Home Tags Ung

Tag: ung

Esbjergs arbejdsgivere havde styr på de unges rettigheder

Der var heldigvis styr på tingene på langt de fleste arbejdspladser, da Jobpatruljen besøgte Esbjerg og omegn med 3F’s forbundssekretær som frivillig og TV Syd i hælene.

I Juli besøgte Jobpatruljen Esbjerg, Ribe og omegn som led i den informationskampagne, der skal give unge bedre forhold på deres fritidsjob.

Jobpatruljen er en landsdækkende aktion skabt af HK og 8 andre fagforbund. I Esbjerg besøgte patruljen 82 virksomheder, og aktivisterne fik mange gode samtaler med unge i fritidsjob.

I Esbjerg var 3F’s forbundssekretær Henning Overgaard med rundt på virksomhederne, ligesom patruljen også havde selskab af journalister fra TV Syd, som producerede et indslag om Jobpatruljens arbejde.

– Det var rart at opleve, at flere arbejdsgivere gerne ville indgå i en sparring med os om, hvordan man skaber de bedste vilkår for fritidsjobbere. Som arbejdsgiver for en ung, der måske har sit allerførste møde med arbejdsmarkedet, har man et stort ansvar for, at dette møde bliver en god oplevelse. Og det ansvar tager de fleste arbejdsgivere heldigvis gerne på sig, siger HK Sydjyllands ungdomskonsulent, Angelika Thøgersen, der står i spidsen for den sydjyske del af Jobpatruljen.

Jobpatruljen består af grupper af engagerede unge mennesker, der gerne vil bruge lidt af deres sommerferie på at skaffe andre unge bedre løn- og arbejdsvilkår.

Foto af 3F’s forbundssekretær Henning Overgaard, som tidligere har siddet i byrådet i Esbjerg, var med på Jobpatrulje i Esbjerg.

Læs også mere på www.jobpatruljen.dk

Huset skal være de unges eget sted

I den nye version af Huset skal de unge selv i førertrøjen, så aktiviteterne vokser ud af deres egne interesser, ideer og drømme. Drivkraften er fællesskabet og friheden, som samtidig bakkes op af stabilitet og sikkerhed i den kommunale drift.

Huset skal være de unges sted, og derfor skal aktiviteterne i det velkendte gule kulturhus i Nørregade vokse ud af de unges eget miljø og fællesskab. Sådan har Kultur & Fritidsudvalget netop besluttet, at profilen for Huset skal være fremover. Første skridt i udviklingen af den nye version af Huset er at samle et brugerråd af unge og kulturelle ildsjæle, som skal finde frem til Husets værdier og ambitioner. Derefter kan aktiviteterne spire frem fra de unges interesser og blive styrket i arbejdsgrupper og netværk.

En af brugerrådets første opgaver bliver at ansætte den person, som får det overordnede ansvar for udviklingen og koordineringen af ungdomskulturen i Huset. Koordinatoren vil formelt set blive ansat i Børn & Kultur, men vil i sit arbejde med Huset referere til brugerrådet.

”På den måde er vi med til at sikre Husets fremtid og drift. De unge får frihed og fleksibilitet, så de kan skabe et miljø og fællesskab, hvor de selv er i førertrøjen. Samtidig bakker kommunen op med viden og erfaring på sidelinjen. Den kombination, tror vi på, vil give overskud og liv til nye ideer, drømme og drivkraft i Huset”, siger formanden for Kultur & Fritidsudvalget, May-Britt Andrea Andersen.

Plads til både Huset og Konfus
Tobakken har hidtil stået for driften af Huset, men opsagde aftalen fra årsskiftet. Siden har Tobakken foreslået en arbejdsdeling mellem Huset og Ungdomshuset Konfus, sådan at aktiviteter omkring musik fremover skulle samles på Konfus, mens Huset skulle fokusere på kulturelle og sociale aktiviteter.

Kultur & Fritidsudvalget sætter pris på Tobakkens interesse for Huset.

”Vi tror dog på, at Esbjerg er stor nok til at rumme både Huset og Konfus, som vi mener, kan fungere i et godt samspil med hinanden. Det er vigtigt for os, at vi holder mulighederne åbne for Huset, så de unge kan arbejde med de aktiviteter og arrangementer, som de ønsker sig, og det gælder også i musikkens verden. Nå vi siger til de unge, at de selv skal bestemme, hvad der skal foregå i Huset, kan vi ikke samtidig på forhånd begrænse dem i bestemte genrer”, siger May-Britt Andrea Andersen.

Kultur & Fritidsudvalgets ønske om en ny version af Huset vil nu blive vendt med de lokale fonde, som i 1997 skænkede Huset til Esbjerg Kommune.


http://www.esbjerg.dk

Nyt mentorprogram skal øge chancen for job efter studiet

Et banebrydende mentorprogram vil bringe studerende på Esbjergs videregående uddannelser uhørt tæt på en af byens virksomheder.

•	Anne Sofie Skou Jessen, HR-Partner Education Esbjerg
• Anne Sofie Skou Jessen, HR-Partner Education Esbjerg foto: Education Esbjerg

Esbjergs virksomheder skal have en motorvej til talentmassen på byens videregående uddannelser. Student in business (sibu) er blandt education esbjergs indsatser for at styrke esbjerg som studie- og uddannelsesby og nå 7.500 studerende på videregående uddannelser.

Sibu lancerer i dag sit første konkrete initiativ i den ambitiøse satsning på at bringe studerende tættere på byens erhvervsliv – et nyudviklet mentorprogram. Unge på de sidste 6-12 måneder af deres videregående uddannelse matches fra nytår med virksomheder, hvor mentorer med tre til fem års erhvervserfaring er klar til at coache og udvikle mentee for at lette overgangen fra studieliv til det første job.

Sibu opslår 16. November stillinger som mentee på sociale medier og egen platform, sibu.dk, for at tiltrække unge, der ønsker at give sig selv et inspirerende og virkelighedsnært billede af, hvad der kræves for at få en god begyndelse på arbejdslivet.

– i forberedelserne har vi besøgt omkring 20 virksomheder i esbjerg-området, og mentorprogrammet vækker begejstring. Erhvervslederne sender et kraftigt signal om, at de vil et tættere samarbejde med de studerende og ser programmet som en oplagt mulighed for at lære et engageret og topmotiveret ungt menneske nærmere at kende. I første runde af mentorprogrammet har vi 15 mentorer klar, siger erhvervskonsulent peter hegelund, education esbjerg.

Fire videregående uddannelser klar til at levere

Sammen med hr-partner anne sofie skou jessen har han udviklet pilotprojektet, hvis næste fase er møder med relevante årgange på fire af byens videregående uddannelser. Det er aalborg universitet esbjerg, erhvervsakademi sydvest, fredericia maskinmesterskole esbjerg og syddansk universitet. Når mentees er rekrutteret, vil de blive matchet med virksomheder med henblik på at underskrive kontrakt i december.

Mentorer og mentees forpligter de sig til at deltage i tre fællesmøder og syv individuelle samtaler i perioden januar-oktober 2021. Sibu står for annoncering, branding af programmet og alt det praktiske. Efter det første mentorforløb evalueres det forud for det næste, der igangsættes i andet kvartal 2021.

Quantity glæder sig til at give studerende retning

It-virksomheden quantity i esbjerg har valgt at deltage i pilotprojektet og stiller to af sine seks medarbejdere til rådighed som mentorer.

– mentorprogrammet er et godt og meget håndgribeligt initiativ, der giver os en fantastisk mulighed for at præge de studerende i en retning, så de fagligt og på andre områder er mere klar til at arbejde for os. Som en virksomhed i esbjerg føler vi et ansvar for at være med til at ruste byens unge, så vi kan fastholde skarpe kompetencer inden for it-området i nærområdet. Vores seneste nye medarbejder vendte efter endt uddannelse tilbage fra aarhus, men vi har generelt haft svært ved at tiltrække de rette, dygtige profiler i vores snart syvårige levetid, siger design director og partner torben jørgensen.

Quantity designer og udvikler forretnings- og selvbetjeningsløsninger i form af større webshops og –sites. Fokus er på brugeroplevelser, og målgruppen er mellemstore og store virksomheder på b2b-markedet. Medarbejderne er softwareingeniører og datamatikere, og målet med deltagelsen i mentorprogrammet at tiltrække unge inden for disse uddannelser. Mentorerne er nicolai hornskov nielsen, uddannet datamatiker, og carsten meldgaard, professionsbachelor i webudvikling.

Student in business er blandt education esbjergs indsatser for at styrke esbjerg som uddannelses- og studieby. Målet er at forene unge og virksomheder i et samarbejde, der skal give 500 partnerskabsaftaler og 1.000 studierelevante job. Sibu rækker ud over nærområdet og appellerer til unge i hele danmark, der ønsker en tættere kontakt med erhvervslivet under deres uddannelse. Målet er 7.500 studerende på esbjergs videregående uddannelser.

Få mere at vide om student in business (sibu)

Du kan læse mere om student in business på www.sibu.dk, der lanceres 16. November. Her vil du kunne læse mere om mentorprogrammet og tilmelde dig. Repræsenterer du en virksomhed, kan du finde en oversigt over de kontaktpunkter, der findes mellem unge under uddannelse og erhvervslivet, fra fritidsjob til skolelever og unge på ungdomsuddannelser til praktikker og studenterjob på de videregående uddannelser.

UC SYD-studerende får særlig pris for deres bachelor

0

Foto: UC Syd

Tirsdag blev de fire dygtige sundhedsuddannede fejret med champagne, kransekage og gaver på UC SYD i Esbjerg.

Her understregede institutchef for sundhedsuddannelser Heidi Have for fysioterapeuterne Daniel Omid Ness Ghasemi og Kristian Krarup Sørensen samt ergoterapeuterne Nicolaj Benjamin S. Jakobsen og Rikke Sørine Wittendorf Lyngsø, at udmærkelsen er noget ganske særligt, og hun ansporede de unge talenter til at blive ved med at udvikle sig.

– Min opfordring er, at I skal holde fast og videreudvikle jer, så I ender som ekstraordinært dygtige fysioterapeuter og ergoterapeuter. I har bevist, at I har talentet, sagde hun.

Niveau ud over det sædvanlige

UC SYD har tildelt udmærkelsen blandt andet på baggrund af deres bacheloropgaver, som alle har et højt niveau over det sædvanlige. De fire dimittender har opnået kvalifikationer ud over, hvad der forventes af en nyuddannet ergoterapeut eller fysioterapeut.

Der var i alt 599 studerende, som afsluttede deres studium med en bacheloreksamen på UC SYD i juni i år. Af de 599 var der ti, der fik udmærkelse. Det svarer til ca. halvanden pct. På Institut for sundhedsuddannelser var der 165 studerende, der blev færdiguddannet, og fire af dem fik udmærkelse på eksamensbeviset. Det svarer til to pct. af dimittenderne på instituttet, og netop derfor, understregede Heidi Have til de fire, er en udmærkelse på UC SYD noget ganske særligt.

– Både I og jeres familier kan være stolte af jer, vi er stolte af jer – og stolte over, at vi har kunnet støtte jer, så I har kunnet afslutte jeres eksamen på så fornem vis.

Træning i behandling af depression

Daniel Omid Ness Ghasemi og Kristian Krarup Sørensen fortæller, at de i deres bachelorprojekt har haft fokus på medicinoptimering og på behandlingsmetoder for patienter med psykiske lidelser som depression eller angst.

Det er en stor patientgruppe med høj overdødelighed, der ofte er relateret til livsstilssygdomme. De to fysioterapeuter er nået frem til, at kombinationen af medicin og superviseret, fysisk træning i højere grad fører til livsstilsændringer, end samtaleterapi eller medicin.

“Når hovedet ikke vil, så er der ikke noget, der vil”

Det er titlen på ergoterapeuterne Nicolaj Benjamin S. Jakobsen og Rikke Sørine Wittendorf Lyngsøs bachelorprojekt. De har fokuseret på den ergoterapeutiske tilgang til rehabilitering af personer med hjernerystelse.

– Der findes flere forskellige tilgange til behandling, men ikke et offentligt, standardiseret tilbud til personer med hjernerystelse. Vi har i projektet belyst den proces, borgerne går igennem, fra de får en hjernerystelse, til de kommer tilbage i beskæftigelse – og hvad der fremmer en tilbagevenden til arbejdsmarkedet, forklarer Nicolaj Benjamin S. Jakobsen.

Udmærkelse

Udmærkelsen er et officielt dokument, som de unge får med deres eksamensbevis og kan bruge på cv og i ansøgninger resten af deres arbejdsliv. De studerende bliver indstillet til udmærkelsen af deres vejleder og eksaminator på baggrund af deres bacheloropgave. Studielederen på uddannelsen kigger derefter på deres præstationer gennem hele deres studietid, hvorefter en uvildig forsker og en underviser, som ikke har været en del af forløbet, læser bacheloropgaverne igennem for at undersøge, om projekterne nu også kan kaldes ekstraordinære.

Ny kampagne skal få flere unge med i fællesskabet

0

DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd og Tuborgfondet sætter fokus på unge, der er underrepræsenteret i foreningslivet, med en ny kampagne, hvor der opfordres til at invitere flere unge med i fællesskabet.

DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd og Tuborgfondet er gået sammen om en kampagne, der skal sikre, at flere underrepræsenterede unge kommer med i foreningslivet. Kampagnen lanceres 27. august under overskriften ’Fællesskaber for alle – hvem er med’. Her bliver unge opfordret til at invitere unge mennesker med ind, som ellers ikke er medlem af fællesskaber og foreninger.

Det er nemlig ikke lige nemt for alle unge at blive en del af foreningslivets fællesskaber. Både socialt udsatte og etniske minoriteter er underrepræsenteret i de demokratiske fællesskaber. Det vil vi gerne ændre, så flere tilbydes medlemskaber i de frivillige fællesskaber.

Danmark har et stærkt foreningsliv, som giver mange unge et fantastisk fællesskab og et sted, hvor man lærer at tage del i demokratiet. Desværre kan vi se at ikke alle unge har lige adgang til et demokratisk fællesskab, og der er bestemte grupper af unge, som er underrepræsenteret i vores fællesskaber. Derfor kaster vi et kærligt og kritisk blik på os selv med kampagnen, for vi skal blive bedre til at række ud og åbne os for andre, som måske ikke er som os selv,” siger Chris Preuss, formand i DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd.

”I Tuborgfondet vil vi gerne bidrage til, at mange flere unge engagerer sig i et fællesskab, får indflydelse i samfundet og mod til at skabe en bæredygtig fremtid,” siger sekretariatschef Peter Giacomello.

Unge skal ikke hverves, men inviteres

For at sikre at flere unge kommer med i fællesskabet, så er det afgørende, at de unge, der allerede er foreningsaktive, sørger for at være opsøgende i omgangskredsen og inviterer venner og bekendte med.

Det sociale spiller en stor rolle for unges engagement i foreninger. Unges baggrund, venner og deres forældre er afgørende for, om de er aktive i en forening, og eventuelt hvilken forening de er i. Derfor vil allerede foreningsaktive spille en afgørende rolle i at få flere med i fællesskabet.

Det er nok de færreste unge, der møder uopfordret op til en forening eller en aktivitet uden at kende nogen på forhånd. Derfor håber vi også, at vi kan inspirere unge, der allerede er en del af et fællesskab til at række ud til nye unge, så flere får mod til at starte,” siger Chris Preuss, formand i DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd.

Bag om kampagnen:

I kampagnen sætter unge fra vidt forskellige foreninger ord på, hvad de ser som det værdifulde ved at være en del af et foreningsfællesskab. Samtidig inviterer kampagnen unge til at se kritisk på sit eget fællesskab, ved at rejse spørgsmålet, om hvem der er med i fællesskabet – og hvem der ikke er med.

Kampagnen er en del af ”Alle unge med i fællesskabet”, et partnerskab mellem Tuborgfondet og DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd, der skal undersøge og udbrede nye måder at nå nye unge på for foreningslivet.

Kampagnen lanceres i forbindelse med en konference den 27. august.

Fakta:

  • Unges skal inviteres med. Unge har svært ved at forestille sig at engagere sig i en forening, hvor de ikke kender nogen andre.
  • Engagement går i arv. Mange unge er aktive i de samme foreninger eller samme type foreninger, som deres forældre
  • 50% af unge med anden etnisk baggrund er medlem af en forening mod 67% af etnisk danske unge.
  • Mange udsatte unge er uden for fællesskabet. Kun 29% dyrker faste fritidsaktiviteter og 24% er aktive i foreninger eller grupper.                    

Kilde: Tuborgfondet og Moos Bjerre: Unges deltagelse i civilsamfundets fællesskaber

Mange problemer for fritidsjobbere

Der er mindre styr på reglerne for fritidsjobbere på Fanø end de fleste andre steder i Sydjylland. Det viste Jobpatruljens besøg fredag, hvor de frivillige i patruljen besøgte 66 virksomheder og fik 17 interviews med unge i fritidsjob.

Mens vi generelt har oplevet, at de sydjyske virksomheder har styr på reglerne, og undtagelserne er få, så er det langt fra sådan i Esbjerg og i øvrigt også på Fanø, siger HK Sydjyllands ungdoms- konsulent, Angelika Thøgersen, der står i spidsen for den sydjyske del af Jobpatruljen.

Jobpatruljen er en landsdækkende aktion skabt af HK og 8 andre fagforbund. Jobpatruljen består af grupper af engagerede unge mennesker, der gerne vil bruge lidt af deres sommerferie på at skaffe andre unge bedre løn- og arbejdsvilkår på deres fritidsjob. Det er der åbenbart brug for i Esbjerg.

Mange steder i Esbjerg er der problemer med manglende kontrakter, og vi har set unge på 12 timers vagter, selvom de kun må være på job 8 timer ad gangen. De får tit alt for lave lønninger, og vi har mødt unge, der står alene på vagterne og føler sig utrygge. Vi er oven i købet blevet smidt ud af en virksomhed i dag. Det er første gang efter besøg 371 steder, og hvem ved, hvordan forholdene er dér, siden vi ikke måtte være der, siger Angelika Thøgersen.

De problematiske sager bliver nu overdraget til de faglige afdelinger i HK og 3F, som vil tage kontakt til arbejdsgiverne for at få rettet op på forholdene. Jobpatruljen fortsætter i det sydjyske denne uge ud og vender tilbage i det nye år.


Foto af Jobpatruljen på gågaden i Esbjerg

Fond bakker op om at styrke Esbjerg som uddannelsesby

Esbjerg Seminariums Uddannelsesfond uddeler i år 210.000 kr. til aktiviteter, der markerer og udvikler Esbjerg som uddannelsesby, og fonden sender økonomisk opbakning til både Education Esbjerg og den nye kulturelle ungdomsfond.

Esbjerg skal være en attraktiv studieby for unge. Det er målsætningen for både Esbjerg Seminariums Uddannelsesfond og Education Esbjerg, og den fælles ambition bliver nu bakket op af 50.000 kr. fra fondens årlige uddeling til Education Esbjerg.

Samtidig giver Esbjerg Seminariums Uddannelsesfond 30.000 kr. årligt frem til 2022 til Den Kulturelle Ungdomsfond, som er Education Esbjergs nye initiativ. Esbjerg Seminariums Uddannelsesfond har tidligere støttet den sociale studieevent Kongekampen, som dog er aflyst i år på grund af coronavirus, og fonden har derfor i år og i de kommende to år valgt at give pengene til Den Kulturelle Ungdomsfond med håbet om, at den unge bestyrelse fortsat vil bidrage til Kongekampen.

Samlet har Den Kulturelle Ungdomsfond nu over en million kroner årligt til at give et skub til kulturelle aktiviteter, som unge er engagerede i og optagede af, så Esbjerg også på den måde får bedre kort på hånden.

Unge med om bord

Esbjerg Kommunes borgmester, Jesper Frost Rasmussen, der også er formand for Esbjerg Seminariums Uddannelsesfond, er glad for, at bestyrelsen har valgt at støtte aktiviteterne i Education Esbjerg.

“Der er et stærkt signal i, at fonden bidrager til Education Esbjerg, fordi hele indsatsen bygger på samarbejde og et fælles sigte mod en endnu stærkere positionering af Esbjerg som en god og spændende by at uddanne sig, bo og leve i. Education Esbjerg er motoren og bindeleddet i missionen, og det er i høj grad en styrke, at vi har de unge selv med om bord, så vi sætter en retning, hvor de går med. Det hele handler jo netop om at få flere unge til at vælge Esbjerg”, siger Jesper Frost Rasmussen.

Musikkens verden

Esbjerg Seminariums Uddannelsesfond uddeler i år i alt 210.000 kr., og 80.000 kr. går til Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg, hvor ambitionen er, at flere unge skal få smag for en uddannelse inden for musikkens verden.

Den resterende del af beløbet uddeler fonden til fire lærerstuderende på UC Syd og tre studerende på Aalborg Universitet Esbjerg.

Positivt videre med indsatsen

Samlet ser Jesper Frost Rasmussen årets uddeling fra fonden som et boost til det vigtige fokus på Esbjerg som uddannelsesby.

“Det viser med al tydelighed, at vi har mange spændende projekter, stærke og alsidige uddannelsesinstitutioner og dygtige studerende at bakke op om, og det understreger klart, at vi har et isolidt fundament at bygge videre på, så der er god grund til at være optimistiske og gå positivt videre med indsatsen”, siger Jesper Frost Rasmussen.

Unge vil have mere og vildere natur

0

Det er ikke kun på klimafronten, at de unge går forrest. Langt flere unge end ældre vil give plads til vild natur – inklusiv elge og ulve. Det viser en ny Gallup-måling.

De fleste danskere vil gerne give mere plads til den vilde natur. Men der er alligevel forskel på opbakningen blandt unge og ældre, særligt når spørgsmålene drejer sig om store dyr og rovdyr. Det viser en ny meningsmåling, Kantar Gallup har lavet for Danmarks Naturfredningsforening.

72 procent af de 18-35-årige mener, der må være elge, vilde heste og andre store dyr i naturen. Det samme mener kun 55 procent af danskere over 59 år.

Og forskellen bliver endnu større, når det kommer til ulve, ørne og andre rovdyr. 59 procent af de unge og 36 procent af de ældre mener, der må være flere vildtlevende rovdyr i naturen.

De unges velvillighed over for den vilde natur vækker glæde i Danmarks Naturfredningsforening.

– Det er simpelthen så skønt, at lige præcis den unge generation har fået øjnene op for den vilde natur. Klimabevægelsen bliver i høj grad båret frem af de unge, og jeg håber, at de også vil hjælpe med at presse politikerne i forhold til at redde vores truede arter og pressede natur, siger foreningens præsident, Maria Reumert Gjerding.

Truede arter har brug for mere plads

Opbakningen kommer på en dyster baggrund. Aldrig før har den danske natur været så presset. 95 procent af landets naturtyper er i så ringe tilstand, at de er i fare for at forsvinde, viser en rapport fra Aarhus Universitet. Og når naturområderne går tilbage, gør arterne det også.

389 arter er allerede uddøde, og yderligere 1.844 arter er i fare for at forsvinde fra den danske natur. Det viser Den danske Rødliste 2019.

– Men vi kan vende udviklingen, hvis vi giver mere plads til den vilde natur, siger Maria Reumert Gjerding.

– Vi drømmer om et vildere Danmark, hvor naturen får plads og er så godt beskyttet, at den kan udfolde sig frit. For så kan naturen komme sig, og der vil blive plads til store planteædere som vilde heste og bisoner. De store dyr vil skabe dynamik og flere levesteder, så de truede arter har større chance for at trives. Og samtidig får vi mennesker helt nye unikke naturoplevelser, uddyber hun.

Danmarks Naturfredningsforening foreslår, at mindst 20 procent af Danmarks landareal skal laves til Naturzoner med vild natur. Det er områder, hvor naturen har absolut førsteprioritet.

Kilde: Kantar Gallup for Danmarks Naturfredningsforening
Undersøgelsen er gennemført 23.–28. april 2020 blandt 1.019 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år.

UCL og UC SYD opfordrer studerende til at indgå i corona-beredskab

0

Region Syddanmark har oprettet en corona-jobbank. To af landsdelens største uddannelsesinstitutioner, UCL og UC SYD, anbefaler sine studerende at melde sig til jobbanken.

Region Syddanmark forbereder sig på en situation, hvor vi kan komme til at mangle hænder til alle typer af opgaver på hospitalerne og på regionens sociale tilbud.

Derfor har regionen oprettet en corona-jobbank, hvor studerende, medarbejdere, ledige og pensionerede inden for sundhedsfagene og pædagogfagene kan melde sig.

To af landsdelens største uddannelsesinstitutioner, UC SYD og UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, opfordrer studerende med en relevant, faglig baggrund til at melde sig til beredskabet. Medarbejdere kan også tage en tørn, som en del af beredskabet.

– Ingen ved, hvor mange sundhedsvæsenet får brug for i denne her helt ekstraordinære situation, men udviklingen går hurtigt. Derfor er vi på UCL og UC SYD selvfølgelig interesserede i at imødekomme regionens behov for frivillige, siger institutleder Heidi Have, Institut for Sundhedsuddannelser på UC SYD og Mickael Bech, direktør for området Sundhed ved UCL.

– Vi vil gerne bidrage til, at vores sundhedsvæsen kan møde behovet for ekstra personale og opfordrer vores studerende og medarbejdere med en relevant faglig baggrund til at melde sig til jobbanken, siger de to ledere.

Vi sætter stor pris på samarbejdet med regionen, så vi sammen kan vurdere, hvor de sundhedsfaglige ressourcer anvendes bedst muligt. For de sundhedsfaglige uddannelser skal jo fortsat drives, så vi sikrer, at der uddannes til sundhedsvæsnet, siger Heidi Have.

Særligt de mange studerende kan være med til at aflaste opgaver på hospitalerne, de sociale institutioner, i akutberedskabet og i kommunerne.

Region Syddanmark: Vi kan snart få brug for flere hænder
Region Syddanmark efterlyser frivillige med forskellig faglig baggrund. Det gælder alle fra ledige eller pensionerede sygeplejersker, læger og andet sundhedspersonale til sygeplejerske- og medicinstuderende og pædagoger.

– Vi kan se, at udviklingen med coronavirus kan gå meget hurtigt, og selvom vi lige nu ikke har et akut behov for flere hænder, så kan det hurtigt blive aktuelt. Derfor opfordrer vi allerede nu folk til at melde sig, og jeg håber, at mange studerende også har lyst til at hjælpe, hvis vi får brug for det, siger regionsrådsformand Stephanie Lose (V).

– Jeg vil gerne takke de mange syddanskere, der allerede nu viser interesse for at hjælpe til i den alvorlige situation, vi står i. Det er godt at mærke den store opbakning og sammenhold, siger Stephanie Lose.

De frivillige vil blive kontaktet direkte af den afdeling, der har brug for deres hjælp. De har også mulighed for at angive, hvor mange timer de kan hjælpe om ugen. Alle tilmeldte har mulighed for at afmelde sig til hver en tid.

UC SYD og UCL er klar til at oplære frivillige
På UC SYD og UCL er det undervisere og studerende fra bioanalytiker-, ergoterapeut-, fysioterapeut-, radiograf-, jordemoder-, laborant-, sygeplejerske- og pædagoguddannelserne, der er af interesse for regionen.

UC SYD og UCL er derudover i tæt dialog med sygehusene på Fyn og i Sydjylland om behov for støtte til oplæring af de frivillige, som indgår i nødberedskabet.

Begge uddannelsesinstitutioner arbejder i øjeblikket på at afdække de HR- og uddannelsesmæssige konsekvenser, det udvidede beredskab kan få for uddannelsesinstitutionerne. UCL og UC SYD vil både skulle forsøge at få drift og undervisning til at køre under et nødberedskab.

De unge gør det igen

I 2018 meldte Ungdomsrevyen helt udsolgt. Den modtog meget ros, så nu vil de unge gentage succesen i efterårsferien. De er nu i fuld sving med forberedelserne.

Der er i øjeblikket travlt på Esbjerg Børne- og Ungdomsteater i Borgergade. En flok engagerede unge på 17-18 år gør sig klar til at opføre anden sæson af Ungdomsrevyen. De står nemlig selv for det hele.

Det er igen den kun 17-årige Victor Holmgaard Bjerrum, der står i spidsen for revyen. Victor har lavet revyer siden 3. klasse, og siden da har revyerne udviklet sig år for år. Det er anden sæson af Ungdomsrevyen på Esbjerg Børne- og Ungdomsteater, og i år forventes det at blive skarpere, flottere og endnu mere festligt.

De unge skuespillere, musikere og teknikere er alle med til at skrive tekster, bygge kulisser, finde kostumer og de mange andre ting, som skal til.

For at holde det høje niveau, får holdet hjælp fra formanden af børneteatret Gitte Schunck, og Hanne Bjørnskov fra Esbjergrevyen.

Revyen vender mange af de aktuelle emner herunder karakterræs, yoga, global opvarmning, mangel på pædagoger og de mange krænkelser. De vovede emner bliver leveret med et glimt i øjet, så alle kan grine ad dem. Der er naturligvis også numre, som bare er skøre og sjove.

Der er allerede godt gang i billetsalget. For at tiltrække flere unge, gives der i år rabat til unge med studiekort. Sidste år gik folk i alle aldre derfra med et smil på læben, for showet er både velegnet for unge og voksne.

Følg med på Instagram: @ungdomsrevyen eller Facebook: Foreningen Esbjerg Børne- og Ungdomsteater.

Medvirkende

Anne Katrine Boddum

Carl Emil Weilborg

Ida Lorentzen

Mette Foldberg Friis

Victor Holmgaard Bjerrum

Forestillinger

Forestillingerne spilles i efterårsferien fra mandag den 14. oktober til og med søndag den 20. oktober. Mandag til lørdag klokken 20:00 – søndag klokken 14:00.

Billetter

Billetter købes til 70 kr. + billetgebyr på www.teaterhuset.org – der gives 10% studierabat til studerende. Eventuelle resterende billetter sælges i døren.

Fotos taget af revyen