Home Tags Lokal

Tag: Lokal

Etablering af midlertidigt militært område i Esbjerg

0

Etableringen af det midlertidige militære område skal ses i sammenhæng med Host Nation Support, hvor materiel m.m. fra allierede styrker ankommer til Esbjerg og skal transporteres videre.

Syd- og Sønderjyllands Politi har truffet aftale med Forsvaret om etablering af et midlertidigt militært område på Esbjerg Havn i perioden fra den 24. august – 11. september 2023.

Etableringen af det midlertidige militære område skal ses i sammenhæng med Host Nation Support, hvor materiel m.m. fra allierede styrker ankommer til Esbjerg og skal transporteres videre.

Det midlertidige militære område bliver bevogtet af Forsvaret. 

Der vil være tydelig skiltning/afspærring på landjorden, og områderne vil være spærret af for uvedkommende.

Det midlertidige militære område befinder sig inden for den del af havneområdet, der i forvejen er ISPS-sikkerhedsområde, og hvor der således ikke er offentlig adgang.

I en del af perioden vil det midlertidige militære område – ud over et område på land – også omfatte en del af havnebassinet.

Sker der ændringer i forhold til tidsperioden, sender Syd- og Sønderjyllands Politi en ny orientering ud til borgerne.

Virksomhed tiltalt for uagtsomt manddrab efter gocartulykke

0

Retssagen er berammet til at finde sted den 28. august ved Retten i Esbjerg.

Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi har rejst tiltale mod virksomheden Bowl’N’Fun i Esbjerg for uagtsomt manddrab.

Anklagemyndigheden har rejst tiltale efter en ulykke den 28. juni 2022, hvor en 29-årig mand afgår ved døden på en gocart-bane i Esbjerg, der ejes af virksomheden.

Anklagemyndigheden ønsker med straffesagen at gøre selskabet ansvarlig for, at gocart-banen ikke var tilstrækkeligt vedligeholdt og efterset forud for ulykken, hvor den 29-årige bliver ramt af et metalrør og efterfølgende afgår ved døden.

Retssagen er berammet til at finde sted den 28. august ved Retten i Esbjerg.

Sigurd styrker lokal ledelse gennem den positive linse

0

Styrk din Ledelse gennem den Positive Linse kalder Lars Sigurd sit ledelsesfokuserede kursus for Esbjergs ledere og kommende ledere. Er du måske én af dem, så læs med her.

Vi står som ledere over for udfordringen med at gå ud over almindelig succes og opnå ekstraordinær effektivitet samt spektakulære resultater. Men hvordan kan vi nå dette mål? Svaret kan findes i den spændende verden af positiv psykologi, som bygger på omfattende forskning inden for organisatorisk adfærd og menneskelig trivsel. Et innovativt lederskabsforløb i Esbjerg, ledet af Lars Sigurd, afslører hemmeligheden bag enestående succes og et positivt arbejdsmiljø: Fokus på styrker fremfor svagheder, fremme af dydige handlinger som medfølelse, taknemmelighed og tilgivelse, styrkelse af bidragsmål ud over opnåelsesmål og skabelse af meningsfuldhed i arbejdet.

“Dit Positive Lederskab” er navnet på det spænende forløb, der har til formål at styrke organisationer, individer og teams. Projektet har en ambitiøs vision om at præge den danske arbejdskultur positivt og henvender sig til ledere, projektledere, CEO’er, produktchefer, selvstændige og afdelingsledere, der arbejder hårdt for at opbygge stærke samarbejdsrelationer, fremme vækst og skabe fremskridt i deres respektive virksomheder. Forløbet er skræddersyet til at passe ind i en travl hverdag, med en fleksibel halvanden times indsats syv fredage i træk.

Lars Sigurd, en erfaren leder med baggrund som ingeniør, en master i positiv psykologi fra Århus Universitet og en diplomuddannelse i ledelse fra UC Syd, deler generøst sine metoder og indsigt, opnået gennem egne erfaringer. Forløbet fokuserer på at omsætte teorier og forskningsresultater fra positiv psykologi til praktiske handlinger i arbejdslivet. Lars ønsker at give alle muligheden for at deltage – uanset faglig baggrund eller økonomi. Han understreger, at god ledelse ikke kun bør forbeholdes store virksomheder eller bogligt stærke personer. Derfor er forløbet enkelt og letforståeligt, med en direkte anvendelse i hverdagens udfordringer.

Men hvorfor er dette forløb anderledes? Lars forklarer, at det skiller sig ud fra andre uddannelser og forløb, da det tilbyder enkle og effektive strategier, der kan integreres direkte i hverdagens arbejde. “Det er nemt at forstå, hvad vi skal gøre, men det er svært at gøre det,” siger Lars. Derfor lægger forløbet stor vægt på at sikre, at den opnåede viden ikke går tabt i en travl hverdag, men faktisk omsættes til konkrete handlinger. Ægte læring er nemlig viden, der praktiseres og omsættes til virkelighed.

Hvis du er interesseret i at styrke dine lederegenskaber og udforske en verden af guldkorn fra positiv psykologi, så kan du læse mere om “Dit Positive Lederskab” på hjemmesiden Siigurd.dk. Tilmeld dig og gå ikke glip af chancen for at udvikle en positiv og bæredygtig ledelsesstil, der vil have en varig indflydelse på din organisation og dine medarbejdere.

Fotos privat

37-årig mand fortsat sigtet i sag om grov vold i Esbjerg

0

Ved et grundlovsforhør i dag vurderede dommeren ikke, at der var grundlag for varetægtsfængsling og løslod den 37-årige. Anklagemyndigheden har kæret denne kendelse til Vestre Landsret, ligesom sigtelsen fortsat er opretholdt.

Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi fremstillede torsdag en 37-årig mand fra Esbjerg i et lukket grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg med henblik på varetægtsfængsling.

Den 37-årige er sigtet for grov vold ved at have medvirket i et overfald på en 35-årig mand fra Århus, der fredag den 16. juni klokken cirka 20.30 blev slået i hovedet med en flaske og stukket i benet med en kniv på Shisha Lounge i Kongensgade i Esbjerg.

Den sigtede nægter sig skyldig.

Ved grundlovsforhøret vurderede dommeren ikke, at der var grundlag for varetægtsfængsling og løslod den 37-årige.

Anklagemyndigheden har kæret denne kendelse til Vestre Landsret, ligesom sigtelsen fortsat er opretholdt.

To mænd 28 og 32 år, begge fra Esbjerg, er varetægtsfængslede i sagen, mens yderligere fire mænd er efterlyst, heraf er tre efterlyst med navn.

Samtlige syv personer har tilknytning til bandemiljøet.

Da nu Jonas Fedder Rasmussen ikke længere er eftersøgt, opfordrer politiet til, at medierne fjerner billederne af vedkommende.

De øvrige personer

Ilhan Mehmedovic Haskic. Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi.

Jasar Beganovic. Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi.

Søren Sung Frahm. Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi.

er fortsat efterlyst.

Team Esbjerg er et stort skridt på karrierevejen

0

Patrick Petersen, 29 år, er tiltrådt som ny assistenttræner i Team Esbjerg. Sjællænderen har senest været cheftræner for Skovbakken Håndbolds 1. divisionsherrer i tre sæsoner og vælger nu at satse på karrieren som håndboldtræner på fuldtid. Han afløser Ana Razdorov Lyø, der i fire sæsoner har indgået i trænerteamet med cheftræner Jesper Jensen.

– Det har været en svær beslutning, for jeg kan lide mit civile job på en rigtig god arbejdsplads, men min arbejdsgiver har vist forståelse for, at dette er en unik mulighed for mig. Team Esbjerg har været inde i en beundringsværdig udvikling, hvor klubben gennem mange år har taget skridt for skridt til nu at tilhøre den europæiske elite, samtidig med at der er et stærkt bagland, og organisationen er fulgt med. I det miljø kan jeg blive stærkere som træner, og jeg vil bidrage med mine perspektiver og hjælpe Jesper og Team Esbjerg med at opnå de mål, klubben ønsker, siger Patrick Petersen.

Han spillede ungdomshåndbold i hjembyen Ringsted, men valgte efter et USA-ophold at gå trænervejen, da han i 2013 flyttede til København for at indlede studiet i International Business på CBS. Inspireret af den senere talentchef og nu assistenttræner i GOG, Mikkel Voigt, blev han ungdomstræner i Frederiksbergklubben BK Ydun og fortsatte i Ajax København sideløbende med at være talenttræner i DHF’s Region Øst. 

I 2019 rykkede han til Aarhus for at tage kandidatuddannelsen cand.merc. Innovation Management & Business Development og blev samtidig seniortræner i Skovbakken, først en sæson i 3. division og dernæst tre sæsoner i 1. division. 

Patrick Petersen er storebror til Ikast-playmakeren Simone Petersen, hvis personlige egenskaber Jesper Jensen kender til som landstræner, og uden at det har været afgørende, har familieskabet styrket indtrykket af, at han menneskeligt vil passe ind i Team Esbjergs kultur. 

– Patrick scorer højt på de parametre, vi lægger vægt på, og gennem de samtaler, vi har haft, har vi fået en rigtig god fornemmelse af ham som menneske. Også håndboldmæssigt fornemmer vi, at han deler vores filosofi med sin interesse for detaljer i spillet og at tage initiativ og prøve ting af for at forbedre præstationerne. Jeg går ind i min syvende hele sæson som cheftræner, og Patrick kan med sin baggrund bidrage med nye impulser til teamet, siger Jesper Jensen.

Den nye assistenttræner har indgået en foreløbig etårig aftale, hvilket flugter med cheftrænerskiftet i Team Esbjerg i sommeren 2024, da den svenske kvindelandstræner, Tomas Axnér, afløser sin danske landstrænerkollega, Jesper Jensen. Tomas Axnér skal sætte sit eget hold, men hvis samarbejdet med Patrick Petersen udvikler sig som forventet, vil han være kandidat til at fortsætte på sin post. Indtil videre vil han lægge al sin energi i at yde sit bedste i kontraktperioden, men afviser ikke muligheden for at fortsætte i Team Esbjerg.

– Jeg vil nu koncentrere mig om at yde en god arbejdsindsats med fuld dedikation i Team Esbjerg. På håndboldbanen er jeg tilhænger af at udfordre modstanderne ved at ændre rytmen i spillet og angribe med tempo. Og så er jeg meget bevidst om at omsætte de fejl, der opstår undervejs, i hurtig læring, siger Patrick Petersen, der er DHF-diplomtræner og dermed har den højeste nationale træneruddannelse.

Patrick Petersen har en måneds opsigelse i stillingen som Product Manager i konsulenthuset Ennova og vil derfor i august dele sin tid mellem de to job. Han bor i Aarhus med sin kæreste, Marie, der indleder sit sidste år på tandlægestudiet, og han forventer i løbet af 2023 at rykke bopælen til Esbjerg.

Foto: Team Esbjerg

Nyt tiltag til Esbjerg Festuge: Familiedag i Vognsbølparken

Kom og vær med til en uforglemmelig dag i Vognsbølparken, når Esbjerg Festuge for første gang nogensinde præsenterer en spændende Familiedag med både liveshow med kendte Youtubere, rekordforsøg og masser af leg, musik og konkurrencer for hele familien.

Det er næsten kun fantasien, der sætter grænserne til Esbjerg Festuges nye Familiedag i Vognsbølparken.

”Vi glæder os sådan til at byde både store og små velkommen til vores nye Familiedag, hvor vi sætter fuld gang i Vognsbølparken. Jeg glæder mig især til, at vi skal forsøge at dekorere og lave Danmarks største bolle-kagemand, og der har vi virkelig brug for alle hænder, hvis det skal lykkes,” fortæller Kirsten Bisgaard Kirchner, eventchef i Esbjerg Kommune.

Det er lørdag den 12. august fra klokken 10-17, at der er Familiedag i Vognsbølparken, og så er det endda helt gratis at være med. Dog skal der indløses billet, hvis man ønsker at løbe ColorFun, som foregår om formiddagen, men det er gratis at komme og heppe på løberne og hygge på pladsen. Familieaktiviteterne på pladsen åbner klokken 14.

Meet’n greet med Brødrene Hole

Familiedagens helt store trækplaster bliver de kendte Youtubere Brødrene Hole, der har YouTube-kanalen ”Kender du det?”. Det er brødrenes første besøg i Esbjerg og live på scenen holder de tilmed deres allerførste chilitaste konkurrence nogensinde.

Vær aktive sammen

Familiedagen vil være overflod af forskellige aktiviteter, der vil underholde hele familien. Sport & Eventpark Esbjerg åbner Puls Parken, så her kan I sammen prøve kræfter med enten forhindringsbanen, padle eller deltage i minifodboldturneringen.

På festpladsen ved Gryden er der alt lige fra brandbiler, danseworkshop, bål, ansigtsmaling, gadeteater, musik og hoppeborge.

ColorFun flytter med i Vognsbølparken

Kan man slet ikke vente med at komme ud til Familiedagen i Vognsbølparken, så er det farverige motionsløb ColorFun flyttet med ud i Vognsbølparken, og her sendes løberne afsted klokken 10 fra festpladsen ved Gryden. Løberne løber i år rundt i Vognsbølparken, og er man ikke blandt løberne, er det muligt at heppe på dem, der suser rundt i alle farverne.

På pladsen vil en DJ sørge for den gode stemning, ligesom der hele dagen er foodtrucks, hvor man kan stille både sult og tørst.

Familiedagens program

Kl. 10-14: ColorFun (Kræver billet, men gratis at kigge på og heppe på løberne)

Kl. 14.30-15.15 Youtuberne Brdr. Hole/”Kender du Det?” underholder på scenen!

Kl. 15.00-15.30 Mini fodboldturnering på flexbanerne for alle
 (Husk at tilmelde dig mellem kl. 14.00 -15.00)

kl. 15.15-15.45 International Gadeteater “Same Same but different”

kl. 16.00-16.30 Danseworkshop med Laekkerbuks

Kl. 16.30 Rekordforsøg slutter – Smil til fotografen: Vi tager foto med drone

Prøv hele dagen mellem kl. 14-17

  • Rekordforsøg: Hjælp os med at sætte en ny danmarksrekord: Kom og vær med til at dekorere og lave Danmarks største logo-kagemand af boller sammen med Guldægget
  • Tag kampen op med vores sjove bumper balls, udfordr familien i lasergame og giv den gas i hoppeborgene
  • Lav din egen fuglekasse med hjælp fra Y’s-Men’s Club
  • Ansigtsmaling ved studerende fra SOSU-skolen
  • Lav popcorn over bål sammen med pigespejderne
  • Kravl op i en stor brandbil fra Sydvestjysk Brandvæsen, prøv brandmændenes uniformer og sprøjt med vand
  • Teatermagi for hele familien med Kulturskolen: Slå jer løs og udforsk teatrets magi med spændende rekvisitter, finurlige hatte og smukke kostumer.
  • Prøv forhindringsbanen i SEPEs Puls Parken – præmier trækkes kl. 15, 16 og 17
  • Test dine evner i padel eller deltag i flexfodboldturnering i Puls Parken

Læs mere om Familiedagen her

Foto: Esbjerg Kommune

Politiet efterlyser sølvgrå Opel Astra

0

Ser du en sølvgrå Opel Asta med registreringsnummer AD33762, så kontakt straks politiet på 1-1-4

bil

Foto politiet: Den efterlyste bil

Syd- og Sønderjyllands Politi efterlyser lige nu en sølvgrå Opel Astra med registreringsnummer AD33762 i forbindelse med et mistænkeligt forhold. Bilen har en sort kofanger foran.

Bilen er sidst set omkring Varde tidligere på dagen.

Borgere skal ikke tage kontakt til bilen, men politiet opfordrer til at man straks ringer til politiet på telefon 1-1-4, hvis man ser køretøjet.

Politiet har ikke yderligere oplysninger i sagen, men melder ud, når der er nyt.


Politiet deler navne og billeder: Efterlyst for overfald i Esbjerg

0

Syd- og Sønderjyllands Politi offentliggør navne og billeder på personer, der stod bag overfald i Esbjerg fredag den 16. juni.

Syd- og Sønderjyllands Politi efterlyser nu seks personer offentligt med både navn og billede og en syvende person uden navn, men med billede. De har alle tilknytning til bandemiljøet i Esbjerg.

De syv mænd mistænkes for at stå bag et overfald på en 35-årig mand fra Århus, der fredag den 16. juni ved 20.30-tiden blev slået i hovedet med en flaske og stukket i benet med en kniv på Shisha Lounge i Kongensgade i Esbjerg.

”De mistænkte ved, at vi leder efter dem og derfor har vi også opfordret dem til at melde sig selv”, siger politikommissær Karsten Høy.

Syd- og Sønderjyllands Politi opfordrede allerede den 21. juni de mistænkte til at henvende sig til politiet.

”Det har de ikke gjort, og derfor rækker vi nu ud til borgerne, så vi forhåbentlig kan få oplysninger om, hvor de færdes eller opholder sig”, siger Karsten Høy.

Politiet arbejder fortsat på at identificere den syvende mand. Genkender du ham eller har du andre oplysninger, der kan hjælpe politiet i sagen, så ring til politiets servicecenter på telefon 1-1-4.
 
Der er tale om disse syv mænd: 

ilhan

Ilhan Mehmedovic Haskic

morten gadegaard

Morten Gadegaard Thomsen

allan dall andersen


Allan Dall Andersen

jasar


Jasar Beganovic

søren sung frahm
jonas ny


 

Søren Sung Frahm
 

Jonas Fedder Rasmussen

ukendt

Ukendt

Fotos af politiet

Hvem skal drive det “nye” Tobakken?

Mindst 200 koncerter om året for flere end 40.000 gæster. Det er ambitionen for et nyt rytmisk spillested i Danmarks femtestørste by. Esbjerg Kommune sender nu opgaven i udbud, så det forhåbentlig hen i september står klart, hvem der igen skal få musikken til at spille i de ikoniske bygninger i Gasværksgade.

Det er i den velkendte bygning i Gasværksgade, at der nu kan bydes ind på etablering og drift af et nyt rytmisk spillested. Kommunen ejer stedet og vil derfor indgå en driftsaftale med en ny aktør.

Esbjerg Kommune er nu klar til at sende opgaven med at skabe et nyt rytmisk spillested i udbud, så interesserede aktører kan byde ind med konkrete planer og visioner. Det har Kultur & Fritidsudvalget netop besluttet på et ekstraordinært møde.

I beskrivelsen af udbuddet står det klart, at Esbjerg Kommune forholder sig åbent over for mulighederne, så forskellige modeller kan komme i spil, når der skal sættes gang i et nyt spillested efter Tobakkens konkurs. Det betyder, at det kan være en forening, en selvejende institution, en fond eller en privat virksomhed, der får opgaven.

Bakke op om oplevelser og kultur

På forhånd har Esbjerg Kommune defineret nogle rammer, som potentielle bud skal leve op til. Blandt andet er det en klar ambition, at et nyt rytmisk spillested skal afvikle mindst 200 koncerter om året for flere end 40.000 gæster. Samtidig ønsker kommunen at styrke fokus på musikkens lokale vækstlag og de unges kultur, så spillestedet bakker op om den nye kurs for Esbjerg, hvor oplevelser og kultur skal skabe endnu mere liv i byen. Det er også målet at løfte samarbejdet med andre kulturbrugere, så de i højere grad kan få gavn af lokaler og faciliteter på spillestedet.

God proces i konstruktiv ånd

Formanden for Kultur & Fritidsudvalget, Jakob Lose, er glad for, at processen skrider godt fremad i en konstruktiv ånd, hvor blandt andre musikere og koncertgængere har bidraget med gode ideer og overvejelser undervejs.

”Vi ser alle frem til at få gang i musikken i Gasværksgade igen, og det er et stort skridt på vejen, at vi nu sender opgaven i udbud. Forhåbentlig får vi spændende og kreative bud ind med stærke visioner for et nyt rytmisk spillested og kulturhus, der kan samle folk til koncerter og gode oplevelser. Det er afgørende for byens musikalske og kulturelle udvikling og aftryk at have sådan et sted, og det er vi heldigvis godt på vej til at få igen,” siger formanden for Kultur & Fritidsudvalget, Jakob Lose.        

Redegøre for organisation og administration

I de konkrete bud er det et krav, at der bliver gjort rede for et nyt spillesteds organisering og administration, så kommunen på forhånd får et grundigt indblik i strukturen omkring f.eks. fordeling af roller, bestyrelse og styring af økonomien.

Esbjerg Kommune skal have buddene på den fremtidige drift af et nyt rytmisk spillested senest den 21. august. Derefter bliver der holdt dialogmøder med de bedst kvalificerede aktører, inden Kultur & Fritidsudvalget forventer at træffe en afgørelse den 18. september, så arbejdet frem mod åbningen af et nyt rytmisk spillested kan fortsætte.

Beskrivelsen af udbuddet kan ses på Esbjerg Kommunes hjemmeside i løbet af uge 26.

Foto: Esbjerg Kommune

Hverdagshelte fik dusør og tak af Syd- og Sønderjyllands Politi

0

Syd- og Sønderjyllands Politi vil gerne anerkende modige borgeres ekstraordinære indsats

Tre af hverdagens helte i Syd- og Sønderjylland har modtaget dusør og en stor tak for deres heltemodige gerninger. De tre var indstillet af politiets medarbejdere og fundet egnet til at modtage en dusør på 1000 kroner for deres gode gerning. 

– Vi vil gerne anerkende borgernes ekstraordinære indsats og betydningsfulde hjælp. De har alle ydet en ekstraordinær og modig indsats. Det betyder meget for os i politiet, ligesom deres handlekraft har haft stor betydning for de mennesker, de har hjulpet, siger chefpolitiinspektør Bjarne Sørensen.

Chefpolitiinspektør Bjarne Sørensen overrakte blomster og diplomer på politistationen i Esbjerg.

– Vi håber, at dusørerne kan være et ekstra klap på skulderen til modtagerne og en inspiration til andre, der måtte havne i lignende situationer, siger chefpolitiinspektør Bjarne Sørensen.
 
Der blev givet dusør til:
 
Kirsten Bjerring Bork, Sønderborg 
Lørdag den 13. maj ringede Kirsten Bjerring Bork til 1-1-2, da der var brand på et kollegieværelse. Hun blev opfordret til at lukke terrassedøren på værelset og kravlede derefter ind på værelset og fik døren lukket ved at skubbe til den med et bræt. Herved blev ilden kvalt, skaderne blev begrænset til værelset og bredte sig ikke til resten af kollegiet og gjorde, at alle beboere kom ud af bygningen uden skader og med livet i behold. Kirsten Bjerring Bork udsatte sig selv for fare, udviste stor beslutsomhed og handlemod. 

torben


Torben, Esbjerg (ønsker ikke sit efternavn offentliggjort)
Den 10. april 2023 var Torben ude og lufte hund i et grønt kvarter i Esbjerg, da han fandt en ung kvinde, der havde forsøgt at begå selvmord. Resolut fik han reddet kvinden, ringede 1-1-2 og begyndte livreddende førstehjælp. Lægen på sygehuset udtalte, at Torben uden tvivl havde reddet kvindens liv og at den hurtige og godt udførte indsats betød, at kvinden ikke får varige men.

aron



Aron Petersen, Esbjerg
Den 12. april 2023 fandt Aron Petersen en 11-årig pige ukontaktbar på en sti. Pigen havde fået et ildebefindende og Aron Petersen udviste ekstraordinær handlekraft og mod, idet han som 13-årig helt alene stoppede op, ringede 1-1-2 og blev ved pigen til politi og redningspersonale kom frem.

Foto: politiet