Idrætsprisen 2023 1

Endnu en gang formåede Team Esbjerg at gøre sig svær at komme uden om, da Esbjerg Kommunes Idrætspris for 75. gang skulle uddeles. For andet år i træk – og for sjette gang siden 2011 – blev spillerne og hele teamet omkring holdet hædret med byens fornemmeste anerkendelse, da idrætsfolk fredag aften var samlet til fest i Musikhuset Esbjerg. 

Bedømmelsesudvalget består af borgmester Jesper Frost Rasmussen, Esbjerg Idrætsråd og en repræsentant for byens medier, sportsjournalist Chris Uldahl Pedersen, der sammenfatter Team Esbjergs præstationer i 2023 således:

”To gange i kalenderåret formåede Team Esbjerg at vinde den hjemlige pokalturnering. Desuden sikrede klubben sig det danske mesterskab i suveræn stil med to sejre over Odense Håndbold i de afsluttende finaler. Det var klubbens fjerde mesterskab i historien – og for andet år i træk blev det til en plads i det allerfineste selskab, da det igen lykkedes for Team Esbjerg at kvalificere sig til Final4 i den fornemste af de europæiske klubturneringer, Champions League. Enestående præstationer af trænerteamet, spillerne og alle i og omkring klubben.”   

Borgmesteren har overhånden over for kolleger

Borgmester Jesper Frost Rasmussen fremhævede i sin tale til prismodtagerne cheftræner Jesper Jensen for hans indsats for byen og klubben i hans foreløbig sidste optræden ved idrætsfesten, inden han overgår til at være landstræner på fuldtid. Jesper Frost antydede også, at hvis Team Esbjerg skal komme i betragtning næste år, må klubben meget gerne tage ”den store pokal med hjem fra Budapest” – altså erobre Champions League-titlen. Om klubbens betydning for byen siger borgmesteren:

– Team Esbjerg er helt klart en vigtig del af byens brand, både med positiv omtale af Esbjerg og ikke mindst den enorme stolthed, klubben skaber i byen. De er et samtaleemne i mange sammenhænge, også når jeg kommer rundt i landet. Jeg er i mange netværk, blandt andre også med borgmestrene i Odense, Ikast-Brande og andre håndboldbyer, og det er rart altid at have overhånden, når vi snakker håndbold, siger Jesper Frost Rasmussen.  

Der skal kæmpes om idrætsprisen hver gang

Cheftræner Jesper Jensen er efterhånden vant til at være på scenen sammen med sine spillere for at modtage byens hæder, men han betragter det på ingen måde som en selvfølge. Der skal kæmpes hårdt for at opnå idrætsprisen hver gang. 

– Jeg føler faktisk, at vi skal gøre os mere og mere fortjent til idrætsprisen. Vi var i 2023 begunstiget af, at der var to pokaltitler at vinde, vi var ubesejrede på dansk grund, vi vandt

DM og deltog i Champions League Final4 for andet år i træk. På den måde har vi været i stand til at lægge flere gode fortællinger til vores historie hvert år, og det har også været nødvendigt, for de mange stolte klubber i Danmarks femtestørste by leverer hvert år fine idrætspræstationer, siger Jesper Jensen.

Idrætsfesten fandt sted i et program med 10 kampe på 24 dage – heriblandt to til udekampe i EHF Champions League – og Team Esbjerg er vant til stor bevågenhed for sine præstationer. Men nogle anerkendelser hæver sig over andre.

– Idrætsprisen får vi af vore egne i den by, hvor vi helst vil anerkendes. Det er i Esbjerg, vi er opfostret som klub, og det er tilhængerne og byen, der hjælper os med at skabe resultaterne. For tre-fire år siden spurgte vi os selv, hvor meget mere vi egentlig kunne lægge på. Siden har vi formået at lægge nogle yderligere procenter på hvert år, mursten på mursten, og fans, økonomi, organisation og de øvrige faktorer er fulgt med, så vi med glæde og stolthed kunne modtage byens idrætspris endnu en gang, siger Jesper Jensen.  

Lotte havde en vigtig rolle

Som modtager af Esbjerg Kommunes Idrætspris i årene 2011, 2015, 2019, 2020, 2022 og 2023 spiller Team Esbjerg sig op i toppen af hierarkiet blandt byens førende idrætsklubber, der også tæller blandt andre Esbjerg fB og Esbjerg IK/Energy. Ud over klubberne er modtagerne siden 1949 kendte individuelle idrætsfolk inden for især fodbold, ishockey, atletik, svømning, cykling, gymnastik, taekwondo og speedway. 

I 2005 modtog Jesper Jensens hustru, Lotte Haandbæk, Team Esbjerg, idrætsprisen. Det var hende, der i de år opsøgte den senere klubejer og bestyrelsesformand, Bjarne Pedersen, for at spørge, om han ville være sponsor. Resten af historien kender vi.

Foto: Team Esbjerg

Leave a Reply