Home Tags Kommune

Tag: Kommune

Biltrafik i Marbæk begrænses

Kvaliteten i friluftsoplevelserne i Marbæk øges, fordi to veje nu er
forvandlet til cykel- og gangstier, mens den gennemkørende trafik ledes via Myrtuevej, Marbækgårdsvej, og Marbækhøjvej.

Foto: Esbjerg Kommune

Trafikanter bliver nu mødt af informationsskilte ved indkørslen til Sjelborggårdsvej, Gulebjergvej, Marbækgårdsvej og Nordre Skelvej. Skiltene advarer om, at vejen ender blindt, fordi Ormegravervej og en strækning af Sjelborggårdsvej forvandles til cykel- og gangsti.

Med lukningen af de to veje ledes den transportmæssige trafik i stedet via Myrtuevej, Marbækgårdsvej og Marbækhøjvej.

“Som det er i dag færdes trafikanterne i området enten af trafikale grunde eller for at ville bruge områdets rekreative tilbud. Med lukningen af de to veje differentieres trafikken, og vi adskiller de to grupper af trafikanter samtidig med at oplevelsen af naturen i Marbæk forbedres. Det skal fortsat være nemt at komme tæt på naturen, og oplevelserne bliver bedre, når der skabes zoner uden motortrafik”, siger formand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen.

De nye infrastrukturtiltag i Marbæk er første fase i udrulningen af Plan for Marbækområdet. Planen indeholder en række initiativer, som skal sikre Marbæk områdets enestående værdier som skov- og naturområde, så der skabes en særlig ramme for et godt friluftsliv.

FAKTA

Sjelborggårdsvej, Gulebjergvej, Nordre Skelvej og vejen til Øen bliver blinde veje, hvor der er lukket for gennemkørsel for motorkøretøjer. De vil fortsat være åbne for trafikanter på cykel og til fods.

Undgå politiets fotovogn

0

Læg mærke til skiltet her, dette står ved vores fokusstrækning, hvor vi holder med fotovognen, oftere end andre steder, også i julen.

Foto: Politiet

Vi vil så gerne have at alle kommer sikkert frem og så billigt som muligt. #atkdk #politidk

Sådan undgår du tricktyve

0

Jule-trick-tyve derude i forretningerne! Så hjælp dine jule-kunder med at undgå afluring af pinkoden! #politidk

Foto: Politiet

Bedre service ved busstoppestederne

Fredag den 21. december kl. 10 afslørede udvalgsformand Søren Heide Lambertsen den elektriske pylon ved Torvet i Esbjerg, som fremover viser opdateret information om bussernes afgangs- og ankomsttider.

Foto: Yesbjerg/Adobe

Det er ikke kun julelysene, der lyser op i denne tid.
Ved busstoppestederne sættes der lige nu strøm til de såkaldte
realtidstavler, som er blevet installeret i de eksisterende standere.
På skærmene kan buspassagerer orientere sig om, hvornår næste bus kommer og hvornår den kører igen. 
49 stoppesteder opgraderes med tavler, mens der fem steder installeres større pyloner med samme funktion.
Et af de steder er Torvet i Esbjerg, hvor formand for
Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen i dag
fredag den 21. december kl. 10
afslørede pylonen og dermed indviede hele systemet.
“Tavlerne er allerede installeret flere steder, og i denne uge og i
begyndelsen af 2019 sættes der strøm til de resterende. Som passager
skal man gerne opleve dette som en forbedring af servicen ved busstoppestederne”, siger Søren Heide Lambertsen. 
Udover Torvet sættes der også to pyloner ved Sædding Centret.
De resterende to vil blive sat op i området ved Gjesing Station,
når forpladsen og de nye busstoppesteder er etableret i området. 
Sydtrafik, Region Syddanmark og Esbjerg Kommune arbejder sammen om implementeringen af realtidsvisningen.  

Politiet advarer mod tricktyve i supermarkeder

0

Politiet har modtaget flere anmeldelser om tyve og tricktyve i supermarkeder.

Foto: Yesbjerg

Syd- og Sønderjyllands Politi opfordrer både butikspersonale og handlende til at være særligt opmærksomme, efter at politiet har modtaget flere anmeldelser om tyverier og tricktyverier i supermarkeder.

Hændelserne er primært gået ud over ældre borgere. I flere tilfælde distraheres borgeren, mens tyveriet begås af en eller flere gerningsmænd i fællesskab.

Otte gode råd

Syd- og Sønderjyllands Politi peger på otte gode råd, som er nemme at huske og som samtidig gør det sværere at være tyv og tricktyv:

• Efterlad ikke din pung eller taske i indkøbsvogn eller kurv.

• Brug kontaktløs betaling, når det er muligt.

• Brug en hånd til at dække over indtastningen af pinkoden.

• Bed personerne bag dig om at træde et par skridt tilbage, så de har sværere ved at spotte pinkoden.

• Vær opmærksom på personer, der virker til at være mere interesserede i din betaling end i varerne på hylderne nær kassen.

• Lad være med at have tegnebog/betalingskort i en yderlomme. Og kan du lyne eller lukke lommen med værdierne, så gør det.

• Vær ekstra opmærksom hvis nogen støder ind i dig eller forsøger at distrahere dig.

• Det sker, at tricktyve lægger en pengeseddel på gulvet og spørger om den er din – for at aflede din opmærksomhed. Vær ekstra opmærksom på dine værdier i sådanne situationer.

Hvis tyven har været på spil…

Anmeld hurtigst muligt tyveriet – også hvis tyven ikke er lykkedes med sit forehavende.

Ring 1-1-2, hvis tyveriet er i gang, eller det netop er sket.

Ring 1-1-4, hvis der er gået et stykke tid.

Er dit betalingskort blevet stjålet, så få det spærret ved at ringe til dit pengeinstitut eller NETS på telefon 4489 2929.

Nytåret kan fejres lidt længere

0

Restaurationerne kan holde længe åbent.

Foto: Kim Matthäi Leland

I forbindelse med nytårsaften vil alle restaurationer i Syd- og Sønderjyllands Politikreds – uden ansøgning – kunne holde åbent frem til klokken 07.00 nytårsdag.

Restaurationer, der har udvidet åbningstiden, skal efterfølgende holde lukket mellem klokken 07.00 og 09.00 nytårsdag.

Bandevold gav 3 års fængsel

0

30-årig mand idømt tre års fængsel for vold i forbindelse med bandekonflikt.

Den 30-årige blev også idømt et fireårigt opholdsforbud i Esbjerg by efter afsoning af dom.

En 30-årig mand blev fredag ved en domsmandsret ved Retten i Esbjerg idømt tre års fængsel samt et opholdsforbud for grov vold mod en 25-årig mand.

Hændelsen fandt sted på motorvejen ved Korskroen den 21. februar 2018 og var et led i konflikten mellem to rivaliserende bandegrupperinger i Esbjerg.

Den 30-årige blev dømt i henhold til straffelovens paragraf 81a, hvor fængselsstraffe i sager om bandekriminalitet kan blive fordoblet, ligesom opholdsforbuddet også knytter sig til bandekriminalitet.

Opholdsforbuddet gælder i fire år efter afsoning af dom og omfatter i denne konkrete sag Esbjerg by.

Den 30-årige blev anholdt den 26. marts og har været varetægtsfængslet frem til dom.

Yderligere to personer var tiltalt for grov vold i sagen, men blev frifundet.

Erik Jespersen tiltræder som direktør for Teknik & Miljø

Esbjerg Kommune ansætter ny direktør for Teknik & Miljø med virkning fra 1. februar 2019.

Foto: Esbjerg kommune

Fra februar står 51-årige Erik Jespersen i spidsen for Teknik & Miljø i Esbjerg Kommune. Den nye direktør har i mere end 20 år arbejdet som leder i den kommunaltekniske sektor, senest som direktør for Tøndermarsk Initiativet og forud for det som direktør for Teknik & Miljø i Århus Kommune.  Erik Jespersen er uddannet landinspektør fra Aalborg Universitet og har senere taget en Master of Public Administration.

Sammenlagt søgte 15 kandidater stillingen som direktør for Teknik & Miljø, og et enigt ansættelsesudvalg endte med at pege på Erik Jespersen.

Esbjerg Kommune er inde i en rivende udvikling, og vi har brug for en kompetent direktør med den rette erfaring i bagagen, som kan drive udviklingen og væksten i hele kommunen videre. Det får vi med en direktør som Erik Jespersen, der blandt andet har været direktør for Teknik & Miljø i både Århus og Fredericia.
Erik Jespersen har desuden et godt kendskab til forholdene i Vestjylland igennem sit arbejde som projektdirektør for Tøndermarsk Initiativet, og så er det jo også en fordel, at Erik kender til energibranchen gennem sin tidligere ansættelse hos Mærsk Olie og Gas, siger Jesper Frost Rasmussen, der er borgmester i Esbjerg Kommune.

Erik Jespersen afløser direktør Hans Kjær, der i mere end 40 år har arbejdet for den daværende Bramming Kommune, derefter i Ribe Kommune og siden Esbjerg Kommune. Hans Kjær stopper med udgangen af januar 2019.

Erik Jespersen er født i Viborg og bor i dag i Horsens sammen med hustru Anette Andersen og to børn: Asger og Asbjørn.

Borgmester møder regeringens ghettorepræsentanter

Ghettoplanens omfattende konsekvenser for Esbjerg Kommune er kernen i budskabet til regeringens ghettorepræsentanter, når de
besøger Stengårdsvej i dag den 20. december.

Foto: Yesbjerg/Adobe

Boligområdet Stengårdsvej i Esbjerg står på ghettolisten, som det er regeringens mål inden 2030 at komme til livs for at undgå parallelsamfund i Danmark.
De tre ghettorepræsentanter er udpeget til følge op på ghettoplanens initiativer og sikre fremdrift.
Fremme positiv udvikling
Rammen om mødet er Stengårdsvejs nybyggede midtpunkt Bydelshuset Krydset.
Borgmester Jesper Frost Rasmussen, sammen med kommunaldirektør, Rikke Vestergård, og en række af kommunens direktører og politiske udvalgsformænd tager imod regeringens ghettorepræsentanter.

På mødet vil borgmesteren og de kommunale direktører præsentere gæsterne for de omfattende konsekvenser, som ghettoplanen forventes at få lokalt, og samtidig fortælle om nogle af de tiltag og aktiviteter, som Esbjerg Kommune har sat i værk for at fremme den positive udvikling på Stengårdsvej.
Målet med initiativerne er netop en bevægelse væk fra de kriterier, der gør Stengårdsvej til en ghetto.
“Vi går naturligvis konstruktivt ind i arbejdet med ghettoplanens krav, men vil benytte os af lejligheden til at fortælle ghettorepræsentanterne om den drastiske effekt, ghettoplanen vil få på virkeligheden både økonomisk og menneskeligt.
Det er samtidig vigtigt for os at fremhæve den indsats, som vi lokalt tror på i det lange løb kan løfte vilkårene for beboerne på Stengårdsvej og boligområdet som helhed,” siger borgmester, Jesper Frost Rasmussen. 
Daginstitutioner udhules
Med regeringens ghettoplan følger konkret lovgivning, som får konsekvenser for flere områder i Esbjerg Kommune.
Det gælder især kommunens seks daginstitutioner i området omkring Stengårdsvej, som ghettoplanen risikerer at udhule, fordi der fra 2020 højst må optages 30 procent børn, som bor i området.
Det kan derfor blive nødvendigt at lukke nogle af daginstitutionerne og udvide kapaciteten eller bygge helt nye daginstitutioner uden for området. 
Som en anden markant konsekvens skal andelen af familieboliger på Stengårdsvej bringes ned til højst 40 procent, og med det mål for øje skal Esbjerg Kommune og den almene boligforening Ungdomsbo, som administrerer boligerne på Stengårdsvej, sammen udarbejde en udviklingsplan. 


Kultur & Fritidsudvalget ud på aktørernes hjemmebane

I 2019 flytter Kultur & Fritidsudvalgets flere af sine møder ud i kommunens foreninger og institutioner.

Foto: Yesbjerg/Adobe

Når Kultur & Fritidsudvalget tager hul på et nyt år, bliver det med en årsplan, der i endnu højere grad indeholder besøg i den virkelighed, som det politiske udvalg sætter rammerne for.

Mens Kultur & Fritidsudvalget i 2018 har været på fem besøg, er der i 2019, 11 besøg på programmet. Det er foreninger og fritids-, kultur- og idrætsinstitutioner, der kan se frem til at møde udvalget på deres egne hjemmebaner.

Planen er lagt, så politikerne kommer rundt i en stor del af kommunen. 
Kultur & Fritidsudvalget har selv ønsket at øge antallet af besøg, og praktisk er årsplanen tilrettelagt sådan, at udvalget fordelt over året kombinerer en del af sine ordinære møder med besøgene, hvor politikerne får lejlighed til at lære de enkelte steder bedre at kende. 

Føling med område
Formanden for Kultur & Fritidsudvalget, May-Britt Andrea Andersen, ser frem til sammen med sine udvalgskolleger at udvide kendskabet til kultur- og fritidslivet og styrke dialogen med de mange aktører.

Ideer og inspiration
Tjæreborg Idrætsforening er et af de steder, som Kultur & Fritidsudvalget besøger i 2019. Formand, Flemming Nielsen, glæder sig til at vise rammerne for Tjæreborgs fritidstilbud frem. 

“Foreningerne i Tjæreborg er kendt for at arbejde godt sammen og skabe gode rammer i fællesskab. Det så vi for 7 år siden, hvor man i samarbejde med Esbjerg Kommune byggede Multihallen. Det ser vi nu igen, hvor
Tjæreborg IF og Esbjerg Kommune i 2019 anlægger en kunstgræsbane i Tjæreborg. Vi betragter udvalgets besøg som en cadeau til Tjæreborg IF, og vi ser besøget i Tjæreborg som en mulighed for, at udvalget kan indhente ideer og inspiration til det videre arbejde,” siger Flemming Nielsen.