Home Tags Lokal

Tag: Lokal

Festugen bugner af gratis koncerter

Der er igen i år lagt op til flere store musikaftner med kunstnere som blandt andre Alex Vargas, Martin Jensen, Outlandish, Thor Farlov og Hit med 80’erne, når Esbjerg Festuge inviterer til masser af gratis koncerter på Torvet under festugen fra 11. til 20. august 2023.

Foto: Esbjerg Kommune

Det er med at sætte et stort kryds hen over kalenderen fra den 11. til den 20. august 2023, hvor Esbjerg Festuge igen er klar til at forvandle Danmarks 5. største by til et sandt mekka for alle musikelskere.

Musikprogrammet er nemlig klar, og det er med kunstnere som blandt andre Dopha, Danser med Piger, Faustix, Djämes Braun & Vild $mith til de mange gratis koncerter på Torvet.

Stor åbningsaften

Festugens Torvescene åbnes i år fredag den 11. august med et bluesbrag ud over det sædvanlige, når The Blues Brothers Souvenir Show iført sorte solbriller, sort hat og sort habit lægger fra land med en kuffert proppet med nogle af de bedste rhythm’n’blues- og soulklassikere. Herefter er skønne Dopha klar til at indtage Esbjerg med hendes pulserende, melankolsk poprock, hvor hun sender publikum gennem hele følelsesregistret og direkte ud på dansegulvet. Første aften sluttes af med en hyldest til Queens udødelige musik, når Kind of Magic forkæler os med store klassikere som We Will Rock You, We Are The Champions og Don’t Stop Me Now.

Gutterne indtager Esbjerg

Lørdag 12. august er det de unge mænd, der er klar til at træde i karakter og sende Esbjerg ud over stepperne med ørehængere som Vild idag syg i morgen og Kvinder og Kanoner med Djämes Braun x Vild $mith og Solen Op med den unge hitmager Thor Farlov, der blev kendt som den ene frontfigur i duoen Citibois. Før den unge dj Faustix slutter aftenen af med vilde beats til øregangene.

MUSIC4FREE kræser for de unge

Igen i år gentages succesen med MUSIC4FREE i samarbejde med Skala.fm. Det sker fredag den 18. august 2023, hvor der er lagt op til massiv dansefest for de unge. Her er Alex Vargas, Martin Jensen, Danser Med Piger, Daniel Schulz og Ida Laurberg på plakaten.

Outlandish og Hit med 80’erne lukker og slukker

Festugens musikprogram sluttes af lørdag den 19. august med Peter Ebberfeld, der har taget sit band med og giver os hits som Byens Bedste Bryster og Leve Uden Dig, før popstjernerne fra Outlandishovertager scenen med deres store hits som Aicha, Guantanamo og I Only Ask Of God.

Før de lokale stjerner fra Hit med 80’erne lukker og slukker festugens musikprogram ved at sende os alle sammen tilbage til 80’ernes med de udødelige klassikere, der er garanti for enhver god fest.

Se hele musikprogrammet her

Politiet efterlyser overfaldsmænd

0

​Syv mænd stod bag overfald på 35-årig mand i Esbjerg

Syd- og Sønderjyllands Politi efterlyser nu seks mænd, der fredag den 16. juni stod bag et overfald i Esbjerg. Politiet oplyser, at gerningsmændene har tilknytning til bandemiljøet.

Fredag aften klokken 20.22 fik politiet en anmeldelse om hærværk mod en bil i Kongensgade i Esbjerg. Der blev sendt en patrulje til stedet og kort tid efter stod det klart, at der ud over hærværket var tale om et overfald, som fandt sted på Shisha Lounge i Kongensgade.

Syd- og Sønderjyllands Politi har siden efterforsket sagen gennem blandt andet vidneafhøringer og indsamling og sikring af spor. Efterforskningen viser, at en 35-årig mand fra Århus er blevet overfaldet af syv personer, hvoraf de seks er identificeret og har tilknytning til bandemiljøet. De er nu efterlyst af politiet, der opfordrer dem til at melde sig. Politiet arbejder fortsat på at identificere den syvende mand.

Den 35-årige mand blev slået i hovedet med en flaske og stukket i benet med en kniv, men kom ikke alvorligt til skade.

Har du oplysninger, der kan hjælpe politiet i sagen, så ring til politiets servicecenter på telefon 1-1-4.

Reden Esbjerg får løfte om økonomisk støtte

0

Social & Arbejdsmarkedsudvalget i Esbjerg Kommune har netop besluttet at give tilsagn om økonomisk støtte til Reden Esbjerg. Tilsagnet forudsætter, at KFUK’s Sociale Arbejde kan rejse resten af de nødvendige midler til at drive Reden Esbjerg. Målet er, at tilbuddet i Esbjerg til mennesker i prostitution kan fortsætte i yderligere to år fra 2024.

Reden Esbjerg har siden 2021 gjort en vigtig forskel for mennesker i Esbjerg Kommune, der sælger eller har solgt sex. Her kan de få anonym og uforpligtende samtale, rådgivning og vejledning. Tilbuddet blev etableret i et samarbejde mellem KFUK’s Sociale Arbejde og Esbjerg Kommune med projektmidler fra Socialstyrelsen, men pengene herfra udløber ved udgangen af 2023. Derfor har Social & Arbejdsmarkedsudvalget i Esbjerg Kommune nu besluttet at give tilsagn om at støtte Reden Esbjerg økonomisk med henblik på, at tilbuddet kan fortsætte i endnu to år fra 2024. Tilsagnet forudsætter, at KFUK’s Sociale Arbejde kan rejse resten af de nødvendige midler til at finansiere den fortsatte drift af Reden Esbjerg.

Socialt ansvar

Formand for Social & Arbejdsmarkedsudvalget i Esbjerg Kommune, Jakob Lykke, glæder sig over beslutningen:

– Som samfund har vi et socialt ansvar for at hjælpe mennesker, der har brug for støtte, og forebygge udsathed. Reden gør et virkelig vigtigt stykke arbejde, og jeg mener, at det er afgørende, at vi har et tilbud her i kommunen, hvor mennesker i prostitution kan få hjælp. Derfor vil vi i Social & Arbejdsmarkedsudvalget være meget glade for, hvis vi i samarbejde med KFUK’s Sociale Arbejde kan sikre den fortsatte drift af Reden Esbjerg, siger Jakob Lykke.

Også KFUK’s Sociale Arbejde ser frem til fortsat samarbejde om Reden Esbjerg:

– Vi er rigtig glade for, at Esbjerg Kommune har besluttet at give tilsagn om økonomisk driftstilskud til Reden Esbjerg. Det er første skridt på vejen til en fuld finansiering af Reden Esbjerg de kommende to år. En Rede i Esbjerg betyder, at der også fremadrettet vil være råd og vejledning at hente til mennesker i prostitution og prostitutionslignende relationer i Syd- og Sønderjylland, hvor behovet for støtte og rådgivning er mindst lige så stort som i resten af landet, siger Pernille Larsen Meier, daglig leder af Reden Esbjerg.

Tilsagnet om støtte fra Esbjerg Kommune til drift af Reden Esbjerg omfatter 500.000 kr. årligt i to år fra 2024. Hertil kommer også husleje i to år.

Om Reden Esbjerg

Reden er et anonymt rådgivningstilbud og et frirum for kvinder og mænd, der sælger eller har solgt sex eller bevæger sig i gråzonerne omkring byttesex, sugardating og webcamsex m.v.

Reden Esbjerg blev etableret i 2021 som et projektsamarbejde mellem KFUK’s Sociale Arbejde og Esbjerg Kommune med projektmidler fra Socialstyrelsen. Det koster ca. 2,8 millioner kroner om året at drive stedet.

Team Esbjerg tiltrækker svensk landstræner fra 2024

Team Esbjergs nyere historie er kendetegnet af langvarige træneransættelser, og nu er arvefølgen på plads, til når cheftræner Jesper Jensen efter godt syv sæsoner fratræder i sommeren 2024 for at hellige sig jobbet som landstræner for det danske kvindelandshold. Han afløses af kollegaen på det svenske landshold, Tomas Axnér, der i marts forlængede sin aftale med det svenske håndboldforbund til sommeren 2026. Svenskeren har underskrevet en treårig aftale gældende til 30. juni 2027.

Foto: Presse

Tomas Axnér har stået i spidsen for det svenske kvindelandshold siden 2020 og har i de år modtaget adskillige henvendelser fra interesserede klubber, som han dog alle har afslået. Ved kontraktforlængelsen sikrede han sig, at han fra 2024 sideløbende kan varetage et klubtrænerjob. Da Team Esbjerg henvendte sig, kunne han ikke sige nej.

– Jeg har set omkring 80 procent af Team Esbjergs kampe i denne sæson. Klubben har en attraktiv måde at spille håndbold på og spiller på et meget højt niveau, der er med til at sætte standarden for spillet og udviklingen af kvindehåndbold i Skandinavien. Nu har jeg fået indblik i, hvordan klubben fungerer, værdierne, den familiære stemning, og at man hele tiden har ambitioner om at blive bedre. Det føles på mange måder som et godt match for mig, siger Tomas Axnér.

Processen frem mod ansættelsen af den 53-årige svensker har i høj grad involveret spillertruppen, der har været med til at fastlægge, hvilken type cheftræner der skal afløse Jesper Jensen. To af hovedkriterierne var, at den kommende cheftræner selv skulle have spillet på topniveau, og at vedkommende ikke har haft for mange jobskifter, da spillerne ønsker et længerevarende samarbejde.

De betingelser opfylder Tomas Axnér til fulde. Efter en aktiv karriere som højre fløj i de sydsvenske klubber, Lugi HF og H 43 Lund, samt bundesligaklubberne VfL Gummersbach og GWD Minden, var han først assisterende træner i de to nævnte svenske klubber og siden cheftræner for Lugi HF i 2012-2014 og 2015-2020. 

– Det har været en enestående proces, hvor spillerne har været meget aktive i at tegne en profil af den kommende cheftræner. Vi har ikke ønsket en kloning af Jesper Jensen, men en fuldgod erstatning, der kan udvikle holdet til det næste niveau. Da ledelsen selv tog over, og vi skulle finde en kandidat til posten, sprang Tomas Axnér suverænt i øjnene, og vi har ikke kontaktet andre emner. Tomas er rolig, velafbalanceret og lyttende, og han deltager i at udvikle næste generation af spillere i de klubber, han har arbejdet for, og på det svenske landshold, siger Team Esbjergs bestyrelsesformand, Bjarne Pedersen. 

Han udtrykker på klubbens vegne stolthed over, at det er lykkedes at tiltrække en landstræner fra en stor håndboldnation, som i de seneste slutrunder og Olympiske Lege ikke er blevet placeret dårligere end nummer fem. Ved OL i Tokyo blev Sverige nummer fire, og det næste store mål er at spille med om medaljer ved Sommer-OL i Paris i 2024.

– Jeg kommer til Team Esbjerg med meget livs- og arbejdserfaring, og jeg betragter mit lederskab som en styrke. Jeg er tydelig med, hvad, jeg synes, er vigtigt, og jeg er involverende og lader spillerne komme til orde. Jeg ser på mennesker og vil udvikle dem. Det er min største drivkraft, siger Tomas Axnér.

Ligesom Jesper Jensen praktiserer nu, vil han fra 2024 være ansat i et dobbeltjob, og han har respekt for ansvaret og arbejdsmængden. Tomas Axnér betragter det som en fordel at tiltræde hos en arbejdsgiver, der ved, hvad det indebærer, og at han har god tid til at planlægge det. 

Familien bestående af hustruen Rahel og den 11-årige datter, Lili, flytter næste år fra den sydsvenske universitetsby, Lund, til Esbjerg. Fra et tidligere ægteskab har Tomas Axnér to døtre på 19 og 21 år, hvoraf den ældste, Tyra, spiller i Nykøbing Falster Håndbold. Rahel har i en årrække boet i København, hvor hun har spillet musical på flere teatre og turneret i det meste af landet. Hun er også uddannet sygeplejerske, og det er nu hendes hovederhverv. 

Tomas Axnér er født i Stockholm-området, men familien flyttede tidligt i hans barndom syd på, da faren fik arbejde i Malmø. Han er læreruddannet, men har aldrig brugt sin eksamen, da håndboldkarrieren har været altopslugende i hele hans voksne liv. Der har dog været tid til at fordybe sig i en stor lidenskab, designmøbler fra 60’erne, 70’erne og 80’erne, som hjemmet i Lund bærer tydeligt præg af. 

Tomas Axnér tiltræder i Team Esbjerg efter OL i Paris.

Nationalpark Vadehavet og TotalEnergies i Esbjerg indgår partnerskab om at beskytte biodiversitet og kulturarv


Kernen i partnerskabet er et fælles ønske om at beskytte et af de vigtigste naturområder i Nordvesteuropa. Fra denne måned kan man se medarbejdere fra TotalEnergies arbejde rundt omkring i nationalparken.

Foto: Presse


Ynglesæsonen for fuglene i Vadehavet er netop begyndt, men i år bliver fuglelivet fulgt tættere end normalt fra TotalEnergies’ kontorer på havnefronten i Esbjerg. For multienergiselskabet, med betydelige aktiviteter i den danske Nordsø, og Nationalpark Vadehavet er gået sammen om at beskytte dyrelivet i området, som er på UNESCO’s verdensarvsliste.
Dette forår kan TotalEnergies’ medarbejdere bruge op til tre arbejdsdage på at hjælpe nationalparken med opgaver såsom at sætte hegn op omkring yngleområderne for fugle, der yngler på strandene, overvåge de indhegnede områder og fjerne hegnet, når sæsonen er ovre, og ungerne er fløjet fra reden.
Begge aktører ser et lovende partnerskab, som i fremtiden kan udvikle sig og bane vejen for mere offentlig- privat samarbejde inden for biodiversitet.
”Samarbejde om bæredygtig udvikling er centralt for både Nationalpark Vadehavets og partnerskabsprogrammets fremtid. Vi er glade for at kunne byde TotalEnergies velkommen som lokal partner, der som en af verdens førende energileverandører er fuldt forpligtet til FN’s verdensmål”, siger Janne Liburd, der er formand for nationalparkens bestyrelse, og fortsætter:


”Jeg er imponeret over TotalEnergies’ globale biodiversitetsstrategi: Her anerkendes vigtigheden af verdens beskyttede områder, og selskabet har forpligtet sig til ikke at udføre efterforskning eller udvinding af olie og gas på steder som er på UNESCO’s verdensarvsliste. I områder under IUCN (nationalparker m.v.) forpligter selskabet sig til at have en nettopositiv indvirkning på biodiversiteten. Gennem det nye partnerskab bringes kompetencer og ressourcer i spil i et omfang, som vi ikke har oplevet før. Det er ydermere vores ambition sammen at bidrage til menneskers trivsel gennem aktiviteter i naturen. Vi ser frem til at udforske vores fælles styrker til fordel for biodiversitet og lokalsamfund.”


For TotalEnergies passer partnerskabet godt ind i ambitionen om at beskytte og opretholde arv og biodiversitet samt arbejdet med at understøtte flere af FN’s verdensmål, f.eks. Verdensmål 13 (Klimaindsats), verdensmål 14 (Livet i havet), verdensmål 15 (Livet på land) og verdensmål 17 (Partnerskaber for handling).


“Fra vores base her I Esbjerg bor vi tæt på nationalparken og kan nyde de unikke landskaber og dyrelivet. Derfor er Nationalpark Vadehavet en oplagt partner for os, da vi deler ambitionen om at beskytte biodiversiteten,” siger Eric Delattre, administrerende direktør for TotalEnergies danske aktiviteter i Nordsøen og fortsætter: ”For mig er det her blot starten, og jeg håber, at vi kan udvide vores støtte i de kommende år – både økonomisk, med vores medarbejdere gennem medborgerskab, og frivillige initiativer samt ved at trække på vores specialiserede viden og kompetencer indenfor marinebiologi og miljøpåvirkning”.

Fakta
  • Nationalpark Vadehavet indgår partnerskaber med lokale virksomheder, institutioner og aktører i vadehavsområdet. Det er en del af arbejdet med at skabe en lokal forankret og vedvarende udvikling af nationalparkens naturmæssige og kulturelle værdier – til fordel for både partnerne og Nationalpark Vadehavet.
  • TotalEnergies blev en officiel partner med Nationalpark Vadehavet i september 2022. Nu vil medarbejderne fra TotalEnergies Esbjerg begynde en række projekter for at understøtte dyrelivet i nationalparken.
  • Lige nu er der projekter i gang på Rømø, Fanø og Blåvand, hvor TotalEnergies’ medarbejdere frivilligt sætter beskyttende hegn op i yngleområder for fuglene, overvåger de indhegnede områder og fjerner hegnet, når ynglesæsonen er overstået. Et af de næste projekter, som partnerne kigger på at igangsætte, er at etablere beskyttelseszoner for fiskeyngel i Esbjerg havn.
    Om Vadehavet
    Vadehavet er et af de vigtigste tidevandsområder i verden. Vadehavet er anerkendt som verdensarv på UNESCOs verdensarvsliste, og klassificeret under IUCN (kategori II). Vadehavet strækker sig fra Skallingen i Danmark, gennem det nordvestlige Tyskland og hele vejen til Den Helder i Holland. For mange vandfuglearter er Vadehavet det vigtigste fourageringsområde under træk- og overvintringstiden i Europa. Hvert år flyver mere end 10 millioner vandfugle gennem Vadehavet langs den østatlantiske trækrute.
    Om TotalEnergies
    TotalEnergies er et af de største energiselskaber i verden med mere end 100.000 medarbejdere på verdensplan og aktiviteter inden for olie, gas, sol, vind, biobrændstoffer, hydrogen og CO2-lagring.
    I Danmark er TotalEnergies den ledende olie- og gasvirksomhed, som beskæftiger en divers og international medarbejdergruppe på 1.200 mennesker. Vi er ansvarlige for 86% af olieproduktionen, og 89% af naturgasproduktionen I Danmark, og er lige nu i gang med at udvikle et af de ledende CO2- lagringsprojekter i Danmark, som forventes at lagre millioner af tons CO2 i Nordsøen. TotalEnergies’ aktiviteter i Danmark går over et halvt århundrede tilbage og repræsenterer et vigtigt bidrag til Danmarks økonomi, energiforsyning og beskæftigelse. Ud over vores olie- og gasaktiviteter, arbejder TotalEnergies på at etablere nye forretningsaktiviteter inden for havvind, solenergi og andre vedvarende energikilder.

Borgmesterlige skulderklap til cyklisterne

Cyklistforbundets store forårskampagne, VI CYKLER TIL ARBEJDE, ruller derudaf. Tirsdag morgen fik Esbjergs cyklister et ekstra skulderklap og en opfordring til at blive ved med at tage cyklen.

Cyklister i lyskrydset ved Stormgade og Spangsbjerg Kirkevej fik en dejlig overraskelse med på vejen af borgmester Jesper Frost Rasmussen og udvalgsformand Henning Ravn.

Cyklistforbundets forårskampagne, VI CYKLER TIL ARBEJDE, kører i hele maj, og spreder cykelglæde på arbejdspladser og cykelstier. I år er Esbjerg Kommune gået aktivt ind med støtte til kampagnen. Kommunen har selv høje ambitioner for at øge andelen af borgere, der bruger cyklen som transportmiddel. Her er bl.a. mål om, at mindst 25 % af alle rejser skal udføres på cykel. Dette tal var 17 % i 2018.

Cirka halvvejs i kampagnen stod borgmester Jesper Frost Rasmussen og Henning Ravn, udvalgsformand for Plan & Byudviklingsudvalget, klar til at dele morgenbrød ud ved et af Esbjergs travle lyskryds. 150 cyklister fik en knitrende bagerpose til tasken eller cykelkurven.

”Alle, der hopper på cyklen til og fra arbejdet, skolen eller studiet, er med til at øge sundheden, og det er en af de bedste måder at gøre fysisk aktivitet til en integreret del af hverdagen”, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Byt bilen til cyklen

Esbjerg Kommune har især et godt cykeløje til de bilister, som vælger at tage bilen til arbejde, selvom arbejdspladsen er indenfor cykelafstand. Faktisk har 41% af de beskæftigede i Esbjerg Kommune under 5 km til arbejde.

”Bæredygtig transport som cyklisme spiller en afgørende rolle i vores bestræbelser på at bevare miljøet. Ved at vælge cyklen som transportmiddel reducerer vi vores CO2-udledning, mindsker trafikbelastningen og forbedrer luftkvaliteten. Cyklisme er en enkel, men kraftfuld måde at gøre en forskel på”, siger Henning Ravn, formand for Plan & Byudviklingsudvalget.

I Esbjerg Kommune cykler knap 700 deltagere i kampagnen med på 70 hold, og som samarbejdskommune vil Esbjerg Kommune gerne være med til at øge antallet af cyklister. Hver dag på cyklen giver point i lodtrækningen om præmier til hele holdet i VI CYKLER TIL ARBEJDE.

”Udover den fysiske sundhed er der også glæden ved at gøre noget sjovt i fællesskab med dine kollegaer. Vi kalder VI CYKLER TIL ARBEJDE for Danmarks sjoveste motionskampagne, fordi humøret, fællesskabet og de hyggelige konkurrencer er kernen i kampagnen. Det skal både være sjovt og sundt at deltage,” siger Cyklistforbundets direktør Kenneth Øhrberg Krag.

FAKTA:

Den årlige kampagne “VI CYKLER TIL ARBEJDE” er en landsdækkende begivenhed, der opfordrer folk til at tage cyklen i stedet for bilen på arbejdet. Formålet er at fremme cykling som en bæredygtig og sund transportform samt at skabe bevidsthed om fordelene ved cykling for både individet og samfundet som helhed.Kontakter

Borgmester Jesper Frost Rasmussen, jesra@esbjerg.dk, tlf. 27 24 18 00

Formand for Plan & Byudvikling Henning Ravn, henra@esbjerg.dk,
tlf. 40 10 12 46
Billeder

Cyklister i lyskrydset ved Stormgade og Spangsbjerg Kirkevej fik en dejlig overraskelse med på vejen af borgmester Jesper Frost Rasmussen og udvalgsformand Henning Ravn.

Fotos: Esbjerg Kommune

Penge fra kommunens klimafond fordelt

Esbjerg Kommune skal være CO2-neutral i 2030. Til at hjælpe indsatserne på vej er 2,5 millioner kroner fra kommunens klimafond netop fordelt.

Foto: Esbjerg Kommune

I byrådets seneste budgetforhandlinger blev der afsat 2,5 millioner kroner i en klimafond. Det er penge, der skal være med understøtte arbejdet med at realisere kommunens ambitiøse klimaplan.

Nu har Klima & Miljøudvalget besluttet, hvilke indsatser der modtager støtte fra klimafonden i 2023.

”Det er ikke længe siden FNs klimapanel bad hele verden om at skrue op for investeringerne i klima og grøn omstilling, så det er rigtig dejligt, at vi nu sender penge efter konkrete klimaindsatser, der kan rykke os tættere på målet om CO2-neutralitet,” siger Jørgen Ahlquist der er formand for Esbjerg Kommunes Klima & Miljøudvalg.

Fem puljer får støtte

Klimafondens 2,5 millioner kroner blev fredag fordelt mellem fem puljer:

  • Pulje til landbrugsindsatser
    700.000 kr.
  • Pulje til erhverv og klimapartnerskaber
    600.000 kr.
  • Pulje til lokalt engagement i klimadagsordenen
    300.000 kr.
  • Pulje til udbredelse af Vedvarende Energi 
    600.000 kr.
  • Pulje til fremtidige projekter
    300.000 kr.

Det er kommunens Klima & Miljøudvalg, der på udvalgsmøde fredag fordelte midlerne fra klimafonden.

Læs mere om de fem puljer, der har fået penge fra klimafonen i dagsordenspunktet, side 9 under ’Forvaltningen oplyser’.

Vigtigere end nogensinde før 

Investeringer i klimaindsatsen både i Danmark – og i resten af verden – er vigtigere end nogensinde før. Det slog FNs klimapanel for nyligt fast i deres seneste rapport.

En rapport der desværre igen kan berette, at vi skal gøre meget mere, hvis vi skal lykkes med at vende den udvikling, der gør fremtiden usikker for kommende generationer.

Bæredygtig EnergiMetropol går forrest for klimaet

Som bæredygtig EnergiMetropol vil Esbjerg Kommune gå forrest i den grønne omstilling sammen med borgere og virksomheder.

Derfor arbejder Esbjerg Kommune efter en ambitiøs klimaplan, der rummer 36 indsatser fordelt på emnerne:

  • Energi
  • Landbrug
  • Transport
  • Bæredygtigt Forbrug

Klimaplanen og indsatserne skal, sammen med både borgere og virksomheder, føre hele Esbjerg Kommune mod målet om CO2-neutralitet i 2030.

Esbjerg Kommune som geografi udledte i 2019 1,2 millioner tons CO2e. Det er det tal, som kommunen, sammen med borgere og virksomheder, skal få til at falde frem mod 2030.

Er du nysgerrig på Esbjerg Kommunes klimaplan, så finder du den her.

Tag med politiet på tur

Politiet inviterer til tre tryghedsvandringer


For at øge trygheden inviterer Syd- og Sønderjyllands Politi til tre tryghedsvandringer i boligområdet Hedelundgårdparken i Esbjerg

Syd- og Sønderjyllands Politi har inviteret beboere og andre samarbejdspartnere til tre tryghedsvandringer i boligområdet Hedelundgårdparken i Esbjerg. Tirsdag formiddag mødte omkring 15 personer op til den anden vandring, der blev gennemført på det man kalder ”krat-siden” i Hedelundgårdparken. Blandt deltagerne var blandt andet repræsentanter fra Esbjerg Kommune og områdets boligforeninger.

Foto: politiet


”Vi er glade for den store opbakning til tryghedsvandringerne, der har til formål at samle alle parter om at finde løsninger, der kan være med at øge trygheden”, siger politikommissær Morten Alslev.

De tre tryghedsvandringer er en opfølgning på et dialogmøde, som politiet inviterede områdets beboere til i februar. Overskriften for dialogmødet var tryghed og baggrunden for initiativet var den seneste måling af borgernes tryghed. Tryghedsundersøgelsen, der udkom sidste år viste, at beboerne i Hedelundgårdparken ikke føler sig så trygge som andre borgere i politikredsen.

”Reelt set er der stort set lige så mange straffesager pr borger i Kvaglundområdet som i resten af Esbjerg Kommune. Så der er ikke mere kriminalitet i Kvaglundområdet sammenlignet med resten af Esbjerg Kommune. Alligevel er borgerne mere utrygge i området end andre steder i politikredsen, og det vil vi gerne gøre noget ved”, siger politikommissær Morten Alslev.

På dialogmødet blev muligheden for tryghedsvandringer efterspurgt af beboere. Den første vandring fandt sted for en uge siden på ”lunden-siden” og den tredje er planlagt til næste uge.  På tirsdagens tryghedsvandring blev der diskuteret blandt andet belysning, beplantning og vedligeholdelse.

”Det er virkelig godt at få bragt folk sammen, gå gennem området og samle de mange input. Generelt bliver der gjort rigtig meget godt i området, hvor man tænker over beboernes tryghed, men der er også nogle punkter, hvor der kan ske forbedringer”, siger Morten Alslev efter tryghedsvandringen.

Syd- og Sønderjyllands Politi laver på baggrund af de tre tryghedsvandringer en samlet rapport med anbefalinger til tiltag, der kan øge trygheden. 

FAKTA TRYGHEDSVANDRING:
En tryghedsvandring er en planlagt gåtur gennem et område, hvor eksempelvis områdets forretningsdrivende, beboere, boligselskab, virksomheder, kommune og politi diskuterer og udpeger konkrete utryghedsskabende forhold i området. Efter vandringen undersøges mulighederne for at gennemføre tiltag, der kan øge trygheden i området.

LINK TIL TRYGHEDSUNDERSØGELSEN:

http://www.justitsministeriet.dk/wp-content/uploads/2022/08/Tryghedsundersoegelse-2021.pdf

Myrthuegård natur kultur og læring for alle

MYRTHUE har flere arrangementer og guidede ture frem til sommerferien 2023. Læs mere om de mange forskellige tilbud med alt lige fra Nationalpark-/Marbækdag og åbning af port til får for børn og fejring af befrielsen d. 4. maj.

 

– MYRTHUEs naturvejledere og formidlere glæder sig meget til at kunne møde folk til vores vifte af tilbud. Alle er velkomne, og vi har gjort os umage med at lave et program, der dækker enhver smag. Vi er så heldige at bo midt i et helt unikt naturområde, og derfor håber vi, at mange vil komme med ud og dele oplevelser, lære, smage og nyde naturen, siger leder af MYRTHUE – Natur, Kultur & Læring, Dorte Vind.

 

Oplevelser for store og små

 

På Midtgård kan børn i følge med forældre eller bedsteforældre komme helt tæt på fårene. 4. maj fejrer MYRTHUE sammen med Esbjerg Museum befrielsen, og også her er tænkt i aktiviteter for de ældste og yngste. Til den traditionsrige Nationalpark-/Marbækdag glæder MYRTHUEs formidlere sig sammen med mere end 100 frivillige til at give folk i alle aldre et væld af gode natur- og kulturoplevelser.Programmet rummer også et spædende besøg i eneboerens hus.

 

Oplevelser hele året – delt i to

– Vi tilbyder arrangementer og guidede naturvejledningsture hele året i MYRTHUE. Vi har valgt at offentliggøre et halvt års arrangementer ad gangen, siger Dorte Vind, så efter sommerferien vil næste halvårs arrangementer blive præsenteret. Her løfter Dorte Vind sløret for, at man blandt andet kan glæde sig til en hverdag i jernalderen, svampetur, naturpleje og meget mere.

 

MYRTHUE indgår også i events i Esbjerg Kommune, så du kan møde os til fx Energiens Folkemøde og Børnedagen på Torvet til Esbjerg Festuge.

 

Find MYRTHUEs arrangementer her

https://myrthue.esbjerg.dk/arrangementer-og-guidede-ture

Rockergruppen Satudarah sættes ud af klubhus i Esbjerg

0

Esbjerg Kommune har netop meddelt, at rockergruppen Satudarah ikke længere må bruge ejendommen på Brolæggervej 12 i Sædding som klubhus

Både borgere, politi og Esbjerg Kommune har oplevet utryghed i området omkring Brolæggervej 12 i det vestlige Esbjerg, siden Satudarah oprettede klubhus på stedet i efteråret 2022.

Esbjerg Kommune har derfor sammen med Syd- og Sønderjyllands Politi arbejdet på at skabe grundlag for at kunne forbyde Satudarah at bruge stedet som samlingssted. Grundlaget er nu så stærkt, at kommunen har sat rockergruppen på porten.

”Vi ønsker ikke, at kriminelle rocker- og bandegrupperinger slår sig ned i vores kommune. I deres kølvand følger der ofte både kriminalitet og stoffer. Det skaber stor utryghed, og det kan vi ikke tolerere,” siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Derfor har Esbjerg Kommune netop meddelt rockergruppen Satudarah, at de ikke må bruge ejendommen som klubhus.

Ny lov gør forbud muligt

Esbjerg Kommune bruger den nye Samlingstedslov fra 2017 til at forbyde rockergruppen at bruge Brolæggervej 12 som samlingssted. I første omgang vil forbuddet gælde i tre måneder.

”Syd- og Sønderjyllands Politi følger rocker- og bandemiljøet tæt og borgerne skal ikke være i tvivl om, at politiet sammen med andre myndigheder, herunder kommunen, bekæmper rocker- og bandegrupperingerne intensivt. Vi vurderer løbende mulighederne for at benytte de værktøjer, vi har til rådighed. Og det har vi gjort i denne situation i et godt samarbejde med kommunen,” siger politidirektør Frits Kjeldsen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.


FAKTA
Samlingsstedsloven
• Ifølge samlingsstedlovens §1 stk. 1, der blev lavet i 2017, har kommunalbestyrelsen mulighed for at nedlægge forbud mod at bestemte ejendomme bruges som samlingssted for en gruppe, hvis gruppens anvendelse af ejendommen som samlingssted er egnet til at medføre væsentlig ulempe og utryghed for de omkringboende.
• Et forbud der gives i henhold til samlingsstedlovens §1 stk. 1, er gældende i 3 måneder, jf. lovens §1, stk. 5.
o Anvendes ejendommen i denne periode som samlingssted for den omhandlede gruppe, kan der nedlægges et forbud mod anvendelse af ejendommen som samlingssted, der gælder, indtil kommunalbestyrelsen tilbagekalder det.
• Samlingsstedsloven var en del af VKLA-regeringens Bandepakke III, der blev indført som en styrket indsats mod rocker- og bandekriminalitet i 2017.