Læserbrev: Mød op for dine og mine børn 6. april

0
952

Politikerne har skåret så voldsomt i ressourcerne til børn i daginstitutioner, at forældre samler sig i forældreopråb landet over lørdag, den 6. april. I Esbjerg mødes forældre og bedsteforældre ved Rådhuset kl. 13 og går mod Torvet, hvor der vil være taler, musik og børnevenlige indslag.

Foto og læserbrev: Line Britt Madsen

Pædagoger har længe forsøgt at råbe op om forringede vilkår i daginstitutionerne, men det er DR2-udsendelsen ”Hvem passer vores børn?”, der har fået bægeret til at flyde over for mange forældre, der nu samler sig i et fælles opråb for ordentlige forhold i deres børns institutioner.

 

– I udsendelsen ser vi utrygge børn, der ikke bliver mødt i deres basale behov for omsorg og voksenkontakt. Vi ser pædagoger, der må lade flere vuggestuebørn spise alene for at skifte bleen på et andet barn. Vi ser en leder, der i afmagt over vedvarende besparelser har opsagt sin stilling, fordi hun ikke længere kan forsvare dagligdagen i institutionen. Hendes mod til at stå frem gør dybt indtryk, og vi oplever en stærk forpligtelse til at lytte og handle, når de mennesker, der skal tage sig af vores børn, problematiserer den hverdag, de kan byde dem, siger Line Britt Madsen, der repræsenterer styregruppen for demonstrationen i Esbjerg.

 

I Danmark leverer vi flere arbejdstimer pr. børnefamilie end noget andet sted i Europa. Men man kan ikke på den ene side bede både mor og far om at stille sig til rådighed for arbejdsmarkedet og på den anden side udsulte daginstitutionerne, som vi har set det igennem en årrække. Når staten ikke løfter sin del af samfundskontrakten, har vi en ny situation, siger Line Britt Madsen.

 

– Socialministeren har brugt meget krudt på at problematisere danske forældres opdragelsesevne, men nu hører vi psykolog Rikke Yde i DR2-udsendelsen udtale, at man ikke kan forvente, at børn skal kunne regulere sig selv og lytte efter en voksen i skolen, når de har manglet netop voksenkontakt i de tidlige år, hvor evnerne til koncentration, opmærksomhed og selvregulering udvikles, siger Line Britt Madsen.

 

Det er på denne baggrund, at forældre og bedsteforældre samler sig i demonstrationer for flere pædagoger landet over 6. april. Arrangementet i Esbjerg dækker også oplandet, og der vil komme deltagere fra Vejen, Varde og Fanø kommuner.

 

– Vi oplever allerede en stor opbakning til arrangementet og forventer, at endnu flere vil møde op og vise hvor meget, det betyder, at vores børn har en god barndom, imens forældrene arbejder. Lige nu arbejder vi på at få det praktiske på plads, og andre frivillige er meget velkomne til at give en hånd med. Vi ser også gerne, at lokale virksomheder og organisationer bakker op om initiativet, da gode daginstitutioner jo er en forudsætning for, at deres medarbejdere kan gå på arbejde. Lige nu mangler vi eksempelvis 500-1000 t-shirts til tryk, men det kan også være ved at donere saft, kaffe eller boller på dagen, afslutter Line Britt Madsen.

 

Kontaktpersoner:

Chalotte Aagaard Olsen, chalotteolsen@gmail.com, tlf. 25 33 30 55

Dennis Hansen, dennis20311322@gmail.com, tlf. 20311322

Nadia Bergholt, nadiabergholt@live.dk, tlf. 91 55 33 58

Line Grønfeldt Olsen, linego@webspeed.dk, tlf. 31 14 9131

Line Britt Madsen, linebrittmadsen@hotmail.com ,

tlf. 29 82 74 69

 

Leave a Reply