Home Tags Unge

Tag: Unge

Når de små skal afsted igen

Diana Mose Olsen (SF) formand for Børn & Familieudvalget i Esbjerg Kommune og daglig leder af Mandecentret glæder sig til genåbningen af skolerne.
Sidder du som forælder med en række spørgsmål, forklarer Diana Mose Olsen her, hvilke tanker der gøres i forhold til at genåbne skoler og institutioner.

Arkivfoto: Christina Simonia Straarup

Der er flere ting, der mangler en afklaring på eller mere viden omkring, når puslespillet skal lægges inden vuggestuer, børnehaver, 0. til 5. klasser og fritidsordninger forventes genåbnet fra den 17. april i Esbjerg Kommune.

Hvor mange børn har behov for pasning?
Hvor mange forældre ønsker at sende deres børn afsted?
En forespørgsel er derfor sendt ud via Aula og Tabulex for at afklare, hvor mange børn, der kommer i skole og institution.

Kan man holde sit barn hjemme?

Hvordan stiller i jer overfor de forældre, som ikke vil sende deres børn afsted?
“Jamen der har jeg det sådan lidt hvis det er det forældrene giver udtryk for, jamen så er det sådan det er. Så har man jo stadigvæk en opgave i at følge med undervisningsmæssigt”, siger Diana Mose Olsen.

Vi er nødt til at gøre det med udgangspunkt i de vejledninger, der kommer fra sundhedsmyndighederne. Ellers vil det jo ikke være en opgave som vi kan løfte.

Som forældre skal man kunne gå på arbejde med ro i maven, når man afleverer sine børn.

Vi følger den vejledning, der kommer fra ministeriet, fordi vi har aldrig stået i den her situation før. De anbefalinger der kommer fra sundhedsministeriet, dem følger vi.

“Det stiller nogle særlige krav til os, for det første at vi jo skal sørge for, at vi har fysisk plads til at børn kan være mere fordelt end samlet.
Vi skal have sat ekstra rengøring ind, så vi kan gøre rent flere gange om dagen. Det stiller også nogle krav til os i forhold til håndsprit og håndsæbe. Vi skal have de rigtige værnemidler i forhold til, at man også kan få vasket sine hænder på både vores skoler og vores daginstitutioner,” fortæller Diana Mose Olsen.

Trygheden er vigtig

Både forældre og ansatte skal føle sig trygge. Forældrene skal trygt kunne aflevere deres børn og de ansatte i institutioner og skoler skal føle sig trygge ved at gå på arbejde.

Jeg tror ikke, der kommer en vejledning, hvor børn tvinges i skole.

Diana Mose Olsen

Udskolingen

De ældste elever kommer ikke i skole i første omgang, og eksaminer er aflyst for afgangsklasserne.

En væsentlig anden opgave er, at de ældste elever ikke skal i skole endnu. Eksaminer er aflyst og i stedet overføres elevernes årskarakterer.
Indtil videre skal de ældste elever blive hjemme frem til den 10 maj, og det vækker frustration flere steder.

Der er mange forældre, der siger til os, det er svært at holde børnene hjemme, så der har vi også en opgave,

Diana Mose Olsen

Havde det været bedre at starte med de unge?

“Vi forsøger jo at få samfundet op igen, så er det jo de mindste, vi skal forsøge at sikre pasning af, de større kan klare sig selv. Vi følger de vejledninger og anbefalinger der kommer, når statsministeren siger at det skal kommunerne gøre klar til, så er dét, det vi gør klar til.
Jeg kunne da have ønsket det for de unge mennesker, fordi de hier efter at komme ud. Men de må så vente en omgang, og så har vi jo en særlig opgave i at få dem med, og der tænker jeg, at vi skal skrue op for den virtuelle undervisning, så de også har oplevelsen af at mødes med andre børn, bare på en anden måde,” siger Diana Mose Olsen til Yesbjerg.

Værnemidler

På internationalt plan er det et problem at skaffe nok værnemidler, og man kan forestille sig, at de værnemidler Danmark får fat i først bliver prioriteret til sundhedssektoren og ikke til skoler og intuitioner.

Hvad har det af konsekvenser, hvis i ikke kan skaffe de nødvendige værnemidler?

Vi kommer jo til at understøtte, at der er sæbe og håndsprit. Og vi følger jo sundhedsministeriets vejledning, så man kan jo sige, at hvis sundhedsministeriet siger, at der skal være et vist antal værnemidler, og vi ikke kan skaffe det, jamen så kan vi jo ikke åbne op.

Diana Mose Olsen

Tryghed eller bekymring

Nu ved jeg, at du også selv har børn i skolealderen, som er ældre end 5 klasse, men hvis du havde haft børn i de små klasser, ville du så have haft indre ro ved at sende dem afsted?
Det ville jeg ja, nu går jeg jo selv på arbejde, det har jeg gjort hver dag, og jeg arbejder også rigtigt mange timer hver dag lige for tiden. Og det gør jeg for at sikre, at de har et nødberedskab, fordi at rigtig meget er lukket ned. Jeg har også medarbejdere, som har måttet aflevere deres børn, og jeg vil sige, at vi har jo en særlig særlig opgave i at sikre, at de rammer vi tilbyder lige i øjeblikket følger sundhedsmyndighedernes vejledning. Og ja jeg ville have afleveret mine børn, og ja jeg ville trygt have sendt mine børn i skole, hvis min datter, hun skulle have været afsted i 6 klasse. Det ville jeg, og om jeg ville være en smule bekymret, ja.

Jeg tror, at vi alle er en smule bekymrede i de her dage, fordi hvad er det her for en størrelse, og hvad betyder det, og hvad når vi åbner mere op?

Diana Mose Olsen

Men vi kan bare ikke gøre ret meget andet end at følge vejledningerne. Og det vi har gjort indtil videre, det har jo lykkedes, og nu kan jeg godt se, at når der begynder at komme nogen flere børn i daginstitutionerne, jamen så bliver forældrene mere bekymrede, men det er jo også derfor, at forældrene har en skærpet forpligtelse til at holde deres børn hjemme, hvis de bliver det mindste syg. For hvis man sender sine børn afsted med den mindste forkølelse eller hoste, jamen så er man jo med til at sprede smitten.

Lokal fodboldskole forebygger ensomhed hos unge

Brug Bolden er et fodboldfællesskab og mental trivsel for unge drenge mellem 13-18 år. Det Sociale Netværk/Headspace Danmark er gået sammen med klubberne EfB, AaB og KB for at sætte fokus på, hvordan den mentale trivsel kan fremmes hos unge drenge i alderen 13-18 år. Sammen sætter de endnu mere fokus på mental sundhed i fodboldklubberne.

Foto: Christina Simonia Straarup

Via aktiviteter for trænere, holdledere og ungdomsspillere skaber Det Sociale Netværk/Headspace Danmark gennem initiativet Brug Bolden rum for, at det bliver nemmere at tale om og håndtere udfordringer, svære tanker og psykisk sårbarhed.

Brug Bolden arbejder med tre overordnede mål:

  • At øge unge fodboldspilleres robusthed og fremme deres mentale trivsel.
  • At forebygge ensomhed og mistrivsel hos unge spillere.
  • At skabe større åbenhed omkring mentale problemer i klubberne.

    Derudover aktiverer Brug Bolden på landsplan spillere og trænere i en national kampagne, der fokuserer på åbenhed omkring mental trivsel – også i fodboldens konkurrenceprægede verden.

Fodboldskole for de yngste

Weekenden før det hele handlede om Corona afholdte Brug Bolden en fodboldskole for de yngste spillere fra EfB. Trænerne var U17 spillere fra EfB, og til trods for et rigtigt kedeligt vejr, var humøret helt i top ved de unge spillere.

Hvad med pigerne?

Både piger og drenge har problemer, men lige præcis i dette projekt fokuseres der kun på drengene.

Grunden til at fodboldklubberne er involveret er, at det er et godt sted at gå hen, hvis man vil have fat i drengene… Fordi der er mange drenge i fodboldklubberne! Det har en stor effekt på drengene, at de oplever, at deres idoler og forbilleder står frem og fortæller deres historie. Historier, som giver et indblik I, at de igennem deres opvækst og i deres karriere har haft det svært og nogen gange ville have ønsket, at de havde haft nogen at snakke med…! Vi ser i alle statistikkerne at der er en kraftig stigning i antallet af unde, der mistrives; både piger og drenge. Pigerne er generelt bedre til at tale med andre om det der er svært og gør ondt, hvorimod drenge har en tendens til at skjule det og lukke sig inde med deres problemer.

Jesper Jensen – Lokal koordinator i Brug Bolden

Er du ensom eller trænger til at tale med nogle, så kan du altid som ung henvende dig ved Headspace i Exnersgade (på Tobakken). Det gælder naturligvis både piger og drenge.

Team Esbjerg hyldet af sin by med idrætspris

Team Esbjerg er blandt tre stærke nominerede tildelt Esbjerg Kommunes Idrætspris 2019. Prisen er uddelt siden 1949 og er den største sportslige anerkendelse, en idrætsudøver eller en forening kan opnå i kommunen.

2019 var året, da Team Esbjerg vandt klubbens andet danske mesterskab, var i finalen i den europæiske turnering, EHF Cup, og opnåede stor succes i DELO Women’s EHF Champions League med kvalifikation til hovedrunden og gode muligheder for at nå kvartfinalen for første gang i klubhistorien.

Miss Team Esbjerg, den hollandske VM-guldvinder, Estavana Polman, har været i klubben og byen siden sommeren 2013.

– Jeg er virkelig stolt af at modtage idrætsprisen. Vi arbejder hver dag hårdt for at få det bedste ud af os selv, og det betyder meget at mærke, at byen og publikum er bag os. Vi ønsker frem for alt ikke at skuffe tilskuerne, og vi vil gerne vise dem god håndbold hver gang. Min familie og jeg føler os hjemme i Esbjerg, vi slapper af, og det er bare et godt sted at være. Når jeg er ude at handle, kommer folk og ønsker mig held og lykke, og det er dejligt at høre, siger Estavana Polman.

Cheftræner Jesper Jensen er ikke uvant med priser og er to sæsoner i træk af trænerkolleger og repræsentanter for DHF blevet kåret som Årets Træner i HTH Ligaen. Denne gang deler han en kåring med sine spillere.

– Det fylder mig først og fremmest med glæde, at byen, hvor jeg bor med min familie, giver os idrætsprisen. Det vil være upassende selv at give udtryk for, at det er fortjent, men lad mig sige, at jeg har forståelse for, at vi er valgt blandt andre nominerede med flotte idrætspræstationer. 2019 vil stå som et år, der formentlig aldrig bliver gentaget i Team Esbjerg, siger Jesper Jensen.

Bestyrelsesformand Bjarne Pedersen har været i spidsen for hele Team Esbjergs udvikling fra elevatorhold i Dameligaen til tophold i Danmark og nu også Europa.

– Team Esbjerg deltager på den store scene både nationalt og internationalt, vi går benhårdt efter at kvalificere os til kvartfinalen i Champions Leaque og udelukker med de rette omstændigheder ikke, at vi kan nå frem tilFinal4. Vi runder formentlig fire millioner seere på DR1 og TV 2’s kanaler i denne sæson og sætter Esbjerg på landkortet i ikke bare Danmark, men også ude i Europa, hvor resultaterne har vakt opsigt og skabt respekt. Idrætsprisen deler vi med vores trofaste publikum og sponsorer samt alle dem i byen og omegnen, som bakker os op, siger Bjarne Pedersen.   

De øvrige nominerede til prisen var EfB’s superligahold og speedwayholdet Esbjerg Vikings. 

Esbjerg Kommunes Idrætspris uddeles af en komité bestående af formanden for Esbjerg Idrætsråd, Villy Grøn, en repræsentant for pressen, journalist Chris U. Pedersen, og borgmester Jesper Frost Rasmussen, der overrakte prisen ved Idrætsfesten i Musikhuset Esbjerg fredag aften. 

– Vi følte ikke rigtig, at det kunne blive andre end Team Esbjerg i 2019 efter den fantastiske sæson, der kulminerede med det danske mesterskab og den flotte indsats i de europæiske turneringer. Alt, hvad klubben har rørt ved, har været en succes, og så lægger vi også vægt på, at de repræsenterer Esbjerg fornemt udadtil. Vi vil gerne have nogen at være stolte af, siger Villy Grøn. 

Team Esbjergs kvindehold modtog første gangEsbjerg Kommunes Idrætspris for fire år siden efter sølvmedaljerne i 2015. Tidligere har herreholdet af samme navn modtaget prisen i 1998, og Lotte Haandbæk var prisvinder i 2005.

I aften fejres mestrenes sejre i 2019 ved årets idrætsfest

0

2019 var et forrygende sportsår i Esbjerg Kommune, og årets sejre bliver fejret, når alle de bedste sportsfolk samles til Idrætsfesten 2020. I år deltager 90 mestre, og samtidig bakker et rekordstort antal gæster op om festen.

90 idrætsmestre, 450 gæster og et program fuld af fest og fejring. Der er lagt op til en fantastisk aften, når Esbjerg Kommune fredag den 21. februar er vært for Idrætsfesten 2020 i Musikhuset Esbjerg. I centrum er toppen af kommunens sportsliv og alle de flotte titler, som de dygtige idrætsudøvere kæmpede sig til sidste år.

Skulderklap til alle mestre

Idrætsfesten hylder idrætsudøvere over 18 år, som i årets løb er blevet danske, nordiske, europæiske eller verdensmestre, og årets liste er både lang og imponerende. Ikke færre end tre europamestre og tre verdensmestre får et velfortjent skulderklap, og det samme gælder hver og en af de andre seje mestre. Sportsfolkene kommer fra 16 forskellige foreninger og dækker idrætsgrene lige fra skydning, agility og dart til håndbold, kampsport og triatlon. Esbjerg Svømmeklub stiller med hele 30 mestre og er dermed den største klub til Idrætsfesten.

“I Esbjerg Kommune er vi stolte af år efter år at kunne samle så mange mestre, der har kæmpet og sejret i de danske og internationale sportsarenaer. Vi har ambitiøse og viljestærke topidrætsfolk, der går efter guldet, og deres sportsånd og succes er til stor inspiration. De er værd at se op til i deres sportsgrene, og de er stærke ambassadører for Esbjerg Kommune ude i verden”, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Priser uddeles

Aftenens konferencier er TV2’s sportskommentator og studievært, Thomas Kristensen, der selv er vokset op i Esbjerg, og han guider mestre og gæster igennem aftenens program, der byder på middag og underholdning.

Traditionen tro uddeler borgmesteren Idrætsprisen, og i år er de tre nominerede EfB’s superligahold, Team Esbjergs håndboldkvinder og speedwayholdet i Esbjerg Vikings.

Der skal også udnævnes et nyt medlem til den ærefulde Hall of Fame, og så er Eskilstunapokalen, som er Esbjerg Idrætsråds lederpris, allerede blevet uddelt til Søren Haahr Jensen, som selvfølgelig også skal hyldes til Idrætsfesten for sin indsats i Esbjerg Atletik og Motion.

148 unge idrætsmestre fejres traditionen tro

Traditionen tro fejrer Esbjerg Kommune de unge idrætsmestre fra året, der er gået. Det sker ved Ungdomsidrætsfesten, hvor der i år er 148 mestre, som får en velfortjent hyldest. Samtidig sætter prisen som Årets Bobler fokus på en af fremtidens potentielle stjerner.

Jysk, dansk, nordisk og europæisk mester. Så flotte titler har 148 dygtige, unge sportsfolk fra Esbjerg Kommune sidste år hentet hjem til deres klubber, og de imponerende præstationer bliver fejret til Ungdomsidrætsfesten fredag den 10. januar 2020 kl. 16.30-18.30 i Musikhuset Esbjerg.

21 lokale idrætsforeninger og 18 forskellige sportsgrene er repræsenteret til festen, og det understreger de mange valgmuligheder og det høje niveau i Esbjerg Kommunes idrætsliv. De unge talenter har stillet sig øverst på sejrsskamlen i mange forskellige discipliner – lige fra store, populære idrætter som gymnastik, atletik, badminton og svømning og til floorball, bueskydning, vægtløftning og voltigering.

– I Esbjerg Kommune er vi stolte over hver og en af sejrene, og når vi fejrer de unge mestre til Ungdomsidrætsfesten, er det et velfortjent skulderklap for den store indsats, der uden tvivl ligger bag deres succes. Festen er også en hyldest til foreningslivet, og så er den et udtryk for, at vi som partner i Bevæg dig for livet bakker op om, at flest mulige skal være fysisk aktive, siger Peder Tørnqvist, fungerende formand for Kultur & Fritidsudvalget.

Pris til en af fremtidens potentielle stjerner

Hans K. Sønderby fra Kultur & Fritidsudvalget glæder sig til at ønske til lykke og overrække diplomer og gaver til alle mestrene. Et andet af eftermiddagens højdepunkter er overrækkelsen af prisen som Årets Bobler. Prisen hylder et af de talenter, der har potentiale til at blive en af fremtidens stjerner i eliteidrætten.

De unge mestre og deres trænere og familier kan glæde sig til en festlig eftermiddag i musikhuset, hvor de på scenen blandt andet vil opleve dans med EfB Cheerleaders, opvisning med Hjerting IF-gymnastik, stomp-underholdning og underholdning fra Esbjerg Kulturskoles elever på musikalsk grundkursus. Festens deltagere får også mulighed for at dyste i en Kahoot.

Kravlegårdsidræt er en succes

Bydelsprojekt 3i1 har sammen med Get2Sport, Kvaglund IF fodbold, gymnastik og håndbold og FDF Kvaglund afholdt ni ugers Kravlegårdsidræt i Kvaglund. De fire lokale foreninger skulle vise deres aktiviteter frem for de ældste børn i børnehaverne Valmuen og Børnehuset Kvaglund.

Ideen bag aktiviteten var at introducere børnene og deres forældre til de mange gode fritidstilbud, der er i området.

Ud over en masse sjov fik børnene en masse motoriske udfordringer, gode oplevelser i det fri, skabt relationer på tværs af institutionerne og selvfølgelig kendskab til Håndbold, FDF, Gymnastik og Fodbold i Kvaglund.

Foto: Privat

Ungebyråd jagter ideer til det gode ungdomsliv

Medlemmer af Esbjerg Kommunes Ungebyråd fremlægger deres ideer for det folkevalgte byråd under et byrådsmøde.

Mandag den 18. november får Esbjerg Byråd selskab af Ungebyråd 2019, som præsenterer gode ideer til at gøre Esbjerg Kommune til et endnu bedre sted at være ung. Ideerne bliver testet på de politiske udvalgsformænd i Løvens Hule, inden byrådet vælger den bedste idé, som får 200.000 kr. til at blive ført ud i livet.

Til sidste års ungebyråd valgte byrådet ideen om et nyt samlingssted for unge ved åen i Ribe som vinder, og projektet er netop blevet indviet.

Foto: Torben Meyer, Esbjerg Byhistoriske Arkiv

Hvad kan gøre Esbjerg Kommune til et endnu bedre sted at være ung? Det ved de unge selvfølgelig bedst selv, og de deler gerne ud af deres gode ideer. I hvert fald sprudler idékataloget til Ungebyråd 2019 af kreativitet og gåpåmod og indeholder mange spændende forslag. Hvad med for eksempel Ungdommens Dag som et folkemøde for de unge, et udendørs opholdssted for unge ved Esbjerg Strand, en café eller lektiecafé for unge et centralt sted i Esbjerg eller et ungerabatkort til lokale butikker, begivenheder og kulturinstitutioner.

Ungebyråd 2019 er sammensat af 25 unge fra kommunens folkeskoler og ungdomsuddannelser, og mandag den 18. november indtager ungebyrådet Esbjerg Rådhus, hvor de vælger de bedste ideer ud og arbejder videre med dem i grupper. De får sparring af kommunens fagfolk og repræsentanter fra de politiske ungdomspartier, inden turen går i Løvens Hule, hvor ideerne skal stå deres prøve for de politiske udvalgsformænd. Efter aftenens byrådsmøde fremlægger ungebyrådet ideerne for det rigtige byråd, som vælger et vinderprojekt, der får 200.000 kr. til at blive ført ud i livet.

Indvielse af sidste års vinderprojekt

Til sidste års ungebyråd var det ideen om et ungemiljø ved åen i Ribe, der løb med sejren, og de nye faciliteter er netop blevet indviet med nye faciliteter til aktiviteter og fællesskab i Vedels Anlæg.

2019 er det tredje år med ungebyrådet, der har som mål at aktivere og engagere de unge. Konceptet er kogt ned til én dag, hvor de unge oplever, at der er kort vej fra idé til beslutning, og efterfølgende kan de følge vinderprojektet blive til virkelighed.

“I byrådet glæder vi os til igen at få besøg af ungebyrådet. De unge byder ind med god energi og et frisk pust, som er inspirerende at opleve. Fremtiden er de unges, og i en tid, hvor vi i høj grad sætter bosætning og studieliv på dagsordenen, er det vigtigt, at vi lytter til deres ideer og ønsker, så Esbjerg Kommune er et godt sted for dem at bo og leve, mens de er unge, og forhåbentlig får de lyst til at blive her som voksne”, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Program for dagen

Kl. 8.00: Ungebyrådet møder ind på rådhuset.

Kl. 11.00: Faglig og politisk sparring.

Kl. 13.45: Ideer i Løvens Hule.

Kl. 17.00: Byrådsmøde, hvorefter ungebyrådets ideer præsenteres for byrådet, som vælger en vinder.

Politikere mødte fælleselevråd uden filter

Hvem ved bedst, hvordan det går med elevrådene ude på kommunens folkeskoler? Eleverne selvfølgelig. Derfor havde Børn & Familieudvalget sat Esbjerg Kommunes Fælleselevråd stævne på rådhuset til et møde uden filter, så eleverne kunne give deres erfaringer med elevrådsarbejdet videre til politikerne.

Til mødet med Børn & Familieudvalget var fælleselevrådets erfaringer i fokus, og eleverne gav politikerne mange relevante input.

Foto: Torben Meyer, Esbjerg Byhistoriske Arkiv

Med om bordet til Børn & Familieudvalgets sidste møde sad en flok skoleelever, som meget vel kan være på vej i fodsporene på de rigtige politikere. Medlemmerne af Esbjerg Kommunes Fælleselevråd har nemlig både holdninger og kan argumentere for dem, og det var præcis, hvad de erfarne politikere var ude efter. De ville gerne høre fælleselevrådets meninger om et emne, som eleverne er de største eksperter i. Skolernes elevråd.

Børn og unge for bordenden

Udvalget sætter fokus på elevrådene som et led i den opdaterede version af børn- og ungepolitikken, der er på byrådets dagsorden i næste uge. Et af de vigtigste budskaber er netop, at børn og unge skal sidde for bordenden og selv have indflydelse på deres liv og hverdag.

“Når vi siger til børn og unge, at deres mening tæller, skal vi selvfølgelig også spørge dem, og vi har stor gavn af dialogen med fælleselevrådet. Eleverne er seriøse og tør bringe emner og ideer på banen, som vi måske ikke får via de traditionelle kanaler. Denne gang har de givet os et meget konkret indtryk af, hvad der fungerer godt i skolernes elevråd, hvad der kan gøres bedre, og hvordan vi fra politisk side kan bakke elevrådene op,” siger formanden for Børn & Familieudvalget, Diana Mose Olsen.

“First hand” fra virkeligheden

Formanden for fælleselevrådet, Mathias Svarrer, ser netop skolernes elevråd og fælleselevrådet som en oplagt mulighed for, at eleverne kan stå sammen om deres mål og ønsker, lade sig inspirere af hinandens erfaringer og drage fordel af fællesskaber på tværs af skolerne.

“I fælleselevrådet repræsenterer vi alle skolerne, og fra os kan politikerne få et direkte indblik i, hvad der rører sig blandt eleverne, uden at budskaberne skal igennem en masse mellemled. Det er nok nogle år siden, de selv har gået i folkeskolen, og der sker hele tiden nye ting, så vi kan fortælle “first hand”, hvordan det virker i virkeligheden på skolerne, og hvilke udfordringer, der opstår. Det er min oplevelse, at vi faktisk har reel indflydelse, og samtidig lærer vi en masse om politik og demokrati”, siger Mathias Svarrer.

Ny handleplan på vej

Efter mødet mellem Børn & Familieudvalget og Esbjerg Kommunes Fælleselevråd skal der laves en ny handleplan, som bakker op om elevrådenes arbejde. Både fælleselevrådet og Danske Skoleelever bliver inddraget i arbejdet med handleplanen, som Børn & Familieudvalget til sidst skal godkende.

Unge tyskere anholdt efter butikstyverier

0

Syv tyske teenagere er sigtet for butikstyverier i Ribe under en tur til Danmark med deres skole

Syd- og Sønderjyllands Politi fik lidt efter kl. 14.00 i dag anmeldelse om, at en gruppe unge tyskere lavede butikstyverier i flere forretninger i Ribe.

Patruljer kunne kort tid efter anholde syv unge tyskere mellem 14 og 16 år. De er sigtet for butikstyveri, men da det også er anmeldt, at de unge i et tilfælde har truet butikspersonale med en peberspray, kan sigtelsen muligvis blive udvidet til røveri.

Gruppen er tilknyttet en tysk skole, som er på en tur til Danmark. 

I øjeblikket er tyskerne ved at blive afhørt. En lærer fra skolen befinder sig sammen med dem.

Da efterforskningen er i gang, kan Syd- og Sønderjyllands Politi i øjeblikket ikke oplyse yderligere.

Foto: Yesbjerg

Ny strategi skal sende flere unge i uddannelse og job

Byrådet har godkendt en ny strategi, som skal få flere unge i uddannelse eller job. Indsatsen sker i tæt samarbejde mellem kommunen, uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv, og allervigtigst skal den enkelte unge selv sidde for bordenden.

Foto: Yesbjerg

Alle unge skal have en ungdomsuddannelse eller et job. Det er målet med den ungeindsats, som Esbjerg Byråd netop har godkendt en ny strategi for. Bag strategien ligger Folketingets reform fra 2017 “Bedre veje til uddannelse og job”, der skal styrke indsatsen over for de unge, som ikke er klar til en ungdomsuddannelse eller et job.

Esbjerg Kommune løfter opgaven i et tæt samarbejde med lokale uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv, og byrådet har nedsat et særligt Unge & Uddannelsesudvalg, som tænker nye tanker om de unges overgang fra folkeskolen til uddannelse og job. Udvalget står bag strategien for den nye tværgående ungeindsats, som bygger på en involverende proces med input fra de mennesker, som hver dag har kontakt med de unge.

Omsætte strategi til praksis

Formanden for Børn & Familieudvalget, Diana Mose Olsen, ser parternes forskellige perspektiver og deres engagement i strategien som en stor fordel.

“Det har sikret en forståelse og et ejerskab hos dem, der skal omsætte strategien til praksis og være med til at skabe positive forandringer sammen med den enkelte unge. Det er netop et centralt fokus i strategien, at den unge selv sidder for bordenden, når der bliver lagt planer for uddannelse og job”, siger Diana Mose Olsen.

Øget fokus på job

Som en del af Folketingets reform skal andelen af unge uden tilknytning til uddannelse eller job være halveret inden 2030, og i Esbjerg Kommune ligger det tal på 10 procent. Ifølge formanden for Social & Arbejdsmarkedsudvalget, Henrik Vallø, er det positivt, at fokus nu i højere grad end tidligere er rettet mod arbejdsmarkedet frem for udelukkende uddannelse.

 

“Med strategien sætter vi fokus på den tidlige indsats, hvor vi forebygger, at unge søger offentlig forsørgelse. For nogle unge går vejen til uddannelse via et job, og det er vigtigt, at flere unge får et fritidsjob, fordi vi kan se, at langt flere unge med et fritidsjob finder vej ind i uddannelsessystemet”, siger Henrik Vallø.

Med byrådets godkendelse bliver strategien for den tværgående ungeindsats nu pejlemærket, som sikrer en rød tråd i arbejdet med unge på deres vej fra folkeskole til uddannelse eller job.