Home Tags Forretning

Tag: Forretning

Esbjerg Kommune åbner for ny service til virksomheder

Det skal være let og overskueligt for virksomheder enten at udvide eller slå sig ned i Esbjerg Kommune. Derfor præsenterer Esbjerg Kommune en ny hjemmeside, der bygger videre på den succes, som kommunen har haft med hjemmesiden med salg af parcelhusgrunde.

Hjemmesiden viser, hvor der der findes ledige erhvervsgrunde i hele Esbjerg Kommune.

Foto: Esbjerg Kommune

Med den eksisterende hjemmeside har Esbjerg Kommune på knapt et halvt år haft 17.000 besøgende og har allerede solgt 81 private byggegrunde i 2019. De mange købere har rost hjemmesiden, som giver et samlet overblik over alle de informationer, som potentielle købere måtte have brug for i forbindelse med et køb. Nu lanceres en søsterside, dedikeret til erhvervsgrunde, nemlig www.erhvervsgrunde.esbjergkommune.dk.

“Processen omkring erhvervsgrunde er selvfølgelig mere kompliceret sammenlignet med byggegrunde til private. Men med den nye hjemmeside får vi skabt et udstillingsvindue, hvor interesserede virksomheder kan snuse til de erhvervsgrunde, vi har på hylderne i øjeblikket, og de kan stille skarpt på netop deres behov. Et klik på den nye hjemmeside skal gerne være første skridt til en nærmere dialog, som vi altid står klar til at gå ind i”, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Virksomhederne har på hjemmesiden nem adgang til at beregne et prisoverslag på de arealer, som måtte have interesse, og kan samtidig finde svar på nogle af de spørgsmål, der ofte dukker op, når en virksomhed overvejer at bygge nyt eller bygge til.

“Efter at have udforsket lidt på hjemmesiden, er det næste som regel, at en virksomhed ønsker at tage direkte kontakt til Esbjerg Kommune for at høre nærmere. Den del bliver meget lige til med den nye hjemmeside. Så snart der er taget kontakt her, står både kommunen og Business Esbjerg klar i et samarbejde, til at hjælpe og guide virksomheden med den fremtidige etablering”, uddyber Jesper Frost Rasmussen.

 

Alle erhvervsgrunde har udførlige beskrivelser. 

Alt efter omfanget af et nybyggeri tilbyder Esbjerg Kommune en service i form af en virksomhedslods eller en taskforce, der begge har til formål at gøre det lettere og mere overskueligt at købe en grund og indhente de nødvendige tilladelser. Alt det kan man læse mere om på den nye hjemmeside.

Velkendt ansigt vender tilbage til skrædderfaget med sin nål og tråd

0

Byens eneste renseri forsikrer alle om, at det kan betale sig at reparere sit tøj i stedet for at smide det ud, og har hentet en gammel kending fra skræddermiljøet tilbage til det ægte skrædderfag efter en længere afstikker hos en større arbejdstøjsproducent.

Foto: Morten Nissen

Rekord RENS & VASK er det eneste renseri/vaskeri i Esbjerg, som vasker, renser, stryger og ruller på én og samme adresse. Fra i dag kan man få sit nye tøj tilrettet, eller få sit gamle tøj repareret, på hjørnet af Finlandsgade og Jyllandsgade. Man kan også besøge renseriet og få ideer og løsninger til, hvordan man får det bedste ud af sit tøj.

 

Det kan betale sig at gå til skrædderen

Tøjet er noget af det første, vi kasserer, hvis det går i stykker. Vi er vant til at købe nyt, hvis lynlåsen går i udu, eller knapperne falder af skjorten.

 

Men det kan faktisk betale sig at reparere sit gode tøj – både for ens egen pengepung og for miljøet, og derfor har renseriejer Jens Sandal hentet kompetent hjælp til sin systue. Skrædderen Lene Withen er et kendt ansigt i Esbjerg, specielt fra sine mange år i Bernina, der lå på hjørnet af Torvegade og Skjoldsgade i en lang årrække, og fra sin egen systue, som hun passede sideløbende med sin tid i Bernina. Da butikken lukkede, søgte Lene nye udfordringer som skrædder hos J.A.K. Workwear, hvor hun rettede arbejdstøj til i flere år.

 

Lene savnede skrædderfaget

Selvom det har været spændende at arbejde med tilretning af arbejdstøj, savnede Lene det ægte skrædderfag og den daglige kontakt med kunderne. Alle kunder har individuelle og varierende problemstillinger med deres tøj, og det giver ægte skrædderopgaver, som kræver faglige løsninger. Lene mener, at de spændende og udfordrende opgaver løses bedst, når man møder sine kunder i øjenhøjde og rådgiver dem til de bedste løsninger.

 

Det kan være tilretning af nyindkøbt tøj, oplægning af bukser og ærmer eller udskiftning af lynlåse i gammelt tøj, hvor Lene kan udnytte sin uddannelse og erfaringer. Det får hun rig mulighed for hos Jens, som har skrædderopgaver i alle afskygninger.

 

Det er godt for miljøet at reparere sit tøj i stedet for at smide det ud

”Vi har altid haft en systue tilknyttet renseriet”, udtaler Jens og fortsætter; ”Men med Lene har vi fået en skrædder, der kan løse alle tænkelige syopgaver, og det er jeg glad for. Det meste tøj kan leve længe, hvis man får det repareret ordentligt, og nyindkøbt tøj kan få den helt perfekte pasform, hvis man får det rettet til.” afslutter Jens.

 

Rekord RENS & VASK har ligget på hjørnet af Finlandsgade og Jyllandsgade i over 40 år og er i dag byens eneste renseri. De sidste 15 år har Jens og hans 6 ansatte sørget for rene tekstiler i miljørigtige omgivelser. Og netop miljøhensynet har spillet en afgørende rolle i, at Rekord RENS & VASK satser ekstra på, at esbjergenserne skal få repareret deres tøj i stedet for at smide det ud.

 

Man allerede nu indlevere sit tøj på alle åbningsdage, og man kan besøge Lene tirsdage og om torsdage for at få kyndige råd og vejledning om, hvordan man passer bedst på sit tøj og får det til at holde længst.

 

Late Night og X Faktor Kristian

Påsken skydes i gang med Late Night Shopping og vinderen af X Factor Kristian Kjærlund, onsdag den 17. april – butikkerne holder åbent til helt kl. 22

Foto: Kristian Kjærlund/X-Faktor

Masser af events præger Påsken i Esbjerg City

Musik, påskeæg og shopping spiller naturligt nok hovedrollen i Esbjerg Citys ”Påske Late Night”, der løber af stablen onsdag den 17. april. Startskuddet lyder allerede kl. 10, og fløjtes først af kl. 22! 

 

Der er noget særligt ved Påsken. Med Påsken kommer foråret og lyset og dermed nogle længere dage med mere tid og overskud til oplevelser og nye aktiviteter. Også i Esbjerg City fejrer vi, at foråret nu står for døren. Det er nu vi behøver friske farver i garderoben og give boligens udstyr et rigtigt forårstjek. Butikkerne bugner netop nu af modens sidste nye trends i alle de mange spændende nye farver og har alt hvad du har brug for til den lange sommer. Shop helt amok en-lang-dag og aften. 

 

Påske Late Night er en event for hele familien. Musik, underholdning og liv i gaderne gør Esbjerg City til en helt speciel shoppingoplevelse. Der bliver noget at opleve for alle aldersgrupper – ikke bare på Påske Late Night, men også Påskelørdag.

 

Vinderen af X Factor underholder

Onsdagen kl. 19 kan vinderen af X Factor 2019 Kristan, Kjærlund opleves i en minikoncert på Torvet. Den talentfulde idrætsstuderende, Kristian Kjærlund, sang sig ind i danskernes hjerter med sin smukke stemme og løb med en suveræn sejr som vinderen af dette års X Factor. Kom og hør Kristian synge hans kendte cover-sange fra de mange liveshows og hans vindersang fra X Factors finalen i Horsens. Få et selfie med Kristian efterfølgende.

 

På Påske Late Night kan man blandt andet også opleve ”Hot N Tot”, der leverer en festlig og fornøjelig Streetparade med omvandrende jazz. Fra kl.  18.30 – 21.30 bliver den gode traditionelle jazz vendt en tur i jazz-køkkenet – og serveret for publikum i en festlig Street Parade. 

Børneunderholdningen står Henning Nielsen, der er kendt fra ”Danmark har Talent” for, når han kl. 17 optræder med børne- og familieshowet Hokus Pokus, der er fyldt med trylleri fra øverste skuffe. Senere på dagen kan man opleve ”Henning Nielsen og Påskeharen”, der sørger for både trylleri, lidt ballonsjov og uddeling af små påskeæg. Man kan også tage en tur med City-Futte i Kongensgade.

 

Hvis man er til SHOPPING i påskens tegn, kan man bare bevæge sig ud i det hele.

 

Men man kan også forberede sig ved at gennemgå programmet på Esbjerg Citys hjemmeside.

 

Butikkernes specielle åbningstider i Påsken

Mandag den 15. april kl. 10 – 17.30

Tirsdag den 16. april kl. 10 – 17.30

Onsdag den 17. april kl. 10 – 22

Skærtorsdag & Langfredag LUKKET

Påskelørdag den 20. april kl. 10 – 15

Påskedag & 2. Påskedag LUKKET

 

Social sportscafé åbner i Esbjerg

0

Det er med stor stolthed og en solid portion ydmyghed, at vi fredag den 22. feb. klokken 16.00 åbner dørene til Recovery Bulls “Den Sociale Sportscafé” i Esbjerg, siger manden bag caféen Even Ramsland.

Foto: Den sociale sportscafé

Sportscaféen er endnu et bevis på, at vores forenings arbejde har en vigtig berettigelse i det danske samfund, og at vi – Recovery Bulls – er blevet et vigtigt holdepunkt for mange socialt udsatte i deres dagligdag.

Da du gennem din støtte har været en medvirkende faktor i vores forenings udvikling, vil det glæde os at se dig til reception i vores nye lokaler i Strandbygade 30 og sammen med os, vores brugere og andre samarbejdspartnere være med til at fejre åbningen af caféen.

Vi har i fire år arbejdet benhårdt for at forbedre vilkårene for Danmarks mere skæve eksistenser. Caféen er et af flere resultater af dette arbejde, og åbningen skal naturligvis markeres med en fest.

Sammen står vi stærkest – og vi håber derfor at se dig til seneste kapitel i fortællingen om vores fantastiske forening.

RECOVERY BULLS – Fællesskab, Idræt & Motion

Se den nye Granly Hockey Arena

0

Inden længe slår vi dørene op, for en spritny Granly Hockey Arena, skriver Esbjerg Energy i en kærlig hilsen til deres samarbejdspartnere.

Foto: Yesbjerg/Adobe

Vi glæder os rigtig meget til åbningen af den nye hjemmebane, for Esbjerg Energy, og kan næsten ikke vente!

Vi løfter nu sløret for den kommende arena og tager dig med indenfor, på en rundvisning, i Granly Hockey Arena.

 

Du kan se filmen her:

https://youtu.be/a5QQdOu3yxs       

 

Esbjerg virksomhed tager utraditionelle metoder i brug for at finde kvalificeret arbejdskraft.

0

En anderledes video og et jobopslag forfattet af revseren fra Facebook – Tommy Thailand – skal vække interesse hos jobsøgende for Esbjergfirma i fremdrift.

Foto: Viika

Arbejdsløshedsprocenten indenfor stort set alle håndværkerfag er historisk lav, og det er svært at tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Tagdækkerfirmaet Viika A/S fra Esbjerg har mere end rigeligt at se til og alt for få hænder til de mange opgaver. Derfor søger de hele tiden kvalificeret arbejdskraft – men uden held.

Din fraværsprocent skal være lavere end din skostørrelse

Firmaets mange traditionelle jobopslag og annoncer har ikke skaffet henvendelser, også selvom det er gode arbejdsforhold, de tilbyder. Derfor har de nu valgt at gå helt utraditionelle veje for at vække interessen.

Samfundsrevseren og opinionsdanneren Tommy Thailand, der på sin helt egen facon og i et fyldigt, farverigt sprog og med bidende sarkasme revser personager, der har trådt ved siden af samfundets regler og normer, har også forfattet Viika A/S’ nyeste jobannonce, som fremstår noget mere bramfri og direkte end den vanlige jobannonces retorik.

”… Hvis du var barnet, der åd kridt i skolen, så se bort fra dette opslag. Din fraværsprocent må ligeledes gerne være lavere end din skostørrelse. Hvis du har immunforsvar som en undulat, der er født for tidligt og lever sit liv i gennemtræk, så bedes du også se bort fra dette opslag.” – sådan lyder budskabet og beskeden blandt andet i jobopslaget, der skal vække interessen hos kommende tagdækkere.”

Tonen i jobopslaget er direkte, og teksten er skrevet med et glimt i øjet uden at indholdet kan misforstås.

Vil skille sig ud

Tommy Thailand er en mand, der deler vandene. Hos Viika A/S håber de, at Tommy Thailands tirader i opslaget kan få interesserede til at læse opslaget og samtidig fornemme, at her er et firma, hvor stemningen er god, og hvor der er plads til at grine sammen. Kenneth Hansen, direktør i Viika A/S uddyber, hvorfor de har valgt at gå så utraditionelt til værks:

”Jeg skulle skrive en tekst hertil, men lynhurtigt blev det dét nøjagtigt samme pladderromantiske ævl, som står i alle andre opslag. Jeg sad ved mig selv og tænkte, at jeg skulle have fat i 100m mesteren i tekster, og pludselig slog det mig: ”Tommy T”! Tommy var for mig den helt perfekte til opgaven. Han er ekstremt god på skrift, sjov og en slags ”kendis”.

Vi har før slået en ganske traditionel stillingsopslag op på diverse sociale medier uden så meget som én henvendelse. I dagens Danmark er det svært at skaffe kvalificeret arbejdskraft i vores branche indenfor byggeri, så derfor måtte vi tænke i nye baner. Min fornemmelse er, at disse opslag drukner i alle de andre. Folk ser opslagene, men læser dem ikke. Og de bliver overhovedet ikke inspireret til at søge jobbet, når der står det samme i alle opslag. F.eks. ”gode og ordnede forhold”, ”løn efter kvalifikationer”, ”mange bolde i luften”, bla bla blaaa.

Derfor valgte vi at gøre brug af utraditionelle metoder for at skille os ud og tiltrække de medarbejdere, som også bliver inspireret af at have det sjovt på en arbejdsplads.” udtaler Kenneth Hansen, direktør i Viika A/S.”

 

Next Step Challenge går egne veje

0

SE Next Step trekløveret Lisbeth Valther, Noor Meng og Søren Røn, har pr. 1. januar 2019 købt SE Next Step ud af SE og fortsætter nu virksomheden under navnet Next Step Challenge.

Foto: Next Step Challenge

De tre, som til dagligt har udgjort ledelsen i SE Next Step, ser store muligheder for at kunne gøre en forskel for virksomheder, der ønsker at vækste. Next Step Challenge tilbyder med udgangspunkt i FN’s verdensmål, at hjælpe virksomheder med at transformere forretningen og få udløst deres vækstpotentiale. Next Step Challenge driver blandt andet tre af 12 danske Scale-Up Denmark elitetræningscentre for vækstvirksomheder. Virksomheden fortsætter sine aktiviteter og ser frem til at tilføje yderligere tiltag i fremtiden.

– Vi ønsker at bygge på vores viden som specialister i vækst og derfor er det et helt naturligt step for os, at vi nu løsriver os helt fra SE og skaber vores egen forretning, der ikke knytter sig til én bestemt branche eller én bestemt samarbejdspartner. SE har været et solidt fundament for Next Step Challenge i de tidlige år, men vi har også kunnet se en udvikling, hvor vi i stigende grad har finansieret os selv og med programforløb inden for områder, hvor SE ikke naturligt har et forretningsben. Som samlet team glæder vi os nu derfor også til at kunne udnytte de muligheder for vækst, der er i Danmark. Med den erfaring vi har opbygget igennem de seneste 6 år, er vi ikke i tvivl om, at vi kan gøre en forskel – lokalt, regionalt og nationalt, siger Lisbeth Valther, CEO, Next Step Challenge.

SE Next Step har siden 2013 drevet vækstprogrammet Next Step Challenge, hvor små og mellemstore virksomheder kan få sparring til at udarbejde en 5-årig strategiplan og dermed sikre en valideret plan for deres transformation til at skabe øget omsætning og flere arbejdspladser. Siden da har 76 virksomheder fra hele verden deltaget i programmet og d. 9. januar starter et nyt programforløb op med 25 virksomheder, der kigger ind i et 5 måneders fokuseret og intenst forretningsudviklingsforløb.

Da SE etablerede vækstprogrammet, var der et særligt fokus på, at de mindre virksomheder i tæt samarbejde med SE skulle skabe merværdi af den digitale infrastruktur i SE’s forsyningsområde. Men de resultater som Next Step Challenge skabte, inspirerede Regionerne til at etablere ’Scale-Up Denmark’ som et nationalt erhvervsfremmeinitiativ. Siden 2016 har Next Step Challenge derfor været drevet som en del af Scale-Up Denmark. Nu er tiden så kommet, hvor Next Step Challenge tager det fulde skridt og bliver 100% uafhængige af SE.

– Vi har født noget godt med SE Next Step. Der var noget rigtigt for os i at stimulere regional vækst og innovation i forhold til vores DNA. Next Step er gået fra at være et Esbjerg-projekt til et landsdækkende projekt, derfor er tiden er inde nu til at give videre. Vi har været fødselshjælpere og det er positivt, at projektet er lykkedes og blevet internationalt anerkendt. Det er lykkedes at skabe et innovativt miljø som globale virksomheder har lyst til at være en del af. Og vi kan kun kippe med flaget for, at det nu er vores eget ledelsesteam, der tager over, lyder det fra Niels Duedahl, CEO, SE-koncernen.

Next Step Challenge skaber et særligt samarbejde mellem store etablerede virksomheder og SMV’ere i Advisory Boards for de mindre virksomheder. Her bidrager de etablerede virksomheder bl.a. med deres industrividen og kan dermed understøtte en validering af de mindre virksomheders strategi for de kommende år. De mindre virksomheder kan til gengæld inspirere de store virksomheder, f.eks. i deres agilitet, den måde de arbejder med deres kunder eller helt nye forretningsmodeller for afsætning af deres produkt/service.

– Vores fokus for forretningen er at tilbyde virksomheder, der arbejder inden for FN’s verdensmål, hjælp til at transformere deres virksomhed til en højvækstvirksomhed. Særligt fokus har de virksomheder, der arbejder inden for at støtte den grønne omstilling og fremme innovation, digitalisering og bæredygtig infrastruktur”, fortæller Noor Meng, CFO, Next Step Challenge.

 

Finansminister Kristian Jensen på visit i Esbjerg

0

Lige nu besøger finansministeren Danhaus Production A/S i Esbjerg, hvor han på et par timer vil få indblik i virksomheden, der har tripple A kreditværdighedsmærkat og stor succes med at lave personlige huse.

Foto: Nadia Fryd

Finansminister Kristian Jensen er født den 21. maj 1971 i Middelfart. Han er gift og far til tre drenge, Magnus, Oliver og Asbjørn.

Eniig og SE fusionerer

0

Bestyrelserne i de to energiselskaber Eniig og SE har indgået en aftale om at fusionere under navnet Norlys a.m.b.a. Udsigten til betydelige forretningsmæssige synergier og udviklingsmuligheder ligger til grund for beslutningen, som bestyrelserne i begge selskaber har tiltrådt enstemmigt.
Fusionen, der sker ligeværdigt mellem SE og Eniig, er i tråd med begge selskabers strategi om øget branchesamarbejde og konsolidering. Norlys a.m.b.a. bliver et solidt og markant energi- og teleselskab med ca. 709.000 andelshavere og ca. 2.500 medarbejdere.

Grafik: SE

Bestyrelsesformand i SE a.m.b.a., Jens Erik Platz, ser frem til at forene de to selskabers kræfter til gavn for både andelshavere, kunder og medarbejdere:
“Både inden for vores andelshaveraktiviteter og vores kommercielle aktiviteter opnår vi sammen den investeringskraft, der skal til for at sikre øget digitalisering og styrke grøn omstilling i Danmark. Det kræver blandt andet massive investeringer i de kommende år at ombygge det danske el-net til at være katalysator for grøn energi – et stort og vigtigt arbejde, vi som elselskaber har foran os, og som vi løfter bedst ved at slå kræfterne sammen.”

Bestyrelsesformand i Eniig, Jan Skytte Pedersen, supplerer:
“En fusion af vores selskaber vil give os en markant markedsposition inden for både energi- og teleområdet. Vores skala, lønsomhed og konkurrencekraft bliver øget, og med det kan vi sikre konkurrencedygtige priser på produkter og services. Det er der behov for, ikke mindst i en telesektor, som er præget af markant konkurrence og hurtig udvikling. Ved fusionen skaber vi et signifikant modspil til de øvrige aktører på markedet,” udtaler Jan Skytte Pedersen. Formanden glæder sig blandt andet over, at de to parter som en del af fusionsaftalen vil sikre, at højhastighedsinternet er tilgængeligt for alle ejere ved udgangen af 2023.
Godkendes fusionen, vil Niels Duedahl (SE) blive administrerende direktør i Norlys a.m.b.a., og Martin Romvig (Eniig) bliver viceadministrerende direktør. Den nye bestyrelsesformand udpeges af SE, og næstformanden udpeges af Eniig. Som en del af fusionsaftalen får koncernen hovedsæde i Silkeborg. Aalborg bliver center for kommerciel energihandel, Esbjerg for elforsyningen samt Aarhus og Sønderborg for teleaktiviteter – det vil sige internet- og tv-forretningen. Selskabet vil fortsat have en række supporterende lokationer rundt omkring i landet.

Beslutningen om, hvorvidt de to andelsselskaber skal fusionere, bliver truffet af selskabernes repræsentantskaber på ekstraordinære møder den 5. november. Herefter skal konkurrencemyndighederne behandle fusionsanmodningen.

Fakta:
Norlys a.m.b.a. vil få en egenkapital på ca. 18 mia. kr., samlede aktiver på ca. 30 mia. kr., en driftsindtjening på ca. 1,9 mia. kr. samt en omsætning på ca. 8 mia. kr.
Selskabet vil samlet have 709.000 andelshavere samt mere end 1 million tv- og internetkunder.
SE og Eniig ejer betydelige infrastrukturer i Danmark. Elforsyningen dækker samlet 709.000 andelshavere (30 % af de danske husholdninger), og bredbåndsiden dækker mere end 1.000.000 husstande fordelt mellem fiber- og kabelanlæg (42 % af de danske husholdninger). De to selskaber dækker tilsammen mere end 40 % af den danske geografi.
Selskabet OpenNet, hvor Eniig og SE i forvejen samarbejder om at fremme åbningen af fibernettene i
Danmark, vil fortsætte som uafhængigt selskab, der kan styrke konkurrencen og Danmarks digitalisering.

Esbjergensisk skønhedskonge samlede 200.000 ind til ære for kræftsyg mor

0

Lørdag holdt Danmarks største forhandler af skønhedsprodukter en storslået liveauktion på Facebook. Der blev indsamlet over 200.000 kroner, som alle går til Støt Brysterne – til ære for stifterens kræftsyge mor.

Foto: PR

Makeovers, specialdesignede T-shirts og koncertbilletter. Det, og meget mere, kunne deltagerne  i lørdagens liveauktion hos Nicehair.dk byde på. I anledning af Lyserød Lørdag var formålet at samle så mange penge som muligt ind til Støt Brysterne.

— Auktionen gik over al forventning. Vi endte med at samle over 200.000 kroner ind. Folk var så engagerede, og det viser virkelig, hvor meget den her sag betyder for mange. Det er jeg meget stolt af og dybt rørt over, fortæller Tonny Nielsen Bruun, der er stifter, medejer og kommerciel direktør i Nicehair.dk.

For ham er der en særlig motivation bag donationen til kampen mod kræft. Iværksætterens 58-årige mor har nemlig fået konstateret uhelbredelig kræft, og hun stod ved siden af ham under hele auktionen.

— Det her er en måde at håndtere min sorg på. Jeg bruger min sorg og bitterhed som drive til at gøre noget aktivt for at hjælpe dem, der står i samme forfærdelige situation. Det var tydeligt at se, at det også berørte min mor at se, hvordan folk bakker op. Hun bød endda selv på flere auktioner, fortæller han.

Skal støvsuge kundes bil

Selvom Nicehair.dk specialiserer sig i skønhedsprodukter, var det ikke kun hårshampoo og dagcremer, deltagerne kunne byde på ved lørdagens auktion. Tonny Nielsen Bruun satte nemlig også sig selv til salg.

— Jeg er blevet købt til at støvsuge en kundes bil og så efterlade en goodiebag på bagsædet. Det er jo godt, at vi også kan lave noget sjov midt i al det her alvorlige – og så samtidig støtte den gode sag, siger han.

Ifølge ham er planen at samle endnu flere penge ind til kampen mod kræft.

— Vi har planer om at lave vores eget hold til Stafet for livet, hvor pengene jo også går til Kræftens Bekæmpelse. Som altid går jeg gå all-in, så jeg regner selvfølgelig med, at vi bliver det hold, der samler mest ind i Esbjerg det år. Vi kommer helt sikkert også til at gøre noget i forbindelse med Støt Brysterne næste år. Det er så fantastisk at have muligheden for at hjælpe til, særligt når man er en af dem, der har det tæt inde på livet.