Home Tags Sport

Tag: Sport

Team Esbjerg: Førsteplads er på spil i Frankrig

0

Tre runder resterer i gruppespillet i EHF Champions League Women, og alt er helt lige i toppen af gruppen. Team Esbjerg og Metz Handball ligger á point og har lignet de to bedste hold i puljen med kun to nederlag hver. Men søndag vil en sejr betyde meget mere end to point, da sejrsherren står med gode kort til at få førstepladsen i puljen.

De to hold mødte hinanden senest tilbage i efteråret, hvor det blev til en Team Esbjerg-sejr på 29-27. Af den grund vil en uafgjort være til dansk fordel, da de vil være bedst indbyrdes og dermed beholde førstepladsentrods samme pointantal.

Men en sejr mod en direkte konkurrent betyder også et to points forspring, og derfor vil det selvfølgelig være at foretrække. Men det er meget få hold, der er lykkedes med at vinde over Metz i Frankrig. Kun Ikast har gjort det i denne sæson, så derfor bliver det en af de største opgaver for Team Esbjerg i denne sæson.

– Det er en af de sværeste kampe hen over sådan et år, for det er ikke mange point Metz smider på hjemmebane. Det er også kampen om førstepladsen i puljen, så der er mange ting på spil, og det hold, som tager sejren, står ret godt til vinde puljen, siger cheftræner Jesper Jensen.

Meget skal gå godt, hvis Team Esbjerg overhovedet skal være tæt på at vinde. Siden seneste møde har franskmændene nemlig ikke tabt i en kamp i den internationale turnering, men cheftræneren ser stadig muligheder.

– Vi skal spille godt bare for at have en chance, og så er det ikke altid nok at spille godt mod Metz og stadig vinde. Når man møder topholdene, er en god præstation ikke altid nok, men det er det, vi skal forsøge. Vi skal forsøge at trykke på så meget som muligt og spille vores spil, mod et Metz-hold, der også spiller med speederen i bund, siger Jesper Jensen.

I sidste ende bliver det detaljerne og marginalerne, der skal gå Team Esbjergs vej, hvis de skal have en sejr med hjem. Især kommer individualisterne på hver sin side af bolden til at spille en afgørende rolle, og dem er der mange af.

– Der er dygtige spillere på begge hold, så det handler lidt om, hvem der rammer dagen og får det taktiske overtag, men også hvem der på dagen har de individualister, der kan afgøre kampen. Især målvogterpositionen, tror jeg, bliver en vigtig parameter at kigge på, siger cheftræneren.

Holdet kom helskindet gennem en travl uge, og alle er klar til gå efter førstepladsen.

 

 

 

 

 

 

 

Team Esbjergs trup til kampen i EHF Champions League Women, gruppespillet 12. runde mod Metz Handball søndag den 4. februar kl. 16.00 i Palais des Sports Jean Weille, Nancy:

Målvogtere: Anna Kristensen og Amalie Milling

Venstre fløj: Sanna Solberg

Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Anne Tolstrup Petersen

Streg: Rikke Iversen og Kaja Kamp

Bagspillere: Kristine Breistøl, Live Rushfeldt Deila, Julie Bøe Jacobsen, Michala Møller, Nora Mørk, Luciana Resende Rebelo og Henny Reistad

Ny fortjent hæder til Team Esbjerg

0
Idrætsprisen 2023 1

Endnu en gang formåede Team Esbjerg at gøre sig svær at komme uden om, da Esbjerg Kommunes Idrætspris for 75. gang skulle uddeles. For andet år i træk – og for sjette gang siden 2011 – blev spillerne og hele teamet omkring holdet hædret med byens fornemmeste anerkendelse, da idrætsfolk fredag aften var samlet til fest i Musikhuset Esbjerg. 

Bedømmelsesudvalget består af borgmester Jesper Frost Rasmussen, Esbjerg Idrætsråd og en repræsentant for byens medier, sportsjournalist Chris Uldahl Pedersen, der sammenfatter Team Esbjergs præstationer i 2023 således:

”To gange i kalenderåret formåede Team Esbjerg at vinde den hjemlige pokalturnering. Desuden sikrede klubben sig det danske mesterskab i suveræn stil med to sejre over Odense Håndbold i de afsluttende finaler. Det var klubbens fjerde mesterskab i historien – og for andet år i træk blev det til en plads i det allerfineste selskab, da det igen lykkedes for Team Esbjerg at kvalificere sig til Final4 i den fornemste af de europæiske klubturneringer, Champions League. Enestående præstationer af trænerteamet, spillerne og alle i og omkring klubben.”   

Borgmesteren har overhånden over for kolleger

Borgmester Jesper Frost Rasmussen fremhævede i sin tale til prismodtagerne cheftræner Jesper Jensen for hans indsats for byen og klubben i hans foreløbig sidste optræden ved idrætsfesten, inden han overgår til at være landstræner på fuldtid. Jesper Frost antydede også, at hvis Team Esbjerg skal komme i betragtning næste år, må klubben meget gerne tage ”den store pokal med hjem fra Budapest” – altså erobre Champions League-titlen. Om klubbens betydning for byen siger borgmesteren:

– Team Esbjerg er helt klart en vigtig del af byens brand, både med positiv omtale af Esbjerg og ikke mindst den enorme stolthed, klubben skaber i byen. De er et samtaleemne i mange sammenhænge, også når jeg kommer rundt i landet. Jeg er i mange netværk, blandt andre også med borgmestrene i Odense, Ikast-Brande og andre håndboldbyer, og det er rart altid at have overhånden, når vi snakker håndbold, siger Jesper Frost Rasmussen.  

Der skal kæmpes om idrætsprisen hver gang

Cheftræner Jesper Jensen er efterhånden vant til at være på scenen sammen med sine spillere for at modtage byens hæder, men han betragter det på ingen måde som en selvfølge. Der skal kæmpes hårdt for at opnå idrætsprisen hver gang. 

– Jeg føler faktisk, at vi skal gøre os mere og mere fortjent til idrætsprisen. Vi var i 2023 begunstiget af, at der var to pokaltitler at vinde, vi var ubesejrede på dansk grund, vi vandt

DM og deltog i Champions League Final4 for andet år i træk. På den måde har vi været i stand til at lægge flere gode fortællinger til vores historie hvert år, og det har også været nødvendigt, for de mange stolte klubber i Danmarks femtestørste by leverer hvert år fine idrætspræstationer, siger Jesper Jensen.

Idrætsfesten fandt sted i et program med 10 kampe på 24 dage – heriblandt to til udekampe i EHF Champions League – og Team Esbjerg er vant til stor bevågenhed for sine præstationer. Men nogle anerkendelser hæver sig over andre.

– Idrætsprisen får vi af vore egne i den by, hvor vi helst vil anerkendes. Det er i Esbjerg, vi er opfostret som klub, og det er tilhængerne og byen, der hjælper os med at skabe resultaterne. For tre-fire år siden spurgte vi os selv, hvor meget mere vi egentlig kunne lægge på. Siden har vi formået at lægge nogle yderligere procenter på hvert år, mursten på mursten, og fans, økonomi, organisation og de øvrige faktorer er fulgt med, så vi med glæde og stolthed kunne modtage byens idrætspris endnu en gang, siger Jesper Jensen.  

Lotte havde en vigtig rolle

Som modtager af Esbjerg Kommunes Idrætspris i årene 2011, 2015, 2019, 2020, 2022 og 2023 spiller Team Esbjerg sig op i toppen af hierarkiet blandt byens førende idrætsklubber, der også tæller blandt andre Esbjerg fB og Esbjerg IK/Energy. Ud over klubberne er modtagerne siden 1949 kendte individuelle idrætsfolk inden for især fodbold, ishockey, atletik, svømning, cykling, gymnastik, taekwondo og speedway. 

I 2005 modtog Jesper Jensens hustru, Lotte Haandbæk, Team Esbjerg, idrætsprisen. Det var hende, der i de år opsøgte den senere klubejer og bestyrelsesformand, Bjarne Pedersen, for at spørge, om han ville være sponsor. Resten af historien kender vi.

Foto: Team Esbjerg

Team Esbjerg kan gå på juleferie med perfekt score

0

Onsdagens opgør på udebane mod Silkeborg-Voel KFUM i Kvindeligaen er det sidste, inden turneringen går på slutrunde- og juleferie. Team Esbjerg står derfor med en unik mulighed. Lige nu har de vundet alle 11 kampe i ligaen, og en sejr mere vil betyde, at de kan holde jul med en perfekt score og fire point ned til de største konkurrenter.

Men inden holdet kan begynde at drømme om sådan en julegave, kræver det en sejr over Silkeborg-Voel KFUM. Et hold, der på dets bedste dage, kan gøre livet surt for alle andre klubber i den danske liga.

Deres fart i omstillingerne har altid været et varemærke, og det er det stadig, men dog ikke helt med samme tempo som tidligere sæsoner. Til gengæld har de fået mere styrke i forsvaret, mener cheftræner Jesper Jensen.

– De har altid været et kontrahold, men de spiller ikke helt på samme måde, efter de mistede nogle spillere. De har dog fået mere fysik i forsvaret, men det gør, at de mangler lidt fart i deres spil, siger Jesper Jensen.

Sejren skal dermed i hus ved at Team Esbjerg tager teten fra start. Holdet har i denne sæson været gode til at være i kampkontrol gennem opgørene, og det skal ske igen, hvis det skal blive til to yderligere point i Silkeborg.

– Når vi møder hold som Silkeborg-Voel, skal vi spille på vores præmisser. Vi har haft et hårdt program, og nogle af spillerne er måske også begyndt at tænke på det kommende VM. Vi er seriøse omkring disse kampe, og vi skal være bevidst om, at det nok ikke er alt, vi kan ramme på 100 procent, men at vi skal være så tæt på som muligt, siger cheftræneren.

Muligheden for at holde jul med fire point ned til Odense Håndbold og Ikast Håndbold er dog en stor motivation for at gå benhårdt efter sejren i Søhøjlandet. Det vil give en ro og tryghed i, at hvis et enkelt resultat ikke skulle gå Team Esbjergs vej, så vil det ikke skabe panik i truppen.

– Vi vil være stolte af det. Den danske liga er stærk, og hvis vi går 12 for 12 skal vi være stolte. Det giver os lidt snor, da vi stadig skal gøre os klar til slutspillet og blive ved med at være gode og skarpe, men et nederlag vil vi ikke gå i panik over, siger Jesper Jensen, der også til at frem til en ny modstander.

– Det er fedt at skulle forberede sig på andre end Ikast, griner han.

Anne Tolstrup Petersen er i fremgang, men hun kommer ikke i spil i kampen. Marit Røsberg Jacobsen er der håb for, men hun bliver testet på dagen.

 

 

 

 

 

 

Team Esbjergs trup til kampen i Kvindeligaen grundspil runde 12 mod Silkeborg-Voel KFUM onsdagden 15. november kl. 18.30 i JYSK Arena: 

Målvogtere: Anna Kristensen og Amalie Milling

Venstre fløj: Caroline Gade og Sanna Solberg

Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen

Streg: Kathrine Heindahl, Rikke Iversen og Kaja Kamp

Bagspillere: Kristine Breistøl, Julie Bøe Jacobsen, Michala Møller, Nora Mørk, Luciana Resende Rebelo og Henny Reistad

Landsholdsstjerne har tilvalgt fire år i Team Esbjerg

0
Line Haugsted 1

Line Haugsted forlader den ungarske storklub, Györ, ved udløbet af den toårige kontrakt efter denne sæson og skifter til Team Esbjerg. Landsholdets 28-årige ankerkvinde i forsvaret har indgået en fireårig aftale gældende til 30. juni 2028.

– Det er spændende at prøve et udlandseventyr, en anden kultur, hvor ambitionerne er meget større. Det eneste, der gælder, er at vinde, og det er sjældent godt nok, hvad vi præsterer. Da muligheden for at komme tilbage til Danmark bød sig, kunne jeg mærke, at det var det, jeg skulle. Team Esbjerg er en virkelig spændende klub, der i snart mange år har vist, at den vil være med i toppen af dansk og europæisk klubhåndbold, siger Line Haugsted og fortsætter:

– Den lange aftale er udtryk for, at jeg godt kan lide at være steder i mange år og finde ro og rytme. Jeg var skulderskadet det første halve år i Györ, men da jeg kom tilbage, fik jeg en kæmperolle i forsvaret og fik meget tillid og spilletid. Jeg vil stadig gerne lægge lag på mit angrebsspil, men i forsvaret tør jeg godt selv sige, at jeg er god. 

Endnu stærkere efter comeback

Line Haugsted tiltræder samtidig med Team Esbjergs nye cheftræner, Tomas Axnér, der har fulgt hende tæt i tiden i Ungarn.

– Line er en meget dygtig tovejsspiller og er en af verdens bedste forsvarsspillere. Hun har mange kompetencer begge veje, som bliver vigtige for Team Esbjerg i den nye sæson. Vi skal have et meget stærkt forsvar, hvor hun får en central rolle, og så er hun god i opspilsfasen i angrebet. Jeg synes, hun som spiller er blevet endnu stærkere, efter hun er kommet tilbage oven på sin skade, siger Tomas Axnér. 

Line Haugsted nåede i seneste sæson at være med til at vinde Györs 17. ungarske mesterskab og spille EHF Champions League. I denne sæson kæmper klubben hårdt med opkomlingene fra Mosonmagyarovar i den nationale liga, hvor danskeren dog forventer, at det endelige slag kommer til at stå med FTC og Debrechen. I Champions League har Györ som det eneste hold maksimumpoint efter seks kampe.

På landsholdet har den 179 cm høje Skive-pige spillet 85 kampe og scoret 123 mål siden debuten i 2014. De næste store opgaver er VM i december på hjemmebane og OL i Paris næste sommer.  

Perfekt match med langsigtet plan

Bestyrelsesformand Bjarne Pedersen oplyser, at klubben har været i markedet for en afløser for Kristine Breistøl, der efter denne sæson forlader Team Esbjerg til fordel for netop Györ.

 

 

 

 

 

 

 

– Vi har fulgt Line Haugsted i flere år, og det er lykkedes os at nå til enighed med hende om en kontrakt, hvis længde flugter med vores langsigtede planer for at udvikle klubben. Jeg er meget tilfreds med, at det atter er lykkedes os at tiltrække en etableret dansk landsholdsspiller af høj klasse, siger Bjarne Pedersen.  

Line Haugsted valgte efter et ungdomsår i FCM Håndbold at spille tre sæsoner i barndomsbyen Skive efterfulgt af en sæson i HC Odense, inden hun i seks sæsoner spillede for Viborg HK og i 2021 var med til at vinde sølvmedaljer i Kvindeligaen. Håndboldfamilien består også af den seks år yngre lillesøster, Marianne, der i fjor med stor succes skiftede til Oppsal i norsk håndbold, som hun forlod som topscorer til fordel for den tidligere mesterklub, Larvik HK. Foruden mor og far i Skive består familien også af den mellemste søster, Helene.

Kreativitet og kærlighed

Kæresten Steffen Juul har fulgt med på Lines håndboldrejse og har også i perioder opholdt sig i Györ. Parret agter at bosætte sig i Esbjerg, og når Steffen afslutter uddannelsen til VVS-installatør næste vinter, håber han at få job i Esbjerg-området. Han er i forvejen uddannet inden for VVS og er byggekoordinator. Han har kunnet bruge sine færdigheder i det fælles hus i Viborg, der nu er under renovering på tredje år. Line har både en kreativ side med syning og en kærlig side, der også omfatter Alba på to et halvt år, som forener de bedste egenskaber fra en Golden retriever og en Labrador.   

– Uddannelsesmæssigt har jeg forsøgt mig med flere ting, men det er hårdt at forene studier med tophåndbold, og jeg endte med at tage en kosmetologuddannelse. Nu gælder det håndbold, og jeg glæde mig helt vildt til at blive en del af Team Esbjerg. Jeg har det fint i Györ, men man finder også ud af, at Danmark er et godt land, siger Line Haugsted. 

Rekordstor tilslutning til VM i dart

0

Antallet af dartspillere til WDF World Cup overgår alle tidligere verdensmesterskaber for landshold. 54 lande har tilmeldt sig, når første pil kastes i Esbjerg.

Fra den 26.-30. september indtager verdensmesterskaberne i dart for landshold, WDF World Cup 2023, Esbjerg.

”Hele byen er klar til at byde velkommen til dartspillere og -fans fra hele verden. Der har været en fantastisk opbakning blandt de nationale dartforbund, og den begejstring er Esbjerg klar til at matche”, siger borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen.

Verdensmesterskaberne afholdes af den internationale organisation, World Darts Federation, mens det er Dansk Dart Union, Sport Event Denmark og Esbjerg Kommune, der har sørget for at få verdensmesterskaberne på dansk jord.

”Et VM i dart i Esbjerg er lige i bulls eye. Esbjerg har stor erfaring med international dart, og Danmark stor erfaring generelt med store, internationale sportsevents. Det er derfor også glædeligt, at vi allerede inden mesterskabet går i gang kan sætte rekord med både antallet af tilmeldte deltagere og nationer,” siger Lars Lundov, direktør, Sport Event Denmark.

Normalt afvikles WDF World Cup hvert andet år, men på grund af COVID-19 er der gået fire år siden spillerne sidst dystede i Rumænien. Den lange pause virker til at have givet landsholdene fornyet blod på tanden, da verdensmesterskaberne i Esbjerg bliver med et rekordstort antal hold.

Lige knap 550 dartspillere vil besøge Esbjerg, og derudover har Dansk Dart Union allieret sig med frivillige fra hele landet, som fx hjælper med at holde styr på scoren ved dartskiverne.

” Vi har hele tiden haft som succeskriterie for VM 2023, at alle deltagere og publikum skulle have en speciel oplevelse i Danmark, så vi er utroligt stolte og beærede over, at så mange lande og deltagere har tilmeldt sig mesterskaberne. Vi forventer en folkefest i Esbjerg, og vi håber alle vender hjem fra VM med en oplevelse for livet,” siger Henrik Vestbo, formand for Dansk Dart Union.

Gratis indledende kampe

De spændende indledende kampe afholdes i Granly Hockey Arena fra den 26. til den 28. september. Skøjterne er dog pakket helt væk og isen bliver dækket til, mens 64 dartskiver danner rammer om de indledende kampe i Granly Hockey Arena.

Dansk Dart Union stiller med det danske herrelandshold bestående af Andreas Toft Jørgensen, Benjamin Drue Reus, Simon Bak og Tom Veje Kristensen. Damelandsholdet tæller Janni Larsen, Michelle Merlit, Henriette Honoré og Merete Kjær. De to sidstnævnte kommer virkelig på hjemmebane i Esbjerg, da begge til dagligt spiller i Dartklubben Kælderen Esbjerg.

Alle kampene i Granly Hockey Arena er gratis for publikum.

Dartfesten fortsætter i Blue Water Dokken

Højdepunktet under WDF World Cup 2023 bliver fredag den 29. og lørdag 30. september, når semifinaler og finaler spilles i Blue Water Dokken. I salen er publikum er klar til at råbe 180, hvis en spiller rammer den bedste score med alle tre pile, mens der også livestreames fra kampene.

Fredag eftermiddag og aften er der rig mulighed for at opleve dartspillets finesser. Billetterne til Bullseye-arrangementet med dartspil og hygge er så godt som udsolgt, men man kan stadig nå at reservere et bord til en hyggelig aften, mens der også er mulighed for at købe entrebilletter til både fredag og lørdag.

For yderligere information om WDF World Cup 2023 besøg dartsesbjerg2023.dk

Foto: Esbjerg Kommune

Mette Tranborg med udsigt til længere pause

0

Mette Tranborg har pådraget sig en skade på det forreste korsbånd i venstre knæ, og der forventes en længere pause. Sundhedsteamet i Team Esbjerg samarbejder fremadrettet med DHF og Team Danmark om at finde den bedste løsning for Mettes behandling og genoptræning.

Mette udtaler:
”Jeg har været igennem en korsbåndsskade en gang før, så jeg ved, hvad der venter. Jeg er virkelig ked af skaden, og jeg er særligt ked af ikke at kunne være en del af det, når sæsonen starter lige om lidt.”


”Vi er først og fremmest ekstremt kede af det på Mettes vegne. Derudover er hun jo bare blevet bedre og bedre de seneste sæsoner, og vi kommer virkelig til at mangle hende både på og udenfor banen. Vi vil gøre alt for at hjælpe hende tilbage hurtigst muligt og bakke hende op gennem hele forløbet.”

Jesper Jensen

Team Esbjerg tiltrækker svensk landstræner fra 2024

Team Esbjergs nyere historie er kendetegnet af langvarige træneransættelser, og nu er arvefølgen på plads, til når cheftræner Jesper Jensen efter godt syv sæsoner fratræder i sommeren 2024 for at hellige sig jobbet som landstræner for det danske kvindelandshold. Han afløses af kollegaen på det svenske landshold, Tomas Axnér, der i marts forlængede sin aftale med det svenske håndboldforbund til sommeren 2026. Svenskeren har underskrevet en treårig aftale gældende til 30. juni 2027.

Foto: Presse

Tomas Axnér har stået i spidsen for det svenske kvindelandshold siden 2020 og har i de år modtaget adskillige henvendelser fra interesserede klubber, som han dog alle har afslået. Ved kontraktforlængelsen sikrede han sig, at han fra 2024 sideløbende kan varetage et klubtrænerjob. Da Team Esbjerg henvendte sig, kunne han ikke sige nej.

– Jeg har set omkring 80 procent af Team Esbjergs kampe i denne sæson. Klubben har en attraktiv måde at spille håndbold på og spiller på et meget højt niveau, der er med til at sætte standarden for spillet og udviklingen af kvindehåndbold i Skandinavien. Nu har jeg fået indblik i, hvordan klubben fungerer, værdierne, den familiære stemning, og at man hele tiden har ambitioner om at blive bedre. Det føles på mange måder som et godt match for mig, siger Tomas Axnér.

Processen frem mod ansættelsen af den 53-årige svensker har i høj grad involveret spillertruppen, der har været med til at fastlægge, hvilken type cheftræner der skal afløse Jesper Jensen. To af hovedkriterierne var, at den kommende cheftræner selv skulle have spillet på topniveau, og at vedkommende ikke har haft for mange jobskifter, da spillerne ønsker et længerevarende samarbejde.

De betingelser opfylder Tomas Axnér til fulde. Efter en aktiv karriere som højre fløj i de sydsvenske klubber, Lugi HF og H 43 Lund, samt bundesligaklubberne VfL Gummersbach og GWD Minden, var han først assisterende træner i de to nævnte svenske klubber og siden cheftræner for Lugi HF i 2012-2014 og 2015-2020. 

– Det har været en enestående proces, hvor spillerne har været meget aktive i at tegne en profil af den kommende cheftræner. Vi har ikke ønsket en kloning af Jesper Jensen, men en fuldgod erstatning, der kan udvikle holdet til det næste niveau. Da ledelsen selv tog over, og vi skulle finde en kandidat til posten, sprang Tomas Axnér suverænt i øjnene, og vi har ikke kontaktet andre emner. Tomas er rolig, velafbalanceret og lyttende, og han deltager i at udvikle næste generation af spillere i de klubber, han har arbejdet for, og på det svenske landshold, siger Team Esbjergs bestyrelsesformand, Bjarne Pedersen. 

Han udtrykker på klubbens vegne stolthed over, at det er lykkedes at tiltrække en landstræner fra en stor håndboldnation, som i de seneste slutrunder og Olympiske Lege ikke er blevet placeret dårligere end nummer fem. Ved OL i Tokyo blev Sverige nummer fire, og det næste store mål er at spille med om medaljer ved Sommer-OL i Paris i 2024.

– Jeg kommer til Team Esbjerg med meget livs- og arbejdserfaring, og jeg betragter mit lederskab som en styrke. Jeg er tydelig med, hvad, jeg synes, er vigtigt, og jeg er involverende og lader spillerne komme til orde. Jeg ser på mennesker og vil udvikle dem. Det er min største drivkraft, siger Tomas Axnér.

Ligesom Jesper Jensen praktiserer nu, vil han fra 2024 være ansat i et dobbeltjob, og han har respekt for ansvaret og arbejdsmængden. Tomas Axnér betragter det som en fordel at tiltræde hos en arbejdsgiver, der ved, hvad det indebærer, og at han har god tid til at planlægge det. 

Familien bestående af hustruen Rahel og den 11-årige datter, Lili, flytter næste år fra den sydsvenske universitetsby, Lund, til Esbjerg. Fra et tidligere ægteskab har Tomas Axnér to døtre på 19 og 21 år, hvoraf den ældste, Tyra, spiller i Nykøbing Falster Håndbold. Rahel har i en årrække boet i København, hvor hun har spillet musical på flere teatre og turneret i det meste af landet. Hun er også uddannet sygeplejerske, og det er nu hendes hovederhverv. 

Tomas Axnér er født i Stockholm-området, men familien flyttede tidligt i hans barndom syd på, da faren fik arbejde i Malmø. Han er læreruddannet, men har aldrig brugt sin eksamen, da håndboldkarrieren har været altopslugende i hele hans voksne liv. Der har dog været tid til at fordybe sig i en stor lidenskab, designmøbler fra 60’erne, 70’erne og 80’erne, som hjemmet i Lund bærer tydeligt præg af. 

Tomas Axnér tiltræder i Team Esbjerg efter OL i Paris.

Esbjerg fB og Rafael van der Vaart går hver til sit

0


Esbjerg fB og assistenttræner Rafael van der Vaart er blevet enige om betingelserne for at stoppe samarbejdet med øjeblikkelig virkning, og hollænderen ønskes held og lykke fremover.
Assistenttræner Rafael van der Vaart stopper i Esbjerg fB med øjeblikkelig virkning, idet parterne er blevet enige om at afbryde det samarbejde, der oprindeligt stod til at udløbe til sommer.
Adm. direktør Jens Hammer Sørensen takker hollænderen for indsatsen, og ønsker ham alt det bedste fremover.

  • Rafael van der Vaart kom til EfB på et vanskeligt tidspunkt, men har med sin personlighed og positive indstilling formået at sætte et godt aftryk på truppen. Fodboldmæssigt taler hans karriere for sig selv, og som daglig sparringspartner i trænerteamet har Rafael udført et godt stykke arbejde. Nu skilles vores veje, men Rafael van der Vaart er altid velkommen tilbage på Blue Water Arena, og vi ønsker ham alt det bedste fremover, siger han.

Sejere boksere tog medaljer med hjem til Esbjerg

0

Foto: privat

Esbjerg kom hjem med 2 guldmedaljer og en sølvmedalje.

Peter Dibasole Weregemere vandt guld i Elite, weltervægt 63,5 – 67 kg.

Casper Holm vandt guld i U15, Bantamvægt 50-52 kg

Terese Grenzwürker vandt sølv i U17, Letweltervægt 60-63 kg

EBBK frivillig træner Simon Storm deltog for bokseklubben EBBK Esbjerg.

Idrætsforeninger flytter ind i folkeskolen

0

Nyt samarbejde mellem skoler og foreninger skal styrke glæden ved idræt og bygge bro til foreningslivet.Tennis er blandt de aktiviteter, som eleverne på Fourfeldtskolen Bohr, Spangsbjergsskolen Cosmos og Ansgarskolen Vadehav kan prøve kræfter med i mødet med foreningerne.

Foto: Privat.

Motion, fællesskab og glæden ved at bevæge sig er i fokus, når eleverne i 1. – 9. klasse på Fourfeldtskolen Bohr, Spangsbjergsskolen Cosmos og Ansgarskolen Vadehav frem til skolernes motionsdag i uge 41 kan prøve kræfter med en række idrætsgrene, blandt andet tennis, atletik, cricket og fodbold.

Bag tilbuddet står lokale foreninger i samarbejde med Esbjerg Kommune, Esbjerg Idrætsråd, Talentidrætsrådet og selvfølgelig skolerne. Idrætsaktiviteterne bliver for en periode en del af skolernes hverdag, og målet er at bakke op om elevernes glæde ved at bevæge sig og samtidig gøre dem nysgerrige på foreningernes forskellige idrætsgrene og aktiviteter.

– Man bliver sund og glad af at bevæge sig og være en del af et fællesskab, og som Bevæg dig for livet-kommune arbejder vi for, at flest muligt får den mulighed. Derfor er vi glade for, at vi i samarbejde med foreningerne kan tilbyde eleverne på i første omgang tre skoler at kaste sig ud i forskellige idrætsformer, så de oplever, hvordan og hvor de kan dyrke dem sammen med andre. Vi håber, vi kan se, at det giver dem mod på mere, og så er det meningen, at vi på sigt udvider ordningen, så alle skoler kan være med, siger formanden for Kultur & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune, Jakob Lose, og formanden for Børn & Skoleudvalget, Diana Mose Olsen.

Pilotprojekt

Samarbejdet mellem de tre skoler og foreningerne er et pilotprojekt, som skal teste forskellige modeller for, hvordan foreningerne kan involvere børn i bevægelse på skolerne. Udgangspunktet er, hvad der er oplagt og attraktivt for de enkelte skoler og foreninger.

– For os som folkeskole ser vi samarbejdet med foreningslivet som en væsentlig og understøttende del af børnenes faglige og sociale udvikling, siger pædagogisk leder på Fourfeldtskolen, Henrik Fribæk, og han fortsætter:

– Dette pilotprojekt støtter på fantastisk vis op omkring skolens tanker ind i den åbne skole, i bevægelse og i en styrkelse af fællesskaberne i en klasse. Da koblingen til de enkelte foreninger strækker sig over flere seancer, skaber dette projekt netop en stor mulighed for at sætte et aftryk, som flytter noget, såvel for eleverne som for foreningerne. Og når jeg taler med de deltagende undervisere i projektet, er begejstringen ligeledes meget stor. De oplever en enorm glæde og et stort engagement fra eleverne og de deltagende foreninger.   

I foreningslivet ser man frem til samarbejdet, som også skal være med til at styrke mulighederne for at tiltrække nye medlemmer og frivillige.

– I Esbjerg Cricketklub er vi meget glade for at være en del af projektet. Det giver god mening, at børnene bliver bredt introduceret til foreningslivet, og vi vil selvfølgelig gerne have mere opmærksomhed omkring vores sport. Som forening er det let for os at være med, da vi ikke selv har skullet stå for planlægningen og kontakten til skolerne. Samtidig samarbejder vi med skoler og lærere, som selv har valgt at være med i projektet, og vi er heldige at have unge trænere, der har mulighed for at træde til, siger Kathrine Brock-Nielsen, Esbjerg Cricket Klub.

Projektet har fået støtte fra Claus Sørensen Fonden, så skoleklasserne kan få aktivitetspakker med bl.a. bats og bolde, som de kan bruge i frikvartererne.