Home Tags Kommune

Tag: Kommune

Veteraner blev fejret musik og taler

0

Esbjerg Kommune havde grundet Covid-19 begrænsninger flyttet festligholdelsen af Flagdagen fra Torvet til Musikhuset i Esbjerg.

Foto: Esbjerg Kommune

Esbjerg Kommune havde inviteret til traktement, musik og taler. 

Veteranerne og deres pårørende blev budt velkommen af May-Britt Andrea Andersen, formand for kultur- og fritidsudvalget, som holdt velkomsttalen på vegne af Esbjerg Kommune til de fremmødte. Udover, at talen var en tak til veteranerne, havde den en personlig vinkel, da May-Britt Andrea selv er pårørende til en veteran. Du kan læse hele May-Britt Andreas tale her.

Musik blev leveret af den lokale Rikke Egholm Ravn, som sammen med Mads Jørgensen leverede en smuk blanding af musik under spisningen.

Dagens anden tale blev holdt af Michael Leuenhagen fra Danske Veteraner, hvori han blandt andet havde citater fra ”Soldatens Bøn”. Talen blev mere følelsesladet end forventet, men et citat fra talen, hvor han kom rundt om mange aspekter er: ” Vi har gjort op med os selv, om vi ville eller ikke ville. Vi har stået overfor vore familier og venner og sagt: ”Jeg tager afsted”.”

” I disse tider vil man gerne have nogen at se op til, en HELT, en med kappe og superkræfter….

Men virkelighedens helte i medierne er dem, som drager ud for at gøre en forskel…..

De som bliver tilbage og holder skansen i hjemmet, kæresten, konen, manden og børnene, er dem med superkræfterne”.

Der blev uddelt Børnemedaljer til 2 børn, som begge var stolte modtagere af denne.

”Jeg vil gerne på vegne af Danmarks Veteraner takke byen for et godt og vellykket arrangement og vi glæder os til næste år, hvor vi forhåbentlig er tilbage på torvet” Udtaler Michael Leuenhagen, Danmarks Veteraner.

Social- og indenrigsminister på besøg for at drøfte tvangsfjernelser

0
Tvangsfjernelser
Diana Mose Olsen, der er formand for Børn & Familieudvalget i Esbjerg Kommune har inviteret social- og indenrigsminister Astrid Krag på besøg. Ministeren kommer til Familiens Hus i Esbjerg den 7. september for at høre mere om, hvad Esbjerg Kommune gør for at undgå, at børn og familier ender i udsatte livssituationer, og hvordan vi hjælper, når behovet opstår.

Foto: Esbjerg Kommune

Fokus på både forebyggelse og nødvendige anbringelser
Besøget udspringer af debatten om tvangsfjernelser, der for alvor kom i gang efter statsministerens nytårstale. I Esbjerg Kommune optager emnet i høj grad politikerne. – Jeg er utroligt glad for, at ministeren er interesseret i at høre om vores erfaringer med både forebyggelse og anbringelser. At fjerne et barn fra dets biologiske familie er en af de største og sværeste beslutninger, og derfor har vi alle et medansvar for at sikre, at vi gøre alt, hvad vi kan for at forebygge. Og når en anbringelse er det rigtige, så skal det ske på den bedste måde og på det rigtige tidspunkt. Vi har vi mange positive erfaringer i Esbjerg Kommune, og dem ser jeg frem til at fortælle Astrid Krag om, siger Diana Mose, formand for Børn & Familieudvalget i Esbjerg Kommune. Ministerbesøget foregår i Familiens Hus, hvor der samtidig er gang i husets sædvanlige aktiviteter. Astrid Krag kan derfor opleve, hvordan det summer af liv, og hun vil under rundvisningen få mulighed for at hilse på nogle af forældrene med deres babyer.

Rød tråd mellem indsatserne gør forskellen i Familiens hus
I Familiens Hus rækker de en hjælpende hånd ud til de helt unge forældre, allerede før barnet er født. Mødrene, der alle er under 22 år, får tilbudt ungekonsultationer ved en jordemor, hvor der er tid og overskud til at vejlede. Senere får de mulighed for en særligt tilrettelagt fødselsforberedelse. Efter fødslen screenes babyen, og en sundhedsplejerske hjælper familien i den første tid. Alt sammen for at sikre barnet og familien den bedste start. Med den tætte kontakt i hele forløbet kan medarbejderne fra Familiens Hus være med til at skabe tryghed, og samtidig være parate til at sætte ind med det samme, hvis en baby mistrives.

I vores opvækstmiljøer vokser børn op i almindelige hjem
Astrid Krag er også interesseret i at høre om vores opvækstmiljøer, der ikke findes magen til andre steder i landet. Esbjerg Kommunes har fire parcelhuse, der fungerer som opvækstmiljøer for anbragte børn. I hvert hus bor der op til seks børn, der vokser op i et parcelhus, der minder så meget som overhovedet muligt om et almindeligt hjem. I opvækstmiljøerne er der et tæt samarbejde med forældrene og langt de fleste besøger ofte. Børnene får hjælp til at passe deres skole og har en hverdag, der minder om deres klassekammeraters. Mange flytter ind sammen med deres søskende og får opbygget tætte relationer med andre børn og voksne i huset. Børnene bevarer tilknytningen, selv når de er flyttet derfra, og ligesom i en almindelig familie får børnene hjælp til at flytte hjemmefra, når den tid kommer. Selv efter de er flyttet, er de altid velkomne til at komme og spise og fx være med til at fejre jul.

Hånd om Familien arbejder på at forebygge anbringelser
Ministeren vil også blive præsenteret for initiativet Hånd om Familien, der er et eksempel på, hvordan vi i Esbjerg Kommune sætter massivt ind for at forebygge anbringelser. Vi har gode erfaringer med at hjælpe hele familien i deres eget hjem, og i nogle tilfælde er det muligt at undgå at skulle anbringe barnet. Andre gange er det nødvendigt at finde et andet sted, hvor barnet kan vokse op i trygge omgivelser. Men selv i de tilfælde, hvor anbringelse er nødvendigt, er det en fordel at have forsøgt at forebygge. På den måde er kommunen kommet tættere på familien, og den viden og indsigt er guld værd i det videre arbejde med at sikre barnet de bedst mulige vilkår.

Praktisk information
Ministerbesøget er skemalagt til mandag den 7. september 2020 kl. 14-15 i Familiens Hus, Skolebakken 86, 6700 Esbjerg. På grund af coronavirus begrænses antallet af deltagere.

Esbjerg Kommunes mange forskellige tilbud er samlet under Familiecentret, og det samlede overblik findes her: Familiecentret
Diana Mose Olsen, 2014.
Diana Mose Olsen, byrådsmedlem i Esbjerg Kommune, valgt for Socialistisk Folkeparti. Formand for Børn- & Familieudvalget.

Ny klima- og risikostyringsplan får input fra oversvømmelsestruede borgere

0
Plan & Miljøudvalget har netop godkendt rammerne for, hvordan en kommende klima- og risikostyringsplan skal udarbejdes for dele af Esbjerg. Beboere i oversvømmelsestruede og nærliggende kvarterer inviteres med i planprocessen i løbet af efteråret.    
Som led i EU’s oversvømmelsesdirektiv er der udpeget 14 områder i Danmark med væsentlig risiko for oversvømmelse, og hvor oversvømmelsen vil være til fare og stor skade med vidtrækkende konsekvenser.   
I 2018 blev dele af Esbjerg føjet til listen, og derfor har Kystdirektoratet bedt Esbjerg Kommune om at lave en risikostyringsplan, som undersøger, hvordan store mængder havvand skal håndteres. I Esbjerg kommer planen dog både til at handler om hav-, grund- og regnvand, som hver for sig og i kombination kan skabe oversvømmelser.  

Forebyggelse og sikring
Planen kommer til at indeholde mål for, hvordan oversvømmelser håndteres og hvilke indsatser, der kan sættes i gang før, under og efter en evt. oversvømmelse. Det handler både om forebyggelse, sikring og beredskabet under en oversvømmelse.   Processen er allerede gået i gang, og Esbjerg Havn, DIN Forsyning og Sydvestjysk Brandvæsen arbejder sammen med kommunen om at få udarbejdet en plan.  

Vandet skal samle vandene
I dag har Plan & Miljøudvalget godkendt, at planprocessen også kommer til at involvere en høj grad af borgerinddragelse. I tre udvalgte områder bliver beboere inviteret til at give deres besyv med, blandt andet via en app, når der skal arbejdes med konkrete tiltag, som skal mindske oversvømmelsesrisikoen. Et af områderne bliver i kvarteret omkring Esbjerg Rådhus.  

“Det lokalkendskab, som beboerne kan bidrage med, er vigtigt i forhold til at finde de smarte løsninger, som giver mening. Denne plan skal have mange ejere, fordi vi er fælles om at stå med problemet, når først vandet kommer. Med planen bliver vi i stand til at håndtere vandet på måder, som giver mening i et større perspektiv”, siger formand for Plan & Miljøudvalget Karen Sandrini.

Klima- og risikostyringsplanen skal være færdig i midten af 2021, og inden planen vedtages, vil den også komme i offentlig høring.    

Ny chef for Esbjerg Kommunes Biblioteker

0
Chef for Esbjerg Kommunes Biblioteker
Ann-Britt von Seelen står fra den 1. oktober i spidsen for Esbjerg Kommunes biblioteker, hvor hun ser frem til at fortsætte arbejdet med at skabe et stærkt, udviklende og mangfoldigt kulturmiljø.    
Foto: Esbjerg Kommunes Biblioteker
Når Ann-Britt von Seelen den 1. oktober 2020 tiltræder stillingen som leder af Esbjerg Kommunes biblioteker, trækker hun værdifuld erfaring fra biblioteksverdenen med ind i sit nye job.   Ann-Britt von Seelen er oprindeligt uddannet bibliotekar og siden cand. it i webkommunikation, mens hun i de seneste år har udvidet sine kompetencer og opgaver inden for ledelse. Hun forlader et job som leder for Team Oplevelse på Koldingbibliotekerne og vender tilbage til Esbjerg Kommunes biblioteker, hvor hun selv som barn satte stor pris på at gå på opdagelse i bøgernes verden.  

Bibliotek for alle
Ann-Britt von Seelen glæder sig til at fortsætte arbejdet med at skabe et stærkt, udviklende og mangfoldigt kulturmiljø i Esbjerg Kommune med et relevant folkebibliotek som et kulturelt flagskib.  

– Biblioteket er til for borgerne, og jeg brænder for, at folkebiblioteket skal være for alle. Det skaber vi ved at stå på vores kernefaglighed, men også ved modigt at udforske, hvordan biblioteket kan interagere og gøre en forskel i det omkringliggende samfund, siger Ann-Britt von Seelen.  


Et bibliotek, der bobler af viden og kultur
Områdechef for Kultur & Pædagogik, Ulla Visbech, er sikker på, at Ann-Britt von Seelen er den rigtige til opgaven, og et enigt ansættelsesudvalg har valgt hende blandt 34 ansøgere.  

– Det har været vigtigt for os at finde en leder, som kan stå i spidsen for et veldrevet bibliotek, der bobler af viden og kultur. Vi er gået efter en leder med stor ledelseserfaring og kærlighed til kulturområdet, og som har modet til at udfordre og evnen til at tænke ud af boksen, siger Ulla Visbech.  

Ann-Britt von Seelen afløser Annette Brøchner Lindgaard, der efter 16 år i spidsen for bibliotekerne i Esbjerg Kommune har valgt at træde et skridt tilbage og blive bibliotekar igen på biblioteket i Ribe. Ann-Britt von Seelen bor sammen med sin familie i Fredericia, men er født og opvokset i Esbjerg.      

Tilflytterservice Esbjerg erfarer at Covid-19 ikke har bremset tilflytterne

0
Tilflytterservice Esbjerg

Esbjerg kommunes Tilflytterservice har haft masser af henvendelser de seneste 5 måneder på trods af COVID-19. Ligesom alle andre har Tilflytterservice været nødt til at ændre på dagligdagen og finde på alternative løsninger med skype møder og virtuelle events.

Foto: Red Star

Pia Enemark som er Bosætningskoordinator i Tilflytterservice Esbjerg, bekræfter, at der ikke har været fald i antallet af telefonopkald og mails fra tilflyttere, som for eksempel søger bolig, information om boligområder, børnepasning, skoledistrikter eller som søger netværk eller foreninger. Hun fortæller, at især Internationale tilflyttere har haft brug for sparring under Covid-19, fordi det pludseligt blev mere besværligt at ankomme og få sit opholdsbevis i den periode, hvor der var lukket for personlig henvendelse mange steder.

´Det har krævet lidt kreativitet at holde kontakt med tilflytterne´ siger Pia Enemark ´Vi har for eksempel holdt virtuel jobcafe, virtuelle Cook & talks, virtuel tilflyttercafe og nu afholder vi kun udendørs arrangementer eller mindre workshops med siddende pladser og god afstand. Det har især været ærgerligt at se de større events som for eksempel International dag, som vi holder sammen med 3i1, Mosaikken og Esbjerg festuge blive aflyst’.

Events i Tilflytterservice Esbjerg

Tilflytterservice i Esbjerg Kommune afholder typisk mellem 60 og 70 events om året for tilflyttere som for eksempel foreningsbesøg, besøg hos kulturinstitutioner, seminarer om dansk kultur, jobsøgnings workshops og sociale events for tilflyttere.

I Tilflytterservice Esbjerg arbejder også Maria Anglada, som står for et program med jobsøgning for medflyttende partnere. Maria Anglada forklarer, at ´når én person skal flytte efter et job er der ofte en medflyttende partner, som også gerne vil finde job i området, hvis familien skal blive boende her. Derfor hjælper vi medflyttende partnere med jobsøgning og med at få kontakt til lokale virksomheder. Og det har vi heldigvis kunne fortsætte med, bare med skype møder og sparring over mail og telefon i stedet for at mødes personligt´.

Læs også: Tilflytter i Esbjerg – Hvad nu?

Åbning udskydes

Tilflytterservice var netop flyttet ind i det gamle Arresthus ved Torvet og skulle have holdt en stor åbning af Esbjergs nye Internationale hus, da alle større arrangementer blev aflyst. Men planen er, at der bliver en formel åbning af det Internationale hus på et senere tidspunkt.

Fakta om Tilflytterservice

Tilflytterservice holder til i det internationale hus lige ved Esbjerg Torv.

Adressen er Torvegade 23, 6700 Esbjerg. 

Tilflytterservice kan for eksempel hjælpe med at:

Exnersgade opgraderes med cykelsti

0

I næste uge går arbejdet i gang med at etablere en ny cykelsti i Exnersgade på strækningen mellem Borgergade og Baggesens Alle og frem til Fynsgade.

Mandag den 17. august vedtog Esbjerg Byråd, at der skal etableres en cykelsti i Exnersgade, og kun 14 dage senere bliver der nu gjort klar til at anlægge stien langs gaden ved BROEN.

Mange trafikanter færdes i Exnersgade hver dag for at besøge fx BROEN og Jobcenter Esbjerg. Adgangen til de to steder bliver ikke lukket, men trafikanterne vil skulle tage hensyn til, at der nu arbejdes på en ny cykelsti i gaden.

“Der vil blive skiltet med omkørsel, bl.a. ad Teglværksgade og Fynsgade, mens arbejdet udføres, og det kan ikke undgås at man vil opleve gener, når man færdes i gaderne”, forudser formand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen.

For at trafikken afvikles sikkert, mens arbejdet foregår, vil det være nødvendigt at sætte parkeringsforbudstavler op i Teglværksgade og Fynsgade.

Presset tidsplan

Det er planen, at cykelstien bliver færdig allerede i indeværende år. Den hurtige opstart og færdiggørelse af projektet hænger sammen med, at byrådet bruger 7,3 mio. kr. fra byfornyelsesmidlerne, og de penge skal bruges på projekter her i 2020.

“Cykelstiprojektet falder sammen med andre igangværende anlægsopgaver i området. Det kan få generne til at synes ekstra voldsomme”, siger Søren Heide Lambertsen og forsætter, “det forsøger vi under normale omstændigheder at undgå, men projektet er tidsmæssigt meget presset”.

Cykelstien skal gøre det nemmere for cyklister at tage turen mellem Østerbyen og centrum af Esbjerg. I første omgang etableres der en bedre forbindelse til den nye supercykelsti i Baggesens Alle, og på sigt er cykelstien i Exnersgade første skridt på vejen til at forbinde Esbjergs to supercykelstier over de kommende år.

Esbjerg Havns ambitiøse fremtidsplaner får stor ros af klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen

Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen har i dag været på besøg i Danmarks største havn – målt i kvadratmeter – for at høre mere om, hvordan Esbjerg Havn vil bidrage til at nå klimaaftalens ambitiøse mål om at reducere udledning af CO2 med 70 procent. Ministeren havde stor ros til Esbjerg Havn, der nu udvider med yderligere 1,3 million kvadratmeter for at kunne håndtere opsætningen af de mange nye vindmølleparker og en energiø i Nordsøen.

Ørsteds regionsdirektør for havvind i Kontinentaleuropa, Rasmus Errboe, fortæller om Esbjerg Havns vigtige rolle i realiseringen af klimaplanen til klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen og borgmester Jesper Frost Rasmussen, Esbjerg Kommune. Foto: Niels Husted
Ørsteds regionsdirektør for havvind i Kontinentaleuropa, Rasmus Errboe, fortæller om Esbjerg Havns vigtige rolle i realiseringen af klimaplanen til klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen og borgmester Jesper Frost Rasmussen, Esbjerg Kommune. Også Anders Kronborg (S) var med ved dagens møde.
Foto: Niels Husted

– Allerede nu er det et imponerende syn, når man tager rundt på Esbjerg Havn, og udviklingen med offshore vind er jo først ved at tage fart. Lige nu er der samlet set sat 1,7 gigawatt offshore vindmølleparker op i danske farvande, og i de kommende år skal der sættes yderligere 3 gigawatt op i Nordsøen alene, så det er meget betryggende at se, at Danmarks vindmøllehavn nr. 1 nu yderligere sætter alle sejl til for at kunne håndtere de mange nye vindmølleparker, der er på vej, siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.

Ifølge ministeren er etableringen af nye offshore vindmølleparker en stor samfundsøkonomisk gevinst. Ikke kun fordi parkerne vil generere grøn strøm til mange tusinde husstande i hele Danmark, men også fordi beregninger viser, at der i kølvandet på en 1 gigawatt havvind følger 14.600 arbejdspladser.

– Vi er meget glade for, at klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen i dag kom på visit i Esbjerg, så vi kunne fortælle ham om vores massive udvidelsesplaner på Esbjerg Havn, og hvordan vi skaber rammerne for nye vindmølleproduktionsfaciliteter og kan håndtere udskibning af de meget store vindmøllekomponenter i fremtiden. Esbjerg er porten til Nordsøen, og det har gjort os til Danmarks EnergiMetropol. Der er allerede udskibet 50 vindmølleparker fra Esbjerg Havn, og vi er godt gearet til de mange nye gigawatt, der er på vej, siger Jesper Frost Rasmussen, der er borgmester i Esbjerg Kommune.

De fremtidige planer for havnen tager afsæt i en netop afsluttet strategisk analyse, som viser, at der bliver brug for hver eneste kvadratmeter på havnen og i havnens bagland. Havneudvidelsen indebærer blandt andet opkøb af nye arealer i området, der støder op til Esbjerg Havn, og en udvidelse af selve havnen, hvor den sydlige ende af havnen udvides ved at hente store mængder sand fra sejlrenden ind til Esbjerg Havn.

– Vi er den havn i Europa, der udskiber fleste havvindmøller, og det er en position, vi agter at bevare og udbygge. Vores særlige position på grøn energi og havvind er også noget, man har meget fokus på i sammenslutningen af verdens energibyer, WECP, som vi er en del af. Og som næstformand i WECP gør jeg meget ud af at udbrede kendskabet til havnens knowhow til de andre 18 energibyer som Houston, Stavanger, Aberdeen og mange andre, siger Jesper Frost Rasmussen.

Syd- og Sønderjyllands Politi har nultolerance over for streetrace

0

I lighed med sidste weekend vil politiet de kommende dage sætte målrettet ind over for kap- og væddeløbskørsel med meget høje hastigheder.

Syd- og Sønderjyllands Politi har hen over sommeren modtaget flere anmeldelser om streetrace og gennemført målrettede indsatser for at sætte ind over for ulovlig kap- og væddeløbskørsel.

Hændelserne er sket flere steder i politikredsen, og politiet har således gennemført særlige indsatser på området i Esbjerg, Varde, Holsted, Vojens, Aabenraa, Padborg, Toftlund og Holsted.

De seneste hændelser var i sidste weekend i Toftlund og Holsted, hvor politiet kontrollerede i alt 169 køretøjer med i alt 272 personer. Resultatet blev 44 sager, blandt andet om kap- og væddeløbskørsel, der udløste en bøde på 2.000 kroner og et klip i kørekortet, mens 27 biler blev indkaldt til syn.

Vil være konsekvente

Politiet understreger, at tilgangen vil være den samme, hvis der på ny kommer anmeldelser om streetrace.

– Vi har nultolerance over for denne type hændelser, der skaber utryghed og farlige situationer. Der vil fra politiets side fortsat være tale om konsekvent retshåndhævelse i forbindelse med konstaterede lovovertrædelser, understreger politikommissær og operativ leder af færdselsafdelingen, Mads Bruhn Lund, fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Esbjerg Havn går i gang med en af Danmarks største havneudvidelser nogensinde

0
Esbjerg Havn fotograferet i april 2020 (Foto: Christer Holte/Esbjerg Havn).

Danmarks største havn målt på areal føjer nu yderligere 1,3 million kvadratmeter til havneområdet. Det er en af de største havneudvidelser i Danmark nogensinde, og det vil skabe plads til et vindmølleeventyr af helt unikke dimensioner med deraf følgende arbejdspladser.

Foto: Christer Holte

Esbjerg Havn og Esbjerg Kommune tager førertrøjen på, når det gælder om at nå regeringens ambitiøse mål og reducere udledningen af CO2 med 70 procent inden 2030. Der er en massiv udvidelse af havnens grønne aktiviteter på vej. Esbjerg Havn udskiber i forvejen 75 procent af alle offshore vindmøller i Nordsøen. Med en yderligere havneudvidelse og opkøb af jord i havnens bagland, bliver der meget mere plads til blandt andet etablering af vindmøllefaciliteter. Og der er allerede fundet investorer til etablering af produktionshallerne, og de står klar med ca. 1 milliard kroner.

– Vi ved, at udskibning af vindmøller vil stige markant de kommende år. Analyser viser, at der vil blive bygget og udskibet cirka 620 vindmøller på 12 megawatt årligt. For at kunne imødekomme den massive stigning, har vi arbejdet ihærdigt med at afklare, hvad der skal til, for at vi kan håndtere denne opgave. Det er derfor, at vi nu sammen med Esbjerg Kommune går i gang med at opkøbe og etablere 1,3 mio. kvadratmeter. Der er massiv efterspørgsel efter mere lagerplads og produktionsfaciliteter, idet vindmøllekomponenterne bliver større og større og dermed vanskeligere kan fragtes på vejene, siger Dennis Jul Pedersen, der er administrerende direktør for Esbjerg Havn.

Havnens fremtidige planer tager afsæt i en netop afsluttet strategisk analyse som viser, at der bliver brug for hver eneste kvadratmeter.

– Analysen viser meget tydeligt, at vi ikke kan undvære en eneste kvadratmeter, hverken af de områder, vi allerede råder over eller de nye områder, der nu tilføjes. Esbjerg Havn er en driftig industrihavn, og denne position vil blive yderligere udbygget de kommende år, siger Flemming Enevoldsen, der er bestyrelsesformand for Esbjerg Havn.

Havneudvidelsen indebærer blandt andet opkøb af nye områder i Måde og etablering af etape 5, hvor den sydlige ende af havnen udvides ved at hente store mængder sand fra sejlrenden indtil Esbjerg Havn.

– Esbjerg er Danmarks EnergiMetropol, og vi har en klar ambition om at fastholde denne position og udbygge den. Esbjerg er porten til Nordsøen, og her ligger et kæmpe potentiale fx i form af den energi-ø, som fremgår af regeringens klimaplan. Der er allerede udskibet 50 vindmølleparker fra Esbjerg Havn, og der kommer mange flere til. Vi gør Esbjerg Havn og by klar til den grønne omstilling. Esbjerg Havn har længe været en af hovedaktørerne i etableringen af grøn strøm, men med vores nye planer bidrager vi markant til at nå målet om at udlede 70 procent mindre CO2 i 2030, siger Jesper Frost Rasmussen, der er borgmester i Esbjerg Kommune.

Pia Mortensen skal sikre stabil kurs på UC SYD

0

Efter at hendes forgænger gik på pension, er 53-årige Pia Mortensen ansat som ny studieleder på bioanalytiker- og laborantuddannelserne ved UC SYD i Esbjerg.

Foto: UC SYD

Pia Mortensen er dog på ingen måde ukendt med hverken UC SYD eller uddannelserne. Hun har nemlig været med som underviser siden 2009, hvor bioanalytikeruddannelsen første gang blev et uddannelsestilbud i Esbjerg.

-Det var faktisk lidt et tilfælde. Jeg var glad for mit job som bioanalytiker og havde ikke gjort mig nogen tanker om, at jeg skulle undervise. Men så rendte jeg ind i Birgit (tidligere studieleder red.) i Føtex, og hun overtalte mig til at begynde at undervise, siger Pia Mortensen.

Siden gik det slag i slag – fra undervisning til at påtage sig rollen som studiekoordinator over en diplomuddannelse i ledelse. Og da stillingen som studieleder for de to uddannelser blev slået op, lå det lige for at søge stillingen.

-Da Birgit første gang meddelte sin afgang, tænkte jeg, hvem skal så lede mig? Jeg kunne godt se mig i rollen som studieleder, specielt fordi jeg kender de to uddannelser så godt, og har været med hele vejen. Men det skyldes da også, at vi har en enorm god arbejdsplads, hvor fleksibilitet og selvledelse er nøgleord, som betyder meget for mig i mit arbejdsliv. Men hvor den daglige interaktion med de studerende også er et kæmpe plus, som man kun finder på en uddannelsesinstitution, siger Pia Mortensen.

Fremtiden
Når hun som studieleder skal pege på uddannelsernes udfordringer, kommer rekruttering som den første og store.

-Lige nu har vi faktisk ikke nogen rekrutteringsproblemer på bioanalytikeruddannelsen og der er også øget optagelse på laborantuddannelsen. Jeg tror, det skyldes corona-virussen. Bioanalytikerne og laboranternes arbejde foregår ofte, så man ikke lægger mærke til det, men med virussituationen er deres arbejde pludselig blevet synligt. Bioanalytikerne har jo været meget i medierne. Laboranternes bidrag er lidt mere skjult for befolkningen, men de er jo blandt andet med i medicinalindustrien og forskningslaboratorier, Det tror jeg, er med til at flere søger uddannelserne, siger Pia Mortensen.

Hun tilføjer med et stort smil, at ingen, med hende ved roret, skal forvente den store revolution på uddannelserne. For som hun siger: Jeg vil ikke reparere på noget, der ikke er i stykker. Men selvfølgelig vil der ske ændringer, da man som ny på posten får øje på ting, der kan gøres anderledes.

Privat
Pia Mortensen er indfødt esbjergenser, hvor hun stadig bor. Nu sammen med sin kæreste, som har tre udeboende børn ligesom Pia selv. Der er også børnebørn, så den store familie fylder en del i fritiden og så bliver der også lige tid til indretning af den ny lejlighed og en tur i fitnesscentret. Kontaktinformation

Pia Mortensen – pmor@ucsyd.dk tlf. 7266 2732

UC SYD – Degnevej 16 – 6705 Esbjerg Ø – Telefon 7266 2000 – ucsyd@ucsyd.dk

Social media icon
Social media icon
Social media icon
Social media icon

Problemer med at se mailen? Klik here for at se den i browserenAfmeld udsendelser