Spændende nyt initiativ fra Esbjerg Fotoklub indbyder de unge fotografspirer under 25 år.
Foto: Jimmy Juncker
Har du lyst til at tage spændende billeder med din mobil eller med dit kamera? Så har Esbjerg Fotoklub et godt tilbud til dig. Esbjerg Fotoklub, der med sit 50-års jubilæum i år ikke bare ser bagud, men også fremad, starter en dedikeret ungdomsgruppe for alle fotointeresserede op til 25 år. Gruppen får sin helt egen mødeaften i klubbens lokaler og sit eget aktivitetsprogram, som de unge selv er med til at skabe. Samtidig vil de unge kunne deltage i de almindelige klubaktiviteter efter ønske og behov.
“Med en ungdomsafdeling håber vi at engagere de unge mennesker og inspirere dem til at udforske fotograferingens verden, samtidig med de at kan udvikle deres kreativitet og tekniske færdigheder med ligesindede,” udtaler Jimmy Juncker, der er primusmotor for det nye initiativ.
Unge øjne ser tit tingene på ny, tænker jeg!”
Claus Madsen, formand for Esbjerg Fotoklub
“Aldrig før er der blevet taget så mange fotos som i dag. Størstedelen bliver taget med mobiltelefonens kamera, som alle, men især de unge, har taget til sig.
Vi tror, at der er en del unge, der derigennem har opdaget det fotografiske medies spændende muligheder og gerne vil udnytte disse kreativt. Så vi glæder os til at se nye ansigter i klubben og, uden tvivl, mange spændende billeder”, udtaler klubbens formand Claus Madsen til YESBJERG.
Medlemskabet er åbent for unge op til 25 år. Medlemskabet koster kun 50 % af det regulære kontingent og interesserede kan afprøve medlemskabet i de første 3 måneder gratis.
Uanset om du fotograferer med mobilen eller med et kamera – du er velkommen i Esbjerg Fotoklubs nye ungdomsgruppe.
Esbjerg Fotoklub fejrer sit 50-årige jubilæum i år.
Klubben bobler af vitalitet og et rigt aktivitetsprogram året igennem taler sit eget sprog: En bogudgivelse, en fotokalender, et åbent hus arrangement, byvandringer henover sommeren, den 41. Internationale fotoudstilling i september og et værtskab for Selskabet for Dansk Fotografis årsmøde 2024 i oktober. Dertil kommer deltagelse i Esbjerg Kommunes “Sommerferiesjov” for skoleelever, deltagelse i containerudstillingen under Festugen, en stor jubilæumsudstilling på Esbjerg Rådhus og endelig opstart af en dedikeret ungdomsgruppe.
Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website. Hvis du fortsætter med at bruge dette site vil vi antage, at du er indforstået med det.OkPrivatlivspolitik