Jesper Frost Rasmussen, Esbjerg Kommune. Foto: Niels Husted
Ørsteds regionsdirektør for havvind i Kontinentaleuropa, Rasmus Errboe, fortæller om Esbjerg Havns vigtige rolle i realiseringen af klimaplanen til klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen og borgmester Jesper Frost Rasmussen, Esbjerg Kommune. Også Anders Kronborg (S) var med ved dagens møde.
Foto: Niels Husted

– Allerede nu er det et imponerende syn, når man tager rundt på Esbjerg Havn, og udviklingen med offshore vind er jo først ved at tage fart. Lige nu er der samlet set sat 1,7 gigawatt offshore vindmølleparker op i danske farvande, og i de kommende år skal der sættes yderligere 3 gigawatt op i Nordsøen alene, så det er meget betryggende at se, at Danmarks vindmøllehavn nr. 1 nu yderligere sætter alle sejl til for at kunne håndtere de mange nye vindmølleparker, der er på vej, siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.

Ifølge ministeren er etableringen af nye offshore vindmølleparker en stor samfundsøkonomisk gevinst. Ikke kun fordi parkerne vil generere grøn strøm til mange tusinde husstande i hele Danmark, men også fordi beregninger viser, at der i kølvandet på en 1 gigawatt havvind følger 14.600 arbejdspladser.

– Vi er meget glade for, at klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen i dag kom på visit i Esbjerg, så vi kunne fortælle ham om vores massive udvidelsesplaner på Esbjerg Havn, og hvordan vi skaber rammerne for nye vindmølleproduktionsfaciliteter og kan håndtere udskibning af de meget store vindmøllekomponenter i fremtiden. Esbjerg er porten til Nordsøen, og det har gjort os til Danmarks EnergiMetropol. Der er allerede udskibet 50 vindmølleparker fra Esbjerg Havn, og vi er godt gearet til de mange nye gigawatt, der er på vej, siger Jesper Frost Rasmussen, der er borgmester i Esbjerg Kommune.

De fremtidige planer for havnen tager afsæt i en netop afsluttet strategisk analyse, som viser, at der bliver brug for hver eneste kvadratmeter på havnen og i havnens bagland. Havneudvidelsen indebærer blandt andet opkøb af nye arealer i området, der støder op til Esbjerg Havn, og en udvidelse af selve havnen, hvor den sydlige ende af havnen udvides ved at hente store mængder sand fra sejlrenden ind til Esbjerg Havn.

– Vi er den havn i Europa, der udskiber fleste havvindmøller, og det er en position, vi agter at bevare og udbygge. Vores særlige position på grøn energi og havvind er også noget, man har meget fokus på i sammenslutningen af verdens energibyer, WECP, som vi er en del af. Og som næstformand i WECP gør jeg meget ud af at udbrede kendskabet til havnens knowhow til de andre 18 energibyer som Houston, Stavanger, Aberdeen og mange andre, siger Jesper Frost Rasmussen.

Esbjerg ruster sig strategisk til nyt væksteventyr

Esbjerg Havn Yesbjerg Fotograf Simonia
Fotograf Simonia 2020

Klimaaftalen indgået af regeringen og et bredt flertal i folketinget den 22. juni sætter nu endnu mere skub i de i forvejen ambitiøse planer for Esbjerg Havn. Den kommunale selvstyrehavn i Esbjerg er det sted i verden, hvor der udskibes flest havvindmøller, og med regeringens mål om at reducere CO2-udledningen med 70 procent i 2030 er mulighederne perfekte for et nyt væksteventyr inden for havvind og grøn energi i Esbjerg. Esbjerg Havns bestyrelse har derfor i dag besluttet at få udarbejdet en strategisk redegørelse for, hvordan havnens og kommunens ambitiøse planer kan blive til virkelighed.

Foto: Christina Simonia Straarup

I Esbjerg Kommune er der i dag mange tusinde arbejdspladser forbundet med energi, og den grønne omstilling vil bidrage til mange flere. Samtidig er Esbjerg Havn det sted i verden, hvor der er udskibet flest havvindmøller, og en markant del af Europas havvindparker er også installeret fra Esbjerg. Mange virksomheder i Esbjerg og omegn er direkte knyttet op på etableringen af havvind, og den nye klimaaftale vil sætte fart på denne udvikling.

En massiv vækst forudsætter selvfølgelig også, at infrastrukturen kan følge med.  Derfor går Esbjerg Havn nu i gang med at kigge på, hvad der giver virksomhederne på havnen og i oplandet de bedst mulige vilkår, uden at det går ud over allerede eksisterende aktiviteter. Det kræver et tæt samarbejde mellem kommune og havn.

“Vi har en unik position som Danmarks EnergiMetropol. Havnen, virksomhederne og medarbejderne er afgørende for, at vi kan nå i mål med klimaplanen og samtidig starte et nyt væksteventyr i kommunen. Derfor har havnens bestyrelse besluttet at få udarbejdet en strategisk redegørelse for havnen, som inddrager virksomhederne, så vi sammen kan planlægge fremtidens energiby og -havn”, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Esbjerg Havn har gennem længere tid arbejdet strategisk for at gøre sig klar til fremtiden, hvilket den igangværende proces om havneudvidelse vidner om.

Strategiske partnerskaber i vækst

Esbjerg Havn er i dag en af verdens knudepunkter for havvind, men med endnu flere aktiviteter kræves yderligere havneudvidelser. Ligeledes har havnedirektør Dennis Jul Pedersen tidligere beskrevet ønsket om at blive en del af energi-ø-projektet i Nordsøen, og derfor gør havnedirektøren det meget klart: “Det er et utroligt vigtigt arbejde, vores bestyrelse har fokus på, og det er vigtigt, at vores fremtidige planer tænkes sammen med den energiklynge, vi er en del af.”

“I praksis betyder det, at kommune, havn og fremtidens energiforsyning nu tænkes sammen med virksomhedernes udvikling i forhold til de muligheder, der ligger i klimaplanen. Forskellige havneudvidelser skal tænkes ind, og vi skal skaffe den nødvendige kapital. Men det giver os også en fantastisk mulighed for strategiske partnerskaber, der danner grundlag for en grøn omstilling og vækst. Vi skal også tænke uddannelsesinstitutionerne ind i dette arbejde, de er en meget vigtig brik i denne sammenhæng, så vi sammen kan løfte EnergiMetropol Esbjerg til helt nye højder”, udtaler borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Fondens første træer indtager byen

0

Esbjerg Byforum og Esbjerg Kommune samarbejder via Den Urbane Skovrejsningsfond om at plante flere træer i Esbjerg for at gøre midtbyen grønnere. I denne uge ankommer de første træer i Jyllandsgade.

Som et forsøg stilles der nu 10 store kummer med træer op i Jyllandsgade på strækningen mellem Skolegade og Nørregade, og i Finlandsgade og Islandsgade på strækningerne mellem Jyllandsgade og Kronprinsensgade.

Træerne er en del af ambitionen om at skabe en grønnere by, og Esbjerg Byforum og Esbjerg Kommune er gået sammen om at føre ambitionen ud i livet. De kommende fire år skal flere træer gøre det mere attraktivt at bo og færdes centralt i Esbjerg samtidig med at det grønne islæt skal underbygge at Esbjergs identitet som den grønne EnergiMetropol.

Placering prøves af

De store kummer med træer er en midlertidig løsning, og efter en prøveperiode indtil den 1. oktober 2020 skal træerne placeres permanent. Inden da bliver det vurderet, om man har fundet den bedste placering til træerne.

“Når prøveperioden er slut, plantes træerne uden kummer. Medmindre prøveperioden viser os, at der er en placering, som ikke fungerer særlig godt,” siger Søren Heide Lambertsen, formand for Teknik & Miljø.

Træerne i gaderne er ikke den eneste forandring, som beboere og folk, der færdes i området, skal vænne sig til. I forbindelse med opsætning af trækummerne nedsættes hastigheden til 30 km i timen, som man fx kender det i Skolegade.

God opbakning til at plante flere træer

Mens de første træer vil stå som synlige beviser på Den Urbane Skovrejsningsfonds virke, så er der stadig gang i arbejdet med at finde midlerne til at plante mellem 80 og 100 træer. Derfor er formanden for Esbjerg Byforum, Per Andersen, i gang med at tale med potentielle samarbejdspartnere, som vil være en del af projektet.

“Selvom det unægteligt er en underlig tid, hvor corona-situationen fylder meget for os alle, så er det dejligt at opleve at det ikke får lov til at overskygge interessen for at gøre Esbjerg til en bedre by at bo i. Her i prøveperioden kan man ved selvsyn opleve den forskel det gør, når træerne får lov til at blive en del af gadebilledet,” siger Per Andersen.

Efter den første prøveperioden skal de 10 kummer genbruges til flere forsøgsopsætninger.

Kickstart af dansk turisme skal skabe nye aktiviteter og omsætning

0

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og et bredt udsnit af turismeaktører går nu sammen om at kickstarte dansk turisme på tværs af landet. Med et samlet budget på i alt 30 mio. kr. skal indsatsen bidrage til at sparke gang i omsætningen og samtidig forberede dansk turisme til turisternes nye behov i kølvandet af corona-krisen.

En ny kickstartkampagne skal blandt andet kortlægge turisternes behov  efter corona-krisen. Foto: Jesper Voldgaard
En ny kickstartkampagne skal blandt andet kortlægge turisternes behov efter corona-krisen. Foto: Jesper Voldgaard

Konsekvenserne af corona-pandemien har været barske for turismeerhvervet: Måneders nedlukning har efterladt et erhverv med store økonomiske udfordringer. Økonomien og likviditeten er presset i mange turismevirksomheder, og nu hvor genåbningen er i gang, går erhvervet en afgørende tid i møde.

Landsdækkende projekt til 30 mio. kr.

Derfor har Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse i tæt dialog med turismeerhvervet besluttet at afsætte op til 15 mio. kr. til projektet ”Kickstart dansk turisme 2020”. Projektet skal gennemføres af et stærkt turismepartnerskab bestående af aktører fra hele landet, herunder destinationsselskaber, Dansk Kyst- og Naturturisme, Dansk Storbyturisme samt MeetDenmark. Partnerskabet stiller selv yderligere 15 mio. kr. til rådighed for projektet, der dermed har et samlet budget på 30 mio. kr.

Erhvervsminister Simon Kollerup bifalder projektet:

”Det er så vigtigt, det vi ser her, hvor både de nationale og lokale turistaktører går sammen om at udvikle dansk turisme også i svære tider. Derfor er jeg glad for, at Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har støttet både kickstart-projektet og den nationale markedsføringskampagne, som vi også har lanceret i dag. Den opbakning, danskerne har vist hinanden og de lokale erhvervsdrivende under corona-krisen, skal vi også vise turismeerhvervet i hele Danmark, for det har virkelig brug for vores støtte lige nu.”

Kickstart-projektet skal blandt andet sikre adgang til den nyeste viden om håndtering af turisme-kriser og tilpasning til nye vilkår, fx markedsføring, gentænkning af turistprodukter og -oplevelser, digitalisering og strategiske indsatser. Et af de første konkrete skridt i projektet er derfor en interaktiv og virtuel vidensbank, som føjer internationale erfaringer til den omfattende viden, der i forvejen findes på destinationerne.

For formanden for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, Jakob Riis, er det nu, turismeerhvervet skal have en ekstra håndsrækning:

”Vi lytter til virksomhedernes behov, og derfor er vi glade for at kunne støtte et bredt og stærkt partnerskab af turismeaktører. Vi er overbeviste om, at indsatsen kommer til at gøre en forskel på tværs af Danmark og allerede i sommersæsonen, der er lige rundt om hjørnet. Der skal handles nu, så branchen kan sætte nye og innovative turismeaktiviteter i gang, der udnytter de muligheder, der findes, samtidig med at Danmark gradvist åbner op igen.”

Dataindsamling i gang: Hvad vil turisterne?

Projektet går i gang nu, og noget af det første, der skal ske, er at indsamle data om turisterne, siger Jens Müller, formand for Danske Destinationer.

”Smittefaren fra corona-virus og de anbefalinger, som regeringen og myndighederne har udstukket, har ændret turisternes adfærd og behov fundamentalt. Det er afgørende, at vi hurtigt kommer i gang med dataindsamling og får afdækket den nye adfærd, fx om hvilke bekymringer turisterne har, når de skal booke overnatninger eller skal ud at spise. Hvis vi bare lukker op og gør, som vi altid har gjort, kommer der ikke den kickstart ud af det, som er nødvendig for erhvervet.”

Landets nye destinationsselskaber har en nøglerolle i projektet. Pia Lange Christensen, der er direktør i destinationsselskabet VisitAarhus, uddyber:

”Det er destinationsselskaberne, der er tæt på virksomhederne og hverdagens udfordringer, så vi kan omgående gå ind i et hurtigt og effektivt samarbejde med alle aktører i projektet. Målet er at skabe mere omsætning gennem nye aktivitetstyper, og det er afgørende at komme hurtigt i gang. Projektets rammer åbner muligheder for at skabe nye initiativer og tiltag, som turistvirksomhederne i den nuværende situation ikke har ressourcer til selv at udvikle.”

I Dansk Kyst- og Naturturisme peger direktør Jens Hausted på, at projektet også har fokus på tiden efter corona-krisen, hvor meget vil være forandret:

”Projektet rummer en god balance mellem at skabe aktiviteter på den korte bane og samtidig styrke turismeerhvervets konkurrenceevne på den lidt længere bane. Her og nu gælder det om at kickstarte turismen i trygge rammer – der skal simpelthen gang i omsætningen. På længere sigt skal vi bruge projektet til at styrke dansk turismes konkurrenceevne over for de turistlande, vi normalt sammenligner os med. Vi står over for en langvarig omstillingsproces, hvor vi kan forvente, at dansk turisme først er på 2019-niveau om nogle år, og i den periode er det lande med en god konkurrenceevne, der vil klare sig bedst.”

Fakta om indsatsen

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses turismeindsats er finansieret af de decentrale erhvervsfremmemidler. I alt er 50 mio. kr. øremærket til turismeområdet i 2020.

25 mio. kr. afsættes til følgende indsatser:

  • 15 mio. kr. til projektet ”Kickstart dansk turisme 2020”.
  • 10,3 mio. kr. til national markedsføring, der skal styrke danskernes efterspørgsel og viden om mulighederne for at holde ferie i Danmark.

25 mio. kr. er allerede ude i en netop afsluttet ansøgningsrunde:

  • Knap 15 mio. kr. målrettet landets nye destinationsselskaber til projekter inden for blandt andet grøn og bæredygtig turisme, udviklingen af lokale, stedbundne turismeprodukter og fortsat konsolidering af destinationsselskaberne.
  • 10 mio. kr. målrettet projekter inden for lokal og tværgående turisme, herunder destinationsudvikling i ø-kommuner.

Læs mere om ovennævnte turismepulje på https://erhvervsfremmebestyrelsen.dk/lokale-og-tvaergaaende-turismeprojekter

Du kan læse mere om Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse på bestyrelsens hjemmeside: https://erhvervsfremmebestyrelsen.dk/