Der går sagn af Jørgen Hansen.
Når man taler om Esbjergs første Indbyggere, er der vist få, der tænker over, at der langt tilbage i den grå oldtid har levet mennesker bag den høje klit i læ for vestenvinden. I slugten mellem Borgergade og Skolegade har deres bosteder ligget i rækker. De lå i nærheden af havet. Der var tørt på grunden, ved regnskyl løb vandet ikke ind i hytterne. Her, hvor der nu hver aften glider tætte stimer af slørklædte ungmøer, pomadeduftende modemænd med læg i bukserne og silkeparadeklud i brystlommen, hvor tusinder af hvide lys kaster brandlys mod drivende skyer, hvor skarer af vildfugleflokke ses imod den mørke nathimmel, på dette sted har stenalderfolket famlet sig frem i mørke, under et hvælv af høje løvtræer. Hist og her lyste et bål uden for en hytte.
En skindklædt skikkelse tegner sig mørk op mod en belyst lervæg, glider ud i mørket, giver plads for næste levende billede: To mørke silhuetter, den ene i lang kjole. Jo, også dengang blev der filmet på strøget. Når bålet var brændt ned til ulmende gløder, skimtede man en skikkelse, der sad på hug op imod hyttens døråbning. Foran ham lå en stenkølle. I hånden holdt han et spydskæfte, hvis lange flintspids ragede op over hans skulder. Det var nattevagten, der vågede – han sad ludende og lyttede efter ulveglam og fangede de tusinde lyde inde fra den store jungle, mens Vesterhavet sang sin evige kantate tungt og buldrende. I hæse støn fuld af sørgmodighed, med korte mellemrum hørtes Skovuglernes skrig og Ravnens hvinende diskant.
Da der blev udgravet grund til vandtårnet, fandt man grave fra stenalderen. Hvor langt de strakte sig, blev der ikke undersøgt, men der hviler måske tusinder af Esbjergs første Pionerer. En var den første, og det er om ham, jeg vil riste en liden rune.
De oplysninger, jeg støtter mig til, er ikke så righoldige, heller ikke af den solideste art, bortset fra nogle interessante beretninger, jeg fik hos en gammel klog degn fra en by i Esbjergs opland. Han var en sær sky og indesluttet mand. Hans granskninger var skrevet ned i 20 stilehæfter som dem børnene brugte i skolen. I en kasse, der havde sin plads under hans gamle hestehårssofa, lå de gemt og bundtet. ”Gorm den Gamle” var degnens kælebarn.
Efter mange års ihærdig granskning fra hidtil ukendte kilder var han nået så vidt, at han klart og tydeligt kunne bevise, at (den rigtige) Gorm den Gamle i sine unge dage havde været bosiddende i Varde. Måske er det for at hædre degnens minde, at Varde Museum har rejst en gengivelse af Gorm den Gamles Jellingesten på Varde grund. De endnu synlige voldsteder ved Arnbjerg var fra første færd skabt af Gorm, dengang da han var ung. ”I vigen hvor stort hav går i land lod fader min gøre vold, om sin boplads af 500 mænd blev det gjort (prentet af Bror Markus på Lygum Kloster)”, stod der i degnens hæfte nr. 17.
Han ejede også en stor samling kort, der angav indlandssøer, vige, brede sejlbare floder, veje og bosteder. Pladser med grønsten, flint og andre sten, der særlig egnede sig til stenvåben, var også angivet. Selv var han i besiddelse af en meget stor samling af oldtidsvåben, urner, husgeråd og kranier af urokser og andre uddøde vilddyr.
Da han døde, blev hele samlingen spredt for alle vinde. Hans livsværk, biblioteket af stilehæfter under sofaen, landede i bilæggerovnen. „Det var så møj dejlig til at tænde op med“, sagde hans brave efterkommere. Nedenstående fortælling fra stenalderfolkets tid stammer fra begyndelsen af hans studier af Gorm den Gamle. Hans fortællemåde er ikke præget af en gammel mands tørre skrivemåde, men er sine steder malende frisk ungdommeligt. Man mærker, at han er en stor elsker af naturen, særlig landet herude i vest.
Som et bugtende sølvbånd glider Varde Å ud til havet. Ved sommertide næsten skjult af siv, enggræs, kabbelejer, gøgeurt og høje svingende tidsler. Gøgekuk, lærkekvidder og rap fra gråanden er de vante lyde ude fra den blomsterbestrøede store engflade. Sådan viser Varde Å sig for den nulevende slægt. Men der var engang for tusinder af år siden, da flodvandet bredte sig over engene i en rivende dyb strøm med skumklædte kanter langs de høje skrænter. Store knudrede ege voksede ud til skræntens kant, gamle kæmpetræer lå med struttende rødder i skovbrynet og kronen begravet i bølgeskvulpet. Underskoven var et tæt vildnis med snørklede stier, hvor vildsvin, ulv og bjørn holdt til.
Ind imellem højskovene kilede sig lavtliggende sumpterræn bevokset med siv, rør og flæg, der dannede sikre skjulesteder for skarer af hejre, rørdrum, blishøns og den nu uddøde sorte stork. Dag og nat var luften fyldt af skræppende jodlende fugleskrig, tusinde mangelyde fra dyrestruber. Skrig, angstskrig, jublende livsglæde. Højt oppe, over og under skyerne, kredsede ørnene i cirkler, kun et vingeslag for hver ring. Sejrsbevidst.
Dernede lå den store bange hob med angst i hvert øje. Ude i den store brede vig ilede vandet afsted i krappe klukkende bølgeslag, i sus, i glad pludren, alt efter hvordan vejr og vind stillede sig. En flok sæler stred sig op mod strømmen på jagt efter ørred og laks. Når en kom op med bytte i flaben, væltede hele hoben sig ind på den lykkelige, og kampen stod med brøl og hyl. En kronhjort kom frem i skovbrynet i lange vuggende fjed. Med et langt hæst brøl lagde han sig ud i vandet, et øjeblik efter sås kun hans store, grenede krone glide hen over havet. Hvorfor? Jo, i skovbrynet på den modsatte bred stod en hind med et skind lysende blankt, knejsende holdning og ben som etårige egespire.
Der, hvor Janderup Kro ligger, var på den tid en boplads. I læ bag store bredkronede ege lå en mængde bikubeformede hytter med døråbningen vendt mod vigen. Et højt gærde dannet af tjørn og sammenbunkede grene omgav hytterne som værn mod ulv og bjørn. Dagen igennem herskede der uden for palisaden en rastløs travl færden. Mænd hulede med ild og stenøkser træstammer ud til kanoer. Gamle krogede mænd, der ikke længere kunne følge med på jagt, sad bøjet over hulede sten og møjsommeligt sleb æggen til på stenøksen eller borede huller i stenkøller med mejsler af kronhjortens takker.
Ned ad den skrånende skrænt lå en vældig dynge af flintskærver, østersskaller, kranier og knogler af vilde dyr. Højbarmede brunede kvinder i kjortler, besmykket med halskæder af rødgyldne ravstykker. En hvid skindstrimmel om panden holdt det stride, buskede hår tæt til hovedet. I rækker sad de langs med husvæggene beskæftiget med udbedring af lædervamse, vævning af tøj på primitive håndvæve, garvning af skind og formning af urner. I lange rækker stod skåle, krukker, bredbugede, høje og slanke. Forsynet med et utal af forskelligformede forsiringer, slyngede bånd, tætsiddende prikkede linjer. Der fandtes også gengivelser af fugl, fisk, springende dyr – ja, selv masker af deres elskede mænd skortede det ikke på.
Skaberglæden lyste og forskønnede deres ellers hårde, noget stereotype dystre ansigtsudtryk. Gennem suset af blafrende egeløv skar et ensartet durende drøn – en dæmpet buldren, det var flodvandet, der mødtes med Vesterhavets store bølger. Skallingen var på den tid ikke oven vande.
Vandet fra vigen gik i lige linje over den nuværende Ho Bugt og blev brudt af brådsøerne i en hylende opsang, som var det tusinder af havuhyrer, der kværkede hinanden til døde.
Evig dag og nat blev lyden båret ind over land, dog mest ved om efteråret, hvor den hule buldren tog til i kraft, så det lød som en fjern torden. Da kunne det hænde, at de små børn i hytterne skreg af rædsel og krøb langt ind under skindtæppet og rullede sig sammen som hundehvalpe. Kvinderne knugede de små børn ind til sig, gispende efter luft under de tykke bjørnehuder.
Koskindet for døråbningen flagrede for vindstødene. Regn og sne føg ned igennem det åbne røghul i hyttens tag. Den gamle arrige vestenvind var gram i hu. Dette er et kort uddrag af degnens skildring af oldtidsfolkets liv ved Varde Å.
