Home Tags Politi

Tag: politi

Politiet forlænger nattelivszoner i Esbjerg

0

… og Sønderborg

Politiet konstaterer, at der har været færre overtrædelser og mindre uro efter nattelivszonerne blev indført for to år siden

Syd og Sønderjyllands Politi forlænger nattelivszonerne i Esbjerg og Sønderborg. Nattelivszonerne blev indført den 15. marts 2022 for en periode på to år.

”Det er vores opfattelse, at de nuværende nattelivszoner har en forebyggende effekt. Der har været færre sager end tidligere om eksempelvis overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og restaurationsloven, ligesom der har været mindre uro og uorden siden nattelivszonerne blev indført”, siger politidirektør Frits Kjeldsen.

Siden en lovændring den 1. juli 2021 kan personer, der bliver dømt for bestemte former for kriminalitet i nattelivet, idømmes et forbud mod at gå på barer, diskoteker og lignende steder mellem midnat og klokken 5.00. Forbuddet betyder også, at de dømte ikke må færdes i de nattelivszoner, som politikredsene har oprettet. Syd- og Sønderjyllands Politi har i perioden fra 1. juli 2021 til 31. december 2023 udstedt 70 opholdsforbud til 66 forskellige personer.

”Vi har besluttet at forlænge nattelivszonerne, fordi vi kan se, at der fortsat sker lovovertrædelser i nattelivet. I Esbjerg har vi derudover oplevet, at bandemedlemmer ved flere lejligheder har vist stor interesse for de mange beværtninger i Esbjergs nattelivszone, ligesom de færdes på gaderne omkring beværtningerne. Samtidig har zonerne haft en positiv effekt; i Sønderborg oplever vi, at kriminelle grupperinger er mindre fremtrædende end tidligere i det område, som er omfattet af nattelivszonen”, siger Frits Kjeldsen.

Opholder man sig trods opholdsforbud i en nattelivszone, kan man i førstegangstilfælde forvente en bøde på 10.000 kroner. Ved gentagelse vil straffen som udgangspunkt være fængsel i 30 dage. Syd- og Sønderjyllands Politi har i perioden fra 1. juli 2021 til 31. december 2023 haft tre sager om overtrædelse af opholdsforbud.

”Det er vores oplevelse, at både restauratører og gæster i nattelivet er bevidste om konsekvenserne af at forøve vold og uorden inden for nattelivszonen. Nattelivszoner er med til at gøre det tryggere at færdes i byen. Zonerne påvirker ikke andre borgere, men er udelukkende et værktøj til at holde dømte kriminelle væk fra nogle af de steder, hvor flest mennesker går i byen i de sene aften- og nattetimer”, siger politidirektør Frits Kjeldsen.

Foreløbig gælder nattelivszonerne fra den 15. marts 2024 til og med den 14. marts 2026.

Politiet fortsætter undersøgelser i sag om dødsfald i Esbjerg

0

Syd- og Sønderjyllands Politi afventer yderligere undersøgelser af dødsfald på Lyngvej i Esbjerg.

En kvinde, der i går blev fundet død på sin bopæl på Lyngvej i Esbjerg, er i dag obduceret. Da obduktionen ikke med sikkerhed har kunnet fastlægge dødsmåde og dødsårsag, er der fortsat undersøgelser, der pågår.

Syd- og Sønderjyllands Politi fortsætter efterforskningen og har ikke yderligere kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt. 

To unge er sigtet i sagen om vold mod 15-årig bag vandtårnet

0

De to sigtede er en 16-årig og en 17-årig ung mand. 

En 16-årig og en 17-årig ung mand er sigtet for at have overfaldet en 15-årig ung mand bag vandtårnet i Esbjerg den 23. december.

Syd- og Sønderjyllands Politi har siden anmeldelsen om voldsepisoden taget sagen alvorligt og efterforsket intenst. Heriblandt afhørt en stor del af de unge mænd, der var til stede ved vandtårnet og så episoden. 

Parterne havde aftenen forinden haft en uoverensstemmelse, som eskalerede til overfald på den 15-årige, da parterne mødtes igen dagen efter. 

Den unge mand, der var udsat for overfaldet, pådrog sig heldigvis ingen behandlingskrævende skader på kroppen ved overfaldet. 

Flere af de personer, der overværede overfaldet, optog desuden episoden på video og delte optagelserne på sociale medier. Politiet er i besiddelse af disse videoer.

Efterforskningen af overfaldet har haft højeste prioritet, og derfor fortsætter video-delen af efterforskningen nu. Den skal klarlægge, om der er grundlag for at rejse sigtelse mod de personer, som har videreformidlet en video af overfaldet.

To personer kørte på scooter fra røveri – politiet søger vidner

0

Kvinde udsat for røveri ved sit hjem i Esbjerg. To personer kørte derfra på sort scooter. 

En kvinde blev natten mellem søndag og mandag omkring klokken 1.42 udsat for røveri ved sit hjem i Esbjerg Ø.

Kvinden vågnede ved puslelyde i huset og kunne se, at der var rodet og forsvundet flere ting, hvorefter hun gik udenfor. Her så hun en kvinde med nogle af hendes ting og en mand foran kvinden. 

Hændelsen udviklede sig til et røveri, da kvinden forklarer, at den formodede indbrudstyv gav hende to knytnæveslag i ansigtet og dernæst tog kvælertag på hende. 

De to personer kørte derfra på en sort scooter. Den kørte op ad Stenkrogen og ud på Stengårdsvej. 

Syd- og Sønderjyllands Politi arbejder videre på sagen og søger i den forbindelse vidner. 

De to personer beskrives som: 
Kvinde, dansk af udseende, 25-30 år, 160-165 cm høj. Hun var spinkel og havde brunt, mellemlangt hår. 

Mand, dansk af udseende, 30-35 år, 170-175 cm høj. Han var spinkel, havde brunt, kort hår og var iført en sort dunjakke.

Har du set de to personer eller en sort scooter mellem klokken 1.00og 2.00 natten mellem søndag og mandag i området ved Stenkrogen og Stengårdsvej i Esbjerg Ø, vil Syd- og Sønderjyllands Politi gerne høre fra dig på tlf. 1-1-4.

0

Politi efterforsker bombetrussel

Politiet har anholdt en mand, der mistænkes for at have sendt en bombetrussel

Syd- og Sønderjyllands Politi har i dag været til stede i et pengeinstitut i Strandbygade i Esbjerg og undersøgt en bombetrussel.

Banken blev af sikkerhedshensyn evakueret og området blev afspærret, mens banken blev undersøgt grundigt. Der blev ikke fundet noget mistænkeligt og afspærringerne er ophævet.

Syd- og Sønderjyllands Politi har anholdt en 57-årig mand fra Esbjerg, der mistænkes for at have sendt bombetruslen. Manden er afhørt og løsladt og er sigtet for trusler.

Sagen efterforskes nu og politiet har af hensyn til efterforskningen ikke yderligere kommentarer i øjeblikket.

Thi kendes for ret

0

En 29-årig irakisk mand fra Esbjerg-området blev onsdag ved Retten i Esbjerg dømt for grov vold, for psykisk vold og for trusler mod sin eks-hustru. Manden var tiltalt for tilsammen 8 forhold, hvoraf han blev kendt skyldig i de 5. Han var også tiltalt for voldtægt, forsøg på voldtægt og blufærdighedskrænkelse.

De forhold blev han frikendt i. Et nævningeting idømte ham ubetinget fængsel i 1 år og 6 måneder og en advarsel om udvisning. Han udbad sig betænkningstid om anke af dommen.

#politidk #anklagersjyl

Politiet søger vidner til røveri

0

Var du ved Grådybet i Esbjerg lillejuleaften?

Politiet søger vidner i forbindelse med et røveri lillejuleaften i Esbjerg.

Syd- og Sønderjyllands Politi søger et kvindeligt vidne, der lillejuleaften den 23. december ved 19.30-tiden var ved Grådybet/Skovkanten i Esbjerg.

Kvinden blev kontaktet af to tyskere, der netop var blevet udsat for røveri og var i kontakt med alarmcentralen 1-1-2. Kvinden hjalp de to forurettede med at forklare alarmcentralen, hvor de befandt sig.

Politiet hører også gerne fra andre vidner eller borgere, der har oplysninger i sagen. Røveriet skete ved Grådybet/Skovkanten omkring klokken 19.36 lillejuleaften. Gerningspersonerne skulle være ankommet i en mindre hvid bil, formentlig en Toyota Aygo. En af gerningsmændene havde en lyseblå/turkis elefanthue på.

Kan du hjælpe politiet, så ring til politiets servicecenter på 1-1-4.

Syd- og Sønderjyllands Politi reagerer på skarp kritik i dokumentarserie

0

Dokumentarserien omhandler fire hændelser tilbage i 2021 og stiller spørgsmål til politibetjentes adfærd, ikke mindst om det har været nødvendigt at benytte magt i forbindelse med anholdelser.

Syd- og Sønderjyllands Politi bliver udsat for omfattende kritik i forbindelse med dokumentarserien ”Tragedien i Tjæreborg”, der bliver vist på TV2 i aften og de efterfølgende to onsdage. 

Dokumentarudsendelserne omhandler fire hændelser tilbage i 2021 og stiller spørgsmål til politibetjentes adfærd, ikke mindst om det har været nødvendigt at benytte magt i forbindelse med anholdelser.

Blandt de fire sager er en anholdelse af en polsk chauffør den 25. marts 2021 i Tjæreborg, hvor personen efterfølgende afgår ved døden.

Hændelsesforløbet har været efterforsket af Den Uafhængige Politiklagemyndighed, hvor Statsadvokaten i Viborg har afgjort, at der ikke har været grundlag for at rejse sigtelse mod nogen betjente i sagen. Rigsadvokaten har efterfølgende stadfæstet afgørelsen.

I enkelte tilfælde rækker dialogen ikke

Politidirektør Frits Kjeldsen understreger, at uanset sagens juridiske udfald er der altid tale om et tragisk hændelsesforløb, når en person dør i politiets varetægt.

Politiet løser hver dag rigtig mange opgaver i god dialog med borgerne. I enkelte sager rækker dialogen desværre ikke. Her kan det være nødvendigt at anvende magt for at gennemføre en anholdelse. 

– Det er naturligvis aldrig et mål, at nogen skal komme til skade i forbindelse med en anholdelse, understreger politidirektør Frits Kjeldsen fra Syd- og Sønderjyllands Politi, der også har forståelse for, at denne type anholdelser set udefra kan virke meget voldsomme.

Han fremhæver desuden, at betjentene på et gerningssted i mange situationer må handle på baggrund af et skøn – og kun har kort tid til at træffe afgørelse om, hvordan en opgave skal løses. 

– Jeg har stor tillid til vores medarbejdere, der ofte skal handle nu og her på et grundlag, der ikke nødvendigvis er fuldt belyst. Samtidig gør vi meget for at drage læring ud af de situationer, hvor vi måske ikke opnår det resultat, som vi havde forventet. Det er altid tragisk, når personer kommer til skade i forbindelse med anholdelser, og det er sager, vi tager meget alvorligt, pointerer politidirektøren.

Han peger i den forbindelse på, at politiet altid har et skærpet fokus på håndteringen af voldelige og udadreagerende personer, hvor det er nødvendigt at lejre dem på maven i forbindelse med anholdelse. 

Uddannelse i politiets magtanvendelse finder løbende sted på både politiskolen og i politikredsene.

Ikke grundlag for at udtale kritik i andre sager

Politiklagemyndigheden har også behandlet klagesager i forbindelse med de andre hændelser, der er omtalt i dokumentarserien. Og myndigheden har i samtlige sager ikke fundet grundlag for at udtale kritik af politiet.

Syd- og Sønderjyllands Politi har medvirket i et timelangt interview med produktionsselskabet Monday i forbindelse med deres dokumentarudsendelse. Politikredsen har ikke kunnet gå ind i enkeltsager, men har givet oplysninger om, hvordan politiet arbejder, herunder de vilkår, der gør sig gældende for politiets medarbejdere, når de løser akutte opgaver. 

Dette interview er – ud fra de oplysninger vi har modtaget fra produktionsselskabet – i helt overvejende grad udeladt af dokumentarudsendelsen.

Politikredsen har også stillet op til interview med TV2 Nyhederne m.fl. om indholdet af dokumentarserien.

Politiets indsats i forbindelse med slagsmål på værtshus i Esbjerg

Blandt de øvrige hændelser, som dokumentaren omtaler, er politiets indsats i forbindelse med slagsmål og uro på værtshuset Stalden i Esbjerg den 26. juni 2021.

Syd- og Sønderjyllands Politi har gennemgået det videoovervågningsmateriale fra værtshuset, som har været tilgængelig i forbindelse med efterforskningen, med produktionsselskabet. 

Dette er gjort for at give en nuanceret beskrivelse af det umiddelbare hændelsesforløb forud for anholdelsen, hvor der bliver kastet en flaske fra en af personerne, der er involveret i slagsmålet.

Der er således et forløb forud for anholdelsen, som ikke fremgår af dokumentaren, og som muligt kan nuancere forløbet.

I alt bliver ni personer anholdt i forbindelse med hændelsen.

Blandt de anholdte var en kvinde, som blev sigtet for at begå vold mod en politimand.

Efterforskningen har dog vist, at der ikke har været grundlag for at opretholde sigtelsen, og politikredsen har på den baggrund selv indstillet til Statsadvokaten, at sigtelsen blev frafaldet og sagen dermed lukket.

Endnu et medlem af Comanches MC fængslet

0

Syd- og Sønderjyllands Politi arbejder på fortsat at sikre trygheden på Brolæggervej og fortsætter en hård kurs over for rocker- og bandemedlemmer i politikredsen.

Foto: politiet

Retten i Esbjerg varetægtsfængslede søndag endnu et medlem af bandegrupperingen Comanches MC i Esbjerg. Den 25-årige mand har været efterlyst i offentligheden siden 29. juni 2023 mistænkt for at være en af gerningsmændene bag et overfald på en 35-årig mand fra Århus, der den 16. juni blev slået i hovedet med en flaske og stukket i benet med en kniv på Shisha Lounge i Kongensgade i Esbjerg. Den 25-årige er sigtet for grov og kvalificeret vold i henhold til straffelovens §245. Den sigtede ønskede ikke at udtale sig.

”Efterlysningen og gårsdagens fængsling er et led i vores massive politimæssige indsats og herunder et særligt fokus på Brolæggervej 12 i Esbjerg, der bruges som tilholdssted for Comanches MC. Vi ønsker ikke disse grupperinger i politikredsen og vurderer løbende, hvilke værktøjer vi kan benytte i indsatsen”, siger vicepolitiinspektør Søren Rønnov.

Politiets indsats omfatter en operativ del, samt efterforskning og forebyggelse. Den operative indsats består af både synligt uniformerede patruljer og civile specialpatruljer i området omkring Brolæggervej og i øvrige relevante områder. Patruljerne er ofte i området ved Brolæggervej og er løbende i kontakt med naboerne og med borgere, der træffes på stedet. Den efterforskningsmæssige indsats indebærer, at Syd- og Sønderjyllands Politi konsekvent iværksætter efterforskning af banderelaterede hændelser og sager i og uden for Brolæggervej. En efterforskning der i dag resulterede i varetægtsfængslingen. Den forebyggende indsats sker i et tæt samarbejde med Esbjerg Kommune.

Da fremstillingen ved Retten i Esbjerg i går foregik bag lukkede døre, har Syd- og Sønderjyllands Politi i øjeblikket ikke yderligere kommentarer til den konkrete sag.

Tre medlemmer af Comanches MC er tidligere fængslet i sagen og sidder fortsat varetægtsfængslet. En tredje person blev tidligere løsladt i grundlovsforhør, men er fortsat sigtet. Politiet søger derudover efter yderligere to mistænkte i sagen; Jasar Beganovic, samt en endnu uidentificeret person.

jasar

Jasar Beganovic

ukendt

Den endnu uidentificerede person

Fremtrædende medlem af Comanches MC fængslet

0

Syd- og Sønderjyllands Politi arbejder på fortsat at sikre trygheden på Brolæggervej og fortsætter en hård kurs over for rocker- og bandemedlemmer i politikredsen.

Retten i Esbjerg varetægtsfængslede i dag et fremtrædende medlem af bandegrupperingen Comanches MC i Esbjerg frem til dom den 5. januar. Den 39-årige mand har været efterlyst i offentligheden siden 29. juni 2023 mistænkt for at være en af gerningsmændene bag et overfald på en 35-årig mand fra Århus, der den 16. juniblev slået i hovedet med en flaske og stukket i benet med en kniv på Shisha Lounge i Kongensgade i Esbjerg. Den 39-årige er sigtet for grov og kvalificeret vold i henhold til straffelovens §245. Den sigtede ønskede ikke at udtale sig og kærede kendelsen.

”Efterlysningen og dagens fængsling er et led i vores massive politimæssige indsats og herunder et særligt fokus på Brolæggervej 12 i Esbjerg, der bruges som tilholdssted for Comanches MC. Vi ønsker ikke disse grupperinger i politikredsen og vurderer løbende, hvilke værktøjer vi kan benytte i indsatsen”, siger politiinspektør Henrik Thrane Jensen.

Politiets indsats omfatter en operativ del, samt efterforskning og forebyggelse. Den operative indsats består af både synligt uniformerede patruljer og civile specialpatruljer i området omkring Brolæggervej og i øvrige relevante områder. Patruljerne er ofte i området ved Brolæggervej og er løbende i kontakt med naboerne og med borgere, der træffes på stedet. Den efterforskningsmæssige indsats indebærer, at Syd- og Sønderjyllands Politi konsekvent iværksætter efterforskning af banderelaterede hændelser og sager i og uden for Brolæggervej. En efterforskning der i dag resulterede i varetægtsfængslingen. Den forebyggende indsats sker i et tæt samarbejde med Esbjerg Kommune.

”Det vigtigste for os er borgernes sikkerhed og tryghed og vi bruger de muligheder, vi har i værktøjskassen.  Vi kan af efterforskningsmæssige grunde ikke fortælle, hvad vi konkret gør, men borgerne skal ikke være i tvivl om, at politiet sammen med andre myndigheder bekæmper rocker- og bandegrupperingerne intensivt”, siger politiinspektør Henrik Thrane Jensen.

Da fremstillingen ved Retten i Esbjerg i dag foregik bag lukkede døre, har Syd- og Sønderjyllands Politi i øjeblikket ikke yderligere kommentarer til den konkrete sag.

To medlemmer af Comanches MC er tidligere fængslet i sagen og sidder fortsat varetægtsfængslet. En tredje person blev tidligere løsladt i grundlovsforhør, men er fortsat sigtet. Politiet søger derudover efter yderligere tre mistænkte i sagen; Søren Sung Frahm og Jasar Beganovic, samt en endnu uidentificeret person.

Søren Sung Frahm

Jasar Beganovic

Endnu ikke identificeret person