Home Tags Unge

Tag: Unge

Forældre, fritidsliv og venner skal støtte unge til et liv uden rusmidler

0
Img 5920 1

Esbjerg Kommune er én ud af 15 danske kommuner, der i samarbejde med Sundhedsstyrelsen og TrygFonden skal videreudvikle en dansk model for, hvordan vi sammen kan skabe rammen om et ungeliv uden rusmidler. Fælles om ungelivet er navnet på programmet, og nu går arbejdet i gang.

Esbjerg Kommune går nu med i nationalt samarbejde, som skal skabe rammer for et ungeliv uden rusmidler. Foto: Colourbox.

I foråret blev Esbjerg Kommune udvalgt som én ud af 15 danske kommuner, der frem til 2027 skal videreudvikle det ambitiøse program Fælles om ungelivet. Dermed skal Esbjerg Kommune være med til at løfte en stærk vision om, at danske unge skal have et godt ungeliv, hvor rusmidler ikke spiller en markant rolle. Et liv, hvor tydelige og nærværende voksne skaber rammerne for og viser vejen til positive sociale fællesskaber og inspirerende ungemiljøer.

Formand for Sundhed & Omsorgsudvalget i Esbjerg Kommune, May-Britt Andrea Andersen, er begejstret over muligheden:

– I Esbjerg Kommune arbejder vi allerede med at forebygge brug af alkohol og andre rusmidler og skabe fællesskaber, som fremmer trivslen og det gode liv blandt børn og unge. Med Fælles om ungelivet ser vi frem til at sætte endnu mere spotlight på den vigtige rolle, som forældre og andre voksne omkring de unge har i den forbindelse. For at styrke sundhed og trivsel skal vi løfte i flok. Fællesskaber – hvad enten det f.eks. er i familien, i skolen eller i foreningen – kan være en vigtig løftestang for at skabe og vedligeholde sund adfærd. Derfor glæder vi os meget over at være blevet en del af programmet Fælles om ungelivet, som vil involvere en række fagområder på tværs af kommunen.

Fokus på at involvere voksne omkring de unge med afsæt i lokale data
I Esbjerg Kommune glæder man sig til at komme i gang med arbejdet med at styrke forudsætningerne for at involvere de voksne omkring unge, fordi de potentielt kan fungere som vigtige beskyttende faktorer, når det handler om unges brug af rusmidler. En central del af det arbejde er at sikre lokale data om unge, der både kan engagere og mobilisere de voksne omkring de unge og fungere som pejlemærker i udviklingen af indsatser.

– Med indsatser baseret på data, som indsamles fra lokale skoler og ungdomsuddannelser, ser vi frem til at skabe løsninger, der fremmer en positiv udvikling blandt unge og reducerer deres alkoholforbrug og risiko for brug af andre rusmidler. Det handler blandt andet om at motivere forældre til at være nærværende og engagerede – og samtidig turde sætte tydelige grænser for deres unge. Det handler også om at skabe rammer, som gør, at flere unge bliver og forbliver foreningsaktive, uddyber May-Britt Andrea Andersen.

Inspiration fra Island
Fælles om ungelivet står på erfaringerne fra en pilotfase fra 2020-2024, hvor fem andre kommuner i samarbejde med Sundhedsstyrelsen og TrygFonden har udviklet et koncept for, hvordan danske kommuner sammen med forældre og lokale aktører kan understøtte ungefællesskaber uden rusmidler. Inspirationen er hentet fra Island, hvor man er lykkedes med at vende udviklingen, så islandske unge ikke længere har Europas højeste alkoholforbrug, men i stedet har Europas laveste.

– Vi har skelet til den islandske model, men den klare ambition har været at udvikle et dansk koncept, der kan tilpasses lokalt. Det synes jeg i høj grad, at vi er lykkedes med i pilotfasen. Nu glæder vi os til at se det folde sig ud og udvikle sig endnu mere i de 15 kommuner til gavn for det forebyggende og sundhedsfremmende arbejde i hele Danmark, siger Niels Sandø, enhedschef i Forebyggelse og Ulighed i Sundhedsstyrelsen.

Underdirektør i TrygFonden Jette Jul Bruun supplerer:

– Vi har sammen med Sundhedsstyrelsen og de fem pilotkommuner udviklet nogle meget konkrete redskaber, som vi håber, andre kommuner vil lade sig inspirere af – både de ti nye programkommuner, men også andre kommuner, som ønsker at skabe bedre rammer for et ungdomsliv uden rusmidler. Fælles om ungelivet handler for os også om at skabe og udbrede en kulturforandring, siger Jette Jul Bruun.

Som ny programkommune i Fælles om ungelivet har Esbjerg Kommune fået tildelt Silkeborg Kommune som mentorkommune. Silkeborg er en af pilotkommunerne i Fælles om ungelivet og kan derfor bidrage med en lang række erfaringer, der kan være særligt givtige i etableringsfasen.

Unge fritidsjobbere skal skabe nærvær for beboerne på Esbjerg Kommunes plejehjem

Img 5743 1

Med støtte på 5 mio. kr. fra Claus Sørensens Fond kan Esbjerg Kommune nu tilbyde unge 14 -17-årige et attraktivt fritidsjob på et af kommunens 17 plejehjem. Tiltaget skal give beboerne en positiv oplevelse af nærvær på tværs af generationer og samtidig øge de unges lyst til at uddanne sig inden for velfærdsområderne i kommunen.

Unge mellem 14 og 17 år kan nu gennem fritidsjob være med til at sprede glæde og liv for beboerne på Esbjerg Kommunes plejehjem og samtidig blive inspireret til fremtidige uddannelses- og jobmuligheder i kommunen inden for omsorg og pleje. Foto: Colourbox.

Unge fritidsjobbere kan gøre en positiv forskel og være med til at skabe liv, nærvær og trivsel blandt beboerne på plejehjem. Det viser erfaringer med de unge fritidsjobbere, som allerede er ansat på et af Esbjerg Kommunes plejehjem. En donation fra Claus Sørensens Fond på 5 mio. kr. gør det nu muligt at udvide ordningen, så langt flere unge kan ansættes i fritidsjob på plejehjemmene. Pengene skal gå til løn og introduktionskurser for de unge og til personale på plejehjemmene, der kan fungere som mentorer for de unge, så de oplever det som trygt at være fritidsjobbere.

En fordel for både ældre og unge

Formand for Sundhed & Omsorgsudvalget i Esbjerg Kommune, May-Britt Andrea Andersen, glæder sig over fondens donation og de nye muligheder, som den giver for at ansætte unge i fritidsjob:

– Jeg vil gerne sige en stor tak til Claus Sørensens Fond. Med deres støtte får vi mulighed for at skabe en endnu bedre hverdag for de ældre på vores plejehjem. Mens vores dygtige personale sørger for den grundlæggende pleje og omsorg, kan de unge i fritidsjob bidrage med deres nærvær og skabe ekstra oplevelser på plejehjemmene på tværs af generationer. Samtidig kan vi med en målrettet fritidsjobindsats synliggøre SOSU-faget og SOSU-uddannelserne som en attraktiv og spændende uddannelses- og karrierevej, så de unge får lyst til at arbejde inden for faget og blive i Esbjerg Kommune, siger May-Britt Andrea Andersen.

Også adm. direktør for Claus Sørensens Fond, Jesper Toft Mathiasen, glæder sig over samarbejdet med kommunen:

– Som lokalforankret fond er det vigtigt for os at være katalysator i bestræbelserne på at få styrket interessen for sundhedsuddannelserne i området, således der også i fremtiden vil være kvalificeret personale i sundhedssektoren til at tage sig af de ældre og de syge. At vi så samtidig skaber glæde hos de ældre og forhåbentligt får flere unge i fritidsjob, gør kun projektet endnu mere attraktivt for Claus Sørensens Fond at deltage i.

Og netop det at skabe glæde hos de ældre sætter økonomidirektør i Claus Sørensens Fond, Jakob Søe Østerby, lidt flere ord på:

– Claus Sørensens Fond har et stort hjerte for Esbjerg og kommunens borgere og har konkret ledt efter et projekt, der kunne være til gavn og glæde for de ældste iblandt os. Det fandt vi i samarbejde med Esbjerg Kommune i dette projekt, som skaber større mulighed for tid til nærvær, interesser, sjov og et aktivt liv. Alt sammen kvaliteter, som vi har brug for hele livet.

Et fritidsjob med perspektiv

Den vigtigste opgave for de unge fritidsjobbere er at hygge om og sprede glæde blandt beboerne på kommunens plejehjem. Det handler om at være sammen med beboerne på plejehjemmene og give dem nogle gode øjeblikke f.eks. ved at spille et spil, lytte til musik, læse højt eller gå en tur sammen.

Samtidig giver fritidsjobbet de unge god mulighed for at opleve dagligdagen på et plejehjem og dermed måske få smag for en fremtidig uddannelse og levevej inden for social- og sundhedsområdet i Esbjerg Kommune. Som introduktion til fritidsjobbet deltager de unge i et kursus på SOSU-skolen i Esbjerg, ligesom mentorer på det enkelte plejehjem søger for, at de unge fritidsjobbere kommer godt i gang.

Unge 14-17-årige, som er interesserede i at gøre en forskel på et plejehjem, kan læse mere og søge et fritidsjob på: https://sosuelev.esbjerg.dk/fritidsjob-paa-plejehjemKontakter

May-Britt Andrea Andersen, formand for Sundhed & Omsorgsudvalget i Esbjerg Kommune, tlf. 53 10 50 09

Arne Nikolajsen, direktør, Fritid Sundhed & Omsorg, Esbjerg Kommune, tlf. 23 47 71 28

Jesper Toft Mathiasen, adm. direktør for Claus Sørensens Fond, tlf. 29 44 56 36

Jakob Søe Østerby, økonomidirektør i Claus Sørensens Fond, tlf. 26 11 99 00
Billeder

Unge mellem 14 og 17 år kan nu gennem fritidsjob være med til at sprede glæde og liv for beboerne på Esbjerg Kommunes plejehjem og samtidig blive inspireret til fremtidige uddannelses- og jobmuligheder i kommunen inden for omsorg og pleje. Foto: Colourbox.

Iværksætterskole hjælper unge med egen virksomhed

Img 3877 1

Det er aldrig for tidligt at springe ud som iværksætter. Otte unge i alderen 13 – 18 år fra Esbjerg Ungdomsskoles iværksætterhold afslutter nu deres kursusforløb, og tre har allerede skabt deres egne virksomheder.

Et udsnit af de seje, unge iværksættere, som sammen med en af deres mentorer og Esbjerg Kommunes erhvervsplaymaker har arbejdet hårdt på at sætte fart i mange forskellige idéer og få gjort iværksætterdrømme til virkelighed.

Foto: SilasFilm

Innovation og handlekraft er en del af Esbjergs DNA. Det gælder også hos de otte unge i alderen 13 – 18 år, som lige nu er i færd med at afslutte et forløb på Esbjerg Ungdomsskoles iværksætterhold. Alle bobler de af gode idéer, initiativ og ægte entreprenørånd, og tre har allerede startet deres egen virksomhed.

Siden de unge mennesker for to måneder siden startede på iværksætterforløbet, er nye idéer blevet udtænkt, mens andre har fået hjælp og sparring til at finpudse en idé, som de allerede var godt i gang med. Alt sammen godt hjulpet på vej af oplæg fra lokale erhvervsfolk og andre iværksættere, vejledning fra mentorer, som selv er selvstændige, og af Esbjerg Kommunes erhvervsplaymaker.

Stor succes 

– Det har vist sig, at de unge mennesker har super meget potentiale, men har brug for at mødes, så de kan få støtte og hjælp til at få svar på de spørgsmål, som man ellers ikke lige kan finde svar på som ung iværksætter. Holdet har været så stor en succes, at vi forsætter med at udbyde det til næste år, siger Julie Skals, erhvervsplaymaker ved Esbjerg Kommune.

De unge iværksættere er blandt andet blevet klogere på opsætning af hjemmesider, websalg, fotoredigering, udvikling af logo og produktion af markedsføringsmateriale som f.eks. t-shirts, klistermærker og plakater. Samtidig har de haft mulighed for at sparre med hinanden og sammen videreudvikle deres idéer.

Tre nye virksomheder

Iværksætterforløbet er foreløbigt resulteret i tre nye virksomheder:

18-årige Silas, som elsker at lave mad, har efter måneder med at lære om kunstig intelligens og app-udvikling skabt appen MisterMealMate. Med den er det nemt at finde opskrifter baseret på de ingredienser, man allerede har derhjemme i køleskabet.

I en alder af blot 15 år har en anden Silas fra Esbjerg skabt sin egen virksomhed, Silasfilm, som specialiserer sig i droneoptagelser. Med sit skarpe øje og sin passion for teknologi laver Silas optagelser af alt fra hoteller og kirker til sommerhuse og supermarkeder.

Endelig har Nicklas som blot 15-årig etableret sin egen virksomhed, der specialiserer sig i fitnessshakere (GymShaker).

Da han selv trænede i fitnesscenter, oplevede han et stort problem med de traditionelle shakere, som ofte efterlod klumper i shaken. Det inspirerede ham til at udvikle en innovativ løsning, der gør shakes klumpfri på under 15 sekunder.

Mød de unge iværksættere

Pressen er velkommen, når iværksætterholdet samles for foreløbigt sidste gang til et oplæg om revision og et Løvens Hule-pitch torsdag den 30. maj 2024 kl. 16.00 – 19.00 hos UngEsbjerg, Grønlandsparken 300, 6715 Esbjerg N.

To unge er sigtet i sagen om vold mod 15-årig bag vandtårnet

0

De to sigtede er en 16-årig og en 17-årig ung mand. 

En 16-årig og en 17-årig ung mand er sigtet for at have overfaldet en 15-årig ung mand bag vandtårnet i Esbjerg den 23. december.

Syd- og Sønderjyllands Politi har siden anmeldelsen om voldsepisoden taget sagen alvorligt og efterforsket intenst. Heriblandt afhørt en stor del af de unge mænd, der var til stede ved vandtårnet og så episoden. 

Parterne havde aftenen forinden haft en uoverensstemmelse, som eskalerede til overfald på den 15-årige, da parterne mødtes igen dagen efter. 

Den unge mand, der var udsat for overfaldet, pådrog sig heldigvis ingen behandlingskrævende skader på kroppen ved overfaldet. 

Flere af de personer, der overværede overfaldet, optog desuden episoden på video og delte optagelserne på sociale medier. Politiet er i besiddelse af disse videoer.

Efterforskningen af overfaldet har haft højeste prioritet, og derfor fortsætter video-delen af efterforskningen nu. Den skal klarlægge, om der er grundlag for at rejse sigtelse mod de personer, som har videreformidlet en video af overfaldet.

Politi advarer unge mod deling af børneporno


En video florerer blandt unge i Esbjerg. Politiet advarer om konsekvenserne ved at dele videoen.

Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker lige nu en række tilfælde af deling af en video med børneporno. Videoen viser sex mellem en lille dreng og en voksen kvinde og den bliver i øjeblikket delt mellem unge i Esbjerg via det sociale medie Snapchat.

Syd- og Sønderjyllands Politi advarer nu de unge mod at dele videoen. Deling af denne form for seksuelle billeder eller videoer med børn under 18 år er krænkende for offeret og er man selv over 15 år gammel, vil man blive straffet for deling af børneporno og blufærdighedskrænkelse.

”Delingerne viser, at de unge ikke har forstået konsekvensen. Dels er det krænkende for offeret at blive udsat for denne form for deling, men delingen kan også få store konsekvenser for den, der deler. Bliver de straffet for denne type kriminalitet, kan det eksempelvis have vidtrækkende konsekvenser for deres fremtidige muligheder for job”, siger politikommissær Anders H. Borg fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

I 2017 og 2018 delte flere end 1000 personer – hovedsageligt unge – en video med seksuelt indhold af to 15-årige. Flere end 900 blev straffet for at dele videoen i Facebooks besked-app, Messenger. Med sagen fik mange unge en plet på børneattesten, hvilket kan have stor betydning, hvis man vil arbejde med børn.

”Vi opfordrer til, at de unge stopper med at dele videoen og at man som forældre taler med sine børn om digitale krænkelser og hvordan man opfører sig på de sociale medier”, siger politikommissær Anders H. Borg.

Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker fortsat sagen.

Esbjerg Kommune: Appel til unge og deres forældre: Skru op for samtalen og ned for musikken

0

Sommerfornemmelserne melder for alvor deres ankomst i denne uge, hvor flere børn og unge går på sommerferie. Syd- og Sønderjyllands Politi og Esbjerg Kommune ønsker god ferie med en appel til de unge og deres forældre: De unge skal huske at tage hensynet til andre med, når de mødes i festligt lag, og der er brug for, at forældrene er tydelige om, hvordan man fester og er sammen under åben himmel.

Sprøde sommerhits på soundboksen. Hænge ud med vennerne. Godt vejr. For mange er det opskriften på en god sommeraften i parken, på stranden eller hjemme i haven. Det er dog langt fra alle, der sætter pris på den festlige stemning.

”Når festen flytter udenfor, bliver naboerne ufrivilligt en del af den. Henvendelser til Syd- og Sønderjyllands Politi vedrørende støj, larm og høj musik tager til i takt med, at temperaturen stiger og flere holder ferie”, siger Christian Østergård, vicepolitiinspektør, Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsesenhed.

Mange af de henvendelser kunne være undgået, hvis de unge var opmærksomme på hensynet til naboer i kvarteret og andre, som måtte være påvirket af lyden fra selskabet og de unges opførsel.

Dialog før festen begynder

I stedet for at det i yderste konsekvens er Syd- og Sønderjyllands Politi, der skal på banen og fortælle de unge, hvordan de skal opføre sig, er det langt bedre, hvis forældrene tager snakken med de unge, inden festen begynder.

”Tydelige voksensignaler er et af de bedste redskaber, der findes, både når det gælder den enkelte unge og når det gælder deres fællesskaber. Som forældre skal man både søge dialogen med den unge, men også med de andre forældre rundt om de unges fællesskaber. En fælles linje gør det meget nemmere for de unge”, siger Vibeke Stage, Leder af SSP Forebyggelse & Vejledning i Esbjerg Kommune.

Den retning, som forældrene udstikker, skal være meget konkret, lyder anbefalingen. Det gælder tidspunkter for, hvornår man skal være hjemme, lydniveau, opførsel over for hinanden og andre og hvordan, man efterlader et offentligt område efter en festlig sammenkomst.

Fem gode råd til festen under åben himmel

  • Skru ned for musikken efter kl. 22 i hverdagene og kl. 23 i weekenden
  • Ryd op og efterlad området lige så pænt, som da I kom
  • Alle skal være trygge ved festen
  • Hav klare rammer om festen
  • Søg dialogen med forældre, unge og naboer – inden festen begynder

Huset skal være de unges eget sted

I den nye version af Huset skal de unge selv i førertrøjen, så aktiviteterne vokser ud af deres egne interesser, ideer og drømme. Drivkraften er fællesskabet og friheden, som samtidig bakkes op af stabilitet og sikkerhed i den kommunale drift.

Huset skal være de unges sted, og derfor skal aktiviteterne i det velkendte gule kulturhus i Nørregade vokse ud af de unges eget miljø og fællesskab. Sådan har Kultur & Fritidsudvalget netop besluttet, at profilen for Huset skal være fremover. Første skridt i udviklingen af den nye version af Huset er at samle et brugerråd af unge og kulturelle ildsjæle, som skal finde frem til Husets værdier og ambitioner. Derefter kan aktiviteterne spire frem fra de unges interesser og blive styrket i arbejdsgrupper og netværk.

En af brugerrådets første opgaver bliver at ansætte den person, som får det overordnede ansvar for udviklingen og koordineringen af ungdomskulturen i Huset. Koordinatoren vil formelt set blive ansat i Børn & Kultur, men vil i sit arbejde med Huset referere til brugerrådet.

”På den måde er vi med til at sikre Husets fremtid og drift. De unge får frihed og fleksibilitet, så de kan skabe et miljø og fællesskab, hvor de selv er i førertrøjen. Samtidig bakker kommunen op med viden og erfaring på sidelinjen. Den kombination, tror vi på, vil give overskud og liv til nye ideer, drømme og drivkraft i Huset”, siger formanden for Kultur & Fritidsudvalget, May-Britt Andrea Andersen.

Plads til både Huset og Konfus
Tobakken har hidtil stået for driften af Huset, men opsagde aftalen fra årsskiftet. Siden har Tobakken foreslået en arbejdsdeling mellem Huset og Ungdomshuset Konfus, sådan at aktiviteter omkring musik fremover skulle samles på Konfus, mens Huset skulle fokusere på kulturelle og sociale aktiviteter.

Kultur & Fritidsudvalget sætter pris på Tobakkens interesse for Huset.

”Vi tror dog på, at Esbjerg er stor nok til at rumme både Huset og Konfus, som vi mener, kan fungere i et godt samspil med hinanden. Det er vigtigt for os, at vi holder mulighederne åbne for Huset, så de unge kan arbejde med de aktiviteter og arrangementer, som de ønsker sig, og det gælder også i musikkens verden. Nå vi siger til de unge, at de selv skal bestemme, hvad der skal foregå i Huset, kan vi ikke samtidig på forhånd begrænse dem i bestemte genrer”, siger May-Britt Andrea Andersen.

Kultur & Fritidsudvalgets ønske om en ny version af Huset vil nu blive vendt med de lokale fonde, som i 1997 skænkede Huset til Esbjerg Kommune.


http://www.esbjerg.dk

Fri entré for unge på Esbjerg Kunstmuseum

0

Er du 27 år eller derunder? Trænger du til et skud kultur? Kender du byens kunstmuseum?

Foto: Kunstmuseet

Fra tirsdag d. 8. september til og med søndag d. 13. september er der under titlen K7 fri entré for alle unge under 27 år på (bl.a.) Esbjerg Kunstmuseum.
Vis blot dit sygesikringskort i indgangen og oplev de aktuelle særudstillinger Esto es malo og Meget mere Mortensen, vores samling af moderne kunst og samtidskunst, museets unikke åbne magasiner, Skeel og Skrivers duftinstallation, eksperimenterne i det æstetiske laboratorium og meget mere.
Esbjerg Kunstmuseum er gået med i Golden Days’ landsdækkende initiativ, hvor alle under 27 får gratis adgang til 70 museer, kunsthaller og oplevelsescentre over hele landet. Således kan alle under 27 tage deres venner under armen og få en solid kulturinsprøjtning efter flere måneder med lukkede museer.

K7 følger op på en sommer, hvor en række museer har tilbudt halv pris på entreen med stor succes, men initiativet er målrettet specifikt til den yngre målgruppe, hvor prisen har en stor betydning. Og ikke nok med at entréen er gratis. Hvis man er den person i Danmark, som besøger flest museer i løbet af uge 37, så vinder man 7 valgfri årskort til sig selv og syv venner.
Museet er åbent tirsdag til søndag fra kl. 10 til 16. Musikhusets café KULISSEN giver hele ugen særlig rabat til unge og studerende. Caféen er åben hver dag fra kl. 11 – 16.

FAKTA:
Hvorfor K7? K står for kultur og 7 for 7 dage, uge 37 og under 27. De deltagende museer dækker hele landet – fra Skagen i nord til Bornholm i det yderligste øst og fra kunstsamlinger til kulturhistoriske museer. K7 foregår sideløbende med årets Golden Days Festival. K7-kampagnen udspringer direkte af årets festivaltema, som under titlen ”Forever Young” undersøger fænomenet ‘ungdom’. Festivallen går på jagt i historien, i kunsten og i videnskaben for at undersøge den fortryllende og forbandede transition mellem barndommen og voksenlivet – ungdommen.

Festivalen foregår d. 4.-20. september og byder på mere end 180 arrangementer i hele hovedstadsområdet. www.goldendays.dk/k7

Unge vil have mere og vildere natur

0

Det er ikke kun på klimafronten, at de unge går forrest. Langt flere unge end ældre vil give plads til vild natur – inklusiv elge og ulve. Det viser en ny Gallup-måling.

De fleste danskere vil gerne give mere plads til den vilde natur. Men der er alligevel forskel på opbakningen blandt unge og ældre, særligt når spørgsmålene drejer sig om store dyr og rovdyr. Det viser en ny meningsmåling, Kantar Gallup har lavet for Danmarks Naturfredningsforening.

72 procent af de 18-35-årige mener, der må være elge, vilde heste og andre store dyr i naturen. Det samme mener kun 55 procent af danskere over 59 år.

Og forskellen bliver endnu større, når det kommer til ulve, ørne og andre rovdyr. 59 procent af de unge og 36 procent af de ældre mener, der må være flere vildtlevende rovdyr i naturen.

De unges velvillighed over for den vilde natur vækker glæde i Danmarks Naturfredningsforening.

– Det er simpelthen så skønt, at lige præcis den unge generation har fået øjnene op for den vilde natur. Klimabevægelsen bliver i høj grad båret frem af de unge, og jeg håber, at de også vil hjælpe med at presse politikerne i forhold til at redde vores truede arter og pressede natur, siger foreningens præsident, Maria Reumert Gjerding.

Truede arter har brug for mere plads

Opbakningen kommer på en dyster baggrund. Aldrig før har den danske natur været så presset. 95 procent af landets naturtyper er i så ringe tilstand, at de er i fare for at forsvinde, viser en rapport fra Aarhus Universitet. Og når naturområderne går tilbage, gør arterne det også.

389 arter er allerede uddøde, og yderligere 1.844 arter er i fare for at forsvinde fra den danske natur. Det viser Den danske Rødliste 2019.

– Men vi kan vende udviklingen, hvis vi giver mere plads til den vilde natur, siger Maria Reumert Gjerding.

– Vi drømmer om et vildere Danmark, hvor naturen får plads og er så godt beskyttet, at den kan udfolde sig frit. For så kan naturen komme sig, og der vil blive plads til store planteædere som vilde heste og bisoner. De store dyr vil skabe dynamik og flere levesteder, så de truede arter har større chance for at trives. Og samtidig får vi mennesker helt nye unikke naturoplevelser, uddyber hun.

Danmarks Naturfredningsforening foreslår, at mindst 20 procent af Danmarks landareal skal laves til Naturzoner med vild natur. Det er områder, hvor naturen har absolut førsteprioritet.

Kilde: Kantar Gallup for Danmarks Naturfredningsforening
Undersøgelsen er gennemført 23.–28. april 2020 blandt 1.019 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år.

Studerende søges til praktik ved Yesbjerg.dk

Opgaver til den studerende:

•       Arbejde med statistik

•       Kendskab til Google Analytics

•       Arbejde med markedsføring baseret på statistikken

•       Poste og skrive nyheder på Yesbjerg.dk

•       Skrive guider til Yesbjerg.dk

•       Være bekendt med WordPress

•       Være med til de events Yesbjerg afholder

•       Arbejde på at få flere nyheder ind, der interesserer de unge studerende.

•       Uddele markedsføringsmateriale

•       Være med til at organisere Yesbjergs fremtid

•       Udarbejdelse af præsentationsmateriale

•       Undersøge markedet

•       Udarbejde den fremtidige annonce pakkeløsning

Case (én af mange)

Yesbjerg står overfor at skulle have lavet en annonceløsning. Der skal laves en pakkeløsning med forskellige valgmuligheder til kommende annoncører og udarbejdes markedsføringsmateriale herpå.

Profil på den studerende

Den studerende skal være mødestabil, rummelig og fleksibel. Da jeg driver en avis, er det vigtigt, du er god til skriftligt dansk. Godt humør er altid et plus, resten finder vi ud af. Jeg gør alt for, at de der er hos mig har det godt.

Det formelle

Praktikant ønskes hurtigst muligt.

Spørgsmål og ansøgning til Christina Simonia Straarup på: praktik@Yesbjerg.dk

Ugentlig arbejdstid ca. 20-25 timer – efter aftale med den studerende. Hjemmearbejde på nogle af dagene.

Du kommer til at arbejde tæt sammen med undertegnede og sparre med mig om Yesbjergs fremtid.

Om Yesbjerg.dk

Yesbjerg er en lokal online avis, der leverer friske lokale nyheder fra Esbjerg og omegn. Yesbjerg arrangerer også events for byens borgere, der kan give gode gratis oplevelser, skabe netværk og bygge bro.

Lige nu er Yesbjerg finaledeltager i Next Step Challenge.

Bedste hilsner Christina Simonia Straarup