Socialdemokratiet ved Partiforening Esbjerg og Esbjerg Bykreds, inviterer til markering af 150 året for første indmelding i partiet.
Lørdag d. 14. august 2021, i tidsrummet kl. 10:00-12:00, markeres jubilæet ved en kampagne i Esbjerg Centrum, med opstilling af “DEN RØDE CAMPINGVOGN” ud for Kongensgade 44.
Kandidaterne til KV21 valget d. 16. november 2021 i Esbjerg Kommune, vil sammen med spidskandidat til regionsvalget i Region Syddanmark Mette With Hagensen samt Esbjerg Bykredsen to kandidater til RV21, være til stede for en dialog med borgerne. Borgerne inviteres til at “grille” Folketingsmedlem Anders Kronborg samt KV21 og RV21 kandidaterne, ved et grill-arrangement i tidsrummet kl. 13:00-15:00.
Slagter Theilgaard sørger for den gode grill mad, hvor borgerne stiller kritiske spørgsmål til MF Anders Kronborg og KV21 + RV21 kandidaterne, borgerne betaler for grill maden ud fra hvad man mener de politiske svar er værd.Til at styre debatten, har Esbjerg Byråds længst siddende medlem, Hans Erik Møller, sagt ja til at være ordstyrer.
Vær med til at gøre Danmarks største cykelløb både underholdende og sikkert.
Hvis du ikke vil være den, der kommer i vejen for guldheltene Michael Mørkøv og Lasse Norman Hansen – eller for den sags skyld supersprinter Mark Cavendish eller stortalentet Remco Evenepoel, så er det altså med at få flyttet bilen, holde børnene i hånden og hunden i snor i morgen tirsdag og de næste dage.
Cykelløbet PostNord Danmark Rundt har tirsdag mål i Esbjergs centrum. Rytterne starter i Struer, og det forventes, at de når Esbjerg ved 17-tiden. Mellem kl. 16.15 og 18.00 er rundstrækningen i Esbjerg spærret, og det er vigtigt for rytternes sikkerhed, at der ikke er efterladt parkerede biler på den. Så vær opmærksomme på skiltningen.
Du kan læse mere om P-forbud, omkørsel til Fanøfærgen og afspærringer på Esbjerg Kommunes hjemmeside
Anden etape på onsdag går fra Domkirkepladsen i Ribe med start kl. 13.15 og til Sønderborg, hvor rytterne forventes at ankomme ca. kl. 17.00. Også her gælder det om at sikre, at rytterne ikke møder trafik eller parkerede biler på uventede steder. Sønderborg kommune har lagt information om afspærringer, parkering med videre på sin Facebook-side og på sin hjemmeside. www.sonderborg.dk/postnord
Tredje etape starter torsdag kl. 12.30 fra Wegners Plads i Tønder og slutter efter 219 km i Vejle.
Det bliver med ikke mindre end seks World Tour hold i feltet, at cykelløbet PostNord Danmark Rundt 2021kommer til Esbjerg og Ribe den 10. og 11. august. Med cykelløbet følger kortvarige begrænsninger af trafikken for sikre den gode oplevelse og sikkerheden.
I Esbjerg kører cykelrytterne i mål i Havnegade. Foto: Esbjerg Kommune
Det bliver spændende om den drilske vestenvind kommer til at spille en afgørende rolle for, om første etape af PostNord Danmark Rundt 2021 skal afgøres af enten massespurt eller en enkelt rytter på målstregen i Esbjerg tirsdag den 10. august 2021.
Det er i hvert fald sikkert, at toprytterne fra fx World Tour holdene Quickstep, Lotto-Soudal, Trek-Segafredo og det danske landshold får nok at se til på den 176 km lange og udfordrende etape fra Struer i nord til Esbjerg i sydvest. I hjertet af Esbjerg slutter etapen med tre runder på den 3,6 km lange rundstrækning, inden dagens vinder kører først over målstregen ved Musikhuset Esbjerg.
På cykelløbets anden etape går starten i Ribe med Domkirkepladsen som den stemningsfulde kulisse, og herfra sætter rytterne kursen mod Sønderborg.
”Vi glæder os til at lægge veje til det stjernespækkede felt til dette års PostNord Danmark Rundt i både Esbjerg og Ribe. Cykelløbet er en oplagt mulighed for at vise det bedste af vores kommune frem, og vi håber, vi kan samle mange glade tilskuere på ruterne, så vi kan få skabt en fantastisk stemning og heppe cykelrytterne godt på vej”, siger Jesper Frost Rasmussen, borgmester i Esbjerg Kommune.
Cykelfest begrænser trafikken
Cykelfesten og den gode oplevelse er i centrum for cykelløbet, og det skal være sikkert for både cykelryttere og tilskuere at være med. Derfor etablerer Esbjerg Kommune i samarbejde med Syd- og Sønderjyllands Politi en række begrænsninger af trafikken.
Den 3,6 km lange rundstrækning i Esbjerg går ad opløbsstrækningen i Havnegade og videre til Englandsgade, Nørregade, Strandbygade, Stormgade, Toldbodvej, Østre Havnevej, Hulvejen og tilbage til Havnegade. Tirsdag den 10. august kl. 16.15-18.00 vil gaderne på rundstrækningen være spærret, og kørende trafik har kun begrænset mulighed for at krydse rundstrækningen i sluser ved Nørregade/Stormgade, Nørregade/Torvegade, Englandsgade/Skolegade og Englandsgade/Borgergade. For fodgængere er der også en sluse ved Englandsgade/Kongensgade.
Målområdet ved Musikhuset Esbjerg er centralt for cykelløbet, og tirsdag den 10. august kl. 9-21 vil Havnegade derfor være spærret fra Englandsgade til Kirkegade, lige som Torvegade er spærret fra Havnegade til Borgergade.
For at sikre fri passage for cykelrytterne i gaderne vil det tirsdag den 10. august kl. 12-20 være forbudt at standse og parkere på rundstrækningen. Ulovligt parkerede biler bliver fjernet for ejerens regning.
Onsdag den 11. august vil Domkirkepladsen, Von Støckens Plads og en del af Dagmarsgade i Ribe være afspærret kl. 11-13.30. I samme område og på Sct. Catharinæ Plads vil det være forbudt at standse og parkere kl. 6-14.
Begrænsningerne af trafikken i både Esbjerg og Ribe gælder naturligvis ikke for udrykningskørsel og andre nødsituationer.
Esbjerg fB styrker truppen yderligere i bestræbelserne på at indfri målet om oprykning til Superligaen, idet forsvarsspiller Rudi Pache tilknyttes på en lejeaftale fra Barnsley Football Club frem til udgangen af året.
Foto EfB:
For at stå stærkest muligt i sæsonen og have stor konkurrence om pladserne har Esbjerg fB lejet den 19-årige forsvarsspiller Rudi Pache i Barnsley Football Club på en aftale frem til nytår.
Paul Conway, bestyrelsesmedlem i EfB, udtaler:
– Vi er glade for at byde Rudi Pache velkommen til klubben på en lejeaftale frem til d. 31. december. Han har stor erfaring med den spillestil, vi er i gang med at implementere i EfB, og samtidig er han meget professionel som fodboldspiller, så vi glæder os til at se ham gå ind og kæmpe om spilletiden på førsteholdet.
Forsvarsspilleren er glad for at være på plads i byen og klubben, og ser frem til fokusere på fodbolden.
-Jeg er glad for at være her i EfB, som er en stor klub med ambitiøse mål. Nu handler det for mig om at møde holdkammeraterne og trænerteamet og lære dem at kende, og det ser jeg meget frem til. Dernæst er der fuld fokus på fodbolden, og jeg håber, jeg kan gøre det godt og være med til at gøre fansene glade, fortæller Pache.
Rudi Pache får nummer 38.
Fakta: Navn: Rudi Pache Født: D. 20. juli 2002 Tidligere klubber: Barnsley Football Club
cropped view of woman holding folders while standing near flowerpot with plants and holding belly
I det næste år kan gravide i Esbjerg Kommune få besøg af en jordemoder på deres arbejdsplads. Jordemoderen skal hjælpe med at kigge på den gravides arbejdsforhold og trivsel og dermed hjælpe med at forebygge sygefravær i graviditeten.
I dag bliver 2/3 af alle gravide sygemeldt under deres graviditet og i gennemsnit har en gravid 48 sygedage. Det viser tal fra Beskæftigelsesministeriet. Det er højt og til gene for både den gravide og arbejdsgiveren.
I et forsøg på at nedbringe sygefraværet og sikre den gravides trivsel under graviditeten, er Esbjerg Kommune derfor i samarbejde med Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet, gået med i forsøgsprojektet: ’Jordemoder på arbejdspladsen’. Her bliver de gravide tilbudt at få besøg af en jordemoder på arbejdspladsen.
”Vi vægter arbejdsmiljøet i Esbjerg Kommune højt, og derfor ser vi mange muligheder i den her forsøgsordning. Vi håber selvfølgelig, at det vil betyde, at de gravide kan blive på arbejdspladsen længere tid end ellers, men også at den gravide vil opleve større trivsel under graviditeten, fortæller Birgitte Stenderup, personale- og udviklingschef i Esbjerg Kommune.
Forsøgsordningen indeholder blandt andet råd og vejledning til den gravide og arbejdspladsen med fokus på tiltag, som kan forebygge smerter og gener.
Gode erfaringer fra Norge
Projektet er baseret på erfaringer fra Norge, hvor de gravides sygefravær blev nedsat.
I første omgang er det tilmeldte virksomheder, hvis gravide ansatte får tilbudt besøg af en jordemoder på arbejdspladsen. I Esbjerg Kommune er det alle gravide, der arbejder i Teknik & Miljø og i Udviklingscenter Vest i Borger & Arbejdsmarked, der bliver tilbudt ordningen. Udviklingscenter Vest dækker over kommunens bo- og aktivitetstilbud til voksne med sociale udfordringer, fysiske og psykiske handicaps.
”Vi håber, at den her forsøgsordning kan være med til at gøre graviditeten for vores ansatte mere overskuelig, og forhåbentlig kan de blive fri for en række bekymringer i forbindelse med deres graviditet og arbejde. Vi vil selvfølgelig bare gerne have, at vores ansatte trives.”.
Lise Willer, direktør Borger & Arbejdsmarked, Esbjerg Kommune
Forsøgsordningen løber frem til juni 2022.
FAKTA
Jordmoder på arbejdspladsen
Formålet med forsøgsordningen er at evaluere om råd og vejledning på arbejdspladsen har en positiv effekt på den gravides arbejdsmiljø. Ligeledes vil Region Syddanmark efterfølgende vurdere om den på sigt skal indføres, som en del af det almindelige forløb for gravide.
I Esbjerg Kommune er det gravide fra Udviklingscenter Vest* i Borger & Arbejdsmarked og gravide i Teknik & Miljø forvaltningen, der tilbydes at få besøg af en jordemoder på arbejdspladsen. Mens projektet Gravide i et Skoledistrikt fortsætter i Børn & Kultur.
Forsøgsordningen udføres af Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital, Arbejdsmedicinsk Klinik på Sydvestjysk Sygehus og de fire fødesteder i Region Syddanmark, og det bliver finansieret af Sundhedsstyrelsen.
*Udviklingscenter Vest er den samlede betegnelse for Esbjerg Kommunes støtte, botilbud og aktivitetstilbud til voksne med sociale udfordringer, fysiske og psykiske handicaps.
Et nyt forsøgsprojekt med besøg af jordemoderen på arbejdspladsen skal gerne øge trivslen blandt de gravide i Esbjerg Kommune – og på sigt sænke sygefraværet blandt de gravide. Foto: Colourbox
Naturstyrelsen sørgede for at bjærge læderskildpadden, og den blev transporteret til Fiskeri- og Søfartsmuseet, hvor den indtil denne uge har opholdt sig i vores fryser.
Foto: Fiskerimuseet
Fredag d. 6. august skal Fiskerimuseet obducere og undersøge dyret nøje, for at bliver klogere på, hvorfor skildpadden døde, og hvorfor den endte sine dage på en strand i Vadehavet.
Fiskerimuseet obducerer skildpadden den 6. august kl. 12.30, og du kan komme og se med!
I forbindelse med obduktionen får museet besøg af havskildpaddeforskere og dyrlæger, som skal være med til at undersøge skildpadden på kryds og tværs.
“Efter obduktionen tager vores kollegaer fraStatens Naturhistoriske Museum skildpadden med til København, hvor den skal præpareres og gemmes til eftertiden, Vi antager at læderskildpadden nok vejer omkring 300 kg. Normalt er skjoldlængden 125-175 cm og vægten omkring 300-600 kg. Rekordvægten for en læderskildpadde er 916 kg” fortæller naturhistorisk inspektør Charlotte Bie Tøstesen.
Fakta
Læderskildpadden er den største art af havskildpadder. Den kan blive op til 2-3 meter i længden (fra hoved til hale). Den kan veje helt op til 900 – 1000 kg
Læderskildpadder lever primært af gopler som f.eks. vandmænd og brandmænd.
I Vesteuropa træffes læderskildpadden overvejende fra august til december, og det er også i de måneder, at de danske fund er blevet gjort.
Læderskildpadderne yngler i troperne, så de vandrer altså over store afstande.
23-årige Ramon ten Hove er ny Esbjerg fB-spiller, idet målmanden efter en vellykket prøvetræning har sat sin signatur på en aftale frem til sommeren 2023. Hollænderen har senest været på kontrakt i den hollandske storklub Feyenoord.
Foto: EfB
Efter en vellykket prøvetræning i Esbjerg fB for den hollandske målmand Ramon ten Hove er parterne blevet enige om at lave en to-årig aftale frem til 2023.
Bestyrelsesmedlem, Paul Conway, fortæller:
– Ramon ten Hove er en dygtig målmand, vi har fulgt længe via vores scouting-netværk. Da muligheden opstod, inviterede vi ham derfor til prøvetræning, og hans indsats har været fremragende. Ramon er professionel både på og uden for banen, og vi glæder os til at byde ham velkommen i klubben og i byen som EfB-spiller.
Målmanden, der har repræsenteret ungdomslandshold i Holland, glæder sig over at have lavet en aftale med EfB, hvor han har dannet sig et rigtig godt indtryk.
– Jeg er blevet taget godt imod af alle i klubben fra første dag, og er glad for at have lavet en permanent aftale. Jeg er en person med store ambitioner, og det har EfB også, hvor målet er oprykning til Superligaen, og jeg vil gøre mit til, at vi får en stor sæson, siger han.
Fakta:
Navn: Ramon ten Hove Født: D. 3. marts 1998 Tidligere klubber: SBV Excelsior, FC Dordrecht, Feyenoord
Cheftræner Jason Jaspers assistent er på plads for den kommende sæson. Den 45-årige Aalborg-dreng, Jan Jensen er bedst kendt for sine meritter i Vojens. Her spillede han hele sin aktive karriere, men har efterfølgende fungeret som cheftræner i Esbjerg IKs ungdomsafdeling i sæsonen 2017/2018, men primært i Vojens.Jan passer perfekt ind hos os. Han har tidligere arbejdet i Esbjerg i en sæson med ungdomsspillere, men har i mange år arbejdet i Vojens og repræsenteret SønderjyskE. Han har et dybtgående kendskab til dansk ishockey generelt og komplimenterer mig fint, fortæller cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy:
Rent praktisk er det også muligt for Jan at komme hertil fra bopælen i Vojens. Vi henter en mand ind, som er en kender af dansk ishockey. Som har arbejdet med mange ungdomsspillere. Og så har vi allerede nu grinet af, at når der står ”JJ” på noget, kan det både være hans og mit. Som aktiv spillede Jan Jensen 17 år i landets bedste række, hvor det blev til 695 kampe, 116 mål og i alt 265 point. Han kan se tilbage på et mesterskab fra 2006 og 2009, og to sæt bronzemedaljer.
Det er altid spændende med et job i ishockeyverdenen. Energy er et godt hold med en stærk organisation bag, der tager udgangspunkt i en god klub. Jeg havde et godt år i Esbjerg og jeg kan indpasse det i mit øvrige liv, så det er en let beslutning, fortæller Jan Jensen.
Ishockeyen i Danmark er en lille verden og jeg kender en del i Esbjerg. Jeg har bl.a. talt med bestyrelsesformand Søren Mathiasen, som jeg har kendt i mange år og med cheftræner Jason Jaspers, som jeg glæder mig til at lære bedre at kende.
Jan Jensen kom som barn til Vojens, hvor han har boet lige siden. Efter den aktive karriere har han trænet mandskaber i Vojens og været tilknyttet det danske U16-landshold.
Esbjerg er en god klub i en dejlig by. Der er sammensat et spændende hold, der kan være med i toppen af ligaen, så jeg glæder mig. Ikke bare til igen at arbejde med Thomas Lillie, der var landets bedste juniormålmand og David Madsen, der som ung forlod Vojens. Men til at arbejde med hele holdet og organisationen, pointerer Jan Jensen.
Tanken er, at Jan i sit arbejde, skal have et særligt fokus på vores backs. Jeg er sikker på, at han kan tilføre ny viden og nye impulser til arbejdet med holdet, så det bliver spændene at samarbejde med ham. Som hold begyndte vi et arbejde sidste år, og det arbejde skal vi videreføre i år, slutter Jason Jaspers.
Når Kongeskibet Dannebrog anløber Esbjerg Havn den 31. august venter der Hendes Majestæt Dronningen et alsidigt program, som viser hvordan nye generationer definerer kultur i Danmarks yngste storby.
Sådan så det ud, da Kongeskibet Dannebrog i 2008 lagde vejen forbi Esbjerg. Foto Esbjerg Kommune
Kl. 10 tirsdag den 31. august danner Dokhavnen ramme om modtagelsen af Kongeskibet Dannebrog. Efter en festlig velkomst skal Dronningen køre i karet fra havnen til Esbjerg Rådhus, og ruten krydser byens nyrenoverede gågade, hvor indretningen henter inspiration fra Vadehavet.
Karetturen bliver den eneste på dette års sommertogt, og esbjergenserne får dermed en enestående mulighed for at opleve Garderhusarregimentets Hesteskadron.
”Esbjerg trækker i festtøjet, og hele byen er klar til at byde Dronningen velkommen. Besøget er et tiltrængt højdepunkt, og vi er mange som glæder os til at gøre dagen til en fest for alle, som har lyst til at være med til at hylde Dronningen”, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.
Karetturen slutter ved Esbjerg Rådhus, hvor den officielle modtagelse finder sted. Derefter fortsætter besøget til Musikhuset Esbjerg og Bakkeskolen Cosmos, og begge besøgssteder byder på oplevelser, som understreger, at kulturen i disse år blomstrer og finder nye veje i Esbjerg.
Frokosten står Hjerting Badehotel for, og derefter indeholder programmet tydelige tegn på, at besøget foregår i Danmarks EnergiMetropol med to virksomhedsbesøg. Første stop bliver Viking Life-Saving Equipment og derefter besøger Dronningen Esbjerg Havn, hvor den grønne omstilling og bæredygtighedsinitiativer er i fokus.
Dagens program slutter på GAME Streetmekka Esbjerg. Her viser børn og unge, hvordan gadeidrætten har pustet liv i en gammel remise.
Om aftenen er Dronningen vært ved en reception på Kongeskibet Dannebrog.
Endeligt program og akkreditering
I begyndelsen af august kan pressen akkreditere sig til besøget i Esbjerg. Hvis man ønsker at følge besøget, stiller Esbjerg Kommune en pressebus til rådighed.
I august offentliggøres også det endelige program med tider, og her vil man kunne se, hvor det bliver muligt at se Dronningen under besøget.
Et uddannelsescenter der ligger på Ravnevej 7 i Esbjerg er godt kørende og ejerkredsen ser en god fremtid i, at give alle nye kursister gode jobmuligheder.
Foto: Trafikskolen
Trafikskolen er kendt som det sted hvor man tager motorcykel- og bilkørekort i Esbjerg, men det skal være slut siger ledelsen. I 28 år har Syrak & Mona undervist i kørekort til småt & stort og virksomheden Underbjerg’s køreskole er gået fra flere adresser gennem tiden fordi det udvikler sig så hurtigt.
Trafikskolen ligger nu på Ravnevej 7 i Esbjerg og har de sidste 12år leveret AMU kurser i Esbjerg by. I 2019 bestemte ledelsen sig for, at AMU kurser skulle være fokusset fremadrettet og i den forbindelse styrke Esbjergs vision om flere muligheder indenfor uddannelse og arbejde efterfølgende.
Trafikskolen har amu kurser indenfor lastbilkørekort, buskørekort, taxakørekort, BAB-kurser og efteruddannelsesmuligheder. Det er vigtigt for alle ansatte, at den enkelte elev får den bedste læring og de bedste forudsætninger for fremtiden. ”Vi elsker vores arbejde og at kunne hjælpe med at give flere muligheder til vores kursister, derfor ligger vi også løbende jobannoncer op fra vores netværk i Esbjerg, som mangler arbejdskraft indenfor de kurser som vi underviser i” fortæller Adis, uddannelseschef for Trafikskolen.
I fremtiden vil Trafikskolen være mere synlige i bybilledet og sætte fokus på de mange muligheder indenfor kursus, så Esbjergs borgere bliver styrket i kompetencer og baner vej for flere ansættelsesmuligheder.
Bil- og motorcykel er dog ikke helt glemt. ”Vi kan ikke helt slippe af med kærligheden til det som vi startede med, nemlig bil, mc og trailer – derfor kommer der få hold op hvert år” siger Syrak, direktør af Trafikskolen.
Trafikskolen har åbent hus og reception for alle interesserede den 10. september fra 15:00 – 18:00, hvor der er arrangeret aktiviteter for både voksne og børn.
Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website. Hvis du fortsætter med at bruge dette site vil vi antage, at du er indforstået med det.