Home Tags Barn

Tag: Barn

Lokalaftale om lærernes arbejdstid er på plads for næste skoleår

Når folkeskolen efter sommerferien ringer ind til skoleåret 2019/2020, træder en ny aftale om lærernes arbejdstid i kraft. Esbjerg Kommune og Esbjerg Lærerforening har netop skrevet under på lokalaftalen, og de to parter er enige om, at det fælles fundament skaber stabilitet og styrker folkeskolen i Esbjerg Kommune.

Foto: Yesbjerg

I løbet af det seneste år har Esbjerg Kommune og Esbjerg Lærerforening sammen tegnet linjerne til en ny lokalaftale for lærernes og børnehaveklasseledernes arbejdstid, og en etårig aftale for det kommende skoleår er nu skrevet under af de to parter. Den nye lokalaftale erstatter det administrationsgrundlag, der har fungeret som en lokal og fleksibel regulering af bestemmelserne om arbejdstiden, siden lov 409 trådte i kraft som et lovindgreb efter konflikten om overenskomstforhandlingerne i 2013.

 

Fælles forståelse

Forhandlingerne bygger på en fælles forståelse om, at aftalen hverken må føre ekstra udgifter for skolevæsenet eller serviceforringelser med sig. Samtidig har det været et mål at skabe rammer, som styrker undervisningen, støtter op om det gode arbejdsmiljø og sikrer folkeskolen som en attraktiv arbejdsplads.

 

“Det er positivt, at vi nu har fået en aftale på plads, og den bygger videre på den praksis, vi har skabt med administrationsgrundlaget, som vi er enige om, har fungeret godt i hverdagen på skolerne. Nationalt bærer opgaven nogle knaster med sig fra overenskomstforhandlingerne, men jeg er glad for, at vi lokalt kan gå konstruktivt i dialog og nå til enighed. Det skaber stabilitet og stiller folkeskolen stærkt, når vi går samme vej”, siger Esbjerg Kommunes borgmester, Jesper Frost Rasmussen.

 

Færre timer for nyuddannede

Efter ønske fra begge parter fortsætter aftalen om flex- og fixtid, som både sikrer fleksibilitet i forhold til mødetidspunkter og sætter en fast ramme om undervisningstid og møder. Lærerne vil også fortsat have mulighed for at lægge en del af forberedelsestiden derhjemme.

 

Som et nyt tiltag bliver antallet af undervisningstimer for nyuddannede lærere sat ned, så de får bedre tid til en god introduktion. Samtidig kan skolerne regne en vikarpulje ind i arbejdstiden for de faste lærere, som på den måde kan dække ind for hinanden ved fravær. Det gør behovet for at ansætte vikarer mindre, og eleverne vil møde vikarer, som både er kvalificerede og velkendte.

 

I den nye aftale er der også sat tid af til arbejdet med skolernes professionelle læringsmiljøer, hvor lærerne udvikler nye kompetencer, som styrker eleverne både fagligt og socialt.

 

Enkel og klar aftale

Bag aftalen står repræsentanter fra Esbjerg Lærerforening, Skolelederforeningen og Skoleadministrationen, og det brede fundament ser formanden for Børn & Familieudvalget, Diana Mose Olsen, som en fordel.

 

“Det vigtigste er, at aftalen fungerer i praksis på vores skoler, hvor den skal være enkel og klar at arbejde med for alle. Derfor er jeg glad for, at vi i forløbet har fået perspektiverne med fra alle sider, og vi står nu med en aftale, der sætter fokus på fleksibilitet, balance og dialog, som giver lærerne mulighed for at koncentrere sig om elevernes læring og trivsel”, siger Diana Mose Olsen.

 

Bedre undervisning til eleverne

Lokalaftalen skal evalueres i begyndelsen af 2020, og i Esbjerg Lærerforening ser formand Kenneth Nielsen frem til at lade den nye aftale komme ud at virke i praksis i det kommende skoleår.

 

“Jeg er tilfreds med, at vi kunne finde en enighed om at skabe et grundlag for, at det kan lykkes at give eleverne en bedre undervisning, end tilfældet er i dag. Der er ikke tale om store skridt, men der er tydelige signaler om, at vi er kommet lidt længere væk fra lov 409. Nu vil tiden vise, om signalerne og intentionerne omsættes til en positiv forandring ude på matriklerne og i klasselokalerne”, siger Kenneth Nielsen.

Gode resultater med helhedsorienterede indsatser til udsatte familier

Esbjerg Kommunes Jobcenter og Familierådgivning har de seneste to år deltaget i projektet Helhedsorienterede indsatser, hvor familierådgivere og rådgivere fra Jobcentret arbejder tæt sammen om udvalgte familiers samlede behov og indsatser. En ny evaluering viser rigtig gode resultater.

Foto: Adobe | Yesbjerg

En netop afsluttet evaluering af projekt Helhedsorienterede indsatser har vist, at den form for samarbejde, som Jobcentret og Familierådgivningen i Esbjerg Kommune gik ind i, har skabt gode resultater for familien. Flere forældre er kommet i arbejde, og langt flere børn deltager i fritidsaktiviteter. Derudover viser evalueringen et markant fald i skolefravær.

 

Målgruppen for projektet er familier med langvarige perioder uden for arbejdsmarkedet for forældrenes vedkommende. Og for børnene er der tale om højt skolefravær og social isolation. Formålet har været at arbejde tættere sammen om udsatte familier, så udredning og indsatser bliver koordineret bedre og ud fra et helhedssyn i forhold til familiens økonomiske, beskæftigelsesmæssige og sociale situation.

 

– Vi kan se, at den håndholdte indsats og koordinering har skabt den fornødne ro hos forældrene, så det er lykkedes for flere at komme i ordinært arbejde og almen uddannelse. Det er jeg overbevist om, er den rette vej at gå for de borgere, som er faldet ud af jobmarkedet og skal tilbage på sporet igen, siger Henrik Vallø, formand for Social & Arbejdsmarkedsudvalget.

 

Ud af 29 voksne er fem kommet i ordinært job, mens fire har opnået ordinære løntimer, så kontanthjælpen nu kun er supplerende. Derudover er otte kommet på SU-berettiget uddannelse i projektperioden.

 

Positiv ændring for hele familien

Den samlede indsats i familien har haft direkte betydning for børnenes sociale liv. Halvdelen af de 6-17-årige deltager nu i fritidsaktiviteter, hvor det før kun var hvert fjerde barn. Børn med skolefravær på over 15 % er næsten halveret over perioden.

 

Familierne selv oplever en forbedret sagsbehandling og støtte fra familieteamet. Forældrene oplever, at kommunen har et godt kendskab til og forståelse for familiens situation, og at indsatserne hænger godt sammen.

 

Det har ifølge formand for Børn & Familieudvalget Diana Mose Olsen stor værdi, at familierne føler sig inddragede, og for børnene har det en helt særlig effekt.

– Jeg er overbevist om, at når man føler, at man selv har styring og indflydelse på sit familieliv, så er det dobbelt-up på succes. Forældrene opnår selvrespekt, og børnene får positive rollemodeller, som giver dem mod på at deltage i skole- og børnelivet. Så den model vil vi helt sikkert fortsat prøve kræfter med.

 

Projektet udløber ved udgangen af marts. Herefter bliver det forankret, og samarbejdsmodellen udvidet.

 

Om projektet

Helhedsorienterede indsatser består af et tværgående team “Familieteamet”, der består af to familierådgivere fra Familierådgivningen og en rådgiver og en jobkonsulent fra Jobcentret. De fire rådgivere har delt kontor i Familierådgivningen. Familierådgivere og jobcentrets rådgivere har sammen koordineret familiesagerne og iværksat helhedsorienterede planer og støtte for hele familien. 30 familier har deltaget i projektet. I alt 30 voksne og 40 børn.

Kunsten rykker ind i Esbjerg Ø

Et nyt partnerskab mellem Esbjerg Kommune og Statens Kunstfond gør Stengårdsvej og Esbjerg Ø til base for nye kunst- og kulturprojekter. Statens Kunstfond har foreløbigt sat 3,6 mio. kr. af til at skabe kunst samarbejde med områdets beboere.

Tekstildesigner Tina Ratzer har sat gang i de kreative processer med en farveworkshop i aktivitetshuset Mosaikken på Stengårdsvej. Foto: Torben Meyer, Esbjerg Byhistoriske Arkiv

I løbet af de næste to år vil kunstnere inden for scenekunst, billedkunst, litteratur, musik, arkitektur, kunsthåndværk og design skabe kunstprojekter af høj kvalitet i området omkring Stengårdsvej. Projektet “6705 + Statens Kunstfond” sker i tæt samspil med beboere, naboer og lokale aktører, og intentionen er at give borgerne i Esbjerg Ø berigende kunstoplevelser, der sætter tydelige spor og giver energi til en langsigtet byudvikling.

 

Ifølge formanden for Statens Kunstfond, Michael Bojesen, er projektet et naturligt led i Statens Kunstfonds overordnede opgave, som handler om at stimulere udviklingen af kunst i Danmark og gøre kunstoplevelser tilgængelige for alle borgere, uanset hvor de bor. 

 

“Med denne koncentrerede satsning vil vi skabe opmærksomhed om lokale kvaliteter og ressourcer og tilføre nye æstetiske dimensioner til området omkring Stengårdsvej. Ambitionerne er høje, og succesen afhænger af alle parter. Det er afgørende, at beboere og lokale aktører synes, det er sjovt og meningsfuldt at være med, og det er lige så vigtigt, at de medvirkende kunstnere og kulturinstitutioner lytter og lader sig udfordre,” siger Michael Bojesen.

 

Nye perspektiver i spil

I Esbjerg Kommune ser formanden for Kultur & Fritidsudvalget, May-Britt Andrea Andersen, partnerskabet som en mulighed for at bruge kulturen som en løftestang.

 

“Det handler i høj grad om at skabe en ny identitet og fortælling om området. Vi ved godt, at det er en langsigtet ambition, men vi tror på, at energien og udtrykket i kunsten kan bringe nye perspektiver i spil både for beboerne og for omverdenens syn på området. Samtidig kan kunsten bruges til at skabe nye møder mellem mennesker og styrke fællesskabet”, siger May-Britt Andrea Andersen.

 

Grundstoffer i nyt kunstprojekt

På Stengårdsvej har tekstildesigner Tina Ratzer allerede holdt workshops med unge i Fritids- og Ungdomsklubben på Stengårdsvej og ældre i det multietniske aktivitetshus Mosaikken. Sammen har de arbejdet med Stengårdsvejs grundstoffer; ting, planter og farver, som nu danner baggrund for Tina Ratzers forslag til en kunstnerisk udsmykning til området.

 

Kunstgulv i folkeskolen

Også Bakkeskolen Cosmos bliver omdrejningspunkt for nye kunstprojekter, som kan indvies efter sommerferien. Billedkunstner Astrid Marie Christiansen har udviklet et nyt kunstgulv på 600 kvadratmeter i sorte og hvide striber med cirkler, der dukker op i kraftige farver og forstyrrer det enkle mønster. Desuden er billedkunstner Erik Hagens, som har malet Esbjergevangeliet til UC Syd, i gang med en omfattende udsmykning af Bakkeskolens festsal med en mangfoldighed af historier.

Initiativer inden for scenekunst, litteratur, arkitektur og musik er også på tegnebrættet.

Fakta om 6705 + Statens Kunstfond

Det strategiske samarbejde mellem Statens Kunstfond og Esbjerg Kommune vil igangsætte kunstprojekter i samarbejde med lokale aktører, eksempelvis institutioner, foreninger, kulturinstitutioner, beboere og kunstnere. Projektet vil knytte an til de initiativer, der allerede er i Østerbyen.

En sejr i Ikast i morgen vil åbne en port til semifinalen

0

Mens Odense Håndbold og København Håndbold allerede efter to spillerunder af slutspillet har lagt afstand og er klare semifinalefavoritter i pulje 1, er jævnbyrdigheden stor i pulje 2, hvor de to forhåndsfavoritter, Herning-Ikast Håndbold og Team Esbjerg, onsdag aften mødes i Ikast.

Foto: Yesbjerg

– Med en sejr i Ikast vil vi have tre kampe til at hente yderligere to point og vil have det ene ben i semifinalen. Men vi ved, at det bliver svært, siger Team Esbjergs cheftræner, Jesper Jensen.

De to hidtidige opgør mod midtjyderne, sæsonens første hjemmekamp i Esbjerg med en sejr på 25-23 og dette års første ligakamp i Ikast med en sejr på 26-23, angiver ikke nogen tydelig retning for udfaldet af det tredje møde.

– Herning-Ikast er i god form, spiller godt og har en meget stærk startformation med mange internationale klubkampe og landskampe. Det er spillere, der ved, hvad der skal til i store kampe. Vi har også mange dygtige spillere, og når det kommer til nummer 8, 9, 10 og 11, er der en tendens til, at vi skal være stærkere, siger Jesper Jensen.

Over for Helene Fauske, Tonje Løseth, Louise Burgaard og Sarah Iversen samt to dygtige fløje og veteranen Sabine Englert i målet har Team Esbjerg et hold med mange kompetencer og måder at spille på. To hold med gode forsvar og et indgående kendskab til hinanden må ofte bero på stærke individuelle præstationer for at markere en forskel.

– Vi har nu i måneder været forvænt med, at Estavana Polman toppræsterer, og det er jeg rimeligt tryg ved, at hun fortsætter med. Spørgsmålet er, hvem af de andre, der har dagen. Senest var det af skytterne Line Jørgensen og før hende Kristine Breistøl. Jeg mener, at vi har flest strenge at spille på, men vi er nødt til at have styr på deres startopstilling, siger Jesper Jensen.

Ligesom i hjemmekampen mod Aarhus United har han 16 spillere til rådighed, og han vil gerne have flere spillere på banen end i den kamp. Det flagrende forsvarsspil tvang ham til to udskiftninger mellem forsvar og angreb. I Ikast skal der atter være styr på forsvarsværkerne.

De to hold mødes allerede lørdag igen i den første semifinalekamp i EHF Cup samme sted.  

Team Esbjergs trup til kampen i HTH Ligaens slutspil, pulje 2, mod Herning-Ikast Håndbold onsdag den 3. april kl. 20.30 i IBF Arena:

Målmænd: Sandra Toft og Rikke Granlund

Venstre fløj: Sanna Solberg, Elma Halilcevic og Maria Mose Vestergaard

Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Emma Nielsen

Streg: Vilde Ingstad, Clara Monti Danielsson og Marit Malm Frafjord

Bagspillere: Kristine Breistøl, Estavana Polman, Kristina Liscevic, Annette Jensen, Line Jørgensen og Rut Jónsdóttir.

Bakkeskolen Cosmos er på rette vej

En ny statusrapport viser, at Bakkeskolen Cosmos udvikler sig positivt, og elevtallet og andelen af etnisk danske elever stiger. Der er dog fortsat udfordringer, men formanden for Børn & Familieudvalget, Diana Mose Olsen, tror på, at forandringen gør en forskel på den lange bane.

Bakkeskolen Cosmos skal være lokalområdets skole i Jerne, og eleverne i skolens distrikt skal vælge skolen til. Det er de to mål, som Bakkeskolen Cosmos arbejder efter, og en ny rapport viser klart, at skolen er i en positiv udvikling.

Politisk rettede partierne i budgetforliget for 2017-2020 opmærksomheden mod Bakkeskolen Cosmos med et økonomisk løft på samlet 20 millioner kroner, og der er netop blevet gjort status for udviklingen. Selv om indsatsen er langsigtet, glæder det formanden for Børn & Familieudvalget, Diana Mose Olsen, at skolens tiltag for at skabe en ny og attraktiv profil virker.

 

Arkivfoto Yesbjerg: Diana Mose Olsen

“Vi ved, at det kræver vedholdenhed og tålmodighed at vende udviklingen, men der er ingen tvivl om, at fortællingen omkring Bakkeskolen Cosmos forandrer sig. Der er sat nogle spændende initiativer i gang, som vækker opsigt og tiltrækker elever, og vi arbejder benhårdt på at udbrede budskabet om, at Bakkeskolen Cosmos faktisk er en god skole”, siger Diana Mose Olsen.

Flere vælger skolen til

Ifølge statusrapporten lå andelen af elever med en anden etnisk baggrund end dansk i skolens overbygning for to år siden på 100 procent, mens 40 procent af den elevgruppe i dag er etnisk dansk. Samtidig stiger det samlede elevtal, fordi flere elever fra skolens eget og andre skoledistrikter vælger skolen til. Desuden kan skolen konstatere en øget trivsel blandt personalet.

Forskel på den lange bane

Baggrunden for forandringerne er den række af tiltag, som Bakkeskolen Cosmos og Esbjerg Kommune har sat i værk. Det gælder eksempelvis Sport Plus klassernes tilbud om at fordybe sig i linjer med fokus på eSport, TeamGym og brasiliansk fodbold, og det er også på Bakkeskolen Cosmos, at idéværkstedet Science Learning Lab er etableret.

 

“Vi kan se, at de mange tiltag har ført en positiv ændring med sig i hverdagen, og skolen er klart på rette vej. Men selv om flere elever vælger skolen til, er det stadig en udfordring at få de lokale familier til at se Bakkeskolen Cosmos som det naturlige valg. Derfor skal vi holde kursen og tro på, at den forandring, vi ser allerede nu, også vil gøre en forskel på den lange bane”, siger Diana Mose Olsen.

Læserbrev: Mød op for dine og mine børn 6. april

Politikerne har skåret så voldsomt i ressourcerne til børn i daginstitutioner, at forældre samler sig i forældreopråb landet over lørdag, den 6. april. I Esbjerg mødes forældre og bedsteforældre ved Rådhuset kl. 13 og går mod Torvet, hvor der vil være taler, musik og børnevenlige indslag.

Foto og læserbrev: Line Britt Madsen

Pædagoger har længe forsøgt at råbe op om forringede vilkår i daginstitutionerne, men det er DR2-udsendelsen ”Hvem passer vores børn?”, der har fået bægeret til at flyde over for mange forældre, der nu samler sig i et fælles opråb for ordentlige forhold i deres børns institutioner.

 

– I udsendelsen ser vi utrygge børn, der ikke bliver mødt i deres basale behov for omsorg og voksenkontakt. Vi ser pædagoger, der må lade flere vuggestuebørn spise alene for at skifte bleen på et andet barn. Vi ser en leder, der i afmagt over vedvarende besparelser har opsagt sin stilling, fordi hun ikke længere kan forsvare dagligdagen i institutionen. Hendes mod til at stå frem gør dybt indtryk, og vi oplever en stærk forpligtelse til at lytte og handle, når de mennesker, der skal tage sig af vores børn, problematiserer den hverdag, de kan byde dem, siger Line Britt Madsen, der repræsenterer styregruppen for demonstrationen i Esbjerg.

 

I Danmark leverer vi flere arbejdstimer pr. børnefamilie end noget andet sted i Europa. Men man kan ikke på den ene side bede både mor og far om at stille sig til rådighed for arbejdsmarkedet og på den anden side udsulte daginstitutionerne, som vi har set det igennem en årrække. Når staten ikke løfter sin del af samfundskontrakten, har vi en ny situation, siger Line Britt Madsen.

 

– Socialministeren har brugt meget krudt på at problematisere danske forældres opdragelsesevne, men nu hører vi psykolog Rikke Yde i DR2-udsendelsen udtale, at man ikke kan forvente, at børn skal kunne regulere sig selv og lytte efter en voksen i skolen, når de har manglet netop voksenkontakt i de tidlige år, hvor evnerne til koncentration, opmærksomhed og selvregulering udvikles, siger Line Britt Madsen.

 

Det er på denne baggrund, at forældre og bedsteforældre samler sig i demonstrationer for flere pædagoger landet over 6. april. Arrangementet i Esbjerg dækker også oplandet, og der vil komme deltagere fra Vejen, Varde og Fanø kommuner.

 

– Vi oplever allerede en stor opbakning til arrangementet og forventer, at endnu flere vil møde op og vise hvor meget, det betyder, at vores børn har en god barndom, imens forældrene arbejder. Lige nu arbejder vi på at få det praktiske på plads, og andre frivillige er meget velkomne til at give en hånd med. Vi ser også gerne, at lokale virksomheder og organisationer bakker op om initiativet, da gode daginstitutioner jo er en forudsætning for, at deres medarbejdere kan gå på arbejde. Lige nu mangler vi eksempelvis 500-1000 t-shirts til tryk, men det kan også være ved at donere saft, kaffe eller boller på dagen, afslutter Line Britt Madsen.

 

Kontaktpersoner:

Chalotte Aagaard Olsen, chalotteolsen@gmail.com, tlf. 25 33 30 55

Dennis Hansen, dennis20311322@gmail.com, tlf. 20311322

Nadia Bergholt, nadiabergholt@live.dk, tlf. 91 55 33 58

Line Grønfeldt Olsen, linego@webspeed.dk, tlf. 31 14 9131

Line Britt Madsen, linebrittmadsen@hotmail.com ,

tlf. 29 82 74 69

 

Esbjerg Ensemble spiller foråret ind og varmer op til Sonningprisen

0

Esbjergs kammermusikensemble spiller Schubert, Boulanger og Abrahamsen, og inden koncerten kommer kunsthistoriker fra Ribe Kunstmuseum med et indspil.

Foto: Nikolai Lund

Esbjerg Ensemble er i forårs- og prishumør. Forårets komme fejres med koncerten Forår med Abrahamsen. Det dufter af fransk forårsmorgen, foreller og fejring af komponisten Hans Abrahamsen, som modtager Léonie Sonnings Musikpris 2019 i Aarhus Musikhus den 28. april.

 

Det føles naturligt for Esbjerg Ensemble at fejre årets prismodtager, for Hans Abrahamsen var ensemblets kunstneriske leder fra 1988 til 1991. I den periode skrev han værker til ensemblet og arrangerede også andre komponisters værker for kammerbesætning. Det er nogle af de arrangementer, ensemblet skal spille til forårskoncerten, side om side med nogle af Abrahamsens skønne miniaturer.

Foråret fejres også med den franske komponist Lili Boulangers værk D’un Matin du Printemps. Den lovende unge kunstner døde som blot 24-årig. Musikhistorien kunne være blevet en anden, om hun havde fået en længere karriere, men hun nåede at blive første kvinde, der modtog den eftertragtede Prix de Rome. Pianisten Finghin Collins fortolker Boulangers lækre klavertrio.

 

Koncertens anden halvdel åbner med Schuberts Forellekvintet. Det er østrigsk landlig romantik fra hans store forløsende boheme-år. Schubert havde i 1818 mødt den karismatiske baryton Michael Vogl, som skulle blive en stor inspirator og ambassadør for Schuberts mange sange. Det er også en sang, som har inspireret den sidste variationssats af Forellen-kvintetten, som han skrev året efter mødet med sangeren.

Før koncerten giver museumsinspektør på Ribe Kunstmuseum, Josephine Nielsen-Bergquist, et Indspil. Hun vil fortælle om de danske Guldaldermalere i 1800-1850 og strømningerne i kunstarterne og samfundet i det hele taget. Hun trækker også en rød tråd til tysk romantik og Schubert.

 

Allerede søndag 31. marts kl. 16-17 springer det musikalske forår ud på Ribe Kunstmuseum og giver en ekstra mulighed for at høre dette repertoire – dog uden Abrahamsens musik.

Forår med Abrahamsen,

Syddansk Musikkonservatorium

onsdag 3.4. kl. 19.30.

Billetter på Billetten.dk. www.esbjergensemble.com.

Børn under 12 gratis entré.

 

Tonede linjer og profilklasser motiverer elever i udskolingen

Fra næste skoleår er det ikke et krav, men en mulighed for kommunens folkeskoler at oprette tonede linjer i udskolingen. Samtidig har Børn & Familieudvalget adskilt tilbuddet om fælles kommunale profilklasser inden for blandt andet idræt og kultur fra de tonede linjer.

Foto: Yesbjerg/Adobe

I de sidste to skoleår har det været obligatorisk for Esbjerg Kommunes folkeskoler at etablere såkaldt tonede linjer som en ramme om skoledagen for de ældste elever, men fra næste skoleår bliver det frivilligt. Det har Børn & Familieudvalget netop besluttet.

Efter en høring i blandt andet skolebestyrelserne og Esbjerg Kommunes Fælleselevråd har Børn & Familieudvalget defineret formålet med de tonede linjer, hvor eleverne kan arbejde inden for emner, der interesserer dem. Målet er at udfordre eleverne og skabe en god overgang til ungdomsuddannelser og job, lige som de tonede linjer skal rette et konkret fokus mod de praktiske og kreative fag og forståelsen for teknologi.

 

Skolerne skal selv finansiere de tonede linjer, og eleverne kan søge om optagelse på tværs af deres eget skoledistrikt og også i andre skoledistrikter efter reglerne om frit skolevalg.

 

Profilklasser for alle

Børn & Familieudvalget har samtidig valgt at adskille en række tilbud fra de tonede linjer. Det gælder de fælles kommunale profilklasser, som også er målrettet elever i 7.-9. klasse. I profilklasserne får eleverne mulighed for at dyrke særlige interesser, og der er rammer til at udvikle specielle færdigheder og talenter.

 

I modsætning til de tonede linjer er det en politisk beslutning at oprette en profilklasse, og skolerne har også mulighed for at få økonomisk støtte. De nuværende profilklasser er eliteidrætsklasserne på Vitaskolen Bohr, kulturtalentklasserne på Rørkjær Skole Urban og Sport Plus på Bakkeskolen Cosmos, mens ordblindeklasserne på Spangsbjergskolen Cosmos åbner i det kommende skoleår. Elever fra hele kommunen kan frit søge om optagelse i profilklasserne efter de særlige kriterier, der gælder for de enkelte profilklasser.

 

Ifølge formanden for Børn & Familieudvalget, Diana Mose Olsen, bidrager både de tonede linjer og profilklasserne til at skabe et udfordrende og afvekslende læringsmiljø for eleverne.

“I folkeskolens sidste år er det vigtigt, at vi arbejder med at fastholde elevernes motivation for at lære og udvikle sig både fagligt og socialt. Det er der, de sætter retningen for deres videre liv med uddannelse og job, og det er selvfølgelig lettere for eleverne at bevare gejsten og energien i skoledagen, når den indeholder noget, de brænder for.”, siger Diana Mose Olsen.

 

Endnu en teenager sigtet for at have delt drabsvideo fra Marokko

0

Drengen er den anden, der nu er sigtet.

Syd- og Sønderjyllands Politi har fredag den 22. marts sigtet en 15-årig dreng fra Esbjerg kommune for deling af drabsvideoen fra Marokko. 

Den 15-årige har erkendt at have delt videoen.

Han er den anden, Syd- og Sønderjyllands Politi har sigtet for deling af den omtalte video. Der efterforskes mod flere.

Foto: Politiet

Ny myndighedschef vender tilbage til Familierådgivningen

Fra den 1. april hedder Familierådgivningens myndighedschef igen Mette Kierkgaard. Den erfarne leder vender tilbage til sit tidligere job med nye perspektiver og erfaringer, som hun blandt andet tager med fra sit nuværende job som leder af SSP Forebyggelse & Vejledning.

Foto: Esbjerg Kommune

For tre år siden sagde Mette Kierkgaard farvel til jobbet som myndighedschef i Familierådgivningen i Esbjerg Kommune for at rejse med sin familie til USA, og den 1. april vender hun tilbage til sit tidligere job med ny viden og erfaringer i bagagen. Allerede i august sidste år tog Mette Kierkgaard skridtet ind i kommunen igen, da hun blev ansat som leder af SSP Forebyggelse & Vejledning.

Som myndighedschef kommer Mette Kierkgaard til at stå i spidsen for 130 medarbejdere i Familierådgivningen, hvis hovedfokus er at sikre trivsel og udvikling for børn og unge. Mette Kierkgaard har arbejdet med udsatte børn og unge i 10 år og var myndighedschef i Familierådgivningen i fire år frem til 2016.

Nyt perspektiv i udviklingen

Chefen for Familie & Forebyggelse, Jørgen Bruun, ser frem til at få Mette Kierkgaard tilbage på holdet i Familierådgivningen.

“Da Mette Kierkgaard sidst var myndighedschef, var vi optagede af at skabe stabilitet og sætte en ny retning i en turbulent periode. Nu har vi en velfungerende afdeling, hvor Mette Kierkgaard kan sætte fokus på driften og træde ind med værdifuld erfaring og kendskab til afdelingen og samtidig bidrage med et nyt perspektiv i udviklingen”, siger Jørgen Bruun.

Spændende tid

Mette Kierkgaard kender Familierådgivningen som en god arbejdsplads med engagerede medarbejdere, men meget er forandret, siden hun sidst var myndighedschef, og derfor vil hun bruge den første tid på at stikke en finger i jorden.

“Afdelingen fungerer allerede rigtig godt, og samtidig skal vi altid følge med den faglige udvikling på området. Familie & Forebyggelse er netop blevet en del af direktørområdet Borger & Arbejdsmarked, og det åbner for nye muligheder for samarbejde, så vi i endnu højere grad kan skabe sammenhæng og helhed i indsatsen over for børnene, de unge og deres familier. Vi går en spændende tid i møde”, siger Mette Kierkgaard.

Mette Kierkgaard er uddannet inden for offentlig forvaltning, sociologi og ledelse, og privat bor hun nord for Ribe sammen med sin mand og deres to sønner.

Som afløser for Mette Kierkgaard er Pia Tønnes konstitueret som leder af SSP Forebyggelse & Vejledning fra den 1. april til udgangen af juli. Pia Tønnes er pædagogisk leder for undervisningsdelen i Esbjerg Ungdomsskole.