Home Tags Fodbold

Tag: Fodbold

De unge skal bære EfB frem

0

Målet var en tilbagevenden til Superligaen, da Esbjerg fB’s amerikanske ejere, Pacific Media Group, i sidste sæson ansatte Jens Hammer Sørensen som administrerende direktør, og det er det stadig.

Arkivfoto: Christina Simonia Straarup

_ Det vil lyde lidt hult at sætte dato på, hvornår vi skal være der, når nu vi rykkede ned i 2. division, erkender EfB-direktøren, der dog ser fortrøstningsfuldt på fremtiden.

_ Hvis vi rykker op til sommer – og det, synes, jeg, vi er gode nok til – Så står vi bedre, end da jeg startede i klubben. Vi har en god, ung trup, hvor gennemsnitsalderen på start 11’eren ikke er ret meget over 20 år, og vi har en god trænerstab med Lars Vind i spidsen.

Jens Hammer Sørensen forklarer, at filosofien er at bygge holdet op om unge, lokale spillere fra eget akademi, og da Lars Vind længe har haft sin gang i akademiet, er han den ideelle træner for holdet.

EfB har således skrevet fuldtidskontrakter med akademispillerne Malthe Kristensen, Oliver Svendsen og Andreas Troelsen, hvoraf Oliver Svendsen er lejet ud til FCK.

Men de unge skal også have mere erfarne spillere at læne sig op ad, hvorfor klubben har hentet 31-årige Jesper Lauridsen tilbage fra Randers.

Hvis EfB ved vinterpausen vurderer, at der er brug for forstærkning, lover direktøren, at det er der råd til, men han understreger, at han tror, den nuværende trup kan spille holdet op i 1. division.

_ Jeg medgiver, at det så skidt ud defensivt i den seneste kamp mod Frem, men samlet set, synes jeg ikke, vi har lukket for mange mål ind, siger han.

_ Det er min tanke, at vi skal skabe et ungt, slagkraftigt hold. De amerikanske ejere kom med den samme indstilling, men hentede spillerne i udlandet. Jeg ser hellere, at vi stiller med danske spillere, og det kan man se ud fra de to seneste transfervinduer.

_ For mig er det vigtigt, at beslutningerne bliver truffet her i Esbjerg, og sådan er det også blevet, siger han.

Jens Hammer Sørensen forstår godt den utilfredshed med amerikanerne, som mange i byen giver udtryk for.

_ Det beviser jo bare, hvor vigtig EfB er for esbjergenserne. Men som jeg hører det, havde der ikke eksisteret nogen klub, hvis det ikke have været for PMG. EfB var på jagt efter investorer, og amerikanerne blev taget imod med kyshånd.

EfB-direktøren ærgrer sig over, at Claus Sørensen Gruppen har meddelt, at man stopper sponsoratet i EfB.

_ De har været en stor del af EfB i mange år, og jeg vil kæmpe med næb og klør for, at de fortsætter,

_ Selv om vi rykkede ned, er mange lokale sponsorer blevet, og vi har cirka 1000 sæsonkortholder, så der er et fundament at bygge videre på, mener Jens Hammer Sørensen.

Esbjerg fB henter Jesper Lauridsen hjem

0

31-årige Jesper Lauridsen er ny mand i Esbjerg fB, idet defensivspilleren kommer retur til Blue Water Arena efter knap tre år i 3F Superliga-klubben Randers FC. Han tiltræder på en aftale frem til sommeren 2025.
Esbjerg fB styrker førsteholdet yderligere inden transfervinduet lukker, idet Jesper Lauridsen vender retur efter et ophold i 3F Superliga-klubben Randers FC.

Den venstrebenede defensivspiller har underskrevet en kontrakt frem til sommeren 2025.
Lauridsen debuterede for EfB i 2016, og har hidtil spillet 126 førsteholdskampe i blåt og hvidt.
Adm. direktør Jens Hammer Sørensen har svært ved at skjule begejstringen over, at det er lykkes at hente Jesper Lauridsen tilbage til EfB.

  • Vi har i en rum tid undersøgt muligheden for at hente Jesper Lauridsen tilbage til EfB, så vi er meget glade for, at det her kort før lukketid er faldet på plads med alle parter. Jesper kender klubben og byen indgående, og han er meget opsat på at være med til at skubbe projektet i den rigtige retning. Det er en erfaren spiller, vi får ind i truppen, og vi er overbeviste om, at han via sin tilgang til det at være professionel fodboldspiller både på og uden for banen vil blive en vigtig hjørnesten i det fremadrettede projekt. Så det er en rigtig god tilgang for EfB, siger han.
    31-årige Jesper Lauridsen mindes en god tid, og ser frem til at tørne ud for EfB igen.
  • Jeg havde en god tid i EfB og i Esbjerg ved mit seneste ophold, og klubben betyder meget for mig. Det er hovedårsagen til, at jeg havde et stort ønske om at komme ”hjem” og hjælpe holdet tilbage mod bedre tider. Vi har et erklæret mål om oprykning til sommer, og jeg tror på projektet og på, at vi kan lykkes med at indfri vores ambition. Jeg husker, hvor stort det var for fansene, da jeg var med til først at rykke op i Superligaen og dernæst vinde en bronzemedalje. Jeg mener, at EfB hører til blandt de bedste klubber i landet, og jeg vil bidrage til, at vi i løbet af de næste år kommer helt tilbage til toppen af dansk fodbold. Men først og fremmest handler det om, at vi som en samlet enhed får succes i denne sæson, som bliver svær og kræver hårdt arbejde, og jeg er bevidst om, at jeg qua min rolle som en af de mest erfarne skal hjælpe til både på og uden for banen hver dag, siger han.
    Lauridsen får nummer 6.

EfB skriver kontrakt med ukrainske Andriy Novikov

0


Ukrainske Andriy Novikov er ny Esbjerg fB-spiller, idet angriberen har skrevet under på en aftale frem til sommeren 2023.

Foto: EfB


Esbjerg fB styrker konkurrencen fremme på banen med 23-årige Andriy Novikov, der efter et længere træningsforløb i klubben har underskrevet en kontrakt gældende frem til og med juni 2023.
Novikov har senest været på kontrakt i FC LNZ Cherkasy i hjemlandet men søgt videre på grund af den ulykkelige situation.
Adm. direktør Jens Hammer Sørensen fremhæver som baggrund for aftalen mentaliteten hos Novikov foruden de fodboldmæssige færdigheder.

I Andriy Novikov får vi en fuldblodsangriber ind i truppen, som vil give os nogle flere strenge at spille på helt fremme. Med sin pågåenhed og aggressive stil vil han utvivlsomt komme til at lave mål for os, men det er vigtigt at huske på, at han på grund af situationen i Ukraine ikke har spillet kampe i en længere periode. Novikov har dog en fantastisk mentalitet og vilje til at forbedre sig, hvilket er afsmittende på kulturen i truppen, så vi er ikke i tvivl om, at han relativt hurtigt vil blive et våben for os.
Hovedpersonen er glad for chancen i EfB, og ser frem til at bidrage på holdet:

Jeg er glad for nu at få chancen i EfB og blive en del af klubben, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at betale tilbage med hårdt arbejde på træningsbanen og i kampe. Vi har et fælles mål om at rykke op næste sommer, så vi kan gøre fansene glade igen, og det håber jeg, vi kan lykkes med.


Fakta:
Navn: Andriy Novikov
Født: D. 20. april 1993
Tidligere klubber: FK Lutsk, Kovel-Volyn, FK Oleksandriya, LNZ Cherkasy

Jesper Lange får ny rolle i EfB

0

Esbjerg fB styrker staben omkring førsteholdet, idet der er lavet en aftale med Jesper Lange, der kommer til at assistere cheftræner Lars Vind og det øvrige team med særligt fokus på individuel træning. Samtidig skal han varetage posten som transitionstræner i EfB Akademi.

Foto: EFB


Den tidligere Esbjerg fB-angriber Jesper Lange vil fremover være at finde i staben omkring førsteholdet i en funktion med særligt fokus på offensiv, individuel træning.
Lange får dermed en vigtig rolle i trænerteamet, der foruden består af cheftræner Lars Vind, assistenttræner Rafael van der Vaart og målmandstræner Frode Birkeland.
36-årige Jesper Lange bliver samtidig tilknyttet EfB Akademi som transitionstræner, hvor han skal være med til at gøre overgangen fra ungdoms- til seniorniveau lettere.
Han glæder sig over sine nye opgaver:

  • EfB, byen og fansene har siden starten på min aktive karriere altid betydet meget for mig, og derfor er jeg enormt stolt og ydmyg omkring nye rolle. Jeg glæder mig til at yde mit bidrag til at finde løsninger på banens offensive tredjedel og fortsætte arbejdet med udviklingen af de offensive spilleres bevidsthed i afslutningssituationer. Jeg har et håb og en forventning om, at vi gennem fokuseret arbejdet og styrkelse af de relationelle bånd kan skabe en kultur, hvor det ikke er afgørende, hvem der laver fejl, men at vi i højere grad har fokus på, hvordan vi som hold løser de fejl, som uundgåeligt opstår i fodboldspillet. Dette har jeg en klar forventning om, at jeg, i samarbejde med det resterende team, kan bidrage til at få skabt.
  • EfB Akademi er ikke en ny størrelse for mig, idet jeg gennem årene har været tilknyttet forskellige ungdomshold, og dermed er jeg bekendt med det store potentiale, der er i de forskellige årgange. Derfor ser jeg frem til fortsat at være en medvirkende faktor til de unges udvikling samt præge og hjælpe dem på vej i mit arbejde som transitionstræner i samarbejde med de andre dygtige mennesker på akademiet.
    Cheftræner Lars Vind glæder sig til at byde Lange velkommen i teamet.
  • Det har været af høj prioritet for mig at lave en aftale med Jesper Lange og tilføre ham til staben omkring holdet. Som fodboldspiller var han kendt for at give alt på banen, og sådan er han også uden for. Med sin grundighed, blik for spillet og måden at gå til mennesker på er jeg overbevist om, at vi i Jesper får den helt rette mand ind, og jeg ser meget frem til at have ham med på banen, hvor der venter vigtige opgaver og et stort arbejde, siger han.
    Lange er med på træningsbanen fra mandag d. 18. juli.

Lars Vind ny cheftræner i Esbjerg fB

0

Esbjerg fB har ansat Lars Vind som ny cheftræner, og han starter trænergerningen med førsteholdet mandag, når truppen igen samles efter sommerferien.

Foto: Christina Simonia Straarup

Han får Rafael van der Vaart som assistenttræner og Frode Birkeland som målmandstræner, mens der arbejdes på at tilføre yderligere en assistent.


Forberedelserne frem mod den kommende sæson for Esbjerg fB starter for alvor mandag, når førsteholdsspillerne vender retur fra sommerferie, og det bliver med Lars Vind som cheftræner.
45-årige Vind har en lang karriere i EfB bag sig, hvor han har trænet ungdomshold, været assistenttræner på førsteholdet og senest varetaget den vigtige funktion som akademichef.
Adm. direktør Jens Hammer Sørensen glæder sig over ansættelsen af Lars Vind som ny cheftræner, og ser frem til at følge den spillemæssige udvikling på holdet.

  • Vi har været grundige i rekrutteringen til den vigtige post som cheftræner, og er i processen igen og igen nået frem til, at Lars Vind er den rette mand til at stå i spidsen for det sportslige projekt. Vind har et stort kendskab til dansk fodbold og til EfB samtidig med, han har stor erfaring med talentudvikling og skabt gode resultater i EfB Akademi.
  • Førsteholdet står foran en vigtig opgave, hvor vi skal rykke op, og det skal ske via offensivt og dynamisk spil på banen. Det er samtidig en del af strategien, at det skal ske med en overvægt af unge spillere, og her spiller akademiet selvsagt en stor rolle. Vi ser Lars Vind som skræddersyet til at lykkes med de ting, vi gerne vil, fortæller han.
    Lars Vind glæder sig til at påbegynde træningen og forberedelserne frem mod den kommende sæson, hvor det altoverskyggende mål er en oprykning til NordicBet Ligaen.
  • Jeg er naturligvis glad og stolt over at få tilbuddet om og blive udpeget som cheftræner for EfB. Jeg glæder mig til at tage fat på den opgave, der venter sammen med det øvrige trænerteam, staben omkring holdet og ikke mindst spillertruppen.
  • Der venter os en sæson, hvor der vil være et stort pres på for at rykke op næste sommer, og det pres løber vi ikke fra. Det er målet at slutte på en af de to øverste placeringer, når vi om et års tid skal gøre regnskab over sæsonen, og det vil jeg gøre alt for, at vi lykkes med. Vi skal have skabt en vinderkultur, og det tager tid, men jeg er overbevist om, vi kan gøre det i fællesskab og få lagt de grundsten, der skal til for at få EfB tilbage på ret kurs, siger han.
    Vind kommer til at arbejde sammen med assistenttræner Rafael van der Vaart og målmandstræner Frode Birkeland. Desuden er planen at tilføre yderligere en kapacitet til trænerteamet.

Esbjerg fB henter Mathias Jørgensen

0

Esbjerg fB styrker de offensive positioner med Mathias Jørgensen, der kommer til klubben på en tre- årig aftale frem til udgangen af 2024.

Angriberen har senest været på kontrakt i New York Red Bulls.
21-årige Mathias Jørgensen er ny spiller i Esbjerg fB, idet angriberen har underskrevet en kontrakt på tre år frem til udgangen af 2024. Jørgensen har senest spillet i New York Red Bulls, hvortil han blev solgt fra OB i 2019.
Adm. direktør Jens Hammer Sørensen kalder tilgangen af Jørgensen en vigtig brik i forhold til spillestilen.

  • Mathias Jørgensen er en hurtig, eksplosiv angriber, som vi er meget begejstrede over at tilknytte truppen. Mathias slog i en tidlig alder igennem i Superligaen, og blev solgt til USA, hvor han spillede for New York Red Bulls, der er en af de bedste skoler i verden inden for presspillet. Det er ingen hemmelighed, at vi i EfB vil spille med et aggressivt pres, og Mathias Jørgensen bliver et vigtigt aktiv for os i den henseende, så vi er glade for, det lykkedes os at lave en længerevarende aftale, siger han.
    Angriberen ser frem til at blive en del af EfB, som han ser som et ideelt næste skridt i sin karriere.
  • Jeg er glad for, at Esbjerg og EfB bliver min kommende by og arbejdsplads, og jeg ser meget frem til at komme godt i gang. Efter at have været i udlandet i nogle år, så ser jeg det her som en slags ny start for mig, og jeg har en rigtig god fornemmelse omkring mit valg. Og selvom vi spiller i den næstbedste række, så er faciliteterne og ambitionerne til mere, hvilket passer mig godt, men først og fremmest skal vi arbejde hårdt i forårssæsonen og få bygget på. Jeg glæder mig til at være en del af projektet sammen med mine nye holdkammerater, siger Mathias Jørgensen.
    Fakta:
    Navn: Mathias Jørgensen
    Født: D. 20. september 2000
    Tidligere klubber: FC Nordsjælland, OB, New York Red Bulls, AGF

Foto: EfB

Michael Kryger ny assistenttræner i EfB

0

Esbjerg fB har ansat Michael Kryger som ny assistenttræner i stedet for Lars Vind, der fortsat vil varetage rollen som akademichef. Dermed er et stærkt team omkring cheftræner Roland Vrabec på plads.

Foto: EfB

44-årige Michael Kryger er fra dags dato ny assistenttræner i Esbjerg fB, hvor han vil indgå i teamet med Rafael van der Vaart og cheftræner Roland Vrabec. Lars Vind vil fortsat, som det har været planen, varetage jobbet som akademichef.
Jens Hammer Sørensen, adm. direktør i EfB, er glad for, det er faldet på plads med Kryger, der de seneste syv år har været i Hobro IK, og fremhæver særligt kendskabet til dansk fodbold som en vigtig faktor.

Vi er glade for at have lavet en aftale med Michael Kryger, der udover at have den højeste træner-licens, også har et indgående kendskab til dansk topfodbold, hvilket har været et vigtigt parameter for os. Vi ser frem til at byde Michael velkommen i klubben, siger han.
Michael Kryger kommer til EfB, og glæder sig til at lære alle i klubben at kende og komme i gang på træningsbanen.

Da jeg fik opkaldet, og blev forelagt muligheden for at blive en del af EfB, var jeg ikke i tvivl. Der er tale om en stor klub, og jeg glæder mig til at bidrage med de ting, jeg er god til, så vi i fællesskab forhåbentligt kan vinde mange kampe. Nu ser jeg frem til at lære alle i klubben at kende og trække i træningstøjet, fortæller han.
Kryger flytter til Esbjerg, og har første træning med holdet i dag.

Fakta

Navn: Michael Kryger
Født: D. 26. september 1976
Tidligere klubber: Lystrup IF, Aarhus Fremad, Randers FC, Hobro I

Esbjerg fB tilknytter Dino Halilovic

0

23-årige Dino Halilovic er ny spiller i Esbjerg fB, idet midtbanespilleren har underskrevet en kontrakt frem til 2023.

Foto: EfB


Esbjerg fB styrker konkurrencen på midtbanen med Dino Halilovic, da den 23-årige kroat har bundet sig på en to-årig aftale til sommeren 2023.
Jens Hammer Sørensen, adm. direktør i EfB, siger om Halilovic, der har været omkring alle kroatiske ungdomslandshold:

  • I Dino Halilovic får vi en dygtig midtbanespiller ind, som vil styrke truppen. Vi har scoutet ham grundigt via vores netværk, og er glade for at byde ham velkommen i Esbjerg og i EfB.
    Dino Halilovic, vis favoritposition er på den centrale del af banen, glæder sig til at støde til truppen, og spille for EfB i de kommende år.
  • Jeg har læst en del om klubben, inden jeg skrev under, og jeg kan se, at det er en stor klub. Faciliteterne her er fremragende, og jeg mener, vi skal rykke op i Superligaen igen, for det er her, vi hører hjemme. Det kommer til at kræve hårdt arbejde, og det vil jeg byde ind med, og jeg ser frem til at møde mine nye holdkammerater, trænerne og ikke mindst fansene, siger han.
    Fakta:
    Navn: Dino Halilovic
    Født: D. 8. februar 1998
    Tidligere klubber: GNK Dinamo Zagreb, Udinese Calcio, NK Istra 1961, NK Lokomotiva Zagreb, NK Rudes

EfB skriver kontrakt med Corey Addai

0

23-årige Corey Addai er ny Esbjerg fB-spiller, idet målmanden tilføjes truppen på en aftale gældende frem til sommeren 2022. Englænderen har senest været på kontrakt i Barnsley Football Club.

Esbjerg fB skærper konkurrencen yderligere på målmandspositionen, idet den 23-årige englænder Corey Addai har skrevet under på en kontrakt for resten af sæsonen.

Paul Conway, bestyrelsesmedlem i EfB, udtaler:

– Corey Addai er en talentfuld målmand, som vi har et indgående kendskab til fra sin tid i Barnsley, og ved at tilføre ham truppen i EfB så er vi sikret et kompetent målmandsteam med stor konkurrence om pladserne. Vi glæder os til at byde ham velkommen i klubben.

 

Målmanden, der startede sin fodboldkarriere i Arsenal FC, ser frem til at trække i træningstøjet og møde fansene i Esbjerg.

 

– Jeg er glad for at have skrevet kontrakt med EfB, som er en stor klub med ambitioner om at vende tilbage til Superligaen, hvilket giver mig motivation til at gøre det godt. Jeg kan ikke vente med at starte op og komme ud på banen og møde folk i klubben og fansene, siger Corey Addai.

 

Addai får nummer 34.

 

Fakta:
Navn: Corey Addai
Født: D. 10. oktober 1997
Tidligere klubber: Arsenal FC, Coventry FC, Mickleover FC, Telford United, Barnsley Football Club, Chesterfield FC

Esbjerg fB tilknytter Rafael van der Vaart

0

Rafael van der Vaart er ny assistenttræner og klubambassadør i Esbjerg fB, idet hollænderen har takket ja til at blive en del af klubben i bestræbelserne på at udvikle og forbedre spillere, rammer og miljøet både på og uden for banen.

Foto:EfB

Esbjerg fB og Rafael van der Vaart har lavet en aftale, der betyder, at den populære hollænder fremover skal være omkring holdet og klubben som assistenttræner og klubambassadør.

 

Som aktiv fodboldspiller var van der Vaart blandt verdens allerbedste, og han nåede blandt andre at tørne ud for storklubber som AFC Ajax, Hamburger SV, Real Madrid CF og Tottenham Hotspur FC, inden den aktive karriere sluttede i EfB i 2018.

 

Samtidig blev det til 109 landskampe for Holland, hvor højdepunktet var VM-finalen i 2010 som anfører, så EfB bliver tilført erfaring og viden fra allerhøjeste niveau.

 

Paul Conway, bestyrelsesmedlem i EfB, jubler over tilføjelsen:

 

– Vi er i ekstase over, at Rafael formelt vender tilbage til EfB efter at have afsluttet sin fantastiske spillerkarriere i klubben. Han vil give værdifuld rådgivning på og uden for banen til vores stab og hold, og vil arbejde på at forbedre klubben med alle vores interessenter, herunder fans og sponsorer.

 

Rafael van der Vaart ser frem til at blive en del af klubben og påbegynde arbejdet:

 

– Jeg har nu i flere boet i byen med min familie, og føler mig derfor forbundet med Esbjerg og EfB. Desuden er jeg en ægte fodboldfanatiker, så det er et logisk næste trin for mig at være involveret i klubben og forsøge at hjælpe med min erfaring, så vi forbedrer os til næste niveau. Jeg er begejstret og taknemmelig over denne mulighed, som bestyrelsen har givet, og jeg vil arbejde sammen med alle interessenter i klubben for at hjælpe med at forbedre tingene på og uden for banen.

 

38-årige van der Vaart har boet i Esbjerg de seneste fem år, og hans søn, Damian, skrev i maj under på en aftale med EfB. Han spiller på U17-holdet.