Home Tags Barn

Tag: Barn

15 år med krammebamser

0

Foto: TrygFonden

Derfor sender TrygFonden nu 40.000 krammebamser afsted til landets børneafdelinger. En blød krammebamse i favnen kan nemlig være en stor hjælp gennem behandlingsforløbet – både for barnet, forældre og sundhedspersonalet. I dag modtager Sydvestjysk Sygehus og specialklinikker i Esbjerg mere end 1.000 af dem.

Læger i hvide kitler, svære voksenord og ukendte omgivelser kan være en overvældende oplevelse, når man er et barn. Men en blød ven i favnen kan gøre situationen lidt tryggere og oplevelsen lidt lettere. Derfor har TrygFonden siden 2007 uddelt isbjørnebamserne Thea og Theo til landets børneafdelinger, hvor de hjælper børn, der skal igennem behandlingsforløb på hospitaler og specialklinikker.
Og netop nu kører krammebamsekaravanen igen ud med 40.000 Thea’er og Theo’er til børneafdelinger over hele landet. Et af de steder, der modtager bamser, er Esbjerg. Her vil der i dag bliver udleveret 1.000 bamser, som sundhedspersonalet kan dele ud til børn i behandlings- eller udredningsforløb på Sydvestjysk Sygehus samt på byens specialklinikker.


Her bruger sundhedspersonalet bamserne til at berolige børnene, når de undersøges og behandles – blandt andet ved scanninger og bedøvelser. Og når behandlingsforløbet skal forklares, bliver bamsen en del af fortællingen, så de komplicerede ting bliver nemmere at forstå. På den måde bliver der skabt større tryghed og tillid mellem børnene og personalet, så behandlingsforløbene bliver lidt lettere.


Bamsen bliver en trofast ven
Siden de første krammebamser blev uddelt for 15 år siden i 2007, har TrygFonden løbende indsamlet erfaringer og viden om brugen af bamserne i børnenes behandlingsforløb. En af de helt essentielle erfaringer, TrygFonden har gjort sig, er, at effekten er størst, når bamsen er med hele vejen.


”Vores erfaringer viser, at krammebamserne gør en stor forskel, særligt når de bliver introduceret tidligt i forløbet og er med hele vejen. Så bliver Thea eller Theo en fortrolig ven, der giver støtte, trøst og tryghed i hele forløbet, og som også bliver en fast del i barnets hverdag, når det kommer hjem fra hospitalet,” siger Galina K. W. Plesner, der er projektchef og ansvarlig for krammebamserne hos TrygFonden.


Sidste år fik krammebamsen et bæredygtigt løft. Nu er snuden og øjnene broderet, og stoffet er af 100 procent genvunden polyester fra plastikflasker. Bamsen har dog hverken skiftet blødhed, udseende eller effekt.


Fakta om TrygFondens krammebamser


I 15 år – siden 2007 – har TrygFonden uddelt krammebamser til børn, der skal igennem et forløb på hospitalsafdelinger og specialklinikker. Krammebamserne betyder, at mødet med sundhedsvæsenet bliver mindre ubehageligt, både for barnet, dets forældre og sundhedspersonalet.
Det er personalet, der uddeler bamserne til børnene i forbindelse med deres behandlingsforløb. Krammebamsekaravanen kører rundt i hele landet i uge 36 og 37 og uddeler krammebamser til de børneafdelinger, der har ansøgt om at modtage bamser. I år uddeles 39.564 bamser til i alt 155 behandlingssteder. TrygFonden har dermed i alt uddelt cirka 850.000 bamser siden 2007.
De steder, der modtager flest bamser, er børneafdelingerne på de store regionshospitaler, der hver år deler flere tusind krammebamser ud. Læs mere om TrygFondens uddeling af krammebamser her.


Om TrygFonden


TrygFonden varetager TryghedsGruppens almennyttige arbejde. TryghedsGruppen er største aktionær i forsikringsselskabet Tryg og skaber værdi og tryghed gennem langsigtet ejerskab og almennyttige uddelinger. Læs mere på tryghed.dk.

Verdens mest nørdede fritidsaktivitet er landet i Esbjerg

Til efteråret bliver det for første gang muligt for børn i Esbjerg at gå til naturvidenskab i fritiden. Tilbuddet er gratis og har haft stor succes i resten af landet.

Foto: Videnskabsklubben

Første gang i Esbjerg

I Videnskabsklubben kan nysgerrige børn prøve kræfter med at ”gå til naturvidenskab” efter skole, ligesom andre børn går til spejder, fodbold og ridning.

Undersøgelser viser, at de fleste små børn har en naturlig interesse for naturfagene, men alt for mange mister denne interesse i løbet af deres folkeskoletid. Den udvikling skal vendes, hvis vi skal have flere til at søge ind på de naturvidenskabelige uddannelser og opnå vigtige naturfaglige kompetencer, som vi får brug for i fremtiden, lyder det fra Videnskabsklubbens direktør.

”Børnene skal have mulighed for at opleve den umiddelbare glæde ved at nørde i bund med naturvidenskaben og se en helt ny verden åbenbare sig for dem. Den allerbedste måde at skabe begejstring og glæde ved naturfagene er ved at gøre det til en leg,” siger direktør Rikke Schmidt Kjærgaard.

4.-6. klasses elever leger med materialefysik og evolution

Mens muligheden for at gå til videnskab i Esbjerg er ny, hardet alternative fritidstilbud allerede gjort sit indtog i hele 27 andre byer. Faktisk har over 3.000 børn indtil videre leget med naturvidenskabelige forsøg og aktiviteter, som for eksempel at dyrke deres egne mikrober, sænke smeltepunkter eller artsbestemme planter og dyr.

I Esbjerg er tilbuddet rettet mod børn i 4.-6. klasse, som får chancen for at lege med materialefysik og primatologi, som er læren om aber, menneskeaber og evolution. Børnene skal blandt andet undersøge primaternes stamtræ, kigge nærmere på abe-DNA, sænke smeltepunkter og lege med temperatur og massefylde.

”Det hele er sjov og ballade – det er et fritidstilbud, og sådan skal det også føles, når man er der. Det vigtige er ikke at børnene lærer en masse, men at de går derfra meden rigtig god følelse i maven og en oplevelse af, at naturvidenskaben er tilgængelig for dem,” siger Rikke Schmidt Kjærgaard.

Naturvidenskabelige uddannelser mangler ansøgere

Selvom det hele bare er for sjov, er det alligevel på en alvorlig baggrund, at organisationer som Videnskabsklubben arbejder for at fremme børn og unges forhold til naturvidenskaben. Undersøgelser viser, at den grønne omstilling og øgede digitalisering får efterspørgslen på for eksempel ingeniører og teknisk- og it-uddannede til at stige markant frem mod 2030.

Samtidig viser de nyeste optagetal på landets videregående uddannelser, at det stadig er en udfordring at få nok til at søge ind på de naturvidenskabelige uddannelser.

I Videnskabsklubben er det ældre elever, der underviser børnene, der går til videnskab. Gennem initiativet får børnene derfor også chancen for at møde opnåelige rollemodeller inden for naturvidenskaben. Det er en tilgang, som er funderet i forskning, ligesom undersøgelser viser, at fritiden er et stærkt redskab til at skabe en varig interesse for naturfagene.

”Vi giver børn og unge mulighed for at opdage, at naturvidenskab indebærer oceaner af muligheder og sagtens kan være en fremtidig uddannelses- og karrierevej for dem at gå, hvis de ønsker det,” siger Rikke Schmidt Kjærgaard.

Fakta

Tilmeldingen for at være med i Videnskabsklubbens forløb sker på Videnskabsklubbens hjemmeside og er først-til-mølle. Tilbuddet er gratis, takket være økonomisk støtte fra Novo Nordisk Fonden, og forløbene strækker sig fra uge 43-49. I 2022 får cirka 800 børn i 28 byer mulighed for at gå til videnskab i fritiden.

Mødrehjælpen i Esbjerg mangler frivillige hænder

Corona-nedlukningen har øget efterspørgslen på sociale aktiviteter for sårbare børnefamilier

Nedlukningerne under pandemien ramte i særlig høj grad de udsatte og sårbare familier, der i forvejen har et lavt socialt aktivitetsniveau. Børnene savner fællesskaber, og forældrenehar svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. Hos Mødrehjælpen i Esbjerg har man oplevet en stigning i efterspørgslen på aktiviteter. Stimuli-midler øger oplevelsesmulighederne, men mangel på frivillige gør det svært at afholde aktiviteterne.

Under Covid-19 pandemien blev de fleste socialt afskåret fra en normal hverdag. Nedlukningen har været ekstra svær at håndtere for de sårbare familier, og kombineret med de stigende forbrugerpriser er det svært at finde mentale og økonomiske midler til aktiviteter, som de fleste tager for givet. En tur i Tivoli, svømmehallen, biografen eller blot en is eller et stykke pizza er langt fra alle forundt, og hos Mødrehjælpens lokalforening i Esbjerg har man siden genåbningen oplevet øget efterspørgsel på aktiviteter. 

Lokalforeningen er drevet af frivillige kræfter og arrangereraktiviteter, der både styrker relationen i de enkelte familier, fællesskabet og samtidig giver børnefamilierne tilgang til en bred vifte af aktiviteter. 

”Mangel på social aktivitet, og dermed mangel på fællesskaber, kan blive en ond spiral, som er svær at bryde. Med vores forskellige aktiviteter, målrettet familier med børn i alle aldre,inviterer vi ind i fællesskabet for at bryde den onde spiral.Familierne får et tiltrængt pusterum uden for hjemmet, og flere børn kan komme i skole og fortælle om oplevelser, der minder om kammeraternes,” siger Bodil Vibede.

 

Øget efterspørgsel kræver flere hænder

Allerede på nuværende tidspunkt har Stimulipuljen, tildelt af Socialstyrelsen, givet både flere og større oplevelser til de sårbare familier. Men de sociale aktiviteter kan ikke stables på benene uden frivillige ildsjæle. Og den stigende efterspørgsel samt de øgede muligheder via Stimulipuljen, skaber behov for flere frivillige hænder. 

”Stimuli-puljen har helt klart bidraget med både flere og ekstraordinære oplevelser for familierne. Den skaber glæde, men skaber samtidig et behov for flere aktivitetsfrivillige. Der er mange måder, man kan være frivillig på, og selv få timer om måneden er med til at gøre en forskel i familiernes liv,” siger Bodil Vibede.

Få timer kan gøre stor forskel

Som aktivitetsfrivillig hos Mødrehjælpen bliver du en del af et vigtigt fællesskab og er sammen med andre frivillige med til at tage ansvar og gøre en forskel for de udsatte familier i nærområdet.

Tim Espensen blev aktivitetsfrivillig, da der en dag manglede hænder til en tur i Zoologisk Have. Siden hen har Tim deltaget en lang række aktiviteter, og det fortsætter han med:

”Jeg er frivillig, fordi behovet er der, og jeg har tiden til det. Selv få timer her og der, gør en forskel, og når man ser glæden i børnenes øjnene under en aktivitet, ja, så fortsætter man. Og som frivillig er kontoen altid positiv. Du møder op til noget positivt, og det, du laver, er værdifuldt. Det giver overskud hele vejen rundt,og er på alle måder time well spent, ” siger Tim Espensen

Hvis du er interesseret i at være frivillig i Mødrehjælpens lokalforening og/eller butik i Esbjerg, kan du kontakte lokalforeningsformand Bodil Vibede på tlf. +45 30 27 04 61 eller mail esbjerg.Lf@moedrehjaelpen.dk.

Om Mødrehjælpen

Mødrehjælpen er en socialhumanitær organisation, der støtter og rådgiver gravide og sårbare børnefamilier. Mødrehjælpen har 42 lokalforeninger rundt om i Danmark, som driver butikker samt aktiviteter til glæde for børnefamilier, der er ramt af livet. Det hele gøres af Mødrehjælpens engagerede frivillige, der står klar hver dag året rundt for at gøre en forskel.

 

Mødrehjælpen har i mange år hjulpet og rådgivet stadig flere børnefamilier. Det frivillige arbejde i lokalforeninger spiller derfor en stor rolle ift. at sikre, at Mødrehjælpen kan hjælpe endnu flere, der befinder sig i en svær situation, både lokalt og på landsplan.

 

Om Stimulipuljen

Formålet med tilskuddet er at give sårbare og udsatte mennesker, herunder mennesker med handicap og udsatte ældre, nogle positive oplevelser efter en svær periode med COVID-19 gennem betalte kultur- og oplevelsestilbud. Det er et krav, at midlerne anvendes i oplevelsesindustrien for målgruppen og medfølgende familiemedlemmer. En mindre del af midlerne kan anvendes til understøttende aktiviteter, som fx befordring, forplejning, ledsagelse og tolke for borgere, der har behov for dette samt til at frivillige kan deltage i aktiviteterne sammen med målgruppen.

Foto: Mødrehjælpen

Nationalt esports-samarbejde smitter positivt af på skoler i Esbjerg

Et partnerskab mellem en af verdens førende producenter af gaming gear SteelSeries og esports-organisationen Tricked Esport er gode nyheder for tre lokale skoler.

På Bakkeskolen Cosmos, Esbjerg Ungdomsskole og Rybners foregår der undervisning i Esport flere gange om ugen. I denne periode er skolernes lærere for en stund skiftet ud med undervisere fra esportsorganisationen Tricked Esport, der foruden at drive en række professionelle esportshold og fem esportscentre også underviser i esport på skoler flere steder i landet.

Tricked Esport har netop har indgået en samarbejdsaftale med den verdensledende producent af gamingudstyr SteelSeries, hvilket meget vel kan smitte positivt af på de tre skoler i Esbjerg.

”Samarbejdet med SteelSeries kommer i høj grad til at underbygge og forstærke de muskler, vi kan lægge i vores tilstedeværelse på Bakkeskolen Cosmos, Esbjerg Ungdomsskole og Rybners. Mere konkret betyder det, at skolerne kan få nogle meget konkurrencedygtige priser på alle de bedste produkter, og at det samlede set-up kommer til at foregå på samme præmisser som for et professionelt esportshold. Som undervisere kan vi kun være glade for at få adgang til nogle af markedets bedste produkter, fordi det giver spillerne en oplagt mulighed for at blive bedre,” siger Victor Bruun de Neergaard, COO i Tricked Esport.



Hos SteelSeries glæder Esport Coordinator Rasmus Parelius sig til at støtte op om ambitionerne og talentudviklingen blandt lokalområdets børn og unge med interesse for esport.



”Vi vil være med til at bygge fundamentet for, at gaming og esport bliver en naturlig del af danske unges sportstilbud. Det handler blandt andet om at afmystificere området, så forældrenebliver trygge ved deres børn interesser. Der hersker en fordom om, at børn og unge, der gamer, sidder på et mørkt værelse og ikke taler med nogen. I virkeligheden kan gaming være enormt socialt og en lige så god måde at få venner som ved at spille fodbold eller håndbold – og faktisk er dele af undervisningen fysisk træning, fordi esport kræver stor koncentration og udholdenhed,” fortæller Rasmus Parelius.

Steelseries leverer blandt andet produkter fra den prisvindende Arctis-serie, som består af trådløse headset specifikt designet til gaming samt verdens første gamingmus med såkaldt optisk magnetisk switch. Det gør musen ekstremt pålidelig og præcis og betyder, at den er som skræddersyet til esport, hvor selv den mindste fejl kan koste sejren.

Tricked Esports professionelle hold, esportscentre og skolesamarbejder dyster i blandt andet CS GO, Fortnite, FIFA og League of Legends. Organisationen har i alt 60 esportsundervisere ansat til udelukkende at undervise danske børn og unge i esport.

Om SteelSeries
SteelSeries er et gamingbrand, der går forrest på markedet med produkter kendetegnet af kvalitet, innovation og målrettethed. Virksomhedens lidenskab er drivkraften bag den fortsatte introduktion af nye teknologier, der er uundværlige for enhver dedikeret gamer, som har viljestyrken til at tage kampen op mod de bedste. I kraft af sponsorater og partnerskaber med nogle af verdens mest velkendte og respekterede brands støtter SteelSeries den fortsatte vækst af professionelle gamingturneringer, eSportsligaer og gamingbranchen som helhed.

Foto: Gaming Steelseries

Tag til April festival med de mindste

Det Kongelige Teaters børneunivers ruller ind på Torvet i Esbjerg.

I fem dage flytter Det Kongelige Teater containere fulde af leg og kreativitet til Esbjerg. Det sker samtidig med Aprilfestival, så hele kommunen i uge 13 bliver et mekka af kultur og oplevelser for børn.

I Postyrium får kreativiteten frit spil, og børnene kan lege, lytte, grine og danse. Foto: Camilla Winther

Kreativiteten og legen får frit spil, når Det Kongelige Teaters børneunivers, Postyrium, bringer magien fra teatret med til Esbjerg Kommunes børn. I fem dage, fra den 29. marts til den 2. april, flytter Postyrium ind på Torvet i Esbjerg med flotte containere, hvor børn sammen med deres voksne kan træde ind i en eventyrlig verden af dramatik, opera, ballet og musik. Her kan de bl.a. prøve ballettrin foran et stort spejl som i en rigtig prøvesal, lytte sig klogere på forskellige instrumenter fra orkestergraven og meget mere.

Aktiviteterne i Postyrium er gratis og passer bedst til børn fra fire til ti år.

”I Postyrium vil vi gerne give børn mulighed for at udforske og lege med klassisk scenekunst. Her får fantasien og legen luft under vingerne, og vores håb er, at børnene for en stund glemmer lektier og mobiltelefoner og bare leger, lytter, griner og danser,” siger Dorthe Paulli, udviklingsdirektør på Det Kongelige Teater.

Kultur og oplevelser er vejen frem

Postyrium besøger Esbjerg samtidig med Aprilfestival, som er verdens største teaterfestival, og derfor bliver Esbjerg Kommune i en hel uge et overflødighedshorn af kulturoplevelser for børn og unge. Mens Postyrium inviterer børnene indenfor på Torvet i Esbjerg, byder Aprilfestivalen på teaterforestillinger i hele kommunen. I dagtimerne er det daginstitutioner og skoler, der får besøg af teatrene, mens der på hverdagseftermiddage bliver spillet teater rundt i kommunens byer, og i weekenden rykker festivalen ind på spillesteder i Esbjerg.

Formanden for Kultur & Fritidsudvalget, Jakob Lose, glæder sig til at opleve kommunen summe af kulturliv.

”Vi er selvfølgelig stolte af at få besøg af Det Kongelige Teaters Postyrium og være værter for Aprilfestival på én gang. Sikke en volumen og kvalitet af kultur for børn vi får samlet her hos os. Jeg håber, at mange familier vil bruge ugen til at få nogle nye og gode oplevelser sammen, og jeg ser det også som et klart signal om, at vi mener det, når vi siger, at kultur og oplevelser er vejen frem for Esbjergs udvikling,” siger Jakob Lose.

Besøg Postyrium

Først på dagen besøger børn fra dagtilbud og skoler Postyrium på Torvet, mens alle andre er velkomne tirsdag den 29. marts til fredag den 1. april kl. 14.30-16 og lørdag den 2. april kl. 10-16.

C:NTACT skal styrke fællesskabet på Urbanskolen i Esbjerg

Lauritzen Fonden giver stor bevilling til kulturorganisationen C:NTACT, der de næste 4 år skal styrke faglige kompetencer og skabe større forståelse mellem eleverne på tværs af sociale skel.

8. årgang i Urbanskolen kan se frem til et 4-årigt forløb sammen med C:NTACT, der med en ny bevilling fra Lauritzen Fonden, skal fremme elevernes tilhørsforhold til skolens tre afdelinger Præstegårdsskolen, Rørkjær Skole og Danmarksgades Skole. 

 

Projektet er en fortsættelse af et 3-årigt samarbejde mellem Urbanskolen og C:NTACT, som med denne bevilling skal følges og evalueres af Center for Ungdomsforskning (CeFU).

 

Gennem et skræddersyet forløb skal C:NTACT udvikle både lærernes kreative undervisningskompetencer og elevernes uddannelsesparathed med ambitionen om at styrke den sociale trivsel og udvikle fællesskaber.

”At møde de professionelle fra C:NTACT, som kan noget andet end det eleverne møder i dagligdagen, udfordrer eleverne til at flytte sig. De bliver udfordret på andet end det rent boglige, og på den måde kommer andre elever mere konstruktivt til orde i fællesskabet end de er vant til.”

– Steffen Lawaetz, Urbanskolen

Sådan lyder det fra Urbanskolens skoleleder Steffen Lawaetz, der er glad for at kunne fortsætte samarbejdet.

 

C:NTACT er en socialøkonomisk organisation, som bruger scenekunst og personlige fortællinger til at fremme medborgerskab. Formålet er derfor ikke alene, at eleverne skal føle et tilhørsforhold til skolen og de sociale fællesskaber, men også nedbryde fordomme baseret på bl.a. bopæl, kulturel- og social baggrund og andet, der findes eleverne imellem.

 

”C:NTACT giver unge livsmod og tro på egne evner. Det understreges i elevernes evaluering af første forløb med organisationen i Esbjerg – og det har gjort stort indtryk på os. Derfor er vi glade for at kunne støtte fortsættelsen af det ambitiøse samarbejde mellem C:NTACT og Urbanskolen, hvor eleverne gennem kulturelle skabelsesprocesser tilføres en helt unik læringsoplevelse, som kan rokke på de unges syn på sig selv og afføde stærke fællesskaber.”

– Inge Grønvold, Lauritzen Fonden

Siger direktør for Lauritzen Fonden Inge Grønvold, der ser frem til 4 år mere sammen med C:NTACT og Urbanskolen.

Nye relationer – nye kompetencer

Hvert år vil 8. klasserne lave en forestilling, der forholder sig til et tema, som de i fællesskab har valgt med hinanden og lærerne. Med udgangspunkt i det valgte tema udfolder de deres personlige fortællinger, som åbner op for dialog og diskussion. 

Erfaringer fra tidligere viser, at processen rykker på elevernes selvopfattelse, demokratiske dannelse og eksamensparathed.

 

”Det er et omfattende, men spændende projekt med mange fagligheder og samarbejdspartnere, der skal spille sammen for at kunne skabe en ny fortælling på tværs af elever og lærer på de tre skoler, og det er et stort privilegie, at CeFU i denne omgang, også er tilknyttet projektet.”

– Helle Haagen, C:NTACT

Fortæller C:NTACTs administrative direktør Helle Haagen, som er stolt og glad over den flotte bevilling fra Lauritzen Fonden, der gør det muligt at fortsætte det gode samarbejde med Urbanskolen.

Samtidig er der fokus på, at lærerne udvikler nye kompetencer til undervisningen og ikke mindst opdager nye styrker i deres elever, som forbedrer relationen mellem dem.

Forløbet sigter også mod en forankring i Esbjerg Kommune, da lokale kunstnere rekrutteres til workshoptrænere og oplæres i C:NTACTs arbejdsmetode.

Projektet afsluttes med en forskningsrapport fra CeFU, som fremadrettet vil kunne give viden til andre skoler og undervisere.

 

Foto: fra et forløb sidste år med 8.c fra Rørkjær Skole, Urban.

 

Børns kreativitet blomstrer på Ribe Kunstmuseum

Børn fra børnehaverne Paraplyen (Roager) og Børnebo (Egebæk) har skabt 31 malerier, som kan opleves på Ribe Kunstmuseum til og med uge 7.

I de to udstillingsrum i kælderen på Ribe Kunstmuseum hænger der for tiden en anden slags kunst, end der plejer. Det er nemlig malerier lavet af 31børnehavebørn fra børnehave Paraplyen i Roager og børnehaven Børnebo i Egebæk. Med titler som ”Den lyserøde pige”, ”En glad familie” og ”Skoven” har børnene skabt deres egne kunstværker, som nu hænger og glimter på kunstmuseets vægge.

Glimmer, pailletter og maling i klare farver er blevet puttet på malerier, som er blevet fundet i genbrugsbutikker. Inspirereret af værker i Ribe Kunstmuseum og Esbjerg Kunstmuseums samlinger – og under overskriften ”Kunst er en tænkemaskine” – har de to børnehaver haft fokus på, hvordan kunsten kan bruges som en indgang til at undre os over verden.  Børnene har eksperimenteret med forskellige materialer og arbejdet med at lave malerierne om efter egne idéer. 

 

Udstillingen vises til og med vinterferien i uge 7, og i lokalerne ligger der tegnemateriale fremme på borde, så gæster har mulighed for selv at blive inspireret og være kreative.

 

Direktør for Ribe Kunstmuseum, Anne-Mette Villumsen, udtaler: ”Det er dejligt se børns umiddelbare tilgang til kunsten og hvordan de har skabt billeder af ting, der betyder noget for dem. Jeg er glad for, at vi kan vise børnenes malerier på museet og dermed forhåbentlig åbne flere børns – og voksnes – øjne for glæden ved at arbejde kreativt.”

Pædagogisk leder for Børnehus Syd, Lene Bromerholm, uddyber:

”Vi er stolte af, at børnenes værker udstilles på Ribe Kunstmuseum. Kunstværkerne viser leg og kreativitet og børnene har eksperimenteret, været nysgerrige og undersøgende i vores nye atelier i begge huse. Børnene har været fordybet i lang tid og fået erfaringer med forskellige udtryksformer. Det har været betydningsfuldt, givende, lærende og inspirerende for både børn og voksne.”

 

Hun tilføjer: ”Jeg er som pædagogisk leder stolt over mine dygtige pædagoger, som har haft et fantastisk forløb sammen med børnene. Jeg har oplevet deres begejstring for det pædagogiske arbejde og mærket deres glæde sammen med børnene. Og så er jeg overbevist om, at børnene tager deres forældre, søskende og bedsteforældre med ind på kunstmuseet og med stolthed viser deres kunst frem.”

Udstillingen kan ses til og med d. 20.februar.

 

Foto: www.ribekunstmuseum.dk

Mange hundrede børn er smittet med en positiv virus!

På Esbjerg Kunstmuseum har de i forbindelse med Danmarks Indsamling fået den idé at lade en positiv virus sprede sig blandt Esbjergs børn!

Foto: Esbjerg Kunstmuseum

En virus, der smitter med kreativitet. En virus, der slet ikke skal begrænses, men derimod vokse sig kæmpestor! En virus, der fungerer som et modbillede til indsamlingens fokus på coronapandemiens negative konsekvenser. Og som en anledning for børn i Esbjerg til at tale om børns livsvilkår i hele verden.


Oplægget har været ganske enkelt. Børnene har skullet forestille sig en virus, der giver nye ideer og spreder kreativitet i hver en celle i kroppen! Og så har de skullet give den form ved at tegne eller male den. Grafisk Trykcenter har sponseret, printet og skåret de ark, alle børn har skullet arbejde på. På arket er trykt et lille udsnit af et værk fra museets samling, Tobias Rehbergers Infections.

Således har alle haft det samme udgangspunkt, og den ene regel, at baggrunden skulle have en nuance af rød. Derudover har der været uanede muligheder.
– Vi er blevet ganske overvældede både over tilslutningen og over, hvor vilde, idérige, smukke, fabulerende, forskellige og forunderlige tegninger, vi har fået ind til vores udstilling. Det var en meget stor fornøjelse at hænge alle billederne op, og vi blev i den grad smittet med den positive virus under arbejdet. Før vi gik i gang med projektet, var Guldægget ApS. så generøse og modige at sige ja til at donere 5 kr. pr. bidrag. Og nu hvor hundredevis af børn fra skoler, klubber og SFO’er i hele Esbjerg Kommune har leveret deres bidrag, runder Mark Mikkelsen beløbet op til 5000 kr. til den gode sag. Tilbagemeldingerne fra deltagerne er også, at det har været virkelig lystfyldt og givet nogle gode snakke. Og børnene har boblet af ideer. Det ses tydeligt på resultatet.
(Birgitte Ørom, museumsinspektør)
Vi samarbejder med Musikhuset Esbjerg, som har stillet den store væg i hovedfoyeren til rådighed for udstillingen. I den kommende uges tid vil forberedelserne til tv-showet begrænse muligheden for at se billederne, men fra d. 1. til d. 21. februar er der fuld adgang til at gå på opdagelse i udstillingen i Musikhusets foyer. Og forhåbentlig får vi et lille glimt af den i live-showet på DR1 d. 29. januar.

Mød Darum Børnebys nye leder

Darum Børneby har ansat Daniel Hald som leder, og han fortsætter dermed i den stilling, hvor han har været konstitueret siden foråret. Børnebyen er glad for at bygge videre på det gode samarbejde og udviklingen af en af lokalsamfundets hjørnesten.

Daniel Hald har siden foråret været konstitueret leder af Darum Børneby og er nu blevet fastansat i jobbet. Foto: Darum Børneby
Daniel Hald har siden foråret været konstitueret leder af Darum Børneby og er nu blevet fastansat i jobbet. Foto: Darum Børneby

Siden foråret 2021 har Daniel Hald været konstitueret leder af Darum Børneby, og det har været så godt et match, at børnebyen i processen med at finde en ny leder har peget på Daniel Hald.

”Bestyrelsen har fra første dag haft et godt samarbejde med Daniel, og vi er meget glade for, at han har valgt at søge stillingen som leder af Darum Børneby. Hans erfaring og kompetencer som leder passer virkelig godt til Darum Børneby, og vi glæder os over den udvikling, Daniel har været med til at sætte i gang,” siger bestyrelsesformand Lene Baekdal.

Det betyder, at Daniel Hald sammen med Darum Børnebys ansatte og bestyrelse nu fortsætter arbejdet med at skabe gode rammer for lokalsamfundets børn. Darum Børneby er den eneste af sin slags i Esbjerg Kommune, og børnebyen lægger særlig stor vægt på helhed og sammenhæng i børnenes opvækst, så familierne oplever en rød tråd mellem børnehave, skole, SFO og klub.

Kompetencer i spil

Før Daniel Hald blev leder af Darum Børneby, var han pædagogisk leder på Kvaglundskolen Signatur, og områdechefen for Kultur & Skole, Ulla Visbech, ser frem til at fortsætte det gode samarbejde.

”Jeg er rigtig glad for at få Daniel Hald med i kredsen af skoleledere. Fra sin tid som pædagogisk leder på Kvaglundskolen Signatur tager Daniel stor erfaring i ledelse og skoleudvikling med sig, og de kompetencer er allerede sat i spil i Darum Børneby. Her er jeg sikker på, at Daniel sammen med et stærkt lokalt hold kan spille positivt ind i fællesskabet omkring børnebyen,” siger Ulla Visbech.

Som skoleleder er Daniel Hald faldet godt til i Darum Børneby, og han glæder sig til at bygge videre på det arbejde, han har været en del af siden foråret.

”Jeg glæder mig til at fortsætte samarbejdet med personalet og forældrene i Darum Børneby. Darum Børneby er en central del af Darum, og det ser jeg frem styrke og videreudvikle til gavn for alle i Darum,” siger Daniel Hald.

Forældre kan selv vælge, om deres barns skolestart skal udsættes

0

Folkeskolens frihed giver nu forældre til kommende skolebørn mulighed for selv at vælge, om deres barn skal begynde et år tidligere eller senere i skole end normalt. Beslutningen skal dog altid tage udgangspunkt i barnets behov og bygge på en tæt dialog mellem forældre, daginstitution og skole.

Børn skal som udgangspunkt begynde i skole til august i det år, hvor de fylder seks år. Den del af Folkeskoleloven gælder stadig i Esbjerg Kommune, hvor skolerne som et led i velfærdsaftalen med regeringen er sat fri. Dog åbner friheden en ny dør for forældrene, der under de tre års frihedsforsøg selv kan beslutte, om de ønsker, at deres barn skal begynde et år tidligere eller senere i skole. Hidtil har det skullet godkendes af byrådet, der har uddelegeret kompetencen til skolelederne, men nu er den endelige beslutning altså forældrenes.

Bygge på dialog

Derfor har Børn & Familieudvalget netop godkendt en ny procedure for tidligere eller udsat skolestart, og her står det klart, at barnets behov altid skal være i centrum. Beslutningen om at lade et barn begynde tidligere eller senere i skole skal altså bygge på en dialog med daginstitutionen, skolen og eventuelt fagprofessionelle, der også kender barnet. Det betyder, at forældrene kan beslutte, om deres barn skal begynde i skole et år tidligere eller senere, hvis det bakker bedst op om deres barns udvikling.

”Forældrene kender selvfølgelig deres barn bedst, og derfor er deres viden og fornemmelser omkring deres barns behov og udvikling helt afgørende i vurderingen af, om barnet får den mest optimale start på skolelivet ved måske at vente et år. Det vigtige er, at der hele vejen er tæt kontakt mellem forældrene til hvert enkelt barn og de professionelle kompetencer rundt om, så beslutningen er velovervejet og bliver truffet på et sagligt grundlag”, siger formanden for Børn & Familieudvalget, Diana Mose Olsen.

Møde med forældre

Konkret bliver forældrene som det første inviteret til et møde med repræsentanter fra daginstitution og den kommende skole, når de ønsker tidligere eller udsat skolestart for deres barn. Det gælder også, hvis det er daginstitutionen, der vurderer, at barnet skal vente et år med at starte i skole. Uanset hvad vil praktiske forhold som klassestørrelser og elevsammensætning aldrig få indflydelse på vurderingen.