Home Tags Barn

Tag: Barn

Gratis orienteringsløb for alle aldre

GRATIS: Sydvestdanmarks største kulturhus slår i sommerferien dørene op og inviterer publikum til selv at gå på opdagelse i huset og dets historie og arkitektur.

Foto: Musikhuset

Alle hverdage i uge 27, 28 og 29 giver Musikhuset Esbjerg for første gang publikum mulighed for at komme på orienteringsløb i Musikhuset.

Orienteringsløbet er gratis at deltage i, og det giver deltagerne en unik mulighed for at opleve Sydvestdanmarks største kulturhus på en måde, man ikke er vant til. Deltagerne får lov til at komme bag kulisserne og udforske de områder af huset, der normalt ikke er tilgængelige for offentligheden. Undervejs lærer de en masse om Musikhusets historie og arkitektur på en sjov og anderledes måde. Og svarer deltagerne rigtigt på de indlagte spørgsmål, kan de tilmed være heldige at vinde lækre præmier.

Et orienteringsløb for alle
Som i et hvert godt orienteringsløb foregår løbet i Musikhuset således, at deltagerne får et kort udleveret, og herefter skal de finde de poster, der er lagt ud. I Musikhusets orienteringsløb gemmer der sig små historier og spørgsmål ved posterne. Ved at svare rigtigt på spørgsmålene er deltagerne med i konkurrencen om et gavekort til Musikhuset Esbjerg og indgangsbilletter til Esbjerg Kunstmuseum.

Orienteringsløbet er for alle – unge som gamle, esbjergensere som turister. Dog går ruten rundt i Musikhuset op og ned ad trapper og gennem lange gange, så man skal være godt gående for at kunne gennemføre løbet.

Orienteringsløbet foregår alle hverdage i uge 27, 28 og 29 (1.-19. juli) mellem kl. 10 og kl. 15. Det tager ca. 1 time at gennemføre. Starten går fra Musikhusets Hovedfoyer.

 

Kvaglunds nye forrådskammer åbner

De nye SpiseRinge i Kvaglundparken byder på gratis lokale afgrøder, som alle må plukke og nyde.

Den 25. juni 2019 kl. 15.30 indvies det nye område.

De sidste par måneder er der i Kvaglundparken blevet skabt et helt nyt område. De såkaldte SpiseRinge er skudt op, og her er der blevet plantet frugttræer, buske med bær og krydderurter med god hjælp fra 3.a og 3.b på Kvaglundskolen Signatur. Eleverne har som en del af undervisningen været en aktiv del af processen, og de har bl.a. hjulpet med at fjerne græs og plante træer. Siden har eleverne bidraget med insekthoteller, som vil blive sat op i området.

Foto: Esbjerg Kommune

Eleverne fra Kvaglundskolen Signatur har beskæftiget sig med et tema omkring insekter, og derfor de hjulpet med at etablere SpiseRingene.

Projektet med de nye SpiseRinge skal inspirere flere til at bruge naturen i Kvaglundparken, og derfor støtter Friluftsrådet projektet med en bevilling på 100.000 kroner fra Udlodningsmidler til Friluftsliv.

Formand for Teknik & Byggeudvalget, Søren Heide Lambertsen, glæder sig til at indvie det nye område ved indgangen til parken fra Daddelkrattet, den 25. juni 2019 kl. 15.30.

“Det er en nyskabelse, at den bynære natur kan og skal byde på flere typer af oplevelser, som tiltaler beboerne i nærområdet. I Kvaglund gøres naturen mere attraktiv, når haveejernes glæder ved at plukke og høste egne afgrøder deles med de, som måske ikke selv har adgang til en have”, siger udvalgsformanden.

Alt efter sæson vil SpiseRingene byde på solbær, ribs, blåbær, hindbær, stikkelsbær, mynte, timian, rosmarin, oregano og forskellige sorter af æbler, pærer, blommer og valnødder. Følgerne på Esbjerg Kommunes Facebookside har været med til at bestemme hvilke afgrøder, der nu spirer frem.

Et af bedene er dedikeret til forsøg, og i første omgang afprøves grønkål og persille. Informationsskilte vil fortælle om hvad og hvornår, der kan samles og plukkes.

“SpiseRingene har også et socialt formål. Her kan man komme hinanden ved over bedet med krydderurter, og man kan nemt falde i snak om fx anvendelsesmuligheder og opskrifter. På den måde håber jeg, at mange vil tage SpiseRingene til sig og udnytte de nye muligheder, som området byder på”, siger Søren Heide Lambertsen.

Ved indvielsen den 25. juni kan alle fremmødte få en lille forsmag på, hvad SpiseRingene fx kan bruges til. Det vil være muligt at fremstille en krydderolie baseret på de krydderurter, som kan findes i området.

Ude.nu løfter læringen i dagtilbud og skoler

På den nye digitale platform ude.nu samler Esbjerg Kommune alle de spændende forløb, der gør det muligt for børn og unge i dagtilbud og skoler at komme ud i virkeligheden, hvor læringen bliver konkret. Samlet ligger der langt over 100 tilbud inden for natur, kultur og erhvervsliv på hjemmesiden.

Foto: Esbjerg Kommune

Det økologiske formidlingssted Midtgård tilbyder læringsforløb til dagtilbud og skoler.

Jeg hører og glemmer. Jeg ser og husker. Jeg gør og forstår. Sådan lyder et gammelt kinesisk ordsprog, som passer perfekt til tankerne bag en ny hjemmeside med tilbud til Esbjerg Kommunes dagtilbud og skoler. Ude.nu hedder platformen, som er et digitalt samlingssted for læringsforløb, der tager børn i dagtilbud og skoleelever med ud af dagligdagens kendte rammer. Udgangspunktet er, at oplevelser ude i virkeligheden danner erindringer, forståelse og læring for livet.

Natur, kultur og erhverv

Ude.nu henvender sig til dagplejere, pædagoger og lærere og giver dem et overblik over mulighederne for spændende forløb. Hjemmesiden gør det let at finde og booke forløb, der passer til den konkrete aldersgruppe eller det relevante emne, fag eller lærerplanstema. På den måde får børn og unge i Esbjerg Kommunes dagtilbud og skoler endnu bedre mulighed for at kombinere deres læring i dagpleje, daginstitution og skole med viden, oplevelser og erfaringer fra virkeligheden.

 

Til skoleeleverne har ude.nu indtil videre 129 forløb at vælge imellem, mens børnene i dagtilbud foreløbigt kan prøve kræfter med 39 forløb. Samlet indeholder ude.nu tilbud inden for natur, kultur og erhvervsliv på 38 forskellige steder. Det betyder, at børn fra dagtilbud og skoleelever kan besøge både Esbjerg Kommunes egne læringssteder og eksterne natur- og kulturinstitutioner og virksomheder.

 

Tilbuddene på ude.nu er læringsforløb i dagtilbud og skoler, men hjemmesiden er åben, så alle kan se den brede vifte af tilbud, der findes til børn og unge i Esbjerg Kommune.

 

Det ekstra til læringen

Bag ude.nu står MYRTHUE – Natur, Kultur & Læring i samarbejde med de eksterne læringsmiljøer og Esbjerg Kommunes afdelinger inden for Børn & Dagtilbud, Skole og Kultur & Pædagogik.

 

“Ude.nu er et værktøj til dagtilbud og skoler, så det bliver lettere for dem at navigere i alle de muligheder, som vi har i Esbjerg Kommune. Tilbuddene kan være lige det ekstra, der bidrager med sanseoplevelser, som gør læringen konkret for eleverne”, siger Dorte Vind, leder af MYRTHUE – Natur, Kultur & Læring.

Kom til gratis sommerunderholdning under åben himmel

Hele 22 koncerter og underholdende shows fordelt hen over sommerens dage og aftener. Sådan er programmet for Esbjerg Kommunes sommerunderholdning i Esbjerg, Ribe og Bramming. Og det hele er endda ganske gratis.

Foto: Esbjerg Kommune

Sommerferie er lig med gode oplevelser, og i Esbjerg Kommune står sommeren igen i år i musikkens tegn. Programmet for Esbjerg Kommunes sommerunderholdning er klar til sæson 2019, og publikum i alle aldre kan godt glæde sig. 22 koncerter og shows fordelt hen over mere end en måned, og der er noget for enhver smag, for underholdningen kommer igennem alt fra jazz, rock og country til rap, syng-med og luftguitar.

 

For børn i tre byer

For børnene begynder underholdningen i Bramming ved biblioteket onsdag den 3. juli kl. 10.30 og fortsætter med masser af sjov og musik hver onsdag frem til den 24. juli. Her får børnene blandt andre besøg af Mek Peks Abe Show og Wickmanns Børneshow.

 

I Esbjerg kan børnene glæde sig til underholdning i Byparken fra torsdag den 4. juli kl. 10.30 og de næste seks torsdage til og med den 8. august. På de samme torsdage går det løs for børnene ved Ribe Domkirke, og her er det kl. 15, de skal smøre sangstemmerne og finde danserytmerne frem. I Esbjerg og Ribe er det blandt andre Ole Kibsgaard Show, Muddi Solo og Stine Michel & Eventyrorkestret, der giver den gas sammen med børnene.

 

Sommeraftener med musik

For de voksne er sommerunderholdningen planlagt, så de skal sætte kryds i kalenderen om onsdagen kl. 19.30. Her byder programmet på hyggelige sommeraftener med musik i en række forskellige genrer. Rækken af koncerter lægger ud med Bon Jovi Band den 3. juli, og derefter følger Thomas Helmig Jam, Signe Juhl Quartet Feat, Den Danske Mafia og Hula Hula Bamse Kopi, mens Ester Brohus slutter af onsdag den 7. august.

 

Bygger videre på tradition

Formanden for Kultur & Fritidsudvalget, May-Britt Andrea Andersen, glæder sig over, at sommeren igen i år bliver fuld af musik og underholdning i kommunens tre største byer.

“Sommerunderholdningen i Esbjerg Kommune har igennem mange år skabt store og glade oplevelser for både børn og voksne. Årets program bygger videre på den tradition, og det er en fornøjelse, at vi i Esbjerg, Ribe og Bramming igen kan lade sommerunderholdningen danne rammen om fællesskabet og den særlige stemning, der opstår, når kulturen rykker ud under åben himmel”, siger May-Britt Andrea Andersen.

 

Baggesens Allé forvandles til supercykelsti

Mandag den 24. juni tages første spadestik til Esbjergs anden supercykelsti. Den nye strækning forbinder øst og vest med en direkte forbindelse mellem Esbjerg Ø og centrum.

Illustration Esbjerg Kommune: Sådan kommer den dobbeltrettede del af cykelstien til at se ud.

Hvor den første supercykelsti i Esbjerg forbinder nord og syd, vil supercykelstien langs Baggesens Allé på strækningen fra Fynsgade til Veldbækvej skabe en direkte forbindelse mellem Esbjerg Ø og centrum. Det sker via den kommende cykelstibroen i Exnersgade.

Mandag den 24. juni kl. 13.30 er formand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen klar til at tage første spadestik i gravemaskinen. Dermed realiseres planerne om den nye forbindelse, som skal gøre det mere attraktivt at vælge cyklen fremfor bilen.

 

To etaper i projektet

Første del af projektet involverer strækningen fra Fynsgade til Grundtvigs Allé, og denne etape skal stå færdig i løbet af foråret 2020. Etape to fra Grundtvigs Allé til Veldbækvej begynder i efteråret 2019, og strækningen forventes at stå færdig i 2020.

“De to etaper kommer til at overlappe hinanden, og man vil derfor opleve, at der arbejdes simultant flere steder på strækningen i løbet af anlægsperioden. Forhåbentlig er det med til at sikre, at hele projektet når hurtigere i mål,” siger Søren Heide Lambertsen.

Supercykelstien vil bl.a. bestå af ca. 2.500 meter med enkeltrettet og ca. 800 meter dobbeltrettet cykelsti. Dertil kommer farvede, hævede flader flere steder langs strækningen.

 

Forbindelse med flere fordele

Projektet langs Baggesens Allé indebærer flere opgraderinger for både de lokale cyklister, men også cykelturisterne vil få en direkte rute ind til hjertet af Esbjerg.

“I Esbjerg Kommune har vi en ambition om, at flere skal cykle, og vi skal også cykle længere. Derfor er det vigtigt, at vi skaber disse længere forløb i byen, som ikke bare forbinder bydelene, men også forbedrer trafiksikkerheden og gør det nemmere at være cyklist i byen”, siger Søren Heide Lambertsen.

Den nye supercykelsti vil være med til at skabe bedre betingelser for de elever, som cykler til og fra Præstegårdsskolen Urban og Rørkjær Skole Urban. Derudover får publikumsaktiviteterne på Skibhøj lettere ved at lokke cyklister til, når ruten nu gøres mere fremkommelig. Sidst men ikke mindst vil den nye supercykelsti udbygge cykelstinettet generelt ved at skabe en forbindelse til Tjæreborg og den Nationale Cykelrute til glæde for cykelturismen, som stadig vinder mere og mere indpas.

Transformationen til supercykelsti koster 26,7 mio. kr., og Vejdirektoratet støtter projektet med 40% svarende til 10,7 mio. kr.

Esbjerg Kommune vil nedbringe antallet af alvorlige cykelulykker

Hvert år sker der mange alvorlige cykelulykker, som har store personlige og økonomiske konsekvenser. Derfor deltager Esbjerg Kommune i en kampagne fra Rådet for Sikker Trafik for at gøre opmærksom på de farligste situationer, og hvad man kan gøre for at undgå dem.

Foto: Yesbjerg

Når danskerne svinger sig op på cyklen og kører afsted til arbejde eller fritidsaktiviteter, er det både godt for miljøet og den enkeltes sundhed. Men desværre sker der hvert år mange ulykker med cyklister, som enten bliver dræbt eller kommer alvorligt til skade.

Det er særligt i vejkryds, at cyklisterne er i risikozonen for at komme til skade. 2.627 cyklister blev dræbt eller kom alvorligt til skade i årene 2013 til 2017, og i to ud af tre tilfælde skete ulykken i et kryds.

Alene i Syd- og Sønderjyllands Politikreds var antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne cyklister 197 i perioden 2013 til 2017, og det er alt for mange. Derfor deltager Esbjerg Kommune i Rådet for Sikker Trafiks kampagne “Brug 2 sek. mere”, som skal få bilister og cyklister til at orientere sig lidt bedre i kryds, hvor cyklisterne altså er særligt udsatte.

“I Ribe, Bramming og Esbjerg bliver cyklister og andre trafikanter mindet om kampagne-budskabet i særligt trafikerede kryds via skilte, og så får kampagnelogoet lov til at pryde asfalten på fx cykelstier. Vi kender alle til at have travlt, men at forhaste sig i trafikken kan få fatale konsekvenser. To sekunder er en lille, men absolut vigtig investering i at øge sikkerheden for sig selv og andre i trafikken”, siger formand for Teknik & Byggeudvalget, Søren Heide Lambertsen.

Hvis antallet af alvorligt tilskadekomne cyklister kan nedbringes, er der fordele både for den enkelte og samfundet. For ud over at cyklisten undgår fysiske mén og økonomiske omkostninger som følge af ulykken, så vil færre alvorlige cykelulykker også betyde færre udgifter for kommunen til genoptræning og pleje.

Omfanget kan være større end politiets tal viser

Problemet med cyklister, der kommer til skade i trafikken, kan være langt større, end de politiregistrerede tal viser. Skadestuerne og sygehusene registrerer cirka 20 gange flere tilskadekomne cyklister end politiet. Det er nemlig ikke alle ulykker, politiet bliver kaldt ud til, og der kan være stor forskel på ulykkernes alvorlighed.

De skadestueregistrerede ulykker kan dog stadig være alvorlige nok til, at den ulykkesramte cyklist bliver sygemeldt eller skal have genoptræning, og dermed har kommunerne også en direkte interesse i at nedbringe antallet af mindre alvorlige cyklistulykker.

“Det er tit i kryds, hvor bilisters og cyklisters veje krydser hinanden, at ulykkerne sker. Det kan skyldes uopmærksomhed, eller at man simpelthen misforstår hinandens hensigter. Mange af ulykkerne ville sandsynligvis kunne undgås, hvis både cyklister og bilister brugte to sekunder mere på at orientere sig i krydset”, siger Liv Knoblauch Kofoed-Jensen, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Det er særligt i bymæssig bebyggelse, at der sker mange krydsulykker med cyklister. 87 procent af krydsulykkerne, hvor cyklister kommer alvorligt til skade, sker nemlig i byerne, og der sker flest ulykker på hverdage i myldretiden.

Gode råd til at undgå krydsulykker

2 ud af 3 alvorlige ulykker med cyklister sker i kryds. De fleste kunne have været undgået, hvis blot bilist og cyklist havde orienteret sig bedre. Se her hvordan:

Til cyklister:

•       Brug 2 sek. mere på at orientere dig grundigt i kryds og ved sideveje.

•       Vær opmærksom på højresvingende biler bagfra og venstresvingende biler forfra.

Gode råd til bilisterne:

•       Brug 2 sek. mere på at orientere dig grundigt i kryds og ved sideveje.

•       Vær opmærksom på cyklister, når du skal svinge til højre eller venstre.

•       Sænk farten.

 

Ulykkesbilledet for cyklister

Hver fjerde dræbte eller alvorligt tilskadekomne i trafikken i Danmark er en cyklist. I perioden 2013-2017 udgjorde cyklister 16 procent af de dræbte og 27 procent af de alvorligt tilskadekomne i trafikken. En af forklaringerne er, at cyklister er udsatte, hvis de ender i en ulykke med et motoriseret køretøj, og netop i kryds er risikoen for den type ulykke større.


 

Esbjerg Kommune vil nedbringe antallet af alvorlige cykelulykker

 
 

 

Wejse fortsætter i Esbjerg

0

Esbjerg Energy forlænger samarbejdet med den 20-årige forward Christian Wejse, som er en af byens egne talenter.

Foto: Energy

– I sidste sæson fik jeg en større rolle og et større ansvar på holdet. Det er godt for min udvikling som ishockeyspiller og jeg trives med ansvaret. Det er mit ønske at bidrage positivt til holdets udvikling, og jeg føler en sult efter at ”gøre det bedre” efter forårets tidlige exit fra slutspillet, fortæller Christian Wejse.

– Der er flere for mig velkendte ansigter som er nye på Energy-holdet. Truppen består af mange unge og ambitiøse spillere og det er positivt, ikke mindst når de suppleres med ældre og rutinerede spillere. Med den sammensætning er der en god balance i truppen, forklarer den unge vestjyde.

– Som centerspiller har Christian Wejse udviklet sig selv og sit spil i den seneste sæson. Og udviklingen kan fortsætte, så han ikke nødvendigvis skal spille i Metal Ligaen gennem hele karrieren. Vi vil gerne være med til at gøre Christian endnu bedre, og dermed hjælpe ham til at prøve sig selv og evnerne af, fastslår assistenttræner Thor Dresler fra Esbjerg Energy. Og så har Christian viljen til at arbejde hårdt og koncentreret for at nå sine mål. Han er på ingen måde bange for at gøre hvad der skal til, selv om det kræver arbejde og kan gøre ondt. Han er en type, som helt klart viser, at han vil.

Christian Wejse har spillet hele sin karriere i Esbjerg, når man ser bort fra sæsonen 2016/2017, hvor han repræsenterede canadiske Blainville- Boisbriand Armada i den prestigefyldte amerikanske juniorrække QMJHL.

– Jeg har været ude i et enkelt år, men det gik ikke helt som jeg havde håbet på. Jeg håber på en dag igen at få chancen, men nu gælder det Esbjerg. Målet for denne sæson er en guldhjelm. Den håber jeg at kunne bidrage til at vinde ved selv at producere mere. I første omgang er målet for denne sæson et mesterskab. Og her er jeg tryg ved, at Esbjerg Energy kan hjælpe mig i min udvikling, fortsætter Christian Wejse.

Den 186 cm høje vestjyde har spillet 174 kampe i Metal Ligaen og seks kampe i Champions Hockey League. Han har båret det eftertragtede ”C” på landsholdstrøjen til U18- og U20-slutrunder og han kan benyttes såvel som center som venstre wing.

– Jeg forventer, at Wejse kan tage større del i lederskabet på holdet. Han har været kaptajn på ungdomslandsholdet og i Esbjerg har han spillet med A’et på brystet. Og så har han et veludviklet vinderinstinkt, som gør ham i stand til at vise vejen for holdet, fortsætter den Energy- assistenten. Når Wejse rammer det rette spændingsniveau er han rigtig stærk. Jeg mener, at vi som trænerteam kan bidrage med at støtte ham i, at ramme det og fastholde det rette spændingsniveau. For når han rammer det, er han i stand til at bidrage i mange sammenhænge, slutter Thor Dresler.

Christian Wejse kan foreløbigt glæde sig over et dansk seniormesterskab og en sølvmedalje.

Elever i 4. klasse giver gode råd om verdensmål

Realdania har spurgt eleverne i 4. klasse på Bakkeskolen Cosmos, hvordan man kan løse udfordringerne i FN’s verdensmål nr. 11. På Stengårdsvej handler det om at skabe byudvikling sammen med beboerne. Som tak for indsatsen har eleverne fået et flot diplom og en tur i Tivoli.

 

Eleverne i 4. klasse på Bakkeskolen Cosmos har været en tur i København for at præsentere deres arbejde med verdensmål nr. 11. Foto: Realdania

Hvor mange elever i 4. klasse kender lige noget til FN’s Verdensmål? Og endnu mere specifikt mål nr. 11, som handler om at skabe bæredygtige byer og lokalsamfund. Det gør eleverne i 4. klasse på Bakkeskolen Cosmos. Faktisk har de så godt styr på det ellers svære emne, at de har været en tur i København for at fremlægge deres tanker for Realdania.

 

Fokus på kreativitet

Baggrunden er en udfordring, som Realdania har givet eleverne. Som et led i innovationsforløbet GenIN har de arbejdet med det 11. verdensmål, og Realdania var mere præcist interesserede i at høre børnenes bud på delmål 11.3, som går ud på at gøre byudviklingen mere inkluderende og bæredygtig inden 2030. Elevernes udgangspunkt har været spørgsmålet om, hvordan man kan måle, om udviklingen af den by, man bor i, sker i samarbejde med de mennesker, der bor i den.

 

Det har børnene svaret på ved hjælp af værktøjerne i GenIN, som tager udgangspunkt i en digital platform til idéudvikling og sætter fokus på elevernes kreativitet.

 

Rød tråd til udviklingsplan

Realdanias opgave til eleverne udspringer af projektet By i Balance, der har som ambition at løfte udviklingen i udsatte boligområder, og Stengårdsvej i Esbjerg er et af de tre boligområder i kampagnen. Samtidig er elevernes arbejde med emnet en rød tråd til Esbjerg Kommunes nye udviklingsplan for Stengårdsvej, hvor involveringen af områdets beboere er et centralt element.

 

Ind i bedre fremtid

Ifølge formanden for Børn & Familieudvalget, Diana Mose Olsen, er det vigtigt netop at drage børnene ind i udviklingen af Stengårdsvej.

 

“Børn har tit et andet syn på verden end voksne, og de kan bidrage med andre perspektiver og ideer, som åbner for nye tanker og muligheder. Verdensmålene peger ind i en bedre fremtid, og når vi ser fremad, er det helt naturligt, at vi bringer børnene i spil. Det er deres fremtid, vi skal skabe de bedste vilkår for – både på Stengårdsvej og i den store verden”, siger Diana Mose Olsen.

 

Kreative forslag

I Realdania er projektchef, Björn Emil Härtel Jensen, glad for, at eleverne fra Bakkeskolen Cosmos tog udfordringen op, og som tak for indsatsen gav Realdania dem et flot diplom og en tur i Tivoli.

 

“Det er nogle meget spændende og kreative forslag, som eleverne nu har fremlagt. Vi ser stor værdi i, at børn og unge på den måde får kendskab til og tager aktivt del i at udvikle deres lokalområde og dermed også påvirke samfundets bæredygtige udvikling i større skala”, siger Björn Emil Härtel Jensen.

 

Tag med til guldfest på Torvet

Team Esbjerg fejres med guldfest på Torvet i hjembyen.

De nyslåede danske mestre hyldes af byen og fans fredag den 24. maj kl. 16 på Torvet i Esbjerg efter paradekørsel gennem byen.

 

I 2016 dannede Torvet også ramme om fejringen af Team Esbjerg, da holdet vandt DM guld. Foto: Esbjerg kommune

For anden gang erobrer Team Esbjerg titlen som danske mestre. Tirsdag aften vandt holdet den anden finalekamp mod Herning-Ikast Håndbold, og med sejren fra den første finalekamp sikrede Team Esbjerg sig guldet. Nu er hjembyen klar til at fejre håndboldspillerne og takke hele holdet for en fantastisk sæson.

 

Spillerne kører fredag den 24. maj klokken 15.35 fra Blue Water Dokken i veteranlastbilen MB312 og ankommer ca. klokken 16.00 på Torvet i Esbjerg.

 

“Jeg ved, at mange vil gerne takke spillerne for en suveræn indsats, og det bliver der rig mulighed for på Torvet i Esbjerg ved denne festlige lejlighed. Danmarksmestrene skal have lov til at vise guldet frem, mens byen fejrer holdet”, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen, som haster hjem fra Sydkorea for at deltage i fejringen.

 

På Torvet vil Jesper Frost Rasmussen sige et par ord til holdet, og den officielle fejring vil også byde på musik, taler, interviews og andre festlige indslag. Alle er meget velkomne til at møde op og være med til at fejre holdet.

 

Ruten for spillervognens paradekørsel:

Kl. 15.40: Afgang Gl. Vardevej

Rundkørslen på Strandby Plads

Strandbygade

Skolegade

Jernbanegade

Nørregade

Torvegade

Skolegade

Strandbygade

Kongensgade

Englandsgade

Borgergade

Jernbanegade

Nørregade

Torvegade

Skolegade

Kirkegade

Kongensgade

Ca. kl. 16.00: Ankomst Torvet i Esbjerg

 

Reception for holdet

Efter fejringen er Esbjerg Kommune vært ved en uformel reception for holdet på Dronning Louise. Her vil alle spillere og ledere modtage en lille gave som minde om sejren. Pressen er velkommen til også at deltage i denne del af arrangementet.

Valg i naturen er tema for Marbæk og Nationalparkdagen

“Brug naturen – dit valg”. Sådan lyder overskriften på dette års udgave af Marbæk-/Nationalparkdagen, som deler søndag med EU-valget. Programmet byder på masser af oplevelser i det fri for hele familien.

For første gang besøger Nationalpark Vadehavets skib Marbæk-/Nationalparkdagen. Foto: Esbjerg Kommune

Søndag den 26. maj er der al mulig grund til at lade sofaen passe sig selv. Det er nemlig en særlig dag i Danmark og Europa, hvor både demokratiet og naturen bliver fejret. Foruden EU-valget er det tid til den 24. udgave af Marbækdagen, som i en årrække har haft selskab af Nationalparkdagen, der samler Europa om at sætte pris på naturen. “Brug naturen – dit valg” er derfor meget passende temaet for Marbæk-/Nationalparkdagen, der præsenterer nogle af de mange muligheder for gode oplevelser i naturen.

 

Et væld af aktiviteter

I Esbjerg Kommune er Myrthuegård basen for dagen, og herfra kan gæsterne udforske vaden, skoven og gården. Det spændende program byder på et væld af aktiviteter, og rundt ved posterne står de 150 frivillige klar til at sørge for, at dagen bliver en god oplevelse. Gæsterne kan blandt andet opleve Esbjerg Kunstmuseum, Guldager Highland Cattle, Hjerting Folkedansere, bogbussen, Hedeselskabet, Naturkøkkenet, Esbjerg Fotoklub og Danmarks Naturfredningsforening, lige som de kan møde astronomer, ornitologer og skovfolk.

 

For første gang kommer Nationalpark Vadehavets skib “Vadehavet” forbi og lægger til ved engen nord for Myrthuegård. En anden nyhed i programmet er en udstilling af kunstnergruppen “Tidevand – Vestjyske Akvarelmalere”, som sætter fokus på insekters skønhed og store betydning. Som endnu et nyt tiltag deltager Esbjerg Kommune med information om udviklingen af Marbækgård som trailcenter.

 

Uendelige muligheder i naturen

Dagens program varer fra kl. 10 til 16, og lederen af MYRTHUE – Natur, Kultur & Læring, Dorte Vind, glæder sig til en dag med naturens mange muligheder som omdrejningspunkt.

 

“Det er en søndag, hvor vi helt naturligt sætter fokus på valg. Naturen ligger åben for os, og vi har nærmest uendelige muligheder for at bruge den til lige netop det, der giver mening og værdi for os hver især. Marbæk-/Nationalparkdagen er en oplagt anledning til at finde inspiration til gode oplevelser og aktiviteter i naturen”, siger Dorte Vind.

 

Praktiske oplysninger

• Trafikinfo: Kør enten gennem Marbækområdet eller ad Vestkystvejen og drej til vestre inden Tarphagebroen.

• P-plads ved Myrthuegård, Myrtuevej 39, 6710 Esbjerg V

• Yderligere informationer, foldere og kort fås på dagen ved Myrthuegård

• Husk madkurven

Hvem står bag dagen?

Marbæk-/Nationalparkdagen 2019 er arrangeret af MYRTHUE – Natur, Kultur & Læring, Esbjerg Kommunes skovafdeling og Nationalpark Vadehavet i samarbejde med en lang række foreninger og natur- og kulturinstitutioner i Esbjerg Kommune.

 

Om Vadehavet

Nationalpark Vadehavet udgør knap 10 pct. af det dansk-tysk-hollandske Vadehavsområde, der strækker sig fra den nordligste del af Ho Bugt til Den Helder i Holland og dækker omkring 9.000 km2.

Vadehavet er også blevet optaget på UNESCOs Verdensarvsliste og er dermed udnævnt som et område, der har særlig universel værdi.