Home Tags By

Tag: by

Team Esbjerg kan spille sig til stor fordel i semifinaler

0

Grundspillet i HTH Ligaen var uforudsigeligt, og det samme er slutspillet mellem de otte bedste klubber, der i mellemtiden er blevet til seks hold med medaljechance og spænding i begge puljer. Team Esbjerg kan i fredagens hjemmekamp mod slagne Viborg HK sikre sig førstepladsen i pulje 2, og det vil have stor betydning.

Foto: Yesbjerg

– Førstepladsen betyder meget, for den vil give hjemmebane i en eventuel tredje semifinalekamp, så det store mål er nu at vinde puljen, siger Team Esbjergs cheftræner, Jesper Jensen.

Herning-Ikast Håndbold og Aarhus United mødes to timer inden kampen i Esbjerg, og en sejr til midtjyderne vil gøre dem klar til en semifinale mod Odense Håndbold. Det resultat vil kræve, at Team Esbjerg får yderligere et point i de to sidste hjemmekampe i slutspillet for at sikre førstepladsen, idet placeringen i grundspillet ved pointlighed vil være afgørende. Men holdets målsætning er højere.

– Både over for os selv og især over for alle andre vil der ikke være nogen grund til at ødelægge den fine statistik. Hvad angår kampen mod Viborg er det svært at vide, hvilken retning de går i efter at have mistet muligheden for en semifinaleplads. Derfor skal vi holde fokus på, at vi selv har noget at spille for, siger Jesper Jensen.

Viborg er det eneste hold, der har formået at besejre Team Esbjerg i de seneste 28 danske og europæiske kampe. Men efter den indledende 27-26-sejr i slutspillet har de 14-dobbelte danske mestre spillet sig af banen med tre nederlag, og i EHF Cup blev ungarske Siófok endestationen i semifinalen.

I den anden slutspilspulje tog Nykøbing F. Håndbold til København og spillede sig tilbage i kampen om en semifinaleplads ved at vinde 34-29. I den sidste kamp kommer pointløse TTH Holstebro til Nykøbing, mens København skal til Odense. Jesper Jensen har på den baggrund holdet fra Falster som svag favorit til at nå semifinalen og dermed højst sandsynligt modstander til Team Esbjerg.

Estavana Polman blev skånet i EHF Cup-semifinalen mod Herning-Ikast med skulderproblemer, men trænede med onsdag og er i 16-mandstruppen til kampen mod Viborg i Blue Water Dokken.

Team Esbjergs trup til kampen i HTH Ligaens slutspil, pulje 2, mod Viborg HK fredag den 19. april kl. 17.00 i Blue Water Dokken:

Målmænd: Sandra Toft og Rikke Granlund

Venstre fløj: Sanna Solberg, Maria Mose Vestergaard og Elma Halilcevic

Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Emma Nielsen

Streg: Vilde Ingstad, Clara Monti Danielsson og Marit Malm Frafjord

Bagspillere: Kristine Breistøl, Estavana Polman, Kristina Liscevic, Annette Jensen, Rut Jónsdóttir og Line Jørgensen.

Påskehygge på Ribes Vikinger

Skab dit eget, helt specielle påskeæg, mens du bliver klogere på højtidens traditioner – og hvor har Påskeharen mon gemt æg denne gang?

Foto: Ribes Vikinger

Også i år er der påskehygge for hele familien på Ribes Vikinger, hvor I kan skabe skønne æg med en særlig teknik, ligesom Påskeharen jo har det med at hoppe rundt på hele museet og gemme æg.

Der vanker en lille belønning for at finde Påskeharens snedige skjulesteder.

Det er tirsdag den 16., onsdag den 17. og skærtorsdag den 18. april klokken 12.30-15.30, I kan dekorere æg med den særlige teknik, hvor voks og farve lægges på i lag.

Men hvorfor er det lige, at æg er forbundet med påsken?

Betalingsmiddel og magisk amulet

Én forklaring går tilbage til middelalderens Danmark og betalingen af tiende – en slags skat – til kirken eller til herremanden.

Skærtorsdag var sidste frist for årets betaling af tiende, og det var almindeligt at betale med æg.

Æggene var tit farvet røde for at symbolisere Jesu Kristi blod eller dekoreret på andre måder, og de blev velsignet under gudstjenesten påskesøndag.

Ingen steder er skikken med påskeæg dog mere omfattende end i Østeuropa og på Balkan, hvor ægget oprindeligt var et symbol på forårets komme og frugtbarhed, men siden også kom til at stå for Jesus’ opstandelse fra de døde.

Dertil blev det dekorerede æg tillagt magiske kræfter. Alt efter mønstret beskyttede ægget mod forskellige onde ånder.

Æggejagt

I kan gå på æggejagt, mens I oplever museets udstillinger, fra lørdag 13. april og til og med anden påskedag, mandag 22. april.

FAKTA

Fri adgang for børn:  Også under påskeaktiviteterne er der fri adgang til Ribes Vikinger for alle under 18 år.

Det koster 30 kr. for materialer at være med til at dekorere påskeæg og klippe gækkebreve.

Ribes Vikinger har åbent 10-17 alle dage i påsken, dvs. 13.-22. april

Ud over basisudstillingerne vises udstillingen “Dannebrog, Dannebrog, Dannebrog – fra konge til klaphat”.

Broen fyrer op under Påsken

Broen byder på et væld af aktiviteter og gratis oplevelser for både store og små denne påske. Om du er til Johny Deluxe eller bare gerne vil op og lave din egen gratis lille bamse med bankende hjerte, er der noget for enhver smag.

Arkivfoto: Christina Simonia

 

 

 

 

 

 

 

 

Guldægget åbner bagerforretning i Jerne

0

Fra 1. maj, 2019 vil nuværende bagerforretning, Baguette, ændre navn til Guldægget Bakery.

Foto: Guldægget

Esbjerg 16. april: Guldægget Aps offentliggør i dag overtagelsen af bagerforretningen Baguette, det sker efter forhandlinger mellem nuværende ejer, Flemming Toft Nielsen og Guldægget Aps er faldet på plads. Der er tale om en succeshistorie fra begge parter, da Flemming Toft Nielsen ønsker af afhænde sin virksomhed efter mange års tro bageritjeneste i Esbjerg, hvilket falder helt i tråd med Guldægget Aps’ ønske om forretningsudvidelse. ”Vi ser Jerne som værende det helt rigtige område for en bagerforretning i vores ånd. Baguette har et godt ry og vi har et ønske om at fortsætte den succes som Flemming har skabt.” siger Mark Mikkelsen.

 

Baguette er lokaliseret på adressen Strandby Kirkevej 118 og tæller både butik og bagerifaciliteter som i dag bager butikkens friskbagte brød. ”Guldægget Bakery bliver forretningens nye navn og dermed er det nummer to i rækken af vores bagerier. Vi er en virksomhed som lever af vores kvalitet og derfor vil man også fremadrettet se bagere i bageriet, for der bliver fuld produktion som der er i dag. Vi tror på at friskbagt brød er vejen til bagernes overlevelse og ikke bake off.” udtaler Mark Mikkelsen.

 

Som et led i overtagelsesprocessen vil butikken på Strandby Kirkevej 118 være lukket i en kort periode på nogle dage i starten af Maj. Guldægget Aps regner med at man senest genåbner butikken d. 7 maj.

EfB E-sport tager til finalerunde i KB Hallen for at lave godt resultat

På onsdag d. 17. april afholdes der Finals i eSuperligaen, og EfB E-sport er med i feltet og blandt de otte bedste FIFA-hold i Danmark. Spillerne Christian Lillebæk og Lasse Bækkelund møder de forsvarende mestre fra Brøndby eSport i første runde.

Foto: EFB

Når der onsdag omkring middagstid fløjtes op til det store FIFA-finalestævne i KB Hallen, Finals, er det med EfB E-sport som deltager i jagten på det eftertragtede danmarksmesterskab og de i alt 365.000 præmiekroner – heraf 180.000 kr. til den samlede vinder.

EfB E-sport sluttede nemlig sæsonen som nummer fem i grundspillet i eSuperligaen, og var dermed blandt de otte hold, som kvalificerede sig til den store finalerunde, hvor modstanderen i første runde er sidste års vindere fra Brøndby eSport.

Før sæsonen blev EfB E-sport ikke spået store chancer, idet holdet blev seedet som nummer 13 ud af 14. Derfor ser Christian Lillebæk ekstra meget frem til sæsonfinalen onsdag, hvor han sammen med holdkammeraten Lasse Bækkelund skal forsøge at gå hele vejen.

-Tiltroen til os var før sæsonen ikke stor blandt eksperterne, så det har været fedt at modbevise kritikerne. Lasse og jeg har haft en god kemi, og vores spil har fungeret godt. Vi har været gode til at slå til på de rigtige tidspunkter, og det har båret os frem til finalen onsdag, siger han.

Han tror på, at EfB E-sport kan lave et rigtig godt resultat i KB Hallen, men erkender, at modstanden bliver hård allerede fra første fløjt.

-Vi arbejder i øjeblikket på nogle nye taktikker, som forhåbentligt kan overraske Brøndby i første runde og bringe os videre til semifinalen. Presset er samtidig større på Brøndby end på os, så det vil vi også forsøge at udnytte til vores fordel. Vi tager ikke til København for blot at være med, siger Christian Lillebæk.

Hos EfB er adm. direktør Brian Bo Knudsen glad for, at EfB E-sport konkurrerer med de bedste klubber i FIFA.

-I ”den rigtige Superliga” er vi med helt fremme, så at vi også er det i eSuperligaen er kun glædeligt. Alle grene af klubben arbejder målrettet og hårdt, og det er det, vi ser resultaterne af nu. Vi håber på, at EfB E-sport kan slå Brøndby onsdag, og fodboldholdet kan gøre det torsdag på Blue Water Arena, siger han.

Kampene kan ses på Canal 9 og streames gratis på dplay fra kl. 13.00.

EfB indgår samarbejde med Bakkeskolen Cosmos om ny FIFA-linje

EfB stiller fra det nye skoleår klubbens to FIFA-spillere Lasse Bækkelund og Christian Lillebæk til rådighed på Bakkeskolen Cosmos i et nyt samarbejde. De to E-sportsspillere skal undervise elever i det digitale fodboldspil 2 X 3 timer ugentligt.

Foto: Yesbjerg (arkiv fra Bakkeskolen)

Fra det nye skoleår efter sommerferien starter et officielt samarbejde mellem EfB og Bakkeskolen Cosmos, som ligger i den østlige del af Esbjerg. Samarbejdet kommer til at kredse omkring det populære sportsspil FIFA, hvor EfB’s to spillere Lasse Bækkelund og Christian Lillebæk skal dele ud af erfaringer og lære fra sig til skolens elever på Sport Plus-linjen.

 

De to professionelle FIFA-spillere tørner hver uge ud for EfB E-sport i den populære eSuperliga, som TV-transmitteres på Canal 9 tirsdag og onsdag, så Bakkeskolen Cosmos elever kan se frem til sparring fra højeste niveau i Danmark.

 

Brian Bo Knudsen, adm. direktør i EfB, glæder sig over samarbejdet med Bakkeskolen Cosmos.

 

-E-sport er et relativt nyt område for os, og vi er derfor glade for at have indgået en aftale med Bakkeskolen Cosmos, så vi i fællesskab kan brande den fremadstormende sportsgren såvel som EfB generelt. Den udvikling vil EfB gerne tage del i og være med til at skubbe fremad ved at stille vores to dygtige FIFA-spillere til rådighed, siger han.

 

På sigt er det håbet for begge parter, at elever fra skolen kan repræsentere EfB E-sport i eSuperligaen.

 

-Vi arbejder hver dag hårdt på, at spillere fra vores ungdomsafdeling skal slå igennem i Superligaen og tørne ud på græsset på Blue Water Arena, og derfor håber både vi og Bakkeskolen Cosmos selvfølgelig også på, at vi med tiden kan få lokalt islæt på vores hold i eSuperligaen, da det går fint i tråd med det, vi som klub og organisation gerne vil stå for, siger Brian Bo Knudsen.

 

Skoleleder på Bakkeskolen Cosmos, Morten Mærsk Schmidt, er stolt over samarbejdet med EfB. Han ser det som en blåstempling af det set up skolen allerede har i forhold til CS:GO, og drømmen er naturligvis at levere fremtidens FIFA-spillere til EfB’s hold i eSuperligaen.

 

-Med dette samarbejde styrker vi vores position, som et af Danmarks mest attraktive eSport-centre på grundskoleniveau. Vi driver allerede nu en succesfuld CS:GO-linje, hvor vi har skabt et træningsmiljø, der giver spillerne mulighed for at udvikle sig markant og et læringsmiljø, der samtidig styrker deres faglighed. Så spillerne får et godt udgangspunkt for deres videre vej ind i ungdomsunddannelserne, siger han.

 

FIFA-undervisningen starter til august.

 

Sport Plus-klasserne på Bakkeskolen Cosmos

 

FIFA-linjen bliver fra det kommende skoleår en del af Sport Plus-klasserne på Bakkeskolen Cosmos. Sport Plus-klasserne rummer i det kommende skoleår foruden FIFA-linjen også en CS:GO-linje, en TeamGym-linje og en Brasiliansk Fodbold-linje. Målgruppen for Sport Plus-klasserne er elever, der går i 7. til 9. klasse.

Kriterierne for optagelse i Sport Plus-klasserne er, at man som elev…

 

• … vil yde en stor indsats og kan magte balancen mellem at være dedikeret sportsudøver og passe sin skole.

• … agerer på en respektfuld og disciplineret måde i skolen og under træningen.

• … er topmotiveret for at dyrke deres sportsgren.

• … er klar til at deltage i fysisk træning, som en naturlig del af at være en dedikeret sportsudøver.

 

Informationsmøde

Der afholdes informationsmøde om FIFA-linjen i EfB-Cafeen på Blue Water Arena mandag d. 29. april kl. 19.00. Her kan interesserede forældre og unge få information om både træningen på FIFA-linjen og skolegangen i Sport Plus-klasserne på Bakkeskoen Cosmos. Trænerne samt repræsentanter fra EfB E-sport og Bakkeskolen Cosmos deltager i mødet.

Late Night og X Faktor Kristian

Påsken skydes i gang med Late Night Shopping og vinderen af X Factor Kristian Kjærlund, onsdag den 17. april – butikkerne holder åbent til helt kl. 22

Foto: Kristian Kjærlund/X-Faktor

Masser af events præger Påsken i Esbjerg City

Musik, påskeæg og shopping spiller naturligt nok hovedrollen i Esbjerg Citys ”Påske Late Night”, der løber af stablen onsdag den 17. april. Startskuddet lyder allerede kl. 10, og fløjtes først af kl. 22! 

 

Der er noget særligt ved Påsken. Med Påsken kommer foråret og lyset og dermed nogle længere dage med mere tid og overskud til oplevelser og nye aktiviteter. Også i Esbjerg City fejrer vi, at foråret nu står for døren. Det er nu vi behøver friske farver i garderoben og give boligens udstyr et rigtigt forårstjek. Butikkerne bugner netop nu af modens sidste nye trends i alle de mange spændende nye farver og har alt hvad du har brug for til den lange sommer. Shop helt amok en-lang-dag og aften. 

 

Påske Late Night er en event for hele familien. Musik, underholdning og liv i gaderne gør Esbjerg City til en helt speciel shoppingoplevelse. Der bliver noget at opleve for alle aldersgrupper – ikke bare på Påske Late Night, men også Påskelørdag.

 

Vinderen af X Factor underholder

Onsdagen kl. 19 kan vinderen af X Factor 2019 Kristan, Kjærlund opleves i en minikoncert på Torvet. Den talentfulde idrætsstuderende, Kristian Kjærlund, sang sig ind i danskernes hjerter med sin smukke stemme og løb med en suveræn sejr som vinderen af dette års X Factor. Kom og hør Kristian synge hans kendte cover-sange fra de mange liveshows og hans vindersang fra X Factors finalen i Horsens. Få et selfie med Kristian efterfølgende.

 

På Påske Late Night kan man blandt andet også opleve ”Hot N Tot”, der leverer en festlig og fornøjelig Streetparade med omvandrende jazz. Fra kl.  18.30 – 21.30 bliver den gode traditionelle jazz vendt en tur i jazz-køkkenet – og serveret for publikum i en festlig Street Parade. 

Børneunderholdningen står Henning Nielsen, der er kendt fra ”Danmark har Talent” for, når han kl. 17 optræder med børne- og familieshowet Hokus Pokus, der er fyldt med trylleri fra øverste skuffe. Senere på dagen kan man opleve ”Henning Nielsen og Påskeharen”, der sørger for både trylleri, lidt ballonsjov og uddeling af små påskeæg. Man kan også tage en tur med City-Futte i Kongensgade.

 

Hvis man er til SHOPPING i påskens tegn, kan man bare bevæge sig ud i det hele.

 

Men man kan også forberede sig ved at gennemgå programmet på Esbjerg Citys hjemmeside.

 

Butikkernes specielle åbningstider i Påsken

Mandag den 15. april kl. 10 – 17.30

Tirsdag den 16. april kl. 10 – 17.30

Onsdag den 17. april kl. 10 – 22

Skærtorsdag & Langfredag LUKKET

Påskelørdag den 20. april kl. 10 – 15

Påskedag & 2. Påskedag LUKKET

 

Esbjerg Kommune har ansat Mette Lindkær i jobbet som chef for Børn & Dagtilbud

Erfaren leder er ansat som ny chef for Børn & Dagtilbud.

Fra den 1. juni står Mette Lindkær i spidsen for Børn & Dagtilbud i Esbjerg Kommune. Mette Lindkær har 20 års ledelseserfaring fra børn- og ungeområdet, og direktøren for Børn & Kultur, Jørn Henriksen, ser frem til at lade den nye chef sætte kursen for den fortsat positive udvikling af Børn & Dagtilbud.

Foto: Esbjerg Kommune

Esbjerg Kommune har ansat 46-årige Mette Lindkær som chef for Børn & Dagtilbud, og hun tiltræder stillingen den 1. juni 2019. Med en baggrund som pædagog og erfaring fra en række kommunale lederstillinger gennem 20 år står Mette Lindkær på et solidt fagligt fundament og trækker værdifuld viden og væsentlige kompetencer med ind i sit nye job.

Mette Lindkær forlader et job som afdelingsleder for PPR og Familieindsatser i Assens Kommune og har også tidligere været dagtilbudschef og daginstitutionsleder i fynske kommuner. Uddannelsen som pædagog har hun løbende suppleret med videreuddannelse inden for udvikling og ledelse, og på hendes CV står blandt andet flere diplomfag og en masteruddannelse i offentlig forvaltning.

Øje for den tidlige indsats

Som chef for Børn & Dagtilbud bliver Mette Lindkær en del af ledelsen i forvaltningen Børn & Kultur, hvor direktøren, Jørn Henriksen, ser frem til samarbejdet.

“Vi har haft et stærkt ansøgerfelt til stillingen, og et enigt ansættelsesudvalg har peget på Mette Lindkær. Børn & Dagtilbud får en erfaren og dygtig chef, som kan stå i spidsen for at forsætte den positive udvikling, som vi har haft på området i de seneste år. Samtidig er det en vigtig opgave at sætte fokus på Sundhedsplejen, som sidste år blev en del af Børn & Dagtilbud, så vi kan få området godt integreret. Det er helt afgørende, at vi har øje for den tidlige indsats, så alle børn får en god start på livet”, siger Jørn Henriksen.

Høj kvalitet gør en forskel

Mette Lindkær glæder sig til at starte i det nye job og vende tilbage til sit fagområde med en bred erfaring inden for forebyggelse, udvikling og læring i bagagen.

“Sundhedspleje og dagtilbud af høj kvalitet gør en forskel for børns liv både her og nu og langt ind i voksenlivet, og jeg er konstant optaget af de rammer, vi skaber for deres opvækst. Vores ambitioner for børnenes trivsel og udvikling er afgørende for, at vi sammen med forældrene kan give børnene mulighed for at blive glade, trygge og livsduelige”, siger Mette Lindkær.

I Børn & Dagtilbud bliver Mette Lindkær chef for Dagplejen, daginstitutionerne, Sundhedsplejen, Pladsanvisning & Tilskud og området for børn med særlige behov, og samlet har Børn & Dagtilbud ca. 1200 fuldtidsstillinger.

Mette Lindkær tiltræder stillingen som chef for Børn & Dagtilbud efter Anne Merethe Løvmose, som siden den 1. februar har været børn- og unge chef i Aarhus kommune.

Sanna Solberg – drømmen om finale mellem søstre lever

0

Tirsdag aften nåede Team Esbjerg et af sæsonens delmål og spillede sig i semifinalen i kampen om det danske mesterskab. Søndag kan holdet spille sig i en europæisk finale, når Herning-Ikast Håndbold kommer til Esbjerg i et forsøg på at indhente hjemmeholdets forspring på tre mål fra den første EHF Cup-semifinale.

Foto:Yesbjerg/Adobe

– Det kan ende med at blive en helt god uge, bemærker Team Esbjerg-cheftræner Jesper Jensen.

I den lange serie af kampe mod Herning-Ikast adskiller søndagens opgør sig ved, at Team Esbjerg for første gang længe spiller på hjemmebane mod netop den modstander, og det, håber Jesper Jensen, vil smitte af positivt. Men det kan blive tæt.

– Det vigtigste bliver fokus og koncentrationen. Vi ved, hvad de kommer med, og de ved, hvad vi kommer med. Det bliver svært at score mål mod hinanden, og kan vi finde de detaljer, der giver nogle ekstra scoringer, vil vi være nået langt, siger Jesper Jensen.

Estavana Polman deltog ikke i træningen fredag, og hun gennemgår scanninger af højre skulder, som hidtil ikke har vist noget alvorligt. Hun testes på kampdagen for, om hun kan spille.

– Det kan være et spørgsmål om at bide smerter i sig, og det plejer ”Essie” at være god til, når der er en præmie. Det er der med en finale i EHF Cup, siger Jesper Jensen.

For Sanna Solberg har drømmen længe været for første gang at stå over for sin tvillingsøster, Silje, i en håndboldkamp. Søsterens klub, Siófok KC fra Ungarn, vandt 28-24 i det første opgør mod Viborg HK.

– Silje ved, at det bliver hårdt på udebane i Viborg, men klubben har klaret sig bedst på udebane i EHF Cup og tror på en finaleplads. Det er deres eneste mulighed for at vinde noget i denne sæson. I vores egen semifinale tror jeg, at forsvaret bliver afgørende, og så må vi forsøge at flytte rundt på deres spillere, når vi angriber. Hvis vi når finalen, og det bliver mod Siófok, vil jeg nok gå til kampen med en blanding af nervøsitet og glæde. Silje er en af de bedste, men jeg kan score på hende, og det vil i sig selv være sjovt, siger Sanna Solberg.  

Team Esbjergs trup til semifinalen i EHF Cup, anden kamp, mod Herning-Ikast Håndbold søndag den 14. april kl. 13.00 i Blue Water Dokken:

Målmænd: Sandra Toft og Rikke Granlund

Venstre fløj: Sanna Solberg, Elma Halilcevic og Maria Mose Vestergaard

Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Emma Nielsen

Streg: Vilde Ingstad, Clara Monti Danielsson og Marit Malm Frafjord

Bagspillere: Kristine Breistøl, Estavana Polman, Kristina Liscevic, Annette Jensen, Line Jørgensen og Rut Jónsdóttir.

 

Flyttedag for ni træer i Storegade

0

For at undgå at Storegade i en længere periode kun skal være åben i en færdselsretning, flyttes ni træer for at give plads til omfattende kloakarbejder.

Foto: Yesbjerg/Adobe

Den 13. maj begynder DIN Forsyning at skifte kloakledninger i Storegade på strækningen mellem Rosenvængets Alle og Holger Drachmanns Alle. For at mindske generne for trafikanter og beboere i området bliver de etablerede trafikdæmpende foranstaltninger fjernet. Dermed skabes der mere plads til at afvikle trafikken, mens renoveringen foregår, og Storegade kan holdes åben i begge færdselsretninger.

 

Desværre betyder det, at de ni træer skal holde flyttedag. Træerne blev plantet som en del af de trafikale foranstaltninger for blot et par år siden.

 

“Det er meget uheldigt, at der er behov for at skulle grave forholdsvis kort tid efter at der blev etableret disse tiltag, som skulle fremme trafiksikkerheden på strækningen. Det er ikke optimalt at flytte træer så kort tid efter, at de er plantet. Derfor har vi også undersøgt andre løsninger, som dog ikke er holdbare i dette tilfælde,” uddyber formand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen.

 

Flytningen af de ni tæer vil ske umiddelbart efter påske. Ved at flytte træerne inden de springer ud, forbedres muligheden for en succesfuld omplantning af træerne. Forhåbentlig vil de ni træer komme til at gøre gavn andet steds i kommunen, og som planen ser ud nu, vil det være ved Myrtueparken i Sjelborg.

 

Når arbejdet med kloakken er helt færdigt, genetableres Storegade med de kendte trafikforanstaltninger. Der vil også blive plantet nye træer, som får lov til at nyde placeringen i mange, mange år.