En ny statusrapport viser, at Bakkeskolen Cosmos udvikler sig positivt, og elevtallet og andelen af etnisk danske elever stiger. Der er dog fortsat udfordringer, men formanden for Børn & Familieudvalget, Diana Mose Olsen, tror på, at forandringen gør en forskel på den lange bane.

Bakkeskolen Cosmos skal være lokalområdets skole i Jerne, og eleverne i skolens distrikt skal vælge skolen til. Det er de to mål, som Bakkeskolen Cosmos arbejder efter, og en ny rapport viser klart, at skolen er i en positiv udvikling.

Politisk rettede partierne i budgetforliget for 2017-2020 opmærksomheden mod Bakkeskolen Cosmos med et økonomisk løft på samlet 20 millioner kroner, og der er netop blevet gjort status for udviklingen. Selv om indsatsen er langsigtet, glæder det formanden for Børn & Familieudvalget, Diana Mose Olsen, at skolens tiltag for at skabe en ny og attraktiv profil virker.

 

Arkivfoto Yesbjerg: Diana Mose Olsen

“Vi ved, at det kræver vedholdenhed og tålmodighed at vende udviklingen, men der er ingen tvivl om, at fortællingen omkring Bakkeskolen Cosmos forandrer sig. Der er sat nogle spændende initiativer i gang, som vækker opsigt og tiltrækker elever, og vi arbejder benhårdt på at udbrede budskabet om, at Bakkeskolen Cosmos faktisk er en god skole”, siger Diana Mose Olsen.

Flere vælger skolen til

Ifølge statusrapporten lå andelen af elever med en anden etnisk baggrund end dansk i skolens overbygning for to år siden på 100 procent, mens 40 procent af den elevgruppe i dag er etnisk dansk. Samtidig stiger det samlede elevtal, fordi flere elever fra skolens eget og andre skoledistrikter vælger skolen til. Desuden kan skolen konstatere en øget trivsel blandt personalet.

Forskel på den lange bane

Baggrunden for forandringerne er den række af tiltag, som Bakkeskolen Cosmos og Esbjerg Kommune har sat i værk. Det gælder eksempelvis Sport Plus klassernes tilbud om at fordybe sig i linjer med fokus på eSport, TeamGym og brasiliansk fodbold, og det er også på Bakkeskolen Cosmos, at idéværkstedet Science Learning Lab er etableret.

 

“Vi kan se, at de mange tiltag har ført en positiv ændring med sig i hverdagen, og skolen er klart på rette vej. Men selv om flere elever vælger skolen til, er det stadig en udfordring at få de lokale familier til at se Bakkeskolen Cosmos som det naturlige valg. Derfor skal vi holde kursen og tro på, at den forandring, vi ser allerede nu, også vil gøre en forskel på den lange bane”, siger Diana Mose Olsen.

Leave a Reply