Home Tags Nyhed

Tag: nyhed

Budgetaftale på plads i Esbjerg Kommune

0

I dag er der indgået en bred budgetaftale mellem Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Det Konservative Folkeparti, Borgerlisten, Radikale Venstre, Enhedslisten og løsgænger Hans K. Sønderby.

Partierne repræsenterer 21 ud af byrådets 31 medlemmer. Budgetaftalen udstikker de økonomiske og indholdsmæssige rammer for budget 2021 og overslagsårene 2022-2024.

Læs mere her: www.esbjerg.dk/om-kommunen/kommunens-oekonomi/kommunens-budget/budget-2021-2024

Foto: Esbjerg Kommune

Opdatering: Ni medarbejdere på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg testet positive for Covid19

0

Under smitteopsporingsarbejdet på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg er ni medarbejdere konstateret smittet med coronavirus. For nuværende ser det ikke ud til at smitten har ramt patienter.

Ni medarbejdere på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg er bekræftet positiv for Covid19. Det betyder, at fem yderligere medarbejdere er fundet positive for coronavirus siden torsdag den 10.09.20, hvor sygehuset kunne fortælle, at der var fire smittede medarbejdere. 

Der er igangsat smitteopsporing, og alle indlagte patienter på de berørte afdelinger er blevet testet. En stor del af testresultaterne viser, at ingen indlagte patienter på de berørte afdelinger på nuværende tidspunkt er konstateret smittet. Sydvestjysk Sygehus afventer endnu de sidste svar på patienternes prøver.

Sydvestjysk Sygehus har yderligere oprettet et særligt podecenter for de berørte patienter og personaler. Alle nybagte familier fra Nyfødte og Familie, som siden mandag morgen er udskrevet den 7.09.20, bliver kontaktet med tilbud om test.

Sygehusets Infektionshygiejniske Enhed vurderer yderligere, at patienter, der har været i berøring med Kvindesygdomme Ambulatorium, Graviditet Ambulatorium og Fødegangen fra den 7.09.20 til 11.09.20, ikkeer berørte af smitteudbruddet.

Nyfødte og Familier, Kvindesygdomme Ambulatorium, Graviditet Ambulatorium og Fødegangen opretholder drift og patientaftaler som vanligt.

Situationen medfører, at sygehuset indfører skærpede restriktioner vedrørende besøg både i forhold til pårørende og øvrige gæster.

Hvis man har en aftale på sygehuset, og man er i tvivl om, hvordan man skal forholde sig, kontakt da afdelingen inden besøget, find telefonnumrene til vores afdelinger på http://www.svs.dk/wm220691

Esbjerg Kommune underskriver aftale om klimavenlig transport med regeringen

0

I forlængelse af Esbjerg Kommunes ambition om at være en grøn EnergiMetropol har kommunen tilsluttet sig den klimasamarbejdsaftale, som regeringen har inviteret kommuner og regioner med i.

Foto: Esbjerg Kommune

Blækket er endnu ikke tørt på den aftale, som borgmester Jesper Frost Rasmussen og transportminister Benny Engelbrecht netop har underskrevet. Aftalen handler primært om en grøn omstilling af bustrafikken, men andre transportelementer, der kan påvirke CO2regnskabet positivt, indgår også.

Aftalen forpligter Esbjerg Kommune til at vælge emissionsfrie drivmidler i den kollektive trafik. Samtidig skal 75 pct. af de fremtidige køretøjer i kommunalt regi også køre på emissionsfrie drivmidler. Hvis økonomien er til det, skal kommunens samlede flåde af personbiler også være helt emissionsfrie fra 2022.

”Fokusset på moderne og miljøvenlige løsninger præger i høj grad Esbjerg Kommune, hvor vi tager Folketingets målsætning om at reducere udledningen af CO2 med 70 pct. meget seriøst. Vi vil gerne gå forrest i den grønne omstilling og understøtte de løsninger, som giver mening for borgerne og for miljøet. Her er den daglige transport en vigtig brik i at nedbringe udledningen af CO2. Derfor er vi glade for at være en del af denne aftale, men vi kommer også til at kigge efter områder, hvor vi kan gøre mere end aftalen umiddelbart lægger op til”, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Allerede ved aftalens indgåelse kan Esbjerg Kommune sætte et flueben ved nogle af målsætningerne. I sidste uge meldte Sydtrafik og Esbjerg Kommune at 29 nye el-bybusser skal overtage driften af bybusruterne i Esbjerg. Det sker til en pris, som bliver markant lavere end forventet, når Esbjerg Kommune årligt sparer 3,5 mio. kr. på buskørslen.

”Esbjergs bybusudbud viser, hvor hastigt elbusteknologien udvikler sig. Det vil blive en model for mange andre og derfor er jeg rigtig glad for, at Esbjerg Kommune nu også træder ind i kredsen af de store danske kommuner, der forpligtiger sig i en klimasamarbejdsaftale med regeringen. Ambitiøse og fremsynede kommuner er helt afgørende for at komme i mål med regeringens 70-procents reduktionsmålsætning for udledning af CO2,” siger transportminister Benny Engelbrecht.

Esbjerg er den 8. kommune, der indgår en klimasamarbejdsaftale med regeringen. Med aftalerne binder kommunerne sig til at omlægge både den kollektive transport og resten af kommunens kørsel til emissionsfrie køretøjer, mens regeringen forpligtiger sig til at arbejde for konkrete tiltag, der blandt andet forbedrer kommunernes rammer for yderligere at fremme den grønne omstilling.

Fakta: 

29 busser svarer i runde tal til, at ca. 650 benzin eller dieseldrevne personbiler blev erstattet med elbiler.

Esbjerg Kommune inviterer til grønt fremtidsværksted

0

I Ribe, Bramming og Esbjerg inviteres alle interesserede til workshops om, hvordan de grønne områder i kommunen skal udvikles. Park, skov og friluftsliv er i centrum på de tre grønne fremtidsværksteder i uge 39.

Foto: Esbjerg Kommune

Til næste år skal Esbjerg Kommune være klar med en ny sektorplan for park, skov og friluftsliv. En sektorplan dykker ned i et bestemt tema for at vise retningen og dermed også den fremtidige udvikling. For at sikre et godt resultat, inviterer kommunen brugerne på banen.

”Under corona-krisen har oplevelser i naturen haft en kæmpe revival, og det kan sagtens få indflydelse på, hvordan fremtidens grønne områder skal planlægges og indrettes. Det kunne være meget spændende at få input fra garvende naturbrugere så vel som novicer ud i friluftslivet. På de kommende fremtidsværksteder er der plads til alle”, siger formand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen.

Netop corona får også indflydelse på afviklingen af de tre fremtidsværksteder. Det gældende forsamlingsforbud skal respekteres, og derfor bliver pladserne fordelt efter først-til-mølle-princippet. Man kan tilmelde sig mødet i Bramming onsdag den 23. september kl. 17-19, mødet i Ribe torsdag den 24. september kl. 17-19 eller mødet i Esbjerg lørdag den 26. september kl. 11-13. Tilmelding skal ske til vejogpark@esbjergkommunne.dk.

Fremtidsværkstederne vil byde på en kort gåtur i det grønne kombineret med besøg på forskellige stande, som handler om bl.a. bæredygtig by, sundhed, friluftsliv, klimatilpasning og biodiversitet.

Biblioteksparken skal genopstå som Brammings grønne hjerte

Brammings centrale grønne anlæg står til en makeover i løbet af efteråret og vinteren, og arbejdet går i gang nu. Parkens fortrin skal fremhæves, og der er både planer om skabe mere traditionel park samtidig med flere opholdsmuligheder.

Foto: Esbjerg Kommune

En arbejdsgruppe har været involveret i arbejdet med at undersøge, hvad der skal ske med Biblioteksparken, som ligger bag Bramming Bibliotek. Det første skitser af planerne er blevet godt modtaget af Brammings områdefornyelse, Bramming Bibliotek og Vindrosen. Planerne er nu også blevet præsenteret for Plan & Miljøudvalget og Teknik & Byggeudvalget, som har nikket til gennemførelsen af projektet.

”Projektet er en del af områdefornyelsen, som jo er i fuld gang i Bramming. Et mere attraktivt parkområde, hvor folk har lyst til at gå tur og opholde sig vil bidrage positivt til helhedsindtrykket af byen”, siger formand for Plan & Miljøudvalget Karen Sandrini. 

Bibliotekssøen
Foto: Esbjerg Kommune

I dag kan man gå ind i parkområdet fra Jernbanegade, Skt. Knuds Allé og Søvej. De fire indgange skal gøres mere indbydende, og omkring søen skal der skabes en traditionel parkstemning. Området ser i dag slidt ud, men det ændres med en renoveret kantsikring omkring søen og flere blomster.

Mange af tiltagene handler om at fremhæve de kvaliteter, der allerede er i parken. Hvor de høje træer gror, gøres der mere ud af skovbunden fx med flere blomster og balancestubbe. Plænen ved biblioteket skal stadig kunne huse forskellige events, men i udkanten af plænen laves der forskellige muligheder for ophold.

”I projektet er der nogle ting, som skal gennemføres. Der er også en fin ønskeliste over elementer, som vi håber, at der bliver råd til. Det er fx hængekøjer, dækstole, frugttræer og staudebede i haven ved Vindrosen. I fælleshaven går vi i første omgang efter at forenkle og rydde op, og så vil tiden vise, om der er penge til at sprælle lidt mere”, siger Søren Heide Lambertsen, formand for Teknik & Byggeudvalget.

Arbejdet i Vindrosens have begynder den 1. oktober i år.

Invitation til at deltage i indvielsen af den nye stiforbindelse mandag den 14. september kl. 13.

0

I løbet af sommeren er stiforbindelsen blevet udbygget, så det er nemmere at bevæge sig sikkert til fods eller på cykel mellem Sønderris og Guldager. Mens der er blevet lavet mere sti, så er forbindelsesleddet den nye stitunnel under Tarphagevej. Det tog kun tre uger at etablere den nye tunnel.

Grafik: Esbjerg Kommune

Det er netop her, at formand for Teknik & Byggeudvalget, Søren Heide Lambertsen vil indvie forbindelsen mandag den 14. september kl. 13. Her er lokalrådene og andre interessenter inviteret til at overvære den officielle åbning.

Projektet med at koble stisystemerne bedre sammen er en del af den byggemodning, som Esbjerg Kommune gennemfører tæt på udstykningerne ved Erisvænget, Plutovænget og Neptunvænget, som efter planen udbydes til salg næste år.

Fri entré for unge på Esbjerg Kunstmuseum

0

Er du 27 år eller derunder? Trænger du til et skud kultur? Kender du byens kunstmuseum?

Foto: Kunstmuseet

Fra tirsdag d. 8. september til og med søndag d. 13. september er der under titlen K7 fri entré for alle unge under 27 år på (bl.a.) Esbjerg Kunstmuseum.
Vis blot dit sygesikringskort i indgangen og oplev de aktuelle særudstillinger Esto es malo og Meget mere Mortensen, vores samling af moderne kunst og samtidskunst, museets unikke åbne magasiner, Skeel og Skrivers duftinstallation, eksperimenterne i det æstetiske laboratorium og meget mere.
Esbjerg Kunstmuseum er gået med i Golden Days’ landsdækkende initiativ, hvor alle under 27 får gratis adgang til 70 museer, kunsthaller og oplevelsescentre over hele landet. Således kan alle under 27 tage deres venner under armen og få en solid kulturinsprøjtning efter flere måneder med lukkede museer.

K7 følger op på en sommer, hvor en række museer har tilbudt halv pris på entreen med stor succes, men initiativet er målrettet specifikt til den yngre målgruppe, hvor prisen har en stor betydning. Og ikke nok med at entréen er gratis. Hvis man er den person i Danmark, som besøger flest museer i løbet af uge 37, så vinder man 7 valgfri årskort til sig selv og syv venner.
Museet er åbent tirsdag til søndag fra kl. 10 til 16. Musikhusets café KULISSEN giver hele ugen særlig rabat til unge og studerende. Caféen er åben hver dag fra kl. 11 – 16.

FAKTA:
Hvorfor K7? K står for kultur og 7 for 7 dage, uge 37 og under 27. De deltagende museer dækker hele landet – fra Skagen i nord til Bornholm i det yderligste øst og fra kunstsamlinger til kulturhistoriske museer. K7 foregår sideløbende med årets Golden Days Festival. K7-kampagnen udspringer direkte af årets festivaltema, som under titlen ”Forever Young” undersøger fænomenet ‘ungdom’. Festivallen går på jagt i historien, i kunsten og i videnskaben for at undersøge den fortryllende og forbandede transition mellem barndommen og voksenlivet – ungdommen.

Festivalen foregår d. 4.-20. september og byder på mere end 180 arrangementer i hele hovedstadsområdet. www.goldendays.dk/k7

SAL fortæller 50 elever fra Fanø om bæredygtig infrastruktur

0

SAL (Scandinavian Auto Logistics A/S) har haft fornøjelsen af besøg af 50 elever fra 5. klasse på Fanø Skole, for at inspirere og få inspiration i forbindelse med arbejdet omkring FN’s verdensmål.

Foto: SAL

Børnene fik over et par timer indgående kendskab til, hvordan SAL transporterer biler fra fabrikker rundt om i verden ud til de danske forhandlere og forbrugere.

SAL forklarede eleverne hvordan en effektiv udnyttelse afressourcer og fokus på grønne teknologier og processer er med til at skabe en miljømæssigt fornuftig infrastruktur. 

”Børnene forstår problemstillingerne – de forstår, at det er en del af deres virkelighed”, siger Direktør Henrik Otto Jensen

Efter besøget skal klassen tilbage på skolen for at arbejde kreativt med bæredygtighed indenfor logistik af nye biler, og derigennemfå en bedre forståelse af FN’s verdensmål. Sammen med SAL har elevernes fokus været på verdensmål 9, der handler om den rolleindustri, innovation og infrastruktur spiller for en bæredygtig udvikling.

SALs samarbejde med klassen om FN’s verdensmål fortsætter

SAL fortsætter samarbejde med klassen, sparrer med den og giver feedback på dens kreative arbejde med konkrete ideer til at forstå og nå FN’s verdensmål for industri, innovation og infrastruktur.

SAL har delt deres viden og erfaringer med klassen og glæder sigtil at se resultatet af elevernes kreative arbejde.

”Vi giver den næste generation af forbrugere et eksempel på hvad bæredygtighed også kan være – – eksempelvis inden for transport”, siger Direktør Henrik Otto Jensen, og fortsætter ”Det er spændende at se spørgelysten hos børnene –  hvorfor vi gør tingene som vi gør? Kan vi gøre noget anderledes?”

SALs samarbejde med klassen udspringer af et ønske om at støtte lokale projekter som Vervad og samtidig tage et medansvar for at klæde den kommende generation bedre på, til at forstå og arbejde FN’s verdensmål.

SAL modtager biler årligt omkring 60.000 nye biler fra Europa på Esbjerg Havn, med 155 skibsanløb i 2019. SAL som er miljøcertificeret efter ISO 14001:2015, har også fokus på at støtte Verdensmålene i vores daglige drift, og er stolte af at kunne støtte lokale projekter som VERVAD. Senere i september vil elevernes arbejde blive præsenteret for SAL.

Den 37. Internationale Fotoudstilling: En fest af farver, et dystert skær af mystik og gys.

0

Foto: Esbjerg Fotoklub

Idéen er fortsat at give Esbjergs borgere lejlighed til at se noget af det ypperste, som den internationale fotografiske verden kan præstere – og samtidig lade klubbens medlemmer måle sig med de internationale gæster.

Årets udstilling viser værker af tre gæsteudstillere.

Norske Russel A. Jacobsen er overlæge på sygehuset i Vestfold, Norge. Han begyndte at fotografere i 2012, og markerede sig som fotograf allerede fra 2015 både nationalt og internationalt med udmærkelser og medaljer, senest i Malmø International Photo Exhibition. Hans billeder – de fleste grovkornede sort/hvide fotos – udforsker det mystiske og gyset. I Esbjerg viser han billeder fra serien ”The Bogeyman”.

Fra Norge springer vi til indonesiske Haryo Ninditos eventyrverden af prinsesser og féer. Hans billeder leder tanken hen på de klassiske malere som Rembrandt og Caravaggio, og det er ikke noget tilfælde. ”Jeg er en drømmer, en kunstner, en maler, der maler med pixler,” siger han selv og vedkender sig sin fascination af klassikernes chiaroscuro teknik, hvor de arbejder intensivt med lys og skygge. Nindito placerer sine yndefulde kvinder i en spændende drømmeverden af storhed og drama. Udover på udstillingen i Esbjerg kan Ninditos billeder i år ses på udstillinger og messer i Paris (Salon International d’Art Contemporain), i Bruxelles (Carte de Visite 2020) og i New York på ArtExpo New York.

Den sidste gæstefotograf er franske Hèléne Cook. Fotografisk kredser hun om begrebet ”Cityscapes”, hvor man ser byen som et landskab. I Esbjerg viser hun billeder fra sin serie ”Metro Creatures”, optaget på metrostationerne i Bruxelles. Hun er bl.a. medlem af det fotografiske kollektiv Bruxelles Pixels i foreningen ARS VARIA. 

Fra Esbjerg Fotoklub udstiller Erik Andersen, Carsten Barrett, Juli Behrendt Bexkens, Kurt Christensen, Steen Christensen, Mads-Peter Glass, Poul Helt, Trine Kjær Larsen, Bente Eckert Lehmann-Poulsen, Claus Madsen, Ib Corneliussen Nielsen, Finn Guldborg Pedersen, Karl Petersen, Ida Refsgaard, Carina Kryger Rønberg, Ebbe Salomonsen, Gert Thomsen og Troels Kragsig Thomsen, og her vises den fulde pallette af fotografiske genrer fra de smukkeste makroskopiske ”landskaber” af støvdragere, kronblade, osv. over et studie i primærfarvernes univers til barske reportagebilleder fra Palæstina-konflikten, fra bryllupsfester til spøgelseshusene i ”Eventyrets Land”, fra den smukke vestjyske naturs små og store undere til Silkevejens fortryllende syn og fra en lavtstående sols skyggespil til vindsurfer-drama i Klitmøller.

Åbningen, som finder sted d. 21. september kl. 16:30, foretages af Henry Heiberg, Næstformand i Johan Hoffmann Fonden.

Alt i alt omfatter udstillingen mere end 100 fotografier. Der er som altid gratis adgang til udstillingen i bibliotekets åbningstid frem til d. 24. oktober. Hver torsdag aften i denne periode vil besøgende kunne træffe nogle af de udstillende fotografer mellem kl. 19 og 21 i Phototeket.

UC SYD-studerende får særlig pris for deres bachelor

0

Foto: UC Syd

Tirsdag blev de fire dygtige sundhedsuddannede fejret med champagne, kransekage og gaver på UC SYD i Esbjerg.

Her understregede institutchef for sundhedsuddannelser Heidi Have for fysioterapeuterne Daniel Omid Ness Ghasemi og Kristian Krarup Sørensen samt ergoterapeuterne Nicolaj Benjamin S. Jakobsen og Rikke Sørine Wittendorf Lyngsø, at udmærkelsen er noget ganske særligt, og hun ansporede de unge talenter til at blive ved med at udvikle sig.

– Min opfordring er, at I skal holde fast og videreudvikle jer, så I ender som ekstraordinært dygtige fysioterapeuter og ergoterapeuter. I har bevist, at I har talentet, sagde hun.

Niveau ud over det sædvanlige

UC SYD har tildelt udmærkelsen blandt andet på baggrund af deres bacheloropgaver, som alle har et højt niveau over det sædvanlige. De fire dimittender har opnået kvalifikationer ud over, hvad der forventes af en nyuddannet ergoterapeut eller fysioterapeut.

Der var i alt 599 studerende, som afsluttede deres studium med en bacheloreksamen på UC SYD i juni i år. Af de 599 var der ti, der fik udmærkelse. Det svarer til ca. halvanden pct. På Institut for sundhedsuddannelser var der 165 studerende, der blev færdiguddannet, og fire af dem fik udmærkelse på eksamensbeviset. Det svarer til to pct. af dimittenderne på instituttet, og netop derfor, understregede Heidi Have til de fire, er en udmærkelse på UC SYD noget ganske særligt.

– Både I og jeres familier kan være stolte af jer, vi er stolte af jer – og stolte over, at vi har kunnet støtte jer, så I har kunnet afslutte jeres eksamen på så fornem vis.

Træning i behandling af depression

Daniel Omid Ness Ghasemi og Kristian Krarup Sørensen fortæller, at de i deres bachelorprojekt har haft fokus på medicinoptimering og på behandlingsmetoder for patienter med psykiske lidelser som depression eller angst.

Det er en stor patientgruppe med høj overdødelighed, der ofte er relateret til livsstilssygdomme. De to fysioterapeuter er nået frem til, at kombinationen af medicin og superviseret, fysisk træning i højere grad fører til livsstilsændringer, end samtaleterapi eller medicin.

“Når hovedet ikke vil, så er der ikke noget, der vil”

Det er titlen på ergoterapeuterne Nicolaj Benjamin S. Jakobsen og Rikke Sørine Wittendorf Lyngsøs bachelorprojekt. De har fokuseret på den ergoterapeutiske tilgang til rehabilitering af personer med hjernerystelse.

– Der findes flere forskellige tilgange til behandling, men ikke et offentligt, standardiseret tilbud til personer med hjernerystelse. Vi har i projektet belyst den proces, borgerne går igennem, fra de får en hjernerystelse, til de kommer tilbage i beskæftigelse – og hvad der fremmer en tilbagevenden til arbejdsmarkedet, forklarer Nicolaj Benjamin S. Jakobsen.

Udmærkelse

Udmærkelsen er et officielt dokument, som de unge får med deres eksamensbevis og kan bruge på cv og i ansøgninger resten af deres arbejdsliv. De studerende bliver indstillet til udmærkelsen af deres vejleder og eksaminator på baggrund af deres bacheloropgave. Studielederen på uddannelsen kigger derefter på deres præstationer gennem hele deres studietid, hvorefter en uvildig forsker og en underviser, som ikke har været en del af forløbet, læser bacheloropgaverne igennem for at undersøge, om projekterne nu også kan kaldes ekstraordinære.