Home Tags Ung

Tag: ung

Fra mørke tanker til mod på livet: Thea fik hjælp i en ungegruppe

Img 0249 1

I en af Esbjerg Kommunes ungegrupper fandt 15-årige Thea Jørgensen den forståelse og støtte, der hjalp hende tilbage til et godt ungdomsliv. Hendes forløb viser, hvordan De Åbne Behandlingstilbud i Esbjerg Kommune kan gøre en forskel for børn og unge, der har det svært.

Da 15-årige Thea Jørgensen i en periode havde det rigtig skidt, fandt hun hjælp og forståelse i en af Esbjerg Kommunes trivselsgrupper for unge.

Foto: Esbjerg Kommune

Thea Jørgensen er 15 år og går i 9. klasse. For knap halvandet år siden trådte hun for første gang ind ad døren til en af Esbjerg Kommunes grupper for unge, der har det svært i hverdagen. I lang tid havde Thea haft det rigtig dårligt. Hun led af tankemylder, kunne ikke sove, spiste for lidt og var hård ved sig selv og sin krop.

Da skolepsykologen foreslog Thea at være med i ungegruppen, var hun skeptisk, og tanken om at skulle dele sine tanker og følelser med andre var grænseoverskridende. Hun var meget nervøs, og det blev da også kun til et ettal, da Thea første gang tjekkede ind i gruppen, hvor de unge altid bruger en skala fra et til fem til at forklare, hvordan de har det nu og her.

Mod på livet igen

Set i bakspejlet er Thea faktisk slet ikke sikker på, at der overhovedet var et tal, der kunne beskrive hendes tilstand. Hun kan næsten ikke huske noget fra den tid, men når hun læser i sin dagbog, er hun chokeret over det, der står.

”Det er lidt voldsomt at se tilbage på. Jeg gik nærmest rundt som et spøgelse og straffede mig selv og min krop. Jeg forstår næsten ikke, hvordan jeg overhovedet kom op og afsted hver dag,” fortæller Thea.    

Heldigvis var ungegruppen lige det, Thea havde brug for. Hun fandt ud af, at der var andre som hende selv, og det hjalp at snakke med de unge og gruppens voksne. Der var altid chokoladeboller og saftevand på bordet og en tryg genkendelighed i både selskabet og aktiviteterne.

Stille og roligt fik Thea det bedre, så hun spiste mere, sov bedre, fik ro i hovedet og overskuddet tilbage, og efter to forløb på et halvt år hver var hun klar til at give sin plads i gruppen videre til en anden. Efter sommerferien begynder hun på gymnasiet og har mod på livet og ungdommen igen.

”Det er vigtigt at prøve at springe ud i det og tage imod hjælpen, selv om det er svært. Og så skal man vide, at man ikke sidder fast. Man kan godt få det bedre og komme til at leve rigtigt igen,” siger Thea.

Tilbud om hurtig hjælp

Ungegruppen er en af mange muligheder hos PPR & Videncenter i Esbjerg Kommune, der netop er i gang med at opruste på tilbuddene til børn og unge, der er på vej i mistrivsel eller allerede er det. Udviklingen følger målene i psykiatriplanen, som regeringen sidste år indgik med kommunerne og regionerne for at tilbyde hurtig hjælp til børn og unge i mistrivsel.

Under De Åbne Behandlingstilbud samler Esbjerg Kommune en række konkrete forløb for børn og unge på 3 til 17 år og deres familier, hvor mistrivslen kommer til at fylde så meget, at det påvirker hverdagen.

Aktuelt er der foruden trivselsgrupperne forløb for børn og unge, der oplever tristhed og bekymring, lige som der er forældrekurser og tilbud om åben, anonym vejledning, så også forældrene kan få hjælp til at tackle de vanskeligheder, de oplever hos deres barn. Senere på året starter nye forløb, der bl.a. henvender sig til børn og unge, der har tanker om selvskade eller tidlige tegn på spiseforstyrrelser.

”Det handler om at give familierne let adgang til hjælp, så vi kan forebygge mistrivsel og få fat i børnene og de unge, inden problemerne vokser sig for store og tunge. Vi er allerede godt i gang, og med de nye muligheder får vi en meget bredere vifte af tilbud, hvor børnene og de unge kan få hjælp til præcis deres udfordringer. Samtidig lægger vi vægt på den tværfaglige og helhedsorienterede indsats og involverer både familie og daginstitution eller skole, så vi kommer hele vejen rundt,” siger Camilla Christensen, tværfaglig leder af PPR & Videnscenter.

Se mulighederne i De Åbne Behandlingstilbud her.

Frivillige rollemodeller skal hjælpe sårbare unge på vej i Esbjerg

Img 7762 1

Vindmøllen, ved Jobcenter Esbjerg, søger frivillige til indsatsen, der støtter sårbare unge i alderen 16-29 år. Mange af de unge mangler trygge voksne i deres liv, og frivillige rollemodeller kan gøre en stor forskel ved at tilbyde støtte, inspiration og hjælp til at finde retning i tilværelsen.

Vindmøllen er en fremskudt ungeindsats under Jobcenter Esbjerg, som gennem meningsfulde fællesskaber hjælper unge med at opnå sociale og faglige færdigheder.

Foto: Esbjerg Kommune

Til dagligt holder Vindmøllen til på Platformen, som er et sprudlende kultur- og fællesskabshus i hjertet af Østerbyen, der samler, udvikler og muliggør fællesskaber på tværs af alder, etnicitet og interesser i Esbjerg.

Tilgangen til de unge i Vindmøllen har vist stærke resultater, og indsatsen er modtager af Kronprinsparrets Sociale Stjernedrys Pris i 2023. Som det næste skridt arbejder Vindmøllen på at skabe et rollemodelkorps af frivillige.

Rollemodeller gør en verden til forskel for de unge
Formålet med et korps af frivillige rollemodeller er at styrke de unges selvværd og livskvalitet og skabe tro på fremtiden gennem personlige relationer. Alt sammen, så de selv kan finde en uddannelse eller et arbejde. Arbejdet er støttet af Lauritzen Fonden.

Lige nu er Vindmøllen derfor opsøgende på at skabe kontakt til seniorer og erhvervsaktive borgere i Esbjerg, der har lyst til og mulighed for at gøre en forskel for en ung.

Kom med til informationsmøde
Skulle nogle være nysgerrige på at være rollemodel, og hvordan man kan gøre en forskel for en ung, afholder Vindmøllen informationsmøde den 22. januar 2025 kl. 16.30 på Platformen, Gl. Novrupvej 14, Esbjerg.

Tilmeld dig til informationsmøde her.

Det er også altid muligt at kontakte sektionsleder ved Vindmøllen, Peter Nikolajsen, på 51 79 30 14 for at høre mere.

Læs mere på www.esbjerg.dk/vindmøllen

Unge står bag anderledes festivaloplevelse i Østerbyen

Img 5709 1

Bag navnet Beat Bash gemmer sig en urban festival, der hylder kulturel identitet gennem mad, kunst, musik og good vibes. Festivalen stables på benene af en gruppe unge veninder fra Stengårdsvej.

Fredag den 30. august griber nye rytmer fat i Kvarterspladsen på Stengårdsvej og lokker Esbjergs unge til at danse med. Beat Bash er en festival rettet mod unge i alderen 15-25 år i Esbjerg, og festivalen blander musik, kunst, litteratur, gadeidræt, samtaler og mad fra hele verden.

Højdepunktet på Beat Bash er de musikalske hovednavne, Kundo og Merro8, som begge har optrådt på nogle sommerens største festivaler, herunder Roskilde Festival. Nu får Esbjergs unge mulighed for at opleve deres energiske optrædener live og ganske gratis.  

Bag festivalen står en gruppe unge veninder fra Stengårdsvej, der gennem et år har udviklet festivalens vision og identitet. Sammen har de formået at engagere andre unge i at skabe en festival, der taler direkte til deres generation.

”Vi har lagt mange kræfter i at skabe en vibe, der vil give deltagerne en uforglemmelig oplevelse. Projekt har fyldt meget for os, og nu hvor vi kommer tættere og tættere på datoen for festivalen, så glæder vi os bare endnu mere til at dele vores begejstring. Den håber vi bare, at alle deltagerne også bliver smittet af”, fortæller Salma, Jamila, Malak, Damla, Jamilla og Sofia om deres vision for festivalen.

Beat Bash er en del af projektet Det Internationale Kvarter, hvor flere interessenter samarbejder om at styrke udviklingen af Jerne og Stengårdsvej til et fælles socialbæredygtigt kvarter, og der arbejdes bl.a. også med at styrke det kulturelle fællesskab i bydelen. Catapult Projects har endnu engang været på banen for at få den fysiske side af Kvarterspladsen til at spille.

Festivalen er støttet af Esbjerg Kommune, Platformens Springbrætpulje og Den Kulturelle Ungdomsfond KUUF.

Tid og sted

Fredag d. 30. august 2024.

Pladsen åbner for publikum kl. 15.00 – og lukker kl. 22.

Festivalen er GRATIS.

Festivalen afholdes på Kvarterspladsen på adressen Storegade 220.

Foto: Esbjerg Kommune

Ungebudgetter skal lede flere unge i job og uddannelse

Img 5683 1

I et nyt projekt får tilfældigt udvalgte unge, som har stået uden for job og uddannelse i en længere periode, adgang til et borgerstyret budget på 25.000 kroner. Målet er at bringe dem nærmere job og uddannelse gennem øget indflydelse og større ansvar. Efter en vellykket pilottest i Aarhus Kommune vil Lind Foundation sammen med fire nytænkende kommuner i Esbjerg, Holbæk, Køge og Roskilde undersøge, om vi ved at give de unge større selvbestemmelse kan ændre de unges livsbaner.

Unge fra Esbjerg Kommune får ny mulighed for at komme godt igennem uddannelseslivet og finde beskæftigelse. Gennem Ungebudgetter kan de unge i tæt dialog med en sagsbehandler i højere grad forme deres beskæftigelsesindsats ud fra individuelle ønsker og behov. Foto: Esbjerg Kommune

Alt for mange unge står udenfor job og uddannelse alt for længe. Vejen fra uddannelseshjælp til uddannelse eller job kan for nogen være kort, mens andre unge med komplekse problematikker oplever overgangen som lang, svær og uoverskuelig at løse alene.

Kommunerne i Esbjerg, Holbæk, Køge og Roskilde tror på at større frihed og medbestemmelse vil hjælpe unge på uddannelseshjælp nærmere deres mål. Gennem Ungebudgetter kan de unge i tæt dialog med en sagsbehandler i højere grad forme deres beskæftigelsesindsats ud fra individuelle ønsker og behov.

Målgruppen for de borgerstyrede budgetter er 250 tilfældigt udvalgte unge mellem 18-29 år på tværs af de fire kommuner, som har været uden job og uddannelse i minimum 26 uger. Ved at tage udgangspunkt i de unges egen motivation for forandring vil kommunerne afprøve Ungebudgetter som nyt greb i jobcenterindsatsen — en tilgang der skaber stor begejstring blandt kommunerne:

”Jeg er sikker på, at denne mulighed for selv at kunne handle vil give de unge ny energi og hjælpe dem videre, og jeg er meget spændt på, hvad de unge vælger at bruge pengene til”, siger Jakob Lykke, formand for Social & Arbejdsmarkedsudvalget i Esbjerg Kommune.

Vi ser meget frem til at komme i gang med ungebudgetterne. Det er et projekt, hvor de unge på en helt anden måde kommer til at tage ansvar for egen uddannelse og videre vej ud på arbejdsmarkedet. Muligheden for selvbestemmelse er motiverende, og ansvaret er udviklende. Det er en rigtig spændende kombination”, siger Karina Helmer, formand for Udvalget Beskæftigelse, Uddannelse og Erhverv i Holbæk Kommune.

De fleste unge vil allerhelst kunne klare sig selv og komme med i fællesskabet på skolen eller jobbet. Det skal vi hjælpe dem til. Jeg er sikker på, at ansvar og indflydelse for ens egen fremtid er den rigtige vej at gå. Nu har vi en unik mulighed for både afprøve det i praksis og udveksle værdifulde erfaringer med andre kommuner i projektet. Det er virkelig nyskabende at give den enkelte unge en pose penge til at fjerne forhindringer for at komme i uddannelse eller beskæftigelse”, siger Mette Wigand Bode, formand for både Køge Kommunes Arbejdsmarkedsråd og Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget i Køge Kommune.

Jeg håber, at vi kan bringe nogle unge mennesker videre, og at de oplever at få mere selvbestemmelse, føler sig stærkere og kan løse nogle udfordringer selv. Det kan rykke noget i mennesker at få lov til selv at vurdere, hvad der er bedst for en”, siger Merete Dea Larsen, formand for Beskæftigelses- og Socialudvalget i Roskilde Kommune. 

Projektet skal undersøge, hvilke positive forandringer de unge oplever, samt de samfundsøkonomiske effekter, som skabes via tilgangen. Med evalueringen ønsker Lind Foundation at undersøge, hvordan interventionen virker, og hvad effekten er, når initiativet afprøves i større skala.

Efter gode resultater fra pilotprojektet i Aarhus Kommune udvider vi nu projektet i samarbejde med fire visionære kommuner. Det er et vigtigt strategisk fokus for os at være med til at afprøve nye løsninger på socialområdet og undersøge effekten, så vi kan understøtte offentlig udbredelse af det, der virker. Vi tror på, at varige forandringer opnås gennem medbestemmelse og de unges egen motivation for forandring. Vi ser derfor frem til at undersøge, om Ungebudgetter får flere unge i eller nærmere beskæftigelse eller uddannelse”, udtaler Jens Bruun, CEO i Lind Foundation.

Fakta:

Om Ungebudgetter:
Formålet med Ungebudgetter er at bringe modtagere af uddannelseshjælp i uddannelse og beskæftigelse. Den unge får stillet et borgerbudget på op til DKK 25.000 til rådighed og støttes af en sagsbehandler i at anvende midlerne. Dialogen tager afsæt i den unges ønsker og drømme og borgerbudgettet kan f.eks. benyttes til køb af et kørekort, studiebøger, eller en computer, der kan bruges til studiestart.

På baggrund af erfaringer fra projektet ”Langtidsledige tager teten” blev Ungebudgetter pilottestet i samarbejde med Center for Social Nytænkning og Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune fra 2021 til 2023. Pilottesten viste lovende indikationer på positive forandringer, hvorefter byrådet i Aarhus Kommune besluttede at forankre indsatsen i en fireårig periode.

Om evalueringen: 

Ungebudgetter evalueres af Lind Foundation for at skabe bedre viden om, hvordan unge uden job og uddannelse i højere grad kan blive en del af fællesskaber på jobmarkedet og uddannelser. Evalueringen undersøger de unges udbytte af indsatsen gennem interviews, spørgeskemaundersøgelser og registerbaserede analyser og sammenholder denne med udviklingen for unge, der ikke får adgang til et budget. Evalueringen anvender blandt andet metoden Social Return on Investment (SROI). Metoden anvender et bredere perspektiv på værdiskabelsen, idet den kvantificerer og værdisætter både økonomiske og sociale effekter skabt for de unge og samfundet.

Fakta om Ungebudgetter:

  • Bevilling: DKK 4.375.000
  • Kommuner: Esbjerg, Holbæk, Køge og Roskilde.
  • Antal: 250 uddannelsesparate ledige unge.
  • Projektlængde: 3 år.
  • Fokusområde: Uddannelse og beskæftigelse.

Esbjerg Fotoklub inviterer de unge ind

 Dsc0789 1


Spændende nyt initiativ fra Esbjerg Fotoklub indbyder de unge fotografspirer under 25 år.

Foto: Jimmy Juncker

Har du lyst til at tage spændende billeder med din mobil eller med dit
kamera? Så har Esbjerg Fotoklub et godt tilbud til dig.
Esbjerg Fotoklub, der med sit 50-års jubilæum i år ikke bare ser bagud, men også fremad, starter
en dedikeret ungdomsgruppe for alle fotointeresserede op til 25 år. Gruppen får sin helt egen
mødeaften i klubbens lokaler og sit eget aktivitetsprogram, som de unge selv er med til at
skabe. Samtidig vil de unge kunne deltage i de almindelige klubaktiviteter efter ønske og
behov.


“Med en ungdomsafdeling håber vi at engagere de unge mennesker og inspirere dem til at
udforske fotograferingens verden, samtidig med de at kan udvikle deres kreativitet og tekniske
færdigheder med ligesindede,” udtaler Jimmy Juncker, der er primusmotor for det nye initiativ.

Unge øjne ser tit tingene på ny, tænker jeg!”

Claus Madsen,
formand for Esbjerg Fotoklub


“Aldrig før er der blevet taget så mange fotos som i dag. Størstedelen bliver taget med
mobiltelefonens kamera, som alle, men især de unge, har taget til sig.

Vi tror, at der er
en del unge, der derigennem har opdaget det fotografiske medies spændende muligheder og
gerne vil udnytte disse kreativt. Så vi glæder os til at se nye ansigter i klubben og, uden tvivl,
mange spændende billeder”, udtaler klubbens formand Claus Madsen til YESBJERG.


Medlemskabet er åbent for unge op til 25 år. Medlemskabet koster kun 50 % af det regulære kontingent og
interesserede kan afprøve medlemskabet i de første 3 måneder gratis.

Uanset om du fotograferer med mobilen eller med et kamera – du er velkommen i Esbjerg
Fotoklubs nye ungdomsgruppe.


Esbjerg Fotoklub fejrer sit 50-årige jubilæum i år.

Klubben bobler af vitalitet og et rigt aktivitetsprogram året
igennem taler sit eget sprog: En bogudgivelse, en fotokalender, et åbent hus arrangement, byvandringer
henover sommeren, den 41. Internationale fotoudstilling i september og et værtskab for Selskabet
for Dansk Fotografis årsmøde 2024 i oktober. Dertil kommer deltagelse i Esbjerg Kommunes
“Sommerferiesjov” for skoleelever, deltagelse i containerudstillingen under Festugen, en stor
jubilæumsudstilling på Esbjerg Rådhus og endelig opstart af en dedikeret ungdomsgruppe.

Positiv undersøgelse viser glade unge mennesker

Ba3768f7 1422 445a 95e3 Aca06ca48fe8 1

Flere end 3000 unge i 7., 8., 9. og 10. klasse i Esbjerg Kommune har svaret på spørgsmål om deres liv og hverdag i Ungeprofilundersøgelsen, som netop er offentliggjort og viser flere positive tendenser.

De ældste elever i Esbjerg Kommunes folke- og privatskoler har det godt og lever helt almindelige teenageliv med skole, venner, motion, fritidsinteresser og alt, hvad der ellers hører til et godt ungeliv. Det viser Ungeprofilundersøgelsen, som flere end 3000 lokale unge i 7., 8., 9. og 10. klasse har deltaget i. Her står det også klart, at langt de fleste unge – faktisk hele 95 procent – har et rigtig godt forhold til deres forældre, som de ovenikøbet nyder at tilbringe tid sammen med.

Ungeprofilundersøgelsen giver UngEsbjerg et solidt datagrundlag og vigtig konkret viden til de forebyggende indsatser og det professionelle arbejde med børn og unges trivsel.

”Man kan i medierne godt få det indtryk, at rigtig mange unge døjer med ensomhed, angst, mistrivsel og misbrug. Hos os i SSP møder vi netop også ofte de unge, som har det svært, og man kan godt risikere at blive lidt ’fartblind’. Derfor er det vigtigt med data, som slår fast, at det store flertal trives rigtig godt. På den måde kan vi sikre, at vores indsatser og tiltag rettes derhen, hvor der faktisk er brug for dem – i stedet for at basere sig på indtryk, fornemmelser og forbigående fænomener”, siger Lise Møller Rasmussen, der er leder af SSP & Forebyggelse under UngEsbjerg.

Dialog om unges onlineliv

Et eksempel på et område, der har overrasket positivt i undersøgelsen, er de såkaldte ”puff-bars” – eller elektroniske engangs-e-cigaretter.

”Vi har haft en fornemmelse af, at brugen af puff-bars var steget voldsomt, men undersøgelsen viser, at 72 procent af eleverne i udskolingen aldrig har prøvet at bruge puff-bars eller andre nikotinprodukter. Det er klart, at 28 procent, som har prøvet det, stadig er alt for højt et tal, som kalder på fortsat opmærksomhed, men det er ikke så højt, som vi kunne have frygtet ud fra fornemmelsen af udbredelsen”, siger SSP-konsulent Alexandra Felski, som har stået for dataindsamlingen i Esbjerg Kommune.

Til gengæld viser undersøgelsen, at selv om de fleste teenagere oplever, at de har gode og støttende forældre, så er der nogle punkter, hvor det halter med involveringen. Det gælder blandt andet de unges færden på internettet, som f.eks. to tredjedele af eleverne i 7. klasse giver udtryk for, at deres forældre ikke interesserer sig for. Den viden gør det nemmere at italesætte den manglende involvering over for forældrene og gå i dialog med både elever og forældre om de unges onlineliv og forældrenes rolle i det.

Om Ungeprofilundersøgelsen

Ungeprofilundersøgelsen er gennemført i perioden fra den 1. november 2023 til den 31. januar 2024 med deltagelse af både folke- og privatskoler i Esbjerg Kommune. Den samlede svarprocent for 7., 8., og 9. klasse er 82. Undersøgelsen udbydes af BørnUngeLiv og er gennemført af UngEsbjerg.

Fritidsjobkonference sætter fokus på det gode fritidsjob

Hvorfor er det vigtigt, at de unge i Esbjerg Kommune får hjælp til at finde et fritidsjob, og hvorfor er det vigtigt at virksomhederne får hjælp til at finde unge fritidsjobbere. Få svar på det og meget mere til Esbjerg Kommunes allerførste Fritidsjobkonference.

Fritidsjob i Esbjerg Kommune har tidligere holdt fritidsjobmesser i både Esbjerg og Ribe, hvor lokale virksomheder har været samlet og haft besøg af flere hundrede fritidsjob-hungrende unge. Til den allerførste Fritidsjobkonference sættes der fokus på indsatsen for at skaffe de unge et fritidsjob og du er inviteret.

Foto: Esbjerg Kommune

Et fritidsjob er ikke bare et fritidsjob. Det er de unges mulighed for at få foden indenfor på arbejdsmarkedet samtidig med, at fritidsjobberne er uundværlige ekstra hænder for mange virksomheder. Men hvad er egentlig det gode fritidsjob, og hvordan skabes de bedste match mellem de unge og virksomhederne?


Det bliver sat under lup til Esbjerg Kommunes allerførste Fritidsjobkonference torsdag den 31. august 2023.

”Det er en virkelig flot og spændende indsats, vores fritidsjob-folk yder overfor både vores unge og vores lokale virksomheder. Det giver både de unge selvtillid og selvstændighed at stå med et fritidsjob, og så er det godt også på længere sigt for alle parter, men det er også altid spændende at dykke ned i processen og undersøge hvad der virker, og derfor holder vi den her konference for at sætte fokus på det gode fritidsjob her i Esbjerg Kommune,” fortæller Jakob Lykke, formand for Social & Arbejdsmarkedsudvalget i Esbjerg Kommune.

Forskningen viser nemlig blandt andet, at unge med et fritidsjob har 2,5-3 gange højere sandsynlighed for at være i job, når de er 25-29 år, ligesom en ung med et fritidsjob har 20-30 procent lavere risiko for at have modtaget en fængselsdom som 25-årig.

Bliv klogere på arbejdet bag

Det er blot nogle af de vinkler, som du kan blive klogere på til Esbjerg Kommunes allerførste Fritidsjobkonference. Her vil det blive muligt at høre mere om, hvordan Fritidsjob i Esbjerg Kommune sætter deres arbejde med de unge sammen, Lauritzen Fonden, der støtter Fritidsjob i Esbjerg Kommune, vil give deres vinkel på det gode fritidsjob og flere arbejdsgivere og unge vil fortælle, hvorfor et fritidsjob er så vigtigt for dem.

Er du nysgerrig på, hvordan vi arbejder med at skabe endnu flere fritidsjob og match i Esbjerg Kommune, så er du meget velkommen til Fritidsjobkonferencen torsdag den 31. august 2023 fra kl. 15-18 på Platformen, Novrupvej 14. 6705 Esbjerg Ø.

Husk blot at sende en mail med tilmelding til: fritidsjob@esbjerg.dk

FAKTA

Fritidsjob i Esbjerg Kommune

Fritidsjob i Esbjerg Kommune arbejder hver dag for at forbedre trivslen blandt unge mennesker i Esbjerg Kommune. Ved at bygge bro mellem de arbejdsivrige unge og de lokale virksomheder, styrker Fritidsjob de unges trivsel og udvikling, samtidig med at de forebygger frafald på ungdomsuddannelser og sikrer virksomhederne en kvalificeret fremtidig arbejdskraft.

Fritidsjob I Esbjerg Kommune er en del af Jobcenter Esbjerg og støttes af Lauritzen Fonden.

Læs mere om Fritidsjob i Esbjerg Kommune her.

Nyt tilbud i Esbjerg og Varde skal fremme seksuel sundhed og trivsel blandt unge

UngeLiv er navnet på et nyt tilbud, som skal give unge i alderen 12-25 år mulighed for samtaler og rådgivning om seksuel sundhed og trivsel. Tilbuddet, der åbner den 3. oktober 2022, er et samarbejde mellem Esbjerg Kommune, Varde Kommune og Sydvestjysk Sygehus.

Det skal være nemt for unge at få rådgivning og mulighed for dialog om køn, krop, identitet og sex. Derfor åbner UngeLiv i Varde og Esbjerg, hvor der også er mulighed for at blive testet for graviditet og kønssygdomme og få gratis prævention.

Seksuel sundhed er en vigtig del af unges sundhed og trivsel, men adgangen til råd og vejledning på dette område opleves ikke altid som lige let blandt de unge. Et besøg hos lægen om et seksuelt emne eller for eksempel indkøb af kondomer i supermarkedet kan for nogle være en tærskel, som er svær at overskride.

UngeLiv er et tilbud til alle unge mellem 12 og 25 år, hvor de frit kan henvende sig for personlig rådgivning og dialog om alt, der har med køn, krop, identitet og sex at gøre. Sundhedsprofessionelle møder de unge i Esbjerg og Varde kommuner de steder, hvor de unge befinder sig, og på begge kommuners sundhedscentre. Der vil en dag om ugen også være en klinikdag i Esbjerg, hvor en læge fra Sydvestjysk Sygehus vil være til stede. Klinikken henvender sig til unge fra både Varde og Esbjerg.

På de unges præmisser 

I begge kommuner har man lokale ungeteams, der løbende er i dialog med de unge på blandt andet folkeskoler og ungdomsuddannelser om sundhed og trivsel. Og erfaringerne herfra er, at unge gerne vil tale om emner inden for seksuel sundhed, når blot det tager afsæt i deres hverdag, udfordringer og behov.

– Vi vil gerne bidrage til at fremme trivslen generelt blandt unge her i det sydvestjyske, og seksuel sundhed og trivsel er et vigtigt led heri. Vi glæder os over, at det er lykkedes os med støtte fra Sundhedsstyrelsen at få etableret steder, hvor sundhedsprofessionelle kan tage imod de unge, både i Varde og Esbjerg, siger formand for Sundhed & Omsorgsudvalget i Esbjerg Kommune, May-Britt Andrea Andersen.

– Vi har manglet et sted, hvor rådgivning og vejledning om seksuel sundhed er let tilgængelig for de unge og sker på de unges præmisser. Det skal vores nye tilbud, UngeLiv, fremover råde bod på, siger formand for Udvalget for Social og Sundhed i Varde Kommune, Tina Agergaard Hansen.

Gode erfaringer med lignende klinikker

Ud over at bidrage med en læge fra Sydvestjysk Sygehus kommer Region Syddanmark også med en pose penge til UngeLiv – cirka 250.000 kr. til at etablere klinikkerne samt penge til driften til og med 2024.

– Der er ingen tvivl om, at de unge i stigende grad mistrives, og i Region Syddanmark ligger det os meget på sinde at få vendt den udvikling. Vi har gode erfaringer med lignende klinikker i Odense, Vejle og Fredericia, og derfor glæder det os, at de unge i Sydvestjylland nu også får mulighed for at søge hjælp og vejledning om seksuel sundhed og trivsel, siger Bo Libergren (V), formand for Udvalget for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Syddanmark.  

Tilbuddet er et projekt, som i første omgang løber frem til udgangen af 2024. Projektet forventes på sigt at kunne bidrage til bedre seksuel sundhed og trivsel, herunder et fald i antallet af kønssygdomme blandt målgruppen.

Fakta

Unge mellem 12 og 25 år, som er interesseret i anonym rådgivning og dialog om køn, krop, identitet og/eller sex, eller som har brug for at blive testet for en kønssygdom eller graviditet, kan bestille tid til en individuel samtale på tlf. 20 58 67 30.

Fra uge 42 er det også muligt at møde op uden tidsbestilling ugentligt:

  • Esbjerg: Spangsbjerg Kirkevej 51, 6700 Esbjerg – mandage kl. 13.30-15.30
  • Varde: Ringkøbingvej 32, 6800 Varde – tirsdage kl. 13.30-15.30

Læs mere om tilbuddet på ungeliv-varde.esbjerg.dk

Bedre forhold for fritidsjobbere i Esbjerg

De unge i fritidsjob i Esbjerg og omegn arbejder for det meste under ordnede forhold, og problemerne var få, da Jobpatruljen var på tur i området lørdag. Dog er der stadig nogle, som ikke får de pauser, de har krav på. 

Foto: Jobpatruljen

Lørdag den 9. juli 2022 besøgte Jobpatruljen Esbjerg inklusive Tjæreborg, Bramming, Gredstedbro og Ribe og fik 75 interviews på 127 arbejdspladser. Patruljen er en del af en informationskam­pagne, der skal give unge bedre forhold på deres fritidsjob.

 

– De fleste steder fik vi en god modtagelse, og forholdene var efter bogen. Vi oplever altid, at der er visse problemer, og i Esbjerg var der lidt med for tunge løft, meget lange vagter, og flere manglede at få kontrakt. Der er ikke altid helt styr på lønnen, og især var der mange, som ikke fik deres pauser, men overordnet set var det godt, siger HK Sydjyllands ungdomskonsulent, Angelika Thøgersen, der står i spidsen for den sydjyske del af Jobpatruljen. 

Jobpatruljen består af grupper af engagerede unge mennesker, der gerne vil bruge lidt af deres sommerferie på at skaffe andre unge bedre løn- og arbejdsvilkår. Det er en landsdækkende aktion skabt af HK og 8 andre fagforbund. 

Læs også mere påwww.jobpatruljen.dk

Unge snyder med ID

0

Politiet advarer unge mod at snyde med deres ID i nattelivet

Syd- og Sønderjyllands Politi oplever flere tilfælde, hvor unge har forsøgt at snyde sig ind på værtshuse og diskoteker ved enten at bruge andres ID eller forfalske deres egne dokumenter.

En 17-årig pige fra Esbjerg kan se frem til en bøde og en mulig plet på straffeattesten, efter at hun havde taget et kørekort fra en ældre veninde for at snyde sig ind på et værtshus i Esbjergs natteliv.

Hændelsen fandt sted natten til lørdag den 30. april, hvor en ansat på restaurationen havde kontrolleret kørekortet, fattet mistanke og tilkaldt politiet.

Den 17-årige blev sigtet for personelfalsk – kriminalitet, hvor du udgiver dig for at være en anden person ved at benytte vedkommendes pas, dåbsattest, sundhedskort eller lignende

Da pigen var under 18 år og dermed ikke myndig, måtte forældrene underrettes, ligesom de sociale myndigheder i kommunen også blev orienteret.

Flere sager

Sagen fra Esbjerg er den 14. i politikredsen i år, hvor politiet har modtaget anmeldelse om, at unge har forsøgt at snyde sig ind på værtshuse og diskoteker – ved enten at bruge andres ID eller forfalske deres egne dokumenter.

Ud over seks sager fra Esbjerg for nyligt, har der også været sager fra Varde, Sønderborg, Aabenraa og Haderslev.

Der har dels været tale om mindreårige, dels unge over 18 år, som har forsøgt at snyde sig ind, fx fordi et diskotek har haft en særlig aldersgrænse.

Overtræder straffeloven

Syd- og Sønderjyllands Politi opfordrer kraftigt de unge til at droppe eventuelle planer om at fifle med legitimationen for at få en glad aften i byen. Det er alt andet end uskyldigt at forfalske ens eget ID eller at benytte andres legitimation. Du overtræder straffeloven.

– Det giver langvarige tømmermænd at snyde med legitimationen. En ting er bøden. En anden ting er, at får man en plet på straffeattesten, kan det fx blive sværere at få drømmejobbet, understreger vicepolitiinspektør Jacob Rindom, der er leder af Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsessektion.

Syd- og Sønderjyllands Politi opfordrer desuden forældrene til at tage dialogen med deres store børn om konsekvenserne ved at begå dokument- og personelfalsk. Og tilsvarende opfordrer myndigheden også kraftigt de unges kammerater til at være gode rollemodeller ved blandt andet at afvise at låne deres ID ud. 

Sådan er reglerne

Dokumentfalsk

Forfalsker man sit ID, eksempelvis sit pas, så er der tale om dokumentfalsk, hvilket er en overtrædelse af straffeloven. Strafferammen er enten bøde eller fængsel indtil to år – også her giver det bøde eller en plet i form af en betinget straf på straffeattesten.

Personelfalsk

Låner man en anden persons ID, er der tale om personelfalsk, og det er også en overtrædelse af straffeloven. Strafferammen er enten bøde eller fængsel indtil seks måneder.
Hvis den unge afsløres, er straffen en bøde eller en plet i form af en betinget straf på straffeattesten.
Det gælder ligeledes dem, der låner deres ID ud til andre – hvis de eksempelvis har lånt deres kørekort ud, så er det medvirken til forbrydelsen, og det kan også straffes.