Ny og hurtig pulje bakker op om kultur- og sommerliv

0
163

Kultur & Fritidsudvalget har sat 400.000 kr. af til en pulje, der kan give et skub til borgernes gode ideer til kulturaktiviteter og sommerliv i hele Esbjerg Kommune.

Selv om coronavirus og forbuddet mod store forsamlinger har sat en stopper for mange traditioner og aktiviteter hen over sommeren i år, skal borgerne alligevel have mulighed for gratis kulturoplevelser i sommerlandet. Derfor har Kultur & Fritidsudvalget netop besluttet at sætte 400.000 kr. af til en midlertidig og hurtig Sommerlivspulje, som i juni, juli og august 2020 skal hjælpe gode ideer på vej.

Kulturfattig sommer

Det nye tiltag kommer blandt andet i kølvandet på aflysningen af Esbjerg Kommunes traditionsrige Sommerunderholdning, som hvert år plejer at samle tusindvis af borgere i alle aldre til koncerter og underholdning i Esbjerg, Ribe og Bramming.

“Da Sommerunderholdningen blev aflyst, stod vi pludselig med et betydeligt beløb, som vi ikke havde budgetteret med. Men vi stod altså også foran en kulturfattig sommerperiode, og så besluttede vi at kombinere de to og håber, at vi på den måde kan være med til at bakke op om det lokale kulturliv, som har det hårdt i den her tid”, siger May-Britt Andrea Andersen, formand for Kultur & Fritidsudvalget.

Alle ideer er velkomne

Sommerlivspuljen kan give et skub til aktiviteter, som selvfølgelig overholder sundhedsmyndighedernes retningslinjer, og en god geografisk og kunstnerisk spredning og en bred målgruppe er vigtig, når pengene fra puljen skal fordeles.

“Vi forestiller os, at der kan blive tale om fx virtuelle events, pop-up arrangementer og drive in oplevelser. Men alle ideer er velkomne, store som små, og den her tid har rigtigt sat kreativiteten i sving, så jeg er sikker på, at borgerne ligger inde med forslag, som vi slet ikke har tænkt på”, siger May-Britt Andrea Andersen.

Kort frist for ansøgning

Har du en god idé til et kulturarrangement, så er det altså nu, du har mulighed for at gøre den til virkelighed. Men du skal skynde dig, for puljen eksisterer kun i 2020, og fristerne for ansøgning ligger allerede den 15. og 29. juni.

Alle arrangementer skal være gratis og med offentlig adgang, tilgodese borgere i Esbjerg Kommune og være afviklet senest 31. august 2020.

Du kan læse mere om den midlertidige Sommerlivspulje på Esbjerg Kommunes hjemmeside.

Leave a Reply