Tre runder resterer i gruppespillet i EHF Champions League Women, og alt er helt lige i toppen af gruppen. Team Esbjerg og Metz Handball ligger á point og har lignet de to bedste hold i puljen med kun to nederlag hver. Men søndag vil en sejr betyde meget mere end to point, da sejrsherren står med gode kort til at få førstepladsen i puljen.

De to hold mødte hinanden senest tilbage i efteråret, hvor det blev til en Team Esbjerg-sejr på 29-27. Af den grund vil en uafgjort være til dansk fordel, da de vil være bedst indbyrdes og dermed beholde førstepladsentrods samme pointantal.

Men en sejr mod en direkte konkurrent betyder også et to points forspring, og derfor vil det selvfølgelig være at foretrække. Men det er meget få hold, der er lykkedes med at vinde over Metz i Frankrig. Kun Ikast har gjort det i denne sæson, så derfor bliver det en af de største opgaver for Team Esbjerg i denne sæson.

– Det er en af de sværeste kampe hen over sådan et år, for det er ikke mange point Metz smider på hjemmebane. Det er også kampen om førstepladsen i puljen, så der er mange ting på spil, og det hold, som tager sejren, står ret godt til vinde puljen, siger cheftræner Jesper Jensen.

Meget skal gå godt, hvis Team Esbjerg overhovedet skal være tæt på at vinde. Siden seneste møde har franskmændene nemlig ikke tabt i en kamp i den internationale turnering, men cheftræneren ser stadig muligheder.

– Vi skal spille godt bare for at have en chance, og så er det ikke altid nok at spille godt mod Metz og stadig vinde. Når man møder topholdene, er en god præstation ikke altid nok, men det er det, vi skal forsøge. Vi skal forsøge at trykke på så meget som muligt og spille vores spil, mod et Metz-hold, der også spiller med speederen i bund, siger Jesper Jensen.

I sidste ende bliver det detaljerne og marginalerne, der skal gå Team Esbjergs vej, hvis de skal have en sejr med hjem. Især kommer individualisterne på hver sin side af bolden til at spille en afgørende rolle, og dem er der mange af.

– Der er dygtige spillere på begge hold, så det handler lidt om, hvem der rammer dagen og får det taktiske overtag, men også hvem der på dagen har de individualister, der kan afgøre kampen. Især målvogterpositionen, tror jeg, bliver en vigtig parameter at kigge på, siger cheftræneren.

Holdet kom helskindet gennem en travl uge, og alle er klar til gå efter førstepladsen.

 

 

 

 

 

 

 

Team Esbjergs trup til kampen i EHF Champions League Women, gruppespillet 12. runde mod Metz Handball søndag den 4. februar kl. 16.00 i Palais des Sports Jean Weille, Nancy:

Målvogtere: Anna Kristensen og Amalie Milling

Venstre fløj: Sanna Solberg

Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Anne Tolstrup Petersen

Streg: Rikke Iversen og Kaja Kamp

Bagspillere: Kristine Breistøl, Live Rushfeldt Deila, Julie Bøe Jacobsen, Michala Møller, Nora Mørk, Luciana Resende Rebelo og Henny Reistad

Leave a Reply