I anerkendelse af den vigtige rolle, som sygeplejersker og jordemødre spiller overalt i hele verden, har Verdenssundhedsorganisationen (WHO) udnævnt 2020 til det internationale år for sygeplejersken og jordemoderen.
Sydvestjysk Sygehus markerer året i anerkendelse af de dygtige rollemodeller, der hver dag gør en forskel for patienter og pårørende. Derfor har sygehuset i år nomineret fire dygtige sygeplejersker/jordemødre til titlen som årets sygeplejerske eller jordemoder.
Fredag den 27. november 2020 fejrede sygehuset afslutningen på det internationale år for sygeplejersken og jordemoderen. Det var en dag i sygeplejerskernes og jordemødrenes tegn. På dagen blev årets sygeplejerske også kåret i sygehusets auditorium. Til prisen følger 10.000 kr. til personlig kompetenceudvikling for den heldige vinder.
De nominerede til årets sygeplejerske eller jordemoder var: Sygeplejerske Lea Gadegaard Grønkjær – mave/tarm, sygeplejerske Rikke Bjerre Rosengren – Hjerne- og Nervesygdomme, sygeplejerske Eva Juhl Hansen – Børne & Unge og jordemoder Louise Øllgaard Bloch Pedersen – Fødegangen.
Billeder fra kåringen af årets sygeplejerske på Sydvestjysk Sygehus. Vinder: Rikke Bjerre Rosengren.
Billeder med samlede nominerede fra vestre til højre: Eva Juhl Hansen, Rikke Bjerre Rosengren, Louise Øllgaard Bloch Pedersen, Lea Ladegaard.
Billeder fra overrækkelsen: Sygeplejefaglig Direktør: Susanne Lauth og Rikke Bjerre Rosengren
Danmarks førende kæde af privathospitaler Aleris-Hamlet åbner nu op for fedmeoperationer på hospitalet i Esbjerg. Det har tidligere kun været muligt på hospitalerne i Aarhus og København, men med den nye udvidelse i Region Syddanmark, vil Aleris-Hamlet kunne imødekomme den stigende efterspørgsel på fedmeoperationer og øge trygheden og bekvemmeligheden for patienterne, som nu kan blive opereret tæt på hjemmet.
Foto: Aleris Hamlet
Privathospitalet Aleris-Hamlet åbner op for en ny type operation i Esbjerg. Fra december bliver det muligt for borgerne i Syddanmark at få foretaget en fedmeoperation på hospitalet i Esbjerg, hvor patienterne tidligere blev sendt til behandling i enten Aarhus eller København. Målet for Aleris- Hamlet er, at trygheden og bekvemmeligheden for patienterne øges, når transporttiden til hospitalet forkortes, og alle kan blive opereret og fulgt tæt på hjemmet og familien. Det betyder også, at de efterfølgende kontroller og diætistvejledning, som følger med i det 2-årige forløb, ligeledes foregår i Esbjerg.
Peter Funch Jensen
”Flere har fået kendskab til, at operationerne har en dokumenteret effekt på de fleste lidelser, der ledsager fedme. Fedmeoperationer fører ikke blot til et betydeligt vægttab, men nedsætter også markant risikoen for udvikling af alvorlige følgesygdomme”, siger Peter Funch-Jensen, der er specialeansvarlig overlæge i kirurgi hos Aleris-Hamlet.
Konsekvenserne af svær overvægt kan være store. Mange oplever forringet livskvalitet, helbredsproblemer og social isolation. De overflødige kilo belaster kroppen og øger risikoen for en række alvorlige følgesygdomme som diabetes, åreforkalkning og hjertesygdomme og en række cancersygdomme. Samtidig kan overvægt have sociale konsekvenser som fx depression. Stigende antal af overvægtige i Region Syddanmark Tal fra Sundhedsdatastyrelsen (2019) viser, at antallet af fedmeoperationer i Danmark generelt er steget med mere end 80 procent siden 2015. Udvidelsen af hospitalet sker netop også i takt med, at Aleris-Hamlet ser en støt stigning i antallet af netop denne type operationer, der er mere end fordoblet siden 2017. Det er en tendens, der er blevet yderligere forstærket med coronanedlukningen af Danmarks grænser:
”Tidligere har vi set, at nogle vælger at rejse til udlandet for at få foretaget en fedmeoperation, men grundet corona-pandemien og rejserestriktionerne vælger de nu at blive opereret i Danmark”, siger Peter Funch-Jensen.
”Det kan vi se i antallet af operationer, der er steget markanti 2020. Det er en tendens, som vi forventer vil fortsætte ind i 2021.
Andelen af moderat eller svært overvægtige i Danmark er samtidig stigende, og en undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen fra 2017 viser, at over halvdelen af den danske befolkning er overvægtig, mens godt 16 procent er svært overvægtige. I forhold til landsgennemsnittet ligger Region Syddanmark højt på denne udviklingskurve med cirka 55 procent med overvægt og 19 procent med svær overvægt. For Peter Funch-Jensen er det vigtigt at kunne hjælpe borgere i hele landet og bidrage med information, rådgivning og behandling til mulige patienter. ”Foruden en markant nedsættelse af alvorlige følgesygedomme ser vi også, at fedmeoperationer i høj grad kan forlænge levetiden samt forbedre livskvaliteten hos patienten”, siger Peter Funch- Jensen.
”Overvægt er forbundet med øget dødelighed og risiko for at udvikle bl.a. kræft. Men ved
at sænke vægten fx ved en operation, får mange chancen for et nyt liv”.
Peter Funch Jensen
Aleris-Hamlet i Esbjerg starter forundersøgelser fra december 2020 og begynder de første operationer i januar 2021.
Den 1. oktober åbner nyt og fælles tilbud om podning for COVID-19. TestCenter Danmark ved Esbjerg Lufthavn og Podningsteltet på Sydvestjysk Sygehus flytter sammen på Randersvej 42 i Esbjerg.
Foto: SVS
I Sydvestjylland er patienter med symptomer på COVID-19 siden marts 2020 blevet tilbudt podning for COVID-19 i Podningsteltet på parkeringspladsen mellem Østergade og Finsensgade i Esbjerg. Borgere uden symptomer har siden sommeren fået tilbud om podning hos TestCenter Danmark i Esbjerg Lufthavn. Men nu er de to podningssteder snart fortid. Teltene pakkes nemlig sammen, og den 1. oktober 2020 flytter Sydvestjysk Sygehus og TestCenter Danmark ind på fælles adresse i Esbjerg. De nye og fælles tilbud om podning skal erstatte de mange telte, som vi kender dem i dag.
– Vi er meget tilfredse med en fælles løsning for borgere og patienter som podes i Esbjerg. I fremtiden kan vi tilbyde et fælles testspor, hvor de besøgende møder på én adresse til podning. Det skal være let og tilgængeligt samtidig med, at vi sikre vores besøgende og personale ordnede og indendørs forhold hen over vintermånederne, fortæller sygehusdirektør Per Busk
Nemt og enkelt
Fra den 1. oktober skal alle patienter og borgere i Esbjerg og opland derfor podes på adressen: Randersvej 42 i Esbjerg. Bygningen lejes af COOP og er blandt andet udvalgt på baggrund af de gode tilkørselsforhold, fine parkeringsmuligheder og rummelige lokaler, som giver mulighed for at udvide testsporet, hvis det skulle blive nødvendigt i forhold til smittesituationen.
– Fakta og Coop er glad for at kunne hjælpe med kort varsel i denne vanskelige situation, Udtaler Mads Drejer, chef for udlejning hos Coop Danmark A/S
– Vi er glade for at kunne hjælpe Region Syddanmark med at etablere et nyt testcenter, og lokalerne passer perfekt til formålet. Vi har på landsplan et godt samarbejde med COOP, og det bliver godt at få liv i de 1.622 m², som vi har hjulpet dem af med, fortæller Henrik K. Dinesen, erhvervsmægler i Nordicals Esbjerg
Én fælles løsning
Den fælles løsning for Sydvestjysk Sygehus og TestCenter Danmark betyder, at driften af de to podesteder samles under en ny og fælles ledelse under Sydvestjysk Sygehus.
– Vores erfaringer med podningerne og teltdriften betyder, at vi står stærkere med en fælles front. Vi skaber positiv synergi i driften af de to spor ift. blandt andet logistik, bemanding og driftsorganisation. Det betyder, at vi kan reducere mængden af spild og løfte kvaliteten for patienter og borgere som besøger det nye podetilbud, fastslår Brian Faurskov, driftschef ved Klinisk Diagnostisk Afdeling på Sydvestjysk Sygehus.
Under smitteopsporingsarbejdet på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg er ni medarbejdere konstateret smittet med coronavirus. For nuværende ser det ikke ud til at smitten har ramt patienter.
Ni medarbejdere på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg er bekræftet positiv for Covid19. Det betyder, at fem yderligere medarbejdere er fundet positive for coronavirus siden torsdag den 10.09.20, hvor sygehuset kunne fortælle, at der var fire smittede medarbejdere.
Der er igangsat smitteopsporing, og alle indlagte patienter på de berørte afdelinger er blevet testet. En stor del af testresultaterne viser, at ingen indlagte patienter på de berørte afdelinger på nuværende tidspunkt er konstateret smittet. Sydvestjysk Sygehus afventer endnu de sidste svar på patienternes prøver.
Sydvestjysk Sygehus har yderligere oprettet et særligt podecenter for de berørte patienter og personaler. Alle nybagte familier fra Nyfødte og Familie, som siden mandag morgen er udskrevet den 7.09.20, bliver kontaktet med tilbud om test.
Sygehusets Infektionshygiejniske Enhed vurderer yderligere, at patienter, der har været i berøring med Kvindesygdomme Ambulatorium, Graviditet Ambulatorium og Fødegangen fra den 7.09.20 til 11.09.20, ikkeer berørte af smitteudbruddet.
Nyfødte og Familier, Kvindesygdomme Ambulatorium, Graviditet Ambulatorium og Fødegangen opretholder drift og patientaftaler som vanligt.
Situationen medfører, at sygehuset indfører skærpede restriktioner vedrørende besøg både i forhold til pårørende og øvrige gæster.
Hvis man har en aftale på sygehuset, og man er i tvivl om, hvordan man skal forholde sig, kontakt da afdelingen inden besøget, find telefonnumrene til vores afdelinger på http://www.svs.dk/wm220691
Sydvestjysk Sygehus er klar med plan om screening og smitteopsporing af patienter, pårørende og medarbejdere
Fire medarbejdere fordelt på Børne- og Ungeafdelingen og Afdeling for Nyfødte og Familier er bekræftet positiv for Covid-19 på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. Den smittede medarbejder på Børne- og Ungeafdelingen har ikke haft patientkontakt i den pågældende periode.
Der er igangsat smitteopsporing samt identifikation af nære kontakter.
11 medarbejdere, der har været i tæt kontakt med en COVID-19-smittet er hjemsendt. Alle berørte patienter og personale vil blive kontaktet med tilbud om screening for COVID-19.
Hvis man har været i kontakt med Afdeling for Nyfødte og Familier Ambulatorium eller Ambulatorium for Kvindesygdomme fra mandag morgen d. 7. september til torsdag d. 10. september 2020 og er man i tvivl om, hvordan man skal forholde sig. Kontakt da afdelingerne på tlf.
Sydvestjysk Sygehus kunne torsdag d. 20.8 informere om, at der ved et rutinemæssigt tjek blandt indlagte patienter var en positiv prøve hos en patient, der ellers ikke udviste symptomer på Covid-19.
Tilfældet førte til grundig opfølgning og undersøgelse, som indebar, at medarbejdere og pårørende, der havde været i kontakt med pågældende patient, er blev testet.
Der foreligger nu test-resultater fra samtlige medarbejdere, som har haft tættere kontakt med patienten, og samtlige prøver har været negative.
Det er dog ikke alene medarbejdere i tættere kontakt med patienten, som er blevet tilbudt test, da sygehuset har valgt en tilbundsgående og bredere tilgang til test. Også i denne gruppe er alle prøver negative. Der har dog været enkelte medarbejdere udpeget til tekst, som ikke har haft mulighed for at lade sig teste torsdag. Det skyldes at medarbejderne er på ferie e.l. Der udestår derfor få prøveresultater.
Alt i alt er konklusionen fredag, at der ikke er tegn på, at smitten har spredt sig.
’Vi er altid forsigtige og påpasselige, og er glade for, at vi kan berolige bekymrede patienter, pårørende, borgere og medarbejdere. Vi har stadig brug for forholdsregler og procedurer for at passe på hinanden, men dette eksempel viser også, at vi kan stoppe smittekæder ved at følge retningslinjerne’, siger Lægelig Direktør Anna-Marie Bloch Münster fra Sydvestjysk Sygehus.
Der har ikke været grund til at teste andre indlagte patienter affødt af netop dette tilfælde – men rutinemæssige tests fortsætter naturligvis, ligesom sygehuset fortsat følger retningslinjerne i forhold til værnemidler mv.
Det er uafklaret, hvor patienten er blevet smittet.
Sydvestjysk Sygehus har faste procedurer for, hvordan indlagte patienter rutinemæssigt testes for covid-19.
Onsdag d. 19.8 er der konstateret en positiv prøve hos en patient, der i øvrigt ikke havde symptomer, som gav mistanke om smitte.
Helt efter bogen er der herefter igangsat yderligere undersøgelser, der er udarbejdet en risikovurdering og taget kontakt til medarbejdere og pårørende, som har haft kontakt til den pågældende patient.
Alle berørte er per 20.8 blevet kontaktet og orienteret, og tiltag som hjemsendelse af medarbejdere og test er taget i anvendelse hvor relevant.
Overblik over test-resultater blandt patientens kontakter ventes at være klar fredag d. 21.8, forklarer sygehusets kommunikationsenhed.
Sydvestjysk Sygehus (SVS) og Syddansk Musikkonservatorium (SDMK) i Esbjerg har i mange år haft et godt samarbejde på både børne- og intensivafdelingen. Nu formaliseres samarbejdet med en partnerskabsaftale, der fastlægger rammerne for det tværfaglige samarbejde.
Af aftalen fremgår det, bl.a., at det er parternes hensigt at bygge bro mellem dansk musikliv og det danske sundhedsvæsen til gavn og glæde for indlagte patienter, pårørende, personale og hospitalsmiljøet som helhed. For de konservatoriestuderende giver det desuden mulighed at udvikle musikerskabet langt fra konservatoriets trygge rammer.
Sygeplejefaglig direktør, Susanne Lauth fra Sydvestjysk Sygehus og rektor på Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg, Claus Skjold underskriver samarbejdsaftalen. Foto: SVS
”Det er unikt, at Syddansk Musikkonservatorium er placeret i Esbjerg. Sammen med kandidatdelen af lægeuddannelsen, som starter i 2022 på SVS, sætter vi sammen Esbjerg på landkortet, som en attraktiv uddannelsesby.Det er vigtigt, at vi som store organisationer og arbejdspladser samarbejder om at synliggøre og skabe spændende muligheder for god uddannelse og anderledes samarbejdsformer. Derudover er det oplagt, at kunne kombinere uddannelse og læring for studerende med nydelse og adspredelse for patienter og medarbejdere, når sygehuset kommer til at fungere som ”scene” for optrædener og koncerter. Det glæder vi os rigtig meget til. Aftalen lægger også op til muligheden for at udvikle samarbejdet yderligere, herunder også at igangsætte fælles forskningsprojekter”, siger sygeplejefaglig direktør på SVS, Susanne Lauth.
Ej blot til lyst
Ud over de åbenlyse gevinster for patienter og pårørende i form af musik og koncerter, er der også en række fagligt funderede grunde til at give hinanden håndslag på et mere formaliseret samarbejde. I aftalen fremhæves det bl.a., at man fra sygehusets side gennem aktiviteterne ønsker at give indlagte patienter og pårørende rum til refleksion, lindring og håb og i det hele taget arbejde hen imod en mere helhedsorienteret behandling.
Fra konservatoriet har underviser og pianist Margrethe Langer-Bro gennem en årrække givet studerende indsigt og erfaring i netop arbejdet med at udøve musik for patienter, som supplement til f.eks. en aktiv kræftbehandling. I sin ph.d-afhandling har hun indsamlet evidensbaseret viden om anvendelsen og effekten af levende musik i sundhedsvæsenet.Det er bl.a. denne viden, der bygges videre på.
I forbindelse med underskriften af partnerskabsaftalen onsdag eftermiddag, sagde rektor Claus Skjold Larsen: ”Musikkens grundlæggende værdi viser sig både i forhold til mennesket som privat og som socialt væsen. Derfor er det en god idé, at musikken er nær ved os, når vi netop er skrøbelige, ensomme, fremmedgjorte, ude af de vante rammer og måske ude af os selv. Musikken adresserer vores krop direkte: Pulsen reagerer og biokemien påvirkes. Det er stærke kræfter, og musikeren må både etisk og fagligt bevidstgøres om, hvad musikken i sundhedsmæssige sammenhænge kan gøre for os mennesker. ”
Musikerskabet udvikles For de konservatoriestuderende giver samarbejdet mulighed for at adressere en række musikfaglige emner, herunder udvikling af målrettede musikoplevelser, refleksion over kunstnerisk praksis, nye formidlingsformer og en bedre kontakt med intuitionen og den medmenneskelige dimension i mødet med et anderledes publikum.
”For begge aftalens parter handler det om at tage mennesker alvorligt og stille vores fagligheder til rådighed for dem, der har brug for den. Det bliver ikke meget mere meningsfyldt end det”, sluttede rektor Claus Skjold Larsen sin tale i forbindelse med partnerskabsaftalen blev underskrevet.
Om to uger åbner sygehuset dørene for dugfriske medicinstuderende ved årets sommerskole.
Foto: SVS
Sommerskolen skal vække og vedligeholde interessen for lægelivet i det sydvestjyske og for den kommende kandidatuddannelse i Esbjerg, som etableres her på sygehuset i et samarbejde med Syddansk Universitet, Region Syddanmark og mange flere. De 40 udbudte pladser blev hurtigt taget, og der er nu 26 på venteliste. Interessen er dermed endnu højere end ved sommerskolen i 2019 – og det tegner lovende for interessen for at uddanne sig til (og senere arbejde som) læge i området.
Sydvestjysk Sygehus fortsætter arbejdet som demensvenligt sygehus. Et nyt projekt skal uddanne frivillige til at fungere som tryghedspersoner, der skal give gode og rolige oplevelser for patienter med demens.
Foto: SVS
Det kan skabe utryghed og i værste fald skabe en tilstand af desorientering og forvirring hos patienten, når et menneske med demens skifter sine trygge og vante rammer ud med en indlæggelse. Demens skaber derfor en ekstra sårbar situation, når en patient indlægges på sygehuset.
Derfor arbejder Sydvestjysk Sygehus i samarbejde med Nationalt Videnscenter for Demens på et nyt projekt, hvor frivillige uddannes til at fungere som tryghedspersoner for patienter med demens på sygehuset.
Sydvestjysk Sygehus har tidligere arbejdet med en række tiltag for at imødekomme nogle af de problemstillinger, der kan opstå, når sygehuset modtager patienter med demens.
– Vi har taget flere skridt i den rigtige retning. Blandt andet har vi kompetenceudviklet vores personale til at kunne tage særligt hånd om patienter med demens. Men nu tager vi næste skridt i arbejdet. Vi uddanner frivillige tryghedspersoner til vores patienter. Det giver rigtig god mening, fordi det netop er en udvikling af det gode arbejdet, vi allerede gør på området, fortæller Vivi Lund Jacobsen, der er projektleder på den nye indsats.
Til alle patienter Målet med projektet er at uddanne frivillige til at være tryghedspersoner for indlagte med demens, men Vivi Jacobsen forventer, at indsatsen kan give mening for rigtig mange patienter.
– Tilbuddet skal give glæde for alle som kan få gavn af lidt ro og tryghed under deres indlæggelse på sygehuset. Det er jo ikke altid, at der er en demensdiagnose, når man kommer ind, og det behøver der heller ikke at være. Mange af vores patienter vil have glæde af de redskaber, tryghedspersonerne kommer med, siger Vivi.
Vivi Lund Jacobsen er allerede i dialog med Røde Kors patientstøtter om uddannelsen til tryghedspersoner, og der er stor interesse fra den frivillige forening til at blive klædt endnu bedre på til at møde patienter med et særligt behov for tryghed.
– Røde Kors patientstøtterne er allerede en fast samarbejdspartner, der er vant til at komme på vores sygehus. Derfor giver det rigtig god mening at starte et samarbejde med dem og se, om vi har behov for flere frivillige som projektet skrider frem – og så er patientstøtterne også uddannet demensvenner, fastslår Vivi.
Fakta Projektet: Tryghedspersoner til indlagte med demens på sygehusene er et forsøgsprojekt under Nationalt Videnscenter for Demens, som foreløbigt løber frem til slutningen af 2022. Uddannelserne af frivillige tryghedspersoner på Sydvestjysk Sygehus planlægges foreløbig først til efteråret grundet pandemien i 2020.
Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website. Hvis du fortsætter med at bruge dette site vil vi antage, at du er indforstået med det.