Home Tags By

Tag: by

36-årig mand anholdt efter knivstikkeri i Esbjerg

0
Politiet massivt til stede ved knivstikkeri i Esbjerg

Den 36-årige kvinde, der blev overfaldet, er uden for livsfare.

Syd- og Sønderjyllands Politi modtog tirsdag d. 30. april 2019 kl. 10.41 en anmeldelse om knivstikkeri på Bøndergårdsvej i Esbjerg.

36-årig kvinde fra Esbjerg var blevet stukket med kniv i brystkassen og den ene arm. En 36-årig mand fra Vestjylland blev anholdt tæt på selve gerningsstedet i umiddelbar forlængelse af overfaldet.

Ved anholdelsen, som forløb uden dramatik, blev den anholdte fundet i besiddelse af en kniv med frisk blod på.

Den forurettede kvinde blev kørt til behandling på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg og er uden for livsfare. De pårørende er underrettet.

Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi skal på et senere tidspunkt, og i forlængelse af politiets efterforskning, vurdere om den anholdte skal fremstilles i et grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg.

Syd- og Sønderjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke flere kommentarer til hændelsen.

Business Esbjerg inviterer til politisk debat

0

Det er gratis at deltage, og du er meget velkommen til at invitere dine kolleger med. Vi gør opmærksom på, at der er plads til maks 300 antal deltagere, og der er tilmelding efter først-til-mølle-princippet.

Foto: Presse

Tirsdag 30. April 2019

klokken 16.00 – 18.00

Semco Maritime, Esbjerg Brygge 30, Esbjerg

Kontaktperson:

Birgit Bech Jensen

bbj@businessesbjerg.com

Maria Mose Vestergaard har lyst til et nyt håndboldeventyr

0

Maria Mose Vestergaard forlader Team Esbjerg ved udløbet af sin toårige kontrakt 30. juni 2019. Hun har underskrevet en aftale med en anden klub, og dermed skal den 23-årige fløjspiller for første gang prøve talentet af uden for det esbjergensiske håndboldmiljø.

Foto: Yesbjerg

Hun vendte for nylig tilbage efter næsten et års genoptræning oven på en korsbåndsskade i venstre knæ og fortsat med den norske landsholdsspiller, Sanna Solberg, som en hård konkurrent til spilletiden på venstre fløj.  

– Det var egentlig først, da jeg kom til at træne med og spille kampe igen, at jeg begyndte at tænke på fremtiden. Team Esbjerg meldte, at klubben gerne ville beholde mig, men jeg blev lidt skuffet over og ked af det tilbud, jeg fik. På samme tid føler jeg, at jeg nået til et punkt i min karriere, hvor jeg er klar til at prøve noget nyt. Jeg fik et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til, hvor jeg vil få meget tillid, ansvar og den spilletid, som er nødvendig for at komme tilbage på mit tidligere niveau, siger Maria Mose Vestergaard.

Hun debuterede for fire år siden i en pokalkamp mod FC Midtjylland og fik sit gennembrud i 2016-2017-sæsonen, da Susanne Kastrup Forslund fra september holdt pause på grund af graviditet.

Cheftræner Jesper Jensen og den øvrige ledelse har haft adskillige snakke med Maria Mose Vestergaard om fremtiden, og konklusionen er, at vejene skilles efter denne sæson.

– Jeg har stor forståelse for Marias beslutning, men er også ked af, at en spiller med den personlighed og de håndboldkvaliteter forlader klubben. Som håndboldspiller er hun et legebarn, der har nemt ved at tilegne sig og udføre nye detaljer på banen, og hun er en af de bedste forsvarsspillere på fløjpladsen i Danmark. Med en skadefri periode har hun bestemt landsholdspotentiale, siger Jesper Jensen.  

Legebarnet med den store udstråling folder sig også ud i klublivet, hvor Maria både er til sjov og fest og viser store menneskelige egenskaber.

– Det bliver helt sikkert hårdt at tage afsked med Team Esbjerg, men det bliver måske lidt nemmere af, at det føles som den helt rigtige beslutning. Jeg blev skadet på det værst tænkelige tidspunkt, men det er gået bedre end forventet med at finde tilbage til spillet, og mentalt er jeg ikke nervøs og bange for at spille. Det ville være helt perfekt at vinde guld i EHF Cup og DM-guld, inden jeg stopper i Team Esbjerg. Det går holdet og jeg 100 procent efter, siger Maria Mose Vestergaard.

Energy henter talentfuld forward

0

Esbjerg Energy tilfører truppen nyt blod i form af den 20-årige David Madsen, der er født og opvokset i Vojens. David Madsen er på kontrakt i det vestjyske i de kommende to sæsoner.

Foto: Energy

– Med aftalen har vi sikret os en dygtig ung spiller. David har spillet et enkelt år i canadisk juniorhockey og har i de tre seneste sæsoner spillet i Sverige for Vaxjö Lakers og Malmö Red Hawks i SHL og for Troja-Ljungby i Division 1, fortæller bestyrelsesformand Søren Mathiasen fra Esbjerg Energy.

I alt er det blevet til 13 kampe i SHL, 4 i Champions Hockey League og mere end 100 kampe i den bedste svenske juniorrække. Desuden har David Madsen deltaget i to U18- og to U20-slutrunder.

– Vi henter en ung mand til klubben, der kan drage nytte at sine erfaringer fra både Nordamerika og Sverige og som er vant til at begå sig langt hjemmefra. Han er helt klart et aktiv for Esbjerg Energy, som ønsker at udvikle spillere.

– Vi har fulgt David Madsens udvikling gennem efterhånden mange år. Vi mener at have hentet en både dygtig og spændende spiller, der også har vist at han kan håndtere modgang. Han var ude med et brækket ben i længere tid, men viste viljen og kom tilbage og spillede en vigtig rolle på det danske U20 -landshold under verdensmesterskaberne, fortsætter Energy-formanden.

David Madsen er forward og kan benyttes både som højre wing og som center. Samtidigt bibringer David Madsen Esbjerg-holdet fysisk med sine 187 cm og 90 kg.

– David er godt skolet og han har hentet en god indstilling og værdifulde erfaringer med fra tiden i Nordamerika og Sverige. Han er høj og har en veludviklet fysik, hvor specielt benene er stærke, supplerer assistenttræner Thor Dresler fra Esbjerg Energy.

– Han er disciplineret, taktisk godt skolet og udstyret med et godt blik for spillet. Jeg vil kalde ham en dygtig forward med styrker i defensiven, som jeg forventer kan udvikle sig meget i de næste par år hos os. Og så vil han givetvis kunne styrke vores trup med mange forskelligartede kvaliteter, slutter Energy-assistenten.

Andersen fortsætter i den gule Energy-trøje

0

Esbjerg Energy forlænger samarbejdet med den 21-årige landsholdsspiller Niklas Andersen til og med den kommende sæson.

Foto: Energy

– Jeg har ambitioner om at afprøve talentet i udlandet på et tidspunkt, men jeg vurderer, at endnu et år i Esbjerg-trøjen vil være godt for min udvikling og det rigtige for mig. I sidste sæson var samarbejdet med kædekammeraterne Christian Wejse og Jesse Mychan godt, så jeg valgte at fortsætte i min barndomsklub og håber det bedste for det kommende år, forklarer Niklas Andersen.- Som hold kunne vi ikke være tilfredse med den tidlige exit fra slutspillet. Den slags er aldrig sjovt. I min tid i Esbjerg er det blevet til to finaler og en semifinale før årets exit fra kvartfinalerne. Folk gjorde hvad de kunne, men det er vigtigt for mig, at vise at vi er bedre end resultatet antyder.

– Niklas er en ung wing med gode spidskompetencer. Med sin fysik og fart formår han at udfordre og samtidig er han en trussel med sit skud. Han er et eksempel på den udvikling af ambitiøse spillere, som vi sætter højt i Esbjerg, fortæller Energy-assistent Thor Dresler.

Niklas Andersen har vundet et dansk mesterskab, en sølvmedalje og blev i sæsonen 2014/2015 kåret til årets rookie i dansk ishockey. Den 180 cm høje vestjyske forward har spillet mere end 230 kampe i Metal Ligaen og er i denne sæson blevet en del af det danske landshold.

– Som led i min udvikling som ishockeyspiller ønsker jeg at score mere, men også bidrage med andre spilafgørende momenter for mit hold. Og så skal jeg være dygtigere i mit defensive arbejde, ikke mindst spillet i egen zone. Den seneste sæson var en resultatmæssig skuffelse for holdet, men min personlig bedste. Det var et lille step op i den rigtige retning for mig. Men jeg er overbevist om, at jeg kan gøre det endnu bedre. Og der er stadig mange dele af spillet, som kan forbedres, specielt med den spilletid jeg får fx i powerplay, fortsætter den unge vestjyde.

– Niklas udviklede sig fint i sidste sæson. Med sit hårde skud er han en trussel i vores overtalsspil. Nu glæder vi os til at videreudvikle ham i det kommende år, så han fx bliver dygtigere til at holde fast i pucken, så vi kan fastholde presset, supplerer Thor Dresler.

Niklas Andersen har repræsenteret Esbjerg hvor han er født og opvokset gennem hele karrieren bortset fra sæsonen 2015/2016, hvor han spillede juniorhockey for Spokane Chiefs i WHL.

– Min udtagelse til det danske landshold er et moralsk boost for mig. Mange er siet fra siden de første landsholdssamlinger, og jeg er nået længere, end jeg turde håbe på. Jeg forsøger at lære, og tager de oplevelser med, som der byder sig. Og så giver det yderligere selvtillid, slutter Niklas Andersen.

EfB forlænger med Markus Halsti

0

Esbjerg fB og anfører Markus Halsti er blevet enige om at forlænge kontrakten mellem parterne frem til sommeren 2020.

Foto: Arkiv

Markus Halsti kom til Esbjerg fB i sommeren 2018, hvor han var udset en vigtig rolle som erfaren styrmand i defensiven.

 

Sportschef Jimmi Nagel Jacobsen glæder sig derfor også over, at det er lykkes at blive enig med Markus Halsti om en forlængelse af den aftale, der oprindeligt stod til udløb efter indeværende sæson.

 

– Markus har siden dag et i EfB bidraget med det, vi havde ønsket, hvilket hans anførerrolle også bevidner. Han har været professionel hele vejen igennem, og vi glæder os over, at Markus Halsti også i den kommende sæson er en del af EfB-holdet. Markus leverer uge efter uge på et højt niveau, siger han.

 

Han hæfter sig desuden ved, at 35-årige Halsti i dagligdagen fungerer som et godt forbillede for specielt EfB’s yngste spillere i førsteholdstruppen.

 

– I forhold til vores overordnede strategi om at uddanne egne spillere er Markus Halsti en vigtig støtte og profil. Med sin erfaring og rutine er han med til at vise vejen for, hvad der skal til for at nå højeste niveau og fastholde det, fortæller Jimmi Nagel Jacobsen.

 

Markus Halsti er glad for, at han også i den kommende sæson kan kalde sig EfB-spiller.

 

– Min familie har det godt i Esbjerg, og jeg trives også i både byen og klubben, så det har været naturligt for mig at forlænge med EfB. Vi har gjort det godt som hold i denne sæson, og jeg ser frem til fortsat at være en del af projektet, siger han.

 

Han ser et stort potentiale i truppen, hvilket den nuværende placering som nummer tre i Superligaen er et bevis for, og fremhæver især de unge talenter.

 

-Der er en stor talentmasse i klubben, og jeg føler mig ofte yngre, end jeg er, når jeg er på træningsbanen, fordi de unge spillere giver så meget energi fra sig. Det er en fornøjelse at være en del af, fortæller Markus Halsti.

 

Markus Halsti har foreløbig spillet 31 kampe for EfB.

 

Fakta:

Navn: Markus Halsti

Født: D. 19. marts 1984

Landskampe: 35 A-landskampe for Finland

Tidligere klubber: HJK, Gais, Malmø FF, D.C. United, FC Midtjylland

 

Havnerundture: En utrolig historie – Esbjerg havn og by 150 år

0
Luftfoto over Esbjerg Havn med Østhavn i forgrunden.

Sidste år fejrede Esbjerg by og havn 150-års jubilæum. I den forbindelse lavede Esbjerg Byhistoriske Arkiv og Esbjerg Havn en række arrangementer, som gik under betegnelsen En utrolig historie – Esbjerg havn og by 150 år.

Arrangementerne blev vældig godt modtaget, og vi udbyder derfor en række identiske arrangementer i 2019, som fortæller om Esbjerg havns og bys 150-årige historie:

 

• Tirsdag den 30. april kl. 12.30-ca. 16.30.

• Tirsdag den 21. maj kl. 12.30-ca. 16.30.

• Tirsdag den 25. juni kl. 12.30-ca. 16.30.

 

Hvert arrangement indledes med et oplæg ved arkivchef Jørgen Dieckmann Rasmussen i Samlingssalen, Esbjerg Byhistoriske Arkiv, Torvegade 47, 6700 Esbjerg. Efter foredraget går deltagerne til Museumspladsen, hvorfra turen går i bus til havnen – også inden for det afspærrede område, hvor man normalt ikke har adgang.

Pris pr. person: 150 kr.

Billetsalg efter først-til-mølle-princippet i læsesalen, Esbjerg Byhistoriske Arkiv, Torvegade 47, 6700 Esbjerg i åbningstiden mandag-onsdag kl. 10-16, torsdag kl. 10-17 og fredag kl. 10-13.30, eller i arkivets webshop: http://webshop-arkiv.esbjergkommune.dk/category/billetter-38/

Foto: Luftfoto over Esbjerg Havn med Østhavn i forgrunden. Torben Meyer, EBA Q22911-041.

Ung fløjkomet vil give elitehåndbolden en chance

0

For snart et år siden kom Elma Halilcevic som 17-årig på banen for Team Esbjerg ind i en bronzekamp mod Viborg HK og charmerede alle med sine hurtige fødder og sikre afslutninger. Nu har hun indgået en etårig aftale gældende fra 1. juli 2019, og hun vil på det tidspunkt være færdig som HHX-student fra Rybners, så hun kan give håndbolden en større chance.

– Jeg ved ikke helt, hvad jeg vil studere endnu, og derfor tager jeg et sabbatår, hvor jeg vil forsøge at udvikle mig så meget som muligt som håndboldspiller og håbe, at det er nok til at få mere spilletid end i denne sæson. Jeg har så mange gode medspillere til at hjælpe mig på vej, og jeg kan mærke, at når jeg spiller mod nogle på min egen alder og størrelse, er det blevet lettere, siger Elma Halilcevic.

Den 18-årige venstre fløj har bosniske forældre og spillede sine første år i Skads-Andrup GU, inden hun som U12-spiller skiftede til SGI Håndbold og siden fulgte med over i håndboldsamarbejdet DUH Esbjerg. I denne sæson har klubben heddet Team Esbjerg.

Foto: Yesbjerg

Cheftræner Jesper Jensen betegner Elma Halilcevic som en enormt spændende spiller med et stort potentiale. Hun skal fortsat lære og stille og roligt gnave sig ind på mere spilletid.

– Elma har nemt ved at lære og har en legende tilgang til håndbold. Hun har nogle fysiske forudsætninger med en sjældent set eksplosivitet og frækhed i sit spil. Hun er lynhurtig, har en god spilforståelse, og så er hun atypisk ved at have spillet bagspiller hele sit unge håndboldliv. Elma skal arbejde på at kompensere for sin beskedne størrelse defensivt, men hendes råmateriale ser vi ikke tit, og hun har spillemæssig kant, siger Jesper Jensen.

Elma Halilcevic spillede for første gang på landsholdet ved European Youth Olympic Festival i Györ i Ungarn i 2017, da det danske U17-landshold blev nummer tre. Hun var i august 2018 til VM i Polen for U18-landshold, hvor Danmark nåede kvartfinalen. Hun er nu U19/20-spiller og har spillet i alt 28 landskampe. Viljen til at vinde har hun med fra træningsmiljøet i klubben.

– Jeg har lært, hvad vindermentalitet er. Man skal ikke tabe, heller ikke til træning, har jeg fundet ud af, siger 168 cm høje Elma Halilcevic.

Hun, der har en tvillingbror, Emir, og en storesøster, Lejla, forventer at skulle arbejde nogle timer ved siden af håndboldspillet i den nye sæson. Efter Maria Mose Vestergaards melding om, at hun forlader Team Esbjerg til sommer, skal Elma på håndboldbanen arbejde tæt sammen med den anden venstre fløj, Sanna Solberg.

Ung fløjspiller vælger medicin frem for håndbold

0

Efter lange overvejelser har det unge fløjtalent, Emma Nielsen, valgt at prioriteret sit liv anderledes og har indgået en aftale med Team Esbjerg om at træde ud af sin toårige kontrakt et år før tiden. I stedet for elitehåndbold ønsker hun at studere medicin.

Foto: Yesbjerg/Adobe

– Det har været en lang proces. Helt tilbage i den sidste sæson i Gudme begyndte jeg at få tanker om, hvordan et liv uden håndbold ville se ud. Jeg mistede lidt motivation, men da muligheden for at komme til Team Esbjerg dukkede op, måtte jeg forfølge min lillepigedrøm. Jeg har snakket meget med en mentalcoach samt familie og venner og har indset, at jeg er nødt til at lytte til mig selv, siger Emma Nielsen, der har spillet siden seksårsalderen.

Den 19-årige Kerteminde-pige kom til Team Esbjerg fra Gudme HK i 1. division og med en studentereksamen fra Oure Kostgymnasium. Især i perioden med fløjkollegaen Marit Røsberg Jacobsens rygproblemer fik hun meget spilletid og har vist, at hun kan begå sig på topniveau.

– Jeg har haft dårlig samvittighed og været nervøs for reaktionen fra de andre på holdet, men har mødt stor forståelse fra alle. I det hele taget har jeg været superglad for klubben og hele setup’et her. Håndboldmæssigt har det skubbet mig på alle parametre. Men jeg har været nødt til at stoppe op, tage mine følelser alvorligt og reagere på, hvordan jeg har det, siger Emma Nielsen.

Cheftræner Jesper Jensen havde gerne beholdt Emma Nielsen i hele kontraktperioden, men accepterer hendes ønske om at prioritere sit liv anderledes.

– Emma har gjort det rigtig godt og har formået at tage et skridt op i karrieren. Håndboldmæssigt har hun været inde i en superudvikling, og også på det personlige plan håber jeg, hun vil få gavn af tiden i Esbjerg. Overgangen til elitemiljøet med alt, hvad det indebærer, kan være stor, og jeg har respekt for, at Emma ikke længere ønsker at være i det, siger Jesper Jensen.

Emma Nielsen vil gøre alt for at slutte sæsonen godt af i Team Esbjerg, inden hun til sommer forventer at indlede medicinstudiet i enten Odense eller København. Hun håber ikke, at det bliver et endeligt farvel til håndbold, men ved ikke, hvordan lysten til at genoptage spillet og i hvilket omfang vil være, når hun har fået det på afstand.

Vandtårnet står på en 3500 år gammel gravhøj

Vidste du, at Esbjerg Vandtårn står på en 3500 år gammel gravhøj for rige og fornemme folk? 

Nej, vel? 

Esbjerg Vandtårn er faktisk bygget på en gravhøj fra bronzealderen. Tag med museumsinspektør på vandretur om vartegnet d. 28. april, og hør om den skjulte historie. 

Men det er ikke desto mindre tilfældet, og søndag den 28. april kan du komme med museumsinspektør Steen Frydenlund fra Sydvestjyske Museer, på en vandretur rundt om vartegnet og høre meget mere om, hvad der gemmer sig under det og om livet på stedet i bronzealderen.   

Steen Frydenlund vil også fortælle om, hvordan vikingerne gjorde brug af højen fra forfædrenes tid. 

Kun kradset i overfladen

Havde det været i dag, var bygherren bestemt ikke sluppet så let om ved det. Det skulle loven om beskyttelse af fortidsminder og Sydvestjyske Museer nok sørge for. 

Men året var 1896, da første etape af opførelsen af Esbjerg Vandtårn blev sat i gang, og man ved jordarbejdet og anlæggelsen af tårnets fundament stødte på tre grave. 

Nationalmuseet sendte i juli arkæologen og kunstmaleren G. V. Blom over for at undersøge gravene, men at hans arbejde kun strakte sig over to dage vidner om, hvor begrænset undersøgelsen var.

Blom nåede dog at gøre rigtig fine fund. Eksempelvis dukkede en 19 centimeter lang klinge til en bronzedolk, et bronzesmykke og en ridespore, også af bronze, op i en af gravene. At finde rideudstyr i grave fra bronzealderen er temmelig usædvanligt.    

Men derved blev det. Blom kradsede kun i overfladen, vandtårnet blev bygget færdigt i 1897, og nutidens arkæologer kan kun spekulere over, hvad højen ellers gemmer på af grave og gravgenstande i sit dyb.

For det er vitterlig usandsynligt, at højen kun er sted for de tre begravelser.

Tårnet kunne styrte sammen 

– Vi ved, at to af de gravlagte sandsynligvis har været mænd, da vi ved lidt om det gravudstyr, de havde med, ridser Steen Frydenlund op. 

Så spændende det end ville være at komme i dybden, kan det efter alt at dømme ikke lade sig gøre. 

– I og med at en mulig centralgrav ligger dybere end fundamentet til vandtårnet, tror jeg ikke, vi kommer til at udgrave det, for så ville der være fare for, at tårnet styrter sammen, må museumsinspektøren konstatere.   

Signalerede med bål 

Hvad vikingerne brugte højen til, finder vi forklaringen på i dens senere navn: Bavnehøj.

Bavn er et gammelt ord for bål, og vikingerne sendte signaler ved at tænde bål på højtliggende steder, der kunne ses fra lang afstand. Det kunne fx være for at advare om, at en fjende var på vej.

Arrangementet markerer Sydvestjyske Museers deltagelse i den landsdækkende Fortidsmindedag, som Slots- og Kulturstyrelsen og de arkæologiske museer er værter for. 

FAKTA 

To ture at vælge imellem

Der er to ture rundt om Esbjerg Vandtårn i selskab med museumsinspektør Steen Frydenlund, Sydvestjyske Museer, søndag den 28. april. Turene begynder henholdsvis klokken 10.30 og 11.30. 

Det er ganske gratis at være med. Interesserede skal blot møde op i Havnegade ved foden af trappen op af Vandtårnet.

Større udgave af illustrationen: Fund i vandtårnets højs ene grav, illustration Sydvestjyske Museer.

Esbjerg Vandtårn, foto Sydvestjyske museer