Home Tags Kommune

Tag: Kommune

Business Esbjerg inviterer til politisk debat

0

Det er gratis at deltage, og du er meget velkommen til at invitere dine kolleger med. Vi gør opmærksom på, at der er plads til maks 300 antal deltagere, og der er tilmelding efter først-til-mølle-princippet.

Foto: Presse

Tirsdag 30. April 2019

klokken 16.00 – 18.00

Semco Maritime, Esbjerg Brygge 30, Esbjerg

Kontaktperson:

Birgit Bech Jensen

bbj@businessesbjerg.com

Havnerundture: En utrolig historie – Esbjerg havn og by 150 år

0
Luftfoto over Esbjerg Havn med Østhavn i forgrunden.

Sidste år fejrede Esbjerg by og havn 150-års jubilæum. I den forbindelse lavede Esbjerg Byhistoriske Arkiv og Esbjerg Havn en række arrangementer, som gik under betegnelsen En utrolig historie – Esbjerg havn og by 150 år.

Arrangementerne blev vældig godt modtaget, og vi udbyder derfor en række identiske arrangementer i 2019, som fortæller om Esbjerg havns og bys 150-årige historie:

 

• Tirsdag den 30. april kl. 12.30-ca. 16.30.

• Tirsdag den 21. maj kl. 12.30-ca. 16.30.

• Tirsdag den 25. juni kl. 12.30-ca. 16.30.

 

Hvert arrangement indledes med et oplæg ved arkivchef Jørgen Dieckmann Rasmussen i Samlingssalen, Esbjerg Byhistoriske Arkiv, Torvegade 47, 6700 Esbjerg. Efter foredraget går deltagerne til Museumspladsen, hvorfra turen går i bus til havnen – også inden for det afspærrede område, hvor man normalt ikke har adgang.

Pris pr. person: 150 kr.

Billetsalg efter først-til-mølle-princippet i læsesalen, Esbjerg Byhistoriske Arkiv, Torvegade 47, 6700 Esbjerg i åbningstiden mandag-onsdag kl. 10-16, torsdag kl. 10-17 og fredag kl. 10-13.30, eller i arkivets webshop: http://webshop-arkiv.esbjergkommune.dk/category/billetter-38/

Foto: Luftfoto over Esbjerg Havn med Østhavn i forgrunden. Torben Meyer, EBA Q22911-041.

Vandtårnet står på en 3500 år gammel gravhøj

Vidste du, at Esbjerg Vandtårn står på en 3500 år gammel gravhøj for rige og fornemme folk? 

Nej, vel? 

Esbjerg Vandtårn er faktisk bygget på en gravhøj fra bronzealderen. Tag med museumsinspektør på vandretur om vartegnet d. 28. april, og hør om den skjulte historie. 

Men det er ikke desto mindre tilfældet, og søndag den 28. april kan du komme med museumsinspektør Steen Frydenlund fra Sydvestjyske Museer, på en vandretur rundt om vartegnet og høre meget mere om, hvad der gemmer sig under det og om livet på stedet i bronzealderen.   

Steen Frydenlund vil også fortælle om, hvordan vikingerne gjorde brug af højen fra forfædrenes tid. 

Kun kradset i overfladen

Havde det været i dag, var bygherren bestemt ikke sluppet så let om ved det. Det skulle loven om beskyttelse af fortidsminder og Sydvestjyske Museer nok sørge for. 

Men året var 1896, da første etape af opførelsen af Esbjerg Vandtårn blev sat i gang, og man ved jordarbejdet og anlæggelsen af tårnets fundament stødte på tre grave. 

Nationalmuseet sendte i juli arkæologen og kunstmaleren G. V. Blom over for at undersøge gravene, men at hans arbejde kun strakte sig over to dage vidner om, hvor begrænset undersøgelsen var.

Blom nåede dog at gøre rigtig fine fund. Eksempelvis dukkede en 19 centimeter lang klinge til en bronzedolk, et bronzesmykke og en ridespore, også af bronze, op i en af gravene. At finde rideudstyr i grave fra bronzealderen er temmelig usædvanligt.    

Men derved blev det. Blom kradsede kun i overfladen, vandtårnet blev bygget færdigt i 1897, og nutidens arkæologer kan kun spekulere over, hvad højen ellers gemmer på af grave og gravgenstande i sit dyb.

For det er vitterlig usandsynligt, at højen kun er sted for de tre begravelser.

Tårnet kunne styrte sammen 

– Vi ved, at to af de gravlagte sandsynligvis har været mænd, da vi ved lidt om det gravudstyr, de havde med, ridser Steen Frydenlund op. 

Så spændende det end ville være at komme i dybden, kan det efter alt at dømme ikke lade sig gøre. 

– I og med at en mulig centralgrav ligger dybere end fundamentet til vandtårnet, tror jeg ikke, vi kommer til at udgrave det, for så ville der være fare for, at tårnet styrter sammen, må museumsinspektøren konstatere.   

Signalerede med bål 

Hvad vikingerne brugte højen til, finder vi forklaringen på i dens senere navn: Bavnehøj.

Bavn er et gammelt ord for bål, og vikingerne sendte signaler ved at tænde bål på højtliggende steder, der kunne ses fra lang afstand. Det kunne fx være for at advare om, at en fjende var på vej.

Arrangementet markerer Sydvestjyske Museers deltagelse i den landsdækkende Fortidsmindedag, som Slots- og Kulturstyrelsen og de arkæologiske museer er værter for. 

FAKTA 

To ture at vælge imellem

Der er to ture rundt om Esbjerg Vandtårn i selskab med museumsinspektør Steen Frydenlund, Sydvestjyske Museer, søndag den 28. april. Turene begynder henholdsvis klokken 10.30 og 11.30. 

Det er ganske gratis at være med. Interesserede skal blot møde op i Havnegade ved foden af trappen op af Vandtårnet.

Større udgave af illustrationen: Fund i vandtårnets højs ene grav, illustration Sydvestjyske Museer.

Esbjerg Vandtårn, foto Sydvestjyske museer

Påskehygge på Ribes Vikinger

Skab dit eget, helt specielle påskeæg, mens du bliver klogere på højtidens traditioner – og hvor har Påskeharen mon gemt æg denne gang?

Foto: Ribes Vikinger

Også i år er der påskehygge for hele familien på Ribes Vikinger, hvor I kan skabe skønne æg med en særlig teknik, ligesom Påskeharen jo har det med at hoppe rundt på hele museet og gemme æg.

Der vanker en lille belønning for at finde Påskeharens snedige skjulesteder.

Det er tirsdag den 16., onsdag den 17. og skærtorsdag den 18. april klokken 12.30-15.30, I kan dekorere æg med den særlige teknik, hvor voks og farve lægges på i lag.

Men hvorfor er det lige, at æg er forbundet med påsken?

Betalingsmiddel og magisk amulet

Én forklaring går tilbage til middelalderens Danmark og betalingen af tiende – en slags skat – til kirken eller til herremanden.

Skærtorsdag var sidste frist for årets betaling af tiende, og det var almindeligt at betale med æg.

Æggene var tit farvet røde for at symbolisere Jesu Kristi blod eller dekoreret på andre måder, og de blev velsignet under gudstjenesten påskesøndag.

Ingen steder er skikken med påskeæg dog mere omfattende end i Østeuropa og på Balkan, hvor ægget oprindeligt var et symbol på forårets komme og frugtbarhed, men siden også kom til at stå for Jesus’ opstandelse fra de døde.

Dertil blev det dekorerede æg tillagt magiske kræfter. Alt efter mønstret beskyttede ægget mod forskellige onde ånder.

Æggejagt

I kan gå på æggejagt, mens I oplever museets udstillinger, fra lørdag 13. april og til og med anden påskedag, mandag 22. april.

FAKTA

Fri adgang for børn:  Også under påskeaktiviteterne er der fri adgang til Ribes Vikinger for alle under 18 år.

Det koster 30 kr. for materialer at være med til at dekorere påskeæg og klippe gækkebreve.

Ribes Vikinger har åbent 10-17 alle dage i påsken, dvs. 13.-22. april

Ud over basisudstillingerne vises udstillingen “Dannebrog, Dannebrog, Dannebrog – fra konge til klaphat”.

Broen fyrer op under Påsken

Broen byder på et væld af aktiviteter og gratis oplevelser for både store og små denne påske. Om du er til Johny Deluxe eller bare gerne vil op og lave din egen gratis lille bamse med bankende hjerte, er der noget for enhver smag.

Arkivfoto: Christina Simonia

 

 

 

 

 

 

 

 

EfB E-sport tager til finalerunde i KB Hallen for at lave godt resultat

På onsdag d. 17. april afholdes der Finals i eSuperligaen, og EfB E-sport er med i feltet og blandt de otte bedste FIFA-hold i Danmark. Spillerne Christian Lillebæk og Lasse Bækkelund møder de forsvarende mestre fra Brøndby eSport i første runde.

Foto: EFB

Når der onsdag omkring middagstid fløjtes op til det store FIFA-finalestævne i KB Hallen, Finals, er det med EfB E-sport som deltager i jagten på det eftertragtede danmarksmesterskab og de i alt 365.000 præmiekroner – heraf 180.000 kr. til den samlede vinder.

EfB E-sport sluttede nemlig sæsonen som nummer fem i grundspillet i eSuperligaen, og var dermed blandt de otte hold, som kvalificerede sig til den store finalerunde, hvor modstanderen i første runde er sidste års vindere fra Brøndby eSport.

Før sæsonen blev EfB E-sport ikke spået store chancer, idet holdet blev seedet som nummer 13 ud af 14. Derfor ser Christian Lillebæk ekstra meget frem til sæsonfinalen onsdag, hvor han sammen med holdkammeraten Lasse Bækkelund skal forsøge at gå hele vejen.

-Tiltroen til os var før sæsonen ikke stor blandt eksperterne, så det har været fedt at modbevise kritikerne. Lasse og jeg har haft en god kemi, og vores spil har fungeret godt. Vi har været gode til at slå til på de rigtige tidspunkter, og det har båret os frem til finalen onsdag, siger han.

Han tror på, at EfB E-sport kan lave et rigtig godt resultat i KB Hallen, men erkender, at modstanden bliver hård allerede fra første fløjt.

-Vi arbejder i øjeblikket på nogle nye taktikker, som forhåbentligt kan overraske Brøndby i første runde og bringe os videre til semifinalen. Presset er samtidig større på Brøndby end på os, så det vil vi også forsøge at udnytte til vores fordel. Vi tager ikke til København for blot at være med, siger Christian Lillebæk.

Hos EfB er adm. direktør Brian Bo Knudsen glad for, at EfB E-sport konkurrerer med de bedste klubber i FIFA.

-I ”den rigtige Superliga” er vi med helt fremme, så at vi også er det i eSuperligaen er kun glædeligt. Alle grene af klubben arbejder målrettet og hårdt, og det er det, vi ser resultaterne af nu. Vi håber på, at EfB E-sport kan slå Brøndby onsdag, og fodboldholdet kan gøre det torsdag på Blue Water Arena, siger han.

Kampene kan ses på Canal 9 og streames gratis på dplay fra kl. 13.00.

EfB indgår samarbejde med Bakkeskolen Cosmos om ny FIFA-linje

EfB stiller fra det nye skoleår klubbens to FIFA-spillere Lasse Bækkelund og Christian Lillebæk til rådighed på Bakkeskolen Cosmos i et nyt samarbejde. De to E-sportsspillere skal undervise elever i det digitale fodboldspil 2 X 3 timer ugentligt.

Foto: Yesbjerg (arkiv fra Bakkeskolen)

Fra det nye skoleår efter sommerferien starter et officielt samarbejde mellem EfB og Bakkeskolen Cosmos, som ligger i den østlige del af Esbjerg. Samarbejdet kommer til at kredse omkring det populære sportsspil FIFA, hvor EfB’s to spillere Lasse Bækkelund og Christian Lillebæk skal dele ud af erfaringer og lære fra sig til skolens elever på Sport Plus-linjen.

 

De to professionelle FIFA-spillere tørner hver uge ud for EfB E-sport i den populære eSuperliga, som TV-transmitteres på Canal 9 tirsdag og onsdag, så Bakkeskolen Cosmos elever kan se frem til sparring fra højeste niveau i Danmark.

 

Brian Bo Knudsen, adm. direktør i EfB, glæder sig over samarbejdet med Bakkeskolen Cosmos.

 

-E-sport er et relativt nyt område for os, og vi er derfor glade for at have indgået en aftale med Bakkeskolen Cosmos, så vi i fællesskab kan brande den fremadstormende sportsgren såvel som EfB generelt. Den udvikling vil EfB gerne tage del i og være med til at skubbe fremad ved at stille vores to dygtige FIFA-spillere til rådighed, siger han.

 

På sigt er det håbet for begge parter, at elever fra skolen kan repræsentere EfB E-sport i eSuperligaen.

 

-Vi arbejder hver dag hårdt på, at spillere fra vores ungdomsafdeling skal slå igennem i Superligaen og tørne ud på græsset på Blue Water Arena, og derfor håber både vi og Bakkeskolen Cosmos selvfølgelig også på, at vi med tiden kan få lokalt islæt på vores hold i eSuperligaen, da det går fint i tråd med det, vi som klub og organisation gerne vil stå for, siger Brian Bo Knudsen.

 

Skoleleder på Bakkeskolen Cosmos, Morten Mærsk Schmidt, er stolt over samarbejdet med EfB. Han ser det som en blåstempling af det set up skolen allerede har i forhold til CS:GO, og drømmen er naturligvis at levere fremtidens FIFA-spillere til EfB’s hold i eSuperligaen.

 

-Med dette samarbejde styrker vi vores position, som et af Danmarks mest attraktive eSport-centre på grundskoleniveau. Vi driver allerede nu en succesfuld CS:GO-linje, hvor vi har skabt et træningsmiljø, der giver spillerne mulighed for at udvikle sig markant og et læringsmiljø, der samtidig styrker deres faglighed. Så spillerne får et godt udgangspunkt for deres videre vej ind i ungdomsunddannelserne, siger han.

 

FIFA-undervisningen starter til august.

 

Sport Plus-klasserne på Bakkeskolen Cosmos

 

FIFA-linjen bliver fra det kommende skoleår en del af Sport Plus-klasserne på Bakkeskolen Cosmos. Sport Plus-klasserne rummer i det kommende skoleår foruden FIFA-linjen også en CS:GO-linje, en TeamGym-linje og en Brasiliansk Fodbold-linje. Målgruppen for Sport Plus-klasserne er elever, der går i 7. til 9. klasse.

Kriterierne for optagelse i Sport Plus-klasserne er, at man som elev…

 

• … vil yde en stor indsats og kan magte balancen mellem at være dedikeret sportsudøver og passe sin skole.

• … agerer på en respektfuld og disciplineret måde i skolen og under træningen.

• … er topmotiveret for at dyrke deres sportsgren.

• … er klar til at deltage i fysisk træning, som en naturlig del af at være en dedikeret sportsudøver.

 

Informationsmøde

Der afholdes informationsmøde om FIFA-linjen i EfB-Cafeen på Blue Water Arena mandag d. 29. april kl. 19.00. Her kan interesserede forældre og unge få information om både træningen på FIFA-linjen og skolegangen i Sport Plus-klasserne på Bakkeskoen Cosmos. Trænerne samt repræsentanter fra EfB E-sport og Bakkeskolen Cosmos deltager i mødet.

Esbjerg Kommune har ansat Mette Lindkær i jobbet som chef for Børn & Dagtilbud

Erfaren leder er ansat som ny chef for Børn & Dagtilbud.

Fra den 1. juni står Mette Lindkær i spidsen for Børn & Dagtilbud i Esbjerg Kommune. Mette Lindkær har 20 års ledelseserfaring fra børn- og ungeområdet, og direktøren for Børn & Kultur, Jørn Henriksen, ser frem til at lade den nye chef sætte kursen for den fortsat positive udvikling af Børn & Dagtilbud.

Foto: Esbjerg Kommune

Esbjerg Kommune har ansat 46-årige Mette Lindkær som chef for Børn & Dagtilbud, og hun tiltræder stillingen den 1. juni 2019. Med en baggrund som pædagog og erfaring fra en række kommunale lederstillinger gennem 20 år står Mette Lindkær på et solidt fagligt fundament og trækker værdifuld viden og væsentlige kompetencer med ind i sit nye job.

Mette Lindkær forlader et job som afdelingsleder for PPR og Familieindsatser i Assens Kommune og har også tidligere været dagtilbudschef og daginstitutionsleder i fynske kommuner. Uddannelsen som pædagog har hun løbende suppleret med videreuddannelse inden for udvikling og ledelse, og på hendes CV står blandt andet flere diplomfag og en masteruddannelse i offentlig forvaltning.

Øje for den tidlige indsats

Som chef for Børn & Dagtilbud bliver Mette Lindkær en del af ledelsen i forvaltningen Børn & Kultur, hvor direktøren, Jørn Henriksen, ser frem til samarbejdet.

“Vi har haft et stærkt ansøgerfelt til stillingen, og et enigt ansættelsesudvalg har peget på Mette Lindkær. Børn & Dagtilbud får en erfaren og dygtig chef, som kan stå i spidsen for at forsætte den positive udvikling, som vi har haft på området i de seneste år. Samtidig er det en vigtig opgave at sætte fokus på Sundhedsplejen, som sidste år blev en del af Børn & Dagtilbud, så vi kan få området godt integreret. Det er helt afgørende, at vi har øje for den tidlige indsats, så alle børn får en god start på livet”, siger Jørn Henriksen.

Høj kvalitet gør en forskel

Mette Lindkær glæder sig til at starte i det nye job og vende tilbage til sit fagområde med en bred erfaring inden for forebyggelse, udvikling og læring i bagagen.

“Sundhedspleje og dagtilbud af høj kvalitet gør en forskel for børns liv både her og nu og langt ind i voksenlivet, og jeg er konstant optaget af de rammer, vi skaber for deres opvækst. Vores ambitioner for børnenes trivsel og udvikling er afgørende for, at vi sammen med forældrene kan give børnene mulighed for at blive glade, trygge og livsduelige”, siger Mette Lindkær.

I Børn & Dagtilbud bliver Mette Lindkær chef for Dagplejen, daginstitutionerne, Sundhedsplejen, Pladsanvisning & Tilskud og området for børn med særlige behov, og samlet har Børn & Dagtilbud ca. 1200 fuldtidsstillinger.

Mette Lindkær tiltræder stillingen som chef for Børn & Dagtilbud efter Anne Merethe Løvmose, som siden den 1. februar har været børn- og unge chef i Aarhus kommune.

Flyttedag for ni træer i Storegade

0

For at undgå at Storegade i en længere periode kun skal være åben i en færdselsretning, flyttes ni træer for at give plads til omfattende kloakarbejder.

Foto: Yesbjerg/Adobe

Den 13. maj begynder DIN Forsyning at skifte kloakledninger i Storegade på strækningen mellem Rosenvængets Alle og Holger Drachmanns Alle. For at mindske generne for trafikanter og beboere i området bliver de etablerede trafikdæmpende foranstaltninger fjernet. Dermed skabes der mere plads til at afvikle trafikken, mens renoveringen foregår, og Storegade kan holdes åben i begge færdselsretninger.

 

Desværre betyder det, at de ni træer skal holde flyttedag. Træerne blev plantet som en del af de trafikale foranstaltninger for blot et par år siden.

 

“Det er meget uheldigt, at der er behov for at skulle grave forholdsvis kort tid efter at der blev etableret disse tiltag, som skulle fremme trafiksikkerheden på strækningen. Det er ikke optimalt at flytte træer så kort tid efter, at de er plantet. Derfor har vi også undersøgt andre løsninger, som dog ikke er holdbare i dette tilfælde,” uddyber formand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen.

 

Flytningen af de ni tæer vil ske umiddelbart efter påske. Ved at flytte træerne inden de springer ud, forbedres muligheden for en succesfuld omplantning af træerne. Forhåbentlig vil de ni træer komme til at gøre gavn andet steds i kommunen, og som planen ser ud nu, vil det være ved Myrtueparken i Sjelborg.

 

Når arbejdet med kloakken er helt færdigt, genetableres Storegade med de kendte trafikforanstaltninger. Der vil også blive plantet nye træer, som får lov til at nyde placeringen i mange, mange år.

Esbjerg Kommune tænker ud af boksen

Esbjerg Kommune åbnede i dag en ny grejboks ved Vognsbølparken i Esbjerg. Grejbasen er et tilbud til hele familien. Her kan man gratis låne masser af udstyr til aktiviteter i naturen, f.eks. håndvægte, boldtræ og bolde. Der er også mulighed for at opbevare tøj, telefon eller andet, mens man er aktiv.

Formand for kultur & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune May-Britt Andrea Andersen åbnede i dag officielt den sjove nyhed, og akkompagneret af Vognsbølparkens børnehave var der rigelige af hænder til at binde den røde sløjfe op og officielt velkomme grejboksen på parkeringspladsen ved siden af flexboldbanerne på Gl. Vardevej.

May-Britt Andrea holder åbningstale

Boksen er den første af sin art i Esbjerg Kommune, men mon ikke der hurtigt kommer behov og efterspørgsel efter flere af samme slags, når først budskabet om de sjove gratis aktiviteter breder sig til byens borgere.

Skønne glade børn på vej til indvielse i snevejr

På Facebook kan du se flere af de sjove videoer fra dagen i dag. Her kan du bl.a. se de skønne børn fortælle om deres yndlingslege.

Firmaet Renz står bag boksen