Home Tags Sygehus

Tag: sygehus

Blodprøvetagning og EKG i Esbjerg i nye lokaler

0

I dag skifter et af Esbjergs bedst besøgte ambulatorier adresse til Haraldsgade 12.
Patienter kan glæde sig til et nyt venteområde og kabiner til undersøgelse.

www.svs.dk/bestiltid er fortsat din indgang til at bestille din tid i Esbjerg, Grindsted eller i Varde.

Vinterskole for medicinstuderende i Esbjerg

0

Som bekendt er det besluttet, at man fra 2022 kan tage kandidatdelen af medicinuddannelsen lige her i Esbjerg. Og det er et tiltag som ventes at kunne bidrage til at sikre lægedækningen generelt i det sydvestjyske.

Den årgang medicinstuderende, der som første gruppe vil få muligheden for at tilvælge Esbjerg-uddannelsen, har allerede været inviteret til en sommerskole afholdt i august 2019. Sommerskolen blev en stor succes med flere interesserede end der var plads til. Blandt andet derfor afholdes der nu en tilsvarende tre-dages vinterskole i denne uge. Også Vinterskolen bliver et tilløbsstykke med 31 tilmeldte studerende (pr. d.d. dog indkommet to afbud så det endelige deltagerantal ventes at blive 29). Nogle af de tilmeldte er gengangere fra sommerskolen, der udbygger deres viden om, og tilknytning til SVS og Esbjerg. Andre deltagere er ’nye’.

Fra onsdag morgen d. 29.1 og til fredag d. 31.1 kl. 15:30 er de studerende gennem et program med ophold på kliniske afdelinger, klinisk simulation, oplæg om arbejdet og opgaver i forskellige lægelige specialer samt fællesspisning med input om Esbjerg By. 

Arbejdet med at etablere en lægeuddannelse i Esbjerg foregår som et samarbejde mellem Syddansk Universitet, Region Syddanmark, Sydvestjysk Sygehus, Sygehus Lillebælt, Sygehus Sønderjylland Psykiatrien i Region Syddanmark og almen praksis – og med samarbejde med Esbjerg Kommune.

Vinterskolen er arrangeret af Sydvestjysk Sygehus med uvurderlige bidrag fra Psykiatrien og Esbjerg Kommune.

Kun en øvelse: Tre timers blå blink på sygehuset

0

Medarbejdere fra politi, brandvæsen, sygehus, Beredskabsstyrelsen og Hjemmeværnet er tirsdag aften i gang med en stor øvelse i og ved Esbjergs nye sygehusbyggeri.

Opbuddet af køretøjer og røgen i bygningen vil være som i en virkelig situation. Opgaven med at tage sig af 25 indlagte patienter og deres pårørende vil også virke virkelighedstro for de medarbejdere, der denne aften er på vagt på 3. sal i den nye sengebygning. ’Patienterne’ er dog frivillige figuranter, der hver ’spiller’ sin rolle med de behov, samme personale typisk møder på en vagt på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.

Hvad sker der, hvilke svære valg skal træffes, og hvordan samarbejdes der med andre involverede i en større krise – og med resten af sygehuset?

Det vil alt sammen vise sig – øvelsen træner nemlig det interne beredskab på sygehuset samt det generelle samarbejde mellem politi, brandvæsen og sundhedsvæsen, der i dette scenarie hver vil stille med en indsatsleder.

– Borgerne har naturligvis høje forventninger til, at vi kan holde hovedet koldt og passe bedst muligt på vores patienter selv i de allermest presserende situationer. De skal kunne stole på, at vi er klar til at leve op til ansvaret den dag, vi igen står i en alvorlig krise, siger sygeplejefaglig direktør Susanne Lauth, der ikke selv deltager i øvelsen, men er overordnet ansvarlig for beredskabet på sygehuset.

Øvelsen har været drøftet gennem længere tid, og er planlagt som en del af forberedelserne til at sygehuset tager den nye sengebygning i brug. Indholdet afsløres dog ikke på forhånd for deltagerne, hvoraf nogle først i sidste øjeblik bliver klar over, at der er tale om en øvelse. 

Den nye bygning har mange faciliteter, der optimerer sikkerheden for både patienter, pårørende og medarbejdere. Derfor har det været nødvendigt at bruge en del tid på at udtænke et scenarie, som giver anledning til at det større samarbejde aktiveres. 

Øvelsen er udfordrende på grund af scenariet, men naturligvis også fordi hverken sygehusets medarbejdere, politi eller redning har erfaring med rammerne i den nye bygning.

Scenerne fra dagens øvelse kan se voldsomme ud, men der er gjort en indsats for at forberede sygehusets naboer, patienter og besøgende og undgå unødig bekymring.

Ud over medarbejderne fra Sydvestjysk Sygehus, Syd- og Sønderjyllands Politi og Sydvestjysk Brandvæsen, er der også medspil fra Beredskabsstyrelsen Sydjylland samt fra Hjemmeværnet i Syd- og Sønderjylland. Beredskabsstyrelsen Sydjylland assisterer primært redningsmandskabet, og Hjemmeværnet bistår i indsatsområdet – fx med afspærring, evakuering, færdselsregulering og lign.

Derudover har Ældresagens Lokalafdeling i Esbjerg, UC Syd og Rescue Center Danmark leveret et stort bidrag ved at skaffe kontakt til de sammenlagt 35 figuranter, der indgår i øvelsen.

Mens øvelsen står på, vil der være en mindre afspærring ved henholdsvis Haraldsgade og Østergade. Afspærringen betyder, at køretøjer ikke kan køre ind på området, men trafikanter, der allerede holder parkeret, har mulighed for at forlade området ved og omkring sygehuset.

Sygehuset skal kunne håndtere bander

0

Hvor godt fungerer beredskabet på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg i tilfælde af, at en person med tilknytning til bandemiljøet kommer til Fælles Akutmodtagelsen med skudsår?

Grafik: Yesbjerg/Adobe

Ganske tilfredsstillende

Det er konklusionen, efter at sygehuset og Syd- og Sønderjyllands Politi den 27. november gennemførte en såkaldt procedureøvelse, der fokuserede på arbejdsgangene i tilfælde af en sådan hændelse.

To scenarier

Øvelsen fokuserede på to forskellige, mulige hændelsesforløb, der kan skabe uro på afdelingen.

Dels at en såret person med tilknytning til en bandegruppering bliver bragt ind med ambulance efter en skudepisode og skal behandles. Dels at personen selv møder op på hospitalet for at modtage behandling.

Finmasket samarbejde

Øvelsen viste, at politiet og sygehuset har et finmasket samarbejde om sikkerheden på Fælles Akutmodtagelsen.

Der er procedurer, der sikrer grundig briefing til sygehuspersonalet og en vurdering af sikkerhedssituationen ved indlæggelser af personer med tilknytning til bandegrupperinger. Der er alarmprocedurer, der sikrer hurtig udrykning, hvis hospitalet har behov for det. Det gælder både parterne imellem samt internt på sygehuset. Derudover har politiet interne procedurer for, at der sendes politipersonale til sygehuset. Det sker i tilfælde af politiopgaver, som kan medføre uro på en afdeling på sygehuset.

Mindre præciseringer

Øvelsen har givet anledning til mindre præciseringer og opdateringer af interne planer og arbejdsgange. Men alt i alt fungerer beredskabet på Sydvestjysk Sygehus og samarbejdet med Syd- og Sønderjyllands Politi ganske tilfredsstillende, understreger både Sydvestjysk Sygehus og Syd- og Sønderjyllands Politi.

Sygeplejersker får ny specialuddannelse

0

10 sygeplejersker fra Esbjerg Kommune starter nu på ny specialuddannelse, som skal imødekomme fremtidens behov for borgernær sygepleje i det nære sundhedsvæsen.

Grafik: Yesbjerg / Adobe

Der bliver flere ældre i Danmark, og mange ældre vil blive diagnosticeret med flere kroniske sygdomme. Samtidig er hospitalsstrukturen ændret, så flere udskrives tidligere til eget hjem. Det stiller nye krav til kommunens sygeplejersker, der kan se frem til stadigt mere komplekse opgaver. Derfor starter foreløbigt 10 erfarne sygeplejersker i Esbjerg Kommune i december på en helt ny uddannelse til specialsygeplejerske i borgernær sygepleje. Uddannelsen skal være med til at styrke indsatsen for borgere med kronisk sygdom, udsatte borgere og personer med flere samtidige og komplekse sygdomme.

Klar til at løfte opgaverne i det nære sundhedsvæsen

– Vi arbejder målrettet på at styrke det nære sundhedsvæsen på tværs af sektorer. Med initiativer som sundhedscentre, sygeplejeklinikker, brug af sundhedsteknologi og et fælles akutteam er vi i Esbjerg Kommune allerede godt rustet til at levere den nødvendige indsats på sundhedsområdet, så borgerne kan opleve trygge forløb. Men med udsigt til en national sundhedsreform, som forventes at flytte endnu flere vigtige sundhedsopgaver ud i kommunerne, er der brug for at styrke det nære sundhedsvæsen yderligere. Derfor er jeg glad for, at så mange af vores sygeplejersker har valgt at videreuddanne sig i borgernær sygepleje, så vi også i de kommende år har de nødvendige kompetencer til at løfte opgaverne i det nære sundhedsvæsen, siger direktør for Sundhed & Omsorg i Esbjerg Kommune, Arne Nikolajsen.

Specialuddannelsen i borgernær sygepleje er på niveau med andre specialuddannelser inden for sygepleje, f.eks. som intensivsygeplejerske. Uddannelsen vil ikke alene styrke kompetencerne hos sygeplejerskerne, når det gælder sygdomslære og behandlingsmetoder, den vil også give sygeplejerskerne langt bedre forudsætninger for at koordinere borgerforløb både internt i kommunen og på tværs af sektorer, f.eks. når en borger er under behandling af flere forskellige læger.

Fakta

Specialuddannelsen i borgernær sygepleje tager et år og består af både teori og praktik. Den praktiske, kliniske uddannelse foregår dels på den studerendes normale arbejdssted i kommunen og dels på sygehuse, i psykiatrien eller hos praktiserende læger. Uddannelsen udbydes af professionshøjskolerne, blandt andet UC SYD, i samarbejde med kommunernes interesseorganisation, KL, og de praktiserende lægers interesseorganisation, PLO.

Syddanmark er på forkant i forhold til nationale mål for sundhedsvæsenet

0
Dronefoto Fotograf Simonia

Et stærkt samarbejde på tværs af sektorer mellem region og kommuner sikrer kvalitet og sammenhæng i sundhedstilbud og -behandling for borgere i Syddanmark.

Foto: Christina Simonia Straarup

Sundheds- og ældreministeriet har netop udgivet rapporten Nationale mål for sundhedsvæsenet 2018, og her bidrager Syddanmark med rigtigt pæne tal. I forhold til landsgennemsnittet lægger regionen og de syddanske kommuner sig især i front, når det gælder antallet af færdigbehandlede patienter på sygehusene, der venter på at komme hjem, samarbejde på tværs af sektorer om mennesker med kronisk sygdom og forebyggelse af indlæggelser blandt ældre.

Løsninger på tværs af sektorer

– Regioner og kommuner bliver tit skudt i skoene, at samarbejdet om indlæggelse og udskrivelse ikke fungerer, og at der ligger færdigbehandlede patienter på sygehusene og venter. Blandt andet fordi kommunerne ikke er parate til at tage over, eller sygehuset melder patienterne færdigbehandlede før tid. Sådan er det ikke i Region Syddanmark. Her er ventetiden i gennemsnit blot 2,3 dage mod et landsgennemsnit på 3,6 dage. Vi har i mange år arbejdet benhårdt på at nedbringe antallet af ventende på sygehusene, og når det er lykkedes i så høj grad, skyldes det først og fremmest en gensidig villighed til at finde frem til løsninger. Det har ført til, at vi i fællesskab har vi udviklet en samarbejdsaftale om tværsektorielle patientforløb (SAM:BO), der er en elektronisk ensretning af kommunikationen om indlæggelser og udskrivelser. Samarbejdet om en patient starter allerede ved indlæggelsen på sygehuset, så kommunen har mulighed for den bedst mulige forberedelse inden udskrivelse, siger formand for Sundhedskoordinationsudvalget i Region Syddanmark, Bo Libergren.

Sundhedskoordinationsudvalget spiller en central rolle i forhold til at styrke det tværsektorielle sundhedssamarbejde, og næstformand i udvalget, Henning Ravn glæder sig over de gode resultater af samarbejdet, der også gør sig gældende på andre områder:

– I Syddanmark har vi de seneste år haft fokus på at forbedre samarbejdet om mennesker med kronisk sygdom med det resultat, at region, kommuner og praktiserende læger i Syddanmark i dag er Danmarks bedste til at forebygge akutte indlæggelse af patienter med KOL og diabetes type 2. Hvor antallet af akutte indlæggelser pr. 1.000 KOL-patient på landsplan er 547, er det i Syddanmark reduceret til 450. De tilsvarende tal for patienter med diabetes type 2 er 356 på landsplan og 291 i Syddanmark. Det er virkelig glædeligt at kunne konstatere, siger næstformand for Sundhedskoordinationsudvalget i Region Syddanmark, Henning Ravn.

I Syddanmark er det også lykkedes kommuner, region og de praktiserende læger i fællesskab at reducere antallet af forebyggelige indlæggelser per 1.000 ældre til 48 mod et landsgennemsnit på 59. Reduktionen afspejler det stærke tværsektorielle samarbejde, hvor der de senere år er sat fokus på tidlig opsporing og forebyggelse. Det er blandt andet sket igennem de kommunale akutfunktioner, hvor samarbejdet mellem almen praksis, kommuner og sygehuse blandt andet har medført, at 18 ud af 22 kommuner har indgået en aftale om intravenøs behandling af patienter i de kommunale akutfunktioner.

Tryghedsøvelse på sygehuset

0

Repræsentanter fra Syd- og Sønderjyllands Politi samt Sydvestjysk Sygehus afholdt fredag et fælles møde om sikkerhedsprocedurerne på sygehuset i forbindelse med, at personer med tilknytning til bandegrupperinger bliver indlagt.

Mødet blev holdt i forbindelse med debatten tidligere på ugen om utryghed for personale og patienter ved sådanne indlæggelser, hvor der kan opstå uro på afdelingerne.

Fokus på tryghed

Både Sydvestjysk Sygehus og Syd- og Sønderjyllands Politi er meget optaget af, at der skal være trygge forhold for både personale og patienter på sygehuset. Den tilgang afspejles også i de eksisterende planer.

– Der skal ikke herske nogen tvivl om, at der skal være trygge forhold for de ansatte og for patienterne på sygehuset. Vi ser med stor alvor på situationen, hvis dette ikke er tilfældet, pointerer politidirektør Jørgen Meyer fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Faste procedurer

Begge parter er enige om, at der er et særdeles godt samarbejde om sikkerheden på sygehuset, og politiet er løbende til rådighed for at justere indsatsen.

Der er procedurer, der sikrer grundig briefing til sygehuspersonalet og en vurdering af sikkerhedssituationen ved indlæggelser af personer med tilknytning til bandegrupperinger. Der er alarmprocedurer, der sikrer hurtig udrykning, hvis hospitalet har behov for det. Det gælder både parterne imellem samt internt på sygehuset. Derudover har politiet interne procedurer for, at der sendes politipersonale til sygehuset. Det sker i tilfælde af politiopgaver, som kan medføre uro på en afdeling.

Politi på stedet

– Vi har flere gange haft politi på hospitalet i forbindelse med sådanne indlæggelser.Vi ved, at det har den ønskede effekt. Tilstedeværelsen skaber øget tryghed og virker præventivt over for støtter, pårørende eller rivaler til indlagte personer med tilknytning til bandegrupperinger. Og opstår der i øvrigt situationer, hvor hospitalet har brug for politiet, kommer vi prompte, fremhæver Jørgen Meyer.

Øvelse – for en sikkerheds skyld

På mødet blev de nuværende sikkerhedsrutiner og -udstyr gennemgået og drøftet. Og fremadrettet vil Sydvestjysk Sygehus i samarbejde med politiet for en sikkerheds skyld afholde en såkaldt planspilsøvelse.

– Ser vi på de få hændelser, der har været de seneste par år, har procedurerne fungeret upåklageligt, og samarbejdet med politiet har været særdeles godt. Men det er altid sundt at trykprøve rutinerne. På denne måde får vi også i endnu større omfang udbredt medarbejdernes kendskab til, hvordan beredskabet fungerer. Det gælder internt og tværsektorielt. Og øget kendskab kommer både ansatte og patienter til gode, fastslår direktør Per Busk fra Sydvestjysk Sygehus

Banderne skaber utryghed på sygehuset

0

Som akutsygehus påvirkes Sydvestjysk Sygehus af begivenheder i optageområdet – således også den seneste tids episoder med relation til Esbjergs bandegrupperinger. Sygehuset kommer i spil, når ofre for episoderne behøver behandling. Oftest foregår dette i ro og orden, men i sjældne tilfælde opleves det, at andre involverede følger med ind på sygehuset.

De tilfælde kan opleves som voldsomme for sygehusets medarbejdere og øvrige patienter. Derfor træder en række sikkerhedsmæssige foranstaltninger i kraft. Det gælder såvel internt som i kontakten med politiet.

Klare aftaler
Parterne har igennem flere år haft klare aftaler og procedurer på området. Og hvis der er risiko for, at en person, der er indlagt, kan blive opsøgt på sygehuset – og at der således kan være risiko for uro – sætter politiet politipersonale på sygehusafdelingen. Og opstår der i andre tilfælde uro på sygehuset, sender politiet omgående betjente til stedet.

De seneste episoder med tilknytning til bandeuroen i Esbjerg har ikke givet anledning til nogen form for skærpelse af sikkerheden på Sydvestjysk Sygehus. Her er ikke ændret i de sikkerhedsmæssige foranstaltninger. Medarbejdere i Akutmodtagelsen vælger selv, om de ønsker at bære en overfaldsalarm. Ønsket om dette er ikke større end hidtil.

Godt samarbejde
Både Sydvestjysk Sygehus og Syd- og Sønderjyllands Politi er meget optaget af, at der skal være trygge forhold for både medarbejdere og patienter på sygehuset. Og begge parter understreger, at vi har et særdeles godt samarbejde om sikkerheden for både personale og patienter, hvis der opstår uro og andre utryghedsskabende hændelser på sygehuset, når personer med tilknytning til bandegrupperinger bliver indlagt.

Parterne holder jævnligt møder om det daglige samarbejde, og har desuden aftalt møde fredag den 24. august for at gennemgå de nuværende arbejdsgange og drøfte, om der er behov for yderligere tiltag.