Home Tags Kunstmuseum

Tag: Kunstmuseum

Kunsthal Charlottenborg lancerer cykelrute til kunstoplevelser i samarbejde med Esbjerg Kunstmuseum

Kunsthal Charlottenborg lancerer landsdækkende BIKE ART TOUR: kuraterede cykelruter til offentlige kunstværker af samtidskunstnere.

Nu kan du tage på en helt ny cykelrute i Esbjerg med værker af kunstnere som: Henry Heerup, Eva Koch, Per Kirkeby og Randi & Katrine – og som noget helt nyt kan cykelruterne nu også tilgås direkte fra kunsthallens app.

Randi & Katrine, Åkande, 2010 – foto: Esbjerg Kunstmuseum

I 2018 lavede Kunsthal Charlottenborg en kurateret cykelrute til ti kunstværker i København for at hylde kunsten i det offentlige byrum. Nu foldes konceptet ud i hele landet i samarbejde med kunsthaller og museer. Alle værkerne kan opleves fra cyklen og tilgås direkte fra kunsthallens app. Den er er gratis og kan hentes i App Store eller Google Play.

På app’en kan man læse værkbeskrivelser og få de nøjagtige adresser til kunstværkerne. Kort til ruterne kan downloades her.

Kunsthal Charlottenborgs direktør, Michael Thouber, udtaler:
”På grund af coronavirus vil mange kulturtilbud forsat være lukket og de fleste vil holde deres sommerferie i Danmark. Derfor vil vi i samarbejde med Esbjerg Kunstmuseum, Kunsthal Aarhus, Kunsten i Aalborg og Kunstmuseum Brandts i Odense gerne berige danskerne med noget af den fantastiske kunst, som man frit kan opleve i det offentlige rum over hele landet. Det vi håber på med BIKE ART TOUR er, at rigtig mange danskerne vil gribe muligheden for at rejse rundt i landet eller gå på opdagelse i deres egen by og udforske den unikke samtidskunst, som vi har i vores byrum.”


”På Esbjerg Kunstmuseum har vi en lang tradition for at nedbryde museets mure og gribe ud mod folk dér, hvor de færdes. Samtidig arbejder vi ofte sammen med eksterne samarbejdspartnere om nye tiltag, der bringer kunsten tættere på folks liv og hverdag. Dertil kommer, at der er rigtig meget interessant og potent kunst i Esbjerg, som fortjener opmærksomhed. Den nye app forener alle disse forhold på forbilledlig vis”, siger direktør på Esbjerg Kunstmuseum Inge Merete Kjeldgaard.


De kuraterede cykelruter BIKE ART TOUR kan frit downloades fra kunsthalcharlottenborg.dk
Husk de generelle sikkerhedsregler under Corona/Covid-19: Vær ikke mere end 10 mennesker samlet, hold 2 meters afstand på cykelturen og ude ved værkerne.

Esbjerg Kunstmuseum genåbner med en ond udstilling

0

Esto es malo – dette er ondt er et arketypisk og evig gyldigt udsagn, der til alle tider udtrykker noget helt centralt om livets gru og den menneskelige natur – og som med corona-krisen er blevet absolut aktuelt og nærværende. Samtidig er det titlen på et værk af den store danske maler Richard Mortensen og nu også titlen på et helt nyt udstillings- og forskningsprojekt på Esbjerg Kunstmuseum. Projektet sætter fokus på Mortensens maleri fra 1959, der er et centralt værk i museets samling.

Foto: Esbjerg Kunstmuseum / Torben E. Meyer


Richard Mortensens værk er en parafrase over den verdenskendte spanske kunstner Francisco Goyas radering af samme navn fra serien Krigens rædsler (1810-20). Og i anledning af udstillingen har Esbjerg Kunstmuseum formået at låne ti af Goyas raderinger fra Statens Museum for Kunst. De kan nu som noget helt særligt opleves i Esbjerg.


Men hvorfor valgte Mortensen netop at bearbejde Goyas motiv? Hvad er forholdet mellem krigene i Goyas og Mortensens samtid? Hvad kan Mortensens geometrisk abstrakte stil tilføre krigstemaet? Og ikke mindst: Hvorfor er det relevant i dag? Mortensens maleri giver anledning til mange spørgsmål, der ikke alene har interesse for kunsthistorikere. Det afspejler nemlig almenmenneskelige temaer, som også er relevante i vores liv og samtid, hvilket den aktuelle corona-krise er et uhyggeligt nærværende eksempel på.


Da Goya skabte sin krigsserie, havde Spanien en fransk indsat marionetregering, hvis hårde fremfærd resulterede i store blodsudgydelser, og i Goyas Esto es malo er motivet da heller ikke til at tage fejl af: En soldat henretter en forsvarsløs munk ved at gennembore ham med sit sværd. En anden munks livløse krop ligger allerede på jorden. To skikkelser står bagved og ser passivt til. Goya har gengivet den grufulde handling, så væmmelse og afsky rammer beskueren med det samme, og den lakoniske titel synes at afspejle en resignation, der understreger det umenneskelige og forråelsen i motivet.

I Mortensens maleri er det imidlertid vanskeligt at aflæse, hvad der foregår. Umiddelbart er motivet hverken voldsomt eller ubehageligt. Billedet kræver derfor at man som beskuer får lidt hjælp, for at det for alvor kan folde sig ud. For den, der kender referencen til Goya, forvandles det, der ved første øjekast ser ud til at være en farverig og smuk komposition, sig nu til det modsatte. Men kan dette være en bevidst strategi, der bruges til at overrumple betragteren? Hvorfor anvender Mortensen denne blandingsform mellem det abstrakte og det forestillende? Følgelig kunne man spørge, om der er emner, der ikke kan behandles rent abstrakt, men kræver referencer, som figurer og titler giver – og omvendt, om abstraktionen tilfører noget, der ikke kan udtrykkes figurativt.

Er der ligefrem følelser eller tilstande, der tydeligst kommer frem i abstraktionens rene form?
Disse spørgsmål kan museumsgæsterne selv prøve at finde svar på. Indgangen til udstillingen er nemlig, helt i overens- stemmelse med Esbjerg Kunstmuseums profil, omdannet til en interaktiv zone, hvor man gennem forskellige små eksperimenter på egen hånd kan teste forholdet mellem figuration og abstraktion. Samtidig får de besøgende mulighed for at få et indblik i forskningsprocessen bag udstillingen, idet man gennem dokumenter og arkivalier kan gå i forskerens fodspor og selv finde oplysninger om Mortensen og udstillingens temaer.


Foruden arbejder af Richard Mortensen og Francisco Goya byder udstillingen også på værker af blandt andre Asger Jorn, Svend Wiig Hansen, John Kørner, Jake & Dinos Chapman samt et helt nyt, stedsspecifikt værk af Michael Mørk, der males direkte på væggen. Værkerne installeres i en overraskende og afvekslende udstillingsarkitektur, der langsomt afdækker de forskellige perspektiver og pointer i takt med, at museumsgæsten bevæger sig længere ind i udstillingen.


Det integrerede udstillings- og forskningsprojekt er det andet i en særlig serie på Esbjerg Kunstmuseum, der præsenterer og aktualiserer et hovedværk i museets samling med afsæt i den seneste kunstvidenskabelige forskning. Esto es malo – dette er ondt er blevet til i samarbejde med ph.d. Mette Højsgaard og afslutter hendes 3-årige postdoc-stipendium om kunstens sociale potentiale i efterkrigstidens konkrete danske kunst. Med en bevilling fra Ny Carlsbergfondet er forskningen gennemført i et partnerskab mellem Esbjerg Kunstmuseum og Københavns Universitet. Selve udstillingen er støttet af Statens Kunstfond, Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond samt Knud Højgaards Fond.

Lykkehaver og langsomhed

På arealer omkring skolerne i Urbandistriktet dukker der i disse uger lykkehaver op. Tanker og tegninger på små brikker, der hænger i træerne og rummer glæde. De er lavet af førskoleeleverne på Præstegårdsskolen, Rørkjær Skole og Danmarksgades Skole i forbindelse med indsatsen KUNST FOR LIVET, der er igangsat af Esbjerg Kunstmuseum. Samarbejderne var planlagt længe før corona-krisen lagde både skoler og museet øde, og lukke-ugerne er blevet brugt på at gentænke forløbene, så de nu kan gennemføres ude i skolernes grønne omgivelser.

Museets kunstformidler Diana Boholm har i første omgang pakket Asger Jorns maleri Lykkens Have (en reproduktion), og er draget ud til skolerne. Billedet giver stof til gode samtaler, nye tanker og inspiration til det praktiske arbejde. Børnene maler egne billeder ved at arbejde frit videre på et udnsit af Jorns maleri, og de skaber brikker med tegninger og udsagn om, hvad der gør dem glade – søvn, familie, is, venner, cykelture og meget andet. Brikkerne bliver hængt op i træerne, og på den måde sætter børnene deres præg på stedet og skaber deres egen lykkens have.

Mange af børnene har været på kunstmuseet med børnehaven, og det er en stor glæde at opleve, hvor meget de husker om kunstværkerne og de idéer, de fik dengang. En grundtanke i indsatsen KUNST FOR LIVET er, at nærkontakt med billedkunst skal bidrage til en tryg overgang mellem dagtilbud og skole. Samtidig udgør kunsten selve forløbenes råstof. I år har overgangen fra børnehave til førskole været meget usædvanlig, og kunstmuseet er tilmed lukket lige nu. At kunstoplevelserne alligevel er så markant til stede i børnenes bevidsthed, demonstrerer forløbenes styrke.

Jo flere børn, der ser Asger Jorns værk, jo flere fine tanker og overvejelser dukker der op. Og jo længere tid vi kigger, jo mere ser vi. Kunsten tilbyder et langsomt rum, hvor tingene åbner sig, når vi giver os tid. Det er tydeligt, at børnene nyder at kunne fordybe sig og dele de tanker, som kunsten sætter igang. Og det er særlig vigtigt i en tid, hvor der er stort fokus på sundhed og sikkerhed, nye omgivelser og nye voksne. (Diana Boholm)

Forløbene fortsætter indtil sommerferien. Nye kunstværker fra Esbjerg Kunstmuseums samling vil komme på tur, og nye ideér vil udfolde sig.

Tag til Jule kunst kaos

Lørdag d. 16. november kl. 10 – 16 inviterer Esbjerg Kunstmuseum igen indenfor til det årlige kunsthåndværk- og designmarked JULEKUNSTKAOS.

Udstillingssalene bliver fyldt med gode gaveidéer og fine fund fra de atten deltagere, der spænder vidt i materialer og udtryk. Fra papirklip og tegning over læder, minkpels og børnetøj til porcelæn, japansk recycling og unikt julepynt!

I år deltager: JYTTE LYSGAARD – keramik, BETINA LETH TRAMPEDACH – illustration og klip, MIA JENSEN – porcelæn, RIGMOR CPH – indisk / japansk recycling, SVÆRT FINT / NINA UNA KNUDSEN – bæredygtigt børnetøj, GITTE FRANDSEN – strik, MARIANNE FARUP-HANSEN – smykker og sælskind, LOUISE MAAGAARD – porcelæn, KAREN MARIE STENUM – minkpels, BIBI HANSEN – keramik, JESPER SAND – industrielt design, LOUISE JOHANSEN / LULU DESIGN – tekstil og børnetøj, MONA THY / THYDESIGN – tekstil, læder og beton, MARIA SVENDSEN / BY PIPPIP – smykker og tekstil, KAREN SEGALL – tegning og tekstil, BIRTHE SØRENSEN / ANCILLA – smykker, KAREN KORSGAARD – smykker og unika julepynt og RANDI PLATZ – keramik.

Vores kreative værksted er åbent hele dagen, så både børn og voksne kan klippe juleklip af gamle kunstplakater og finde idéer til indpakning, pynt og kort.

Vi samarbejder i år med Musikhusets café KULISSEN, der sælger gløgg og æbleskiver i dagens andledning, og kl. 13.00 spiller det energiske, unge orkester Gadekryds en koncert i caféens behagelige omgivelser.

Foto: Esbjerg kunstmuseum

Fri entré hele dagen.

Fernisering på anden del af Wunderkammer

0

Fredag den 4. oktober 2019 ferniserer Esbjerg Kunstmuseum anden del af det store, prisbelønnede projekt Wunderkammer.
Udstillingen har undertitlen Mirabilia og er blevet til i nært samarbejde med den amerikanske stjernekunstner Mark Dion.


Mark Dion er en af de mest efterspurgte samtidskunstnere på den internationale kunstscene og har udstillet på verdens mest prestigefyldte museer, herunder MoMA i New York, Palais des Beaux-Arts, Paris samt Tate Gallery og British Museum of Natural History i London.


På udstillingen, der fremstår som én samlet totalinstallation, kan man bl.a. opleve et spektakulært fluorescerende vægmaleri, et erindringshus, specialdesignede tapeter og forunderlige, fantasifulde tegninger.

Foto: Esbjerg Kunstmuseum

Fornem hæder til udstilling på Esbjerg Kunstmuseum

0

Hen over sommeren har man kunnet opleve kunstneren Jytte Høys tankevækkende og smukke solo- udstilling Side by Side på Esbjerg Kunstmuseum. Udstillingen lukkede for få dage siden på flottest tænkelige måde, da Statens Kunstfond valgte at præmiere projektet med følgende begrundelse:


Jytte Høy tildeles en præmiering på 50.000 kr. for sin fine retrospektive udstilling (med gæster) Side by Side på Esbjerg Kunstmuseum. Udstillingen består af suiter af både nye og tidligere værker, som her med stor præcision foldes ud i de både overraskende og indlysende iscenesættelser med værker fra museets permanente samling.

Tilsammen præsenterer udstillingens elementer og sammenstillinger en stringent og sanselig Jytte Høy poetik.
Præmieringer fra Statens Kunstfond kan ikke ansøges. Kunstfonden tildeler på eget initiativ denne aner- kendelse til kunstnere, som har skabt et værk eller en udstilling af særlig høj kunstnerisk kvalitet.

Foto: Kunstmuseet

En retrospektiv udstilling af Jytte Høy

0

En væg fyldt med rækker af gammeldags hårnet. En rød køkkenelastik, der hænger slapt fra et søm. Parykker i glaseret stentøj. Vægtlodder, der danner en omvendt udgave af Matterhorn. En plasticpose der pludselig har fået menneskelige træk. Og en citronmåne, som den aldrig før er set. Det er blot nogle af de usædvanlige materialer og overraskende fænomener, man kan opleve i Jytte Høys store retrospektive udstilling Side by Side på Esbjerg Kunstmuseum.

Foto: Esbjerg Kunstmuseum

I udstillingen, som også indeholder helt nye værker, rejser Høy spørgsmål om, hvad undselige hverdagsgenstande har med kunst at gøre. Hun åbner vores øjne for de betydninger, strukturer og mønstre, der omgiver os og inviterer os til at opleve, hvordan vi selv er forbundet med dem. Hendes værker pirrer vores intellekt og forestillingsevne, men rummer samtidig masser af underfundig humor. Derfor inddrages beskueren både kropsligt og mentalt i hendes overraskende og spidsfindige univers.

I Det ternede fællesskab (2003-2019) har Høy for eksempel udvalgt en lang række fotos, som alle rummer tern – eksempelvis et stillads, en ternet skjorte eller et gitter. Nedlagt og sorteret i en ternet konstruktion af kasser, kan de tages op af hvem som helst, der selv bærer tern, og som alene gennem denne handling vil indtræde i ’det ternede fællesskab’. Der er således tale om en nærmest grænseløs skulptur, idet den kan bæres med ud af museet og spredes i uforudsigelige sammenhænge.

I forbindelse med udstillingen erhverver Esbjerg Kunstmuseum Det ternede fællesskab til samlingen, og i den an- ledning indlemmes et nyt foto i installationen. I løbet af udstillingsperioden opfordres alle museumsgæster således til at sende et foto med en ternet struktur til museet, som løbende vil præsentere de indsendte billeder. Når udstillingen lukker, udvælger Jytte Høy selv det foto, som fremover bliver en del af værket i museets samling.

I Side by Side forenes selve Høys kunstneriske praksis med en lignende inddragende åbenhed, idet hun benytter værker fra museets fine samling som materiale i sin egen installation. Hun parrer f.eks. et ikonisk selvportræt af den store danske modernist Vilhelm Lundstrøm fra samlingen med sit eget Familieportræt (2016). Hun kombinerer også sit eget værk uden titel (van Goghs øre) (2006) med Elmgreen & Olesens Two left ears på en måde, så begge arbejder væves ind i et nyt betydningsspind, hvor de subtilt henviser til hinanden – og (måske) til historien om, hvordan van Gogh skar sit ene øre af…

Hun betegner selv den øvelse, hun har været igennem, som en form for ’mønsterkiggeri’, hvor hendes værk forlæn- ges gennem de nye både visuelle og konceptuelle forbindelser, der opstår. I denne proces vokser også museets samling, fordi den filtreres gennem kunstnerens blik og indsættes i uventede sammenhænge, der bryder med kunst- historiske kategorier, etablerede hierarkier og gængse måder at arrangere udstillinger på. Selve udstillingens titel Side by Side refererer til alle disse betydningsforskydninger og referencer, der eksisterer side om side i såvel Høys eget oeuvre som i det aktuelle projekt, hvor hendes egne værker forbindes og udstilles side om side med andre kunstneres arbejder.

Side by Side ferniseres fredag den 12. april kl. 17.30-19 og alle er velkomne. Udstillingen kan efterfølgende ses til den 1. september.

FAKTA: Jytte Høy er født i 1951 og uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1989. Mellem 1996 og 2007 var hun rek- tor for Det Jyske Kunstakademi. I 2011 modtog hun Statens Kunstfonds Hæderslegat, mens hun i 2016 blev tildelt Thorvaldsen Medaillen.

Sidste chance for en tur i forundringskammeret! – fri entré til kunstmuseet fredag den 15. marts

0

Søndag den 17. marts lukker den anmelderroste og prisbelønnede udstilling WUNDER- KAMMER 1 – flydende form. I den anledning inviterer Esbjerg Kunstmuseum byens borgere og andre interesserede GRATIS indenfor hele fredag den 15. marts kl. 10-16.

Kl. 14.30 er alle velkomne til at møde op til en kort udstillingsintroduktion.

Foto: Kunstmuseet

Udstillingen er ganske usædvanlig – den er blevet til i nært samarbejde med professor i fysik fra DTU, Tomas Bohr, som forsker i væskers bevægelser. I wunderkammeret kan man opleve overraskende sammenstillinger af kunstværker og Bohrs fysikeksperimenter. Museumsgæsterne kan for eksempel selv aktivere en dråbemaskine og en roterende vandsøjle og se, hvordan oplevelsen af naturens fænomener udvides, når de indsættes i kunstens univers.

Selve wunderkammeret som fænomen er en forløber for vores dages museer. Tilbage i 1500-tallet udgjorde det en, set med nutidens øjne, kaotisk samling af naturalia, kunstfærdige genstande, forste- ninger, videnskabelige måleinstrumenter og antikviteter. Det fungerede som et underfuldt mikrokosmos, der afspejlede mangfoldigheden i den verden, der omgiver os.

Esbjerg Kunstmuseum forsøger ikke direkte at gengive det arketypiske wunderkammer i det aktuelle ud- stillingsprojekt. Museet har snarere villet indsætte ideerne bag wunderkammeret i en aktuel kontekst for at gentænke den måde, man normalt skaber udstillinger på, og for at forbinde billedkunsten med hverdagens erfaringsverden. Dermed har det også været målet at vække publikums videbegær og nysgerrighed over for fænomener, som de enten ikke tidligere har ofret særlig opmærksomhed, eller som de troede, de kendte.

Esbjerg Kunstmuseum modtog Bikubenfondens fornemme Udstillingspris Vision i 2017 for det samlede wunderkammer-koncept, der udfoldes over tre udstillinger. Yderligere oplysninger om Bikubenfondens pris kan findes her: www.bikubenfonden.dk

Wunderkammer 2 åbner på Esbjerg Kunstmuseum i oktober 2019 og kurateres sammen med den ameri- kanske billedkunstner Mark Dion, mens Wunderkammer 3 præsenteres i 2020 i samarbejde med professor Eske Willerslev og lektor Martin Sikora fra Center for GeoGenetik på på Københavns Uni- versitet.

En hyldest til billedkunsten

På Esbjerg Kunstmuseum er det efterhånden blevet en stærk tradition at deltage i Billedkunstens Dag, som finder sted over hele landet. I nært samarbejde med en lokal repræsentant for Danmarks Billedkunstlærere inviterer vi også Ribe Kunstmuseum med, så vi sammen med kommunens skoler kan hylde billedkunsten på netop denne dag. I år finder Billedkunstens Dag sted onsdag d. 13. marts, og omkring 300 elever og lærere fra Esbjerg Kommune har tilmeldt sig museernes forskellige arrangementer.

På Ribe Kunstmuseum inviteres skolebørn fra mellemtrinnet på besøg. Her kan man udforske kunsten, se på de små detaljer og finde ud af, hvordan kunsten har ændret sig gennem tiderne. Forløbet finder sted i museets smukke sale.

På Esbjerg Kunstmuseum tager vi udgangspunkt i den aktuelle særudstilling Wunderkammer 1 – flydende form, som er blevet til i samarbejde med professor i fysik Tomas Bohr. Udstillingen er en usædvanlig og nysgerrighedsvækkende præsentation af både laboratorieopstillinger, eksperi- menter og billedkunst, der har det til fælles, at det hele drejer sig om væskers bevægelse, som Bohr forsker i. De 11 deltagende klasser har fået tilsendt et forberedelsesmateriale med ideer, der kan bruges før og efter arrangementet. På selve dagen skal eleverne både opleve udstillingen og eksperimentere med flydende farver, dråber og lystegninger i værkstederne.

Vi afslutter dagen med at skabe et stort fælles hældeværk, der ferniseres kl. 12.30, og som kan ses frem til og med d. 17. marts 2019.

En stor tak til Alice og Tage Sørensens Fond, Lida og Oskar Nielsens Fond, Esbjerg Fonden, Esbjerg Ugeavis’ Fond, Musikhuset Esbjerg og Danmarks Billedkunstlærere.

Hvor: Ribe Kunstmuseum, Sct. Nicolaj Gade 10, 6760 Ribe Hvornår: Onsdag d. 13. marts 2019 kl. 9.00, kl. 10.30 og kl. 12.00.

Hvor: Esbjerg Kunstmuseum, Havnegade 20, 6700 Esbjerg Hvornår: Onsdag d. 13. marts 2019 kl. 9 – 13

Foto: Kunstmuseet

Restaureringen af Quedens Gaard/Ribe Heksemuseum i gang

Hovedentreprenøren er nu fundet til restaureringsprojektet.

Foto: Sydvestjyske Museer

Det blev en gammel kending, som lige før jul vandt entreprisen med at restaurere den smukke tre-fløjede renæssancegård, som til sin tid skal rumme det internationale Ribe Heksemuseum. Tønder-murerforretningen Knud Weiland Aps, som i øjeblikket arbejder på Jacob A. Riis Museum ved siden af, vandt også licitationen for Quedens Gaard. 

–    Jørgen Overbys Tegnestue, som er vores arkitekt og bygherrerådgiver, havde inviteret tre konsortier, herunder et lokalt, fortæller museumsdirektør Flemming Just, Sydvestjyske Museer. – Alle konsortier skulle have lang restaureringserfaring og helst også erfaring med at begå sig i en gammel bykerne. Alle tre kunne levere god kvalitet, men Knud Weiland var klart billigst.

Arbejdet er allerede gået i gang. De tre bygninger er blevet tømt, og Café Quedens må holde lukket i to måneder. 

–    Det første, vi går i gang med, er etagedækket over caféen og de brandtekniske installationer, fortæller arkitekt Rasmus Riedel, som har det daglige tilsyn med byggearbejdet. – Derefter går vi i gang med loftsetagen. Der skal nyt tag på alle bygninger, så der vil komme noget stilladsarbejde. Vi skal også renovere og male facaden ud mod Overdammen.

Det samlede renoveringsprojekt løber op i 14 mio. kr. 

–    Det hele skal være færdigt om et år, fortæller Flemming Just. – Så har vi et lille halvt år til at lave selve museet, som gerne skal åbne inden sommer 2020.

Restaureringen omfatter det grønne område. Sydvestjyske Museer ejer hele karréen og er ved at omdanne bygninger og haver til et samlet museumskompleks.

Restaureringen og indretningen af Ribe Heksemuseum er muliggjort af bevillinger fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, A.P. Møller Fonden, Inger og Jørgen Nygaard Larsens Fond, Bikubenfonden og Sportgoodsfonden, i alt 23 mio. kr.