Esbjergs offshoreliv og -historier bringes på land, når kunstmaler Mathilde Fenger sammen med Esbjerg Kommune, Total og Dansk Undergrunds Consortium med et stort kunstprojekt skaber en byrumsudstilling og et læringsprojekt for kommunens 4.- 6. klasser.

Foto: Mads Schmidt Rasmussen

Kunstprojektet Nordsøens Liv og Mennesker sættes i værk samtidig med genopbygningen af Tyra-feltet i Nordsøen og skal give både esbjergenserne og byens mange internationale gæster et indblik i offshorelivet både til havs og på land.

Samtidig skal kunst- og læringsprojektet formidle historien bag Esbjerg som EnergiMetropol. Med både kunst og undervisning vil byens børn og unge blive ført ind i Esbjergs udvikling fra fiskerisamfund til en by med offshoreindustri, innovation og højteknologi.

Der findes næppe den esbjergenser, som ikke er klar over, at byens historie og udvikling er tæt forbundet med olieeventyret i Nordsøen.

Men hvad ved vi egentlig, alle os, som ikke har sat benene på en boreplatform, men blot set riggenes tårne, når vi kører langs havnen? Nok i virkeligheden ikke ret meget.

Få ting til at ske

Esbjerg Kommunes borgmester, Jesper Frost Rasmussen, er meget begejstret for perspektiverne i projektet:

“Projektet byder både på kunstneriske og læringsmæssige oplevelser, men er også en vigtig brik i dokumentationen af en helt central del af Esbjergs historie. Tyra er så at sige den del af Esbjerg, som esbjergenserne ikke kan se, og kun de færreste oplever. Jeg glæder mig også over det nytænkende og tætte samarbejde mellem Total, kunstner Mathilde Fenger og Esbjerg Kommune, som jeg synes viser nye veje for, hvordan vi sammen kan få ting til at ske”,siger Jesper Frost Rasmussen.

Også formand for Kultur & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune, May-Britt Andrea Andersen, glæder sig over samarbejdet:

”Projektet er for det første en fremragende mulighed for at anskueliggøre Esbjergs offshorehistorie i børnehøjde. Men det er også en enestående lejlighed til at kunne arbejde med kunstneriske processer på vores skoler og gennem det nye læringsmateriale åbne en ny verden for mange børn. Det er sjældent, at vi har mulighed for at følge denne proces fra første skitse til færdigt maleri, men det kan vi altså nu takket være dette samarbejde”,siger formand for Kultur & Fritidsudvalget, May-Britt Andrea Andersen.

En helt ny måde at opleve på

Formand for Kultur & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune, May-Britt Andrea Andersen, projektkoordinator Jens Olesen, kunstner Mathilde Fenger, projektdirektør Morten Hesselager Pedersen, Total, og borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen, ved starten på kunstprojektet Nordsøens Liv og Mennesker. Foto: Mads Schmidt Rasmussen

Der findes næppe den esbjergenser, som ikke er klar over, at byens historie og udvikling er tæt forbundet med olieeventyret i Nordsøen.

Men hvad ved vi egentlig, alle os, som ikke har sat benene på en boreplatform, men blot set riggenes tårne, når vi kører langs havnen?

Derfor ser jeg som formand for Kultur- og Fritidsudvalget dette projekt som en fremragende mulighed for at åbne en fjern verden for byens borgere – både børn og voksne, på en helt ny måde.

Formand for Kultur & Fritidsudvalget May-Britt Andrea Andersen

Malerkunsten kan nemlig noget, som fotos og video ikke kan. Maleriet kan gennem kunstnerens øjne, valg og penselstrøg sætte fokus på lige præcis det, der er helt centralt, fortsætter May-Britt Andrea Andersen.

Det er Danmarkshistorie

Den danske kunstner Mathilde Fenger vil med otte store oliemalerier skildre Nordsøens liv og mennesker, og hun har allerede gennemført sikkerhedstræning forud for en snarlig researchtur offshore. Samtidig er det også vigtigt for kunstneren at få livet inde på land med i sine kunstneriske samtidsskildringer, og hun vil i den kommende tid tale med lokale med indsigt i Esbjergs historie og dens udvikling.

”Dette bliver et vidnesbyrd om et lokalsamfund, der er omdrejningspunkt for dansk energiproduktion og offshorevirksomhed. Om arbejdspladser, kolleger, mennesker, byen Esbjerg, alt sammen med dét omdrejningspunkt, at det både finder sted derude, hvor himmel og hav går i ét – og inde på land. Det er danmarkshistorie”, siger Mathilde Fenger.

Mathilde Fengers værker indgår i en byrumsudstilling, som skal turnere i Esbjerg i 2022-2023, og billederne skal hænges op flere steder i Esbjerg Kommunes bygninger. Esbjergs borgere inviteres i den forbindelse til at bidrage til at skabe udstillingen ved digitalt at dele deres personlige historier og fotos fra eller om livet på Nordsøen med hashtag #Nordsoeensliv.

“Kunst er en fascinerende vej til at give og få indsigt i en anden verden – og samle mennesker omkring en fælles identitet og historie – uanset alder, baggrund, køn og nationalitet. Kunsten får mennesker til at stoppe en anelse op – og samtidig lever kunsten bedst, når den også kommunikeres via digitale medier og former og ikke mindst til læring og uddannelse”, forklarer Mathilde Fenger.

Formidler Esbjergs innovationskraft og kreativitet

Energiselskabet Total er sammen med DUC partnere i projektet og bidrager økonomisk med 1 million kroner. Esbjerg har været basen for Totals Nordsø-operation i et halvt århundrede, hvor byen, virksomheden og aktiviteterne på Nordsøen har været i en rivende udvikling. Sammen med byen tager DUC-partnerne endnu et udviklingsskridt, når Tyra genopbygges, da mange lokale virksomheder og esbjergensere er involveret i projektet, der skal sikre dansk naturgasforsyning og samtidig reducerer Tyra-feltets klimaaftryk.

”Esbjerg er vores hjemby, og dens borgere har været altafgørende for hvert et skridt, som vi har taget. Vi er meget stolte af at gå sammen med Esbjerg Kommune og i samarbejde med dygtige Mathilde Fenger fortælle historien omkring Nordsøens liv og mennesker. Nordsøen er mange af mine kollegers andet hjem, og byrumsudstillingen giver dem mulighed for at give deres venner og familie et indblik i det liv, som de ellers kun hører om. Vi har levet af Esbjergs innovationskraft og kreativitet, og læringsforløbet giver den kreativitet og viden videre til en ny generation, som måske ovenikøbet har forældre, som arbejder på Nordsøen”, siger Morten Hesselager Pedersen, projektdirektør for Tyra-genopbygningen.

OM KUNSTPROJEKTET NORDSØENS LIV OG MENNESKER

  • Mathilde Fenger maler otte store oliemalerier, som afsløres i sommeren 2022.
  • Samtidig inviterer Esbjerg Kommune til en udendørs byrumsudstilling med udgangspunkt i malerierne og historier fra livet offshore.
  • Byrumsudstillingen er mobil og skal efterfølgende turnere i kommunen og på skoler.
  • Med udgangspunkt i malerierne og Mathilde Fengers arbejde udvikler Esbjerg Kommune et læringsmateriale til folkeskolernes mellemtrin. Materialet vil både give mulighed for at arbejde med kunstneriske og kreative processer, men også med Esbjergs offshorehistorie og med de muligheder og udfordringer, havet giver os.

OM MATHILDE FENGER

  • Mathilde Fenger er mesterlæreuddannet kunstmaler og mest kendt for sin store maleriserie fra Afghanistan (Frederiksberg Slot) og hovedværket Transition (Frederiksborg Slot) om Danmarks forsvars indsats i Afghanistan.
  • Mathilde Fenger har i de seneste år portrætteret H.M. Dronningen, ligesom hun har skabt et dobbeltportræt af H.M. Dronningen og HKH kronprinsessen.
  • Derudover har hun også skildret Hjemmeværnet i 14 store malerier.
  • Mathilde Fengers engagement i samtiden og samfundet er intensivt, og hun er en af de få kunstnere, der skildrer store danske og internationale samfundsbegivenheder.

OM TYRA-GENOPBYGNINGEN

  • Total er Tyra-feltets operatør på vegne af Dansk Undergrunds Consortium (DUC) – et partnerskab mellem Total (43,2 %), Noreco (36,8 %) og Nordsøfonden (20 %)
  • DUC-partnerne har investeret 21 mia. kroner i genopbygningen, som er den største olie- og gasinvestering nogensinde i den danske del af Nordsøen.
  • Tyra er Danmarks største naturgasfelt, og feltet er center for forarbejdning og eksport af mere end 90 % af naturgassen produceret i den danske Nordsø. Produktion og eksport fra feltet blev lukket i september 2019.

Facebook kommentarer

Leave a Reply