Home Tags Kultur

Tag: Kultur

Indvielse af nye rutsjebaner i Svømmestadion Danmark

0

Til stor glæde for både store og små vandhunde skulle de nye rutsjebaner i Svømmestadion Danmark i dag endeligt indvies.

Rutsjebanerne byder på helt nye oplevelser for alle badegæster, hvad enten man er til den “store sjove” eller den “lille vilde”, som banerne blev kaldt, indtil de fik deres endelige navne. Godt hjulpet af navneforslag fra mere end 100 brugere og borgere er rutsjebanerne nu navngivet “Det grå dyb” og “Den blå kanon”.

Her er altså masser af muligheder for aktivitet og bevægelse, og det er noget, som Esbjerg Kommune gerne vil bakke op om. For det er vigtigt, at vi bevæger os. Når vi bevæger os, får vi mere overskud i hverdagen. Vi får energi og lyst til mere. Vi ser gerne, at endnu flere af kommunens borgere bliver fysisk aktive, og mon ikke rutsjebanerne her i Svømmestadion Danmark kan være med til at anspore til mere bevægelse?

Kulturrådsformand May-Britt Andrea Andersen

På den 81 meter lange rutsjetur i “Det grå dyb” glider man igennem en verden af lyd, billeder og lysshow, før man til sidst når vandet. I “Den blå kanon” er der endnu mere fart på. Her kan de modige opleve et nærmest frit fald, inden man bliver skudt ud knapt halvanden meter over vandoverfladen.

Også mange turister, som lægger vejen forbi Esbjerg og Svømmestadion Danmark, vil få glæde af de nye rutsjebaner. Med rutsjebanerne har vi opgraderet svømmestadion og givet det et markant løft, så det nu er endnu mere attraktivt at besøge både for turister og nye borgere, men også for os, der allerede bor her.

Indvielsestalen blev holdt af Udvalgsformand for Kultur & Fritid May-Britt Andrea Andersen, der også i sin tale takkede de to lokale fonde, Johan Hoffman Fonden og Claus Sørensens Fond, som hver har bidraget økonomisk med 500.000 kr. til rutsjebaneprojektet.

En halv million til Esbjerg Kunstmuseum

0

Kulturministeriets Forskningsudvalg bevilger efter ansøgning en halv million kroner til museet.

Foto: Esbjerg Kunstmuseum

Forskningsprojektet, der nu blåstemples af udvalgets forskningskapaciteter, skal undersøge de spørgsmål, som museets store, prisbelønnede udstillingsserie, Wunderkammer, rejser.


Projektet fokuserer således på, hvordan museerne bedre kan skabe betingelser for kunstoplevelser, der pirrer vores nysgerrighed og fremmer et personligt engagement ved at bringe kunstværket i direkte forbindelse med den enkeltes livsverden.


På Esbjerg Kunstmuseum er vi fuldstændig overbeviste om, at kunst er for alle. Derfor undersøges det også, hvordan erfaringer fra hverdagen, der ellers hører til helt andre fagområder end det kunsthistoriske, kan bruges til at udvikle den måde, kunstmuseerne arbejder på. Et centralt spørgsmål er derfor også, hvordan der kan skabes ny viden på tværs af faggrænser både i den måde, en udstilling opbygges på, og i den måde, den opleves og erfares på af den enkelte gæst.


I forskningsarbejdet foretages der analyser af data vedr. både publikums møde med kunsten og selve udstillingsformatet. Projektet gennemføres i samarbejde med forskere fra bl.a. Københavns Universitet og RUC. I løbet af dette samarbejde undersøges det også, hvordan universitetet og museet gennem et fagligt videnskabeligt samarbejde kan styrke og udvikle hinanden.


Projektet ligger i direkte forlængelse af den tværfaglige formidling og forskning i publikums oplevelser, der er selve fundamentet for Esbjerg Kunstmuseum. Ved at integrere udstilling, formidling og forskning i publikums oplevelser har dette nye projekt bl.a. til formål at udvikle museet frem mod en ny museumstype i samarbejde med både kunstnere og forskere.


Museets direktør, Inge Merete Kjeldgaard, og museumsinspektør Christiane Finsen, som står bag projekt Wunderkammer, er både stolte og begejstrede. De siger: ”Det er ganske enkelt en fantastisk nyhed og et skulderklap af de helt store! Kulturministeriets Forskningsudvalg stiller meget høje krav til ansøgere, og med denne anerkendelse er det ikke alene et stort og grundigt arbejde, som honoreres. Det er selve vores praksis og måde at tænke museum på, der blåstemples.”


Fakta om projekt Wunderkammer:
Med Wunderkammer, der udfoldes over flere år i tre delprojekter, er det ambitionen at udvikle udstillingen som medium og at integrere kunst og forskning i forskellige vidensområder, vi alle har erfaring med fra vores liv. Det gøres bl.a. ved at hente ideer i renæssancens forundringskamre og udfolde dem i en aktuel sammenhæng. For denne udstillingsidé modtog Esbjerg Kunstmuseum Bikubenfondens fornemme udstillingspris Vision i 2017. Wunderkammer 1 blev til i samarbejde med professor i fysik Tomas Bohr i 2018. Her blev kunstværker præsenteret side om side med Bohrs forsøgsopstillinger. Del 2 blev i 2019 til i samarbejde med den amerikanske kunstner Mark Dion, som er internationalt anerkendt for at bruge wunderkammeret i sin kunstneriske praksis. Del 3 åbner i begyndelsen af 2021 og bliver til i samarbejde med DNA-forskerne professor Eske Willerslev og lektor Martin Sikora.

Konstituering: Anders Kronborg får plads i Folketingets Kulturudvalg

0

Det lokale folketingsmedlem fra Esbjerg, Anders Kronborg (S), får plads i Folketingets Kulturudvalg efter dagens konstituering i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Han ser i den grad frem til at beskæftige sig mere med kultur i Folketinget.

Foto: Presse

– Jeg er kisteglad for, at den socialdemokratiske folketingsgruppe har vist mig den tillid. Det er et område der altid har haft min store interesse, både som amatørskuespiller i mine unge år på de strå bredder på Esbjerg Børne- & Ungdomsteater, men også som politiker, hvor jeg mener, det er vigtigt at værne om vores kulturinstitutioner, siger Anders Kronborg (S).

Anders Kronborg ligger ikke skjul på, at han også mener pladser kan være et vigtigt talerør for Vestjyllands kulturliv.

– Jeg er valgt i et område, som har rigtig meget at byde på i forhold til kultur. Fanø med musik, dans og dragttraditioner. Esbjerg med Musikhuset, Tobakken og visionære planer for et fremtidigt kunstmuseum. Ribe med vikingehistorie, Vadehavscenter og jazzfestival. Politik handler også om at kunne fortælle de positive historier fra ens hjemstavn, siger Anders Kronborg.

Selvom der har været konstitueringer i folketingsgruppen beholder Anders Kronborg de ordførerskaber, som han allerede har. Det betyder at Anders Kronborg fortsætter som formand for Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg og som ordfører for Landbrug, fødevarer og dyrevelfærd. 

– Efter sommerferien begynder vi for alvor at kigge på hele fødevaresektoren i forhold til den grønne omstilling, så her får jeg rigeligt at lave. Jeg har allerede opbygget et meget tæt og fortroligt parløb med ministeren på området, så jeg er glad for, at jeg har folketingsgruppens mandat til at få lov til at sidde med helt fremme, når vi skal i gang med det spændende og vigtige arbejde, lyder det fra den glade socialdemokrat.

Efter den nye konstituering i den socialdemokratiske folketingsgruppe ser Anders Kronborgs portefølje således ud:

–          Ordfører for Landbrug, Fødevarer og Dyrevelfærd.

–          Formand for Folketingets Børne & Undervisningsudvalg.

–          Medlem af Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg.

–          Medlem af Folketingets Kulturudvalg.

–          Medlem af Folketinget Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg.

–          Medlem af Folketingets Boligudvalg.

–          Medlem af Folketingets udvalg for Landdistrikter og Øer. 

–          Medlem af Nordisk Råd.

Med venlig hilsen

Anders Kronborg

MF, Socialdemokratiet

Formand for Børne- og Undervisningsudvalget.

S-ordfører for Landbrug, Fødevarer og Dyrevelfærd.

Medlem af Folketinget (S)

Christiansborg

1240 København K

Tlf.   +45 3337 5500

Dir.   +45 3337 4035

Anders.Kronborg@ft.dk

www.ft.dk

Ny og hurtig pulje bakker op om kultur- og sommerliv

Kultur & Fritidsudvalget har sat 400.000 kr. af til en pulje, der kan give et skub til borgernes gode ideer til kulturaktiviteter og sommerliv i hele Esbjerg Kommune.

Selv om coronavirus og forbuddet mod store forsamlinger har sat en stopper for mange traditioner og aktiviteter hen over sommeren i år, skal borgerne alligevel have mulighed for gratis kulturoplevelser i sommerlandet. Derfor har Kultur & Fritidsudvalget netop besluttet at sætte 400.000 kr. af til en midlertidig og hurtig Sommerlivspulje, som i juni, juli og august 2020 skal hjælpe gode ideer på vej.

Kulturfattig sommer

Det nye tiltag kommer blandt andet i kølvandet på aflysningen af Esbjerg Kommunes traditionsrige Sommerunderholdning, som hvert år plejer at samle tusindvis af borgere i alle aldre til koncerter og underholdning i Esbjerg, Ribe og Bramming.

“Da Sommerunderholdningen blev aflyst, stod vi pludselig med et betydeligt beløb, som vi ikke havde budgetteret med. Men vi stod altså også foran en kulturfattig sommerperiode, og så besluttede vi at kombinere de to og håber, at vi på den måde kan være med til at bakke op om det lokale kulturliv, som har det hårdt i den her tid”, siger May-Britt Andrea Andersen, formand for Kultur & Fritidsudvalget.

Alle ideer er velkomne

Sommerlivspuljen kan give et skub til aktiviteter, som selvfølgelig overholder sundhedsmyndighedernes retningslinjer, og en god geografisk og kunstnerisk spredning og en bred målgruppe er vigtig, når pengene fra puljen skal fordeles.

“Vi forestiller os, at der kan blive tale om fx virtuelle events, pop-up arrangementer og drive in oplevelser. Men alle ideer er velkomne, store som små, og den her tid har rigtigt sat kreativiteten i sving, så jeg er sikker på, at borgerne ligger inde med forslag, som vi slet ikke har tænkt på”, siger May-Britt Andrea Andersen.

Kort frist for ansøgning

Har du en god idé til et kulturarrangement, så er det altså nu, du har mulighed for at gøre den til virkelighed. Men du skal skynde dig, for puljen eksisterer kun i 2020, og fristerne for ansøgning ligger allerede den 15. og 29. juni.

Alle arrangementer skal være gratis og med offentlig adgang, tilgodese borgere i Esbjerg Kommune og være afviklet senest 31. august 2020.

Du kan læse mere om den midlertidige Sommerlivspulje på Esbjerg Kommunes hjemmeside.

Kulturen er klar til genåbning

I dag slår de kommunale kulturtilbud dørene op og ser frem til igen at lade kulturen skabe liv og glæde. Det gælder Esbjerg Kulturskole og Esbjerg Byhistoriske Arkiv, lige som Esbjerg Kommunes Biblioteker i næste uge kan åbne alle afdelinger og udvide tilbuddene.

Fra i dag er det endelig slut med at savne de kommunale kulturtilbud, og børn, unge og voksne kan igen fordybe sig i kunst, viden, musik, underholdning og historie, når Esbjerg Kulturskole og Esbjerg Byhistoriske Arkiv genåbner som en del af den udvidede fase 2, og Esbjerg Kommunes Biblioteker i næste uge udvider tilbuddene.

Kultur & Fritidsudvalget har netop haft genåbningen på dagsordenen, så rammerne er godkendt, og personalet er klar til at byde velkommen indenfor til alle de mennesker, der har ventet på igen at kunne bruge kulturens muligheder. Det hele sker selvfølgelig kontrolleret og ansvarligt, så Sundhedsstyrelsens retningslinjer omkring afstand, hygiejne og rengøring bliver overholdt. Brugerne skal derfor være indstillede på, at det endnu ikke er helt de samme tilbud som før corona, og det er vigtigt, at de følger anvisningerne på stedet.

Kulturens gnist og glæde

Genåbningen af kulturen er ifølge formanden for Kultur & Fritidsudvalget, May-Britt Andrea Andersen, et tiltrængt lyspunkt.

“Det har været nogle lange måneder, hvor vores muligheder for kulturelle indtryk, oplevelser og fællesskab har været stærkt begrænsede. Heldigvis lysner det hele nu, og jeg er sikker på, at kulturlivet kommer til at spille en vigtig rolle, når vi nu skal videre og genfinde vores identitet og ståsted efter en usikker tid, hvor alt har været i opløsning. Kulturen byder ind med en særlig gnist og glæde, som kan hjælpe os med at give modspil til situationens alvor”, siger udvalgsformanden.

Alle biblioteker åbner

Esbjerg Kommunes Biblioteker startede i fase 2 ud med udlån og aflevering på tre biblioteker, men fra onsdag den 3. juni er det muligt at åbne alle seks biblioteksafdelinger, lige som brugerne også selv må gå rundt mellem reolerne og få vejledning af bibliotekarerne eller kortvarigt opholde sig for at læse avisen. Desværre kan bibliotekerne fortsat ikke åbne for brug af pc’er og adgang til læsesal, studie- og mødelokaler og legeområder.

Elever tilbage på kulturskolen

På Esbjerg Kulturskole kan eleverne fra onsdag vende tilbage til instrumentalundervisning, billedkunst, teater og ballet, og den 3. juni bliver der også åbnet for sammenspilshold bortset fra de store orkestre og alle kor, som på grund af restriktionerne desværre fortsat må vente med at genoptage musik og sang. På skolerne fortsætter kulturskolens undervisning virtuelt.

Adgang for arkivets brugere

Esbjerg Byhistoriske Arkiv starter ud med at åbne to timer tre dage om ugen, hvor læsesalen åbner for service og lokalhistoriske forespørgsler, lige som brugerne igen får adgang til arkivets samling og udstillinger. Desværre kan arkivet fortsat ikke afvikle foredrag og byvandringer.

Oplev natur og kultur med MYRTHUE i 2020

MYRTHUE – Natur, Kultur & Læring har et spændende program klar for det nye år. Der er både populære gengangere og nye tiltag i kalenderen, og du kan få overblik over arrangementer og ture i den nye folder.

MYRTHUE – Natur, Kultur & Læring har netop offentliggjort sin folder med arrangementer og guidede ture i 2020. Året byder på mange forskellige aktiviteter lige fra høstmarked, friluftsliv og svampeture til astronomiforedrag og naturpleje.

“MYRTHUEs naturvejledere og formidlere glæder sig meget til at møde folk til vores brede vifte af tilbud i år. Alle er velkomne, og vi har lagt os i selen for at tilbyde noget for enhver smag. Vi er så heldige at bo midt i et helt unikt naturområde, og derfor håber vi, at mange vil komme med ud at dele oplevelser og lære om, smage og nyde naturen”, siger Dorte Vind, leder af MYRTHUE – Natur, Kultur & Læring.

Oplevelser til alle årstider

Det nye års første arrangement foregår allerede i januar, og tilbuddene fortsætter helt til december. Kalenderen afspejler årstidernes forskellige muligheder, så der i starten af året er spændende indendørs arrangementer fra markeringen af Auschwitzdagen og Pecha Kucha til astronomiforedrag. I det tidlige forår kan man varme op til fejringen af Genforeningen 2020 med sønderjysk kaffebord på Kratskellet, og senere er der mulighed for at prøve kræfter med friluftslivet, når den nye grænsesti åbner inden sommerferien. Efteråret byder traditionen tro på høstmarked og svampetur, og endelig bliver der i år lavet julemad fra bunden på Myrthuegård midt i december.

Oplevelser i hele kommunen
MYRTHUE tilbyder arrangementer og guidede naturvejledningsture på og omkring Myrthuegård, Midtgård, Guldager Naturskole, Digehytten, Naturskolen Kratskellet og Esbjerg Museum. Der er populære gengangere som Familiedagen på Midtgård og Svampeturen ved Myrthuegård sammen med helt nye tilbud som Alsang, De vilde blomsters dag, Julemad, Pecha Kucha, Højskolesang og endnu flere.

I maj er der Nationalparkdagen og Marbækdagen på og omkring Myrthuegård, og i september holder Midtgård Økologisk Høstmarked. Du kan også møde MYRTHUE til Børnedagen på Torvet under Esbjerg Festuge.

Du kan finde MYRTHUEs folder med aktiviteter i 2020 her.

Foto: Esbjerg Kommune

Kulturskolen får ny leder

Esbjerg Kulturskoles nye leder har et ben i både kulturens og skolens verden. Inger Moltesen Fogh står fra den 1. februar næste år i spidsen for kulturskolen, hvor hun selv blev undervist som ung. Den nye leder har øje for kulturskolens kvaliteter og ser også potentiale for ny udvikling.

Når Inger Moltesen Fogh den 1. februar 2020 tiltræder stillingen som leder af Esbjerg Kulturskole, trækker hun værdifuld erfaring fra både kulturens verden og skolelivet med ind i sit nye job. Inger Moltesen Fogh er oprindelig uddannet tværfløjtenist og siden lærer, mens hun i de seneste år har udvidet sine kompetencer og opgaver inden for ledelse. Hun forlader et job som undervisningsleder på Lunderskov Efterskole og vender tilbage til Esbjerg Kulturskole, hvor hun selv som ung er blevet undervist, lige som hendes fem børn har været elever på kulturskolen.

Kulturel dannelse for generationer

For Inger Moltesen Fogh er Esbjerg Kulturskole en væsentlig aktør i kommunens kultur-, forenings- og skoleliv, og hun ser frem til at bidrage til den videre forandring og fornyelse af kulturskolen ved at fungere som bindeled til det politiske system og brobygger mellem de forskellige verdener, som kulturskolen spiller ind i.

“Kulturskolen præger kommunens kulturelle profil og er med til at forme de kommende generationers kulturelle dannelse. Det er en vigtig rolle og betydning, som kulturskolen skal blive ved med at have, og derfor skal vi løbende pleje og udvikle de eksisterende aktiviteter og fag både på det pædagogiske og kunstneriske plan, samtidig med at vi sætter en retning for nye tiltag”, siger Inger Moltesen Fogh.

Kulturskolen er et kulturkraftværk

Som formand for Esbjerg Kulturskoles bestyrelse er Rasmus Sømod sikker på, at Inger Moltesen Fogh er den rigtige til opgaven, og ansættelsesudvalget har valgt hende blandt mere end 30 ansøgere.

“Det har været vigtigt for os at finde en leder, der med tydelighed kan gå forrest, når Esbjerg Kulturskole skal flyttes fremad, og ser med nye øjne på, hvordan vi sikrer rekrutteringen, så vi får en god balance mellem bredde og elite, som er hinandens forudsætninger. Vi er gået efter en leder, der med en klar stemme kan udfordre både bestyrelse, politikere og ansatte, så vi sammen kan gøre kulturskolen til det kulturkraftværk, vi mener, den er”, siger Rasmus Sømod.

Inger Moltesen Fogh afløser Jan Rohde Pedersen, der i oktober stoppede som leder af Esbjerg Kulturskole efter 20 år. Inger Moltesen Fogh bor sammen med sin familie i Ålbæk ved Bramming.

Foto: Esbjerg Kommune

Fyraftensforedrag: Den mest dramatiske nat i Esbjergs historie

0
Esbjerg Byråds mindeplade over redaktør Laurids V. Jensen, der blev skudt ned i sin gadedør af landsforrædere den 14.11.1944.

Ved arkivchef Jørgen Dieckmann Rasmussen
Tid: Onsdag den 13. november kl. 16.30-ca. 18.30
Sted: Samlingssalen, Esbjerg Byhistoriske Arkiv
Pris: 50 kr. som betales ved indgangen. Der kræves ikke forhåndstilmelding.

Natten mellem den 13. og 14. november er det 75 år siden, Esbjerg og esbjergenserne oplevede den mest dramatiske og blodigste nat i byens historie. Natten, hvor redaktør Laurids V. Jensen og praktiserende læge Povl Carstensen blev myrdet af landsforrædere samtidig med, at schalburgtagerne prægede byen, ikke mindst Kongensgade. Disse hændelse og baggrunden for dem berøres i dette foredrag, der ledsages af billeder.

Billedet viser Esbjerg Byråds mindeplade over redaktør Laurids V. Jensen, der blev skudt i sin gadedør af landsforrædere natten mellem den 13. og 14. november 1944. 
Foto: © Esbjerg Byhistoriske Arkiv

Fernisering på anden del af Wunderkammer

0

Fredag den 4. oktober 2019 ferniserer Esbjerg Kunstmuseum anden del af det store, prisbelønnede projekt Wunderkammer.
Udstillingen har undertitlen Mirabilia og er blevet til i nært samarbejde med den amerikanske stjernekunstner Mark Dion.


Mark Dion er en af de mest efterspurgte samtidskunstnere på den internationale kunstscene og har udstillet på verdens mest prestigefyldte museer, herunder MoMA i New York, Palais des Beaux-Arts, Paris samt Tate Gallery og British Museum of Natural History i London.


På udstillingen, der fremstår som én samlet totalinstallation, kan man bl.a. opleve et spektakulært fluorescerende vægmaleri, et erindringshus, specialdesignede tapeter og forunderlige, fantasifulde tegninger.

Foto: Esbjerg Kunstmuseum

Fornem hæder til udstilling på Esbjerg Kunstmuseum

0

Hen over sommeren har man kunnet opleve kunstneren Jytte Høys tankevækkende og smukke solo- udstilling Side by Side på Esbjerg Kunstmuseum. Udstillingen lukkede for få dage siden på flottest tænkelige måde, da Statens Kunstfond valgte at præmiere projektet med følgende begrundelse:


Jytte Høy tildeles en præmiering på 50.000 kr. for sin fine retrospektive udstilling (med gæster) Side by Side på Esbjerg Kunstmuseum. Udstillingen består af suiter af både nye og tidligere værker, som her med stor præcision foldes ud i de både overraskende og indlysende iscenesættelser med værker fra museets permanente samling.

Tilsammen præsenterer udstillingens elementer og sammenstillinger en stringent og sanselig Jytte Høy poetik.
Præmieringer fra Statens Kunstfond kan ikke ansøges. Kunstfonden tildeler på eget initiativ denne aner- kendelse til kunstnere, som har skabt et værk eller en udstilling af særlig høj kunstnerisk kvalitet.

Foto: Kunstmuseet